lørdag den 26. september 2009

Shanghai

Shanghai har to lufthavne, men det var vigtigt at vi fløj til Pudong lufthavnen! Herfra kan man nemlig tage det SUPER hurtige maglev tog ind til centrum af byen... med hele 431 km/t. Det skulle selvfølgelig prøves !!! :-)
Men det kneb en lille smule med tiden, så der skulle fart på gennem lufthavnen...

I myldretiden sætter man (af sikkerhedsmæssige grunde) tophastigheden ned til "bare" 300 km/t. - og det har jeg prøvet både med KTX-toget i Sydkorea og et "bullet-train" i Japan, men 431 km/t. har jeg nu aldrig bare været i nærheden af at køre med et tog. Så jeg måtte skynde en smule på Birgitte & Robert, så vi kunne nå det sidste tog ind til byen før myldretiden satte ind. Strækningen er på ca. 30 km. og turen er overstået på 7-8 min. hvoraf ca. 2 min. er med tophastigheden. Ved endestationen kan man så skifte til byens metro bare 50 m. væk, og det er i den grad en både nem og hurtig måde at komme til centrum på. Hvis man (som os) har et bordingpas til/fra samme dag - får man 20% rabat på billetten, som så koster 30 kr. Nok en dyr 'time pris' - men alligevel en både fed og billig oplevelse! :-)

Du kan se lidt video fra turen med magnet toget her : http://www.youtube.com/watch?v=lkn3F9HifJM

Vi havde booket værelser på Blue Mountain Youth Hostel, som ligger bekvemt lige ved en metrostation, omend ikke på den allermest centrale linje. Stedet viste sig at være rigtig hyggeligt, og genkendelsens glæde over IKEA møblerne på værelset var stor for mit vedkommende! :-)

Vi bestilte aftensmad på hostlet og brugte ventetiden på at spille lidt pool. Senere tog vi metroen til gågaden Nanjing Lu, hvorfra der blot er få minutters gang ned til vandet og 'The Bund'. Et af mine bedste minder fra Shanghai i 2007 (hvor jeg besøgte byen for første gang) var udsigten fra 'The Bund' over mod Pudong - med skyline, tv-tårnet og vandet. Denne gang kunne vi se... INTET!!!

Den forhøjede gangbro langs vandet var simpelthen spærret af, og det eneste vi kunne se, var et kæmpe plankeværk i begge retninger, så langt øjet rakte. Man er i gang med at forberede Shanghai til at være værtsby for verdensudstillingen EXPO2010, og det betyder bla. massivt vejarbejde overalt i byen - og Shanghai var jo ikke ligefrem en nem 'fodgængerby' i forvejen! Rimelig nedtur - og jeg havde specielt ondt af Birgitte & Robert, som derfor slet ikke fik den samme førstegangs oplevelse af Shanghai, som jeg gjorde. Skuffede tog vi tilbage til vores hostel... og gik i seng!

Du kan se (eller gense) mit blogindlæg fra 2007 her : http://tryllehest.blogspot.com/2007/04/shanghai.html

Onsdag tog vi metroen til Folkets park som ligger for enden af Nanjing Lu. Vi gik atter ned til 'The Bund' - i håbet om at udsigten ville være bedre i dagslys, men nej. I stedet gik vi til den gamle bydel, hvor vi fik brugt lidt tid i Yuyuan bazaren. Vi gik også over den berømte zig-zag bro foran Huxinting tehuset, der ligger midt i en lille sø. Der er dog kommet solid konkurrence i området, da Starbucks nu har fået plads i "baghaven"! :-)

Vi tog til Pudong og besluttede at tage op i tv-tårnet 'Oriental Pearl'. Igen en stor oplevelse for mig i 2007, men pænt skuffende denne gang! Fra toppen kunne man absolut intet se, da den øverste del af tårnet var indhyldet i skyer. Længere nede er der nu hele to etager, hvor man kan komme ud og gå i det fri - heraf den ene på et glasgulv. Ikke ligefrem min kop the, og Birgitte & Robert fik sig en solid griner, af at se mig gå rundt med meget hyppige ture helt ind til kanten for at 'holde fast'. Ak ja, min højdeskræk er ikke ligefrem blevet mindre med årerne, men jeg kæmper! :-)

Torsdag tog Birgitte & Robert til Shanghai Ocean Aquarium, som bla. lokker med verdens længste undervandstunnel på 155 meter. Jeg har dog oplevet noget lignende flere gange efterhånden, så jeg valgte i stedet at blive hjemme, læse og lege lidt med computeren.

Om aftenen tog vi en taxa til Shanghai's store togstation, hvorfra vi skulle med nattog til Beijing. Vi havde "desværre" kun kunnet få billet til de nye 'deluxe' D-tog, der har kørt på strækningen siden november 2008. Præcis kl. 21.23 afgik toget med kurs mod Kinas hovedstad... Beijing.