Kuala Lumpur

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Ved ankomsten til Kuala Lumpur gik vi ud til de blå taxaer der kører på taxameter. Man skulle dog først lige købe en billet til tre kroner der giver én lov til at tage med disse taxaer. Om det skal dække parkeringen i lufthavnen skal jeg lade være usagt, men klokken 01 om natten diskuterer man ikke om 2 x 3 kroner! De blå taxaer er lidt større end de røde 'budget' taxaer, og den ekstra plads er rar at have på en lang køretur. KLIA lufthavnen ligger næsten 60 km. fra downtown Kuala Lumpur, men der var heldigvis ikke meget trafik om natten, og slet ikke på de lange stræk på betalingsmotorvejen. Det var ubetinget turens dyreste taxatur, da vi kom af med 300 kr. pr. taxa. Vi havde som sagt også kørt næsten 60 km. - så det var jo ikke urimeligt. Vi blev sat af ved Chinatown Boutique Hotel, hvor vi også boede da vi sidst var i Kuala Lumpur i 2013. Vi fik vores værelser, og Robert orkede endda at gå på McDonald's og spise 'aftensmad' omkring kl. 02.30 - og det var så dér at han opdagede at han ikke længere havde sit VISA/Dankort. Ved at tænke tilbage, kom vi frem til at han nok havde ladet det sidde i en hæveautomat på Gili Trawangan, for i den del af verden er det ikke en selvfølge at kortet bliver spyttet ud igen automatisk når man har hævet. Tit skal man selv aktivt bede om det, og i forvirringen har han nok glemt det. Nå, men det så nu ikke ud til at der var blevet hævet på det, så han fik det spærret og skrev en besked til banken om at få et nyt. Endelig kunne vi gå i seng efter en meget lang rejsedag på 15 timer.

Onsdag havde vi aftalt at gå ud og spise morgenmad kl. 11, og så finde ud af hvad vi skulle se i KL. Vi satte GPS kursen mod en Subway restaurant i Chinatown, men den fandtes åbenbart ikke længere. Videre til den næste på listen, som vi omsider fandt... dog med en del besvær. Den lå nemlig ikke liiige helt hvor Google Maps sagde den skulle ligge, men det lykkedes at finde den til sidst. Kuala Lumpur er ikke en oplagt by til gåture, da der - udover varmen og meterhøje kantsten - er rigtigt mange veje der går over eller under andre, mange fodgængerbroer eller tunneller, og generelt meget få veje der bare går ligeud - så det kan være svært at få et overblik over hvor man skal hen, og ikke mindst hvordan man kommer dertil. Anne gik tilbage til hotellet med en sandwich til Emma, der var blevet hjemme fordi hun havde det skidt. Vi andre satte kursen mod metroen og kørte til enkelt stop til Pasar Seni, som er det tætteste stop på Masjid Negara der er Malaysias Nationalmoské. Selvom der i fugleflugt ikke var så langt, så tog det alligevel noget tid at finde derover, blot for at konstatere at den nu var lukket for 'non-muslim tourists'. Vi fik noget at drikke og overvejede hvad vi skulle gøre. Nu var vi kommet så langt, så vi besluttede at gå ned på den gamle banegård, og se om vi ikke kunne slå en times tid ihjel dér. Vi fandt en restaurant og bestilte lidt at drikke, men da vi forsøgte at fordrive tiden med lidt kortspil blev vi straks stoppet - så i stedet sad vi bare og snakkede lidt. Da moskéen igen åbnede for turister kl. 15 var vi klar i køen, og vi blev iført fine lilla kapper. Efter besøget tog vi en taxa tilbage til hotellet. Her fik vi besked om at vores fly til London ville afgå senere end planlagt, og at det ville betyde at vi fik svært ved at nå vores fly til København.

Om aftenen tog vi metroen til KLCC og Petronas Twin Towers. Vi havde hjemmefra booket billet til Skybridgen og observationsdækket på 86. etage. Nu er Kuala Lumpur jo ikke ligefrem New York eller London, men det er altid flot at se en storby oppefra - specielt om aftenen med lys på. Det var dog ikke rigtigt til at tage billeder deroppe, dertil var der alt for meget lys og genskær i ruderne. Vi tog tilbage til hotellet og fik noget aftensmad.

Da flyet til London jo var blevet forsinket nogle timer, kunne vi nøjes med at tage fra hotellet kl. 8. Vi tog et par taxaer til KL Sentral, hvor man kan checke ind på sit fly med Malaysia Airlines. Efter det var gjort tog vi KLIA Ekspres toget til lufthavnen. Det tager kun 28 min. og er klart den hurtigste måde at komme fra centrum af Kuala Lumpur til lufthavnen. Da vi jo allerede var checket ind kunne vi i ro og mag få noget morgenmad - på Burger King :-)

Vi kom ombord på Malaysia Airlines A380'eren, men der var lidt palaver inden vi kunne komme afsted. Der var kun ganske få ledige sæder ombord, men heldet var i den grad med os. Der var problemer med nogle af skærmene, og et par flyttede ned til nogle andre pladser bag i flyet. Det gjorde at de to der sad ved siden af mig kunne flytte op på de pladser, så den familie på tre der rejste sammen, også kom til at sidde ved siden af hinanden. I sidste ende betød det, at på de tre rækker hvor vi havde to sæder på hver række, pludselig endte op med et tomt sæde imellem, så vi reelt havde 1½ sæde hver. Fantastisk på en 13 timer lang flyvetur! Udturen var gået rimelig godt, men der fløj vi også om natten. Denne gang var det om dagen, og det var svært at finde ro til at sove. Grædende børn hjalp så heller ikke på situationen...

