Jeg kom hertil i fredags, og bor på et billigt hotel i området omkring
Ueno & Asakusa. Jeg har et lille "3-tamati-måtters" værelse med
futon, køleskab og gratis internet - og et fint japansk fællesbad på
øverste etage. Lige hvad jeg skal bruge... :-)
Lørdag mødtes jeg med Martin (mit bekendskab fra Hiroshima) og vi fik
turet rundt til forskellige bydele. Vi tog til Asakusa og så det flotte
Senso-Ji tempel, og den meget leben som er i området. Det er en populær
bydel, med mange billige restauranter og muligheder for overnatning. Vi tog også monorail banen rundt i Tokyo Bay, og fik et kig på både
Venus Fort Shopping Center og Odaibas store pariserhjul. Ginza - som er
Tokyos svar på New Yorks 5th. Avenue - rummer kæmpe stormagasiner og
mange mennesker, ligesom området omkring Shibuya. Det blev også til et
besøg i Sony bygningen, hvor man kan se og prøve en del af Sony's
produkter...også dem som endnu ikke er i handlen. Det var en rigtig hyggelig dag, og Martin er bestemt en person jeg godt vil møde igen...
Du kan se et klip med Sony's nye "disko-dasko" højtaler "Rolly" her :
Søndag tog jeg turen op i Tokyo Tower, hvor man rigtigt kan nyde den
flotte udsigt over Tokyo - by night. Med vanlig japansk præcision kører
sidste elevator ned kl. 21.57 - så yderdøren kan lukkes præcis kl. 22.00 Der er ingen slinger i valsen, så souvenierbutikken var allerede lukketda jeg kom ned. Tænk engang hvis folk ville købe noget på vej ud, og så først forlod tårnet kl. 22.05 - nej, det går sandelig ikke ! ;-)
Mandag tog jeg med bussen til Kawaguchi-Ko, hvor byen og søen deler
navnet. Her rendte jeg ind i et ungt dansk par, Tine & Tobias fra
Silkeborg. Vi tog sammen op med kabelbanen, hvor man fra toppen har en
pæn udsigt over søen til den ene side - og til den anden ligger så Mt.
Fuji...
Mt. Fuji har sammen med de japanske højhastighedstog stået højt på min liste i mange år, og det var skønt endelig at kunne se "giraffen". Bjerget (som jo rettelig er en vulkan) er utrolig smukt, og næsten altid indhyllet i skyer. Vi tog en tur med Japans svar på "Hjejlen", og fra søen fik vi et endnu bedre udsyn til Fuji, da skyerne tilmed lettede en smule fra tid til anden. Dejligt, og selv den 2 timer lange bustur tilbage til Tokyo kunne ikke ændre på en fantastisk dag. Skulle jeg have været med toget derud,ville det have taget 1-1½ time ekstra og kostet over dobbelt så meget.
Du kan se et klip fra Mt. Fuji her :
Tirsdag tilbragte jeg i Akiba - med tilnavnet "Electronic Town" og som
Lonely Planet skriver : "Ingen steder i verden kan du finde en større
samling af elektriske dingenoter... og nørder!". Nu har jeg ikke været
overalt i verden, men jeg tror dem på deres ord! Det var et dejligt
sted, med gade efter gade samt 10-etagers stormagasiner med computere,
elektronik, kabler, adaptere, dvd'er og meget, meget, meget mere ! :-)
Idag fik jeg ordnet mit vasketøj, før jeg tog tilbage til Asakusa for
lidt mere shopping. Så til Roppongi Hills, hvor jeg var en tur i biffen
og se den nye "Narnia : Prince Caspian". Den følger helt i stil med den
første, dvs. en rigtig god historie og visuelt helt fantastiske
billeder. Kan varmt anbefales !
Nu gælder det så Beijing, hvortil jeg flyver i morgen (via Seoul)...