Everglades > Miami

(Klik på billedet for adgang til albummet) 

Nytårsdag kørte vi igen til Miami Beach, og denne gang uden at komme i problemer med betalingsvejene. Vi spiste morgenmad på Subway, da vi var for nærige til at betale for mad på restauranterne nede ved stranden. En ting er at betale 175 kr. for en sandwich, men når de så oveni skriver at "for nemheds skyld" bliver der tilføjet 20% ekstra i service charge, så synes jeg det er for meget. Jeg har intet imod at give drikkepenge når jeg synes jeg får en god service, men jeg foretrækker nu "vores" model, hvor service som hovedregel er inkluderet i prisen. Efter vores sandwich på Subway gik vi rundt i Miamis art deco kvarter, men sandt at sige var det en større oplevelse i f.eks. Napier på New Zealand. Arkitekturen er selvfølgelig rigtig nok, men bygningerne trænger godt nok til en kærlig hånd og en frisk omgang maling. Denne dag havde vi fundet et godt sted at parkere, så vi hentede vores badetøj i bilen og gik på stranden. Omklædningen foregik i et omklædningsrum et pænt stykke fra vandet, og selve Miami Beach var overplastret med mennesker - meget godt gået for d. 1. januar. Stranden er selvfølgelig meget lækker, men den kommer dog ikke med på min personlige top-20 over strande. Vi spiste en hurtig gang aftensmad på McDonald's, og gik rimelig tidligt i seng.

Lørdag morgen spiste vi igen-igen på Denny's før vi satte kursen mod Everglades. Vi ville gerne prøve endnu en tur med airboats, og valgte "Buffalo Tiger's" i et indianerreservat. Turen kostede denne gang 27,50$ men varede også 45 minutter - i modsætning til 20 minutters turen hos Billie Swamp Safari. Denne gang var vores boatman en festlig fyr, som var god til at stoppe og vise forskellige spændende ting på turen. Første stop var ved en hun-alligator, og han var ikke bange for at demonstrere at alligatorer ikke kan se lige frem, men kun ud til siderne. Han kunne derfor godt klø den under snuden, men viste til gengæld også med små brødstykker, at dét der rammer tungen... det bliver spist! Vi sejlede videre og undervejs gav han den godt med gas, så det næsten var som en omgang med Huka Jet'en. Vi så også en mandlig alligator der var noget større en hunnen, og vi så også en flok små unger. Derudover bøfler og masser af fugle. Vi stoppede kortvarigt ved én af de øer midt i sumpen hvor indianerne tidligere boede, og her kunne man også gå en lille tur. Til sidst sejlede vi tilbage igen, og det var en meget bedre tur end to dage tidligere.

Du kan se en video fra bådturen her: www.youtube.com/watch?v=FSUUCTU0Y50 

Vi kørte til Homestead hvor vi havde booket på The Floridian Hotel. Vi havde et rigtigt fint værelse, og poolen her var endda opvarmet, så efter vores aftensmad på "Son-of-a-Pizza" snuppede vi en aftendukkert på hotellet. Om morgenen spiste vi morgenmad på hotellet, så vi var fortrøstningsfulde da vi satte kursen sydpå - mod et af turens helt store mål: The Keys. Desværre var vejret ikke det bedste, så oplevelsen af køreturen langs Highway US1 var ikke helt som vi havde håbet.

Du kan se en time lapse video fra køreturen her: www.youtube.com/watch?v=9fmIPcvJ4vw 

Vi havde dårligt krydset den første bro, før regnen begyndte - og temperaturen var også næsten 10 grader koldere end de foregående dage. Man kan ikke gøre noget ved vejret, men det er ærgerligt når det spiller ind på den måde. Vi nåede til Kingsail Motel på Marathon, men vores værelse var ikke klart endnu. Vi kørte en tur og fik handlet i en K mart, før vi returnerede til motellet. Vores værelse var faktisk en lille lejlighed med to værelser og et lille køkken... og walk-in-closet. Florida Keys er et dyrt sted at overnatte, og Kingsail var klart det dyreste sted vi overnattede på turen. Det var på ingen måde luksus, og i forhold til hvad vi ellers har boet i undervejs, så var det ikke speciel god valuta for pengene. Vi kørte til Sombrero Beach hvor Anne fik et par gode billeder af en fugl der havde fanget en fisk. Stranden var ok, men så heller ikke mere. Aftensmaden blev spist på Panda House - den lokale kineser restaurant.

Mandag satte vi kursen mod Key West, og vi havde alle glædet os til køreturen - specielt over 7-Mile Bridge. Men igen var vejret ikke på vores side, da regnen væltede ned. Vi nåede næsten helt til Key West før vi fandt et sted at spise morgenmad - denne dag på Burger King. Der havde vi kørt ca. 40 km. i regn, bilkø m.m. - uden at se hverken strande, shopping eller antydningen af 'sydens sommer'.  Vi nåede til Key West og kørte ned til det 'sydligste sted på det amerikanske fastland' - hvilket er markeret med et monument i krydset mellem Whitehead og South Street. Der var ligefrem en pæn kø man skulle stå i, før man kom frem til punktet og kunne tage det obligatoriske billede. Vi parkerede lige ved "Mile 0" skiltet hvor Highway US1 North starter, og gik ned vandet ved Mallory Square hvor vi så solnedgangen. Skyerne gjorde at det ikke var den største oplevelse, hvilket selvfølgelig var lidt ærgerligt. Vi gik ned af Duval Street hvor der ligger en masse hyggelige restauranter, butikker, gallerier og barer - og dér er bare hyggeligt - og præcis som jeg havde forestillet mig Key West. Efter et par hyggelige timer kørte vi tilbage til vores hotel på øen Marathon.