Ved ankomsten til London fik vi besked om at vi var blevet ombooket til British Airways flyet fredag morgen kl. 07.05 - og at vi var ventet på lufthavnshotellet Premier Inn. Når det nu skulle være, så var det rart at vi ikke skulle bruge en time hver vej til London centrum, men at vi kunne blive i Heathrow. Efter vi havde fået vores værelser gik vi ned i restauranten for at få aftensmad. Her måtte vi så igennem en mindre diskussion for at få lov til at drikke Coca Cola til maden fremfor Pepsi. Lige der knækkede filmen en smule for mig, men det lykkedes os nu at få det vi gerne ville have.

Kl. 05 fredag morgen kunne vi så gå tilbage til terminalen og checke ind på flyet til København. Hjemturen forløb uden bemærkninger, og kl. 09.30 satte flyet hjulene på landingsbanen i Kastrup. Ved bagagebåndet dukkede kuffert nr. 1, 2, 3, 4 og 5 op - men den 6. (min) kom aldrig. Efter en henvendelse til handlings selskabet fandt de ud af at den stadig var i London. Den endte med at blive efterleveret søndag :-)

Det har været en dejlig måned, og jeg vil gerne sige en stor tak til mine rejsefæller. I starten var jeg pænt træt, og det var rart at kunne slappe helt af. Senere på turen var jeg lidt skidt i en periode, så jeg har ikke været helt så deltagende som jeg kunne ønske. Men batterierne er i hvert fald blevet ladet op, og sammen med mange gode oplevelser er det jo netop dét ferie handler om!

Nusa Penida

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Sejlturen til Nusa Lembongan var en hård omgang! Ikke fordi det på nogen måde var farligt, men båden ramte bølgerne hårdt, og det gav nogle gevaldige stød. Der var i hvert fald en halv times tid hvor det føltes som ren tortur. Men vi klarede den, og nåede frem til Nusa Lembongan. Her blev vi sat af på stranden, og med i billetten var en tur med tuk-tuk tværs over øen til Yellow Bridge. Herfra skulle vi kunne få en lille lokalbåd til at sejle os det sidste stykke til Nusa Penida. Det viste sig så at være lidt mere besværligt end vi havde håbet på, men kl. 18 sejlede vi endelig det sidste stykke. Det tog kun et kvarters tid, og vi blev sat af på stranden ved Toyapakeh. Herfra blev vi fragtet det sidste stykke til vores hotel med tuk-tuk og et par motorcykler - og endelig nåede vi frem til Hotel Arsa Santhi. Vi fik vores værelser, og stedet var virkelig pænt og nyt. Der blev hentet aftensmad fra en lokal restaurant lidt nede af gaden, og for 117. gang stod den på Nasi Goreng med kylling... og det smagte nu også fint :-)

Søndag fik vi morgenmad på hotellet, og der var omkring dér at jeg begyndte at blive ret træt af toast og æg. Men udvalget var også her temmelig begrænset, så sådan var det. Mindre fedt var det at blive vækket lidt over 7 om morgenen af personalet, fordi de gerne lige ville vide om vi ville have 'scramblet or fried egg?' til morgenmad. Vi fik hyret en chauffør til at køre os rundt til tre steder på øen, og han ville komme en halv times tid senere. Han dukkede da også op, men ikke i en minivan som vi havde regnet med, men derimod i en (lukket) tuk-tuk. Det kunne godt gå hen og blive en hård tur, men med et smil på læberne kravlede vi op og kørte afsted. Første korte stop var dér hvor vi blev sat i land, men der var ikke lige nogle åbne dykkershops. Vi kørte derfor videre til Kelingking Beach, som var det sted Clara havde set på Instagram. Turen tog en times tid, og han gav den ellers gas vores chauffør. Nusa Penida er meget bakket, og vejene går op og ned, til venstre og højre, men alligevel gav han den fuld pedal! Vi nåede dog frem i god behold, også selv om søster var bange for at vi kørte udover kanten lige til sidst. Vi gik hen til udkigspunktet og kunne bare give Clara ret: Det var sgu' ret fantastisk! Vi var vist et par hundrede meter oppe, men alligevel kunne man tydeligt se de store mantaer svømme rundt i det azurblå vand. Det var et flot syn, også selvom Clara udfordrede min højdeskræk da hun selvfølgelig skulle helt ud til kanten og have taget billeder :-)

