søndag den 27. september 2009

Beijing

Fredag morgen ankom vi til togstationen i Beijing, og tog metroen til vores hostel. Vi havde denne gang valgt at bo et andet sted, end hvor vi boede da vi var i Beijing første gang. Ikke fordi der havde været noget galt med Emperor Guesthouse, men Qianmen Hostel lå i samme område, men en del tættere på metroen. Vi havde jo kun et døgn inden vi skulle hjem, så jo kortere vi skulle slæbe, bo bedre! :-)

Da vi kom til vores hostel, var der udstationeret politifolk fast på stedet, da vi nærmede os republikkens 60 års fødselsdag d. 1. oktober. Personligt synes jeg måske nok at det var lidt tidligt med så stram sikkerhed allerede d. 25. september, men når kineserne gør noget... så gør de det 110% Det må man lade dem. Så vi måtte tømme vores rygsække og kufferter imens tingene blev gennemrodet, og specielt Robert havde noget svært ved at styre sin utilfredshed. Vi havde jo lige tilbragt en nat i toget, og når man så om morgenen skal flå alle sine ting ud af kufferten, ja så kan filmen jo knække en smule. Jeg begyndte så småt at overveje hvordan man mon får folk ud fra kinesiske fængsler, men så galt gik det dog ikke! :-)

Vores værelser var endnu ikke klar, så vi satte os op i tv-stuen og så "Slumdog Millionaire" på dvd. Ingen af os havde set den før, og den kan klart anbefales - en fantastisk film. Op ad formiddagen var det første værelse klar, og selvom vi var advaret på forhånd, så var det sgu' alligevel sjovt at se værelset. I den ene ende var nemlig en glasvæg, hvor toilet og brusebad var gemt bag. Eller rettere sagt, det var netop dét de ikke var... for det var ikke materet, men klart glas! Mildest talt et spøjst påfund, som også var det, folk oftest havde kommenteret på nettet. Man havde vist taget det lidt til sig, for dele af glasvægen var nu beklædt, men store dele var stadig gennemsigtig. Man kommer da ihvertfald helt tæt på folk, når man går i bad eller på toilettet! :-)

Vi havde overvejet om vi skulle bruge dagen på at tage toget til Tianjin, men vi var alle 3 bare i humør til at slappe af og dimse lidt rundt. Jeg fik shoppet de sidste par ting, og vi var på vores favorit café Sakura og spise hele tre gange! Om aftenen fik vi peking-and, og selvom vi nok skulle have valgt en af de restauranter der er specialister i denne ret, så smagte det nu ganske godt...

Lørdag morgen spiste vi så for sidste gang på Sakura, og tog med metroen til lufthavnen. Det er bare så meget nemmere og hurtigere end de gamle lufthavnsbusser. SAS flyet til København afgik til tiden, og udover at der altså ikke er så meget plads på deres fly, så kunne vi ikke udsætte noget på hjemturen. Normalt når jeg har fløjet hjem fra asien har det været om natten, så det var lidt skægt at prøve en flyvning om dagen i stedet...

Birgitte & Robert : 1000 tak for (endnu) en hyggelig, om end måske nok en lidt anderledes ferie. Forhåbentlig er det ikke sidste gang '3-kløveret' er afsted på eventyr sammen! :-)

lørdag den 26. september 2009

Shanghai

Shanghai har to lufthavne, men det var vigtigt at vi fløj til Pudong lufthavnen! Herfra kan man nemlig tage det SUPER hurtige maglev tog ind til centrum af byen... med hele 431 km/t. Det skulle selvfølgelig prøves !!! :-)
Men det kneb en lille smule med tiden, så der skulle fart på gennem lufthavnen...