Tirsdag følte vi os noget 'lukket inde' pga. regnen, men vi kørte dog en times tid vestpå til Islamorada, før vi vendte om og kørte tilbage. Jeg er noget forundret over The Keys, da jeg havde en forestilling om små bounty øer med hvide sandstrande, men sådan er det langt fra. Om eftermiddagen fik jeg læst en hel del i min bog, og pigerne fik set et par film - alle tre krøllet sammen under dynen i den store seng. Jeg kørte til den lokale Pizza Hut og hentede pizza, som vi spiste på værelset. Ligesom aftenen før spillede vi kort, og atter blev jeg 'røvhul' igen og igen! Bare rolig, kære søster... jeg skal nok lade være med at nævne noget om episoden med 'Storebæltsfærgen' ;-)

Onsdag morgen tjekkede vi ud, og satte kursen tilbage mod fastlandet. Vi nåede til Key Largo hvor vi stoppede for brunch på Denny's. Vi nåede tilbage til Miami sidst på eftermiddagen, og tjekkede igen ind på Motel 6 lige ved lufthavnen. Vi kørte til downtown Miami og fandt en god parkeringsplads lige ved restaurant Vapiano. Den italienske kæde, som vi havde prøvet i Helsinki, var udvalgt til det sidste aftensmåltid. De laver det hele friskt når man bestiller, og man står og kan følge hele processen. Det er usædvanlig velsmagende, og et koncept der meget gerne snart må komme til København. Det er ikke engang specielt dyrt, men hold op hvor det smager godt. Emma fik guidet mig tilbage til hotellet, og på trods af flere omkørsler lykkedes det igen uden brug af betalingsvejene.

Torsdag var det så tid til at pakke det sidste. Undervejs havde pigerne samlet sammen i kufferterne, så det til sidst kun var en enkelt de skulle have åbnet. Der er blevet handlet en del undervejs, men vi kunne holde os til 4 x 23 kg. i kufferterne, og så et par store sportstasker som håndbagage. Vi kørte over gaden og spiste (for 10. gang på turen) på Denny's. Derefter kørte vi de få kilometer til lufthavnen og fik afleveret bilen. Det gik meget nemt, og check-in til flyet gik også smertefrit. Afgangen med American Airlines var kl. 14.50 og mellemlandingen i Charlotte forløb også uden problemer. Turen over Atlanten gik hurtigt... meget hurtigt! Vi var faktisk en time forsinket ved afgang, men det var mere end hentet da vi nåede London. Jeg har fløjet en del i mit liv, men aldrig med næsten 1100 km/t. - så turen tog kun 6 timer og 40 min. - eller næsten 2½ time hurtigere end udturen. Vi har ikke været så imponerede af American Airlines, men omvendt har jeg heller ikke noget decideret dårligt at sige om dem. Jeg havde nok bare forventet en bedre service. Det fik vi så på British Airways flyet det sidste stykke til København, efter at turen gennem Heathrow lufthavn var gået overraskende nemt. Vi landede lidt over kl. 12 i Kastrup - til sne og temperaturer tæt på frysepunktet. Lise hentede pigerne i lufthavnen imens jeg tog metroen hjem...

Det har været en fedt endelig at opleve Florida, og jeg er glad for at have set det min søster og mine niecer. Over 2500 km. roadtrip - og masser at komme tilbage til. Vestkysten var en positiv overraskelse, med hyggelige steder og gode strande. Orlando er god til parker og shopping, og der er masser af oplevelser i Everglades. Jeg vil gerne tilbage til Key West, men resten af the Keys er efter min mening mest velegnet til gennemkørsel... og gerne i bedre vejr end på denne tur!

Det værste på turen: De lange køer i Universal, svingende kvalitet på moteller/hoteller samt Florida Keys. 

Det bedste: Harry Potter verdenen i Universal, vestkysten samt Kennedy Space Center.

Det har været en anderledes jul og nytår, ingen tvivl om det. Men jeg har stadig været sammen med de mennesker jeg elsker højest i hele verden, og så er der naturligvis ingen steder jeg hellere vil være... ;-)

Orlando > Everglades

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Efter det sidste måltid på Denny's i Kissimmee, satte vi kursen vestpå mod kysten og Clearwater. Vi kørte uden om Tampa og ankom til Magnuson Hotel kl. 14.30. Vores værelse var allerede klar, og de var endda flinke nok til at opgradere os til et værelse med to lidt størrere senge, end dem vi oprindelig havde booket. Helt anderledes hjælpsomt personale end i Kissimmee, og det gør jo hurtigt en kæmpe forskel. Vejret var perfekt denne dag, så vi tilbragte hele eftermiddagen i poolen. Vi havde lånt Roberts GoPro kamera med, så det skulle selvfølgelig testes - både med og uden selfie-stang! :-)

Aftensmaden blev spist på McDonald's, imens morgenmaden tirsdag blev indtaget på en Perkins Restaurant & Bakery. Selvom det nu var udmærket, så kan det ikke måle sig med vores favorit: Denny's Diner. Efter morgenmaden kørte vi nordpå og over causeway'en til Honeymoon Island. Derfra tog vi den lille færge til Caladesi Island. Selve sejlturen tog kun ca. 20 min. men var en forfriskende lille sejlads. Der er ikke så meget man kan gøre på øen, andet end at bade og slappe af... så det gjorde vi så. Stranden var med fint blødt sand, og en masse muslingeskaller. Det blæste dog en smule, og det føltes ikke brændende varmt, så jeg valgte naturligvis at springe solcremen over. Det kunne man så godt se om aftenen. Anne og Emma købte sandwich fra Subway med hjem, imens Clara og jeg valgte en stærk omgang massaman med karry fra den lokale thai-restaurant. Det blev spist ved poolen på hotellet, og derefter var vi i vandet nogle timer. Hotellet i Clearwater kan varmt anbefales, hvis man engang er på de kanter!

