Filippinerne

(Klik på billedet for adgang til albummet)

I efteråret 2013 planlagde Robert og jeg en ferie til asien. Det skulle være nemt og billigt, og uden alt for megen rejsen rundt. Det har vi jo gjort masser af andre gange, men denne gang skulle det være ren afslapning. Vi endte med at beslutte os for Filippinerne, som vi har besøgt to gange før. Vi følte begge vi havde lidt et 'hængeparti' med El Nido på spidsen af øen Palawan, som vi ikke nåede første gang vi var i Filippinerne - tilbage i 2008.

Lørdag d. 3. maj fløj vi med British Airways til London, og herfra med Cathay Pacific først til Hong Kong og derfra videre til Manila. Det forløb helt uden problemer, og på de to første flyvninger havde vi endda et tomt sæde mellem os. Det er luksus når man skal flyve i over 12 timer i ét stræk! Vi ankom søndag aften lokaltid og tog en taxa fra lufthavnen til vores hotel. Jeg har været i Manila før, men det er Roberts første besøg. Byen har et dårligt rygte for kriminalitet, men vi mente at hvis vi holdt os til de pænere dele af byen, så gik det nok...

Hjemmefra havde vi booket et værelse på Tune Hotel i bydelen Ermita. Tune er en kæde af hoteller ejet af gruppen bag AirAsia og opererer efter samme type koncept. Værelset har en lav pris, men ønsker du så 'ekstra ydelser' så skal disse tilkøbes. Som eksempler kan nævnes: 24 timers airconditioning = 17 kr., brug af 2 badehåndklæder = 8 kr., brug af TV = 6 kr., brug af safety boks = 8 kr. osv. osv.

Alt i alt var det stadig billigt, og alt er nyt og pænt. Vi gik til Robinsons Mall hvor vi fik aftensmad på Burger King. Det har ellers været en tradition at skulle starte ferier med en Whopper, men Burger King i Kastrup var under ombygning, så det kunne vi ikke. Vi var noget trætte da vi kom i seng, men på trods af en rejsetid på over 20 timer var vi egentlig rimelig friske...

Mandag spiste vi morgenmad på en irsk pub - Molly Malone's, der ligger i samme bygning som vores hotel. Vi efterlod alt på værelset... bortset fra mit lille kamera og en pung kun med lidt kontanter, og så begav vi os ud i byen. Vi tog en taxa til Intramuros hvor vi startede med at se byens katedral. Derefter gik vi til Fort Santiago, hvor vi godt kunne mærke at solen begyndte at brænde igennem. Vi tog derfor tilbage til hotellet og nød vores betalte airconditioning :-)

Lidt før kl. 18 gik vi de få hundrede meter ned til Manila bugten, hvor der tit er en fantastisk flot solnedgang. Robert havde dristet sig til at tage sit kamera med, og vi fik da også nogle gode billeder. Senere spiste vi aftenmad på Shakey's - en filippinsk pizzakæde á la Pizza Hut. Vi gik i seng i ordentlig tid, for vi skulle flyve tidligt næste morgen. Tirsdag morgen checkede vi ud fra hotellet og tog en taxa til lufthavnen. Den ligger kun 4 km. fra Manila's centrum og der var ikke meget trafik den morgen. Vi fløj med AirAsia til Puerto Princesa på øen Palawan. Jeg ved godt at jeg har nævnt dem før... men jeg elsker altså AirAsia :-)

Vi ankom til PP lidt før kl. 9 (igen med et tomt sæde imellem os) og blev hentet i lufthavnen af en minibus fra selskabet 'Daytripper'. På nettet får de konsekvent de bedste anmeldelser af de 6-7 selskaber der kører på strækningen fra PP til El Nido. Turen kostede 900 PHP pr. person (ca. 105 kr.) og det er et par hundrede peso mere end konkurrenterne. Men til gengæld har de nye minibusser med bedre benplads. Bussen var ikke helt fyldt, så vi havde endda rigtig god plads. Vi fik en lille rundtur i byen inden vi kunne samle den sidste op, og lidt over 10 satte vi kursen mod El Nido - på nordspidsen af Palawan. Turen varede 6 timer inkl. 1 times frokost stop. I El Nido er det ikke tilladt for minibusser at køre ind i selve byen, så vi blev sat af på buspladsen 3 km. udenfor byen. Herfra tog vi en tricycle til vores hotel - for den svimlende pris af 50 PHP = 6 kr. :-)

Vi havde booket et værelse på El Nido Beach Hotel, som nok er det bedste/dyreste hotel i El Nido. De lokkede med en fantastisk udsigt, varmt vand samt en generator hvis strømmen går. Der er i øvrigt ingen strøm i byen mellem kl. 06 og 14, så alle aircon/faner m.m. virker ikke efter kl. 06 om morgenen. Hvor mange tror I der vågner omkring kl. 06.10 ? :-)

Et 'deluxe' værelse kostede næsten 500 kr. i døgnet inkl. morgenmad, og lad mig sige det med det samme: Det er det ikke værd! Ingen tvivl om at balkonen med den mest fantastiske udsigt over El Nido bugten er guld værd, og hotellets generator gjorde at vi de fleste dage faktisk havde strøm til omkring kl. 9 om morgenen, så det var ikke os der vågnede tidligt - badet i sved! Værelset var såmænd også fint nok, men vi havde forventet mere til den pris - også selvom El Nido er en dyr destination i Filippinerne. Der var kun vand i bruseren (varmt og koldt) når der var strøm på hotellet, sengene var meget hårde, WiFi kun til stede nogle gange - og så langsomt at de tog 16 min. at hente google's startside...

Du kan se en lille video fra vores værelse her: https://www.youtube.com/watch?v=pTAzJNBzH6w

Ellers gik dagene med ren afslapning. Robert fik ialt 6 dyk med 'Deep Blue Sea-fari' og var egentlig godt nok tilfreds med det. Der er strand lige foran hotellet, men det er en smal strand uden meget sand, og så ligger der mange bangka både i bugten. El Nido er en hyggelig lille by, og der er fedt at gå på stranden om aftenen, hvor der er lidt liv i de ca. 20-30 restauranter og barer. Det er bestemt ikke en party destination, men meget hyggelig. Jeg fik tiden til at gå med at læse og slappe af - og der er reelt heller ikke andet at gøre. Man kan ikke lige leje en motorcykel og køre 'øen rundt', og der er ingen templer, buddha figurer, vandfald eller elefant parker i nærheden. Det kunne vi nok godt have brugt efter 3-4 dage! :-)

Alle bådture er standardiserede i El Nido - så vi bookede 'Tour A' med El Nido Arts Café and Boutique. Den kostede 1200 PHP pr. person og for de knapt 150 kr. får man en hel dags bådtur rundt mellem øerne i Bauit Archipelago ud for El Nido. Vi lagde til flere steder - med så fantasifulde navne som 'Hidden beach', 'Secret laguna' osv. - hvor vi kunne snorkle og bade. Det var OK, men så heller ikke mere. Der var en del koraller, men kun ganske få fisk. Det var dog skønt med sejlturen og fint med både lidt badning og snorkling. Vores boatmen lavede frokost på stranden og den grillede fisk smagte så godt, at selv Robert fik spist en hel del ;-)

Det havde været lettere overskyet det meste af dagen, så vi var ikke forbrændte da vi kom tilbage. Vi spiste på en af de hyggelige restauranter og slentrede trætte tilbage til vores hotel. Det ligger sådan lidt i 'udkanten' af byen ('hovedgaden' er dog kun 6-700 m. lang) og det var en fin placering, for så var der rimeligt stille om natten.