I myldretiden sætter man (af sikkerhedsmæssige grunde) tophastigheden ned til "bare" 300 km/t. - og det har jeg prøvet både med KTX-toget i Sydkorea og et "bullet-train" i Japan, men 431 km/t. har jeg nu aldrig bare været i nærheden af at køre med et tog. Så jeg måtte skynde en smule på Birgitte & Robert, så vi kunne nå det sidste tog ind til byen før myldretiden satte ind. Strækningen er på ca. 30 km. og turen er overstået på 7-8 min. hvoraf ca. 2 min. er med tophastigheden. Ved endestationen kan man så skifte til byens metro bare 50 m. væk, og det er i den grad en både nem og hurtig måde at komme til centrum på. Hvis man (som os) har et bordingpas til/fra samme dag - får man 20% rabat på billetten, som så koster 30 kr. Nok en dyr 'time pris' - men alligevel en både fed og billig oplevelse! :-)

Du kan se lidt video fra turen med magnet toget her : http://www.youtube.com/watch?v=lkn3F9HifJM

Vi havde booket værelser på Blue Mountain Youth Hostel, som ligger bekvemt lige ved en metrostation, omend ikke på den allermest centrale linje. Stedet viste sig at være rigtig hyggeligt, og genkendelsens glæde over IKEA møblerne på værelset var stor for mit vedkommende! :-)

Vi bestilte aftensmad på hostlet og brugte ventetiden på at spille lidt pool. Senere tog vi metroen til gågaden Nanjing Lu, hvorfra der blot er få minutters gang ned til vandet og 'The Bund'. Et af mine bedste minder fra Shanghai i 2007 (hvor jeg besøgte byen for første gang) var udsigten fra 'The Bund' over mod Pudong - med skyline, tv-tårnet og vandet. Denne gang kunne vi se... INTET!!!

Den forhøjede gangbro langs vandet var simpelthen spærret af, og det eneste vi kunne se, var et kæmpe plankeværk i begge retninger, så langt øjet rakte. Man er i gang med at forberede Shanghai til at være værtsby for verdensudstillingen EXPO2010, og det betyder bla. massivt vejarbejde overalt i byen - og Shanghai var jo ikke ligefrem en nem 'fodgængerby' i forvejen! Rimelig nedtur - og jeg havde specielt ondt af Birgitte & Robert, som derfor slet ikke fik den samme førstegangs oplevelse af Shanghai, som jeg gjorde. Skuffede tog vi tilbage til vores hostel... og gik i seng!

Du kan se (eller gense) mit blogindlæg fra 2007 her : http://tryllehest.blogspot.com/2007/04/shanghai.html

Onsdag tog vi metroen til Folkets park som ligger for enden af Nanjing Lu. Vi gik atter ned til 'The Bund' - i håbet om at udsigten ville være bedre i dagslys, men nej. I stedet gik vi til den gamle bydel, hvor vi fik brugt lidt tid i Yuyuan bazaren. Vi gik også over den berømte zig-zag bro foran Huxinting tehuset, der ligger midt i en lille sø. Der er dog kommet solid konkurrence i området, da Starbucks nu har fået plads i "baghaven"! :-)

Vi tog til Pudong og besluttede at tage op i tv-tårnet 'Oriental Pearl'. Igen en stor oplevelse for mig i 2007, men pænt skuffende denne gang! Fra toppen kunne man absolut intet se, da den øverste del af tårnet var indhyldet i skyer. Længere nede er der nu hele to etager, hvor man kan komme ud og gå i det fri - heraf den ene på et glasgulv. Ikke ligefrem min kop the, og Birgitte & Robert fik sig en solid griner, af at se mig gå rundt med meget hyppige ture helt ind til kanten for at 'holde fast'. Ak ja, min højdeskræk er ikke ligefrem blevet mindre med årerne, men jeg kæmper! :-)

Torsdag tog Birgitte & Robert til Shanghai Ocean Aquarium, som bla. lokker med verdens længste undervandstunnel på 155 meter. Jeg har dog oplevet noget lignende flere gange efterhånden, så jeg valgte i stedet at blive hjemme, læse og lege lidt med computeren.

Om aftenen tog vi en taxa til Shanghai's store togstation, hvorfra vi skulle med nattog til Beijing. Vi havde "desværre" kun kunnet få billet til de nye 'deluxe' D-tog, der har kørt på strækningen siden november 2008. Præcis kl. 21.23 afgik toget med kurs mod Kinas hovedstad... Beijing.

fredag den 25. september 2009

Hong Kong & Macao

Grunden til at vi fløj til Shenzhen i stedet for direkte til Hong Kong, er den simple at en flybillet til Shenzhen kun koster ca. halvt så meget som én til Hong Kong. I lufthavnen kan man så tage en bus direkte til togstationen i Shenzhen, som bogstavelig talt ligger på grænsen mellem Kina og Hong Kong.