Onsdag morgen kørte vi til Clearwater Beach hvor vi lige var ned at dyppe tæerne. Vi badede dog først sidst på eftermiddagen, efter en lang og varm dag i bilen. Vi kørte sydpå til Sarasota Keys, og selvom turen i sig selv kun var ca. 275 km. så føltes det længere pga. meget trafik. Netop som min søster var ved at give op, nåede vi til stranden på Siesta Key. Den er blevet kåret som Florida's bedste strand i 2015 på TripAdvisor og det forstår man godt. Tøserne fik sig en dejlig dukkert, imens jeg søgte ind i skyggen med min bog. Det højnede humøret hele vejen rundt, og gjorde det sidste stræk til Punta Gorda noget festligere.

Her ventede vores hotel PG Waterfront Hotel & Suites, og det var lige netop dét det var. Det lå helt nede til vandet, og vores værelse på 5. sal var meget fint. Der er en udendørs pool, men den lukker faktisk ved solnedgang. Vi fik dog lov til at bruge den såfremt vi ikke larmede. Den var desuden opvarmet, så det var skønt at komme ned i vandet efter en lang køretur. Vi er jo nogle bonderøve, så vi blev bare imponerede af det skiftende lys nede i poolen. Efter en dejlig dukkert, spiste vi en god burger på hotellets restaurant, før vi gik en lille aftentur rundt om hotellet. Desværre havde vi kun en enkelt overnatning dér, hvilket var lidt ærgerligt da det både var dejligt og billigt. Rigtigt sødt personale og gratis morgenmad torsdag morgen rundede det hele meget fint af.

Torsdag var nytårsaften, og vi startede med at køre til Sanibel Island. Her blev der samlet skaller på stranden og Clara & Anne fik sig en dukkert. Vi kørte også videre til Captiva Island, der ligger i forlængelse af Sanibel. Derefter var det slut med vestkysten, og vi kørte østpå ind i Everglades. Jeg havde fået anbefalet et sted af en kollega - Billie Swamp Safari, hvor man kan sejle med airboats. Vi nåede frem lige i tid til sidste sejlads kl. 16.30 - og turen kostede kun 20$ pr. person. Det var såmænd fint nok, men vores chauffør virkede ærligt talt mere interesseret i at komme hjem og holde nytår, end at sørge for at sidste gruppe fik en fantastisk oplevelse. Jeg tror vi snupper en tur mere på den østlige del af Everglades når vi kommer dertil. På stedet havde de også en lille "zoologisk have", men det er ikke så fedt at se dyr i så små bure og indhegninger.

Vi satte kursen mod Miama og fik tjekket ind på vores Motel 6, der ligger meget bekvemt ved lufthavnen - ca. ½ times kørsel fra Miami Beach. Vi besluttede at førsøge at køre derind og holde nytår, velvidende at det nok ville blive svært med parkering. Det var det så også... så efter et bravt forsøg på at finde derind, gav vi til sidst op og kørte tilbage igen. Desværre fik vi forvildet os ind på et par betalingsveje, så det kommer der nok en regning for når vi afleverer bilen. Vi var tilbage ved vores hotel omkring kl. 23 - og "fejrede" nytåret på Denny's med et godt måltid mad. Det er så alligevel første gang jeg har siddet og spist når det blev midnat ;-)

Nu venter en dag i Miami, og derefter sydpå mod Key West...

Miami > Orlando

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Endelig var dagen kommet, hvor turen til Florida kunne begynde. En tur vi alle havde glædet os til meget længe. Personligt opstod drømmen om Florida for ca. 20 år siden, da Robert og jeg skulle have været af sted med Calypso Rejser. Kan du ikke huske det rejseselskab? Det undrer dog ikke, for det eksisterede kun nogle få måneder, og sendte rejsende af sted til MEGET billige penge. Vi havde godt på fornemmelsen at der var noget suspekt ved selskabet, men vi tænkte: Bare vi nåede at komme af sted... men et par uger inden afrejse gik de desværre konkurs og vi kom aldrig af sted.

Så små 20 år senere skulle det bare være! Vi mødtes i lufthavnen ved check-in til British Airways. Vi havde købt billetter med American Airlines, og de inkluderede en overnatning i London fra søndag til mandag. Vi har jo før sovet i lufthavne rundt omkring, men denne gang havde vi nu besluttet at overnatte på et hotel. Valget var faldet på Heathrow Lodge, der ligger få kilometer fra Terminal 5. Ved ankomsten tog vi den gratis bus 423 og få minutter efter var vi ved vores hotel. Det var bestemt ikke noget luksus, men vi skulle jo også kun sove der en enkelt nat. Vi havde egentlig booket et familieværelse, men fik i stedet to dobbeltværelser - så Emma fik fornøjelsen af "snorke-maskinen" :-)

