Phuket

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi ankom til lufthavnen i god tid, og vi var da lidt spændte på hvordan hele hysteriet omkring Corona-virussen ville være. Det viste sig så desværre at være mere omfattende end vi havde forudset, og det fik stor betydning for resten af vores ferie. Vi skulle flyve fra Phuket til Singapore og derfra videre til Clark på Filippinerne. Men bare to dage tidligere, havde myndighederne i både Singapore og på Filippinerne indført en 14 dages karantæne for folk der havde været i Kina. Det havde vi jo på vejen til Thailand, og da det kun var 9 dage tidligere blev vi simpelthen nægtet at flyve. Det var noget af en bet, og det var det af flere årsager. Dels havde vi forberedt os på at rejse til Filippinerne, og vi havde flere fly og hotelbookninger vi ikke kunne aflyse. Samtidig havde turen dertil også et andet formål. Robert og jeg havde nemlig skrevet sammen med kvinder fra Filippinerne, og vi havde begge aftalt at skulle mødes med én når vi kom til Cebu. Jeg havde på nettet skrevet med en kvinde ved navn Jennifer, og jeg havde virkelig set frem til at mødes med hende. Jeg er langtfra erfaren i net-dating, men jeg synes hun virkede rigtig sød, så jeg var klar til at give det en chance. Robert havde skrevet med en pige ved navn Jovelyn, så det var noget af en spand koldt vand i hovedet, da vi fik at vide at det ikke kunne lade sig gøre... 😒

Nu var gode råd dyre, og vi købte os til lidt internet tid på Burger King i lufthavnen. Jeg forsøgte at finde ud af om der var noget vi kunne gøre, men det stod hurtigt klart at Filippinerne lige nu var lukket land for os. I stedet fandt vi et hotel i nærheden af lufthavnen og bestilte et værelse hos dem. De havde også en gratis shuttle service, så vi bookede dem til at komme og hente os og køre os til Airport Resort & Spa, der viste sig at være et fuldstændig klassisk lufthavnshotel. Vores værelse var udmærket, og det var internetforbindelsen heldigvis også, for nu startede et mindre logistisk mareridt. Ud fra tesen om at 'når Muhammed ikke kan komme til bjerget...' så var Plan B at finde ud af om pigerne så kunne komme til Thailand i stedet? Det lyder måske simpelt nok - køb en flybillet og så afsted, men så nemt er det bare ikke. Filippinerne har nemlig en ret skrap lovgivning når det handler om at rejse ud, og der er efter sigende flere grunde til dette. Dels ønsker man f.eks. at beskytte sin befolkning mod at blive udnyttet som billig arbejdskraft i andre lande, men onde tunger nævner også frygten for at folk rejser ud og tjener penge i udlandet, og dermed ikke betaler skat hjemme i Filippinerne. I hvert fald er det en større proces hvis man ønsker at få tilladelse til at rejse, og selvom Jennifer er 34 år gammel så skal hun stadig ansøge om at få lov til det. Så vi fik lavet et invitationsbrev, booket hoteller i hendes navn og bestilt en flybillet. Så skulle jeg sende en kopi af mit pas, dokumentation for vores forhold og hidtidige kommunikation og en masse andet bureaukratisk fnidder-fnadder, men til sidst skulle alt være i orden.

Vi forlængede vores ophold på hotellet endnu en dag, og planen var så at tage fra Phuket til Bangkok onsdag. Vi var bange for at vi ikke ville få lov til at flyve (selv indenrigs i Thailand), så i stedet tog vi en 'Grab' taxa fra hotellet ned til Phuket Busterminal 2. Herfra tog vi så bussen kl. 14 til Surat Thani, en tur på små 4 timer. I Surat Thani var vi på Pizza Hut og spise aftensmad, før vi fandt vej til togstationen. På nettet havde vi købt billetter på nattoget til Bangkok med afgang kl. 21.26  🚂

Toget var af den sædvanlige type i Thailand. Man har ikke kupéer som i mange andre lande, men i stedet sover man i to etager på langs med køreretningen. Vi havde kun kunnet få to overkøjer, men det lykkedes da at komme derop i nogenlunde fin stil. Vi fik begge sovet om natten, og nåede frem til Bangkok om formiddagen, med den klassiske halvanden times forsinkelse. Jennifer og Jovelyn skulle flyve fra Filippinerne om aftenen kl. 21, så Robert og jeg havde booket et værelse på et billigt hotel lige ved siden af Bangkoks hovedbanegård Hua Lamphong. Her brugte vi så dagen på at vente... men desværre var der dårligt nyt. Jovelyn fik ikke lov til at rejse, men det gjorde Jennifer til gengæld. Hun har også rejst en del gange før, og efter sigende skulle det gøre de Filippinske myndigheder mere villige til at tillade udrejse. Det var en risiko vi havde snakket om på forhånd, og det var selvfølgelig skidt nyt for Robert. Om aftenen tog jeg metro og skytrain til lufthavnen hvor jeg skulle hente Jennifer. På forhånd var vi egentlig ikke nervøse for om hun ville få visum til Thailand ved ankomsten, men alligevel var jeg da spændt på om hun nu også dukkede op. Det gjorde hun heldigvis, og vi tog en taxa tilbage til byen og tjekkede ind på vores værelse på @Hua Lamphong. Selvom vi havde skypet og skrevet meget sammen, så var det selvfølgelig noget andet pludselig fysisk at være sammen. Men vi havde begge sagt at vi ville give det en chance, og så måtte vi jo se hvordan det gik... 💗

