Koh Tao

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi mødtes i lufthavnen onsdag eftermiddag kl. 16.30. Ferieholdet bestod denne gang af min søster Anne, mine to niecer Clara & Emma, min bedste ven Robert - samt vores 'rookie' medrejsende, Louise. Vi har holdt flere feriemøder for at planlægge turen, og jeg synes vi har fundet en god rejserute, der kombinerer strand og sol med lidt eventyr - tilsat et lille skvæt storby. Vi skulle først flyve med British Airways til London Heathrow, hvor vi skulle skifte terminal. Det forløb uden problemer, så vi var i god tid til at gå ombord på Malaysia Airlines A380'er der skulle flyve os til Kuala Lumpur. Jeg har fløjet med en Airbus 380'er tilbage i 2009, men for de andre var det første gang ombord på den flytype. Det er jo et stort fly, men det var faktisk ikke det første der slog os, da vi gik ombord for at finde vores pladser. Det var derimod en varme, som jeg i hvert fald aldrig før har oplevet ombord på et fly. Jeg ved ikke om der var 40 eller 45 grader varmt i kabinen, men det har nok været i det område. Personalet beklagede meget, men aircon anlægget fungerede tilsyneladende ikke så godt så længe vi var på ground power, men det ville blive bedre i luften. Fair nok, men da kaptajnen beklagede for en 'slightly warm cabin' kunne Robert og jeg kun vantro sige i munden på hinanden: "SLIGHTLY!!!" 

Måske fik vi sagt det lidt højere end det var meningen, for folk på de nærmeste 8-10 rækker vendte sig i hvert fald om for at se hvem det var der kommenterede. Men de var nu flinke til at gå rundt med bakker med drikkevarer, og efter en lille time ombord var det endelig afgang, og den lange tur til Kuala Lumpur kunne begynde. Der er ikke mere benplads i en 380'er end andre fly, men jeg er egentlig godt tilfreds med servicen hos Malaysia Airlines. De to måltider vi fik ombord var bestemt af godkendt kvalitet, og jeg synes også de var flinke til at komme rundt med drikkevarer i løbet af natten. Turen tog 12 timer og 50 min. og jeg synes faktisk den forløb rimelig hurtigt. I Kuala Lumpur tog det en times tid at komme igennem immigrationen, og derfra var det bare at gå ud i ankomsthallen hvor de ventede fra vores hotel. Vi havde booket deres airport shuttle til 80 MYR (ca. 120 kr.) hver vej. Nok ikke meget billigere end et par lokale taxaer, men så vidste de da hvor hotellet lå. Vi havde ret bevidst valgt det billigste hotel i området - ca. 15 km. fra KLIA. Vi nåede Seri Nilai Hotel ved 19-tiden lokal tid, så efter vi havde tjekket ind, var det ud at få noget at spise. I området lå et par lokale restauranter, og det lykkedes da at få noget spiseligt. På hotellet var værelserne ikke til meget mere end bare at overnatte i, men det var jo også det vi havde bestilt.

Fredag morgen spiste vi morgenmad samme sted som vi havde spist til aften, men det kunne ikke helt leve op til måltidet dagen før. Til gengæld betalte vi kun ca. 40 kr. for seks personer, men det svarede nok også meget godt til det vi fik spist. Klokken 9 blev vi kørt til KLIA2 hvorfra vi skulle flyve med AirAsia til Surat Thani. Inden da var der heldigvis tid til at spise (en ekstra omgang) morgenmad på Subway - det bedste sandwich koncept ever! Noget dyrere end første forsøg, men bestemt også meget bedre! Flyveturen foregik uden problemer og tog kun 1½ time. Da vi ankom til Surat Thani skulle vi igennem immigrationen, og det tog noget længere end jeg havde regnet med. Vi havde booket en bus/båd billet med Lomprayah, og det var den sidste kombination der kunne bringe os til Koh Tao den dag. Vi endte med at være næsten ½ time forsinket, men vi kom nu alligevel med en bus ned til færgen, efter at Louise havde stormet ud, da hun var den første der nåede igennem immigrationen. Vi nåede færgen kl. 16, og desværre måtte vi "nøjes" med siddepladser i VIP rummet. Vi stoppede først på Koh Samui og derefter på Koh Phangan før vi ankom til Koh Tao omkring kl. 19. 

På kajen blev vi hentet fra Sairee Cottage Diving. Det var en meget festlig fyr der hentede os, og mennesker og kufferter blev stablet op på ladet af hans pickup. Det tog ikke engang 10 min. at køre til dykker resortet, men det var rart at slippe for at slæbe sin bagage. Vi blev installeret i vores hytter - tøserne i to forbundne 'blå hytter' - og Robert og jeg i et 'pink værelse'. Sairee Cottage er et fedt sted på Koh Tao, og stedet var rigtigt hyggeligt og velholdt. Overalt gik der personale og samlede blade op og rev stierne så der hele tiden var pænt og rent. Jeg havde fået det anbefalet af Mike som tidligere havde arbejdet som divemaster på stedet, og det var bestemt pengene værd. Vi fik noget aftensmad og så var det ellers på hovedet i seng efter en lang rejsedag.

Lørdag fik vi morgenmad, og pigerne fik afklaret deres dykning med instruktøren Denja, som med det samme bød velkommen til Team Denmark. De skulle starte deres PADI Open Water samme eftermiddag, og det betød orientering og videoer. Robert havde også booket seks dyk, og de startede om søndagen. For mit vedkommende stod disse dage på 100% ren afslapning, og jeg må bare sige at det også var super tiltrængt!

Søndag skulle pigerne i poolen til deres første prøvedyk foruden en masse video og teori. Anne havde desværre problemer med ørerne og kunne ikke trykudligne. Det betød at hun måtte opgive at fuldføre kurset, men hun fik dog bestået teoridelen og forhåbentlig kan hun få taget sine dyk på Bali?

Mandag var pigerne på deres første to dyk i havet, og Robert fik også lavet to dyk. Det samme gentog sig om tirsdagen, og så var de faktisk færdige - og med et bestået Open Water certifikat i bagagen - flot gået! Dage og aftener gik stille og roligt med spisning og kortspil, afslapning ved poolen, ture på stranden samt massage. Tirsdag slappede vi af i poolen om formiddagen, og om eftermiddagen lejede vi en båd der sejlede os til Koh Nangyuan. Sejlturen tog bare 15 min. og kostede 200B retur (ca. 40 kr.). Man skal dog også betale 100B for at komme i land på den private ø, og efter det var klaret gik vi op til View Pointet. Turen derop foregik inde i tæt jungle og der var masser af myg. Jeg havde været deroppe da Robert og jeg var på Koh Tao i 2010, så jeg blev nede og passede på taskerne. Udsigten deroppefra er ganske nydelig, og det lykkedes vist at tage nogle fine billeder. Koh Nangyuan består reelt af tre små øer der er forbundet af en fælles strand. Den går i nord/syd retning, så stillede man sig på stranden ville man kunne se både solopgang og solnedgang... men selvfølgelig ikke på samme tid. Vi fik også badet og snorklet en smule derovre, men kl. 17 skal dagsturisterne forlade øen, så vi blev sejlet tilbage til Koh Tao. Da vi skulle af båden klarede jeg det på en mindre elegant måde (læs: som at kaste en vadsæk over bord), men det lykkedes mig dog at komme af, uden at komme alvorligt til skade. Jeg "elsker" bare både hvor der ikke er ordentlige trapper/stiger/planker eller andet til at komme af og på. Vi fik spist den sidste omgang aftensmad, og så relativt tidligt i seng, for næste dag var en rejsedag der startede tidligt.

