Jeg havde stadig 4 dages gyldighed tilbage på mit japanske togpas, så
jeg besluttede at få fuld valuta for pengene, og tage så langt væk fra
Tokyo jeg kunne nå på en enkelt dag : Hokkaido !
Det betød, at jeg tirsdag morgen satte mig ind i et Hayate shinkansen tog og satte kursen nordpå.Første togskift var i Hachinohe på den nordlige del af Honshu
(hovedøen). Nu siddende i et Super-Hakucho tog, gik turen gennem Seikan
tunnelen til øen Hokkaido. Med en længde på 54 km. er det verdens
længste tunnel. Sidste togskift var i Hakodate, og resten af turen foregik i et Hokuto
tog som fragtede mig det sidste stykke til Sapporo. Det er hovedbyen på
øen Hokkaido, og det havde taget mig 10 timer at komme dertil fra Tokyo.
En lang tur kun for et par dage, men jeg elsker jo at køre i tog, så for
mig er det jo bare fedt. Det sidste tog var dog langt fra noget "bullet
train",og kan vel bedst sammenlignes med en dansk lokalbane.
I Sapporo så jeg byens tv tårn, der vel bedst kan beskrives som en
mindre udgave af Eiffeltårnet - samt byens gamle "clock tower" - som (i
parentes bemærket) er på top-3 over de mest skuffende turistattraktioner
i Japan ! Det blev også til et besøg i byens flotte botaniske have. Det
er desværre for sent på året til at jeg kan nyde kirsebærtræerne i
blomst, men så var der heldigvis bananpalmer, orkidéer og meget andet.
Jeg tog også med byens kabelbane "Morris" op til toppen af Mt. Moiwa,
hvorfra man har en skøn udsigt over Sapporo. Transporten rundt i byen
foregår nemt og smertefrit med sporvogne, og det fungerer altså bare
100%. Mit hotel Marks Inn ligger i udkanten af byens lu… - øh —
rabarberkvarter Susukino, så der er et godt leben om aftenen.
Torsdag morgen tog jeg så toget de 3½ time tilbage til Hakodate. Her har
de også sporvogne, og mit endags-kort fik hurtigt tjent sig ind. Jeg så
bla. det gamle britiske konsulat, en flot romersk katolsk kirke og en
spændende russisk ortodosk ditto. Jeg tog også turen op i det
futuristiske Goryo-kaku tårn, hvor man både har en flot udsigt over
Hakodate by, men også over det gamle Goryo-kaku fort. Det blev anlagt i
1864 og var Japans første vestligt inspirerede fort — komplet med
voldgrav og det hele. Der er ikke længere noget tilbage af selve fortet,
men man kan gå en tur på området og nyde stemningen…
Du kan se et par klip oppe fra tårnet her :
Om et par timer skal jeg så med toget tilbage til Tokyo, for i dag er
den sidste dag mit togpas er gyldigt. Jeg skal nok lave et indlæg senere
om de japanske tog, for de fortjener altså lidt nærmere omtale. Lørdag
skal jeg tilbringe sammen med englænderen Martin, som jeg tidligere har
mødt i Hiroshima. Måske skal vi se den nye Indiana Jones film, spise
sushi (fugu?) eller… tja, nu må vi se !