Fredag tjekkede vi ud fra hotellet og gik over gaden til togstationen. Vi havde købt billetter til toget til Hua Hin, men havde kun kunnet få pladser på 3. klasse - dvs. uden aircon. Turen burde tage ca. 4 timer, men endte - selvfølgelig - med at tage godt halvanden time ekstra 😆

Khao Lak

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi kom tilbage fra dykkerturen sent torsdag eftermiddag, og vi havde booket et andet hotel i Khao Lak, end det vi boede på de første dage før dykkerturen. Khao Lak Grand City lå i den anden ende af 'The Village' i Khao Lak, og så havde de ikke mindst en fin lille swimmingpool, som de ikke havde på Sri Chada. Værelset var stort og fint, og et godt sted at puste ud efter båden. Vi lejede et par scootere så vi var mere mobile, og endte med at betale bare 500B stykket for 3 dage - en meget fin pris. Benzinen er stadig billig i Thailand, og nu har de endda også fået sådan nogle små tank-selv standere, så man ikke længere er afhængig af bland-selv benzinen i gamle Fanta flasker, hvis man ikke lige kan finde en rigtig tankstation ⛽

Vi brugte dagene på at køre lidt rundt i området, og vi var f.eks. på stranden et par gange. Coconut Beach var nok vores favorit, men White Sand Beach var også fin. Vi fik også set monumentet over tsunamien i 2004, samt den politibåd der nu står hvor den blev skyllet ind - knapt 2 kilometer fra vandet. Der er oprettet flere små 'minde-museer' hvor familierne efter de døde (efter sigende) tjener lidt penge på at vise billeder og fortælle historier fra den forfærdelige hændelse samt sælge lidt souvenirs. Noget af det virker som en måde at tjene lidt 'nemme' penge, men jeg håber på at det vi gav går det rette sted hen. Jeg kan stadig mindes billederne fra Phi Phi som berørte mig personligt, og de sparer heller ikke på meget eksplicitte billeder og plancher her. Men jeg er glad for lige at have set det.

Vi var også på et par markeder i området - både et meget lokalt, men også et rettet mod turister. Prisniveauet i Thailand har måske nok fået et lille nyk op, men så galt er det nu heller ikke blevet. Der er masser af muligheder for god mad i Khao Lak, og de er da heldigvis stadig gode til at lave thaimad i Thailand. Jeg fik tygget i en kerne eller lignende i et stykke brød, så jeg var en tur til tandlægen om fredagen. Jeg havde fået slået en gammel plombe ud, så nu fik jeg lavet en midlertidig fyldning og så skal jeg have min egen tandlæge til at kigge på det når jeg kommer hjem. Khao Lak Dental Clinic var super professional, og hele behandlingen inkl. røntgenbilleder føles fuldstændig som i Danmark. Regningen på 140 kr. kan de dog ikke matche derhjemme.

Mandag morgen blev vi hentet i en taxa og kørt til lufthavnen i Phuket, for nu ventede næste etape af ferien i Filippinerne... 😊

Similan Islands

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Robert og jeg har i mange år ønsket at rejse i Asien i højsæsonen, men vi har typisk været for nærige til at betale det ekstra det koster at rejse på den tid af året. Men denne gang havde vi fundet billetter til bare 3.000 kr. retur, så nu skulle det være! Man får jo også skåret en del af den kedelige danske vinter ved at rejse på dette tidspunkt, så det er bare en ekstra bonus. Når vi nu skulle afsted i den gode sæson, så gav det os samtidig mulighed for at komme til Similan øerne i Thailand, som skulle byde på ekstraordinær god dykning. Vi havde gjort en del research og fik endelig udvalgt en dykkerbåd der passede til vores behov og pengepung. Similan Quest blev valgt og vi fik booket hoteller i Khao Lak der ligger nord for Phuket. Efter Thailand vil vi videre til Filippinerne, så vi skulle flyve hjem fra Manila. Vi måtte dog noget tid før afgang ændre i vores planer for Filippinerne, da vulkanen Taal gik i udbrud – bare 12 km. fra det sted vi havde fundet i Batangas. I stedet tager vi nu videre til Cebu og Malapasqua Island, der også skulle byde på god dykning 😊

Vi skulle flyve med Air China over Beijing, og her på udturen havde vi et 12 timers layover. Vi var i tvivl om hvad vi skulle gøre i den tid, for det er vinter og frostgrader i Beijing på den tid, og det er jo ikke ligefrem den slags tøj vi har med til Asien. Vi vidste heller ikke om bagagen blev tjekket ind hele vejen, så et par uger før afgang ringede jeg til Air China. De fortalte at vi da bare kunne lade bagagen stå på hotellet hvis vi skulle ud på sightseeing, for de gav os simpelthen et gratis værelse på et lufthavnshotel pga. vores lange layover. Det gør de så også på hjemturen, så det er jo virkelig fin service.