Næste morgen blev vi kørt tilbage i lufthavnen - en fin og gratis service. I lufthavnen checkede vi ind på flyet, og alt gik gnidningsfrit - endda i betragtning af at det var Heathrow lufthavn. Flyet til Charlotte var helt fuldt, altså på nær de to pladser i midtersektionen ved siden af Emma og jeg. Dejligt med lidt ekstra plads, også selvom den yderste plads senere blev optaget af en dame, hvis eget sæde ikke fungerede. Fair nok, så havde vi stadig et ledigt sæde mellem os, og det er jo skønt på en 9 timers flyvning. Jeg fik sovet i en del timer undervejs, så jeg følte mig rimelig frisk da vi ankom til Amerika. I lufthavnen i Charlotte clearede vi immigrationen, og vi skulle også selv fragte vores kufferter igennem tolden, hvorefter den blev indleveret til personalet igen. En yderst mærkelig procedure, da der ikke var nogen toldere eller andre til at kigge noget igennem!

Turen til Miami tog yderligere to timer, og vi landede til tiden lidt efter kl. 18. Vi fandt hurtigt til udlejningscentret og 'Dollar Rent' hvor vi havde booket vores bil. I betragtning af køen da vi kom, var det faktisk imponerende at det kun tog 40 min. at komme frem til skranken. VI fik ordnet papirarbejdet, og blev gelejdet ned til vores bil - eller det var i hvert fald hvad vi troede, for deres system er følgende: Man booker til en bestemt størrelse/klasse bil, og så er der ellers frit valg indenfor den kategori. Vi havde booket en "full size" som er den 6. mindste kategori, i håbet om at vi så kunne have alle vores fire kufferter i bagagerummet. Det viste sig dog at være et stakket håb, for nu begyndte historiens største gang "kuffert-tetris". Forestil dig dette: Det var 28 timer siden vi tog af sted fra Danmark, og vi stod i et garageanlæg der var ca. 40 grader varmt. Først skulle vi forsøge at få plads til kufferterne i bagagerummet og dernæst vurdere - hvordan var pladsen inden i kabinen? På et tidspunkt troede jeg faktisk at det var lykkedes, men så var der noget galt med den ene sele bagi - og så kunne vi starte forfra. Ind og ud af dusinvis af biler, og hvis man havde adgang til overvågningsbåndet fra garagen, så må det have set sjovt ud. Der kom - og forsvandt - nok 50 biler med andre mennesker imens vi boksede med tingene, og til sidst besluttede vi os for en sort Toyota Camry. Vi kunne dog kun have 3 kufferter i bagagerummet, så den sidste måtte stå på tværs inde i kabinen - men det gik også.

Endelig kunne vi så sætte automatgearet i "Drive" og køre ud i den lumre Miami aften.  Der var så gået et par 'hyggelige' timer med valget af bilen, men nu kunne road-trip'en endelig begynde. Vi stoppede ind på den første Subway vi så på vejen, for forplejningen med American Airlines havde ikke ligefrem været noget at råbe hurra over. Vi kørte nordpå til Boynton Beach, hvor vi havde booket et værelse på Homing Inn. Stedet var noget værre hø, og der var snavset og skummelt - og jeg endte med at sove i en kopi af Onslows stol fra "Fint skal det være". Men vi var alle trætte og faldt i søvn uden de store problemer.

Næste morgen spiste vi morgenmad på DJ's Grill i Boynton - en typisk amerikansk diner. Vi fik æg og bacon, og det er bare en god måde at starte en dag på. Vi kørte nordpå til Palm Beach, hvor vi cruisede lidt rundt i rigmandskvarteret. Ingen tvivl om at folk i det område har mange penge, men der var heller ikke en hæk eller en græsplæne der ikke var pænt klippet. Vi ville egentlig gerne have været på stranden, men der var rimelig meget vind og store bølger, så vi besluttede at udsætte det til senere.

Vi kørte videre til Cocoa Beach - og det fantastiske "Fawlty Towers Motel". Indrømmet - det var primært booket for navnets skyld, men faktisk var det rigtig god kvalitet for pengene. Vi havde et stort værelse med to dobbeltsenge, gratis WiFi samt en hyggelig lille pool. Så varmt var vandet nu alligevel ikke, så det var kun Clara og jeg der kom i. Vi spiste aftensmad på Pizza Hut, og det er jo altid en favorit med familien.  Næste morgen tog vi afsked med det farverige motel, som havde været en hyggelig oplevelse.

Vi satte kursen mod Kennedy Space Center blot 20 min. væk. Det var et sted specielt Anne og jeg har glædet os til. Entréen er på 50$ + tax og umiddelbart kan det godt synes dyrt med 375 kr. for en dag, og så synes jeg det er lidt frækt at kræve 10$ ekstra for parkering. Besøgscentret ligger meget øde, og der er ingen andre muligheder for at komme dertil end med egen bil. Nå, skidt... nu var vi der jo, og efter det obligatoriske sikkerhedstjek var vi klar til at indtage parken. Vi startede med at tage bussen ud til affyringsramperne og den store udstilling med Saturn V raketten. Chaufførerne i busserne fungere også som guider undervejs, og selvom de garanteret har fortalt de samme historier hundredvis af gange, så fungerede de bare. Der er masser af vilde dyr - inkl. alligatorer - i området, men vi kom dog heldigvis helskindede tilbage til parken.

