Filippinerne

Vi fløj med Cebu Pacific til Clark på Filippinerne, og specielt Clara havde glædet sig til de skøre konkurrencer de holder ombord. Nogle gange er det karaoke, andre gange vinder dem der først kan holde deres pung/livrem/venstre sandal eller andet op i luften, men på denne tur var det en slags jeopardy. Desværre kunne vi ikke helt tyde spørgsmålene, så selvom vi faktisk fik muligheden for at svare, så blev det ikke til gevinst denne gang!

Flyveturen til Clark tog et par timer og dér skulle vi så vente 2½ time. Clark ligger udenfor byen Angeles – ca. 80 km. nord for Manila. Det er en gammel amerikansk militærbase, der nu er lavet om til en lufthavn for lavpris-flyselskaber. Samtidig er det et godt knudepunkt på Filippinerne for dem der gerne vil undgå hektiske Manila. Vi fløj videre med AirAsia til Kalibo på øen Panay. Herfra er der ca. 2 timers kørsel til Caticlan hvorfra man kan sejle til Boracay. Robert og jeg skulle have været på Boracay i 2008, men måtte opgive det pga. tyfonen Fengshen. Sejlturen over til øen tager kun et kvarters tid, men det er med at holde tungen lige i munden, når man skal af og på bangkaen, som er en typisk udriggerbåd der bruges overalt på Filippinerne.

Ved ankomsten til Boracay tog vi en multi-cab taxa til vores hotel – Oro Beach Resort. Det ligger ved Boat Station 3 på den sydlige del af White Beach. Hotellet var ganske fint – værelserne var kæmpestore – og efter en dags tid fik de endda deres WiFi til at virke... efter vi selv havde forsøgt at få genstartet deres internet sent om aftenen. Det involverede bla. ledninger ud over balkonen, samt hacking af deres routere :-)

Vi spiste lidt aftensmad og gik en lille tur langs stranden, og Robert fik aftalt et dyk den næste dag – og så var det ellers i putten.

Tirsdag morgen vågnede vi op til dejligt solskin, og så ser Boracay virkelig ud som på postkortene. Nu er det jo lavsæson og regntid – og det kunne da godt mærkes på både vinden og vandet på stranden. Nu er jeg jo selv mest et pool-menneske, så det er jo ikke noget der gør mig det helt store. Vi slappede af i poolen, Robert var ude at dykke – og vi fik spist på vores nye ”stamsted”. Tjenerne var søde og venlige, og Emma fik et godt øje til den ene, som vi andre hurtigt fik døbt Raul (skal siges med rullende r – som i Raaaaaul). Det var måske egentlig mest ham der havde et godt øje til Emma, men det var sjovt at drille hende med det! :-)

Boracay minder på mange måder om Phi Phi, men er dog noget større. Så mange mennesker er der heller ikke lige nu, men man kunne godt få en fornemmelse af hvordan det ville være i højsæsonen, og jeg er ikke sikker på at jeg ville synes det var super fedt?! Vi fik gået lidt op og ned af White Beach, indleveret vasketøj – og kæmpet os igennem horder af sælgere, som faldbød solbriller, hatte og armbånd – dvs. nøjagtigt det samme som alle andre steder... nu står der bare Boracay på tingene.

Onsdag dykkede Robert en gang mere, og ellers var dagen en relativ kopi af tirsdagen. Afslapning, pool og god mad – men så kan man jo heller ikke forlange meget mere, vel?

Torsdag formiddag var vi på den modsatte side af øen, hvor mange af vand-aktiviterne foregår. Vi blev sejlet ud i en lille speedbåd til en platform ca. 500 m. fra land. Her fik vi en kort instruktion, før vi blev guidet ned af stigen til vandet. Her fik vi placeret en dykkerhjelm over hovedet, hvortil der konstant blev tilført luft gennem en slange. Man fortsatte de ca. 4 meter til man stod på havbunden, og så kunne man ellers opleve hvordan livet er dér. Det tog lige et minuts tid at vænne sig til dykkerhjelmen (og det faktum at der ikke kom vand ind, selvom den ”bare” sad løst på ens hoved. Instruktøren viste os bla. koraller, klovnefisk (Nemo) samt en søstjerne, og så blev der ellers taget en masse billeder. Det var en sjov og meget anderledes oplevelse, og specielt for os ikke-dykkere var det spændende. Robert er selvfølgelig vant til det, og var da også troppet op iført både dykker-dragt og –computer... til et ”dyk” på hele 4 meter! :-)

Efter at have været under i en halv time kom vi op til Clara, der i sidste øjeblik havde besluttet sig for at hun ikke have lyst til at prøve. Ærgeligt, for hun ville helt sikkert have moret sig – men så brugte hun tiden på at spille skak med vores lokale guide – og hun vandt endda hele 3 spil over ham.

