Jeg har været meget spændt på at opleve Taipei og se præcis hvor "kinesisk" byen er. Efter 5 dage er dommen klar : 90% Kina og 10% McDonald! Efter sigende skulle den fordeling ændre sig til noget nær 100/0 når man kommer væk fra Taipei, men det kunne jeg ikke nå... så det må jeg finde ud af næste gang.
Taipei virker som et glimrende mix af Kina og Vesten, men jeg er lidt
overrasket over, hvor kinesisk her trods alt er! Jeg troede med al den
bøvl der er mellem Taiwan og (mainland) Kina, at byen ville være mere
vestlig præget, men det virker ikke som tilfældet. Taiwan er jo nok mest
kendt for sin produktion af elektronik, og der er også områder i Taipei
med mange computer butikker. Men selvom udbuddet er større, så er
priserne meget lig dem i Danmark. Madmæssigt kan de godt lide hotpot, og
det er jeg jo ikke den store fan af, men maden er oftest stegt -
hvilket jeg klart foretrækker! Jeg bliver aldrig fan af den "fedtede" olierede kinesiske mad.
Taipei har (overraskende for mig) ikke specielt mange skyskrabere og
slet ikke nogen skyline. Til gengæld har de verdens højeste bygning
Taipei101 som med sine 101 etager rager 508m. op i luften. Men fordi den står så
"alene" som den gør, så virker den ikke så høj! Giver det nogen mening? Bygningen er udstyret med verdens hurtigste elevatorer, hvis topfart er
over 60 km. i timen. Det bringer én op til observationsdækket på 88.
etage på sølle 37 sekunder... og det går bare stærkt - skal jeg hilse at
sige! Udsigten deroppe fra er selvfølgelig flot, men igen lidt sjovt
med "manglen" på flere høje bygninger. Du kan se lidt video oppe fra
Taipei101 her : http://www.youtube.com/watch?v=xJCAdio68Vk
Samme dag tog jeg også den kun 1 år gamle Maokong Gondola, som er en
kabelbane ikke ulig Ngong Ping 360 i Hong Kong. Den drejer et par gange,
og så er det den første kabelbane jeg har prøvet med stationer
undervejs. Selvom kabelbanen hurtigt er blevet en attraktion, så er den
faktisk en del af det offentlige trafiknet i Taipei, og blev primært
bygget som transport for beboerne. Man kan stige af og på to steder
undervejs, eller selvfølgelig tage hele turen på én gang. Fordi det er
"offentlig transport" er prisen også en hel anden end normalt med
sådanne kabelbaner. Kun 15 kr. for hele turen op - og ned igen. Der kan
betales med EasyCard, som også kan bruges overalt i byens velfungerende
metro, busser og skytrain. Systemet er magen til f.eks. Octopus i Hong
Kong eller Oyster i London, og det er både nemt, praktisk og billigt.
Man får som standard 20% rabat på normalprisen, og skifter man mellem
f.eks. metro og bus - får man halv pris på den sidste del.
Jeg besøgte Dr. Sun Yat-sen's Memorial Hall, som dog ikke er helt så imponerende som hans mausolæum jeg så i Nanjing i Kina sidste år. Til
gengæld var Chiang Kai-sheks Memorial Hall noget mere imponerende,
selvom det altså er lidt bisart med et mindesmærke for en diktator. Men
det har jeg selvfølgelig set i mange andre lande, så hvorfor ikke?!
Normalt har man et flot udsyn over området, som også rummer
nationalteatret og koncertsal, men det regnede simpelthen så meget da
jeg var der. For god ordens skyld har jeg derfor også i albummet
inkluderet et par billeder fra nettet, så I kan se hvordan det KAN se
ud! :-)
Du kan også se lidt regnvejrs video her : http://www.youtube.com/watch?v=PuxC2aDd6Hs
Den politiske situation er jo (mildest talt) noget speget, når det
kommer til Taiwan. Officielt er Taipei hovedstad i ROC (Republic of
China), som ikke må forveksles med PRC - altså Peoples Republic of China
- som er det kommunistiske Kina vi kender idag. Kineserne betragter
Taiwan som en oprørsk provins, og Taiwan er f.eks. hverken medlem af FN
eller Verdensbanken, da det internationale samfund betragter PRC som eneste
officielle organ for "Kina". Kineserne har tilbudt at Taiwan får samme
status som Hong Kong - det berømte "1 land - 2 systemer", men det er
blevet afvist. I år er der dog kommet en smule opblødning i situationen, da man for
første gang i over 50 år kunne flyve direkte fra (mainland) Kina til
Taipei. Der er dog fortsat raslen med sablerne, men f.eks. USA har flere
gange gentaget at man vil forsvare Tiawan militært med alle midler,
hvis Kina invaderer. Der har været optræk til ballade flere gange i de
sidste 10 år, med bla. kinesiske missilsaffyringer tæt på Taiwan, men
indtil nu uden de helt store sværdslag.
Denne konflikt har dog den positive spin-off, at verdens flotteste
samling af kinesisk kunst faktisk befinder sig i Taipei. Under 2.
verdenskrig og den senere borgerkrig i Kina, pakkede den kinesiske
regering de flotteste ting ned i Den Forbudte By i Beijing, og flyttede
det længere og længere sydpå for at undgå at det blev ødelagt. På den
måde havnede det til sidst i Taipei, hvor det i dag er udstillet på
National Palace Museum. Taiwan har nægtet at give samlingen tilbage til
Kina, og det er selvfølgelig et faktum der ikke ligefrem gør situationen
bedre. Museet er SUPER flot, og udstiller konstant en del af de 650.000
effekter som man besidder. Eneste ting der irriterer mig er, at al
fotografering er forbudt. Jeg kan forstå at brug af blitz kan (med
tiden) påvirke f.eks. malerier, men at et museum, som pr. definition
skal udbrede viden og kendskab - ikke tillader fotografering, undrer
altså mig...
Et andet sted hvor man heller ikke må fotografere er "Snake Alley". På dette turist nattemarked kan man opleve slanger blive fodret med
levende mus eller kaniner, og selvom det jo "bare" er fødekæden i
faktisk brug, så virker det noget bizart på mig. I de mere lokale
nattemarkeder i gaderne omkring, kan man så (hvis man har lyst) tage en
lille hævn over slangerne - for her er de nemlig på menuen! Jeg har
tidligere spist slange i Kina, og det smager faktisk udemærket. Et
aftenbesøg i Longshan Templet blev det også til, ligesom jeg fik set et
par andre templer. Jeg er dog stadig lidt "tempel-træt", og det skal
altså være noget helt ekstraordinært for at lokke mig til.
Jeg bor på Taiwan Happy Family Hostel II, som er en smule slidt i
kanterne. Men der er de ting jeg skal bruge - såsom gratis internet og
vaskemaskine, hyggeligt fællesrum samt en balkon med udsigt til Taipei's
hovedbanegård! Så kan man jo ikke forlange mere... vel? :-)
Nu gælder det Bangkok... og så kommer Emma ENDELIG !!! ;-