Gili Trawangan

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Sejlturen til Gili Trawangan var en smule hård, men slet ikke så slem som tilbage i 2008 med Majbrit, Birgitte og Robert. Det tog et par timer så vi nåede øen inden middag. Båden ligger bare til på stranden, og så er det ellers med at komme af på den mest elegante måde man kan. Heldigvis bærer de ens store bagage i land, og det er en skøn service. Der var vist kun ca. 500 meter hen til vores hotel, men det er umuligt at køre med en trolley på de veje, så det føltes som en lang tur. Min trolley vejede godt 30 kg. - primært fordi jeg bar på 7-8 kg. af Roberts ting. Vi nåede frem og fik vores tre hytter. Vi havde valgt stedet fordi vi synes det så hyggeligt ud, og det gjorde det også ved første øjekast. Men efter at have fået noget frokost (de havde reelt kun 2-3 retter på menukortet - resten var 'udsolgt'), var det tid til at tage hytterne i nærmere eftersyn. For at sige det lige ud: Det var en gang sminket bambusbras! Hytterne bestod af to etager, med et toilet og åbent bad for neden. Så var der en stejl trappe op til den øverste etage, hvor der lige præcis kunne stå en dobbeltseng. Der var støvet, intet køleskab som lovet og aircon'en kunne slet ikke mærkes, da hele hytten jo var åben. Personligt ramte jeg bunden (endda i helt bogstavelig forstand), da jeg satte mig på sengen og den ene side faldt af. Det betød at brædderne der skulle holde lamellerne røg ned, så madrassen og jeg ramte gulvet. Lige dér besluttede jeg, at det sted kunne jeg altså ikke bo!

Jeg har faktisk kun prøvet at udvandre ved ankomsten til et overnatningssted én eneste gang før, nemlig på Koh Tao med Robert tilbage i 2010. Nu er det antal så fordoblet! Vi samledes alle seks omkring den lille - og noget snavsede pool - og kiggede hinanden i øjnene. Heldigvis var vi alle helt enige om, at Bale Sasak ikke var et sted vi kunne være og slappe af i tre dage. Vi gik derfor ned til havnen, og fik fat i en af de 'hotel-hajer' der altid hænger ud sådanne steder. Han fik vist os et par værelser, og vi besluttede os for at bo på James Bungalow. Det var et par tre-mandsværelser, men pigerne ville få en ekstra seng ind på det ene værelse, så de alle fire kunne sove der. ALT for at undgå at skulle tilbage til Bale Sasak! Prisen endte med at blive det samme, bortset fra de 100 kr. vi skulle betale for den første overnatning. Dem forsøger vi efterfølgende at få retur, da stedet bestemt ikke levede op til beskrivelsen - og vi havde specifikt valgt det pga. aircon og køleskab. Vi, og vores drikkevarer, skal holdes kolde! Hos James Bungalow var værelserne og sengene tip-top, der var et stort køleskab og et fint badeværelse - og så havde vi turens absolut bedste WiFi. Det er altid en kilde til lidt bekymring når man bor på hotel, for uanset om man vil det eller ej, så er det bare rart med internet. Både når man skal holdes up-to-date med nyheder og Facebook, men også når man skal undersøge noget senere hen på turen. Men her havde vi altså et super stabilt internet, og en hastighed der kunne bruges til noget. En stor forandring på Gili Trawangan fra da Robert og jeg var der i 2008. Dengang var der intet WiFi på øen, kun saltvandbrusere og strømmen kom fra generatorer der kun kørte nogle timer hver dag. Så forandring kan jo også være til det gode ;-)

Vi gik tilbage til vores første hotel og fortalte at vi ikke ønskede at blive der. Det var de noget uforstående overfor, men sådan blev det. Et par af folkene fra vores nye sted var gået med for at hjælpe med bagagen, så flytningen til James gik som en leg. Der var godt nok ingen pool det nye sted, men med stranden få hundrede meter væk var det en lille pris at betale. På Gili Trawangan er priserne på dykning den samme overalt på øen, men dykkerholdet faldt for den danske instruktør Tobias hos Diversia Diving. Der blev aftalt nogle dyk, og tøserne skulle bla. tage et dybdedyk. Således var stemningen generelt røget en del i vejret. Resten af dagen stod på afslapning, massage og god mad. Sidstnævnte var på Regina Pizzaria som vi havde fået anbefalet. Kokken var rent faktisk italiener, og jeg er ikke bleg for at sige at det er en af de bedste pizzaer jeg nogensinde har fået. Stedet var også åbenlyst populært, så vi skulle vente lidt på både et bord og vores mad, men det var det værd! 

Torsdag skulle dykkerholdet af sted tidligt om morgenen, for de havde hele to dyk på programmet den dag. Jeg benyttede så til gengæld lejligheden til at sove længe og det var skønt. Jeg havde lidt knas med maven, så appetitten var ikke den store, men heldigvis har jeg jo så lidt at tære på. På restauranten hvor de spiste aftensmad havde de et akvarie med små skildpadder, som en del af et forsøg hvor man holder nyfødte skildpadder tilbage i nogle måneder før de bliver sluppet fri, for at se om det øger deres chance for at overleve i naturen. Andre eksperter mener at det sløver deres naturlige instinkter, så meningerne er ret delte på det område.