På den måde kan man gå over grænsen, og tage toget direkte til Tsim Sha Tsui stationen i Kowloon. Herfra er der kun få meter til Mirador Mansions, hvor vi endnu engang havde besluttet at bo. Mirador Mansions - ligesom det mere berømte (eller rettere sagt berygtede) Chungking - består af en større samling hostels og billige hoteller, og er dét sted man bor i Hong Kong, hvis man gerne vil have en perfekt placering til en billig pris! Vi valgte dog (endnu engang) at opgradere vores oprindeligt bookede 'discount' værelser til de noget pænere 'deluxe', men mit værelse var dog stadig på ca. 4 m² inkl. toilettet. Men man er jo ikke i Hong Kong for at sidde på et hotelværelse, vel? :-)

Vejret var faktisk udemærket, så vi besluttede at tage op til Victoria Peak, så vi (for en gang skyld) kunne få nogle gode billeder deroppe - og det lykkedes da også. Selvom jeg har været deroppe mere end en håndfuld gange nu, kan jeg stadig nyde turen med kabelbanen - og udsigten deroppefra er altså fantastisk. Om aftenen var vi på plads på sydspidsen af Kowloon-halvøen til det (noget opreklamerede) lys- & lasershow. Det er da meget pænt, men så heller ikke mere. Gåturen hjem til Mirador tager kun ca. 10 min. - så vi kom hurtigt i seng efter en lang dag.

Lørdag morgen tog vi metroen til Tung Chung, for nu var det ENDELIG tid til at Birgitte & Robert skulle prøve Ngong Ping 360 kabelbanen op til Po Lin klostret og den store Buddha. Det måtte vi nemlig droppe sidste år, da hele området var spærret af pga. jordskred. Men heller ikke denne gang skulle det være! Kabelbanen var nemlig lukket i 4 uger for det årlige eftersyn, men vi kunne dog komme med bus op til buddhaen i stedet. Først skulle vi dog lige stå i kø i en times tid - og det var varmt denne dag! Men det lykkedes da at få set den store flotte Buddha statue, selvom vi blev snydt for oplevelsen med kabelbanen. Hmmm... næste gang ???

Om aftenen mødtes vi med Asbjørn, hans kone Gitte og et par veninder på den smarte restaurant 'Spasso' i Harbour Center - med en fantastisk udsigt over Hong Kongs havn. Jeg har arbejdet sammen med Asbjørn i Netto tilbage på Gammel Kongevej i midten af 90'erne, og siden har vi holdt kontakt via Facebook. Han arbejder på konsulatet i Hong Kong, så vi havde aftalt at mødes næste gang jeg kom til byen. Asbjørn har også været til en del af de legendariske fester hjemme hos Robert 'i gamle dage' - for slet ikke at nævne en festlig nytårsaften hos Tina! :-)

Det var skægt at tilbringe et par timer sammen, og godt at se at han har det godt og nyder livet i Hong Kong. Eneste minus var at jeg helt glemte at få taget et par billeder af os sammen. Endnu en ting jeg skal huske næste gang jeg besøger Hong Kong...

Søndag morgen gik vi ned til havnen og tog 'New World First Ferry' til Macao. Ingen af os havde været der før, og vi glædede os alle til at opleve den tidlige potugisiske koloni. Hurtigfærgen er kun 1 time om turen, og sejler direkte til havnen på den østlige del af Macao øen. Vi tog bussen fra havnen til den gamle bydel på vestkysten, og det var en rimelig kort tur, for Macao er i størrelse kun 1/40 af Hong Kong. Vi stod af ved den centrale plads Largo do Senado med de specielle sorte og hvide fliser, hvor man også har placeret en lille plastickopi af et kinesisk trommetårn. Vi fortsatte til ruinerne af St. Michaels Church, hvor det eneste der er tilbage i dag, er selve fronten og trappen foran. Resten er... tja, ruiner.

På bakken ved siden af ligger Monte Fort, og smart nok har man placeret et par rulletrapper, der fører én op til selve fortet, et museum og en hyggelig have, hvorfra man også har en flot udsigt over byen. Man kan bla. se det store Lisboa Casino, der er det "originale" kasino i Macao. Vi fik os en ordentlig travetur, da vi forsøgte at komme op til det lille Gaia fyrtårn. Det lykkedes til sidst at finde derop, men det var både varmt og hårdt. Vi tog så en lille kabelbane ned igen og tilbage til havnen.