For mig var dagens største oplevelse at se en original rumfærge. Man kan sige meget om amerikanerne, men de forstår bare at sætte tingene i scene. Først ser man en film om hele starten på rumfærge programmet, et besøg i kontrolrummet hvor man følger en opsendelse og en film der omhandler Atlantis' sidste mission. Slutscenen zoomer ind på et billede af Atlantis - og speakeren siger: "Welcome home, Atlantis"! Så går skærmen går op... og der er den så: En vaskeægte rumfærge! Jeg indrømmer gerne at det gav mig en smule gåsehud :-)

Der er masser af udstillinger hvor man kan prøve ting, og det hele er faktisk meget moderne og interaktivt. Vi prøvede også en sjov simulator (selvom Clara insisterer på at kalde det en stimulator) som skulle vise hvordan astronauter har det under en opsættelse. Vi så også en 4-D film om Hubble teleskopet, gik en tur i NASA's "Rocket Garden" og så fremtiden for udforskningen af Mars. I alt brugte vi en hel dag derude, så i den sammenhæng er prisen jo nok meget rimelig.

Aftensmaden blev spist på Subway på vej til Orlando, eller mere præcist Kissimmee syd for Orlando. Her havde vi booket et værelse på Red Roof Inn, og som sådan var det fint nok. Værelset var stort og rent, men de to "dobbeltsenge" var kun 120 cm. brede. Det er ikke en dobbeltseng i mit verdensbillede, men "bare" en halvanden-mands-seng. Det havde de dog ikke den store forståelse for på hotellet, men insisterede på at den størrelse er en dobbeltseng i USA. Hmmm... Nå, men jeg fik vredet en gæsteseng ud af det noget modvillige kvindemenneske, men de får bestemt ikke plusser i bogen for kundepleje. Der var så heller ikke noget WiFi, og det irriterede næsten endnu mere, da man jo har brug for internet nu om dage. Men det skal ikke ødelægge julen! ;-)

Juleaftensmorgen sov vi forholdsvist længe og spiste morgenmad på Denny's. Vi benyttede deres WiFi til at tjekke mails m.m. og så også en dejlig video som Nanna havde sendt fra kirkegården, hvor de alle havde sunget for Carsten. En sød og dejlig gestus - tak for det! Så oplevede folkene på restauranten også familien flæbe for åben skærm. Derefter kørte jeg pigerne til et outlet, så de kunne få shoppet af hjertets lyst. Jeg kørte selv ud og shoppede en smule, før jeg hentede dem igen om aftenen. De havde købt en masse... og sparet endnu mere... så der var glæde i lejren. Der havde været mange specielle tilbud fordi det var juleaften, og så har pigerne også prøvet at tilbringe sådan én med at shoppe. Aftensmaden blev spist på Pizza Hut, så den traditionelle flæskesteg var afløst af indbagt pasta. Det var en juleaften uden julepynt og gaver, men så længe jeg var sammen med min skønne familie, er dét bare det eneste der tæller!

Juledag spiste vi morgenmad på IHOP - International House of Pancakes. Jeg synes det smagte udmærket, men resten af familien er mere til Denny's. Der var mange mennesker den morgen, specielt i betragtning af at d. 25. december om morgenen er deres største dag. Vi kørte de små 20 km. til Universal Parken - Islands of Adventures. Billetterne var købt hjemmefra, så vi kunne gå lige til indgangen - og det gik nemt og smertefrit. Der er et stykke at gå fra parkeringsanlægget, men heldigvis har man installeret rullende fortove og det hjælper jo. Parken er arealmæssigt ikke så stor, og der er heller ikke tonsvis af forlystelser. Men dét der er, er til gengæld rigtigt godt lavet. Vi satte kursen mod Harry Potter delen af parken, og Hogsmeade er bare godt lavet! Der er masser af små butikker, hvor man kan købe diverse souvenirs, og selvfølgelig også forlystelser der passer til temaet. En rutchebane á la Odin Ekspressen i Tivoli var lavet som en Hippogriff, og man kunne også komme på en fantastisk tur rundt på Hogwarts. Vi prøvede også to vandrutchebaner, og jeg har ikke før prøvet at blive SÅ våd! Vi ankom til parken kl. 9.30 og omkring kl. 20 havde vi fået "nok". Det er en dyr oplevelse, men tingene er også godt lavet. Vi købte nogle smarte souvenir bægre og så kunne man i maskiner rundt omkring i parken fylde op med over 100 forskellige slags drikkevarer - smart!

På vejen hjem stoppede vi ved vores lokale Burger King for lidt nem og hurtig junkfood. Eller - det skulle man tro, men sådan kom det ikke til at gå. Godt nok var det den 25. december, og der var en del kunder i biksen og kun en enkelt til at ekspedere. Der gik 38 minutter fra vi betalte, til de mente vores mad var færdig... og så "nemt" gik det selvfølgelig ikke. Den var i mellemtiden blevet kold, og var i øvrigt forkert lavet, så der skulle lige et par nye forsøg til. Den stakkels Jeremy (med de mest markerede og plejede øjenbryn jeg nogensinde har set på en mand) kæmpede en brav kamp, men fik ingen hjælp af de øvrige i køkkenet. Min kære søster mistede undervejs tålmodigheden, og jeg må også indrømme at jeg godt kunne have brugt en noget hurtige betjening efter en lang dag i Universal. Men det lykkedes (nogenlunde) til sidst - og vi kunne da ikke gøre andet end at grine på den korte tur hjem.