Roberts far hentede os begge på vejen til lufthavnen, så vi var i fin tid da vi tjekkede ind i Kastrup. Rutinemæssigt spurgte jeg om flyet var fuldt, men en grinende medarbejder kunne klart sige nej til det. Der var lige præcis 33 passagerer ombord, og på en Airbus A330 betød det altså mere end 200 tomme sæder. Det var fedt at høre, for det er skønt med god plads når man skal flyve 9 timer. Vi ville ankomme til Beijing lørdag d. 25. januar, netop på det kinesiske nytår – og det var grunden til det tomme fly. Flyveturen forløb uden problemer, og med al den plads ombord kunne vi alle ligge mageligt ned på hver vores 4-række. Maden ombord var fin uden at være prangende, men de skal have stor ros for konstant at komme ned gennem gangene så man f.eks. kunne få drikkevarer. Nu ved jeg godt at hver stewardesse havde mindre end en håndfuld passagerer hver at kigge efter på netop denne flyvning, men de sov i hvert fald ikke på vagten. Så vi var rimelig friske og veludhvilede da vi nåede Beijing. Vi kunne ved ankomsten søge om et gratis transitvisum som gav os lov til at forlade lufthavnen, og det fik vi uden problemer. Det gik også glat i immigrationen og tolden, og vi fandt hurtigt Air Chinas servicedesk i lufthavnen. Alt i alt gik der bare et par timer, så sad vi i en minibus på vej til Beijing Airport Lanwan International Hotel, hvor vi med det samme fik vores værelse. Pænt standard lufthavnshotel, og vi fik endda også gratis morgenmad og drikkevarer på værelset. Vi havde overvejet at tage ’ud i byen’ og havde derfor løst tøjproblemet ved at rejse i noget gammelt vintertøj som vi bare kunne smide ud bagefter. Men udbruddet af Corona-virussen gjorde at vi fandt det bedst bare at blive på hotellet, hvor vi slappede af og tog en lille lur. Efter godt 7 meget behagelige timer kørte minibussen os tilbage til lufthavnen få kilometer væk. Så de eneste penge vi brugte i Kina var på Burger King i lufthavnen inden vi skulle flyve til Phuket. Den flyvning tog ca. 6 timer, og dette fly var i det mindste ca. halvt fyldt op. Men stadig masser af plads til at ligge ned, hvilket Robert benyttede sig af. Jeg nød bare at have et tomt sæde ved siden af mig på min 2-sæders vinduesrække. Vi landede lidt før kl. 23 lokal tid, og turen gennem immigrationen i Thailand tog ingen tid. Vi havde hjemmefra booket en taxa til at hente os i lufthavnen og køre os til Khao Lak – og de 1300B til en stor SUV var givet meget godt ud. Turen derop tog lige over en time, men der var heller ingen trafik på det tidspunkt. Ved ankomsten til Sri Chada Hotel fik vi udleveret vores nøgle, og så var det ellers bare på hovedet i seng.

Søndag spiste vi morgenmad på hotellet, før vi tog en tuk-tuk (150B) ned til Sign Scuba, hvor vi skulle tjekke ind på dykkerturen. Vi fik ordnet de praktiske ting, betalt for resten af turen og afklaret de sidste spørgsmål vi havde. Vi tog tilbage til hotellet og slappede af på værelset. Senere mødtes vi med Maria og hendes kæreste der var på ferie i Khao Lak, så vi benyttede lige lejligheden til at hilse på, og få lidt at spise og drikke. Det var hyggeligt at møde ham og han virker som en helt fin fyr. Senere gik Robert og jeg ud og shoppede lidt proviant til turen og fik noget sen aftensmad. Sri Chada Hotel ligger i den såkaldte Khao Lak Village (=byen) og der er nogle hundrede meter til stranden. Der er enkelte barer der holder sent åbent, men ellers lukker det meste ned rimelig tidligt.

Mandag morgen nåede vi lidt hurtigt morgenmad på hotellet, inden vi blev hentet i minibus kl. 07.10 og kørt ned til den lille havn hvorfra speedbåden ud til den dykkerbåden sejler. Sejlturen derud tog ca. 1,5 time og var rimelig bekvemmelig. Ved ankomsten mødte Robert sin dykkerinstruktør, og bare en halv time senere var han i vandet på sit første dyk. Efter frokost var det tid til dyk nr. 2 og derefter fik vi anvist vores kahyt M1. Den rummer kun to enkeltsenge og en stribe gulv imellem dem, men mere plads behøver man jo heller ikke. Bagagen kan være under sengene, og der er et lille bord til vores elektronik. Ombord vil man gerne undgå plasticflasker, så alle får udleveret en kop man kan fylde med koldt vand ombord. Der er også et køleskab med dåsesodavand og øl, ligesom der faktisk også er installeret en ismaskine så der altid er isterninger. Vores kahyt er én af fem placeret på det nederste dæk, der udover køkkenet og de tre toiletter også rummer ’våd-dækket’ hvor dykkerne har deres udstyr stående. Over det findes så ’tør-dækket’ med borde, hvor man spiser, gennemgår sine dyk og slapper af. Forrest på dette dæk er der yderligere 4 kahytter, og allerøverst er så soldækket. Båden er praktisk indrettet og med 100% fokus på dykning. Efter Roberts sidste dyk spiste vi aftensmad, og omkring kl. 20 var alle nede i deres kahytter, så der var ikke meget hygge ombord. Vi har faktisk adgang til (gratis) Wifi ombord, i hvert fald i de perioder hvor båden har adgang til mobilnettet fra en mast på en af øerne. Det var en fin overraskelse, da vi faktisk forventede fire dage uden kontakt med omverdenen.

