Agra

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi ankom til stationen i Agra kl. 9.30 og da vores hotel tilbyder gratis afhentning der, så havde vi selvfølgelig takket ja til det. Vi fandt da også hurtigt chaufføren og vi fik vores bagage stuvet ind i hans bil. Anne nåede ikke engang at spørge om aircon, den var allerede tændt. Lovende start i en ny by – den 6. og sidste på vores tur rundt i Indien. Turen til hotellet tog et kvarters tid og det ligger på den vej der fører til Taj Mahal – godt en kilometer væk. Da vi kom kørende kunne vi få de første glimt af kuplen og vi var begge ret begejstrede. Hotellets lobby var faktisk pænere end på billederne og der duftede dejligt rent. Vi fik hurtigt nøglen til vores værelse der heldigvis var klart så tidligt. I betragtning af at der tit er indtjekning på hoteller fra kl. 14, så har vi været meget heldige på denne tur.

Vores værelse var af fin størrelse, og udstyret med minibar, tv og safety boks – og heldigvis også en ret behagelig seng. Stadig til den lidt hårde side, men mere fast - på den gode måde. Vi måtte selvfølgelig lige op på tagterrassen og se både poolen… og Taj Mahal. For dér lå det simpelthen, lige nede for enden af vejen. Det var fristende med en tur i poolen efter togturen, men der var noget vi var nødt til at gøre først. Taj Mahal er åbent for besøgende fra solopgang til solnedgang, undtagen fredag hvor der er lukket, så muslimerne kan komme i moskéen til fredagsbøn. Men vi havde læst os til at omkring fuldmåne holdt man åbent om aftenen til en såkaldt ’Night Viewing’. Der er åbent den aften der er fuldmåne samt to dage før og to dage efter. I dette tilfælde var der fuldmåne fredag, så der var aftenåbent onsdag, torsdag, lørdag og søndag – for fredag er der som sagt altid lukket – også for Night Viewing. Man sælger kun 400 billetter pr. dag, og de bliver sat til salg fra et kontor nede i byen kl. 9.30 til den følgende aften. Så billetterne til onsdag aften var altså solgt tirsdag, og ikke en mulighed for os da vi jo ankom onsdag formiddag. Der var en chance for at købe billetter den dag til torsdag aften, ellers var eneste mulighed at købe dem om fredagen til lørdag aften. Fordi vi havde denne usikkerhed, havde vi heller ikke lagt os fast på, om vi skulle tilbage til New Delhi lørdag aften eller om vi blev til søndag morgen. Vi tog chancen og tog en tuk-tuk ned til kontoret for at høre om der var flere billetter tilbage til torsdag aften, men turde ikke håbe på det. Hvor ville det dog også bare være nemmere hvis man kunne booke dem online? Men der var faktisk billetter tilbage og vi følte os meget heldige. Der skulle udfyldes nogle papirer, de skulle have en kopi af vores pas (så det var heldigt at vi havde det med), og efter betaling af 75 kr. pr. snude, blev vi udstyret med et par flotte billetter med vores navn på. Det skulle fejres, så vi stoppede ind på Subway for at spise kombineret morgenmad/frokost. Tilbage på hotellet var vi i poolen og glædede os meget til den næste dag. Vi faldt i snak med et par fra Belgien, som var nogle af de første vesterlændinge vi har snakket rigtigt med – endsige bare set. Vi håbede på at kunne se solnedgangen over Taj Mahal, men på det tidspunkt var det begyndt at regne.