2. juledag kørte vi ud og spiste morgenmad på Denny's før jeg satte pigerne af ved et andet outlet. Der var så mange mennesker derude, at jeg måtte køre på den nærliggende McDonald's og parkere. De shoppede kun en time og 20 min. før de gav op, for der simpelthen så mange mennesker at det ikke var til at komme hverken frem eller tilbage. Vi kørte hjem til hotellet, og senere handlede vi i den lokale Walmart - der er på størrelse med en Bilka. Anne brugte en del tid med at kigge igennem de nedsatte julevarer, men fik dog afslag på at købe noget med hjem. Vi spiste aftensmad på en kinesisk restaurant bag hotellet, og det var dejligt at få andet end junkfood. Ris med kylling og karry er jo altid skønt! :-)

Søndag spiste vi atter morgenmad på Denny's, før vi satte Anne af ved det lokale mini-outlet, imens Clara, Emma og jeg satte kursen mod Universal - denne gang dog studierne, der ligger lige ved siden af den anden park. Vi ankom omkring kl. 10.30, og kunne med det samme konstatere at der var væsentlig flere mennesker end to dage tidligere. Vi fik kun prøvet 3 ting derinde, samt taget med Hogwarts Ekspressen frem og tilbage mellem de to forlystelsesparker. Som stor fan af både Harry Potter og tog - så må jeg bare sige at det er godt lavet. Toget er i naturlig størrelse, og man sidder inde i en kupé præcist som i et rigtigt tog. Vinduet er så er skærm hvor "køreturen" mellem London og Hogwarts bliver afspillet, ligesom Harry og slænget flere gange går forbi i gangen, og f.eks. bekæmper en dementor undervejs. Turen tager kun små 5 minutter, men det er dæleme godt lavet - selv afgangen fra perron 9 3/4. Da vi var i den anden park prøvede pigerne lige en rutchebane et par gange, før vi tog toget tilbage til studierne. Her mødtes jeg med Kenneth fra min gamle gymnasieklasse. Han er nu bosiddende i Chicago, men var på en fem dages juleferie i Florida. Meget hyggeligt at hilse på ham, hans amerikanske kone og datter. I studierne har man bygget Diagonal Alley, og det er bare gennemført! Husene er lige som jeg ville forestille mig, og faktisk er det bedre lavet end Hogsmeade i Universal Parken. Alt i alt er det eneste problem antallet af mennesker i parken. Ved nogle af forlystelserne var der denne dag op til 3 timers ventetid... og det er bare alt for meget. Godt nok nævnte de også at det var årets travleste dag indtil nu - så der var åbenbart andre der havde fået samme 'gode' idé med at bruge juledagene i en forlystelsespark. Vi "gav op" omkring kl. 20, og kørte forbi hotellet og hentede Anne - før vi kørte til den samme kinesiske restaurant vi havde spist på aftenen før... vi er og bliver vanedyr!

Nu er det slut med Orlando området, og vi sætter nu kursen mod vestkysten - nærmere betegnet Clearwater...

Hjemturen

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi fik spist et par gode pizzaer på Pizza Hut, og da vi havde et par timer at slå ihjel, blev vi siddende og sugede lidt på både deres aircon og WiFi. Efter et par timer tog vi en taxa til lufthavnen, der praktisk talt ligger midt inde i byen. Flyet var 1½ time forsinket, og det er selvfølgelig altid lidt irriterende, men da vi havde 4 timers ventetid i Hong Kong gjorde det ikke så meget... bare vi nåede vores fly derfra til London.

Vi fløj med Cathay Pacifics datterselskab Drangonair og flyet var helt fuldt. Vi elsker begge to Hong Kongs fede lufthavn, der - som en del andre lufthavne i Asien - har dét der skal være: Gode butikker og restauranter, masser af plads og lys, bænke og borde, rygerum samt hurtig og gratis WiFi - det er hvad rejsende har brug for. Robert fik spist et par burgere på McDonald's, så der var noget at stå imod med på den 13 timers flyvning til London. Vi havde igen brugt vores lille 'trick' når vi booker pladser på vores ferier: Hvis der er tre sæder mod vinduet, så booker jeg en vinduesplads og Robert gangpladsen, på en række ret langt tilbage i flyet. Jeg kender INGEN der foretrækker midtersædet, så de er altid de sidste der bliver fyldt. På den måde, har vi på over halvdelen af de gange vi har fløjet sammen, haft et tomt sæde imellem os... hvilket jo er fantastisk på så lang en flyvning. 'Tricket' virker naturligvis ikke hvis flyet er fyldt til sidste plads, og det var netop tilfældet på denne afgang. Så hvor vi på udturen havde tre sæder hver, så måtte vi denne gang tage plads med en kineser imellem os... han havde virkelig trukket nitten på dén afgang! :-)

De første par timer gik meget langsomt. Selvom afgangen var kl. 23.55 så skulle der serveres aftensmad, og inden den er ryddet af vejen igen, er der jo hurtigt gået 1½-2 timer siden afgang. De sidste par dage har jeg døjet med noget tør hoste, og den gør det selvfølgelig heller ikke ligefrem nemmere at falde i søvn, specielt når man så heller ikke kan brede sig lidt. Det blev dog bedre sidenhen, og jeg fik nok sovet omkring 5-6 timer. Da jeg vågnede så jeg den nye Disneyfilm 'Cinderella' - og den er altså meget sød. Jeg ved det godt Iben, voksne mænd og Disney... men sådan er jeg! :-)