Fredag stod den på et enkelt dyk fra morgenstunden, og senere kørte tøserne en tur øen rundt på helt nye lejede cykler. Ellers stod den på ren afslapning, før vi om aftenen begav os ud for at spise aftensmad. Vi havde også fået anbefalet restauranten The Roast House, hvor man kunne få stegt kylling, så det måtte jo prøves. Selve restauranten ligger på den ene side af gaden og køkkenet ligger så på den anden side. Det var en helt fantastisk kylling de serverede, og med dejlig kartoffelmos til... så det var godt at min appetit var vendt tilbage. Vi gik en tur langs stranden og fik også lidt at drikke imens bølgerne klukkede få meter væk.

Lørdag var dagen hvor vi skulle forlade Gili Trawangan. Vi skulle med båden kl. 13.45, og Anne havde 'forhandlet' sig frem til at vi kunne beholde værelserne til kl. 11. De skulle selvfølgelig gøres rene og være klar til nye turister som kom ind med dagens både, og det er jo fair nok. Som sagt var det et rigtigt hyggeligt sted, og eneste lille klage er nok lydniveauet i baren. Der blev spillet musik og fyret fjolletobak af til den lyse morgen, men sådan er det på Gili. Vi fik lov at lade vores bagage stå og gik en sidste tur på øen. Vi satte os ind på en restaurant, hvor vi drak lidt og spillede kort. Vi blev dog senere bedt om at gå da de skulle have et selskab, men måske var de bare trætte af at vi sad og fes husleje af? Vi gik ned til Trawangan Dive hvor vi boede i 2008, og fik noget frokost på deres restaurant. Da klokken blev 13 gik vi tilbage til havnen og jeg fik checket os ind på båden imens de andre hentede bagagen. Afgangen var (selvfølgelig) en smule forsinket, men omkring kl. 14.30 var vi af sted. Denne gang var det med Scoot Fast Cruises, da de er det eneste selskab der sejler til Nusa Lembongan fra Gili Trawangan. Godt nok skulle vi jo reelt til Nusa Penida, men dér er der ingen der sejler direkte til... 

Bali

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi fløj fra Bangkok til Bali med AirAsia og flyveturen tog 4 timer og 20 min. Jeg er stadig en stor fan af AirAsia, men de begynder at stramme den med benpladsen, specielt på så lang en flyvning. Da vi nu var kommet til Indonesien skulle vi først igennem immigrationen, men det gik nu rimelig hurtigt. Indtil sidste år skulle man købe et Visa-On-Arrival til 35$, men nu får man et gratis stempel i passet - dejligt. Da vi havde fået vores bagage, skulle vi "bare" finde et par taxaer til at køre os til vores hotel ved Kuta Beach. Der er ikke mange kilometer fra lufthavnen, men taxa-mafian forlangte ublu 200.000 Rupiah (ca. 100 kr.) pr. taxa for den korte tur. Jeg gik tilbage og fandt den officielle kupon-taxa bod, og på tavlen stod der med stor skrift Kuta & Legian Beach = 95.000R. Fint nok, så jeg bad om to taxaer til vores hotel. Ja tak - det bliver lige 400.000R. Det forstår jeg intet af, og peger på skiltet. Tja, men prisen er altså 200.000 pr. stk. Jeg bliver noget tøsefornærmet, og går tilbage til de andre der står og venter. "Så går vi..." siger jeg, og det er hverken første eller sidste gang jeg er gået ud af en lufthavn, hvor jeg har nægtet at betale hvad taxa-mafian forlanger. Vi gik de 50 meter ud til vejen, og fik stoppet et par tomme taxaer der var ved at forlade lufthavnen, og hørte om de ville køre os til vores hotel - på taxameteret? OK, sagde de, og vi fik stablet vores bagage ind i taxaerne. Det tog godt nok over en halv time bare at komme ud af lufthavnsområdet, men alligevel nåede taxametret kun op på 77.000R (under 40 kr.) da vi nåede hotellet, så det tæller stadig som en "sejr"! :-)

På Fourteen Roses Beach Hotel fik vi vores værelser, og set i aftenlyset så hotellet ganske hyggeligt ud. Vi vidste godt at det lå et par hundrede meter fra stranden, så "Beach Hotel" er måske en tilsnigelse?! Men grunden er nok den, at rundt om hjørnet ligger Fourteen Roses Hotel - som så i modsætning til vores hotel rent faktisk ligger ned til stranden. Ak ja, sådan er der jo så meget... :-)

Clara havde noget bøvl med det ene øre, så hun, Anne og jeg tog ind til en lille klinik, hvor en læge kiggede på hende. Hun fik noget antibiotika samt nogle øredråber, og det var godt lige at få en til at se på det. Bagefter fik vi noget at spise før vi ville tage tilbage. Anne mente at vi havde kørt i ring på vejen til lægen, så der var nok ikke meget mere end ca. fem minutters gang tilbage til hotellet. Efter at have gået frem og tilbage i ca. tre kvarter tog vi en taxa der kørte os tilbage. Pengene for den var givet rigtigt godt ud! :-)

Fredag morgen så vi så hotellet i dagslys, og heldigvis blev vi ikke skuffede. Det var et hyggeligt lille sted, og personalet var rigtigt søde. De kludrede rundt i morgenmaden, som var af noget skrabet karakter, men der var en hyggelig pool med dejlig skygge om eftermiddagen. Et punkt vi aldrig bliver enige om, da tøserne jo hellere vil have direkte sol. Vi fik arrangeret med en gut på hotellet, at hans ven næste dag skulle køre os rundt i en minivan. Vi ville bla. gerne se nogle risterrasser og hvad Balis frodige natur ellers har at byde på. Det var planen at 'dykkerteamet' skulle dykke på Bali, men det viste sig at byde på flere udfordringer. De opsøgte Crystal Divers i Sanur hvor Robert dykkede med Minni tilbage i 2008, men hun var på dykkerferie et par måneder i Sydafrika, og firmaet var i øvrigt booket lang tid frem. Andre dykkercentre ville ikke have tøserne med ud da de kun lige havde fået deres Open Water certifikat, og dem der ville krævede ublu priser for dyk. Alt i alt en ret skuffende oplevelse for tøserne der havde glædet sig til at dykke på Bali.