El Nido som destination: Kom hvis du skal dykke eller hvis du skal videre til Coron nord for Palawan. Det er flot at sejle rundt imellem de mange limestone øer, men har du været f.eks. på Phi Phi eller Krabi i Thailand, Guilin eller Yangshou i Kina eller sejlet rundt i Halong Bay i Vietnam, så er det ret meget 'same same'. I betragtning af hvor lang tid det tager at komme dertil, og hvor dyrt hoteller m.m. er - så havde jeg håbet på mere, også fordi der ikke rigtigt er så meget at lave. Tør slet ikke tænke på hvis det havde regnet hele tiden... men lidt tordenvejr og en times regn var hvad det blev til.

Mandag eftermiddag kl. 14.30 tog vi en minibus tilbage til Puerto Princesa. Daytripper kører kun fra El Nido om morgenen, så på hjemturen var det med en minibus fra firmaet 'Lexus'. Turen kostede kun 600 PHP, men vi havde også meget mindre plads, chaufføren kørte råddent, og alligevel tog det præcis de samme 6 timer som på udturen. Vi blev sat af ved vores hotel Natua's Cabin, der ligger lige op af den lille lufthavn. Vi havde brugt vores sidste peso på turen tilbage, da der ikke er nogen hæveautomat i El Nido. Vi tog derfor en tricycle ind til centrum - blot 1,2 km. væk. Vi fik hævet penge, spist på McDonald's og så gik vi ellers tilbage til hotellet. Nu kunne vi betale for værelset (1100 PHP) og vi blev endda flyttet til et større værelse end det vi første havde fået, og det var jo pænt af dem. Vi fik et par drinks på en af de karaoke barer der lå lige i nærheden, men det var mest for koreanere... der bare ikke kunne synge! :-)

Tirsdag spiste vi morgenmad og pakkede vores bagage. Vi gik de knapt 100 m. til lufthavnsterminalen og fik checket ind på vores fly til Cebu. Denne gang fløj vi med Cebu Pacific Airways, som vi også har fløjet med en del gange tidligere. I Cebu Airport fik vi fat i en taxa der kørte os til byens 'South bus teminal'. Her fandt vi lokalbussen til Moalboal - med masser af mennesker og ingen aircon. Det var en ok tur, men der er meget leben i sådan en bus, så de tre timer det tog føltes meget længe, også selvom turen reelt kun er 100 km. I Moalboal tog vi en tricycle de sidste 3 km. til Panagsama beach, hvor Quo Vadis Dive Resort ventede. Alt i alt gav vi knapt 600 PHP for turen fra lufthavnen til resortet - væsentlig billigere end de ca. 2500 PHP en taxa havde kostet - og så er det jo også en del af det at rejse! :-)

Moalboal/Panagsama beach minder en smule om El Nido, bortset fra at der er endnu mindre 'liv'! Vi tog ind til Moalboal en enkelt gang, men der var simpelthen intet at komme efter, så vi opholdt vi os bare på vores resort. Vi havde en hyggelig bungalow til ca. 300 kr. i døgnet, og det var noget bedre 'value for money' end El Nido. Egentlig var sengene det eneste dårlige. Pæne bambus senge, men udstyret med tynde skummadrasser, så man tydeligt kunne mærke bambusrørene. Og så havde vi nok verdens mindste safety boks, hvor vore to foldere med pas og kreditkort kun lige præcis kunne være i. Hyggelig veranda med udsigt til swimmingpoolen, gode satellitkanaler på tv'et, minibar og varmt vand i bruseren.

Rober fik et par dyk - det ene af dem bla. med sardiner, som Moalboal er specielt kendt for. Det var dog så som så med oplevelsen, og det samme kan siges om stedet. Ingen reel sandstrand, intet nævneværdigt natteliv eller seværdigheder i nærheden. Dog nogle gode hyggelige restauranter, og ellers bare ren afslapning. Det er der heller ikke noget i vejen med, men efter El Nido kunne vi godt have brugt at der ligesom 'skete noget'. Vi havde egentlig booket 5 overnatninger, men besluttede at tage tilbage til Cebu by én dag før planlagt.

Vi tog derfor bussen tilbage til Cebu lørdag middag, og turen tilbage tog de samme 3 timer som udturen. Vi havde booket et værelse på Palazzo Pensionne der skulle ligge i et roligt område i byen. Det passede også - da der faktisk ikke var noget som helst i nærheden, men det tog dog kun et kvarters tid at gå til 'Mango Avenue' hvor der er barer, butikker og restauranter. Ligesom i Manila tog vi ikke noget med ind til byen, men det var måske lidt overforsigtigt, da i hvert fald den del af byen virkede meget rolig og sikker. Om aftenen var vi på et par barer og fik nogle drinks, og der var heldigvis ingen koreanere til at synge karaoke :-)

Søndag fik vi morgenmad på hotellet og tog på lidt sightseeing i Cebu by. Senere slappede vi af på vores værelse før vi kl. 18.30 checkede ud. Vi havde betalt lidt ekstra så vi kunne blive så længe og det var skønt nok. Vi tog en taxa til lufthavnen og det gik uden problemer. Cebus taxachauffører skal i hvert fald have en stor ros, for på alle 7-8 taxature slog de af dem selv taxametret til, og der var ingen forsøg på snyd eller andet. Men de låste allesammen selv dørene på taxaen når man havde sat sig ind, så helt sikkert er der jo nok ikke...  

Kl. 20.40 fløj vi med AirAsia til Manila, og der gik kun 46 min. fra hjulene ramte landingsbanen og til taxaen havde sat os af ved vores hotel. Denne gang havde vi valgt at bo i bydelen Makati, der er byens business distrikt. Da vi kom kl. 23 om aftenen var valget faldet på 24H Apartment Hotel, der garanterer én ophold i 24 timer fra det tidspunkt man checker ind. Da vi skulle flyve hjem til Danmark aftenen efter passede det jo helt perfekt. Vi fik noget sen aftensmad og så var det ellers til køjs.