Torsdag var vi oppe kl. 5.30 for at se om vi skulle tage ud og se solopgangen et sted, men det var nærmest uvejr med regn, lyn og torden. Så vi gik i seng igen og sov nogle timer mere. Vi spiste morgenmad i restauranten i kælderen, hvor de også har et salgslokale med en masse produkter i marmor, og ikke overraskende er der også en del modeller af Taj Mahal imellem. Det regnede det meste af dagen, og da ingen af os var helt friske brugte vi den på værelset med at læse og sove. Vi skulle jo have noget aftensmad, og Anne havde stor lyst til Pizza Hut, men orkede ikke at tage ned til restauranten. Så den søde lillebror tager selvfølgelig en tuk-tuk derned, henter et par takeaway pizzaer, køber nogle drikkevarer og skynder sig tilbage igen. Vi nåede at spise dem på værelset før vi gik de få hundrede meter ned til Shilpgram, der er et kunstnercenter ejet af regeringen. Derfra kører også de elektriske busser og golfvogne ned til Taj Mahals østlige port. Vi viste vores billetter til vagterne og blev vist op i en af busserne. Køreturen derned tager kun 5 min. og vi ankom til det sted hvor et security check skulle foregå. Men i modsætning til de øvrige ca. 45 personer i de små busser blev Anne og jeg ført til side, for der var åbenbart et problem med vores billetter. Det viser sig at vi skulle have haft et stempel på dem, og de var ikke til at hugge eller stikke i. Så vi måtte vente et kvarters tid, og så kom vi med en bus tilbage til centret. Her blev vi ledt ind til et skrivebord hvor vi kunne få det famøse stempel. Til gengæld måtte Anne ikke have sin telefon med, så den skulle låses inde i et skab. Det skulle så lige bekræftes med underskrift, pasnummer og alle mulige andre informationer før hun fik nøglen udleveret. Endelig kunne vi komme tilbage ud i bussen, og efter endnu en køretur var vi tilbage igen. Nu kunne vi komme igennem security, før vi blev gennet hurtigt mod indgangen da resten af vores gruppe allerede var gået ind. Fra den østlige port går man ind mod midten og skal igennem ’Great Gate’, som også er derfra vi fik første glimt af selve mausoleet. Man kommer så ud på den anden side af porten, og har nu et uhindret udsyn til en af de smukkeste bygninger på jorden. Det er ikke oplyst med kunstigt lys, men havde der været en fuldmåne havde det været vildt fedt. Men det var der ikke, men heldigvis heller ingen regn. Så stod vi 50 personer og beundrede bygningen i mørket 300 m. væk. Synet var flot, men gav os desværre ikke helt den WOW-oplevelse vi begge havde håbet på. Tilbage på hotellet var vi dog også begge enige om at vi var rigtigt glade for at have gjort det. Billederne derfra er mindre gode, men vi har dog nogen da jeg havde mit lille stativ med. Uden det kunne man slet ikke tage billeder, så mørkt var der.

Fredag var det så min tur til at have det ret skidt, så jeg brugte hele dagen på værelset - og toilettet. Vejret var igen imod os, og vi havde igen været oppe ved solopgang, men der var igen ingen solopgang! Det blev heller ikke til nogen solnedgang, så dagen røg faktisk lige i skraldespanden. Anne var på et tidspunkt ude og hente aftensmad, og det lykkedes mig at få klemt en Subway sandwich ned – uden at kaste det hele op igen.

Lørdag morgen stod den igen på uvejr og regn, og særligt Anne var meget ærgerlig over det. Det er da også belastende at vi har hele tre morgener og fire aftener, og ved INGEN af dem var det muligt at se solopgang eller solnedgang. Samtidig havde vi jo også misset århundredets måneformørkelse, der ville have været helt fantastisk på dette sted. Lørdag var jo vores sidste dag i Agra, så vi vidste at vi skulle derind den dag, om så himmel og jord stod i ét. Formiddagen regnede væk, men over middag klarede det op, så vi begav os afsted til Shilpgram hvor vi købte billetter til Taj Mahal. For indere koster det 4 kr. – imens vi som udlændinge skal betale 100 kr. - hvilket jeg jo faktisk synes er fair nok. For de 100 kr. får man dog også et par overtrækssko samt en halv liter lunkent vand. Vi blev kørt derned i en lille golfvogn, og så var vi ellers klar til ikke kun at kigge på Taj Mahal, men rent faktisk komme op og se selve mausoleet. Det var rimeligt varmt, så den halve liter vand forsvandt hurtigt, og det er ikke muligt at købe noget indenfor. Vi fik arbejdet os op mod det hvide centrum og fik taget en masse billeder undervejs. Da vi kom frem skal inderne ud på en gåtur i den kø der snegler sig hele vejen rundt om bygningen, men som højt betalende udlænding får man simpelthen lov til at komme forrest i køen. Det indre af mausoleet er faktisk mindre end jeg havde forestillet mig, men meget flot udsmykket. Fantastiske udskæringer og koranvers på væggene og i midten står så to marmorsarkofager. I centrum Mumtaz Mahal for hvem mausoleet er bygget, og lidt til siden ligger hendes mand Shah Jahan der byggede Taj Mahal, og 35 år senere selv blev begravet ved hendes side. En smuk og universel kærlighedshistorie der dog også omfatter at shah’ens søn sendte sin egen far i fangeskab på Agra fort i 8 år, indtil han døde der og blot havde kunnet skimte Taj Mahal ud mellem tremmerne. Jeg synes det var stort at gå en tur rundt om gravstedet, som i øvrigt er ’falsk’. Sarkofagerne indeholder intet, da de rigtige kister står i krypten nedenunder. Sådan tror jeg det har været i alle mausoleer jeg har set i mit liv.