Lørdag var så store sightseeing dag. Vi blev hentet af vores chauffør, og i modsætning til ham vi havde booket i Chiang Mai, så talte denne et rimeligt engelsk. Vi kørte først op til nogle risterrasser lidt nordpå, og de var flotte uden dog at være spektakulære. De var til gengæld ret spektakulære da vi nåede til Jatiluwih. Risterrasserne her er på Unescos verdensarvsliste, selvom man har truet med at fjerne dem igen. Der var nemlig planer om at fjerne en del af terrasserne og bygge hoteller til turister, men de planer er for nu sat på pause. Området er rigtigt flot, og man må håbe at det forbliver sådan. Vi stoppede ind ved et sted hvor man kunne se dyret der er med til at producere verdens dyreste kaffe, Luwak. Det skyldes at dyret spiser kaffebønnerne og skider dem ud igen. De bliver så ristet, og hele processen skulle skabe den fineste kaffe - til over 2000 kr. kiloet. Ja, du læste rigtigt! Vi prøvede ikke kaffen, men fik smagsprøver på mange andre typer kaffe og te, ligesom vi kunne lugte til mange forskellige krydderier. På stedet havde de også plantet en masse forskellige typer afgrøder, så man kunne se hvordan f.eks. en kaffeplante eller vanille ser ud, før de bliver til de produkter vi kender fra supermarkedet. Selvfølgelig er det lagt 100% an på turister, men det er en nem og smart måde at præsentere tingene på. Rundvisning og prøvesmagning kostede ikke noget, men der blev bla. købt noget te med hjem, og så tjener de penge på den måde, og det er jo smart nok.

Vi kørte videre til risterrasserne ved Tegalalang lidt nord for Ubud. De er ikke så fantastisk anlagt som ved Jatiluwih, men stadig et flot syn. Derefter satte vi kursen mod Ubud - og Monkey Forest. En klassisk oplevelse når man er på Bali er en tur i abeskoven, så det skulle vi selvfølgelig også. Jeg har været der i både 1995 og 2008, og personligt har jeg kun gode oplevelser derfra. Jeg kan dog stadig huske fra '95 hvor Robert og Carsten praktisk talt blev jaget ud af aberne, der var på jagt efter bananer og nødder. Robert valgte (måske af samme årsag?) at blive udenfor, men vi fem andre tog turen derind. Der er nogle simple regler man bør følge: Lad være med at drille aberne, lokke dem med mad, skjule mad for dem - og undgå direkte øjenkontakt eller at vise tænder, da det tages som et tegn på aggression. Louise var den første de sprang på, men efterhånden havde alle prøvet at have en abekat siddende - undtagen Clara. Hun ville gerne hvis det var en lille abe, men det lykkedes ikke at lokke nogle af de helt små til. Jeg selv var ved at tage et billede af én, og pludselig hoppede den bare... og så sad den altså klistret til linsen. Det gik pænt stærkt! :-)

Efter besøget ville vi spise en noget sen frokost, for køreturen rundt havde taget længere tid end forventet. Vi havde aftalt med chaufføren at han ville hente os en time senere, for trafikken i Ubud gjorde at han ikke kunne holde og vente nogle steder. Så vi satte os ind på en restaurant, men efter 45 min. havde vi stadig ikke fået noget mad. Meget usædvanligt, da de normalt er rimelig hurtige om at lave en gang stegte ris eller andet lokalt mad. Man skal også vænne sig til at de kommer med retterne når de er færdige, så det med at alle spiser samlet, det sker faktisk ikke så tit. Men denne gang tog det altså meget lang tid uden at nogle af os havde fået mad, og vi måtte flere gange gøre opmærksom på, at vi altså havde lidt travlt. I sidste øjeblik kom vores mad så, og lad os bare konstatere at det nok var det værste måltid på hele turen. De havde formået at ødelægge bla. karryretter, stegte ris og pomfritter. Vi fik fundet vores minivan, og så gik turen tilbage til hotellet. Det var oprindelig meningen at vi skulle have været rundt i Ubud, men tiden var løbet fra os. Selvom der ikke er så langt fra Ubud til Kuta, så tog turen alligevel 2½ time, så vi var først hjemme på den forkerte side af kl. 19. Det havde været en lang, men god dag... med mange forskellige indtryk.