Det var så meningen at vi skulle have været ved Broken Beach (samt et for os ukendt tredje sted), men et eller andet var gået galt da hende på hotellet havde informeret chaufføren, for han satte i stedet kursen tilbage til hotellet. Da vi kom tilbage blev fejlen opklaret, men der orkede vi ikke at skulle afsted på tur igen. Vi fik dog halvdelen af de 300 kr. vi havde betalt for turen tilbage, så det var jo fair nok. Det blev så i stedet til en tur i poolen, og senere lejede Robert en motorcykel og kørte ud for at finde et dykkercenter. Det lykkedes også, og der blev aftalt dykning dagen efter. Vi spiste aftensmad på en lille og meget lokal 'KFC-kopi' restaurant, og burgerne var bestemt ikke noget at skrive hjem om. Kyllinge stykkerne smagte nu meget godt ;-)

Mandag var Robert, Louise og Clara ude på dykkertur, og de fik alle to dyk mere i bogen. De så desværre ingen mantaer, men derimod flere skildpadder og andre interessante ting. Især det sidste dyk havde været specielt godt, og det er jo altid bedst at slutte på toppen. Ellers blev der slappet af ved poolen og Anne var en tur på stranden. Vi fik den sidste omgang Nasi Goreng til aftensmad, eller rettere sagt de fem andre gjorde. Jeg kunne simpelthen ikke få flere portioner ris og grøntsager ned, så jeg gik i stedet ind til 'KFC-kopien' og købte kylling.

Tirsdag fik vi pakket og checkede ud fra hotellet ved 11-tiden. De kørte os ned til stranden og havde arrangeret en båd til Nusa Lembongan. Det var faktisk meningen at vi skulle sejles direkte til der hvor Scoot båden til Sanur lægger til, men der var høje bølger og den lille båd kunne ikke komme rundt på den side af øen. I stedet blev vi sat af ved Yellow Bridge, så vi skulle igen tværs over øen. Sejlturen havde været hård, og specielt Robert og jeg var blevet plaskvåde, og det var en del af vores bagage også. Men nu skulle vi bare lige vente på vores pickup, så skulle det nok gå. Der kom godt nok også en tuk-tuk fra Scoot omkring kl. 12, men han havde ikke plads til os alle seks samt vores bagage. Han ville så hurtigt lige køre første tur ned til båden og så komme tilbage efter os. Anne og Emma tog med, for så kunne de i hvert fald forsøge at holde båden tilbage hvis de ville sejle uden os. Afgangen var nemlig kl. 12.30, og med en tur på 10-15 min. hver vej kunne vi godt se at det ville komme til at knibe. Efter de var kørt kunne vi fire tilbageblivende bare vente... og vente... og vente. Efterhånden blev folk noget frustreret over bare at sidde, og vi sms'ede til Emma for at høre hvad der foregik. Bare rolig, lød beskeden: Båden er forsinket til kl. 13, og han er på vej til at hente jer. Men klokken blev stille og roligt 13, og han var stadig ikke dukket op! Men endelig kom han, og så gik det ellers i lyntempo ned til båden. Han ræsede tværs over øen, endda så hurtigt at Louise tabte sit net undervejs. Vi fik stoppet tuk-tuk'en og hun løb tilbage og fik det samlet op. Da vi endelig nåede frem til stranden var båden yderligere forsinket, så vi kunne begynde at tage det lidt roligt. Da Anne og Emma tidligere var nået frem var båden faktisk lige ved at sejle, men det var altså båden kl. 10.30 der var to timer forsinket, ikke vores båd kl. 12.30! Disse forsinkelser sker hele tiden, og derfor havde vi også valgt denne afgang fremfor den senere kl. 16.30, der egentlig ville passe perfekt med vores flyafgang. Men vi turde ikke løbe risikoen for at misse flyet til Kuala Lumpur hvis den båd var et par timer forsinket.

Sejlturen til Sanur på Bali tog kun 40 min. - og på en del at turen var der noget hård sø, men det var rimelig hurtigt overstået. Med i bådbilletten var også videre transport på Bali, så Robert og jeg kom i en bil med to andre, og bad om at blive sat af ved McDonald's på Kuta Beach. Pigerne var i en anden bil, og de havde endda fået overtalt deres chauffør til at lave et stop ved en butik i Sanur, hvor de sidste souvenirs skulle købes. Det lykkedes også fint, og sidst på eftermiddagen slog vi lejr på McD. Tøserne gik en sidste tur på stranden imens vi holdt øje med bagagen, og ved 18-tiden tog vi så et par taxaer til lufthavnen. Trafikken var denne dag ikke så slem, så vi nåede frem i fin tid til vores afgang med AirAsia kl. 21.20 - og flyvningen til Kuala Lumpur ville tage knapt tre timer.

Gili Trawangan

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Sejlturen til Gili Trawangan var en smule hård, men slet ikke så slem som tilbage i 2008 med Majbrit, Birgitte og Robert. Det tog et par timer så vi nåede øen inden middag. Båden ligger bare til på stranden, og så er det ellers med at komme af på den mest elegante måde man kan. Heldigvis bærer de ens store bagage i land, og det er en skøn service. Der var vist kun ca. 500 meter hen til vores hotel, men det er umuligt at køre med en trolley på de veje, så det føltes som en lang tur. Min trolley vejede godt 30 kg. - primært fordi jeg bar på 7-8 kg. af Roberts ting. Vi nåede frem og fik vores tre hytter. Vi havde valgt stedet fordi vi synes det så hyggeligt ud, og det gjorde det også ved første øjekast. Men efter at have fået noget frokost (de havde reelt kun 2-3 retter på menukortet - resten var 'udsolgt'), var det tid til at tage hytterne i nærmere eftersyn. For at sige det lige ud: Det var en gang sminket bambusbras! Hytterne bestod af to etager, med et toilet og åbent bad for neden. Så var der en stejl trappe op til den øverste etage, hvor der lige præcis kunne stå en dobbeltseng. Der var støvet, intet køleskab som lovet og aircon'en kunne slet ikke mærkes, da hele hytten jo var åben. Personligt ramte jeg bunden (endda i helt bogstavelig forstand), da jeg satte mig på sengen og den ene side faldt af. Det betød at brædderne der skulle holde lamellerne røg ned, så madrassen og jeg ramte gulvet. Lige dér besluttede jeg, at det sted kunne jeg altså ikke bo!