De næste dage forgik efter samme koncept: Vækning kl. 06.15 – og første dyk kl. 07. Derefter morgenmad og så ankommer speedbåden med nye gæster omkring kl. 9.30 – efterfulgt af dagens andet dyk kl. 10. Så er der frokost ved 12-tiden og dagens tredje dyk omkring kl. 13. Så bliver der serveret frugt og snacks før speedbåden sejler tilbage til Khao Lak omkring kl. 15.30. Hvis det er muligt, så er der strandbesøg om eftermiddagen, hvor man bliver sejlet ind i den lille gummibåd vi har på slæb. Så er der dagens sidste dyk, som er enten et sunset – eller et night dive. Efter det er det tid til aftensmad og så i seng. Næste dag gentages programmet… 😄

Om onsdagen havde Robert fødselsdag, men efter hans ønske blev der ikke gjort det store ud af det. Torsdag eftermiddag pakkede vi vores ting sammen, og tog med speedbåden tilbage til Khao Lak. Det var en meget stille og rolig tur på bare en times tid.

Kutaisi

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Mit europæiske eventyr fortsætter mod øst, så efter Makedonien, Rumænien og Moldova var turen denne gang kommet til Georgien. Wizz Air er begyndt at flyve til landets næststørste by Kutaisi, og jeg havde booket billetter til bare 220 kr. t/r. På en kort weekendtur kan jeg godt undvære indtjekket bagage, så det må siges at være imponerende billigt, specielt i betragtning af at flyveturen tager godt fire timer hver vej. Fredag morgen d. 1. november fløj jeg fra Kastrup og landede i Kutaisi omkring kl. 16 lokal tid. Georgien ligger hele tre tidszoner foran Danmark. Lufthavnen er meget moderne, men også ret lille. Det er næsten kun Wizz Air der flyver dertil, så der letter i snit ca. 6 fly om dagen. Ved ankomsten fik jeg mit stempel i passet, og gik ud til Georgian Bus’ lille stand i ankomsthallen. Hjemmefra havde jeg booket transport fra lufthavnen til mit hotel, og de tilbyder dør-til-dør service med minibus for 5 lari (ca. 12 kr.) Jeg blev gennet op i en minibus sammen med fem andre, og så gik det ellers afsted mod byen der ligger ca. 20 km. fra lufthavnen. Allerede her fik jeg en indikation på hvordan det ville gå sprogmæssigt, da chaufføren ikke kendte ét eneste hotel – og heller ikke forstod nogle af de adresser han fik oplyst. Så resultatet var at folk sad med deres mobiler og brugte gps’en til at finde frem til deres overnatningssted, og så langt så godt! Jeg havde valgt at booke et relativt dyrt sted i byen… til knapt 80 kr. i døgnet. Folk gav det rigtigt gode anmeldelser, men angav også at det kunne være noget svært at finde! Adressen findes tilsyneladende ikke, der er ingen gadeskilte, markeringen er helt forkert på Google Maps, og hotellet har i øvrigt ingen skiltning overhovedet. Det tog mig også lidt tid at lokalisere stedet, finde en port så man kunne komme ind i baggården, op af en trappe og ind i en noget tvivlsom bygning. Indenfor er stedet nu ganske nyt og pænt, selvom betegnelsen hotel måske er at stramme den lidt. Receptionen er et simpelt skrivebord med en bærbar computer, og damen der styrer stedet kan ikke ét eneste ord på engelsk! Men vi kom da igennem indskrivningen, og hun viste mig det lille køkken hvor man kan lave kaffe og bruge køleskabet, før hun viste mig mit værelse. Det var udstyret med to senge med skønne madrasser, tv, aircon og et badeværelse med masser af tryk på det varme vand. Således opmuntret begav jeg mig ud for at finde noget aftensmad. Jeg bor simpelthen lige i centrum kun 300 meter fra Colchis Fountain. Da jeg gik lidt rundt, fik jeg et flashback fra ankomsten til Chisinau i Moldova, for ligesom dér var Kutaisi også rimelig død sådan en fredag aften. Men det varme lys fra McDonald’s skinnede mig i møde, så jeg besluttede at spise der. Som referencepunkt koster en stor Big Mac menu ca. 25 kr. Efter jeg havde spist mig mæt, gik jeg en tur rundt omkring inden jeg købte lidt drikkevarer som jeg tog med hjem på hotellet. Der var overraskende hurtigt internet på Chveni Qalagi, så jeg skypede lige med Anne inden jeg lagde mig til at sove.

Først havde jeg dog lige givet mig selv et dummeslag eller to og det kræver vel en nærmere forklaring?! Da vi 14 dage tidligere var i Rom havde jeg ikke taget de rigtige kabler med til min mobil. Jeg har lige købt ny telefon som bruger USB-C til opladning, hvorimod min gamle telefon samt min powerbank bruger micro-USB. Jeg havde skam været så kløgtig at tage hele tre kabler med af den nye slags, men ikke ét eneste til at oplade min powerbank. Normalt er det ikke et problem når man har en Android telefon, for batteriet holder bare væsentlig længere end iPhones. Men når man nu på en ferie bruger mobilen som navigation og kamera, så er det rart at kunne oplade mobilen via en powerbank. Jeg fik løst situationen i Rom ved at købe (endnu et) micro-USB kabel, og det sad åbenbart i mig til denne tur. For nu havde jeg hele tre kabler med til at oplade min powerbank, men til gengæld ingen til at forbinde med telefonen. Dæleme flot gået! 😏