Onsdag morgen blev vi kørt ned til færgen der sejlede kl. 6 om morgenen.  Vi kunne desværre ikke tage den næste færge der gik kl. 9, da vi så ville komme for sent til vores fly. Oprindeligt skulle vi faktisk have været med Thai Lion Air kl. 17 - hvilket havde passet rigtigt fint med båden kl. 9, men desværre aflyste de den afgang i slutningen af maj. Vi måtte derfor med AirAsia, og da deres afgang var allerede kl. 15.25 måtte vi altså med den tidlige færge. Efter en times sejlads skulle vi skifte båd på Koh Phangan, og omkring kl. 9 var vi tilbage på molen i Donsak. Herfra kom vi med bus til Surat Thani Town, og turen dertil tog ca. 1½ time. Vi havde valgt denne løsning, da vi ellers skulle sidde i lufthavnen i 5 timer inden vi skulle flyve. Vi fik lavet en hurtig aftale med det sted vi blev sat af bussen, og de kørte os til Central Plaza Shopping Mall imens de opbevarede vores bagage. Vi fik noget morgenmad på McDonald's og havde så et par timer til at tulle rundt i centret før vi blev hentet igen af to tuktuk'er. Den ene havde alle vores store kufferter og vi blev stuvet sammen bag i den anden. Turen til lufthavnen tog en halv times tid, men pludselig stoppede vores tuktuk - tilsyneladende uden nogen grund. Chaufføren kom om til os på ladet og sagde: "The rain is coming!" - og han nåede også kun lige akkurat at få rullet plastic siderne ned før de første dråber ramte, og 20 sekunder senere væltede monsunregnen ned. Vi blev stadig en smule våde af dråberne, men slet ikke så meget som hvis han ikke havde fået rullet ned. Regnen nåede at stoppe igen inden vi nåede lufthavnen, så vi kunne komme tørskoet ind i terminalen. Indtjekningen med AirAsia forløb uden problemer, og vi kunne efter security checket tage plads i den lille afgangshal. Mon vi skulle flyve fra gate nr. 1 eller 2? 

Svaret: Gate nr. 1 :-)

Baltikum

(Klik på billedet for adgang til albummet) 

Jeg har i en del år godt ville besøge de tre baltiske lande: Estland, Letland og Litauen. Jeg har ikke det store kendskab til dem, men det virker som spændende lande. På et tidspunkt spørger min veninde Maj om vi ikke skulle tage på en tur med Oslo-båden? Det har vi gjort før, men denne gang synes jeg at vi kunne tage på en "rigtig" ferie sammen. Norwegian havde billige flybilletter til Riga, så det blev dertil. Vi skulle afsted fredag d. 17. marts, og Maj ville flyve hjem igen om mandagen. Jeg besluttede at forlænge turen på egen hånd, så jeg først skulle hjem igen om fredagen. På den måde ville jeg også få mulighed for at besøge både Vilnius og Tallinn.

Vi fløj fredag middag og landede i Riga i regnvejr. I den første automat vi så i lufthavnen kunne man købe sutsko (!) så var stilen ligesom lagt. Vi havde hjemmefra lejet en bil, og det var faktisk lige så billigt at leje den i tre døgn fra lufthavnen, som at leje et enkelt døgn inde i byen. Der er kun ca. 10 km. fra lufthavnen til centrum af Riga, så vi fandt hurtigt til vores hotel - godt hjulpet af Maj med GPS'en. Vi havde booket på Rixwell Irina Hotel, der ligger et par hundrede meter fra stationen - meget centralt i byen. Vi fik os installeret, og gik på opdagelse i "Origo" shopping centret der ligger lige ved siden af stationen. Aftensmaden blev spist på den nærliggende McDonald's - hvor man selv kunne tilrette sin burger på en stor tryk-skærm, hvilket havde gjort det så meget nemmere at spise på McD med min søster. Hun skal nemlig altid have lavet sin mad ret specielt, og det er langtfra altid de forstår det ude i den store verden :-)

Efter en god nats søvn stod vi tidligt op om lørdagen og spiste morgenmad på hotellet. Den viste sig at være ganske udmærket, men så længe man kan få brød, pølser, æg og juice - er jeg jo også ret tilfreds. Efter morgenmaden kørte vi først til Latgalīte Flea Market, der i den grad er et lokalt loppemarked. Her kan man købe alt muligt "skrammel": Gammelt værktøj, kabler, sko, tøj, fjernbetjeninger osv. - virkelig en god gang kræmmermarked. Det lykkedes Maj at finde et par flasker til kolonihaven, så hun var glad. Bagefter fandt vi lige en enkelt geo-cache, og så kan Letland også komme med på det store kort. Herefter var det tid til noget action. Vi havde hjemmefra snakket lidt om hvad vi skulle lave i Riga, og der er Maj og jeg nok lidt forskellige. Jeg kan godt lide at se de klassiske turistseværdigheder, imens Maj mere er til hvad folk i dag laver... og så altså action! Vi havde fundet et par steder hvor man kunne skyde, og havde således booket os ind hos Riga Shooting Range. Det var ikke helt nemt at finde, da det faktisk er en gammel russisk bunker under jorden, men det lykkedes dog til sidst. Vi havde booket "The Assasins Rifle Package" til 75€, hvor man får lov til at skyde med bla. en AK-47 og en Shotgun samt forskellige pistoler som f.eks. en Glock. Jeg har prøvet noget lignende i Asien et par gange før, og det er jo meget sjovt. I betragtning af det generelt lave prisniveau i Letland, så var det nok ikke den bedste "value for money" - da det jo var overstået på under en halv time, men det var nu meget sjovt - og da vi talte scoren sammen bagefter, havde Maj skudt sig til flere point til jeg... godt gået! ;-)

Bagefter kørte vi til en lille øde ø - midt i Daugava floden der skærer sig igennem Riga. Her kan man tage elevatoren op i Riga's radio- og tv-tårn. Sammenlignet med andre tv-tårne rundt om i verden - f.eks. Berlin, Shanghai eller Tokyo, så var dette en noget mere "beskeden" oplevelse. Tårnet er simpelt, gammel og slidt, men vi fik da set en nogenlude udsigt over Riga gennem de snavsede vinduer. Efter en køretur rundt i byen kørte vi sidst på eftermiddagen tilbage til hotellet og slappede lidt af. Klokken 18 havde vi fundet frem til vores Dracula Escape Room, som vi havde booket hjemmefra. I et Escape Room bliver man spærret inde, og så har man 60 min. til at finde ud igen. Vores quest gik ud på at finde Dracula ved hjælp af en lang række spor og gåder, og det lykkedes faktisk at finde ham med blot et enkelt minut tilbage - dog med lidt hjælp fra personalet. Men det var super sjovt, og jeg synes faktisk vi samarbejdede ret godt, og setup'et var generelt skruet rigtigt godt sammen. I København er der pt. tre af disse Escape Rooms, imens der i Riga er langt over 50. Senere gik vi en tur i den gamle bydel, der ligger ca. 5-10 minutters gang fra hotellet. Vi spiste aftensmad på et hyggeligt sted med levende musik og en god stemning.