Søndag stod den på afslapning på stranden, hvor Clara og Louise begge lejede surfbræt med instruktør. Det var faktisk ikke så dyrt, og i forhold til hvor hurtigt man lærer det, så var det nok penge givet godt ud. De var begge hurtigt op at stå, og klarede det faktisk rigtigt godt. På Kuta Beach kan man leje nogle fine liggestole med en ekstra tyk madras, og det benyttede pigerne sig af. Robert og jeg kan jo godt lide at gå i vandet, men er ikke vilde med at ligge på stranden, så vi var mere ved poolen på hotellet eller på værelset og suge noget aircon. Om aftenen havde vi planlagt at skulle i byen i Kuta, og vi ville starte med en tur på Pizza Hut. Fra hotellet er der ca. 2 km. til restauranten, men for at undgå gåturen ville vi tage et par taxaer, da det er meget billigt at køre i taxa på Bali - i hvert fald så længe man holder sig til dem fra Blue Bird Group som er villige til at køre på taxameter. Nå, men der sidder vi så i vores taxa, og pga. de mange ensrettede veje, så ved vi godt at turen vil blive lidt længere end 2 km. - og det er også helt fint. Men havde vi vidst HVOR meget længere, så havde vi gået til Pizza Hut! Det viste sig nemlig, at der var en hinduistisk ceremoni den aften i Legian, så trafikken var meget langsom... faktisk så langsom at vi stort set holdt stille. Vi blev så også dirigeret ned af mange omveje, da der var afspærringer og politi overalt. Robert fulgte med på GPS'en, og vi var konstant 3-5 km. fra Pizza Hut, så det var ikke engang sådan at vi nærmede os, og bare kunne gå de sidste par hundrede meter. Det var så grotesk at vi næsten var ude at runde lufthavnen på et tidspunkt, og selv vores chauffør gav op og måtte holde en tissepause undervejs. Vi nåede omsider frem - efter knap halvanden times kørsel!!! Taxaturen havde dog kun kostet ca. 50 kr. - men hold op hvor var det spild af tid! Vi nåede dog på Pizza Hut inden de lukkede, men hele oplevelsen havde taget luften ud af specielt de gamle. Det var egentlig meningen at vi skulle have været i byen nu vi boede på Kuta Beach, men efter en lille gåtur hvor vi fandt det hotel hvor Robert, Anne, Carsten og jeg havde boet i 1995, og det sted Robert og jeg boede på i 2008, fandt vi en bar tæt ved monumentet for Bali-bombningerne ved Poppies Lane. Efter en times tid tog de gamle en taxa hjem, imens de tre unge tøser vist først var hjemme ved 04.30 tiden. Rigtigt godt gået - og de gik endda hjem! :-)

Mandag og tirsdag var rene stranddage for tøserne, og Clara og Louise fik også surfet noget mere, og de blev faktisk helt gode til det. Nogle gange var bølgerne dog for høje, men så fik de blot den tid de havde tilbage på et senere tidspunkt, og det er jo en meget fin service. Robert lejede en motorcykel og cruisede lidt rundt, og jeg fik læst en masse på hotellet, og nydt den lille swimmingpool. Mandag indkaldte jeg til et lille ferie "krisemøde", for jeg synes der var nogle ting vi var nødt til at overveje. Vores plan havde hele tiden været, at efter Gili Trawangan ville vi tage tilbage til Bali, nemlig til den nordlige del ved Lovina Beach. Stedet er kendt for sine strande med sort vulkansk sand, og der er også god dykning både vest og øst for Lovina. Men trafikken på Bali var kommet meget bag på os, for sådan havde det ikke været i hverken 1995 eller 2008. Hvis vi skulle til Lovina efter Gili, så ville det kræve en køretur på ca. 4 timer fra hvor båden lagde til. Derudover ville der være ca. 4 timers kørsel (hver vej) til de to dykkersteder, og turen tilbage til lufthavnen ville også være en tur på 4-5 timer. Alt dette betød, at når man kun har tre dage, så ville stort set al tiden blive brugt i en minibus frem og tilbage, og ikke som det var planlagt - de sidste dages totale afslapning. De andre forstod godt min bekymring, og selvom specielt Anne havde en mindre krise, så besluttede vi os for at ændre planer. Vi kunne stadig afbestille vores hotel i Lovina, og så gik jagten ind på hvad vi så skulle. Mulighederne blev snævret ned til tre ekstra dage på Gili Trawangan, eller at tage videre til enten Gili Air, Gili Meno, Lombok, Nusa Lembongan eller Nusa Penida. Valget faldt på den sidste ø baseret på tre parametre. Øen er forholdsvis tom for turister, Clara havde på Instagram set et flot forbjerg stikkende ud i vandet, og der er god mulighed for dykning med chancer for at svømme med mantaer. Så vi fandt et hotel på Nusa Penida, og denne gang blev det Roberts førsteprioritet der endte med at løbe med sejren. Vi fik også arrangeret med båden til Gili, videre til Nusa Penida og retur til Bali. Prisen var en hel del billigere end i 2008 (og hvad vi havde kunnet finde online), og så er det jo bare at krydse fingre for, at det ikke betyder at der er noget skummelt ved det... :-)

Onsdag morgen blev vi hentet kl. 06.30, så vi kunne ikke nå morgenmaden på hotellet. Vi fik dog at vide, at bådfirmaet ville forsyne os med en "light breakfast" når vi kom til havnen. Først skulle de dog lige skaffe en bil mere, for vi kunne umuligt være seks personer med bagage i den bil de havde sendt. Den skaffede de nu også hurtigt nok, og turen til Padang Bai tog ikke meget mere end en time. Vi blev checket ind på båden og fik udleveret vores lille morgenmadspakke. Den bestod af to små trekantsandwiches med et ret tvivlsomt og ukendt indhold... samt en banan. "Light breakfast" - jo tak :-)

Klokken lidt over 9 sejlede katamaranen fra Semaya Fast Cruises med kurs mod Gili Trawangan...