Jeg vågnede allerede ved 6-tiden lørdag morgen, og trak hurtigt i tøjet og gik en tur. Jeg håbede at finde en bager eller lignende hvor jeg kunne købe noget morgenmad, men bortset fra et par supermarkeder var der ikke noget åbent, og deres beskedne udvalg af brød var i den grad ligegyldig. De eneste mennesker jeg ellers så var gadefejere der gik rundt i regnen og fejede våde blade sammen. Jeg kiggede selvfølgelig også efter et kabel til min telefon, men forgæves. Jeg stoppede lige ind på markedet der var ved at åbne, så jeg købte et par bananer og noget jeg troede var ferskner. Det var det så ikke… 😆

Efter et par timers søvn tog jeg et varmt bad og begav mig ud i regnvejret ved 9-tiden. I biksen rundt om hjørnet fik jeg købt et kabel til mobilen, og så kunne jeg med sindsro begive mig ud i byen. Jeg fik lidt hurtig morgenmad i en ’hole-in-the-wall’ biks før jeg gik gennem parken til springvandet. Jeg vidste godt at Kutaisi ikke er proppet med store seværdigheder eller spændende museer, men så må man jo se dét der er. Byens centrum er meget kompakt så det er nemt nok at gå rundt. Der kører enkelte bybusser, samt en hel del marshrutka minibusser. De kører af forudbestemte ruter, men det er svært for turister at bruge dem, for du kan ikke finde nogle oversigter over ruter på engelsk. Men hvis du ved hvilket nummer du skal med - og hvorfra den kører – så er de den billigste måde at komme rundt på. Jeg gik en del rundt, og det var forbavsende tidligt at jeg fik en besked om at dagens mål på 10.000 skridt var nået. Jeg tog med den lille (og noget skræmmende) kabelbane over floden op til en lille forlystelsespark. Jeg snakkede med en svensker fra Malmø, som i de senere år har taget lidt den samme tur længere og længere mod øst takket være Wizzair. Vi gik rundt i den lille forlystelsespark der så noget forfalden ud, men tingene kørte altså når der var kunder, men jeg skulle ikke lige op i det rustne pariserhjul. Der var også en del hunde, som man faktisk ser overalt i byen. Nogle er tagget med et gult skilt i øret, og det skulle være tegn på at de var blevet vaccineret, men mange af dem var uden tegn – og de så godt nok ret sølle ud. Vi tog med kabelbanen ned igen og selvom turen kun tager nogle minutter, så sad jeg med en noget grim følelse over de gamle vogne og slidte kabler. Det holdt heldigvis, men jeg var rimelig glad for at blive lukket ud af vognen igen. Desværre var vejret ikke så godt, og et par gange søgte jeg ind på en café for at få ly for regnen og noget at spise og drikke.

Jeg gik også op til Bagrati katedralen der ligger lige nord for springvandet, med en god udsigt over Kutaisi. Turen derop er kun godt halvanden kilometer, men til gengæld er det noget stejlt op ad bakke. Undervejs passerer man Rioni floden via den gamle kædebro. Da jeg var tæt på toppen blev jeg indhentet af svenskeren, så vi slog følgeskab resten af vejen. Katedralen er relativt simpelt indrettet, men der var en hyggelig stemning derinde hvor der blev afholdt en slags gudstjeneste med et lille kor. Vi aftalte at mødes til aftensmad dagen efter og jeg begav mig ned igen. Nede i byen fandt jeg en lille restaurant hvor jeg spiste aftensmad. Jeg aner ikke hvad jeg fik, men det var noget kød i en slags sovs – og det var både velsmagende og billigt.

Søndag vågnede jeg op til det mest fantastiske vejr, så jeg startede med at gå ned til springvandet så jeg kunne få et par pæne billeder. Jeg gik også over White Bridge til et stoppested på den anden side af floden. Herfra tog jeg en marshrutka de ca. 12 km. til byen Tskaltubo. Turen tog 25 minutter og kostede bare 1,20 lari. Når folk skal med så giver man bare tegn når minibussen kommer, og så hopper man ind og finder et sted at sidde – ellers er der ca. 10 ståpladser i højre side tæt på døren. Når man skal af giver man bare besked til chaufføren og betaler prisen for turen inden man hopper ud igen. Tskaltubo blev brugt som rekreationsby under Stalin, og er i dag fyldt med forladte bygninger fra den tid. Jeg har på nettet set en del fantastiske billeder af sanatorier og badehuse, og havde glæder mig til at snuse rundt i disse forladte bygninger. Desværre er mange af stederne nu blevet hegnet ind, og det ser ud som om det er gjort for ganske nylig. Om det er fordi man er trætte af folk på jagt efter billeder af ’abandoned places’ eller fordi man er nervøs for om de styrter sammen, skal jeg lade være usagt. Men jeg fik bla. set det forladte badehus nr. 8 inde i en park og det var en spændende oplevelse. Jeg brugte i alt tre timers tid i byen, og jeg havde håbet at der var mere at se. Jeg fik vinket en marshrutka ind til siden og kom på den måde tilbage til Kutaisi.

