lørdag den 31. marts 2007

Den kinesiske mur

Så skete det !!!

Et af mit livs 5 store (rejse)mål blev i dag opnået. Jeg har gået på den kinesiske mur! Eller mere korrekt : Jeg har gået, stået, kravlet, krybet, pustet og stønnet mig vej op og ned af den kinesiske mur - og det var selvfølgelig alle anstrengelserne værd !!!

Jeg skal nok vende tilbage med mere tekst om muren, når jeg laver et indlæg om Beijing, men for nu må I nøjes med billederne... :-)

P.S. Til interesserede - så er de øvrige 4 :
Operahuset & Sidney Harbour Bridge, Australien.
Pyramiderne, Egypten.
Angkor Wat, Cambodia.
Grønland

- og nu skal jeg jo så finde en ny nr. 5... ;-)

fredag den 30. marts 2007

Den Trans-sibiriske Jernbane Ulaanbaatar>Beijing

Vi blev kørt til stationen torsdag morgen, og fik sagt farvel til Nomin. Kl. 08.05 begyndte den sidste etape af turen med den trans-sibiriske-mongolske jernbane. Jeg var denne gang i kupe med Sarah, Sven & Claire. Denne etape var "kun" på 31 timer, og det regner vi jo ikke for noget mere...

Der blev strukket ben på perronen i Sainshead, før vi spiste aftensmad i spisevognen. Det var nu et mongolsk tog, og det betød at maden var betydeligt bedre end på de russiske tog. Bøf med spejlæg, ris og grøntsager kostede 17 kr. - og colaen yderligere 3 kr.

Vi nåede den mongolske grænseby kl. 19.30 - og pas/visa kontrol m.m. tog kun 1 time. Derefter var det tid til en af de ting, som jeg personligt har glædet mig meget til. Vi skulle have skiftet hjulsæt, da sporbredden i Rusland og Mongoliet er større end i resten af verden. Vi blev om bord på toget, da det blev kørt ind i remisen. Her blev vognene løftet op, og hjulsættene (bogeys) blev frakoblet. Så blev alle hjulsættene rullet ud i den ene ende, og nye rullet ind fra den anden. En spændende oplevelse, når man - som jeg - er lidt af en tog-nørd ! :-)

Hele processen tog ca. 1,5 time - og derefter rullede vi ind i den kinesiske grænseby Erlian, for endnu et tjek af pas, visa m.m. Klokken 00.42 satte vi kursen mod Beijing, og sagde for denne gang farvel til Mongoliet. Det er et fantastisk spændende land, som jeg varmt kan anbefale andre at besøge.

På turen fik vi spillet kort, læst og snakket med de andre i toget. Louise har sin sovebamse "Teddy" med, og en lettere skør kvinde, Debra, rejser rundt med sin bamse "Bearsac". Det har bragt mange smil frem på turen.

Morgenmaden blev indtaget på Kangzhoang stationen, og kort derefter fik vi vores første glimt af MUREN :-)

Toget rullede planmæssigt ind på stationen i Beijing fredag kl. 14.31 - og nu kan vi bare sige :

Nihao Beijing !

onsdag den 28. marts 2007

Ger-camp Mongoliet

Mandag satte vi kursen mod Terelj nationalpark ca. 100 km. fra Ulaanbaatar. Her skulle vi bo 2 dage i en ger-camp (teltlejr). Efter vi var kørt ind i nationalparken, stoppede vi ved en stenbunke i vejkanten. På ægte mongolsk tradition, skal man gå 3 gange rundt om den (med uret) mens man for hver omgang kaster en sten på bunken. På denne måde får man held og lykke på sin fremtidige færd, og det kan man jo altid bruge...

Vi ankom til camp'en og igen delte jeg med 2 x Sarah og Elisabeth. Vi havde hygget os på toget, og det gjorde vi bestemt også her. Eftermiddagen var til fri afbenyttelse, så vi kravlede en tur op i bakkerne omkring vores camp. Herfra havde man bare et rigtigt godt udsyn, som man faktisk har overalt i Mongoliet. Jeg er stadig overrasket over hvor bjergrigt landet er, og den sne der er tilbage pynter jo bare! Jeg kunne have fyldt alle mine hukommelseskort til mit kamera med billeder herfra - der var bare så smukt !!!

Om aftenen spiste vi dejlig mad i madteltet, og der blev hygget senere i ger'en. I midten af teltet står fyret, som bliver fyldt op med brænde et par gange i løbet af natten. Det betyder så at temperaturen stiger til over 40 grader, for så gradvist at fald igen til ca. 15 grader. Denne proces gentages som sagt et par gange på en nat.

Tirsdag var vi på besøg hos en nomadefamilie, og vi fik set og hørt om deres liv i bjergene. Det var spændende. Bagefter var vi på en 2 timer ridetur på hest. Det var en lang tur, men i de omgivelser glemmer man helt tiden, og jeg kan med stolthed sige, at JEG ikke faldt af... ;-)

Vi var også på klatretur i bjergene, og så "skildpadde-klippen". Hvis I ser billederne derfra, så kan I selv regne ud hvorfor den hedder det !

Om aftenen spiste vi igen i lejren, og bagefter spillede vi forskellige spil. Heriblandt det lokale "knockles" - som jo betyder knoer. Det hedder det, fordi brikkerne er lavet af knoer fra geder. Der er forskellige muligheder med disse "brikker" og vi fik prøvet dem alle. Det blev også tid til kortspil, vodka m.m. - så det blev sent før vi kom til køjs i teltet. Det var i øvrigt rigtigt mageligt indrettet, med skønne senge og varme tæpper (som man altså bare ikke lige brugte når det var 40 grader varmt :-)

Onsdag satte vi efter morgenmaden kursen tilbage mod Ulaanbaatar. På vejen besøgte vi det såkaldte "black market" hvor vi kunne købe simpelthen alt. Jeg synes jeg har set store markeder i Thailand, men dette overstiger simpelthen alt !