Om eftermiddagen var det dårlige vejr kommet til Boracay – med både regn og blæst. Vi fik noget mad og en hurtig tur i poolen, men regnen var rimelig vedholdende. Om aftenen tog vi en tri-cycle til den anden ende af White Beach, hvor Clara prøvede en trampolin. Der var mange andre forbipasserende der var imponeret over hendes evner, og der blev taget en del billeder af hende!  Vi spiste på stranden, og bagefter gik Clara, Emma og jeg gennem d’Mall og tog en tri-cycle hjem. Imens gik Anne & Robert på jagt efter den lokale ”Bob Marley” vi havde hørt synge to dage før. Det lykkedes – og de fik også hørt et par andre musikere, ligesom de selv fik givet et par numre. De var da heller ikke helt appelsinfrie da de kom tilbage til hotellet lidt i 2. Min kære søster slog sit ben på sengen, og mente bestemt at hun skulle på hospitalet og syes. Senere skulle hun så liiiige på nettet, indtil Emma venligt bad hende om at skrubbe i seng! I lyset næste morgen blev det afsløret, at den store skade ikke var andet end en lille hudafskrabning! :-)

Fredag tjekkede vi ud fra hotellet, og det var meningen at vi ville leje én til at køre os rundt på øen. Men det blev ved med at regne, så i stedet tog vi en taxa ned til havnen. Vi fik købt vores kombi båd- og busbillet til Kalibo, og så sejlede vi over til Caticlan. Her slog ”billet-mafiaen” til igen, og vi måtte betale 300 peso ekstra for at få vores kufferter med minibussen til Kalibo. Det er ikke den håndfuld kroner det kostede der er problemet, men hvor er jeg træt af mentaliteten med at ”rige” turister liiiige skal plukkes for lidt ekstra penge!

Vi blev sat af ved Kalibo Hotel og fik tjekket ind på vores værelser. Vi gik en kort tur i byen, og var bla. på en internetcafé for at få printet vores bordingkort ud. Det viste sig at være en større opgave, da det papir de havde i printeren ikke var A4, så til sidst måtte jeg selv op og vise dem hvordan de skulle printe det ud. Det var tydeligt at de ikke er så vant til turister i Kalibo, for der blev kigget godt på os – både på netcaféen og på gaden. Vi spiste aftensmad i et center, før vi tog en tri-cycle hjem til hotellet. Værelserne var fine og der var endda flere filmkanaler på fjernsynet.

Lørdag morgen tjekkede vi ud og tog en taxa til lufthavnen. Vi fløj med AirAsia fra Kalibo tilbage til Clark, og der var 6½ time til vi skulle flyve videre til Kota Kinabalu. Desværre kunne vi ikke tjekke vores bagage  ind så tidligt – og der er ingen bagageopbevaring i Clark Airport, så Clara, Robert og jeg tog AirAsias shuttle-bus ind til Marquee Mall i Angeles. Det er et stort shoppingcenter hvor vi spiste frokost på McDonalds. Clara fik en tur på en lille mekanisk elefant i et lille tivoli, for man er jo aldrig for gammel til en tur på en elefant, vel? :-)

www.youtube.com/watch?v=wl5YNTwy_gQ

Vi tog en jeepney tilbage til lufthavnen, og så var det Roberts tur til at blive tilbage og passe på bagagen, imens vi andre tog en taxa tilbage til centret. Clara fik købt et par fede Vans sko, og et par Big Mac’s og is senere, tog vi en jeepney tilbage. Indtjekning til flyet gik uden problemer, og snart satte vi kursen mod Borneo... og nye eventyr!!!