Mandag spiste vi morgenmad på hotellet, før vi tog en taxa til Greenhill Shopping Center - ca. 8 km. væk. Robert havde fundet en dykker shop han gerne ville besøge, men der var også mange andre butikker i det MEGA store center. Efter at have kigget os omkring i nogle timer spiste vi pizza på Shakey's - og det var helt på højde med Pizza Hut. Vi tog en taxa hjem til hotellet, hvor planen var at vi skulle i den indendørs pool. Det var dog efterhånden blevet så sent at vi droppede det, for vi skulle også pakke til turen hjem. Det er altid et 'helvede' at rejse med Robert, fordi han altid har en masse foto- og dykkerudstyr med. På denne rejse har jeg slæbt rundt på 7 kg. af hans grej, så jeg var selv begrænset til 13 kg. Det er nu gået fint igen denne gang (7-9-13) men han er altid en kende nervøs - også fordi han rejser med 17 kg. fotoudstyr i håndbagagen :-)

Vi tog en taxa til lufthavnen der kun lå 7 km. væk fra hotellet. Men det kan så sagtens tage en time med Manila's trafik in mente. Vi nåede det, men det er altså ikke min kop te at sidde fast i en taxa, imens man bare kan se tiden gå. Så vi ankom lettere pressede til lufthavnen, men vi fik da afleveret vores bagage, kom igennem immigrationen (hvor jeg fik af vide af kvinden bag skranken, at jeg havde meget smukke øjne!) og til security checket - hvor jeg blev stoppet. Normalt har jeg min store elektronik pose i min indcheckede bagage, men pga. al Roberts habengut havde jeg den denne gang i min håndbagage. Nede i den pose ligger også min Swiss Armyknife (ja, teknisk set er det Anne's, men jeg har den altid med på ferie), og den går selvfølgelig ikke! Efter lidt diskussion frem og tilbage fik jeg lov til at gå tilbage gennem immigrationen og se om jeg kunne få den ned i min rygsæk, da jeg jo helst ikke bare ville smide den væk. Tilbage ved check-in skranken kunne de ikke hjælpe, da min rygsæk allerede var kørt ind i bagage-systemet. Men da de kunne se at jeg var lidt frustreret over situationen, samlede de en lille papkasse, tapede lommekniven fast inde i den og så fik jeg checket den ind. Fin service :-)

Tilbage gennem immigrationen og security checket mødtes jeg med Robert igen. Vi fløj med Cathay Pacific's datterselskab Dragon Air til Hong Kong hvor vi ventede et par timer. Turen til London tog 12½ time og selvom det er lidt deprimerende at flyve OVER Danmark til London for så at flyve retur igen, så havde vi i det mindste igen et tomt sæde imellem os. Samlet tog hjemturen over 22 timer, så vi var noget trætte da vi landede i Kastrup lidt før kl. 13. Roberts far Bent hentede os i lufthavnen, så jeg var hurtigt hjemme.

Opsummering: Filippinerne er et hyggeligt land, men de steder vi havde valgt, var trods alt nok lidt for 'stille' til os. Priserne er generelt rimelige, men vi havde betalt for meget for vores hotel i El Nido. Vi var heldige med vejret - samlet kun regn i en times tid. Den 'vestlige' mad er udmærket, men filippinerne er ikke de bedste til at lave f.eks. thai- eller kinesisk mad. Lokal filippinsk mad føler vi stadig ikke vi har smagt. Infrastrukturen er rimelig, og det er nemt at komme rundt med fly, bus eller båd. Et stort plus denne gang var bestemt, at vi på 7 ud af 9 flyvninger havde et tomt sæde imellem os... hvor heldig kan man være?! ;-)

Xi'an

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Fra togstationen tog vi metroen ind til centrum, nærmere betegnet ved byens Klokketårn. Herfra var det en kort 10 minutters gåtur til vores hostel. Det er tredje gang jeg er i Xi'an, og det tredje sted jeg skulle prøve at bo. Ikke fordi de to andre steder har været dårlige, men dette sted blev bla. anbefalet for at have de mest behagelige senge i hele Kina, så det måtte naturligvis prøves! :-)

Han Tang House er ligeledes et meget moderne hostel i stil med '365 Inn', men så alligevel en smule anderledes. Værelserne er meget identiske af udseende og størrelse og med lækre store badeværelser. De samme sorte møbler, tv osv. samt en hyggelig restaurant. Denne var i to etager med en åbning i midten på 2. sal, så når man sad deroppe, kunne man se direkte ned i stueetagen. Meget smart lavet, og der var også en hyggelig stemning - omend måske lidt mere 'dæmpet' ind i Beijing, og jo - sengene var intet mindre end fantastiske!!!

Det var jo oprindeligt meningen, at vi først skulle ankomme med nattoget lørdag morgen, men da vi ikke kunne få billetter til et af dem, ankom vi i stedet sent fredag aften. Et par dage i forvejen havde vi så booket fredag nat ekstra, og skulle egentlig have boet på et tre-mands og et enkelt-værelse. Der var så gået lidt kludder i deres booking, for de havde kun 2-mandsværelser til os den første nat. Det gik jo selvfølgelig alligevel, og så kunne vi skifte til de 'rigtige' værelser lørdag. Det endte dog med at vi beholdt de to værelser vi fik til at starte med, for nu havde vi jo pakket ud. Det var der nu heller ingen problemer med...

Lørdag spiste vi en omgang morgenmad i restauranten, og det smagte nu udmærket. Priserne i Kina er eksploderet de seneste år, i hvert fald når man snakker om f.eks. turistattraktioner og vestlig mad. En gang 'american breakfast' kostede 35 kr. og dertil 30 kr. for et glas friskpresset appelsinjuice. Bevares det smagte godt, men man kan altså komme langt for 65 kr. pr. person for en gang morgenmad.

Vi havde besluttet at bruge lørdagen på at tage ud og se terracotta krigerne - ca. 40 km. udenfor Xi'an. Så vi startede med at tage lokalbussen til den gamle togstation der ligger lige uden for bymuren. Herfra kan man tage de grønne 'terracotta' busser direkte ud til krigerne for blot 8Y - eller godt 7 kr. Det tog en times tid, og så blev vi sat af tæt på indgangen. Vi fik købt vores billetter, selvom det var med noget møje og besvær. Det viste sig nemlig, at man åbenbart har flyttet billetsalget ned til parkeringspladsen - ca. 15 minutters gang fra selve indgangen. Men da vi blev sat af bussen lidt tættere på indgangen, kom vi aldrig forbi billetkontoret. Den lille detalje var der jo selvfølgelig lokale der udnyttede, så vi kunne da godt købe nogle 'sort-børs' billetter... til en lidt højere pris, selvfølgelig. Men man betaler jo gerne 5 kr. ekstra for at undgå 2 x 15 minutters gåtur frem og tilbage. Ved selve indgangen var der så også lidt besvær, hvor Clara ikke kunne få studierabat, da man jo ikke har noget studiekort som folkeskoleelev. Så selvom hun var den yngste, endte hun med at koste mest. Ja, så har vi også prøvet det :-)