Efter igen at have tjekket ind på Hotel Negdelchin fik vi frokost på Nomades restaurant, som ligger i forbindelse med hotellet. Senere blev der handlet souvenirs, skrevet postkort m.m. før vi kl. 19 var til en forestilling med traditionel mongolsk sang og dans. De var iført flotte kostumer, og det var mægtigt spændende at se - og bestemt meget anderledes.

Efter det, spiste vi aftensmad på en koreansk restaurant. Der blev bestilt en masse forskellige retter, og så var det ellers bare med at hugge til. Nu skal jeg i seng, for i morgen kl. 08.05 afgår toget til Beijing. Det bliver den sidste del af turen med den trans-sibiriske (eller rettere trans-mongolske) jernbane, og dermed også et farvel til min VodkaTrain gruppe. Det bliver lidt underligt, for vi har virkelig haft det sjovt. Jeg må huske at lave et særskilt indlæg om VodkaTrain inden alt for længe.

Turen til Beijing tager ca. 1½ dag, og på turen skal vi bla. skifte hjulsæt, da sporbredden er forskellig fra Mongoliet til Kina. Det er noget jeg glæder mig meget til, og man kan normalt få lov at blive ombord og se det ske. Vi får også vores første glimt af den kinesiske mur, før vi ruller ind i Beijing.

Jeg vender tilbage når jeg er kommet til Beijing. I mellemtiden - pas godt på jer selv allesammen, jeg savner jer !!!

Ulaanbaatar


Søndag morgen blev vi modtaget på perronen i Ulaanbaatar, Mongoliets hovedstad - af vores lokale honcho Nomin. Vi blev kørt til Negdelchin Hotel og fik et tiltrængt bad. Derefter gik vi en tur ned af hovedgaden "Peace Avenue". Det er sjovt som jeg har taget fejl af Mongoliet. Jeg troede at jeg skulle til et land som var langt tilbage i udvikling, og det er det selvfølgelig også på en måde. Men efter 2 uger i Rusland, hvor stort set ingen kan bare noget engelsk, og alle menuer, skilte og information er med (for os) uforståelige kyrilliske bogstaver - og folk generelt er temmelig uhøflige - så er det noget befriende at komme til Ulaanbaatar. De bruger også kyrilliske bogstaver her, men engelsk er meget mere udbredt. Det er altså noget nemmere at få noget at spise, når man kan læse sig til "restaurant" fremfor "æóûýéãæéèý" !!!

Man støder dog på sjove ting i et land som Mongoliet. F.eks. har de ingen telefonbokse, så på gaderne går der folk rundt med alm. telefoner, som de på en eller anden måde har fået gjort mobile. Så kan man betale for at få lov til at ringe fra deres telefon.

Efter en dejlig morgenmad, kørte vi op til et viewpoint, hvorfra man kan se udover hele Ulaanbaatar. Der er bygget et monument til minde om 50-året for den kommunistiske revolution i Mongoliet. Der er ogs@ en kæmpe buddha-figur, for en god del af befolkningen i Mongoliet er buddister.

Vi så også "main square" med parlamentet, rådhuset og et stort monument for den gamle mongolske krigshelt Djengis Khan. Om aftenen fik vi et dejligt aftensmåltid, og senere hyggede vi os med kortspil på hotellet.

Mandag morgen kørte vi først til Ulaanbaators største turistattraktion - byens buddistiske kloster. Det var absolut flot om imponerende, men slet ikke så prangende som fx. i Thailand. Vi købte også forsyninger til vores ophold i ger-camp'en (telt-lejr), men mere om det i næste indlæg... :-)

søndag den 25. marts 2007

Den Trans-sibiriske Jernbane Irkutsk>Ulaanbaatar


Allerførst - så har jeg nu opdateret med flere billeder fra Bajkal-søen. Jeg kunne sagtens lægge langt flere ud, for det er virkelig et helt fantastisk sted - og bestemt et sted jeg meget gerne vil tilbage til !!!

Men vi skal jo videre... så fredag aften forlod vi Irkutsk, og satte os til rette i bumletoget mod grænsen. Denne gang var jeg i kupe med 2 x Sarah og Elisabeth, og vi hyggede os rigtigt på turen. Toget stoppede MANGE gange, og kørte samtidig ufatteligt langsomt. Da vi endelig kom til grænsen tog det så lige 6 timer og 20 min. at få ordnet de praktiske ting på den russiske side. Turen gennem ingenmandsland tog ca. 1 time, og så var vi klar til at gentage hele processen på den mongolske side : Pas skulle tjekkes, visa skulle stemples, bagagen skulle gennemrodes, og toget skulle systematisk tjekkes fra top til tå. Det tog faktisk kun ca. 2,5 time på den mongolske side, så vi var glade da vi begyndte at køre. Glæden var dog kort, for efter kun 1 minut viste det sig, at nu var der pludselig noget galt med vores vogn. Det betød at vi hu-hej skulle over i et andet tog, og så måtte de begynde at flytte rundt på folk der. Det tog noget tid, men det lykkedes dog til sidst :-)

Noget trætte ankom vi søndag morgen kl. 7 til Mongoliets hovedstad Ulaanbaatar - efter 34 timer på toget...