Søndag morgen - efter en god omgang morgenmad - kørte vi ned til Riga's Central Market. Her er flere store haller med forskellige madvarer: Kød, fisk, grønt osv. - men også en udendørs afdeling med tøj, sko og en smule souvenirs. Men det er tydeligt at se, at det er mere møntet på lokale end turister. Jeg fik sneget mig ned til floden og fik taget et par gode billeder af Akmens broen - desværre uden der var tog på broen. Det ville jo ellers have gjort billedet mindst 20% bedre - som jo er standard reglen når tog er involveret :-)

Flere steder i byen havde vi set billeder af en bestemt kat, som vi selv havde døbt "Riga katten". I Lonely Planet kunne vi læse os til en historie om en gammel købmand, som ikke fik lov til at være med i det lokale laug. Som "straf" placerede han et par katte med deres røv vendt mod huset hvor lauget hørte til. Efter en langvarig retssag, blev han optaget i lauget mod at han fik vendt kattene om - og sådan er det i dag. Vi fandt bygningen - og det vi altså har døbt "Riga katten", men det var først efterfølgende at vi fandt ud af, at der faktisk er TO katte - en i hvert hjørne af facaden på bygningen :-)

Herfra satte vi kursen væk fra Riga - og kørte knapt 60 km. mod nordøst til byen Sigulda. Det er et vinterområde, hvor man blandt andet kan stå på ski... og køre bobslæde! Det er godt nok ved at være sidst på sæsonen, men vi havde læst os til at det faktisk er muligt som turist at få en tur i en rigtig bobslæde. Efter sigende skulle det være færre end 10 steder i verden hvor det er muligt, og jeg har i hvert fald aldrig oplevet det noget sted. Vi havde snakket om det hjemmefra, og fået at vide at det måske kunne lade sig gøre om søndagen kl. 14.30, så det var det vi kørte efter. Vi fandt - efter en smule besvær - frem til stedet, og fik bekræftet at det faktisk var muligt. Maj var med det samme frisk, imens kyllingen i mig ikke lige mente at det var noget jeg skulle give mig i kast med. Som det er så tit, så vil jeg jo principielt gerne, men det er bare svært for mig at overskride mine egne grænser når det gælder den slags ting. Man har også muligheden for at tage turen i en såkaldt "soft bob" - eller Vučko. I den rigtige bobslæde gennemfører man turen på ca. 46 sek. og i soft bob'en på ca. 60 sek. Det gør at gennemsnitsfarten på den 1000 m. lange bane er hhv. 78 og 60 km/t. Men det er selvfølgelig et gennemsnit, og på nogle strækninger kører du noget hurtigere og er udsat for op til 5G. Maj var super sej, og fik plads i bobslæden sammen med piloten og en anden turist, og så var de ellers afsted. Nogle minutter senere kom de retur med lastbilen der kørte dem og bobslæden tilbage op på toppen. Vi kørte ned i byen og fik en pizza til frokost, imens jeg tænkte om jeg også skulle prøve. Den rigtige bobslæde var udelukket for mit vedkommende, men jeg ville sgu' gerne prøve en tur i "badekarret". Jeg besluttede mig for at gøre det, og vi kørte tilbage til banen. Her fik vi en vild tur i turistudgaven, og det var lige som det skulle være. Det gik stadig pænt stærkt og man var godt oppe i kurverne på banen, og hold kæft hvor var det sjovt! Pris: 50€ for den rigtige bobslæde - 10€ for den bløde :-)

Du kan få en fornemmelse for turen her: www.youtube.com/watch?v=rEODgdNO_QM

Vi var noget høje efter oplevelsen på turen tilbage til Riga, også selvom Maj var lidt øm i nakken efter hendes tur. Hun kan i øvrigt ikke huske ret meget fra selve turen, så hun var glad for også at have taget turistudgaven sammen med mig. Vi fik parkeret bilen for natten og fandt et hyggeligt sted hvor vi sad nogle timer og snakkede - og samtidig var der happy hour på drinks. Vi sluttede aftenen på en irsk pub, og det havde været en rigtig hyggelig dag.

Mandag morgen blev der pakket og gjort de sidste indkøb. Klokken 11 havde vi booket endnu et Escape Room - denne gang over temaet fra Pirates of the Caribbean. Igen var det rigtigt godt lavet, og vi fandt også Davy Jones' hjerte i sidste øjeblik, men måtte igen have en smule hjælp. Men alt i alt synes jeg vi gjorde det ret godt som et team. Bagefter kørte vi lidt rundt i byen, før vi satte kursen mod lufthavnen. På vejen fandt vi dog lige en enkelt geo-cache mere i en skov, og vi fik lidt at spise. I lufthavnen fik vi afleveret bilen, og Maj blev tjekket ind på flyet. Alt kørte som smurt, og snart var der kun tilbage at sige pænt farvel. Maj skulle flyve hjem til Danmark, og på samme tid fortsatte jeg min rejse til Vilnius i Litauen. Fra lufthavnen kunne man tage en direkte bus dertil, og det havde jeg valgt, da der ikke kører tog mellem de baltiske lande. Jeg er jo normalt ikke den store fan af busser, men havde fundet et selskab der lovede lækre busser og god service. LUX Express kører med nogle luksus busser, med ekstra benplads, gratis wifi, kaffe og vand - og de kører med billige priser hvis man booker et stykke tid i forvejen. På den måde havde jeg fået min billet til Vilnius for bare 5€ - ikke dårligt for en bustur på 4 timer på 1. klasse. Bussen var lidt forsinket, men der tikkede hele tiden sms'er ind om at de var på vej og ankom om x minutter - fin service. Bussen var præcis som lovet, og jeg havde endda et tomt sæde ved siden af mig, så det kunne ikke være bedre.

Turen forløb uden problemer, og jeg ankom til busstationen i Vilnius kl. 19.40 - hvor det faktisk var blevet mørkt. Receptionen på Vozduh Hostel havde kun åbnet til kl. 19, men de havde sendt mig instruktioner om hvor jeg kunne finde mit nøglekort til mit værelse. Området omkring busstationen er noget skummelt, specielt når det er mørkt og regner, men der var kun 400 meter til mit hostel så det gik. Efter jeg havde fundet min nøgle og mit værelse, gik jeg en tur i området, og fik en god gang aftensmad på en lokal restaurant. Det var en balje med kød, grøntsager og kartofler - og det smagte himmelsk. Tilbage på mit værelse blev jeg uvenner med lamellerne på den ret spinkle IKEA seng, så jeg endte med at stille sengen op i den ene ende af værelset og sove på madrassen direkte på gulvet. Det er godt at backpacker génet stadig er rimelig intakt, og jeg kan sagtens overnatte et sted med bad og toilet på gangen - pris: 70 kr.