Jeg har faktisk kun prøvet at udvandre ved ankomsten til et overnatningssted én eneste gang før, nemlig på Koh Tao med Robert tilbage i 2010. Nu er det antal så fordoblet! Vi samledes alle seks omkring den lille - og noget snavsede pool - og kiggede hinanden i øjnene. Heldigvis var vi alle helt enige om, at Bale Sasak ikke var et sted vi kunne være og slappe af i tre dage. Vi gik derfor ned til havnen, og fik fat i en af de 'hotel-hajer' der altid hænger ud sådanne steder. Han fik vist os et par værelser, og vi besluttede os for at bo på James Bungalow. Det var et par tre-mandsværelser, men pigerne ville få en ekstra seng ind på det ene værelse, så de alle fire kunne sove der. ALT for at undgå at skulle tilbage til Bale Sasak! Prisen endte med at blive det samme, bortset fra de 100 kr. vi skulle betale for den første overnatning. Dem forsøger vi efterfølgende at få retur, da stedet bestemt ikke levede op til beskrivelsen - og vi havde specifikt valgt det pga. aircon og køleskab. Vi, og vores drikkevarer, skal holdes kolde! Hos James Bungalow var værelserne og sengene tip-top, der var et stort køleskab og et fint badeværelse - og så havde vi turens absolut bedste WiFi. Det er altid en kilde til lidt bekymring når man bor på hotel, for uanset om man vil det eller ej, så er det bare rart med internet. Både når man skal holdes up-to-date med nyheder og Facebook, men også når man skal undersøge noget senere hen på turen. Men her havde vi altså et super stabilt internet, og en hastighed der kunne bruges til noget. En stor forandring på Gili Trawangan fra da Robert og jeg var der i 2008. Dengang var der intet WiFi på øen, kun saltvandbrusere og strømmen kom fra generatorer der kun kørte nogle timer hver dag. Så forandring kan jo også være til det gode ;-)

Vi gik tilbage til vores første hotel og fortalte at vi ikke ønskede at blive der. Det var de noget uforstående overfor, men sådan blev det. Et par af folkene fra vores nye sted var gået med for at hjælpe med bagagen, så flytningen til James gik som en leg. Der var godt nok ingen pool det nye sted, men med stranden få hundrede meter væk var det en lille pris at betale. På Gili Trawangan er priserne på dykning den samme overalt på øen, men dykkerholdet faldt for den danske instruktør Tobias hos Diversia Diving. Der blev aftalt nogle dyk, og tøserne skulle bla. tage et dybdedyk. Således var stemningen generelt røget en del i vejret. Resten af dagen stod på afslapning, massage og god mad. Sidstnævnte var på Regina Pizzaria som vi havde fået anbefalet. Kokken var rent faktisk italiener, og jeg er ikke bleg for at sige at det er en af de bedste pizzaer jeg nogensinde har fået. Stedet var også åbenlyst populært, så vi skulle vente lidt på både et bord og vores mad, men det var det værd! 

Torsdag skulle dykkerholdet af sted tidligt om morgenen, for de havde hele to dyk på programmet den dag. Jeg benyttede så til gengæld lejligheden til at sove længe og det var skønt. Jeg havde lidt knas med maven, så appetitten var ikke den store, men heldigvis har jeg jo så lidt at tære på. På restauranten hvor de spiste aftensmad havde de et akvarie med små skildpadder, som en del af et forsøg hvor man holder nyfødte skildpadder tilbage i nogle måneder før de bliver sluppet fri, for at se om det øger deres chance for at overleve i naturen. Andre eksperter mener at det sløver deres naturlige instinkter, så meningerne er ret delte på det område.

Fredag stod den på et enkelt dyk fra morgenstunden, og senere kørte tøserne en tur øen rundt på helt nye lejede cykler. Ellers stod den på ren afslapning, før vi om aftenen begav os ud for at spise aftensmad. Vi havde også fået anbefalet restauranten The Roast House, hvor man kunne få stegt kylling, så det måtte jo prøves. Selve restauranten ligger på den ene side af gaden og køkkenet ligger så på den anden side. Det var en helt fantastisk kylling de serverede, og med dejlig kartoffelmos til... så det var godt at min appetit var vendt tilbage. Vi gik en tur langs stranden og fik også lidt at drikke imens bølgerne klukkede få meter væk.