Bangkok

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Det var ikke lige til at få nogle store taxaer på banegården, og de normale taxaer i Bangkok har næsten ikke noget plads i bagagerummet, så vi måtte dele os op i tre taxaer på den korte tur til Rambuttri. Turen kostede under 20 kr. og så slap vi da for at køre i tuk-tuk. De sidste mange gange vi har været i Bangkok har vi boet på Rambuttri Village Inn & Plaza, der dog har ændret sig gennem de sidste 10 år. Dengang var det meget enkle værelser med hvide vægge, et bord og en stol at lægge sit tøj på. I dag har de mange forskellige typer, men vi havde valgt "Deluxe" værelser med bla. køleskab og safetybox. Det er ikke længere helt så billigt som det var engang, men til gengæld har stedet nogle fordele, som vi ikke har fundet andre steder: Beliggenheden er helt perfekt! Få hundrede meter fra Khao San Road, og alligevel trukket lidt tilbage på Rambuttri, så man ikke hører nævneværdig støj. Hele to swimmingpools på taget, og nu er de endda åbne til kl. 20, hvor de tidligere lukkede allerede kl. 18. Pæne værelser, gode senge og et godt vandtryk i bruseren gør det til en rigtig god deal i Bangkok, og efter de har fået gratis WiFi så er det bare perfekt. Man kan endda også spise morgenmad der nu, da de har opkøbt de små butikker der lå i gården foran hotellet, men det prøvede vi nu ikke denne gang.

Selvom klokken kun var lidt over 8 om morgenen, så var vores værelser heldigvis klar. Jeg var ikke helt på toppen efter togturen, men de fem andre fik frisket sig op, og så begav de sig ud i Bangkoks gader. De startede med at tage til Wat Pho for bla. at se den 46m lange liggende guldbuddha. De krydsede floden med en af de små både, for næste stop var Wat Arun - eller Morgengryets Tempel. Det var desværre under restaurering, hvilket betød at man ikke kunne kravle derop, så de nøjedes med at se det udefra. Efter at have forhandlet sig frem til en fornuftig pris, hyrede de en longtailbåd til at sejle rundt i klongerne i en times tid. Det er altid et godt udflugtsmål at sejle rundt på de gamle kanaler og opleve det liv der leves i området. 

Tilbage på hotellet var det skønt med en dukkert i poolen, og lidt afslapning inden næste del ventede: De gik ned til Chao Phraya og kom med en båd der sejlede ned ad floden til Taksinbroen. Derfra tog de Skytrain til MBK Center, hvor de plyndrede boghandler afdelingen for bl.a. overstregningstusser. Udvalget er enormt stort og koster en brøkdel af prisen derhjemme. Senere en taxa til natmarkedet i Patpong-kvarteret hvor der blev handlet lidt, og spist en sen aftensmad ved et gadekøkken. De var noget trætte, da de nåede hjem efter en lang, men spændende dag. I mellemtiden havde jeg været på jagt efter en billig skrædder, og det lykkedes at finde en på Khao San Road. Vi kunne ikke helt presse prisen ned til det vi ønskede, men så langt var vi heller ikke fra hinanden. Robert og jeg fik hver syet fem nye skjorter til 125 kr. pr. stk. - og med den mængde stof der skal bruges til vores størrelse, så er det vel fair nok?! :-)

Onsdag var ikke nær så hektisk som den første dag i Bangkok. Clara, Robert og jeg sov længe, men Emma, Louise og Anne stod klar foran Grand Palace kl. 8.30 da de åbnede. De fik set paladset på et par timer inkl. en udstilling om Dronning Sirikits kjoler designet af Pierre Balmain tilbage i 1960'erne og 1970'erne. Spændende gamle smalfilm klip samt fotos med bl.a. Elvis og John F. Kennedy sammen med det thailandske kongepar fra dengang. Om eftermiddagen var vi alle i poolen. Der kom et ordentligt regnskyl, og da det var overstået, gik vi ned på Khao San Road, Thailands mest berømte (eller berygtede😜) backpackergade. Der spiste vi aftensmad, inden vi gik gennem gaden og fik handlet lidt småting på vej hjem.

Torsdag fik vi spist morgenmad inden vi tog taxaer ud til lufthavnen. AirAsia benytter den gamle lufthavn Don Muang, så det var dér vi tog til. Trafikken i Bangkok er altid slem på det tidspunkt af dagen, men da vi først kom igennem til betalingsvejen så gik det nu fint nok. I lufthavnen blev vi checket ind på flyet. Personligt havde jeg vægret mig en smule ved denne flyvning, simpelthen fordi den var så dyr. Efter mere end 25 flyvninger med AirAsia har jeg aldrig givet mere end max. 500 kr. for en flyvetur - og denne kostede altså 1.230 kr. Men vi havde jo heller ikke været ude i så god tid som vi plejer og det var det billigste vi kunne få. Alternativer med f.eks. Thai Airways kostede over 2.500 kr., og det var da også en flyvning på 4½ time. Flyet lettede til tiden kl. 12 - og nu var kursen sat mod Bali...

Chiang Mai

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Flyveturen til Chiang Mai tog et par timer, og efter ankomsten tog vi to taxaer til Top North Hotel. Lufthavnen ligger tæt på centrum i Chiang Mai, og da vores hotel lå lige inden for de gamle bymure var det ikke nogen lang tur. Vi fik vores værelser og for Anne, Emma og Clara bød stedet på et gensyn da de havde boet der i 2010. Hotellet er en smule slidt, men egentlig god nok til prisen. Vi spiste aftensmad på en lille restaurant på et hjørne, og priserne var noget lavere end på Koh Tao.

Om fredagen spiste vi morgenmad på hotellet, og det var ok uden på nogen måde at være prangende. Generelt er min holdning, at hvis der er morgenmad inkluderet i prisen i denne del af verden, så er mine forventninger blot lidt toast, æg og et glas juice. Alt ud over det er en positiv oplevelse! På de mere "pæne" hoteller kan man selvfølgelig godt sætte forventningerne lidt højere, men så risikerer man omvendt også at blive skuffet. Jeg har fået det bedste morgenmad på små hoteller og guest houses, og omvendt fået det værste hundeæde på store flotte hoteller, så det følges bestemt ikke altid ad.