Næste morgen begav jeg mig først op til togstationen der ligger lige ved siden af busstationen. Her finder man nemlig Litauens jernbanemuseum, som jeg besøgte. Den indendørs del var ret spændende, men desværre var udendørs delen vinterlukket. Man kunne godt gå rundt blandt de mange togvogne og lokomotiver, men man kunne ikke komme ind i dem. Ja, jeg ved godt jeg er en tognørd! ;-)

Tirsdagen i Vilnius blev brugt på ret traditionel sightseeing: Katedralen på den centrale plads, Gediminas' tårn på bakken, flere kirker og museer. Desværre regnede det ind imellem, så flere gange måtte jeg søge ly på caféer, hvor jeg så sad lidt og læste indtil det holdt op med at regne. Jeg havde fået opbevaret min trolley på stationen mod en rimelig betaling på 1€, men de lukkede kontoret allerede kl. 21 og min natbus kørte først kl. 23. Så jeg hentede min trolley kl. 20.50, og satte mig ind på den lokale McDonald's. Jeg havde spist aftensmad tidligere, men man kan sagtens sidde et par timer på McD med en milkshake - og endda suge lidt gratis wifi. Jeg kom ombord på natbussen til Tallinn i Estland (endnu en tur til 5€), og jeg faldt hurtigt i søvn. Jeg vågnede lige kort da vi gjorde holdt i Riga ved 3-tiden, men ellers sov jeg fint til kl. 7 - igen i en lækker luksusbus - og igen med et tomt sæde ved siden af mig.

Jeg kom til Tallinn onsdag morgen omkring kl. 7.30 - og tog en sporvogn fra busstationen ind til mit hostel, der ligger midt i den gamle bydel. Mit værelse var endnu ikke klar, men den søde pige i receptionen lovede at det i hvert fald var klart senest kl. 11. Skønt, for jeg kunne godt trænge til et bad efter turen i natbussen. Men det måtte vente, og i stedet begav jeg mig ud i byen. Jeg var oppe og se "Danish King's Garden" hvor Dannebrog ifølge legenden faldt ned fra himmelen i 1219. Jeg gik rundt og så en del i den spændende gamle bydel, før jeg luntede tilbage til Old Town Munkenhof og fik mit værelse. Jeg havde endda privat bad og toilet, så jeg benyttede mig af lejligheden til at tage et langt bad og en lille lur. Senere fik jeg frokost og gik endnu en tur i byen. Desværre var vejret heller ikke så godt denne dag, så aftensmaden blev indtaget på en lokal beværtning ikke langt fra mit hostel. Maden var god, så jeg var godt mæt da jeg gik hjem. På mit hostel faldt jeg i snak med flere andre rejsende, og det er det fede ved at bo på et hostel.

Torsdag købte jeg brød og juice i det lokale Rimi supermarked, en kæde der ligger overalt i alle tre lande. Denne dag var vejret helt perfekt, og jeg var bla. oppe at gå på et stykke af den gamle bymur. Jeg så også "The Broken Line" - mindesmærket for færgen Estonia's forlis i 1994, og flere andre ting i den gamle bydel. De tre hovedsteder er faktisk meget forskellige, men Tallinn er den der kommer tættest på min forestilling - tænk Prag, men selvfølgelig på et noget "lavere" niveau. Jeg spiste en meget sen frokost på Vapiano - en italiensk kæde jeg har prøvet tidligere i Helsinki og i Miami, og det er bare guf. Frisklavet pasta til 60 kr. - det bliver fedt når de åbner i København til efteråret. 

Jeg tog en sporvogn tilbage til busstationen, og kl. 18.30 kørte bussen tilbage til Riga. Denne gang havde jeg måttet ofre hele 7€ (!) for at komme med denne afgang, men det var pengene værd. Jeg nåede til Riga kl. 22.30 og gik de ca. 10 minutter fra busstationen til Riga Hostel. Det ligger samme sted som det hotel Maj og jeg boede på, blot på det modsatte hjørne - på 4. sal over McDonald's. Jeg fik tjekket ind, og mit værelse var fint selvom sengen ikke var den bedste. Efter en hurtig omgang aften/natmad på McD, sad jeg og snakkede med bla. nogle japanere til kl. 3 om natten - super hyggeligt, og der var en fed stemning på det hostel.

Det gjorde at jeg valgte at sove igennem næste dag, og nåede lige at tjekke ud inden kl. 12. Jeg gik en sidste tur i byen, før jeg gik ned og tog bus 22 til lufthavnen - en tur på bare en halv times tid. I lufthavnen fik jeg tjekket ind på mit fly, fik en vinduesplads - og hjemturen på lidt over én time forløb uden problemer. Jeg synes de tre byer har været spændende at opleve, og hver har bestemt noget at byde på. Det var sjovt at opleve Riga sammen med Maj, og vi har sikkert gjort ting sammen jeg ikke havde gjort på egen hånd. Men det er jo det fede ved at rejse med en ven, så man sammen finder ud af hvad man gerne vil. Min favorit blandt de tre byer bliver nok Tallinn, men jeg vil gerne tilbage til alle tre igen. Prisniveauet er generelt ret lavt - specielt når man kommer lidt væk fra turiststederne. Pris for de 8 dage med fly t/r, hotel, hostels, busser og billeje = 1300 kr. :-)

Everglades > Miami

(Klik på billedet for adgang til albummet) 

Nytårsdag kørte vi igen til Miami Beach, og denne gang uden at komme i problemer med betalingsvejene. Vi spiste morgenmad på Subway, da vi var for nærige til at betale for mad på restauranterne nede ved stranden. En ting er at betale 175 kr. for en sandwich, men når de så oveni skriver at "for nemheds skyld" bliver der tilføjet 20% ekstra i service charge, så synes jeg det er for meget. Jeg har intet imod at give drikkepenge når jeg synes jeg får en god service, men jeg foretrækker nu "vores" model, hvor service som hovedregel er inkluderet i prisen. Efter vores sandwich på Subway gik vi rundt i Miamis art deco kvarter, men sandt at sige var det en større oplevelse i f.eks. Napier på New Zealand. Arkitekturen er selvfølgelig rigtig nok, men bygningerne trænger godt nok til en kærlig hånd og en frisk omgang maling. Denne dag havde vi fundet et godt sted at parkere, så vi hentede vores badetøj i bilen og gik på stranden. Omklædningen foregik i et omklædningsrum et pænt stykke fra vandet, og selve Miami Beach var overplastret med mennesker - meget godt gået for d. 1. januar. Stranden er selvfølgelig meget lækker, men den kommer dog ikke med på min personlige top-20 over strande. Vi spiste en hurtig gang aftensmad på McDonald's, og gik rimelig tidligt i seng.