Herfra tog vi en gratis shuttle-bus over broen til 'Cotai Strip' som er Macaos svar på Las Vegas. Det er her de store internationale kasinoer er (og bliver bygget), for i øjeblikket er der ca. 20 under opførelse. Vi besøgte "The Venitian" der er det største i øjeblikket. Kasinoer er ulovlige i både Kina & Hong Kong, så rigtig mange kommer til Macao for at spille. Derfor har alle kasinoer og resorts gratis shuttle-busser direkte fra havnen. Venitian er KÆMPE stort og bare den del af kasinoet vi så, var meget imponerende. Jeg prøvede et par spin på rouletten, men dog uden held. Senere tog vi bussen tilbage til havnen, og det var et flot syn at se de mange kasinoer med 'lys på'. Færgen bragte os tilbage til Hong Kong efter en lang, men fed dag!

Om mandagen tog vi en ægte slapper-dag... hvor det mest sindsoprivende vist var en tur på Pizza Hut :-)

Tirsdag morgen spiste vi morgenmad på den 'sædvanlige' Coral Café tæt på Mirador Mansions, og derefter tjekkede vi ud fra Travellers Friendship Hostel og tog med toget op til grænsen til Kina. Vi kom nemt og hurtigt igennem immigrationen og tog bussen til lufthavnen i Shenzhen. Herfra fløj vi med China Southern til Pudong lufthavnen i Shanghai...

torsdag den 24. september 2009

Sanya

Indrømmet : Sanya var lidt af et sats! Vi trængte til lidt sol og en swimmingpool, og med en ø der markedsfører sig selv som Kinas svar på Hawaii... kan det gå galt ? Om det decideret gik galt, er der vist ikke noget entydigt svar på, men uden at have være på Hawaii, så... bob-bob :-)

Ved ankomsten til lufthavnen blev vi overfaldet af den lokale taxa-mafia, men vi trodsede de meget påtrængende lokale, og gik istedet udenfor lufthavnsområdet. Her fangede vi en taxa der kørte os til vores hotel, Sanya David Legendary Love Resort! Sådan et navn forpligter, men da vi tæt på midnat sad i receptionen, ville vi godt have byttet med et mindre prangende navn... til gengæld for én der bare kunne ét ord engelsk!

Nå, det lykkedes omsider at få vores værelser eller rettere sagt suiter, for der var nemlig også et køkken (hvor min sofa var placeret). Det betød dog også et køleskab, noget man godt kan savne - når man ikke har det. Men værelserne var fine, og fra mit badekar (på 11. etage) havde jeg udsyn over stranden ved Sanya bugten og en kæmpe L-formet balkon.

Tirsdag morgen tog vi op til restauranten på øverste etage, og jo jo! Vi var advaret. Hotellet havde fået rimelige anmeldelser, men ét sted haltede det... morgenmaden! Der var godt nok en "slags" buffét, men (imponerende nok) kunne jeg ikke finde én eneste ting jeg ville have at spise. Forklaringen er, at Sanya - indtil nu - primært har henvendt sig til kinesiske turister, og ikke er gearet til 'vesterlændinge'. Det er der selvfølgelig ikke noget i vejen med, og vi vidste det også på forhånd. Vi vidste bare ikke i hvor ekstrem grad det gjalt...

Hotellet virkede tomt, og selvom det nogle gange kan være rart med fred, ro og god plads, så mangler der også lidt liv. Vi gik en tur på stranden og lidt rundt i området, men hotellet ligger et stykke fra byen, og der er ikke meget "lokalt" liv i området. Det lykkedes os at finde en kiosk, så vi kunne købe lidt drikkevarer, kiks og chokolade, men det var sådan set det. Ingen små hyggelige restauranter som man finder tusindvis af i f.eks. Thailand.