Jeg nåede tilbage til mit hotel og fik benene op i en times tid før jeg mødtes med svenskeren på en lille hyggelig restaurant ved navn Palaty. Her fik vi lidt spændende mad og udvekslede flere rejsehistorier før vi skiltes og jeg gik hjem for at sove. Jeg havde jo booket transporten tilbage til lufthavnen, så mandag morgen stod jeg op kl. 5, pakkede mine få ting ned i min lille håndtaske – og kl. 05.20 kom de som aftalt og hentede mig. Da der jo havde været en del problemer med at finde stedet på udturen, var jeg lidt nervøs om de nu også kom, men der var ingen problemer. Vi var i lufthavnen ved 6-tiden og flyet stod klar og ventede. Wizz Air bruger Kutaisi som en hub, så der var landet tre fly aftenen før, og de var så klar til at flyve videre om morgenen. Præcis kl. 7 begyndte vi at rulle ud på startbanen og fire timer senere landede vi i Kastrup.

Turen har kostet følgende:

Flybilletter København – Kutaisi t/r. = 220 kr.

3 overnatninger på Chveni Qalagi = 240 kr.

Minibus fra lufthavnen til hotellet t/r. = 24 kr.

Marshrutka til Tskaltubo t/r. = 6 kr.

Kabelbane = 2 kr.

Mad og drikke = 183 kr.

I alt = 675 kr.

Rom

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Jeg havde foræret min søster en tur til en europæisk storby sammen med mig, da hun fyldte rundt sidste år. Hun besluttede sig for at vi skulle til Rom, hvilket jeg var rigtig glad for. Vi skal nemlig 27 år tilbage i tiden for at finde mit sidste (og eneste) besøg i Italiens hovedstad, så det var da også bare på tide. Jette havde tilsvarende fået en tur til Rom af hele familien da hun fyldte 75, og vi blev enige om at slå de to ture sammen. Udover Jette skulle Dianga og Sofie ligeledes med, foruden Jane - altså Jettes søster. Det sidste var bare en hemmelighed, da det skulle være en overraskelse for Jette 😊

Anne og jeg tog afsted om aftenen d. 10. oktober, hvilket var en dag senere end de andre, men en nødvendighed pga. arbejdet. Man kan ofte flyve ret billigt til Rom, men da vi skulle afsted lige op til efterårsferien var det forholdsvis dyrt. Vi havde derfor booket billige billetter til Milano med Ryanair, men et par måneder før vi skulle afsted rykkede de deres afgang fra om aftenen til først på eftermiddagen. Det ville gøre at Anne også skulle have fri om torsdagen, hvilket ikke var en mulighed. I stedet bookede vi tilsvarende billige billetter med EasyJet. Det var stadig til Milano, nu blot et par timer senere. Planen var at få set lidt i Milano, for så at tage hurtigtoget til Rom og mødes med de fire andre. Vi kom planmæssigt afsted og landede i Malpensa lufthavnen lidt før midnat. Vi havde valgt at bo på et hotel nær lufthavnen, og de havde endda en gratis shuttle bus fra lufthavnen. Den var godt nok lidt svær at finde, men det lykkedes og vi blev kørt til hotellet. Det var et meget klassisk lufthavnshotel uden de store dikkedarer. Man kunne ikke booke plads i deres shuttle bus tilbage til lufthavnen før man checkede ind på hotellet, så da vi prøvede at få plads om morgenen var der kun en enkelt plads tilbage på den afgang der passede os. Irriterende nok havde de ovenikøbet ændret tiderne de kørte på, og da vi havde bestilt togbilletter ind til Milanos centrum, så måtte vi i stedet bede hotellet bestille en taxa til os. Vi fik sovet nogle timer, stod op og spist lidt hurtig morgenmad og blev så kørt i lufthavnen. Chaufføren viste sig så at være lidt af en hustler, der krævede 15€ for en tur på 3 minutter. Lidt irriterende, men det skal selvfølgelig ikke ødelægge ferien, så de blev betalt så vi kunne komme med Malpensa Express toget. Det tog 50 min. og så landede vi direkte på Milano Central stationen, hvorfra vi skulle med toget til Rom senere på dagen. Vi fik afleveret vores kuffert hos en BAG’bnb – der viste sig at være en lille café et par minutters gang fra stationen. Det kostede 5€ og der var ingen kø da vi afleverede.

Vi tog metroen til Santa Maria delle Grazie klostret, hvor vi kl. 8.45 havde billetter (12€) til at se Leonardo da Vinci’s berømte maleri Den Sidste Nadver. Vi ankom lige i sidste øjeblik, og få sekunder efter stod vi og beundrede det flotte værk. Det er bevaret som da det blev malet færdigt i 1498, men er dog blevet restaureret af flere omgange. Efter små 20 minutter stod vi igen foran klostret, og kunne nu tage metroen videre til Duomo – Milanos store og flotte domkirke. Det er verdens femtestørste kirke og helt sikkert et besøg værd. Vi havde booket billetter hjemmefra, så vi skulle kun stå i kø til det rutinemæssige security check. Efter vi havde set den imponerende indvendige del, gik vi udenfor og tog plads i køen til elevatoren. Vi havde nemlig købt de billetter der gjorde at vi kunne komme op på taget af domkirken (17,50€). Det var noget specielt, da man faktisk går på selve tagryggen imellem søjler og murværk. Nede igen havde vi tid til at nyde kirken fra den store plads, før vi spiste en hurtig frokost på McDonald’s. Vi tog metroen tilbage til centralstationen (2€) og det var ikke engang nødvendigt at købe billetter til metroen. Man brugte bare sit kreditkort direkte ved indgangen, og checkede ud igen med samme kort når ens metrotur var forbi. Nemt og smart, og det var samme pris som hvis vi havde købt en billet i automaterne. Vi hentede vores kuffert, og så gik vi igennem den flotte station til vi fandt vores tog. Jeg havde booket såkaldte Super Economy billetter (50€) til Trenitalias Frecciarossa tog til Termini stationen i Rom. Turen tog bare 3 timer og vi kørte med en max. hastighed på 299 km/t. Toget er behageligt, men dog ikke så lydløst som f.eks. de højhastighedstog vi har kørt med i Kina.