Lørdag morgen spiste vi igen-igen på Denny's før vi satte kursen mod Everglades. Vi ville gerne prøve endnu en tur med airboats, og valgte "Buffalo Tiger's" i et indianerreservat. Turen kostede denne gang 27,50$ men varede også 45 minutter - i modsætning til 20 minutters turen hos Billie Swamp Safari. Denne gang var vores boatman en festlig fyr, som var god til at stoppe og vise forskellige spændende ting på turen. Første stop var ved en hun-alligator, og han var ikke bange for at demonstrere at alligatorer ikke kan se lige frem, men kun ud til siderne. Han kunne derfor godt klø den under snuden, men viste til gengæld også med små brødstykker, at dét der rammer tungen... det bliver spist! Vi sejlede videre og undervejs gav han den godt med gas, så det næsten var som en omgang med Huka Jet'en. Vi så også en mandlig alligator der var noget større en hunnen, og vi så også en flok små unger. Derudover bøfler og masser af fugle. Vi stoppede kortvarigt ved én af de øer midt i sumpen hvor indianerne tidligere boede, og her kunne man også gå en lille tur. Til sidst sejlede vi tilbage igen, og det var en meget bedre tur end to dage tidligere.

Du kan se en video fra bådturen her: www.youtube.com/watch?v=FSUUCTU0Y50 

Vi kørte til Homestead hvor vi havde booket på The Floridian Hotel. Vi havde et rigtigt fint værelse, og poolen her var endda opvarmet, så efter vores aftensmad på "Son-of-a-Pizza" snuppede vi en aftendukkert på hotellet. Om morgenen spiste vi morgenmad på hotellet, så vi var fortrøstningsfulde da vi satte kursen sydpå - mod et af turens helt store mål: The Keys. Desværre var vejret ikke det bedste, så oplevelsen af køreturen langs Highway US1 var ikke helt som vi havde håbet.

Du kan se en time lapse video fra køreturen her: www.youtube.com/watch?v=9fmIPcvJ4vw 

Vi havde dårligt krydset den første bro, før regnen begyndte - og temperaturen var også næsten 10 grader koldere end de foregående dage. Man kan ikke gøre noget ved vejret, men det er ærgerligt når det spiller ind på den måde. Vi nåede til Kingsail Motel på Marathon, men vores værelse var ikke klart endnu. Vi kørte en tur og fik handlet i en K mart, før vi returnerede til motellet. Vores værelse var faktisk en lille lejlighed med to værelser og et lille køkken... og walk-in-closet. Florida Keys er et dyrt sted at overnatte, og Kingsail var klart det dyreste sted vi overnattede på turen. Det var på ingen måde luksus, og i forhold til hvad vi ellers har boet i undervejs, så var det ikke speciel god valuta for pengene. Vi kørte til Sombrero Beach hvor Anne fik et par gode billeder af en fugl der havde fanget en fisk. Stranden var ok, men så heller ikke mere. Aftensmaden blev spist på Panda House - den lokale kineser restaurant.

Mandag satte vi kursen mod Key West, og vi havde alle glædet os til køreturen - specielt over 7-Mile Bridge. Men igen var vejret ikke på vores side, da regnen væltede ned. Vi nåede næsten helt til Key West før vi fandt et sted at spise morgenmad - denne dag på Burger King. Der havde vi kørt ca. 40 km. i regn, bilkø m.m. - uden at se hverken strande, shopping eller antydningen af 'sydens sommer'.  Vi nåede til Key West og kørte ned til det 'sydligste sted på det amerikanske fastland' - hvilket er markeret med et monument i krydset mellem Whitehead og South Street. Der var ligefrem en pæn kø man skulle stå i, før man kom frem til punktet og kunne tage det obligatoriske billede. Vi parkerede lige ved "Mile 0" skiltet hvor Highway US1 North starter, og gik ned vandet ved Mallory Square hvor vi så solnedgangen. Skyerne gjorde at det ikke var den største oplevelse, hvilket selvfølgelig var lidt ærgerligt. Vi gik ned af Duval Street hvor der ligger en masse hyggelige restauranter, butikker, gallerier og barer - og dér er bare hyggeligt - og præcis som jeg havde forestillet mig Key West. Efter et par hyggelige timer kørte vi tilbage til vores hotel på øen Marathon.

Tirsdag følte vi os noget 'lukket inde' pga. regnen, men vi kørte dog en times tid vestpå til Islamorada, før vi vendte om og kørte tilbage. Jeg er noget forundret over The Keys, da jeg havde en forestilling om små bounty øer med hvide sandstrande, men sådan er det langt fra. Om eftermiddagen fik jeg læst en hel del i min bog, og pigerne fik set et par film - alle tre krøllet sammen under dynen i den store seng. Jeg kørte til den lokale Pizza Hut og hentede pizza, som vi spiste på værelset. Ligesom aftenen før spillede vi kort, og atter blev jeg 'røvhul' igen og igen! Bare rolig, kære søster... jeg skal nok lade være med at nævne noget om episoden med 'Storebæltsfærgen' ;-)

Onsdag morgen tjekkede vi ud, og satte kursen tilbage mod fastlandet. Vi nåede til Key Largo hvor vi stoppede for brunch på Denny's. Vi nåede tilbage til Miami sidst på eftermiddagen, og tjekkede igen ind på Motel 6 lige ved lufthavnen. Vi kørte til downtown Miami og fandt en god parkeringsplads lige ved restaurant Vapiano. Den italienske kæde, som vi havde prøvet i Helsinki, var udvalgt til det sidste aftensmåltid. De laver det hele friskt når man bestiller, og man står og kan følge hele processen. Det er usædvanlig velsmagende, og et koncept der meget gerne snart må komme til København. Det er ikke engang specielt dyrt, men hold op hvor det smager godt. Emma fik guidet mig tilbage til hotellet, og på trods af flere omkørsler lykkedes det igen uden brug af betalingsvejene.

Torsdag var det så tid til at pakke det sidste. Undervejs havde pigerne samlet sammen i kufferterne, så det til sidst kun var en enkelt de skulle have åbnet. Der er blevet handlet en del undervejs, men vi kunne holde os til 4 x 23 kg. i kufferterne, og så et par store sportstasker som håndbagage. Vi kørte over gaden og spiste (for 10. gang på turen) på Denny's. Derefter kørte vi de få kilometer til lufthavnen og fik afleveret bilen. Det gik meget nemt, og check-in til flyet gik også smertefrit. Afgangen med American Airlines var kl. 14.50 og mellemlandingen i Charlotte forløb også uden problemer. Turen over Atlanten gik hurtigt... meget hurtigt! Vi var faktisk en time forsinket ved afgang, men det var mere end hentet da vi nåede London. Jeg har fløjet en del i mit liv, men aldrig med næsten 1100 km/t. - så turen tog kun 6 timer og 40 min. - eller næsten 2½ time hurtigere end udturen. Vi har ikke været så imponerede af American Airlines, men omvendt har jeg heller ikke noget decideret dårligt at sige om dem. Jeg havde nok bare forventet en bedre service. Det fik vi så på British Airways flyet det sidste stykke til København, efter at turen gennem Heathrow lufthavn var gået overraskende nemt. Vi landede lidt over kl. 12 i Kastrup - til sne og temperaturer tæt på frysepunktet. Lise hentede pigerne i lufthavnen imens jeg tog metroen hjem...