Om eftermiddagen tog vi derfor en taxa de ca. 20 km. ind til Sanya by. Vi satsede på at stå af i centrum af byen - altså der man typisk finder et par indkøbscentre, gågader med basarer og måske en McDonald's eller en Starbucks. Men pludselig synes vi at det tyndede lidt ud i bygningerne, så vi fik chaufføren (som selvfølgelig ikke kunne ét ord engelsk) til at vende om og prøve en anden vej. På den måde kørte vi i en times tid, imens jeg prøvede at få kortet i Lonely Planet til at matche de gader vi kørte på. Tilsidst bad vi den - utroligt tålmodige - taxachauffør om at sætte os af, de vi faktisk så et par skilte på engelsk. Det gode ved denne form for taxa-sightseeing er, at det er billigt da vi kom kun af med 50 kr. for turen. Vi fandt en lokal KFC-kopi hvor jeg fik noget fremragende kylling, og derefter lykkedes det os at finde 'Market no. 1' som er et gademarked. Vi kiggede lidt rundt omkring, men tog snart efter en taxa hjem... læsset med mad og drikkevarer fra et supermarked :-)

De næste par dage var vejret faktisk rigtigt godt, så vi fik brugt poolen, hvilket jo faktisk havde været hele meningen med at tage til Hainan. Ellers gik tiden med at more sig over maden i restauranten. Jeg fik f.eks. serveret noget gråt (!) laks uden nogen form for tilbehør, men det smagte fint! Inde i Sanya by lykkedes det os faktisk at finde en McDonalds, så vi døde ikke af sult. Byen er meget lokal, og området er egentlig hyggeligt, men det er endnu ikke rettet mod vestlige turister. Det er dog ved at ændre sig, og der bliver (ligesom alle andre steder i Kina) bygget overalt.

Jeg vil gerne tilbage til Hainan (og Sanya) igen, men der skal gå nogle år, så faciliteterne er mere 'bruger-venlige'. Jeg har ikke noget imod at være ude på "Lars Tyndskids marker", men det her var et stykke længere ude... og så boede vi endda kun 5 km. fra Sanya Phoenix International Airport, hvorfra vi tidligt fredag morgen fløj til Shenzhen.

Chengdu

Jo! Der er stadig pandaer i Chengdu, selvom en del blev flyttet efter det store jordskælv i Sichuan provinsen i maj 2008. Egentlig blev Chengdu skåret fra, da vi hjemmefra prøvede at planlægge vores rejserute, men når man nu har én dag, så er det jo nærliggende at tage ud til Panda centret, der ligger en smule udenfor byen.

Vi havde booket værelser på The Loft Hostel, som havde fået fremragende anmeldelser på HostelWorld. De hentede os i lufthavnen, så vi kunne bare læne os tilbage og nyde turen ind til byen. The Loft åbnede i 2007, og har til huse i en bygning der tidligere rummede et trykkeri. Fornemmelsen af 'industri' er bevaret med et rustikt design, men samtidig er det gjort rigtigt hyggeligt. Værelserne er tip-top og med fine badeværelser, og indrettet lidt enkelt og anderledes... men som sagt : Rigtigt hyggeligt. Jeg kan bedst sammenligne det med Singgahsana Lodge i Kuching på Borneo... og så ikke! Der var en gårdhave, café, masser af sofaer og hyggepladser, computere samt et poolbord. Det brugte vi flittigt om aftenen, ligesom vi benyttede lejligheden til at få vasket tøj - ind imellem vi hentede mad oppe i baren. Personalet var søde og hjælpsomme... generelt bare et super sted!

Mandag morgen tog vi så ud til panda centret. Det er et helvede med offentlig transport, så vi valgte 'turen' som vores hostel tilbød. I øjeblikket tilbyder Chengdu (og Sichuan provinsen) et gratis "Panda kort" for at lokke turister til. Det betyder bla. gratis adgang til panda centret, så vi skulle kun betale for transporten derud, og det var en billig fornøjelse.

Jeg besøgte også centret i 2007, og oplevelsen denne gang var indrømmet ikke helt den samme. Dels var der ikke så mange pandaer, og dels regnede det en del af tiden. Men vi fik da set bamserne, og så har Birgitte & Robert også oplevet dem på lidt mere naturlige vilkår. Ellers har de nemlig kun set dem i glasindhegninger i Ocean Park i Hong Kong. Vi snakkede med et par danske piger der er igang med den 'klassiske' 3-måneders rundtur i asien, og efter et par timer blev vi kørt tilbage til "The Loft Hostel". Om eftermiddagen gik vi en lille tur, men ellers 'dimsede' vi bare, spillede pool osv.

Kl. 17.30 blev vi kørt tilbage til lufthavnen, og fløj med China Southern til feriebyen Sanya på øen Hainan...