Morgenmaden blev serveret et par timer før landingen - 'sjovt nok' samtidig med at vi fløj direkte over Kastrup lufthavn. Det kunne have sparet os 6-7 timer hvis vi bare liiiige kunne blive sat af dér, men sådan er det jo desværre ikke. Jeg kan godt lide Cathay Pacific af mange grunde: Billetterne er ofte billige - på denne tur har vi eksempelvis givet 4.761 kr. hver for flyvningen København - Cebu // Danang - København (inkl. 30 kg. bagage) og det synes jeg er meget rimeligt. Samtidig serverer de udemærket mad og gratis drikkevarer, god og stor skærm til hvert sæde samt et glimrende underholdningssystem. Der er også ladestik til både USB og computer - samt så god plads som man vel kan forvente på 'Monkey Class' ;-)

Vi ankom til London Heathrow ved 6-tiden om morgenen, og det er ikke nogen hemmelighed at det er Roberts 'hadelufthavn' nr. 1! Der er nemlig ingen rygerum. Personligt er jeg jo ligeglad, men jeg kan da godt forstå, at man efter en 13 timers flyvning samt et par timers check-in og bagage cirkus gerne vil have en smøg. Var der nogen der f.eks. fortalte mig at jeg ikke måtte få noget at drikke, ikke måtte gå på toilettet, ikke måtte tjekke Facebook i 15 timer - så ville jeg da også blive irriteret. Selvfølgelig overlever man, men jeg kan nu ikke se hvad et rygerum i en lufthavn skulle gøre?

Nå, men i hvert fald findes de ikke i Heathrow, så hvad gør man når man har tre timer til næste afgang? Man går selvfølgelig hen i køen til immigrationen, passerer grænsen og ind i England. Derefter igennem bagage området, ud igennem tolden, og derefter finder man den nærmeste udgang og kommer væk fra selve terminalen. Her kunne Robert så endelig få lov at ryge et par smøger, før turen gik den anden vej. Op på 5. sal til afgangshallen, igennem security checket (vi havde heldigvis allerede fået vores bording pass i Danang) og tilbage i transithallen. Alt i alt tog det faktisk kun lidt over en time, men der var også - for Heathrows vedkommende - meget minimale køer de forskellige steder den dag. Så hvad gør man ikke for sin bedste ven... :-)

Vi havde stadig lidt tid at slå ihjel, men lidt før kl. 10 lokal tid lettede British Airways med ankomst til København kl. 12.50 - som markerede afslutningen på den ferie. Eller næsten, for da min kuffert kom, kunne jeg konstatere at den ene af låsene var knækket af, så jeg måtte lige en tur via ankomstservice for at melde det. Roberts far hentede os, så der var nem transport til Amager... dejligt, da jeg var hjemme præcis 31 timer efter vi forlod Hoi An.

Det har været en skøn ferie, og nok en lidt anderledes ferie end vi har haft før. Specielt på Filippinerne var der MEGET afslapning, og det var begrænset hvad vi egentlig lavede. For mit vedkommende har foråret, af mange årsager, været lidt presset, så jeg havde i den grad brug for 'bare' at slappe af, og det må man sige er lykkedes. Robert har nu også været mindre 'ADHD' end han plejer, så ingen tvivl om at vi begge har haft gavn af lidt fred og ro. Som Robert far engang sagde: I tager simpelthen om på den anden side af jorden for at slappe af på et hotelværelse... og ja, denne gang passer det faktisk meget godt. Vi har selvfølgelig også oplevet en masse, samt haft nogle skønne 15-16 timers rejsedage fra Bohol til Hanoi og igen fra Hanoi til Hoi An, som jeg personligt ikke ville have været foruden. Det er jo en del af den måde at rejse på, som jeg elsker!!!

Det er nu fjerde gang jeg har været på Filippinerne, og jeg er STADIG delt i min holdning til landet. Jeg synes de steder vi har været, er (relativt) dyre i betragtning af at det er Asien. Omvendt er det et hyggeligt folkefærd, sprogmæssigt er det meget nemt, da deres engelsk er rigtigt godt - og da de overvejende er katolikker, så skiller det sig også noget ud - i en del af verden der ellers er præget af buddister, hinduister og muslimer.

Det var SKØNT at komme tilbage til Vietnam, og jeg er glad for at Robert endelig har fået en lille forsmag hvad dette skønne land har at byde på. Selvfølgelig er der mange ting der har ændret sig. Priserne er fortsat opad, vi oplevede ikke én eneste strømafbrydelse på 11 dage - og der er stort set hurtig og gratis WiFi overalt! Bådene er blevet større og mere luksuriøse i Halong Bay, men heldigvis ligner Hanoi og Hoi An sig selv - og det håber jeg får lov at blive på den måde... :-)

Hoi An

(Klik på billedet for adgang til albummet)

De gode nyheder først: Hoi An er stadig Vietnams hyggeligste by!!! :-)

Vi ankom torsdag eftermiddag til vores hotel, og hvis vi synes det havde været varmt i Hanoi, så var det STEGENDE hedt i Hoi An. Vi havde booket på Thanh Binh 3 - Serene Hotel, der lå lige nord for den gamle bydel - Hoi An Ancient Town. Vores værelse havde en lille balkon ud til gaden, så Robert kunne komme ud at ryge. Vi havde 'bare' valgt et standard værelse til 25$ pr. døgn inkl. morgenmad, og det viste sig at være et fint valg. Godt nok havde 'Deluxe værelserne' udsigt til swimmingpoolen, men til den dobbelte pris var dén udsigt så også betalt. Der var to store senge og masser af plads - samt hurtigt og stabilt WiFi, så hvad har to rejsende mere brug for? Aircon - og her kunne der måske godt opgraderes lidt?! Når vi kom hjem på værelset kunne der godt gå et pænt stykke tid før temperaturen var tålelig, og aircon'en var monteret så højt på væggen, at det praktisk talt var umuligt at sidde i 'luftstrømmen' :-)