Lørdag var dagen hvor vi skulle forlade Gili Trawangan. Vi skulle med båden kl. 13.45, og Anne havde 'forhandlet' sig frem til at vi kunne beholde værelserne til kl. 11. De skulle selvfølgelig gøres rene og være klar til nye turister som kom ind med dagens både, og det er jo fair nok. Som sagt var det et rigtigt hyggeligt sted, og eneste lille klage er nok lydniveauet i baren. Der blev spillet musik og fyret fjolletobak af til den lyse morgen, men sådan er det på Gili. Vi fik lov at lade vores bagage stå og gik en sidste tur på øen. Vi satte os ind på en restaurant, hvor vi drak lidt og spillede kort. Vi blev dog senere bedt om at gå da de skulle have et selskab, men måske var de bare trætte af at vi sad og fes husleje af? Vi gik ned til Trawangan Dive hvor vi boede i 2008, og fik noget frokost på deres restaurant. Da klokken blev 13 gik vi tilbage til havnen og jeg fik checket os ind på båden imens de andre hentede bagagen. Afgangen var (selvfølgelig) en smule forsinket, men omkring kl. 14.30 var vi af sted. Denne gang var det med Scoot Fast Cruises, da de er det eneste selskab der sejler til Nusa Lembongan fra Gili Trawangan. Godt nok skulle vi jo reelt til Nusa Penida, men dér er der ingen der sejler direkte til... 

Bali

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi fløj fra Bangkok til Bali med AirAsia og flyveturen tog 4 timer og 20 min. Jeg er stadig en stor fan af AirAsia, men de begynder at stramme den med benpladsen, specielt på så lang en flyvning. Da vi nu var kommet til Indonesien skulle vi først igennem immigrationen, men det gik nu rimelig hurtigt. Indtil sidste år skulle man købe et Visa-On-Arrival til 35$, men nu får man et gratis stempel i passet - dejligt. Da vi havde fået vores bagage, skulle vi "bare" finde et par taxaer til at køre os til vores hotel ved Kuta Beach. Der er ikke mange kilometer fra lufthavnen, men taxa-mafian forlangte ublu 200.000 Rupiah (ca. 100 kr.) pr. taxa for den korte tur. Jeg gik tilbage og fandt den officielle kupon-taxa bod, og på tavlen stod der med stor skrift Kuta & Legian Beach = 95.000R. Fint nok, så jeg bad om to taxaer til vores hotel. Ja tak - det bliver lige 400.000R. Det forstår jeg intet af, og peger på skiltet. Tja, men prisen er altså 200.000 pr. stk. Jeg bliver noget tøsefornærmet, og går tilbage til de andre der står og venter. "Så går vi..." siger jeg, og det er hverken første eller sidste gang jeg er gået ud af en lufthavn, hvor jeg har nægtet at betale hvad taxa-mafian forlanger. Vi gik de 50 meter ud til vejen, og fik stoppet et par tomme taxaer der var ved at forlade lufthavnen, og hørte om de ville køre os til vores hotel - på taxameteret? OK, sagde de, og vi fik stablet vores bagage ind i taxaerne. Det tog godt nok over en halv time bare at komme ud af lufthavnsområdet, men alligevel nåede taxametret kun op på 77.000R (under 40 kr.) da vi nåede hotellet, så det tæller stadig som en "sejr"! :-)

På Fourteen Roses Beach Hotel fik vi vores værelser, og set i aftenlyset så hotellet ganske hyggeligt ud. Vi vidste godt at det lå et par hundrede meter fra stranden, så "Beach Hotel" er måske en tilsnigelse?! Men grunden er nok den, at rundt om hjørnet ligger Fourteen Roses Hotel - som så i modsætning til vores hotel rent faktisk ligger ned til stranden. Ak ja, sådan er der jo så meget... :-)

Clara havde noget bøvl med det ene øre, så hun, Anne og jeg tog ind til en lille klinik, hvor en læge kiggede på hende. Hun fik noget antibiotika samt nogle øredråber, og det var godt lige at få en til at se på det. Bagefter fik vi noget at spise før vi ville tage tilbage. Anne mente at vi havde kørt i ring på vejen til lægen, så der var nok ikke meget mere end ca. fem minutters gang tilbage til hotellet. Efter at have gået frem og tilbage i ca. tre kvarter tog vi en taxa der kørte os tilbage. Pengene for den var givet rigtigt godt ud! :-)

Fredag morgen så vi så hotellet i dagslys, og heldigvis blev vi ikke skuffede. Det var et hyggeligt lille sted, og personalet var rigtigt søde. De kludrede rundt i morgenmaden, som var af noget skrabet karakter, men der var en hyggelig pool med dejlig skygge om eftermiddagen. Et punkt vi aldrig bliver enige om, da tøserne jo hellere vil have direkte sol. Vi fik arrangeret med en gut på hotellet, at hans ven næste dag skulle køre os rundt i en minivan. Vi ville bla. gerne se nogle risterrasser og hvad Balis frodige natur ellers har at byde på. Det var planen at 'dykkerteamet' skulle dykke på Bali, men det viste sig at byde på flere udfordringer. De opsøgte Crystal Divers i Sanur hvor Robert dykkede med Minni tilbage i 2008, men hun var på dykkerferie et par måneder i Sydafrika, og firmaet var i øvrigt booket lang tid frem. Andre dykkercentre ville ikke have tøserne med ud da de kun lige havde fået deres Open Water certifikat, og dem der ville krævede ublu priser for dyk. Alt i alt en ret skuffende oplevelse for tøserne der havde glædet sig til at dykke på Bali.