Vi kom udenfor igen, og gik så lige ind og så det lille Taj museum der nok kunne overstås på ca. 30 sekunder. Men der var da en stol og en fane derinde, så vi blev der nok i 10 minutter. Alt i alt brugte vi over to timer ved Taj Mahal, og det VAR sgu’ en stor oplevelse! Men jeg manglede stadig det ekstra sug i maven jeg fik første gang på den kinesiske mur, da jeg stod ved Operahuset i Sydney eller så Angkor Wat første gang. Men jeg var bestemt heller ikke på toppen, så måske spillede det også ind? Vi kom tilbage til hotellet, og vi opgav begge at tage andre steder hen. Vi ville gerne have set f.eks. Agra Fort, men omstændighederne havde bare ikke været med os – et slags tema på ferien. Sidst på eftermiddagen var søster i poolen før hun gik en længere tur. Vi gik i seng og sov nogle timer, for vi skulle allerede op kl. 04.30, for der ventede os en af de lange rejsedage på samlet et døgns tid.

Vi havde booket en taxa til togstationen, og derfra kom vi ombord på vores tog kl. 05.23 – kaldet Telangana Expres. Hjemmefra havde vi booket to tog til New Delhi denne morgen, både et sovetog og et sidde-op tog. Begge dele ’selvfølgelig’ på 3. klasse, og da det havde været en lidt anstrengende tur med sidde-op toget, havde vi denne valgt sovetoget. De andre gange vi havde gjort det, var det på 2. klasse med aircon, lagner, pude og tæppe, men disse ting får man ikke på 3. klasse. Til gengæld er der så 3 køjer i højden i stedet for 2, så pladsen op til den næste køje er selvfølgelig markant mindre. Men vi fik da lagt os, og jeg lånte Annes lille tæppe som pude, da hun selv altid rejser med en nakkepude som hun jo kunne bruge nu. Stemningen ombord var meget mere afslappet, men det blev nu ikke til nogen søvn for mit vedkommende. Sådan ca. hvert 20. minut var jeg nødt til at vende hovedet ned i den anden ende af min køje, da jeg ikke kunne komme til at dreje mig på køjen, så smal var den. Men når man så var kommet ned og ligge var stillingen da rimelig behagelig, indtil jeg altså blev for øm og måtte skifte rundt igen. I starten kørte toget godt til, men de sidste 1½ time sneglede vi os ind mod New Delhi Train Station.

Vi ankom som planlagt ved 9-tiden og havde tre timer til vi skulle være i lufthavnen. Vi havde forsøgt at styre beholdningen af vores sidste kontante Rupier, og vi havde ca. 1200 tilbage hvilket svarer til omkring 120 kr. Vi gemmer lige 200R til drikkevarer, så vi har 1000R vi kan betale en taxachauffør. Ikke kun for turen til lufthavnen, men med to stop undervejs. Først ved Raj Ghat hvor Gandhi blev kremeret, og derefter til Lotustemplet – og SÅ til lufthavnen. Vi gik i gang med at forhandle med taxahajerne, og deres prisforslag startede på 2500R. Vi forhandlede lidt frem og tilbage, og jeg kunne med sindsro sige at 1000R var mit sidste bud, fordi jeg ganske enkelt ikke havde flere kontanter. Selvfølgelig kunne vi hæve nogle ekstra penge i en automat hvis det skulle være, men det ville da være lidt ærgerligt at skulle betale 50 kr. i gebyr for at hæve en 50’er. Men det lykkedes os at få turen til 1000R, og så kunne vi ellers stable bagagen bag i det lille ’rugbrød’. Af sted gik det, og sørme om ikke også hans aircondition virkede – halleluja! 😊

Vi kom til Raj Ghat, hvor Anne gik ind og så graven. Jeg blev ude i bilen af tre årsager: For det første ville jeg ikke lade vores bagage ude af syne hos én jeg havde mødt for et kvarter siden, og for det andet havde jeg set graven udefra og det var nok for mig. For det tredje var jeg også bare ’Indien-træt’ nu, og orkede simpelthen ikke mere… jeg ville bare hjem. Men søster fik set stedet, og var glad for at hun havde nået det, så det var jo dejligt. Videre til Lotustemplet der er et multireligiøst Bahai tempel. Så alle er velkomne til at komme og bede i templet, men der bliver aldrig holdt nogen former for religiøse ceremonier derinde – et simpelt sted for alle. Nu har jeg kun set bygningen udefra, men den er virkelig smuk og fascinerende, og bringer minder om Utzons skal-design i Sydney. Faktisk ligger der også et Bahai tempel i Sydney, men det minder ikke om det i New Delhi. I alt er der 7 Bahai templer rundt omkring i verden, og én ting har de dog tilfælles: De er alle 9-kantede.

Efter hendes besøg derinde kom søster ud igen og nu kunne vi sætte kursen mod lufthavnen. Vi ankom næsten på slaget 12, så det var helt perfekt. Med omkring en 10’er tilbage i lokalvaluta gik vi ind i lufthavnen, hvor vi jo ville kunne bruge kreditkort til at købe mad. Det blev så rejsens længste tur gennem check-in, security og immigration, hvor de blev ved med at ville have os over i køen for dem med indiske pas. Vi blev dog stående sammen med de andre 10-15 udlændinge og til sidst fik vi da også vores stempel. Vi fandt lufthavnens Food Court og Anne valgte et sidste måltid på Subway, imens jeg spiste på McDonald’s for første gang på turen. Menukortet er ret begrænset og består af forskellige udgaver af McVeggie, McChicken samt Filet’o’fish. Jeg købte en McChicken der gled fint ned, men fiskeburgeren kunne jeg bare ikke få ned. Dårlig mave i tre uger og ingen sult i flere dage. Jeg glædede mig til at komme hjem og få styr på den mave 😊

Efter måltidet satte vi kursen mod gaten, hvor Anne lige skulle skifte tøj inden flyturen til Stockholm. Men pludselig var alle kommet om bord, og de gik rundt og spurgte om der var flere passagerer, for gaten var ved at lukke. Så jeg måtte ud på toilettet og skynde på søster, og vi nåede da også frem til gaten i tide. Vi fik tilbuddet om at bytte vores to sæder ved vinduet til en 3-sæders række i midten, så vi altså havde et tomt sæde mellem os. Det tog vi imod og gik ombord. Flyet var vist en nyere model end det vi fløj med på den omvendte rute, og nu kunne vi f.eks. se hvordan de smarte farvede vinduer virker. Turen til Stockholm tog 7 timer og var en bedre oplevelse end udturen. Maden var bedre, og de kom tit rundt med drikkevarer, og ellers var det bare at spørge. Denne gang havde de endda også isterninger ombord, så man kunne faktisk få kolde ting at drikke. Ak ja, man kan blive glædeligt overrasket over lidt 😊

Ved ankomsten til Stockholm skulle vi vente knapt to timer på SAS flyet til København, men underligt nok kom der ikke nogen gate på skærmene og det er sjældent et godt tegn. Knapt en halv time før afgang blev det annonceret at afgang var forsinket fra kl. 19.50 til 21.30 – ikke lige hvad man havde lyst til på det tidspunkt. Vi sad og snakkede med et par fra Ringsted der sammen med deres 17-årige tvillingedrenge også havde været med flyet fra New Delhi. De havde været på ferie i Krabi og havde haft det ferievejr vi havde håbet på. Vores afgang blev skubbet yderligere, men til sidst landede der da et fly ved vores gate, og de fik det tømt og rengjort. Men stadig blev de ved med at udskyde boardingen. Til sidst kom gatemanageren så til mikrofonen, og bad os alle om at lytte godt efter for han havde to nyheder – og desværre var de begge dårlige, og nu var der nogle der ville blive rigtigt sure. Det havde nemlig vist sig at det ene kabinepersonale ikke kunne flyve som besætning, og med kun to i kabinen måtte de ikke flyve med et fyldt fly – kun med 100 passagerer ombord. Samtidig var de to andre ved at løbe tør for tid, så hvis der skulle nogen afsted så skulle der handles hurtigt. Der var 50 personer der måtte blive og vente med at flyve hjem til om mandagen i stedet for, og hvis der var nok der meldte sig frivilligt var det fint, ellers måtte de nægte resten at boarde. Den anden dårlige nyhed var så, at de ikke havde nogen hotelværelser i Stockholm! Vi fik 5-10 min. til at overveje om man ville tage imod ca. 250€ for at blive. Vi snakkede om det og overvejede det seriøst. Men for det første havde vi været på farten i et døgns tid og derfor ville jeg bare gerne hjem, og for det andet betød det jo en nat i Stockholm lufthavn. Omvendt er det jo mange penge, og når man kan ligge 18 timer på en stenhård køje i et tog, så klarer man jo nok også 8 timer i en lufthavn. Men vi var for længe om at beslutte os, for de meddelte at de lukkede for tilbuddet. Der var en del der havde meldt sig frivilligt, men ellers blev resultatet at alle dem der rejste uden indtjekket bagage måtte blive tilbage, for al bagage ville under alle omstændigheder blive fløjet til København den aften, for de kunne ikke nå at få noget bagage af flyet. Stadig var der 14 der blev nægtet adgang, men ingen af os var imellem. Til sidst kom vi ombord, og jeg har aldrig oplevet så hurtig gennemgang af sikkerheds- og startprocedurer. Flyveturen tog kun 50 min, og vi landede 2 timer og 47 min. forsinket. Emma hentede os i Kastrup og jeg fik et lift hjem. Det tog jeg imod, selvom jeg normalt bare tager metroen, men lige her var det nu fedt. Klokken 2 slog jeg numsen i min egen sofa, og kunne da glæde mig over at jeg havde en ½ fridag om mandagen 😊