Det er nu fjerde gang jeg er derude - og igen er lidt af 'wauv-effekten' nu forsvundet for mig. Men det er stadig imponerende at gå rundt derude og se de mange krigere, selvom jeg flere gange var ved at få spat af de mange mennesker. Det virkede som om man har flyttet rundt på en del af krigerne, og jeg synes ikke at der nu er udstillet så mange som tidligere, men måske er det bare mig?! På vej tilbage til bussen kom vi forbi en masse butikker og stande, hvorfra de sælger terracotta krigere i næsten alle størrelser og med forskelligt udseende. Efter en del søgen frem og tilbage, fandt vi dem vi gerne ville have, men det krævede en del forhandling før vi fik dem til en god pris. Det lykkedes dog og alle var glade. Selv købte jeg en stor knælende bueskytte som jeg er rigtig glad for. Busturen tilbage til Xi'an forløb smertefrit, men det var blevet mørkt før vi nåede tilbage til togstationen. Herfra tog vi et par af de små sjove blik tuk-tuk'er tilbage til Klokketårnet, der nu var flot oplyst.

Vi gik en tur rundt i det muslimske kvarter, hvor man sagtens kan få købt en masse souvenirs samt billigt skrammel. Vi gik tilbage til vores hostel og spillede lidt kort - noget vi har været rigtigt gode til på denne tur. Favoritspillet er 'røvhul' og vi kunne endda nyde live musik dertil. Clara kom med dagens sjoveste bemærkning da hun pludselig udbrød: "Lagde I i øvrigt mærke til den chokoladekage der lå i montren?". Nej, det havde vi faktisk ikke, men hun fik da straks lov til at gå ned og købe den, og der røg da også et par Bailey's ned. Hyggelig stemning hele vejen rundt! :-)

Søndag morgen spiste vi morgenmad - uden frisk juice - og tog bussen til den sydlige byport. Det støvregnede og det lykkedes mig på en eller anden måde at overse et KÆMPE trin på vejen på ca. 5 cm. Det slog simpelthen luften ud af mig, men det gik selvfølgelig hurtigt over igen. Vi betalte for at komme op på bymuren, men på vejen derop stod der nogle store trommer. Selvom Clara nu er blevet teenager, så kan man regne 100% med dette: Hvis der er trommer - så skal der trommes! Kære Clara - du må aldrig ændre dig!!! ;-)

Vi havde egentlig besluttet at leje cykler deroppe, og Emma og Clara forsøgte sig da også med en tandemcykel. Anne og jeg har højt og helligt lovet ikke at lægge videoklip af deres forsøg ud på YouTube, men I guder hvor så det sjovt ud! Det gik lidt bedre da Emma skulle prøve at styre... men kun lidt bedre. I stedet for cykler købte vi i stedet en tur med en elektrisk 'golf bus', der kørte os om til den nordlige byport - med et kort stop ved den vestlige port, så vi kunne tage billeder. Vi gik ned fra bymuren og tog endnu en tur med en af de små blik taxaer. Denne var dog stor nok til at vi alle fire kunne sidde i den... ja, det vil sige næææsten stor nok! :-)

Vi blev sat af ved Store Vildgås Pagode, der ligger syd for byen lidt udenfor bymuren. Her spiste vi frokost på Burger King, og det lykkedes dem faktisk at lave vores mad rigtigt allerede i første forsøg. Udenfor kørte der et lille sightseeing-tog á la linie 8 i Tivoli. Jeg kom med en enkelt bemærkning om det, og straks blev jeg drillet af alle tre piger, fordi jeg såååå gerne ville ud at køre med tog. Det var faktisk ikke min mening, men så gjorde vi det. Det kørte langs med en række springvand op til pagoden, men vi besluttede os for ikke at gå derop. I stedet købte pigerne et par vimpler som flittigt blev brugt på pladsen foran springvandet. Til stor glæde for alle de øvrige turister som ivrigt tog billeder af specielt min søster. Det var sgu' også et noget specielt syn...

Vi sluttede af i det muslimske kvarter, hvor nogle af vejene minder meget om Khao San Road i Bangkok. Anne havde ledt meget efter et sted hvor man kunne få lavet kalligrafier, og heldigvis lykkedes det denne aften. Vi fandt et par steder hvor de havde en masse flotte, men man kunne også selv få tegnet hvad man ville. Vi faldt i snak med Helen, en kvinde der overtog faderens butik nogle år tidligere. Et meget sympatisk menneske og en dygtig kunstner. Vi fik hver lavet forskellige billeder, og jeg glæder mig meget til at få mine rammet ind og hængt op. Glade gik vi hjem til vores hostel - og til den sidste overnatning i Kina.

Mandag tog vi et par taxaer til lufthavnen, og det var en dejlig nem måde at komme derud på. Det er også nemmere at bruge lidt ekstra på den slags 'luksus', når man kun skal flyve to gange - og ikke 14! Flyveturen hjem med Finnair forløb uden problemer. Vi skiftede fly i Helsinki lufthavn, og det er altså en behagelig lufthavn at mellemlande i. Vi ankom til København kl. 16.15 - en fin tid i forhold til at vi skulle på arbejde/i skole dagen efter.

Det har været en rigtig fed ferie, og jeg er super lykkelig for at have oplevet en del af Kina sammen med mine niecer. De vil altid kunne se tilbage på, at de stod på den kinesiske mur sammen med deres mor og jeg - endda på min fødselsdag, og det glemmer jeg i hvert fald ikke! Jeg tror også at gensynet har været sjovt for Anne, for der er godt nok sket meget i dette fantastiske land på knapt 20 år...

Beijing

(Klik på billedet for adgang til albummet - husk at klikke på 'alle billeder/all photos' i øverste venstre hjørne)

Vi fik indhentet lidt tid på flyveturen, så vi var kun en times tid forsinket da vi landede i Xi'an. Vores plan hjemmefra var at tage et af de nye hurtigtog til Beijing. Vi kunne selvfølgelig godt have fløjet - endda til nogenlunde samme pris som toget, men specielt min søster ville gerne prøve at køre 300 km/t. i et tog. Jeg er selv en kæmpe fan af tog, men har jo rejst meget med hurtigtog i f.eks. Japan og Sydkorea. Men som sagt - så gjort! Vi tog en taxa fra lufthavnen til Xi'ans nordlige banegård hvorfra hurtigtogene afgår. Desværre kan man ikke bestille billetter til kinesiske tog online, så vi måtte tage chancen og håbe der var ledige pladser. Det var der heldigvis, så vi købte billetter til toget G662 med afgang kl. 11.42 - ca. 1½ time senere. Ventetiden blev brugt på McDonalds og til lidt indkøb til turen. Togstationen er utrolig flot og ligner mere en lufthavnsterminal end en togstation.