Lørdag var så store sightseeing dag. Vi blev hentet af vores chauffør, og i modsætning til ham vi havde booket i Chiang Mai, så talte denne et rimeligt engelsk. Vi kørte først op til nogle risterrasser lidt nordpå, og de var flotte uden dog at være spektakulære. De var til gengæld ret spektakulære da vi nåede til Jatiluwih. Risterrasserne her er på Unescos verdensarvsliste, selvom man har truet med at fjerne dem igen. Der var nemlig planer om at fjerne en del af terrasserne og bygge hoteller til turister, men de planer er for nu sat på pause. Området er rigtigt flot, og man må håbe at det forbliver sådan. Vi stoppede ind ved et sted hvor man kunne se dyret der er med til at producere verdens dyreste kaffe, Luwak. Det skyldes at dyret spiser kaffebønnerne og skider dem ud igen. De bliver så ristet, og hele processen skulle skabe den fineste kaffe - til over 2000 kr. kiloet. Ja, du læste rigtigt! Vi prøvede ikke kaffen, men fik smagsprøver på mange andre typer kaffe og te, ligesom vi kunne lugte til mange forskellige krydderier. På stedet havde de også plantet en masse forskellige typer afgrøder, så man kunne se hvordan f.eks. en kaffeplante eller vanille ser ud, før de bliver til de produkter vi kender fra supermarkedet. Selvfølgelig er det lagt 100% an på turister, men det er en nem og smart måde at præsentere tingene på. Rundvisning og prøvesmagning kostede ikke noget, men der blev bla. købt noget te med hjem, og så tjener de penge på den måde, og det er jo smart nok.

Vi kørte videre til risterrasserne ved Tegalalang lidt nord for Ubud. De er ikke så fantastisk anlagt som ved Jatiluwih, men stadig et flot syn. Derefter satte vi kursen mod Ubud - og Monkey Forest. En klassisk oplevelse når man er på Bali er en tur i abeskoven, så det skulle vi selvfølgelig også. Jeg har været der i både 1995 og 2008, og personligt har jeg kun gode oplevelser derfra. Jeg kan dog stadig huske fra '95 hvor Robert og Carsten praktisk talt blev jaget ud af aberne, der var på jagt efter bananer og nødder. Robert valgte (måske af samme årsag?) at blive udenfor, men vi fem andre tog turen derind. Der er nogle simple regler man bør følge: Lad være med at drille aberne, lokke dem med mad, skjule mad for dem - og undgå direkte øjenkontakt eller at vise tænder, da det tages som et tegn på aggression. Louise var den første de sprang på, men efterhånden havde alle prøvet at have en abekat siddende - undtagen Clara. Hun ville gerne hvis det var en lille abe, men det lykkedes ikke at lokke nogle af de helt små til. Jeg selv var ved at tage et billede af én, og pludselig hoppede den bare... og så sad den altså klistret til linsen. Det gik pænt stærkt! :-)

Efter besøget ville vi spise en noget sen frokost, for køreturen rundt havde taget længere tid end forventet. Vi havde aftalt med chaufføren at han ville hente os en time senere, for trafikken i Ubud gjorde at han ikke kunne holde og vente nogle steder. Så vi satte os ind på en restaurant, men efter 45 min. havde vi stadig ikke fået noget mad. Meget usædvanligt, da de normalt er rimelig hurtige om at lave en gang stegte ris eller andet lokalt mad. Man skal også vænne sig til at de kommer med retterne når de er færdige, så det med at alle spiser samlet, det sker faktisk ikke så tit. Men denne gang tog det altså meget lang tid uden at nogle af os havde fået mad, og vi måtte flere gange gøre opmærksom på, at vi altså havde lidt travlt. I sidste øjeblik kom vores mad så, og lad os bare konstatere at det nok var det værste måltid på hele turen. De havde formået at ødelægge bla. karryretter, stegte ris og pomfritter. Vi fik fundet vores minivan, og så gik turen tilbage til hotellet. Det var oprindelig meningen at vi skulle have været rundt i Ubud, men tiden var løbet fra os. Selvom der ikke er så langt fra Ubud til Kuta, så tog turen alligevel 2½ time, så vi var først hjemme på den forkerte side af kl. 19. Det havde været en lang, men god dag... med mange forskellige indtryk.