Vi ankom til Roms hovedbanegård Termini, hvor vi købte et ugekort til den offentlige transport til 24€. Vi tog metroen de få stop til stationen San Giovanni, hvorfra vi kunne gå til vores lejlighed på Via Umberto Biancamano. Her mødtes vi med de fire andre der var flyttet ind lidt tidligere på dagen, for de første to nætter havde de boet i en mindre og billigere lejlighed i samme nabolag. Denne lejlighed var stor og rummelig, med tre sove- og badeværelser, en hyggelig stue og et funktionelt køkken. Anne og jeg delte et nydeligt dobbeltværelse med to store senge, så det var bare super fint. Vi spiste aftensmad på en lokal restaurant hvor de andre havde spist tidligere, og min pizza smagte faktisk ganske fortrinligt 😀

Lørdag spiste vi morgenmad det samme sted, før vi tog metroen til Colosseum. Hjemmefra havde vi booket billetter (14€) – der også giver adgang til Forum Romanum, og det var faktisk meningen at vi ville starte dér. Men i modsætning til Colosseum, hvor man får en helt specifik tid man skal være der på, så må man bare stille sig op i køen til Forum Romanum. Efter noget tid havde vi stort set ikke bevæget os, så vi kunne regne ud at det blev for presset hvis vi gerne ville det først. Så i stedet gik vi op til en hyggelig restaurant med den flotteste udsigt over Colosseum, og her sad vi og snakkede imens vi fik noget at drikke. Da det var ved at være tid til vores besøg i Colosseum, gik vi hen til indgangen, forbi den lange kø til billetkontoret, gennem security og direkte ind. Jeg lyver ikke når jeg siger, at der kun gik et par minutter før vi rent faktisk var indenfor. Lige dér var det bare ekstra smart at vi havde booket hjemmefra! Jeg kunne faktisk ikke rigtigt huske Colosseum, så det var fedt at opleve den flotte gamle arena. Der blev taget en del billeder… også med den medbragte selfie-stick.

Bagefter gik jeg hen og fik booket vores el-cykler til om mandagen, og derfra tog jeg med sporvognen til Pantheon. Jeg fik en skøn omgang lasagne på en fortovsrestaurant og mødtes først med Jette og Jane. Det var så hyggeligt, at jeg næsten drømte mig tilbage til 'De 3 Amigos' tur rundt i Australien for 10 år siden. Senere stødte de tre andre til, og Anne og jeg gik ind i Pantheon hvor der er gratis adgang. Igen må man beundre den flotte bygning, men også ærgres lidt over de mange andre turister. De fleste af mine billeder er af andre mennesker der tager billeder, men de er der selvfølgelig af samme årsag som os. Vi fik også set den lille elefant bag Pantheon før vi tog sporvognen hjem til lejligheden.

Søndagen var sat af til Peterskirken, så det var dér vi startede. Normalt kommer paven frem i et af vinduerne kl. 12 om søndagen og velsigner den flok der stimler sammen på pladsen. Vores plan var at se kirken imens folk stod i kø, og så i sidste øjeblik smutte ud og nå at se paven. God plan, men den var ødelagt allerede da vi ankom til pladsen. Der var nemlig en særlig ceremoni netop denne søndag, hvor fem personer blev kanoniseret – dvs. kåret som helgener. Det betød så at kirken var lukket samtidig, så vores smarte plan røg bare i vasken. Vi brugte ventetiden på at få lidt at drikke, inden vi lidt i 12 vendte tilbage til Peterspladsen. Der var nogle afspærringer på selve pladsen, og pludselig hørte vi folk mumle at paven ville komme kørende rundt. Der gik da heller ikke mange minutter før han kom trillende – stående på sin lille bil, med et stort følge og masser af sikkerhedsfolk. Han vendte faktisk lige der hvor vi stod, så han passerede os på bare et par meters afstand – meget bedre end at se ham i et vindue oppe i en bygning et stykke væk. Bagefter blev pladsen langsomt tømt, og til sidst gav Vatikanet lov til at kirken kunne genåbne, så vi – og en del andre – kunne komme derind. Det er jo verdens største katedral, og Jette kunne (selvfølgelig) en del historier så vi fik lidt ekstra ud af besøget. Bagefter tog vi til Forum Romanum hvor vi jo havde et lille hængeparti. Bortset fra nogle enkelte ting var det ikke meget jeg kunne genkende derinde, men ruiner ligner selvfølgelig også hinanden ret meget. Vi tog metroen tilbage til lejligheden, og senere gik de andre rundt om hjørnet og spiste lidt aftensmad imens jeg sprang over.