Vi kom ombord på toget og fandt vores pladser. De hurtige G-klasse tog er moderne og godt indrettede, men med fem sæder pr. række på 2. klasse er der ikke voldsomt meget plads. Turen tog 5½ time og bød på max. hastighed på 299 km/t. - men det var faktisk ikke det mest interessante. Det var stilheden ombord! Man kan godt mærke at både spor og togvogne er under et år gamle, for det er absolut den mest stille togtur jeg har prøvet.

Vi ankom til Beijings vestlige togstation og derfra kunne vi tage metroen til vores hostel - '365 Inn'. Det er femte gang jeg er i Beijing - og jeg har boet fire forskellige steder. Det sted jeg boede sidst - Qianmen Hostel - var ganske fint, men var desværre også udsolgt i de dage vi var i byen. Jeg havde derfor booket på '365 Inn' som har en hyggelig café/restaurant hvor Robert, Birgitte og jeg spiste en del gange i 2009. Fra metrostationen er der kun ca. 10 minutters gang til vores hostel, men det havde været en lang rejse på ca. 18 timer, så vi var alle trætte da vi nåede frem. Værelserne var fine, omend sengene var noget hårdere end vi foretrækker. Men efter en gang aftensmad, sov jeg i hvert fald uden problemer...

'365 Inn' er for mig et klassisk eksempel på et fedt hostel: Der er en generel hyggelig stemning, venligt og hjælpsomt personale, charmerende restaurant/bar, pæne værelser, gratis WiFi osv. Der var tegnet på alle vægge og gange, og man var meget velkommen til selv at tilføje bemærkninger om stedet, én selv eller andet man havde lyst til. I restauranten hang masser af flag og en del 'tingel-tangel' der bare gjorde stedet pissehyggelig. Selve værelserne var meget moderne indrettet med både fjernsyn og store badeværelser. Eneste negative bemærkning fra min side var de hårde senge og en manglende safety-boks på værelset. Man kunne dog bruge dem i receptionen for 1 kr. pr. gang - hvilket vi da også benyttede os flittigt af - men nu om dage bør der være en safety-boks på selv værelset.

Tirsdag spiste vi en udmærket morgenmad i restauranten og derefter var det tid til at komme ud i byen. Vi startede med at tage metroen til byens Klokke- og Trommetårn nord for Den Forbudte By. Vi besluttede at gå op i trommetårnet, og det betød et gensyn med den stejle trappe med de høje trin. Vi kom dog op i fin stil og kunne nyde udsigten over en stor del af Beijing - heriblandt hutonger'ne. Meget er renoveret i området, men man har dog bibeholdt en del. Vi fik endda en trommekoncert med på oplevelseskontoen inden vi gik ned igen.

Vi havde snakket om at tage en cykeltaxa i området, men prisen var simpelthen horribel. Efter noget forhandling kom prisen ned på 50 kr. pr. person, hvilket virkede mere rimeligt end de 300 kr. de startede på! Her er så et område hvor det virkelig er gået stærkt i Beijing. Der er ikke mange 'almindelige' cykler tilbage, og næsten ingen scootere eller knallerter. Nej, i stedet vrimler det med lydløse el-cykler og el-scootere. Helt sikkert et fremstød for at spare på benzinen, men samtidig også enormt gavnligt for miljøet - hvilket er et stort plus for en by (og et land) der kæmper med massive problemer med smog og forurening. Så den ene af vores cykeltaxaer var af den eldrevne slags, imens den anden blev kørt på gammeldags manér. Efter nogle minutter blev der byttet lidt rundt på os, så jeg kom over i den eldrevne version - nok et ret smart træk af chaufføren! :-)

Vi stoppede nogle gange undervejs og gjorde også holdt ved et hutong hus vi kunne komme ind i - mod behørig betaling, selvfølgelig. Ejeren var temmelig sjov og viste stolt sin bolig frem. Dele af huset var meget klassisk bygget op omkring en gårdhave, men f.eks. datterens værelse var ligesom et dansk teenageværelse - med plakater og billeder af hendes idoler.

Efter turen med cykeltaxaerne tog vi til den olympiske by. Her så vi det olympiske stadion udefra og gik også forbi det store svømmestadion 'Water Cube'. Jeg havde læst på nettet at der var mulighed for at leje Segways i området, men selvom vi gik meget rundt ved stadionet - og endda også så flere køre rundt på disse sjove maskiner - så lykkedes det ikke at finde frem til et sted hvor man kunne leje dem... på trods af at Clara råbende jagtede en mand rundt på pladsen foran stadion! ;-)

Aftenen sluttede ved Donghuamen natmarkedet, hvor man kan købe alle former for 'lækker' natmad. Hvad siger I f.eks. til slanger, biller, silkeorme, frøer eller edderkopper på pind? Nå ikke... pigerne sagde også pænt nej tak, selvom der endda blev lokket med en teaterbillet hvis de 'bare' spiste en enkelt orm.

Onsdag morgen spiste vi morgenmad på et af de andre hostels i området, før turen gik til den Himmelske Freds Plads. Første stop var ved Maos mausoleum. Jeg har været derinde tre gange før, så jeg valgte at blive udenfor og passe på vores ting, imens tøserne stillede op i den lange kø. De havde husket deres pas - som man skal vise nu om dage for at komme ind, men de lå jo så i en af taskerne som jeg holdt. Men de fik nu alligevel lov at komme ind og se 'voks-dukken' - et must når man er i Beijing. Det var godt vejr denne dag, så jeg kunne sidde og læse lidt og nyde solen imens. Bagefter var pigerne inde og se Great Hall of the People imens jeg igen blev ude. Vi gik over Fredspladsen og igennem porten - under Maos portræt - og ind i Den Forbudte By. Det er stadig et flot sted, men det er fjerde gang jeg ser den nu, og for mig er 'wauv-effekten' nu forsvundet en smule. Vi så en god del af de flotte bygninger, urmuseet og Dragetroen - og fik endda også en omgang sen frokost derinde.

Bagefter gik vi videre til Kulbjerget der ligger lige nord for Den Forbudte By. Turen op var egentlig ikke så slem som jeg huskede den, og udsigten deroppe fra er fantastisk. På det tidspunkt var vi alle ret trætte, så vi besluttede at tage en taxa hjem. Det viste sig (selvfølgelig) at være mere end svært, da de alle enten var optaget eller bare ignorerede os. Til sidst fik vi dog forhandlet os frem til en pris med to små sjove 'tuk-tuk' lignende blikbiler, og så gik det ellers med fuld fart hjemad. Meget sjov oplevelse, der bragte déjà-vu om nærdødsoplevelser fra tuk-tuk ture i Bangkok! ;-)

Torsdag var det min fødselsdag, og vi havde besluttet at det skulle være dagen hvor vi så den STORE kinesiske mur. Efter min lidt pudsige oplevelse i 2009 - hvor jeg sammen med Robert & Birgitte blev 'hustlet' med til et ukendt stykke af muren - havde jeg hjemmefra besluttet mig for at vi skulle tage toget til Badaling, for var man med toget derud, ville man da være sikker på at havne det rigtige sted. Desværre var det tog vi havde planlagt efter aflyst denne formiddag, så i stedet endte vi med at tage lokalbussen derud. Det tog en times tid og forløb da også uden problemer. Badaling er det mest turistede sted omkring Beijing man kan opleve muren... både på godt og ondt. Denne sektion af muren er pæn og restaureret, og det er rimelig nemt at komme rundt. Der var også tidligere en kabelbane, men den er dog i øjeblikket nedlagt. I stedet har man lavet en skinne-bane hvor man sidder i en lille slæde-lignende vogn og bliver trukket op til det fjerde nordlige vagttårn. 