Søndag stod den på afslapning på stranden, hvor Clara og Louise begge lejede surfbræt med instruktør. Det var faktisk ikke så dyrt, og i forhold til hvor hurtigt man lærer det, så var det nok penge givet godt ud. De var begge hurtigt op at stå, og klarede det faktisk rigtigt godt. På Kuta Beach kan man leje nogle fine liggestole med en ekstra tyk madras, og det benyttede pigerne sig af. Robert og jeg kan jo godt lide at gå i vandet, men er ikke vilde med at ligge på stranden, så vi var mere ved poolen på hotellet eller på værelset og suge noget aircon. Om aftenen havde vi planlagt at skulle i byen i Kuta, og vi ville starte med en tur på Pizza Hut. Fra hotellet er der ca. 2 km. til restauranten, men for at undgå gåturen ville vi tage et par taxaer, da det er meget billigt at køre i taxa på Bali - i hvert fald så længe man holder sig til dem fra Blue Bird Group som er villige til at køre på taxameter. Nå, men der sidder vi så i vores taxa, og pga. de mange ensrettede veje, så ved vi godt at turen vil blive lidt længere end 2 km. - og det er også helt fint. Men havde vi vidst HVOR meget længere, så havde vi gået til Pizza Hut! Det viste sig nemlig, at der var en hinduistisk ceremoni den aften i Legian, så trafikken var meget langsom... faktisk så langsom at vi stort set holdt stille. Vi blev så også dirigeret ned af mange omveje, da der var afspærringer og politi overalt. Robert fulgte med på GPS'en, og vi var konstant 3-5 km. fra Pizza Hut, så det var ikke engang sådan at vi nærmede os, og bare kunne gå de sidste par hundrede meter. Det var så grotesk at vi næsten var ude at runde lufthavnen på et tidspunkt, og selv vores chauffør gav op og måtte holde en tissepause undervejs. Vi nåede omsider frem - efter knap halvanden times kørsel!!! Taxaturen havde dog kun kostet ca. 50 kr. - men hold op hvor var det spild af tid! Vi nåede dog på Pizza Hut inden de lukkede, men hele oplevelsen havde taget luften ud af specielt de gamle. Det var egentlig meningen at vi skulle have været i byen nu vi boede på Kuta Beach, men efter en lille gåtur hvor vi fandt det hotel hvor Robert, Anne, Carsten og jeg havde boet i 1995, og det sted Robert og jeg boede på i 2008, fandt vi en bar tæt ved monumentet for Bali-bombningerne ved Poppies Lane. Efter en times tid tog de gamle en taxa hjem, imens de tre unge tøser vist først var hjemme ved 04.30 tiden. Rigtigt godt gået - og de gik endda hjem! :-)

Mandag og tirsdag var rene stranddage for tøserne, og Clara og Louise fik også surfet noget mere, og de blev faktisk helt gode til det. Nogle gange var bølgerne dog for høje, men så fik de blot den tid de havde tilbage på et senere tidspunkt, og det er jo en meget fin service. Robert lejede en motorcykel og cruisede lidt rundt, og jeg fik læst en masse på hotellet, og nydt den lille swimmingpool. Mandag indkaldte jeg til et lille ferie "krisemøde", for jeg synes der var nogle ting vi var nødt til at overveje. Vores plan havde hele tiden været, at efter Gili Trawangan ville vi tage tilbage til Bali, nemlig til den nordlige del ved Lovina Beach. Stedet er kendt for sine strande med sort vulkansk sand, og der er også god dykning både vest og øst for Lovina. Men trafikken på Bali var kommet meget bag på os, for sådan havde det ikke været i hverken 1995 eller 2008. Hvis vi skulle til Lovina efter Gili, så ville det kræve en køretur på ca. 4 timer fra hvor båden lagde til. Derudover ville der være ca. 4 timers kørsel (hver vej) til de to dykkersteder, og turen tilbage til lufthavnen ville også være en tur på 4-5 timer. Alt dette betød, at når man kun har tre dage, så ville stort set al tiden blive brugt i en minibus frem og tilbage, og ikke som det var planlagt - de sidste dages totale afslapning. De andre forstod godt min bekymring, og selvom specielt Anne havde en mindre krise, så besluttede vi os for at ændre planer. Vi kunne stadig afbestille vores hotel i Lovina, og så gik jagten ind på hvad vi så skulle. Mulighederne blev snævret ned til tre ekstra dage på Gili Trawangan, eller at tage videre til enten Gili Air, Gili Meno, Lombok, Nusa Lembongan eller Nusa Penida. Valget faldt på den sidste ø baseret på tre parametre. Øen er forholdsvis tom for turister, Clara havde på Instagram set et flot forbjerg stikkende ud i vandet, og der er god mulighed for dykning med chancer for at svømme med mantaer. Så vi fandt et hotel på Nusa Penida, og denne gang blev det Roberts førsteprioritet der endte med at løbe med sejren. Vi fik også arrangeret med båden til Gili, videre til Nusa Penida og retur til Bali. Prisen var en hel del billigere end i 2008 (og hvad vi havde kunnet finde online), og så er det jo bare at krydse fingre for, at det ikke betyder at der er noget skummelt ved det... :-)

Onsdag morgen blev vi hentet kl. 06.30, så vi kunne ikke nå morgenmaden på hotellet. Vi fik dog at vide, at bådfirmaet ville forsyne os med en "light breakfast" når vi kom til havnen. Først skulle de dog lige skaffe en bil mere, for vi kunne umuligt være seks personer med bagage i den bil de havde sendt. Den skaffede de nu også hurtigt nok, og turen til Padang Bai tog ikke meget mere end en time. Vi blev checket ind på båden og fik udleveret vores lille morgenmadspakke. Den bestod af to små trekantsandwiches med et ret tvivlsomt og ukendt indhold... samt en banan. "Light breakfast" - jo tak :-)

Klokken lidt over 9 sejlede katamaranen fra Semaya Fast Cruises med kurs mod Gili Trawangan...