Vi gik en tur i den gamle bydel - og der er bare hyggeligt! Søde huse, butikker og restauranter i massevis - foruden de obligatoriske souvenir butikker samt hundredevis af skrædderier. Jeg har før fået syet tøj i Hoi An, så vi satte kursen mod Mekong Tailor, men deres priser har i hvert fald fået et hak - eller fem - opad, siden jeg sidst var i Hoi An i 2008. Skal jeg give 3-400 kr. for et par helt almindelige bukser, så kan jeg jo ligeså godt købe dem i Danmark. Det var ikke jakkesæt jeg gik efter denne gang, så det med det skræddersyede betød ikke så meget. Vi gik videre rundt i byen, og Robert fik undersøgt lidt om mulighederne for dykning. Men priserne, sammenholdt med det faktum, at han skulle være væk hele dagen fra kl. 8 til 17, gjorde ham lidt loren. Samtidig er dykning i Vietnam ikke i samme klasse som f.eks. Filippinerne eller Thailand, så det droppede han. Lidt ærgeligt når man slæber så meget udstyr med herud, men jeg forstod ham nu godt.

Der 'sker' ikke så forfærdeligt meget i Hoi An, og det er positivt ment. Man kan gå rundt i de skønne gader, eller man kan leje en cykel, el-cykel eller motorcykel og køre lidt rundt i området - vi valgte (naturligvis) det sidste. En motorcykel kostede ca. 30 kr. om dagen, og er en skøn og nem måde at komme rundt på. Vi kørte bla. til stranden ca. 5 km. fra Hoi An. Cua Dai beach er den nærmeste strand, men for at undgå de lidt irriterende sælgere, så kørte vi et par km. nordpå til An Bang beach. Her får man næsten stranden for sig selv, og det er en lækker strand.

Du kan se lidt 'selfie' video derfra her: Strandløven  (knaldrød i hovedet og kridhvid overkrop :-)

Ellers gik dagene med ren afslapning: God mad fra vores 'favorit restaurant' Gidino lige overfor hotellet, gåture i byen, swimmingpool samt suge aircon på værelset. Temperaturen nåede (vistnok) aldrig op på 50 grader, men 49 er da også pænt varmt! Da vi var på stranden, synes Robert det var en rigtig god idé at gå tilbage gennem sandet på bare tæer... da han senere havde siddet med fødderne i koldt vand i badekarret i en time, måtte han erkende at det nok ikke havde været den allerbedste idé! ;-)

Søndag var der 'fuldmåne/lanterne' festival i byen, og det skulle vi selvfølgelig ned til floden og se. Sikke en forvandling i den ellers stille by. Pludselig var der flere tusinde mennesker på gaden, og hvor pokker de kom fra aner jeg ikke. Der blev tændt lys i små lanterner, som så blev sendt ned ad floden. Tanken er at man mindes sine kære og ønsker at intet ondt skal ramme dem. Jeg tændte et lys for Carsten og sendte det ned ad floden - med de bedste tanker ombord. Er man i byen til denne fejring, så er det bestemt noget man ikke må gå glip af, men til sidst fik vi dog nok af alle de mennesker og trissede hjem igen.

Vores hotel er grimrende - bortset fra et enkelt punkt: Morgenmaden. Vi havde begge glædet os til en rigtig 'hotel-buffet', og den allerførste morgen så det da også lovende ud: En 'ægge-dame' (der så faktisk var en mand) der lavede de æg man gerne ville have, bacon, pølser, toast, juice, mælk, kaffe og frisk frugt - så behøver vi faktisk ikke mere. Men de fleste dage bestod buffeten kun af æg, juice og frugt. Selv så basale ting som toastbrød var der intet af - og så var det ligegyldigt om vi kom ned når buffeten lige var åbnet eller to timer senere. Det er bare ikke godt nok...

Ellers morede vi os en del over stimen af 'koreaner-busser' der kom til hotellet. Samme procedure hver dag: De ankom ved 16-17 tiden, så noget mad og en tur i poolen, morgenmad næste morgen kl. 7 - og så ud i bussen og videre til næste by. Det er godt nok en sær måde at opleve et land på! Efter mit mislykkede forsøg hos min 'gamle' skrædder, prøvede jeg heldet på det lokale marked i stedet. Her fandt jeg en skrædder der kunne sy 5 par hverdagsbukser og 5 kortærmede skjorter for ca. 1.650 kr. Det var lidt dyrere end jeg havde håbet på, men selvfølgelig stadig billigt. Afgav ordren lørdag formiddag, og allerede søndag eftermiddag var det klar - det er hurtig service! ;-)

Mandag aften afleverede vi vores motorcykler efter en sidste tur til stranden. Sidste aften spiste vi på vores stam-sted, før vi gik tilbage til hotellet hvor jeg begyndte at pakke. På denne rejse har jeg haft ALT for meget med, så selvom vi hver har 30 kg. indtjekket bagage, så måtte der siges farvel til et par shorts og en t-shirt før vægten passede. De har nu også begge tjent mig godt de sidste 8 år - så det var fair nok at de nu blev kasseret...

Tirsdag tjekkede vi ud fra hotellet, og tog en taxa til Danang - nærmere bestemt Pizza Hut. Her fik vi serveret en skøn frokost, og så er vi ved at være klar til den 'lille' 24-timers hjemtur... :-)