Hong Kong

 

Mandag d. 9. juli var det endelig blevet ferietid! Vi mødtes i lufthavnen og fik den (efterhånden) traditionelle burger på Burger King. Som en lille overraskelse var Nanna og Dianga kommet i lufthavnen for at vinke farvel, godt trætte efter Roskilde Festivalen. Vi fik tjekket ind til vores fly med Qatar Airways, men i security tjekket mistede Robert sine solbriller. Det plejer ellers at være mig der ikke kan holde styr på mine ting dér! Flyveturen til Doha tog 6½ time, og så var det store spørgsmål hvor længe vi skulle vente dér?! For at gøre en meget lang historie kort, så gik der noget galt med bookingen af vores billetter, så i stedet for at vente i lidt over 2 timer på flyet videre til Hong Kong, så skulle vi nu vente i ca. 10 timer. Vi prøvede at få Qatar Airways til at ændre det, men det lykkedes desværre ikke. Så enden på det bliver en sag mod dem når vi kommer hjem, så får vi forhåbentlig noget økonomisk kompentation for det!

Vi fandt et sted i lufthavnen med en slags liggestole, og så var det ellers bare med at få tiden til at gå. Der var gratis WiFi – så det hjalp lidt – og vi fik da også lidt gratis morgenmad i et skummelt cafeteria – det hjalp ikke! Men endelig blev det morgen, og vi kunne flyve videre mod Hong Kong.

Vi landede ca. kl. 22.30 lokaltid tirsdag aften – efter en rejse på ialt 25 timer, og der var vi vist alle trætte af at sidde ned. Vi kom hurtigt igennem immigrationen og fik vores bagage, og tog så Airport Express toget ind til centrum. Det sidste stykke skulle vi med metroen, og vi måtte små-løbe mellem to stationer for at nå det sidste tog. Det lykkedes dog lige akkurat, og få minutter efter var vi ved Tsim Sha Tsui stationen på Kowloon... og Mirador Mansions. Sammen med sin ”fætter” Chungking Mansions er det de mest berømte/berygtede hostels i Hong Kong. Begge bygninger er fyldt med primært kinesiske hostels, nogle med blot få værelser – andre med 50. Vi havde booket på Cosmic Guesthouse på 12. sal, og det er synd at sige at værelserne er store! Nu er det 4. gang jeg er i Hong Kong, så jeg vidste godt hvad der ventede… men det er altid en oplevelse! Værelset er på ca. 4 m2 – og på den plads er der 2 senge og et bad/toilet. Så kan du selv regne ud hvor stort det er! Men oplevelsen af et ”rigtigt” storby backpacker sted, kan ingen tage fra stedet – og så ligger dét det bedste sted i byen – nemlig på sydspidsen af Kowloon halvøen. Efter vi havde tjekket ind, gik vi ned på gaden og fik lidt natmad på McDonalds, og så var det ellers på hovedet i seng.

Onsdag vågnede vi op til godt vejr, så vi besluttede at tage med kabelbanen op til den store Buddha på Lantau. Robert havde heller ikke prøvet den tur, da den var lukket for årlig reparation den ene gang - og pga. jordskred den anden gang han var i Hong Kong. Vi tog derfor metroen til Tung Chung stationen hvor vi spiste morgenmad på Subway. Kabelbanen Ngong Ping 360 tager ca. 25 min. til toppen, og det er en både flot og spektakulær tur. Man kører først over vandet, så drejer den skarpt til venstre, og så starter en lang tur op af bjerget imens man har et flot udsyn over bla. Hong Kongs Internationale Lufthavn – og til sidst drejer den en tak mere og man kommer hen over bjerget. Her har man så lavet en lille ”turist-by” med souvenierbutikker, restauranter osv. Vi gik hen til trappen op til Buddhaen, og så var det ellers bare med at ”æde” trin. Så slemt var det heller ikke, men 216 trin i varme og høj luftfugtighed kan da mærkes! :-)

Efter at have set Buddhaen gik vi ned igen, og stillede os på det lille sten alter der er bygget. Når man står heeelt i midten kan man høre ekko, og det føles ligesom man selv snakker i en mikrofon. Vi droppede turen til det nærliggende Po Lin kloster og tog kabelbanen ned igen.