Først skulle vi dog købe billetter, og her skal man igen lige forstå vores situation. Kinesere er notorisk berygtede for at springe over i køer, og på mine tidligere rejser rundt i landet har jeg tit været meget frustreret over, at et begreb som kø-kultur var ikke-eksisterende i Kina. Siden OL i 2008 er der dog sket meget på dette punkt, og selv steder som på togstationerne står folk (relativt) pænt i kø og venter på deres tur. Da vi så stod foran billetkontoret ved muren, kom vi "desværre" nok til at springe nogle hundrede mennesker over, og jeg har godt nok aldrig forestillet mig at skulle blive irettesat af kinesere på dette punkt. Nå ja, det var jo min 39 års fødselsdag - og jeg er blevet sprunget over så mange gange før, så der måtte være lidt tilbage på den konto...

Efter at have stået i kø i en times tid til den lille vogn, kom vi som sagt af ved det fjerde nordlige vagttårn. Det var sgu' et stort øjeblik for mig: At stå på den kinesiske mur - på min fødselsdag - med de tre mennesker jeg elsker højest i denne verden!!! Vi fik klatret op til det ottende nordlige vagttårn, der er det højest placerede omkring Badaling, og uanset hvor man kiggede hen, var der 'mur' der slyngede sig i alle retninger. Ja, Badaling er super turistet, men det er også nemt at se hvorfor der er så mange mennesker... og der var virkelig mange mennesker denne dag. Faktisk har vi set mange mennesker alle dage i Kina, og selvom det nu var 9 dage efter deres 'Golden Week' (hvor alle har fri) sluttede, så var der tusinder af mennesker overalt. Vi fik naturligvis taget en masse billeder, ligesom der blev taget en masse billeder af os. Det er mig stadig en gåde hvorfor de så gerne vil have taget billeder sammen med mig - eller tøserne, men vi optræder nu i nogle hundrede kinesiske albums - uden overdrivelse! :-)

Vi tog skinne-banen det sidste stykke ned igen og derefter bussen tilbage til Beijing. Fra vores metrostation gik vi gennem Qianmen-området ned til vores hostel. Vi stoppede og fik lidt at drikke på Starbucks - til stor glæde for Clara. Tilbage på vores hostel skulle vi have sen aftensmad, men da klokken allerede var over 22 var køkkenet lukket. Så Anne og jeg gik på den nærliggende McDonalds og hentede mad, så jeg kunne opleve en rigtig fødselsdagsmiddag - komplet med danske flag og lys. Det søde personale var også hurtige til at spille en fødselsdagssang for mig og gav en gratis drink. Hyggelig afslutning på en dejlig dag...

Fredag var sidste dag i Beijing, og vi havde håbet at kunne tage nattoget tilbage til Xi'an. Men selvom vi forsøgte at få billetter allerede ved ankomsten, så var der desværre udsolgt til alle fem nattog. Lidt ærgerligt, for det var noget jeg havde glædet mig meget til. Vi havde i stedet købt billetter til hurtigtoget G665 kl. 16.00 - så vi havde lidt mindre tid denne dag end vi havde håbet på.

Vi lejede fire cykler hjemme på gaden til 13 kr. stykket og så kastede vi os ellers ud i Beijings gader. Jeg ville helst have lejet en el-cykel, men det kunne vi ikke finde - så det blev af den manuelle slags. Min var faktisk en helt fin mountainbike i god stand, men sadlen var ikke min bedste ven. Først cyklede vi til Qiao Yuan Hotel hvor Anne og Carsten havde boet i 1994. Sjovt gensyn for min søster, for ikke meget lignede sig selv i området. Vi kørte videre til Temple of Heaven Park hvor vi parkerede vores cykler. Vi gik hele vejen igennem fra syd til nord, og passerede derved både marmoralteret, ekkomuren og flere andre bygninger før vi nåede til Templet om Bøn for God Høst - der om noget symboliserer Himlens Tempel. Selve bygningen er på imponerede vis bygget helt uden brug af søm eller skruer. Vi fulgte Den Lange Korridor hvor kinesere stadig sidder og spiller kort og generelt bare hygger sig. Ude igen tog vi en taxa tilbage til dér vi havde parkeret cyklerne, så sparede vi den gåtur tilbage. Vi var også ved at være lidt pressede for tid, og måtte derfor også droppe et besøg ved perlemarkedet. Vi cyklede tilbage og fik dem afleveret, og så en hurtig omgang spaghetti imens vi fik samlet vores bagage sammen. 

Vi tog metroen til Beijings vestlige togstation og var på det tidspunkt egentlig i rimelig god tid. Vi skulle dog lige returnere vores metrokort og få depositummet retur, men det viste sig at være mere end svært. Til sidst gav jeg op, så er der nogen der skal til Beijing har jeg fire metrokort med en del yuan på hver! :-)

Nå, men så skulle vi jo blot ombord på toget, og når man er på en togstation så bør det jo selvsagt være den nemmeste ting i verden, ikke? Forkert - i hvert fald når man er i Kina. Ingen skiltning, og ingen der kunne fortælle os hvor vi skulle hen. Det lykkedes dog til sidst, men vi måtte bogstaveligt løbe gennem terminalen for at nå vores tog. Det lykkedes dog at kaste os ind i toget der holdt klar på perronen, og vi fandt da frem til vores pladser... selvom vi måtte gå igennem fire vogne med vores bagage. På denne tur passerede vi flere gange 300 km/t. og kl. 21.52 var vi så 'tilbage' på togstation nord i Xi'an.

Helsinki

(Klik på billedet for adgang til albummet - husk at klikke på 'alle billeder/all photos' i øverste venstre hjørne)

Jeg havde et stykke tid gået med planer om at invitere mine niecer og min søster med til Kina, og udgangspunktet var at det skulle være i forbindelse med min 40 års fødselsdag. Men Finnair solgte billetter til Xi'an for kun 2.639 kr. så turen blev rykket frem et års tid :-) 

Egentlig var Helsinki ikke med i vores planer! Men de billige billetter med Finnair krævede en overnatning i byen, og da ingen af os har erfaring med Helsinki, ville det jo være en fin lille 'intro' til byen.