Det har været en fedt endelig at opleve Florida, og jeg er glad for at have set det min søster og mine niecer. Over 2500 km. roadtrip - og masser at komme tilbage til. Vestkysten var en positiv overraskelse, med hyggelige steder og gode strande. Orlando er god til parker og shopping, og der er masser af oplevelser i Everglades. Jeg vil gerne tilbage til Key West, men resten af the Keys er efter min mening mest velegnet til gennemkørsel... og gerne i bedre vejr end på denne tur!

Det værste på turen: De lange køer i Universal, svingende kvalitet på moteller/hoteller samt Florida Keys. 

Det bedste: Harry Potter verdenen i Universal, vestkysten samt Kennedy Space Center.

Det har været en anderledes jul og nytår, ingen tvivl om det. Men jeg har stadig været sammen med de mennesker jeg elsker højest i hele verden, og så er der naturligvis ingen steder jeg hellere vil være... ;-)

Orlando > Everglades

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Efter det sidste måltid på Denny's i Kissimmee, satte vi kursen vestpå mod kysten og Clearwater. Vi kørte uden om Tampa og ankom til Magnuson Hotel kl. 14.30. Vores værelse var allerede klar, og de var endda flinke nok til at opgradere os til et værelse med to lidt størrere senge, end dem vi oprindelig havde booket. Helt anderledes hjælpsomt personale end i Kissimmee, og det gør jo hurtigt en kæmpe forskel. Vejret var perfekt denne dag, så vi tilbragte hele eftermiddagen i poolen. Vi havde lånt Roberts GoPro kamera med, så det skulle selvfølgelig testes - både med og uden selfie-stang! :-)

Aftensmaden blev spist på McDonald's, imens morgenmaden tirsdag blev indtaget på en Perkins Restaurant & Bakery. Selvom det nu var udmærket, så kan det ikke måle sig med vores favorit: Denny's Diner. Efter morgenmaden kørte vi nordpå og over causeway'en til Honeymoon Island. Derfra tog vi den lille færge til Caladesi Island. Selve sejlturen tog kun ca. 20 min. men var en forfriskende lille sejlads. Der er ikke så meget man kan gøre på øen, andet end at bade og slappe af... så det gjorde vi så. Stranden var med fint blødt sand, og en masse muslingeskaller. Det blæste dog en smule, og det føltes ikke brændende varmt, så jeg valgte naturligvis at springe solcremen over. Det kunne man så godt se om aftenen. Anne og Emma købte sandwich fra Subway med hjem, imens Clara og jeg valgte en stærk omgang massaman med karry fra den lokale thai-restaurant. Det blev spist ved poolen på hotellet, og derefter var vi i vandet nogle timer. Hotellet i Clearwater kan varmt anbefales, hvis man engang er på de kanter!

Onsdag morgen kørte vi til Clearwater Beach hvor vi lige var ned at dyppe tæerne. Vi badede dog først sidst på eftermiddagen, efter en lang og varm dag i bilen. Vi kørte sydpå til Sarasota Keys, og selvom turen i sig selv kun var ca. 275 km. så føltes det længere pga. meget trafik. Netop som min søster var ved at give op, nåede vi til stranden på Siesta Key. Den er blevet kåret som Florida's bedste strand i 2015 på TripAdvisor og det forstår man godt. Tøserne fik sig en dejlig dukkert, imens jeg søgte ind i skyggen med min bog. Det højnede humøret hele vejen rundt, og gjorde det sidste stræk til Punta Gorda noget festligere.

Her ventede vores hotel PG Waterfront Hotel & Suites, og det var lige netop dét det var. Det lå helt nede til vandet, og vores værelse på 5. sal var meget fint. Der er en udendørs pool, men den lukker faktisk ved solnedgang. Vi fik dog lov til at bruge den såfremt vi ikke larmede. Den var desuden opvarmet, så det var skønt at komme ned i vandet efter en lang køretur. Vi er jo nogle bonderøve, så vi blev bare imponerede af det skiftende lys nede i poolen. Efter en dejlig dukkert, spiste vi en god burger på hotellets restaurant, før vi gik en lille aftentur rundt om hotellet. Desværre havde vi kun en enkelt overnatning dér, hvilket var lidt ærgerligt da det både var dejligt og billigt. Rigtigt sødt personale og gratis morgenmad torsdag morgen rundede det hele meget fint af.

Torsdag var nytårsaften, og vi startede med at køre til Sanibel Island. Her blev der samlet skaller på stranden og Clara & Anne fik sig en dukkert. Vi kørte også videre til Captiva Island, der ligger i forlængelse af Sanibel. Derefter var det slut med vestkysten, og vi kørte østpå ind i Everglades. Jeg havde fået anbefalet et sted af en kollega - Billie Swamp Safari, hvor man kan sejle med airboats. Vi nåede frem lige i tid til sidste sejlads kl. 16.30 - og turen kostede kun 20$ pr. person. Det var såmænd fint nok, men vores chauffør virkede ærligt talt mere interesseret i at komme hjem og holde nytår, end at sørge for at sidste gruppe fik en fantastisk oplevelse. Jeg tror vi snupper en tur mere på den østlige del af Everglades når vi kommer dertil. På stedet havde de også en lille "zoologisk have", men det er ikke så fedt at se dyr i så små bure og indhegninger.

Vi satte kursen mod Miama og fik tjekket ind på vores Motel 6, der ligger meget bekvemt ved lufthavnen - ca. ½ times kørsel fra Miami Beach. Vi besluttede at førsøge at køre derind og holde nytår, velvidende at det nok ville blive svært med parkering. Det var det så også... så efter et bravt forsøg på at finde derind, gav vi til sidst op og kørte tilbage igen. Desværre fik vi forvildet os ind på et par betalingsveje, så det kommer der nok en regning for når vi afleverer bilen. Vi var tilbage ved vores hotel omkring kl. 23 - og "fejrede" nytåret på Denny's med et godt måltid mad. Det er så alligevel første gang jeg har siddet og spist når det blev midnat ;-)

Nu venter en dag i Miami, og derefter sydpå mod Key West...

Miami > Orlando

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Endelig var dagen kommet, hvor turen til Florida kunne begynde. En tur vi alle havde glædet os til meget længe. Personligt opstod drømmen om Florida for ca. 20 år siden, da Robert og jeg skulle have været af sted med Calypso Rejser. Kan du ikke huske det rejseselskab? Det undrer dog ikke, for det eksisterede kun nogle få måneder, og sendte rejsende af sted til MEGET billige penge. Vi havde godt på fornemmelsen at der var noget suspekt ved selskabet, men vi tænkte: Bare vi nåede at komme af sted... men et par uger inden afrejse gik de desværre konkurs og vi kom aldrig af sted.