Bangkok

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Det var ikke lige til at få nogle store taxaer på banegården, og de normale taxaer i Bangkok har næsten ikke noget plads i bagagerummet, så vi måtte dele os op i tre taxaer på den korte tur til Rambuttri. Turen kostede under 20 kr. og så slap vi da for at køre i tuk-tuk. De sidste mange gange vi har været i Bangkok har vi boet på Rambuttri Village Inn & Plaza, der dog har ændret sig gennem de sidste 10 år. Dengang var det meget enkle værelser med hvide vægge, et bord og en stol at lægge sit tøj på. I dag har de mange forskellige typer, men vi havde valgt "Deluxe" værelser med bla. køleskab og safetybox. Det er ikke længere helt så billigt som det var engang, men til gengæld har stedet nogle fordele, som vi ikke har fundet andre steder: Beliggenheden er helt perfekt! Få hundrede meter fra Khao San Road, og alligevel trukket lidt tilbage på Rambuttri, så man ikke hører nævneværdig støj. Hele to swimmingpools på taget, og nu er de endda åbne til kl. 20, hvor de tidligere lukkede allerede kl. 18. Pæne værelser, gode senge og et godt vandtryk i bruseren gør det til en rigtig god deal i Bangkok, og efter de har fået gratis WiFi så er det bare perfekt. Man kan endda også spise morgenmad der nu, da de har opkøbt de små butikker der lå i gården foran hotellet, men det prøvede vi nu ikke denne gang.

Selvom klokken kun var lidt over 8 om morgenen, så var vores værelser heldigvis klar. Jeg var ikke helt på toppen efter togturen, men de fem andre fik frisket sig op, og så begav de sig ud i Bangkoks gader. De startede med at tage til Wat Pho for bla. at se den 46m lange liggende guldbuddha. De krydsede floden med en af de små både, for næste stop var Wat Arun - eller Morgengryets Tempel. Det var desværre under restaurering, hvilket betød at man ikke kunne kravle derop, så de nøjedes med at se det udefra. Efter at have forhandlet sig frem til en fornuftig pris, hyrede de en longtailbåd til at sejle rundt i klongerne i en times tid. Det er altid et godt udflugtsmål at sejle rundt på de gamle kanaler og opleve det liv der leves i området. 

Tilbage på hotellet var det skønt med en dukkert i poolen, og lidt afslapning inden næste del ventede: De gik ned til Chao Phraya og kom med en båd der sejlede ned ad floden til Taksinbroen. Derfra tog de Skytrain til MBK Center, hvor de plyndrede boghandler afdelingen for bl.a. overstregningstusser. Udvalget er enormt stort og koster en brøkdel af prisen derhjemme. Senere en taxa til natmarkedet i Patpong-kvarteret hvor der blev handlet lidt, og spist en sen aftensmad ved et gadekøkken. De var noget trætte, da de nåede hjem efter en lang, men spændende dag. I mellemtiden havde jeg været på jagt efter en billig skrædder, og det lykkedes at finde en på Khao San Road. Vi kunne ikke helt presse prisen ned til det vi ønskede, men så langt var vi heller ikke fra hinanden. Robert og jeg fik hver syet fem nye skjorter til 125 kr. pr. stk. - og med den mængde stof der skal bruges til vores størrelse, så er det vel fair nok?! :-)

Onsdag var ikke nær så hektisk som den første dag i Bangkok. Clara, Robert og jeg sov længe, men Emma, Louise og Anne stod klar foran Grand Palace kl. 8.30 da de åbnede. De fik set paladset på et par timer inkl. en udstilling om Dronning Sirikits kjoler designet af Pierre Balmain tilbage i 1960'erne og 1970'erne. Spændende gamle smalfilm klip samt fotos med bl.a. Elvis og John F. Kennedy sammen med det thailandske kongepar fra dengang. Om eftermiddagen var vi alle i poolen. Der kom et ordentligt regnskyl, og da det var overstået, gik vi ned på Khao San Road, Thailands mest berømte (eller berygtede😜) backpackergade. Der spiste vi aftensmad, inden vi gik gennem gaden og fik handlet lidt småting på vej hjem.

Torsdag fik vi spist morgenmad inden vi tog taxaer ud til lufthavnen. AirAsia benytter den gamle lufthavn Don Muang, så det var dér vi tog til. Trafikken i Bangkok er altid slem på det tidspunkt af dagen, men da vi først kom igennem til betalingsvejen så gik det nu fint nok. I lufthavnen blev vi checket ind på flyet. Personligt havde jeg vægret mig en smule ved denne flyvning, simpelthen fordi den var så dyr. Efter mere end 25 flyvninger med AirAsia har jeg aldrig givet mere end max. 500 kr. for en flyvetur - og denne kostede altså 1.230 kr. Men vi havde jo heller ikke været ude i så god tid som vi plejer og det var det billigste vi kunne få. Alternativer med f.eks. Thai Airways kostede over 2.500 kr., og det var da også en flyvning på 4½ time. Flyet lettede til tiden kl. 12 - og nu var kursen sat mod Bali...