(Klik på billedet for adgang til albummet)
For at give en mere retvisende opfattelse af denne togtur, så
har jeg tænkt mig at skildre det som en 'kamp' imellem min søsters store ønske om en ’ægte’ indisk togrejse på laveste klasse, og mit ønske om bare at have en skøn togtur med dejligt svalende
aircon. Men scenen var sat og billetterne bestilt
hjemmefra. Faktisk var det ikke fordi det gjorde mig noget med en tur på laveste klasse, jeg tvivlede
bare på om vi reelt ville få en god oplevelse ud af det?
Togturen startede faktisk meget lovende… for mig, men knapt
så meget for søster. Der var ingen træbænke, men derimod overraskende velpolstrede
sæder der så rimeligt behagelige ud. Toget var også kun ca. halvt fyldt, så der
var ingen mennesker der skubbede, larmede eller møvede sig igennem i en
propfyldt midtergang. Manglen på aircon blev opvejet af et meget imponerende antal faner i loftet, og sidst men ikke mindst, kunne jeg hverken se høns eller geder nogen steder. Førstegangsindtrykket = 1-0 til mig.
Udligningen til 1-1 kom desværre allerede få sekunder efter, for
da vi skulle sætte os, kunne vi godt fornemme at det var noget snært med pladsen…
og det er sagt på den pæne måde! På hver stolerække var der tre sæder på hver side af midtergangen, hvor der jo normalt bare er to. Eftersom togvogne har en vis
størrelsesmæssig standard (i hvert fald dem der kører på 1435 mm normalspor) så skal der simpelthen her være tre mennesker på et område der
er beregnet til to. Ikke det største problem hvis man nu eksempelvis var tre små kinesere,
men det kan man ikke ligefrem sige at Anne og jeg er. For at gøre det endnu værre,
så er sæderne lettere skålformede, så man kan heller ikke bare lige 'låne' lidt af
pladsen fra nabosædet, for så har man kanten lige i ryggen og i numsen. Her havde det faktisk været meget bedre med en gammel træbænk, hvor man så kunne fordele pladsen mellem de tre passagerer som det nu passede bedst. Men Anne
tog plads ved vinduet og optog allerede en smule af mit midtersæde, og da jeg så
fik plantet mig på mit sæde, så var der altså ikke meget plads tilbage til den
gut der skulle have gangpladsen. Nå, men toget var jo heldigvis kun halvt fyldt, så hans
familie rykkede lidt rundt, satte en baby op på bordet, og gutten tog en anden
tom plads. Resultatet var nu at vi havde alle tre sæder på rækken, og kunne sidde ved vinduet
og gangen med et tomt midtersæde – så nu var alt bare helt fint = 2-1 til mig.
Jeg sad lidt og snakkede med ham gutten hvis sæde jeg nu reelt sad
på, og det var hyggeligt at høre om hans familie og den tur de var ude på. Så lavede vi
et stop på en station i udkanten af Delhi, og så skal jeg da ellers love at søster
kom tilbage i kampen = 2-2. På perronen stod vel en million mennesker der alle
begyndte at løbe mod en bestemt vogn lang tid før toget overhovedet holdt
stille. Så begyndte det ellers bare at vælte ind med mennesker og ’det indiske
cirkus’ startede. Folk skubbede og maste sig ind på tomme pladser, balancerende
med to ton bagage, råbende og gestikulerende. Sjovt nok havde de ikke nødvendigvis sat sig på deres egne pladser, så nu startede en omgang kød-tetris
hvor folk så skulle fra ét sted til et andet – selvfølgelig alle sammen på
samme tid = 2-3 til søster. Det gik der lang tid med, men til sidst faldt der
dog en smule ro på tingene, men klokken var selvfølgelig stadigvæk også kun lidt over 6
om morgenen. Der var en del der åbenbart ikke havde en pladsbillet, men der var til gængæld en dame der skulle sidde på det sæde vores nye ven havde taget, så det betød at han så alligevel skulle bruge vores ’ekstra’ sæde. Selvfølgelig fair nok, det er jo deres
sæde. Det skal lige siges at vi havde betalt den fyrstelige sum af 12 kr. pr.
person for denne oplevelse, og jeg ville med GLÆDE have betalt 12 kr. mere for
et ekstra sæde. Men når man booker skal alle sæder indeholde navn, alder og pasnummer, så vi
havde ikke haft mulighed for at købe et ekstra tomt sæde.
Du kan se en kort video fra togvognen her: https://www.youtube.com/watch?v=w2S7P4pPG4g
Familien fik nu udpeget en heldig ’vinder’ der får lov til at
sidde ved siden af mig ud mod gangen. Jeg kan godt se på den
stakkels teenagepige at selvom hun nok er den mindste i flokken, så bliver det her
svært. Jeg skubber til søster med hoften og siger at hun er nødt til at rykke,
hvortil jeg får svaret: Jeg sidder allerede helt inde i væggen, jeg KAN ikke
flytte mig mere = 2-4. Pigen får dog mirakuløst klemt sig ned og turen kan
fortsætte. I et par minutter er alt godt, og vi kan kigge ud mellem tremmerne
der er for vinduerne. Men så begynder jeg rigtigt at kunne mærke kanten i ryg
og numse, da jeg jo sidder halvt inde på pigens sæde. Hun brokker sig nu ikke,
men det er fuldstændigt umuligt at slappe af i denne stilling. Tilmed kan jeg
ikke strække mine ben, selvom der faktisk er rigtig god benplads mellem
rækkerne… bare ikke lige hos os. Vi sidder nemlig på den ene side af bordet
midt i vognen, så der er altså også seks ben fra den anden side der skal være
dernede. Så meget for god planlægning Michael... og du kalder dig selv tognørd =
2-5
Tiden går, og det bliver mere og mere uudholdeligt at sidde
ned. Jeg prøver desperat at skifte til forskellige stillinger, og på et
tidspunkt går Anne og jeg over til et system, hvor den ene af os læner sig ind
over bordet imens den anden kan læne sig tilbage, og efter noget tid bytter vi…
igen… og igen… og igen. Så sidder vi ikke skulder mod skulder og metoden fungerer som sådan. Som i tog i andre lande i asien, så går der sælgere
rundt i vognene. Både de officielle fra Indian Rail der sælger mad samt varm chai te
og kaffe, men også almindelige mennesker som har alt muligt at sælge. Hvem
kunne ikke lige bruge en 3-pak tykke tennissokker, barberskrabere eller en
lodseddel? Det ville heller ikke gøre så meget, hvis der bare var plads til dem.