Mandag havde vi på forhånd aftalt at dele os op. Dianga og Sofie skulle shoppe i outlet, imens Jette og Jane ville finde et par listige steder og nyde god mad og vin. Anne og jeg tog sporvognen til Roma Starbike hvor vores el-cykler ventede. Vi gav 25€ (inkl. hjelm og lås) for at leje dem hele dagen samt 5€ ekstra for en holder til mobilen, så den kunne bruges som GPS undervejs – og de penge var givet godt ud. Efter en kort instruks var vi klar til afgang, på nogle smarte cykler med ekstra store dæk, helt perfekte til Roms brosten. Cyklernes elmotor var så god, at vi helt kunne undlade at bruge cyklens gear. For når det gik opad på de bakkede gader, satte man bare kraften på motoren lidt op og så fløj man nærmest afsted. Efter lidt famlen rundt i starten spiste vi morgenmad på Subway sandwich, hvorefter vi satte kursen mod Villa Borghese og den store park. Det var skønt at cykle rundt i parken, hvor der også var andre der hyggede sig på cykler, i gokarts eller på Segways. Der var en skøn nedkørsel med hårnålesving til Piazza del Popolo hvor vi stoppede på den store plads. Derfra kørte vi til Castel Sant’Angelo – også kaldet Engelsborg. Her fik jeg turens første is, hvilket da i den grad også var på tide. Vi kørte langs Tiber floden til Trastevere hvor vi cyklede en del rundt… nok også steder hvor man normalt ikke cykler. Det er faktisk ikke mange cyklister man ser i Rom, men byen er jo også indrettet fuldstændigt uden cykelstier. Vi passerede Tiber øen og var på markedet på Campo de' Fiori før vi fortsatte til Piazza Navona, Den Spanske Trappe og Trevi-fontænen. Vi passerede Piazza Venezia og så det store marmor monument, før vi kørte bagom til den lille statue af Remus og Romulus der dier ved en hunulv. Roms grundlæggere var brødre og fortjener vel en noget større statue? Cykelturen endte oppe på Avertinerhøjen – en af Roms oprindelige syv høje. Her kan man se gennem nøglehullet på Piazza dei Cavalieri di Malta, hvor kuplen på Peterskirken er helt perfekt indkranset. Der er også et udkigsted lidt derfra, hvorfra man se udover en god del af byen. Vi kørte tilbage og afleverede vores cykler der stadig havde masser af power tilbage. Vi nåede at køre 30 km. rundt i byen, og det var en fed måde at opleve Rom på – det kan varmt anbefales. Vi kunne i hvert fald ikke have nået alt det på én dag til fods eller med offentlig transport.

Efter et hurtigt pitstop i lejligheden mødtes vi med Sofie og Dianga kl. 20 på Hard Rock Café hvor der var reserveret bord. De havde haft en hel dag med shopping, så der var en del poser at holde styr på. Det var Sofies ønske at vi skulle spise der, og hun fik serveret en kæmpe portion spareribs. Vi andre ’nøjedes’ med burgere og fritter, og det var faktisk rigtig godt – og bestemt til en rimelig pris (20€). Vi tog bussen hjem, og vendte noget trætte tilbage til lejligheden hvor Jette og Jane også var kommet hjem.

Tirsdag spiste vi fælles morgenmad i lejligheden før Sofie, Dianga, Anne og jeg satte kursen mod Vatikanet og det flotte museum med bla. det Sistinske Kapel. Vi havde booket billetter hjemmefra (21€), så turen ind gik som en leg. Museet er bare flot og der er masser at se på, men desværre også ALT for mange mennesker. I et par timer gik jeg skulder mod skulder med ’flokken’, og det er fuldstændigt umuligt at stoppe op og nyde tingene. Anne havde fået nok efter kort tid, og var blevet lukket ud af vagterne og endte faktisk inde i Peterskirken. Vi andre måtte gå hele vejen udenom, men vi nåede da frem på et tidspunkt. Planen var jo at vi skulle op i kuplen, men for at komme det skal man først ind i kirken, og køen på pladsen var lang… og så begyndte det at regne. Vi droppede det og tog i stedet til Trastevere, hvor vi mødtes med Jette og Jane. Vi så hvor Jette boede tilbage i 60’erne, spiste en hyggelig og lidt sen frokost og skiltes så igen. Jeg gik med Jette og Jane ned til Piazza Navona, før jeg tog hjem til lejligheden og mødtes med Anne. Vi fik hurtigt pakket det sidste sammen og tog metroen til Termini. Dianga og Sofie kom og sagde farvel, før vi kørte med bussen til Fuimicino lufthavnen. Turen tog under en time og bussen var ikke engang halvt fyldt. Godt fremme fik vi en sen omgang aftensmad på McDonald’s. Vi kom ombord på Norwegian flyet i god tid, men desværre opstod der et problem da de ikke kunne få fjernet trappen til flyet. Det tog overraskende lang tid at få rekvireret en tekniker der kunne løse det problem, så vi var godt forsinkede da vi endelig landede i København. Jeg tog metroen hjem hvilket altid går hurtigt, men klokken var alligevel 02.30 før jeg satte fødderne på matriklen.

Jeg synes at Rom er en fantastisk by, og der skal i hvert fald ikke gå 27 år før jeg vender tilbage. Tak til Anne for en hyggelig tur – og for at vælge Rom. Ligeledes en kæmpe tak til Sofie, Dianga, Jette og Jane for hyggeligt selskab 😍