Vi fløj fra København lørdag kl. 19 og landede i Helsinki efter 1½ time. Vi tog en taxa ind til Hotel Arthur der ligger midt i byen. Værelset var stort og fint - endda med en lille stue mellem de to soveværelser. Vi gik en tur på gaden, og fik en omgang sen aftensmad på 'Vapiano' - en lidt anderledes pasta restaurant. Maden bliver lavet mens man ser på, og jeg har i hvert fald ikke smagt så frisk tilberedt pasta før! Hele restauranten duftede skønt - og det er et koncept man godt kunne få til København. Eneste lille anke er, at man står i kø imens maden bliver lavet - også til dem foran én - og selv om det går ret stærkt, så bruger man selvfølgelig noget tid på det.

Vi havde besluttet at vi ikke ville stresse søndag morgen, så vi sov længe. Dejligt på en søndag! Morgenmaden på hotellet var fin, og bagefter tjekkede vi ud og fik sat vores bagage i hotellets opbevaringsrum. Vi gik de få hundrede meter ned til Helsinkis Hovedbanegård, hvor vi købte et dagskort til sporvogne og busser. Vi tog sporvognen til Tempelpladsens Kirke, som vi havde fået anbefalet af Jette. Det er en flot og meget anderledes kirke og utrolig spændende indrettet. Der er et fint ekko derinde, som pigerne afprøver ved at klappe - stille og roligt! Jeg synes så lige at jeg vil vise hvordan det skal gøres, så jeg tester lige med et ordentligt klap, og bliver så voldsomt nedstirret af kirketjeneren, der samtidig var kommet gående lige bag mig. Pinligt! :-)

Efter besøget inde i kirken gik vi en tur hen over den, da selve kirken er anlagt inde i en lille høj. Vi tog sporvognen tilbage til centrum, hvor vi skulle skifte til en anden linje. Mens vi ventede, spottede jeg en plakat for Dressmann der sælger tøj i store størrelser. De havde udsalg den dag med 40% rabat på alt, så jeg besluttede mig liiiige for at se om der var noget. En times tid efter kom jeg ud igen - med 5 skjorter, 2 trøjer og en ny jakke. Det er bestemt ikke tit jeg går 'shop-amok' men denne dag var så lige undtagelsen...

Vi tog sporvognen ud mod Suomenlinna fortet, men valgte alligevel ikke at tage helt derud, da vi ikke havde så meget tid. Vi spiste sen frokost på Subway hvorefter vi kastede os ud i lidt mere shopping. Jeg fik en sms fra Finnair om at vores fly til Xi'an ville blive et par timer forsinket, så vi havde faktisk lidt mere tid end vi oprindelig troede. 

Til sidst tog vi tilbage til vores hotel og hentede vores bagage, og gik ned til Hovedbanen hvorfra bussen til lufthavnen kører. Den tog bare tre kvarter og afleverede os direkte ved terminalen. Vi tjekkede ind og kom også hurtigt igennem sikkerhedstjekket. Vi endte med at sidde og vente ca. to timer før flyet afgik, men gratis internet og et par iPads og SmartPhones hjælper jo altid! Så et par timer senere end planlagt satte vi kursen mod Xi'an - og Kina...

Chongqing

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi landede i Chongqings lufthavns udenrigsterminal og tog shuttlebussen til indenrigsterminalen. Herfra kunne vi nemlig tage metroen ind til byen. Det tog lidt over en time og involverede et skift undervejs. Prisen på 5 kr. pr. person kan vist ikke gøres billigere. Da vi kom til vores station stod vi af, og fandt rimelig hurtig den rigtige vej. Jeg havde i forvejen tjekket på Google Maps, og der skulle kun være ca. 400 meter til vores hotel. Men her er det så at 'Kina-faktoren' kommer ind! Til at starte med gik gaden stejlt opad, og da vi kom til enden af vejen kunne vi ikke finde vores hotel. Vi spurgte en del lokale, men der er bare ingen der kan engelsk. Vi gik lidt frem og tilbage og vi var tæt på at opgive - selvom det ikke havde ændret på noget! De fleste steder i verden kan man jo altid spørge om vej, eller i det mindste sætte sig ind i en taxa - give en adresse og så læne sig tilbage. Det kan man bare ikke i Kina - af flere grunde: Dels eksisterer adresser ikke på samme måde som vi kender (derfor er der heller ikke mange vejskilte), meget få kan læse og forstå engelsk - og det gør folk lidt generte. Der er nu mange der prøver at hjælpe, men det er bare meget svært!

På dette tidspunkt havde Robert smidt sig på fortovet og havde det ret skidt. Anne og Clara gik på jagt efter noget at drikke, imens Trine og jeg gik på jagt efter hotellet. Det lykkedes endelig, og det viste sig faktisk at vi havde stået på det hjørne hvor hotellet lå i et godt stykke tid. Vi havde booket på Sunroom Hotel Apartment og det var faktisk tre små lejligheder vi fik. Vores lå på 21. etage og derfra havde vi en fin udsigt over byen. De to andre lå på 16. etage og vi manglede ikke plads. Der var både køkken, stue og arbejdsplads - og havde sengen bare levet op til det, havde det været helt perfekt. Men sengen var STENHÅRD og Robert endte faktisk med at sove på sofaen.

Klokken var efterhånden blevet næsten 23, og da vi ikke havde fået aftenmad gik vi ud for at få noget at spise. Det viste sig så at være mere end svært, og efter en gåtur rundt i området gav Robert og jeg op - og gik hjem i seng. Pigerne fandt dog en lokal restaurant og det lykkedes dem faktisk at få bestilt noget mad. Det de endte med at få var dog ikke lige så indbydende, men i det mindste fik de nogle kogte ris. Men da regningen samlet lød på 130 kr. så var de da i hvert fald også betalt! Man kan ikke beskrive dette på en måde der reelt afspejler en sådan situation - det skal simpelthen opleves!!! :-)

Chongqing er ikke et turiststed, da byen kun rummer få attraktioner for turister. Vi havde dog en dag til fri disposition, da vi ikke turde løbe an på først at flyve fra Bangkok få timer før vores fly hjem til Danmark.