Så små 20 år senere skulle det bare være! Vi mødtes i lufthavnen ved check-in til British Airways. Vi havde købt billetter med American Airlines, og de inkluderede en overnatning i London fra søndag til mandag. Vi har jo før sovet i lufthavne rundt omkring, men denne gang havde vi nu besluttet at overnatte på et hotel. Valget var faldet på Heathrow Lodge, der ligger få kilometer fra Terminal 5. Ved ankomsten tog vi den gratis bus 423 og få minutter efter var vi ved vores hotel. Det var bestemt ikke noget luksus, men vi skulle jo også kun sove der en enkelt nat. Vi havde egentlig booket et familieværelse, men fik i stedet to dobbeltværelser - så Emma fik fornøjelsen af "snorke-maskinen" :-)

Næste morgen blev vi kørt tilbage i lufthavnen - en fin og gratis service. I lufthavnen checkede vi ind på flyet, og alt gik gnidningsfrit - endda i betragtning af at det var Heathrow lufthavn. Flyet til Charlotte var helt fuldt, altså på nær de to pladser i midtersektionen ved siden af Emma og jeg. Dejligt med lidt ekstra plads, også selvom den yderste plads senere blev optaget af en dame, hvis eget sæde ikke fungerede. Fair nok, så havde vi stadig et ledigt sæde mellem os, og det er jo skønt på en 9 timers flyvning. Jeg fik sovet i en del timer undervejs, så jeg følte mig rimelig frisk da vi ankom til Amerika. I lufthavnen i Charlotte clearede vi immigrationen, og vi skulle også selv fragte vores kufferter igennem tolden, hvorefter den blev indleveret til personalet igen. En yderst mærkelig procedure, da der ikke var nogen toldere eller andre til at kigge noget igennem!

Turen til Miami tog yderligere to timer, og vi landede til tiden lidt efter kl. 18. Vi fandt hurtigt til udlejningscentret og 'Dollar Rent' hvor vi havde booket vores bil. I betragtning af køen da vi kom, var det faktisk imponerende at det kun tog 40 min. at komme frem til skranken. VI fik ordnet papirarbejdet, og blev gelejdet ned til vores bil - eller det var i hvert fald hvad vi troede, for deres system er følgende: Man booker til en bestemt størrelse/klasse bil, og så er der ellers frit valg indenfor den kategori. Vi havde booket en "full size" som er den 6. mindste kategori, i håbet om at vi så kunne have alle vores fire kufferter i bagagerummet. Det viste sig dog at være et stakket håb, for nu begyndte historiens største gang "kuffert-tetris". Forestil dig dette: Det var 28 timer siden vi tog af sted fra Danmark, og vi stod i et garageanlæg der var ca. 40 grader varmt. Først skulle vi forsøge at få plads til kufferterne i bagagerummet og dernæst vurdere - hvordan var pladsen inden i kabinen? På et tidspunkt troede jeg faktisk at det var lykkedes, men så var der noget galt med den ene sele bagi - og så kunne vi starte forfra. Ind og ud af dusinvis af biler, og hvis man havde adgang til overvågningsbåndet fra garagen, så må det have set sjovt ud. Der kom - og forsvandt - nok 50 biler med andre mennesker imens vi boksede med tingene, og til sidst besluttede vi os for en sort Toyota Camry. Vi kunne dog kun have 3 kufferter i bagagerummet, så den sidste måtte stå på tværs inde i kabinen - men det gik også.

Endelig kunne vi så sætte automatgearet i "Drive" og køre ud i den lumre Miami aften.  Der var så gået et par 'hyggelige' timer med valget af bilen, men nu kunne road-trip'en endelig begynde. Vi stoppede ind på den første Subway vi så på vejen, for forplejningen med American Airlines havde ikke ligefrem været noget at råbe hurra over. Vi kørte nordpå til Boynton Beach, hvor vi havde booket et værelse på Homing Inn. Stedet var noget værre hø, og der var snavset og skummelt - og jeg endte med at sove i en kopi af Onslows stol fra "Fint skal det være". Men vi var alle trætte og faldt i søvn uden de store problemer.

Næste morgen spiste vi morgenmad på DJ's Grill i Boynton - en typisk amerikansk diner. Vi fik æg og bacon, og det er bare en god måde at starte en dag på. Vi kørte nordpå til Palm Beach, hvor vi cruisede lidt rundt i rigmandskvarteret. Ingen tvivl om at folk i det område har mange penge, men der var heller ikke en hæk eller en græsplæne der ikke var pænt klippet. Vi ville egentlig gerne have været på stranden, men der var rimelig meget vind og store bølger, så vi besluttede at udsætte det til senere.

Vi kørte videre til Cocoa Beach - og det fantastiske "Fawlty Towers Motel". Indrømmet - det var primært booket for navnets skyld, men faktisk var det rigtig god kvalitet for pengene. Vi havde et stort værelse med to dobbeltsenge, gratis WiFi samt en hyggelig lille pool. Så varmt var vandet nu alligevel ikke, så det var kun Clara og jeg der kom i. Vi spiste aftensmad på Pizza Hut, og det er jo altid en favorit med familien.  Næste morgen tog vi afsked med det farverige motel, som havde været en hyggelig oplevelse.

Vi satte kursen mod Kennedy Space Center blot 20 min. væk. Det var et sted specielt Anne og jeg har glædet os til. Entréen er på 50$ + tax og umiddelbart kan det godt synes dyrt med 375 kr. for en dag, og så synes jeg det er lidt frækt at kræve 10$ ekstra for parkering. Besøgscentret ligger meget øde, og der er ingen andre muligheder for at komme dertil end med egen bil. Nå, skidt... nu var vi der jo, og efter det obligatoriske sikkerhedstjek var vi klar til at indtage parken. Vi startede med at tage bussen ud til affyringsramperne og den store udstilling med Saturn V raketten. Chaufførerne i busserne fungere også som guider undervejs, og selvom de garanteret har fortalt de samme historier hundredvis af gange, så fungerede de bare. Der er masser af vilde dyr - inkl. alligatorer - i området, men vi kom dog heldigvis helskindede tilbage til parken.

For mig var dagens største oplevelse at se en original rumfærge. Man kan sige meget om amerikanerne, men de forstår bare at sætte tingene i scene. Først ser man en film om hele starten på rumfærge programmet, et besøg i kontrolrummet hvor man følger en opsendelse og en film der omhandler Atlantis' sidste mission. Slutscenen zoomer ind på et billede af Atlantis - og speakeren siger: "Welcome home, Atlantis"! Så går skærmen går op... og der er den så: En vaskeægte rumfærge! Jeg indrømmer gerne at det gav mig en smule gåsehud :-)

Der er masser af udstillinger hvor man kan prøve ting, og det hele er faktisk meget moderne og interaktivt. Vi prøvede også en sjov simulator (selvom Clara insisterer på at kalde det en stimulator) som skulle vise hvordan astronauter har det under en opsættelse. Vi så også en 4-D film om Hubble teleskopet, gik en tur i NASA's "Rocket Garden" og så fremtiden for udforskningen af Mars. I alt brugte vi en hel dag derude, så i den sammenhæng er prisen jo nok meget rimelig.

