fredag den 27. juli 2018

Togtur på 3. klasse

(Klik på billedet for adgang til albummet)

For at give en mere retvisende opfattelse af denne togtur, så har jeg tænkt mig at skildre det som en 'kamp' imellem min søsters store ønske om en ’ægte’ indisk togrejse på laveste klasse, og mit ønske om bare at have en skøn togtur med dejligt svalende aircon. Men scenen var sat og billetterne bestilt hjemmefra. Faktisk var det ikke fordi det gjorde mig noget med en tur på laveste klasse, jeg tvivlede bare på om vi reelt ville få en god oplevelse ud af det?

Togturen startede faktisk meget lovende… for mig, men knapt så meget for søster. Der var ingen træbænke, men derimod overraskende velpolstrede sæder der så rimeligt behagelige ud. Toget var også kun ca. halvt fyldt, så der var ingen mennesker der skubbede, larmede eller møvede sig igennem i en propfyldt midtergang. Manglen på aircon blev opvejet af et meget imponerende antal faner i loftet, og sidst men ikke mindst, kunne jeg hverken se høns eller geder nogen steder. Førstegangsindtrykket = 1-0 til mig.

Udligningen til 1-1 kom desværre allerede få sekunder efter, for da vi skulle sætte os, kunne vi godt fornemme at det var noget snært med pladsen… og det er sagt på den pæne måde! På hver stolerække var der tre sæder på hver side af midtergangen, hvor der jo normalt bare er to. Eftersom togvogne har en vis størrelsesmæssig standard (i hvert fald dem der kører på 1435 mm normalspor) så skal der simpelthen her være tre mennesker på et område der er beregnet til to. Ikke det største problem hvis man nu eksempelvis var tre små kinesere, men det kan man ikke ligefrem sige at Anne og jeg er. For at gøre det endnu værre, så er sæderne lettere skålformede, så man kan heller ikke bare lige 'låne' lidt af pladsen fra nabosædet, for så har man kanten lige i ryggen og i numsen. Her havde det faktisk været meget bedre med en gammel træbænk, hvor man så kunne fordele pladsen mellem de tre passagerer som det nu passede bedst. Men Anne tog plads ved vinduet og optog allerede en smule af mit midtersæde, og da jeg så fik plantet mig på mit sæde, så var der altså ikke meget plads tilbage til den gut der skulle have gangpladsen. Nå, men toget var jo heldigvis kun halvt fyldt, så hans familie rykkede lidt rundt, satte en baby op på bordet, og gutten tog en anden tom plads. Resultatet var nu at vi havde alle tre sæder på rækken, og kunne sidde ved vinduet og gangen med et tomt midtersæde – så nu var alt bare helt fint = 2-1 til mig.

Jeg sad lidt og snakkede med ham gutten hvis sæde jeg nu reelt sad på, og det var hyggeligt at høre om hans familie og den tur de var ude på. Så lavede vi et stop på en station i udkanten af Delhi, og så skal jeg da ellers love at søster kom tilbage i kampen = 2-2. På perronen stod vel en million mennesker der alle begyndte at løbe mod en bestemt vogn lang tid før toget overhovedet holdt stille. Så begyndte det ellers bare at vælte ind med mennesker og ’det indiske cirkus’ startede. Folk skubbede og maste sig ind på tomme pladser, balancerende med to ton bagage, råbende og gestikulerende. Sjovt nok havde de ikke nødvendigvis sat sig på deres egne pladser, så nu startede en omgang kød-tetris hvor folk så skulle fra ét sted til et andet – selvfølgelig alle sammen på samme tid = 2-3 til søster. Det gik der lang tid med, men til sidst faldt der dog en smule ro på tingene, men klokken var selvfølgelig stadigvæk også kun lidt over 6 om morgenen. Der var en del der åbenbart ikke havde en pladsbillet, men der var til gængæld en dame der skulle sidde på det sæde vores nye ven havde taget, så det betød at han så alligevel skulle bruge vores ’ekstra’ sæde. Selvfølgelig fair nok, det er jo deres sæde. Det skal lige siges at vi havde betalt den fyrstelige sum af 12 kr. pr. person for denne oplevelse, og jeg ville med GLÆDE have betalt 12 kr. mere for et ekstra sæde. Men når man booker skal alle sæder indeholde navn, alder og pasnummer, så vi havde ikke haft mulighed for at købe et ekstra tomt sæde.

Du kan se en kort video fra togvognen her: https://www.youtube.com/watch?v=w2S7P4pPG4g

Familien fik nu udpeget en heldig ’vinder’ der får lov til at sidde ved siden af mig ud mod gangen. Jeg kan godt se på den stakkels teenagepige at selvom hun nok er den mindste i flokken, så bliver det her svært. Jeg skubber til søster med hoften og siger at hun er nødt til at rykke, hvortil jeg får svaret: Jeg sidder allerede helt inde i væggen, jeg KAN ikke flytte mig mere = 2-4. Pigen får dog mirakuløst klemt sig ned og turen kan fortsætte. I et par minutter er alt godt, og vi kan kigge ud mellem tremmerne der er for vinduerne. Men så begynder jeg rigtigt at kunne mærke kanten i ryg og numse, da jeg jo sidder halvt inde på pigens sæde. Hun brokker sig nu ikke, men det er fuldstændigt umuligt at slappe af i denne stilling. Tilmed kan jeg ikke strække mine ben, selvom der faktisk er rigtig god benplads mellem rækkerne… bare ikke lige hos os. Vi sidder nemlig på den ene side af bordet midt i vognen, så der er altså også seks ben fra den anden side der skal være dernede. Så meget for god planlægning Michael... og du kalder dig selv tognørd = 2-5 😊