Onsdag morgen spiste vi morgenmad på den McDonald's vi ikke havde kunnet finde dagen før, og jeg vil gerne indrømme at det gled ned med stort velbehag! Vi tog med metroen ned til Yangtze floden og derfra med kabelbanen. Den kører over floden og samtidig har man flot udsigt over byen. Det var STEGENDE hedt denne dag, med temperaturer over 40 grader. Efter turen med kabelbanen ville vi ned til kajen hvor bådene på floden sejler. Igen viste det sig at være sværere end man kan forestille sig, men efter noget tid lykkedes det dog. Vi fik købt billet til en lille tur på floden, og så var det ellers bare at gå ned til båden. Eller... det vil sige, man skulle tro det bare var det - men så enkelt var det ikke. Det lykkedes dog til sidst at finde den rigtige båd - ca. 10 sekunder før jeg havde smidt mig på ryggen og givet op! Fik jeg nævnt det var PISSE varmt?! :-)

Ombord på båden smed vi os i stole og sofaer og det meste tøj kom af. Anne var pænt ligeglad med om der var andre til stede, men sad til sidst i BH og med shortsene knappet op - kogende! Vi fik bestilt en masse drikkevarer og snart efter sejlede vi. Turen skulle have varet fem kvarter, men allerede efter tre kvarter var vi tilbage igen, så det var ikke meget vi fik for vores 45 kr. - men der var bestemt ingen af os der orkede at gå tilbage til bookingkontoret og klage. I stedet fik vi meget hurtigt fat i en gut med en minivan der kunne køre os tilbage til vores hotel - og hånden på hjertet: Det er de bedste 30 kr. vi har givet ud på hele turen!!!

Vi fik slappet lidt af i aircon'en på hotellet og undersøgte internettet for vestlige restauranter i nærheden. Vi fandt en Pizza Hut ca. 800 meter væk, så det skulle vi nok kunne klare til fods. Da vi forlod hotellet ved 18-tiden var temperaturen stadig 41 grader, og jeg tør ikke gætte hvor høj den var 3-4 timer tidligere...

Nå, men vi fandt altså en Pizza Hut - og så var alt jo godt, ikke? Nej, ikke helt. Det viste sig nemlig at være mere end svært at få forklaret hvordan pizzaerne skulle laves. Tillad mig igen at forsøge at forklare: Vi prøvede først med 3 forskellige tjenere der slet ikke forstod noget. Så kom ham vi tror er manager, men han kunne heller ikke engelsk. Så kom en kvinde vi først troede var en anden kunde, men som viste sig at arbejde der. Selvom vi kunne pege på tingene i menukortet, så forstod de ingenting - og hele situationen udviklede sig, så det var svært at lade være med at grine. Til sidst begyndte Anne at tegne de enkelte ingredienser imens vi andre tilføjede lydeffekter (som f.eks. en gris når 'bacon' blev tegnet). Jeg var rimelig sulten på det tidspunkt, og det er altså noget frustrerende at skulle bruge en halv time på at bestille nogle pizzaer. Men efterhånden lykkedes det at forklare hvordan de skulle være, men hun kom stadig tilbage til bordet 3-4 gange for nu at være heeeelt sikre. Bland andet insisterede hun på at pizzaer uden ost bliver ret tørre, men til sidst lykkedes det dog at overbevise hende om, at det var sådan vi ville have dem. Pyha - men efter en længere omgang lykkedes det faktisk at få noget mad. Bortset fra at de havde kommet ananas ovenpå, så var de faktisk rigtige - en fantastisk oplevelse! :-)

Vi gik tilbage til vores hotel - og nu var var vi vist alle ved at være klar til at tage hjem. Torsdag tjekkede vi ud og fik faktisk rimelig hurtigt fundet et par taxaer til at køre os i lufthavnen. Det tog kun ½ time og var selvfølgelig både nemmere og hurtigere end med metroen. I lufthavnen måtte vi flytte lidt rundt på bagagen, da ingen af kufferterne måtte veje mere end 23 kg. Det lykkedes dog uden de store problemer, og efter lidt ventetid kom vi ombord på flyet. Der måtte vi så vente en times tid, før vi endelig kom i luften og satte kursen mod Finnair. Jeg synes godt om Finnair, men maden på hjemturen var godt nok noget l***

Vi landede i Helsinki lufthavn og fandt hurtigt til vores gate og flyet til København. De konfiskerede en flaske vodka vi havde købt i lufthavnen i Chongqing - angivelig ud fra sikkerhedshensyn pga. væsker i håndbagagen. Sjovt nok havde det ikke været noget problem hvis vi havde købt og fået den forseglet i et Schengen-land, men i Kina... nej, den gik ikke. Det er simpelthen rent hysteri!

Sidste flyvning forløb uden problemer, og i lufthavnen blev vi bla. modtaget af Trines mor, moster og søster. De havde ventet på os med længsel, og endda filmet flyet da vi landede - som du kan se her: https://www.facebook.com/photo.php?v=10152095601992004

De havde også stablet et lækkert måltid på benene til os, og det var skønt at komme hjem til dansk rugbrød, frikadeller, leverpostej m.m.

Det var så slut på sommerferien 2013. Hvad har efterladt de største indtryk - og hvad vil jeg huske bedst?

Laos har på mange måder ikke ændret sig siden 2007 - og det er ment på en positiv måde. Jeg vil aldrig glemme vores 25 timers sovebus fra Kunming i Kina til Luang Prabang i Laos - og jeg skal ALDRIG rejse den vej igen! Hovedstaden Vientiane kan godt skippes hvis jeg kommer tilbage til Laos, men både Luang Prabang og Vang Vieng kunne jeg godt vende tilbage til engang...

I Kuala Lumpur var det fedt at det endelig lykkedes mig at komme op i Petronas Twin Towers - og så selvfølgelig at Robert og jeg fik taget røven på de andre 100% - og de var så glade for at han kom ud og rejste sammen med os! :-)

Jeg har ikke mange opfattelser af Langkawi, for vi kom jo ikke rigtigt rundt på øen. Det kunne jeg godt tænke mig en anden gang, men det er dog omvendt ikke en ø jeg vil 'dø' for at komme tilbage til. Lidt ærgerligt at vi ikke fik prøvet Skybridgen og kabelbanen.

Phi Phi er jo Phi Phi... og der vil jeg altid gerne tilbage til. Jeg er glad for at (specielt) Trine nåede at opleve hvor skøn øen er i solskin, men det var ærgerligt at to dage gik op i regn. Skønt at de tre fik dykket, og jeg er glad for at Trine og jeg kom op på view pointet.

Bangkok er en skøn by - det ved jeg at holdningen er hos Clara, Emma, Anne, Robert og undertegnede - og umiddelbart tror jeg nu også at Trine synes om byen. Det er en by der tit deler folk midt over, så enten elsker eller hader man Bangkok. Vi var ikke så motiverede til at lave noget - og vejret ødelagde det også lidt - men som man siger: Så er der jo også noget at komme tilbage til... :-)

Chongqing - kort sagt: Nej, der er ikke meget at komme efter... man må bare endelig ikke gøre den fejl at tro hele Kina er sådan!

Mine rejsefæller: Tak for en hyggelig sommer! Jeg er både glad og taknemmelig for, at I havde lyst til at tilbringe en måned sammen med mig. Vi har haft både op- og nedture, og sådan vil det være når man er sammen i en hel måned. Ville jeg gøre det igen? Uden tvivl !!! :-)