Efter morgenmaden gik vi en tur rundt i den gamle bydel i Chiang Mai. De gamle bymure er i dag erstattet af en voldgrav de fleste steder, og vores hotel lå som sagt lige indenfor ved den østlige port. Vi besøgte flere templer og et lille marked og det var temmelig varmt, så vi stoppede undervejs og fik nogle frugt shakes og andet at drikke. Eftermiddagen bød på en tur i poolen, og om aftenen var pigerne ude og støvsuge markedet for skræddere. Det lykkedes dem at finde et sted hvor de kunne blive enige, men Robert og jeg udskød vores planer om at få syet nye skjorter, da de simpelthen ville have for mange penge for dem.

Om lørdagen stod den på ren afslapning for Robert og jeg, imens de fire seje tøser var ude at prøve ziplines. Det havde været en fed oplevelse, selvom dele af dagen havde været noget hård - specielt ved søster. Med min højdeskræk er det ikke ligefrem en aktivitet for mig at svæve 500 m. i et tyndt kabel - 50 m. oppe i luften. Robert ville gerne, men kunne desværre ikke helt klare vægtkravet. Om aftenen var vi alle på byens natmarked, og det har godt nok ændret sig meget siden jeg sidst var i Chiang Mai, da langt størstedelen nu består af reelle butikker fremfor de mere hyggelige boder. Men vi fik da shoppet lidt, spist aftensmad og spillet endnu nogle runder røvhul.

Søndag havde vi lejet en minibus med chauffør, og planen var at vi ville køres lidt rundt og se nogle seværdigheder, og så kunne han stoppe når han kom forbi noget spændende. Chaufføren var rigtig sød, men desværre kunne han ikke mange ord på engelsk, så det gjorde det lidt besværligt. Vores første stop var ved Doi Suthep templet, og vi valgte klogeligt at bruge de ekstra 4 kr. på at tage kabelbanen op til templet, fremfor den 306 trin lange trappe. På toppen har man et fint udsyn over Chiang Mai by, og der ligger flere tempelbygninger på stedet. Der er også en statue af den hvide elefant kongen red på da han kom til stedet. I Thailand er hvide elefanter forbeholdt kongen, og da hans elefant faldt død om på toppen af bjerget, tog han det som et tegn på at her skulle der bygges et tempel.

Derefter kørte vi videre til Mae Sa vandfaldet, som er opdelt i mange niveauer. Vi badede i den lille sø nedenfor et vandgardin ca. halvvejs oppe, og det var skønt at få en kølende dukkert. Der var også tid til at lege med GoPro kameraer, tage selfier og andre billeder. På vejen så vi nogle rismarker, og vi spiste frokost på en ret lokal restaurant, hvor Anne fik den store rundvisning i køkkenet. Desværre så vi ikke så mange andre ting, selvom vi havde håbet at chaufføren ville stoppe ind ved f.eks. en teplantage, gummitræer eller andet spændende, men det blev ikke til så meget.

Om aftenen var vi i Chiang Mai Night Safari. Nu har jeg hørt på Clara snakke om det sted i 7 år, så jeg havde lovet at jeg i hvert fald nok skulle tage med hende derud. Vi blev kørt derud i minibus, og så var der ellers en guide til at styre os rundt derude. Vi kom jo for at se dyrene, og blev noget skuffede da arrangementet startede med et slags danseshow. Senere var der tigershow og forskelligt andet gøgl, så til sidst droppede vi flokken af turister og stillede os i kø til tram turen. Det var så et problem, da det var guiden der havde billetterne, men det lykkedes dem på forbløffende kort tid at finde ham. Han havde også sit at se til, men vi orkede bare ikke mere Disney-halløj, når det nu var dyr vi var kommet for at se! Det lykkedes dog at komme på begge ture med de små vogne, men oplevelsen kan på ingen måde sammenlignes med f.eks. Night Safarien i Singapore. Konceptet med de "fritgående" dyr man kører ind imellem er det samme, men der er stadig stor forskel. Vognene kørte alt for hurtigt, så man nåede ikke at se særligt meget, og så var hver tur kun ca. 30 min. lang. På vejen tilbage spiste vi en meget sen aftensmad på McDonald's, og det havde været en temmelig lang dag.

Mandag stod den på ren afslapning på hotellet indtil vi skulle med nattoget til Bangkok. Jeg er jo en temmelig stor tognørd, og jeg havde glædet mig til turen. Det var lykkedes os at få billetter til det bedste af de tog der kører på strækningen - SE10. Det består af helt nye kinesisk byggede togvogne, men som er lavet efter den traditionelle thailandske måde. På 2. klasse har de åbne togvogne med to sæder overfor hinden på begge sider af gangen. Om natten bliver der så slået en overkøje ned over de to sæder, der samtidig bliver ændret til en underkøje. I Thailand er prisen på togrejser bestemt efter det antal kilometer man kører, så principielt koster alle tog på strækningen Chiang Mai - Bangkok det samme, uanset om det er et hurtigt moderne tog eller et gammel lokaltog. Det passer så alligevel ikke helt, for der er nogle små gebyrer på f.eks. et Special Express tog, som det vi skulle med. Men stadig havde den 13 timer lange togtur kostet under 200 kr. pr. person - og så sparer man jo også en overnatning :-)

Vi blev kørt i en minibus fra vores hotel til togstationen, og de havde insisteret på at vi skulle tidligt afsted, da der kunne være meget trafik, det regnede, der var skolebørn osv. - men reelt tog turen kun en halv times tid. Vi havde derfor god tid til at få noget aftensmad inden afgang, og få købt vand, kiks og generelle forsyninger til turen. Vi fandt vores pladser og nød den stille afgang fra Chiang Mai. Efter et par timer begyndte de at lave sæderne om til køjer, og for mit vedkommende var de faktisk udmærkede. De er 180 cm. lange, så jeg kunne ikke ligge helt udstrækt, men det var nu også ok. Jeg elsker jo at sove i tog, og den stille raslen frem og tilbage er en fantastisk måde at rejse på. Toget er som sagt spritnyt, behageligt med aircon, lamper og stik ved alle køjer. Af sikkerhedsmæssige grunde slukker man ikke lyset i loftet om natten, og selvom det ikke generer mig personligt, så kan jeg godt forstå hvis det irriterer folk - specielt hvis man ligger tæt på i overkøjen. Det er fint nok at man vil holde noget lys tændt, så de kan se på kameraerne om der f.eks. er nogen der lister rundt og stjæler fra folk der sover, men derfor kunne man vel godt i det mindste blænde lidt ned. Efter en meget langsom indkørsel til Bangkok nåede vi endelig frem til Hualamphong stationen omkring kl. 7.30 om morgenen.

Koh Tao

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi mødtes i lufthavnen onsdag eftermiddag kl. 16.30. Ferieholdet bestod denne gang af min søster Anne, mine to niecer Clara & Emma, min bedste ven Robert - samt vores 'rookie' medrejsende, Louise. Vi har holdt flere feriemøder for at planlægge turen, og jeg synes vi har fundet en god rejserute, der kombinerer strand og sol med lidt eventyr - tilsat et lille skvæt storby. Vi skulle først flyve med British Airways til London Heathrow, hvor vi skulle skifte terminal. Det forløb uden problemer, så vi var i god tid til at gå ombord på Malaysia Airlines A380'er der skulle flyve os til Kuala Lumpur. Jeg har fløjet med en Airbus 380'er tilbage i 2009, men for de andre var det første gang ombord på den flytype. Det er jo et stort fly, men det var faktisk ikke det første der slog os, da vi gik ombord for at finde vores pladser. Det var derimod en varme, som jeg i hvert fald aldrig før har oplevet ombord på et fly. Jeg ved ikke om der var 40 eller 45 grader varmt i kabinen, men det har nok været i det område. Personalet beklagede meget, men aircon anlægget fungerede tilsyneladende ikke så godt så længe vi var på ground power, men det ville blive bedre i luften. Fair nok, men da kaptajnen beklagede for en 'slightly warm cabin' kunne Robert og jeg kun vantro sige i munden på hinanden: "SLIGHTLY!!!" 

Måske fik vi sagt det lidt højere end det var meningen, for folk på de nærmeste 8-10 rækker vendte sig i hvert fald om for at se hvem det var der kommenterede. Men de var nu flinke til at gå rundt med bakker med drikkevarer, og efter en lille time ombord var det endelig afgang, og den lange tur til Kuala Lumpur kunne begynde. Der er ikke mere benplads i en 380'er end andre fly, men jeg er egentlig godt tilfreds med servicen hos Malaysia Airlines. De to måltider vi fik ombord var bestemt af godkendt kvalitet, og jeg synes også de var flinke til at komme rundt med drikkevarer i løbet af natten. Turen tog 12 timer og 50 min. og jeg synes faktisk den forløb rimelig hurtigt. I Kuala Lumpur tog det en times tid at komme igennem immigrationen, og derfra var det bare at gå ud i ankomsthallen hvor de ventede fra vores hotel. Vi havde booket deres airport shuttle til 80 MYR (ca. 120 kr.) hver vej. Nok ikke meget billigere end et par lokale taxaer, men så vidste de da hvor hotellet lå. Vi havde ret bevidst valgt det billigste hotel i området - ca. 15 km. fra KLIA. Vi nåede Seri Nilai Hotel ved 19-tiden lokal tid, så efter vi havde tjekket ind, var det ud at få noget at spise. I området lå et par lokale restauranter, og det lykkedes da at få noget spiseligt. På hotellet var værelserne ikke til meget mere end bare at overnatte i, men det var jo også det vi havde bestilt.

Fredag morgen spiste vi morgenmad samme sted som vi havde spist til aften, men det kunne ikke helt leve op til måltidet dagen før. Til gengæld betalte vi kun ca. 40 kr. for seks personer, men det svarede nok også meget godt til det vi fik spist. Klokken 9 blev vi kørt til KLIA2 hvorfra vi skulle flyve med AirAsia til Surat Thani. Inden da var der heldigvis tid til at spise (en ekstra omgang) morgenmad på Subway - det bedste sandwich koncept ever! Noget dyrere end første forsøg, men bestemt også meget bedre! Flyveturen foregik uden problemer og tog kun 1½ time. Da vi ankom til Surat Thani skulle vi igennem immigrationen, og det tog noget længere end jeg havde regnet med. Vi havde booket en bus/båd billet med Lomprayah, og det var den sidste kombination der kunne bringe os til Koh Tao den dag. Vi endte med at være næsten ½ time forsinket, men vi kom nu alligevel med en bus ned til færgen, efter at Louise havde stormet ud, da hun var den første der nåede igennem immigrationen. Vi nåede færgen kl. 16, og desværre måtte vi "nøjes" med siddepladser i VIP rummet. Vi stoppede først på Koh Samui og derefter på Koh Phangan før vi ankom til Koh Tao omkring kl. 19. 

På kajen blev vi hentet fra Sairee Cottage Diving. Det var en meget festlig fyr der hentede os, og mennesker og kufferter blev stablet op på ladet af hans pickup. Det tog ikke engang 10 min. at køre til dykker resortet, men det var rart at slippe for at slæbe sin bagage. Vi blev installeret i vores hytter - tøserne i to forbundne 'blå hytter' - og Robert og jeg i et 'pink værelse'. Sairee Cottage er et fedt sted på Koh Tao, og stedet var rigtigt hyggeligt og velholdt. Overalt gik der personale og samlede blade op og rev stierne så der hele tiden var pænt og rent. Jeg havde fået det anbefalet af Mike som tidligere havde arbejdet som divemaster på stedet, og det var bestemt pengene værd. Vi fik noget aftensmad og så var det ellers på hovedet i seng efter en lang rejsedag.

Lørdag fik vi morgenmad, og pigerne fik afklaret deres dykning med instruktøren Denja, som med det samme bød velkommen til Team Denmark. De skulle starte deres PADI Open Water samme eftermiddag, og det betød orientering og videoer. Robert havde også booket seks dyk, og de startede om søndagen. For mit vedkommende stod disse dage på 100% ren afslapning, og jeg må bare sige at det også var super tiltrængt!

Søndag skulle pigerne i poolen til deres første prøvedyk foruden en masse video og teori. Anne havde desværre problemer med ørerne og kunne ikke trykudligne. Det betød at hun måtte opgive at fuldføre kurset, men hun fik dog bestået teoridelen og forhåbentlig kan hun få taget sine dyk på Bali?

Mandag var pigerne på deres første to dyk i havet, og Robert fik også lavet to dyk. Det samme gentog sig om tirsdagen, og så var de faktisk færdige - og med et bestået Open Water certifikat i bagagen - flot gået! Dage og aftener gik stille og roligt med spisning og kortspil, afslapning ved poolen, ture på stranden samt massage. Tirsdag slappede vi af i poolen om formiddagen, og om eftermiddagen lejede vi en båd der sejlede os til Koh Nangyuan. Sejlturen tog bare 15 min. og kostede 200B retur (ca. 40 kr.). Man skal dog også betale 100B for at komme i land på den private ø, og efter det var klaret gik vi op til View Pointet. Turen derop foregik inde i tæt jungle og der var masser af myg. Jeg havde været deroppe da Robert og jeg var på Koh Tao i 2010, så jeg blev nede og passede på taskerne. Udsigten deroppefra er ganske nydelig, og det lykkedes vist at tage nogle fine billeder. Koh Nangyuan består reelt af tre små øer der er forbundet af en fælles strand. Den går i nord/syd retning, så stillede man sig på stranden ville man kunne se både solopgang og solnedgang... men selvfølgelig ikke på samme tid. Vi fik også badet og snorklet en smule derovre, men kl. 17 skal dagsturisterne forlade øen, så vi blev sejlet tilbage til Koh Tao. Da vi skulle af båden klarede jeg det på en mindre elegant måde (læs: som at kaste en vadsæk over bord), men det lykkedes mig dog at komme af, uden at komme alvorligt til skade. Jeg "elsker" bare både hvor der ikke er ordentlige trapper/stiger/planker eller andet til at komme af og på. Vi fik spist den sidste omgang aftensmad, og så relativt tidligt i seng, for næste dag var en rejsedag der startede tidligt.

Onsdag morgen blev vi kørt ned til færgen der sejlede kl. 6 om morgenen.  Vi kunne desværre ikke tage den næste færge der gik kl. 9, da vi så ville komme for sent til vores fly. Oprindeligt skulle vi faktisk have været med Thai Lion Air kl. 17 - hvilket havde passet rigtigt fint med båden kl. 9, men desværre aflyste de den afgang i slutningen af maj. Vi måtte derfor med AirAsia, og da deres afgang var allerede kl. 15.25 måtte vi altså med den tidlige færge. Efter en times sejlads skulle vi skifte båd på Koh Phangan, og omkring kl. 9 var vi tilbage på molen i Donsak. Herfra kom vi med bus til Surat Thani Town, og turen dertil tog ca. 1½ time. Vi havde valgt denne løsning, da vi ellers skulle sidde i lufthavnen i 5 timer inden vi skulle flyve. Vi fik lavet en hurtig aftale med det sted vi blev sat af bussen, og de kørte os til Central Plaza Shopping Mall imens de opbevarede vores bagage. Vi fik noget morgenmad på McDonald's og havde så et par timer til at tulle rundt i centret før vi blev hentet igen af to tuktuk'er. Den ene havde alle vores store kufferter og vi blev stuvet sammen bag i den anden. Turen til lufthavnen tog en halv times tid, men pludselig stoppede vores tuktuk - tilsyneladende uden nogen grund. Chaufføren kom om til os på ladet og sagde: "The rain is coming!" - og han nåede også kun lige akkurat at få rullet plastic siderne ned før de første dråber ramte, og 20 sekunder senere væltede monsunregnen ned. Vi blev stadig en smule våde af dråberne, men slet ikke så meget som hvis han ikke havde fået rullet ned. Regnen nåede at stoppe igen inden vi nåede lufthavnen, så vi kunne komme tørskoet ind i terminalen. Indtjekningen med AirAsia forløb uden problemer, og vi kunne efter security checket tage plads i den lille afgangshal. Mon vi skulle flyve fra gate nr. 1 eller 2? 

Svaret: Gate nr. 1 :-)