Tiden går, og det bliver mere og mere uudholdeligt at sidde ned. Jeg prøver desperat at skifte til forskellige stillinger, og på et tidspunkt går Anne og jeg over til et system, hvor den ene af os læner sig ind over bordet imens den anden kan læne sig tilbage, og efter noget tid bytter vi… igen… og igen… og igen. Så sidder vi ikke skulder mod skulder og metoden fungerer som sådan. Som i tog i andre lande i asien, så går der sælgere rundt i vognene. Både de officielle fra Indian Rail der sælger mad samt varm chai te og kaffe, men også almindelige mennesker som har alt muligt at sælge. Hvem kunne ikke lige bruge en 3-pak tykke tennissokker, barberskrabere eller en lodseddel? Det ville heller ikke gøre så meget, hvis der bare var plads til dem. Men da midtergangen i forvejen er temmelig fyldt, så er den eneste måde at komme forbi folk på, ved at mase sig ind på (eller nærmere ind over) sæderækkerne, hvilket jo er umuligt hos os – men det forhindrer bestemt ikke folk i at gøre det alligevel. Lige da jeg synes det er ved at være nok, så begynder et lille hyggekor på 8-10 damer at synge = 2-6.

Faktisk synger de egentlig meget godt, og i mine ører lyder det meget som en gang afrikansk stammesang. Den hyggelige stemning breder sig i vognen, og folk sidder nu og synger med. Normalt sidder jeg altid og synger med på kontoret, men det holdt jeg mig nu fra her. Okay, normalt er det faktisk mest bare mig der synger på kontoret, hvis nu sandheden skal frem. Det har efterhånden varet et godt stykke tid og tonelejet er steget en smule, og dét der startede så hyggeligt er nu en kende belastende at høre på. Samtidig er jeg ved at blive småvanvittig over at jeg ikke kan strække mine ben, eller bare finde én behagelig position jeg kan sidde i. Lige på det tidspunkt er det at Annes side sætter dødsstøddet ind… trommen! 2-7.

Du kan se en lille video fra togvognen her: https://www.youtube.com/watch?v=Mg86hfWT760

En flok tiggere er kommet ind i den anden ende af vognen, og ’heldigvis’ er den ene af dem udstyret med en tromme hun slår på med en pind. Så nu kører der en lille battle mellem sangholdet og trommen. Jeg ved ikke hvem jeg kan udnævne som vinder, men jeg ved godt hvem taberen var – mig! 2-8. Nu er situationen faktisk så grotesk at det eneste man kan gøre er at grine, og det gjorde vi da også begge. Bare ikke på samme tid, for det var der ikke plads til 😊

På et tidspunkt stopper både sang og trommen, og lidt stilstand melder sig. Hvis man kan kalde det stilstand med en konstant bevægende midtergang, og folk der åbenbart hele tiden skal fra punkt A til B i toget. På et tidspunkt gør vi klar til at stoppe ved en station, og Anne forsøger om hun kan komme ud på perronen og ryge. Jeg advarer hende om, at jeg umuligt kan hjælpe hende hvis hun ikke kommer med ombord igen når vi kører. Så sidder jeg der og forsøger nogle gange at tage en tog-selfie, men det er svært når toget er begyndt at køre igen. Anne er ikke kommet tilbage, men da jeg tager min selfie kan jeg på kameraet pludselig få øje på hende i den ene ende af vognen, så hun er heldigvis kommet med ombord. Der går stadig 5 min. før hun får møvet sig tilbage på sin plads, og jeg spørger om det havde været godt at trække lidt ’frisk’ luft, hvortil hun svarer at hun aldrig havde nået af toget, for det havde været umuligt at komme i nærheden af døren. Selvom det virker som et selvmål, så var det jo alligevel den type oplevelser hun har efterspurgt, så den må nu hedde 2-9.

Resten af turen foregår faktisk mere stille og roligt. Vi kæmper begge med at være der, og det er umuligt at finde ro i mere end et par sekunder af gangen. På et tidspunkt spørger min søde søster om jeg klarer den, hvortil jeg vrisser noget i stil med følgende: Jeg har ondt i min ryg og mine fødder, mine hofter er ødelagte, jeg er træt og har ikke kunnet mærke mine ben i 1½ time. Jeg har nok nævnt endnu flere ting end disse, for sandt at sige var jeg meget tæt på at give op lige dér = 2-10. Ikke at det havde gjort nogen forskel at 'give op' for hvad skulle jeg reelt gøre? Der var jo ikke ligefrem så mange steder jeg kunne gå hen. Retfærdigvis skal det siges, at det normalt er meget sjældent at det er mig der brokker mig over forholdene, og som backpacker må man være forberedt på de udfordringer en sådan rejse giver. Men lige der havde jeg gerne betalt en god skilling for at kunne springe ud af vinduet, og så magisk møde Anne igen på togstationen i Agra. Det var selvfølgelig ikke en mulighed, og vi overlevede da også resten af turen – for mit vedkommende dog kun med nød og næppe. Men vi har jo haft masser af disse typer oplevelser sammen, og det er jo f.eks. 25 timers natbus på lorte/bumleveje fra Kina til Laos man husker bedst 😊

Resultatet blev altså en klar sejr til søster, som fik en 'ægte' oplevelse der vist matchede meget godt med hvad hun havde håbet på. Jeg synes helt ærligt at det havde været en noget anstrengende 3½ times togtur, men jeg er omvendt helt sikker på, at når jeg senere tænker tilbage, så vil jeg huske det som 'den sjove togtur i Indien på 3. klasse. Men nu var vi kommet til Agra - og Taj Mahal venter! 😊

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar