Vi fløj fra Bangkok til Hanoi med AirAsia og i lufthavnen blev vi
hentet af en fra vores hotel. Dejlig luksus at blive kørt i bil til
hotellet fremfor at skulle med bus. Vores hotel ligger ned til Hoan Kiem
Lake i det gamle kvarter i byen. Vi har et pænt stort værelse, men
desværre også en del gadestøj. Det hjælper dog at vi bor på 4. sal (uden elevator! :-)
Du kan se Emma vise rundt på værelset her : http://www.youtube.com/watch?v=2GT4D9BseYs
Søndag tog vi en sightseeingtur i byen, da det er en nem måde at komme
rundt i en kaotisk by på. Vi startede med Ho Chi Minh's mausoleum, og
sluttede op i den ca. én time lange kø. Da vi kom ind til manden selv,
lå han stille i sin glaskiste omgivet af 4 æresvagter. Nu har jeg besøgt
en del mausoleer, og jeg vil godt give Emma ret : "Det er da egentlig
ret klamt"! Men nu har hun prøvet det... ;-)
Bagefter så vi præsidentens palads og Ho Chi Minh's styltehus hvor han
boede i en årrække. Vi så også "One Pillar Pagoda" som blev bygget for
knapt 1000 år siden. Den eksisterende er dog en kopi, for franskmændende
ødelagde helt meningsløst den originale, før de trak sig ud af Hanoi i
1954. På turen så vi bla. også Temple of Literature, som blev grundlagt
af kejseren i år 1070 og rummer Vietnams første universitet. Vi var også
ved Ho Tay - eller den vestlige sø - hvor vi så Tran Quoc Pagoden og
det tilhørende tempel. Vi faldt i snak med en australsk kvinde, Amanda,
og da vi kom tilbage til søen købte vi billetter til Hanois
vanddukketeater dagen efter. Vi spiste på Papa Joe's, hvor de faktisk
kan lave burgere som både Emma og jeg kan li' :-)
Mandag vågnede vi egentlig ret tidligt, men tog en slapperdag med kort
spil, læsning og computer. Kl. 15 fik vi frokost og kl. 16 så vi så en
forestilling i vanddukketeatret sammen med Amanda. Det er imponerende at de
kan få dukkerne til at bevæge sig som de gør - drager der spyer ild osv.
Du kan se lidt video derfra her: http://www.youtube.com/watch?v=NCxuSbiH6gI
Vi har købt en 3-dages tur til Halong Bay som er næste punkt på vores tur. Det glæder jeg mig til at vise Emma...