Men da midtergangen i forvejen er temmelig fyldt, så er den eneste måde at komme
forbi folk på, ved at mase sig ind på (eller nærmere ind over) sæderækkerne,
hvilket jo er umuligt hos os – men det forhindrer bestemt ikke folk i at gøre det alligevel.
Lige da jeg synes det er ved at være nok, så begynder et lille hyggekor på
8-10 damer at synge = 2-6.
Faktisk synger de egentlig meget godt, og i mine ører lyder det meget
som en gang afrikansk stammesang. Den hyggelige stemning breder sig i vognen, og folk sidder nu og synger med. Normalt sidder jeg altid og synger med på kontoret, men det holdt jeg mig nu
fra her. Okay, normalt er det faktisk mest bare mig der synger på kontoret,
hvis nu sandheden skal frem. Det har efterhånden varet et godt stykke tid og
tonelejet er steget en smule, og dét der startede så hyggeligt er nu en kende
belastende at høre på. Samtidig er jeg ved at blive småvanvittig over at jeg
ikke kan strække mine ben, eller bare finde én behagelig position jeg kan sidde
i. Lige på det tidspunkt er det at Annes side sætter dødsstøddet ind… trommen! 2-7.
En flok tiggere er kommet ind i den anden ende af vognen, og ’heldigvis’
er den ene af dem udstyret med en tromme hun slår på med en pind. Så nu kører der en lille battle mellem sangholdet
og trommen. Jeg ved ikke hvem jeg kan udnævne som vinder, men jeg ved godt hvem
taberen var – mig! 2-8. Nu er situationen faktisk så grotesk at det eneste man
kan gøre er at grine, og det gjorde vi da også begge. Bare ikke på samme tid,
for det var der ikke plads til 😊
På et tidspunkt stopper både sang og trommen,
og lidt stilstand melder sig. Hvis man kan kalde det stilstand med en konstant
bevægende midtergang, og folk der åbenbart hele tiden skal fra punkt A til B i toget.
På et tidspunkt gør vi klar til at stoppe ved en station, og Anne forsøger om
hun kan komme ud på perronen og ryge. Jeg advarer hende om, at jeg umuligt kan
hjælpe hende hvis hun ikke kommer med ombord igen når vi kører. Så sidder jeg
der og forsøger nogle gange at tage en tog-selfie, men det er svært når toget
er begyndt at køre igen. Anne er ikke kommet tilbage, men da jeg tager min selfie kan jeg på kameraet pludselig få øje på hende i den ene ende af
vognen, så hun er heldigvis kommet med ombord. Der går stadig 5 min. før hun
får møvet sig tilbage på sin plads, og jeg spørger om det havde været godt at
trække lidt ’frisk’ luft, hvortil hun svarer at hun aldrig havde nået af
toget, for det havde været umuligt at komme i nærheden af døren. Selvom det virker
som et selvmål, så var det jo alligevel den type oplevelser hun har
efterspurgt, så den må nu hedde 2-9.
Resten af turen foregår faktisk mere stille og roligt. Vi kæmper
begge med at være der, og det er umuligt at finde ro i mere end et par sekunder
af gangen. På et tidspunkt spørger min søde søster om jeg klarer den, hvortil
jeg vrisser noget i stil med følgende: Jeg har ondt i min ryg og mine fødder, mine hofter er
ødelagte, jeg er træt og har ikke kunnet mærke mine ben i 1½ time. Jeg har nok
nævnt endnu flere ting end disse, for sandt at sige var jeg meget tæt på at
give op lige dér = 2-10. Ikke at det havde gjort nogen forskel at 'give op' for hvad skulle jeg reelt gøre? Der var jo ikke ligefrem så mange steder jeg kunne gå hen. Retfærdigvis skal det siges, at det normalt er meget sjældent at det er mig der
brokker mig over forholdene, og som backpacker må man være forberedt på de
udfordringer en sådan rejse giver. Men lige der havde jeg gerne betalt en god skilling for at kunne springe ud af vinduet, og så magisk møde Anne igen
på togstationen i Agra. Det var selvfølgelig ikke en mulighed, og vi overlevede
da også resten af turen – for mit vedkommende dog kun med nød og næppe. Men vi har
jo haft masser af disse typer oplevelser sammen, og det er jo f.eks. 25 timers natbus på lorte/bumleveje fra Kina til Laos man husker bedst 😊
Resultatet blev altså en klar sejr til søster, som fik en 'ægte' oplevelse der vist matchede meget godt med hvad hun havde håbet på. Jeg synes helt ærligt at det havde
været en noget anstrengende 3½ times togtur, men jeg er omvendt helt sikker på, at når jeg senere tænker tilbage, så vil
jeg huske det som 'den sjove togtur i Indien på 3. klasse. Men nu var vi kommet til Agra - og Taj Mahal venter! 😊
Ingen kommentarer:
Send en kommentar