Aftensmaden blev spist på Subway på vej til Orlando, eller mere præcist Kissimmee syd for Orlando. Her havde vi booket et værelse på Red Roof Inn, og som sådan var det fint nok. Værelset var stort og rent, men de to "dobbeltsenge" var kun 120 cm. brede. Det er ikke en dobbeltseng i mit verdensbillede, men "bare" en halvanden-mands-seng. Det havde de dog ikke den store forståelse for på hotellet, men insisterede på at den størrelse er en dobbeltseng i USA. Hmmm... Nå, men jeg fik vredet en gæsteseng ud af det noget modvillige kvindemenneske, men de får bestemt ikke plusser i bogen for kundepleje. Der var så heller ikke noget WiFi, og det irriterede næsten endnu mere, da man jo har brug for internet nu om dage. Men det skal ikke ødelægge julen! ;-)

Juleaftensmorgen sov vi forholdsvist længe og spiste morgenmad på Denny's. Vi benyttede deres WiFi til at tjekke mails m.m. og så også en dejlig video som Nanna havde sendt fra kirkegården, hvor de alle havde sunget for Carsten. En sød og dejlig gestus - tak for det! Så oplevede folkene på restauranten også familien flæbe for åben skærm. Derefter kørte jeg pigerne til et outlet, så de kunne få shoppet af hjertets lyst. Jeg kørte selv ud og shoppede en smule, før jeg hentede dem igen om aftenen. De havde købt en masse... og sparet endnu mere... så der var glæde i lejren. Der havde været mange specielle tilbud fordi det var juleaften, og så har pigerne også prøvet at tilbringe sådan én med at shoppe. Aftensmaden blev spist på Pizza Hut, så den traditionelle flæskesteg var afløst af indbagt pasta. Det var en juleaften uden julepynt og gaver, men så længe jeg var sammen med min skønne familie, er dét bare det eneste der tæller!

Juledag spiste vi morgenmad på IHOP - International House of Pancakes. Jeg synes det smagte udmærket, men resten af familien er mere til Denny's. Der var mange mennesker den morgen, specielt i betragtning af at d. 25. december om morgenen er deres største dag. Vi kørte de små 20 km. til Universal Parken - Islands of Adventures. Billetterne var købt hjemmefra, så vi kunne gå lige til indgangen - og det gik nemt og smertefrit. Der er et stykke at gå fra parkeringsanlægget, men heldigvis har man installeret rullende fortove og det hjælper jo. Parken er arealmæssigt ikke så stor, og der er heller ikke tonsvis af forlystelser. Men dét der er, er til gengæld rigtigt godt lavet. Vi satte kursen mod Harry Potter delen af parken, og Hogsmeade er bare godt lavet! Der er masser af små butikker, hvor man kan købe diverse souvenirs, og selvfølgelig også forlystelser der passer til temaet. En rutchebane á la Odin Ekspressen i Tivoli var lavet som en Hippogriff, og man kunne også komme på en fantastisk tur rundt på Hogwarts. Vi prøvede også to vandrutchebaner, og jeg har ikke før prøvet at blive SÅ våd! Vi ankom til parken kl. 9.30 og omkring kl. 20 havde vi fået "nok". Det er en dyr oplevelse, men tingene er også godt lavet. Vi købte nogle smarte souvenir bægre og så kunne man i maskiner rundt omkring i parken fylde op med over 100 forskellige slags drikkevarer - smart!

På vejen hjem stoppede vi ved vores lokale Burger King for lidt nem og hurtig junkfood. Eller - det skulle man tro, men sådan kom det ikke til at gå. Godt nok var det den 25. december, og der var en del kunder i biksen og kun en enkelt til at ekspedere. Der gik 38 minutter fra vi betalte, til de mente vores mad var færdig... og så "nemt" gik det selvfølgelig ikke. Den var i mellemtiden blevet kold, og var i øvrigt forkert lavet, så der skulle lige et par nye forsøg til. Den stakkels Jeremy (med de mest markerede og plejede øjenbryn jeg nogensinde har set på en mand) kæmpede en brav kamp, men fik ingen hjælp af de øvrige i køkkenet. Min kære søster mistede undervejs tålmodigheden, og jeg må også indrømme at jeg godt kunne have brugt en noget hurtige betjening efter en lang dag i Universal. Men det lykkedes (nogenlunde) til sidst - og vi kunne da ikke gøre andet end at grine på den korte tur hjem.

2. juledag kørte vi ud og spiste morgenmad på Denny's før jeg satte pigerne af ved et andet outlet. Der var så mange mennesker derude, at jeg måtte køre på den nærliggende McDonald's og parkere. De shoppede kun en time og 20 min. før de gav op, for der simpelthen så mange mennesker at det ikke var til at komme hverken frem eller tilbage. Vi kørte hjem til hotellet, og senere handlede vi i den lokale Walmart - der er på størrelse med en Bilka. Anne brugte en del tid med at kigge igennem de nedsatte julevarer, men fik dog afslag på at købe noget med hjem. Vi spiste aftensmad på en kinesisk restaurant bag hotellet, og det var dejligt at få andet end junkfood. Ris med kylling og karry er jo altid skønt! :-)

Søndag spiste vi atter morgenmad på Denny's, før vi satte Anne af ved det lokale mini-outlet, imens Clara, Emma og jeg satte kursen mod Universal - denne gang dog studierne, der ligger lige ved siden af den anden park. Vi ankom omkring kl. 10.30, og kunne med det samme konstatere at der var væsentlig flere mennesker end to dage tidligere. Vi fik kun prøvet 3 ting derinde, samt taget med Hogwarts Ekspressen frem og tilbage mellem de to forlystelsesparker. Som stor fan af både Harry Potter og tog - så må jeg bare sige at det er godt lavet. Toget er i naturlig størrelse, og man sidder inde i en kupé præcist som i et rigtigt tog. Vinduet er så er skærm hvor "køreturen" mellem London og Hogwarts bliver afspillet, ligesom Harry og slænget flere gange går forbi i gangen, og f.eks. bekæmper en dementor undervejs. Turen tager kun små 5 minutter, men det er dæleme godt lavet - selv afgangen fra perron 9 3/4. Da vi var i den anden park prøvede pigerne lige en rutchebane et par gange, før vi tog toget tilbage til studierne. Her mødtes jeg med Kenneth fra min gamle gymnasieklasse. Han er nu bosiddende i Chicago, men var på en fem dages juleferie i Florida. Meget hyggeligt at hilse på ham, hans amerikanske kone og datter. I studierne har man bygget Diagonal Alley, og det er bare gennemført! Husene er lige som jeg ville forestille mig, og faktisk er det bedre lavet end Hogsmeade i Universal Parken. Alt i alt er det eneste problem antallet af mennesker i parken. Ved nogle af forlystelserne var der denne dag op til 3 timers ventetid... og det er bare alt for meget. Godt nok nævnte de også at det var årets travleste dag indtil nu - så der var åbenbart andre der havde fået samme 'gode' idé med at bruge juledagene i en forlystelsespark. Vi "gav op" omkring kl. 20, og kørte forbi hotellet og hentede Anne - før vi kørte til den samme kinesiske restaurant vi havde spist på aftenen før... vi er og bliver vanedyr!

Nu er det slut med Orlando området, og vi sætter nu kursen mod vestkysten - nærmere betegnet Clearwater...