Efter et stop på vores hostel gik vi ned til havnen og tog opstilling til det noget opreklamerede lyd- og lys-show der afvikles hver aften kl. 20 i Victoria Harbour. Nu har jeg efterhånden set det nogle gange, og må altså indrømme at sååå fantastisk er det heller ikke. Men man får selvfølgelig set mange af bygningerne på Hong Kong øen oplyst og med laser på toppen – og det er jo en fantastisk skyline!!!

Torsdag gik vi ned til havnen der ligger ca. et kvarters gang væk. Vi sejlede med en af de grønne og hvide Star Ferries over til Central på Hong Kong øen. Vi tog med en af de sjove gamle dobbeltdækker sporvogne et stykke vestpå, og det er en meget fed måde at opleve byen på. Det er nemt at se når man begynder at komme udenfor den vestlige/turistede del af Hong Kong øen. Vi spottede en Pizza Hut tæt ved et marked – og det er altid godt at huske hvor der ligger en Pizza Hut! Vi tog med rulletrappen op i Midlands, og det er jo smart nok, men jeg er stadig ikke enig i betegnelsen ”Verdens længste rulletrappe”, da det jo i virkeligheden er en række rulletrapper der ”bare” er sat i forlængelse af hinanden.

Vi tog en taxa til Peak Tram terminalen, og selvom det var lidt en kamp at få os alle 5 ind i taxaen, så lykkedes det. Vi stod i kø en times tid for at komme med tram’en op til toppen af Victoria Peak. På toppen fik vi nydt udsigten og taget de klassiske billeder af havnen… og selvom jeg har været der 5-6 gange nu, så er det et flot syn! Køen til kabelbanen ned var ufattelig lang, så vi tog i stedet en taxa ned. Aftensmaden blev spist på føromtalte Pizza Hut, og vi var trætte da vi kom i seng…

Fredag tog vi med toget op i de nye territorier til Sha Tin stationen. Her var det meningen at vi skulle se de 10.000 Buddhaers tempel, som jeg tidligere har set. Jeg husker turen op som pænt anstrengende, så vi blev glædelig overrasket over at finde både rulletrapper og to små kabelbaner. Det var dog bare lidt underligt, at det ikke lignede det jeg kunne huske, men det var der såmænd også en god forklaring på: Det var ikke det rigtige kloster vi var taget op til, men derimod ét der lå ved siden af! Selvfølgelig uden nogen forbindelse, så skulle vi se det andet skulle vi først hele vejen ned, og så op (og ned) igen. Det droppede vi hurtigt, for det var rigtigt varmt denne dag. Men det vi fik set var da også pænt nok! :-)

I stedet tog vi en taxa til Hin Tin Public Swimmingpool, som både er en indendørs svømmehal og et udendørs friluftsbad – og det var lige hvad vi alle fem trængte til!!! Det kostede kun 20 HK$ at komme ind, og de var givet rigtigt godt ud. Efter knapt tre timer kom vi ud igen, trætte og opløste af vandet – men glade. Spontant tog vi en bus og endte nede ved havnen på Kowloon, og måtte en længere omvej med metroen for at komme hjem. En enkelt lille byge blev det til undervejs, men det var stort set det eneste regn vi så i Hong Kong. Vi spiste aftensmad på Spaghetti house, der bød på en god omgang spaghetti bolognese.

Lørdag morgen stod vi tidligt op og tog Star Ferry til Central på Hong Kong øen. Her spiste vi morgenmad på Subway før vi tog bus 629 til Ocean Park. Vi havde købt billeterne med lidt rabat på vores hostel, så vi kunne gå lige ind da vi kom dertil. Jeg var der med Birgitte & Robert i 2008, men der er sket meget siden da. Parken er stadig opdelt i to, og den del vi startede i, omfatter bla. et stort akvarium samt et anlæg til parkens fire pandaer. Det er jo nogle nuser bamser, selvom vi kun fik to af dem at se. Vi tog kabelbanen over til parkens anden halvdel, og det er en flot tur henover bjerget, men jeg er bare ikke så meget for den kabelbane. Sidste gang lovede jeg faktisk mig selv at jeg aldrig skulle tage den igen, men hvad gør man ikke for familien?! :-)

På den anden side så vi søløve- og delfin show samt deres nye Polar Adventure, som bød på pingviner og flotte forhold for dyrene... som der bare ikke var så mange af endnu, men anlægget var nu også kun lige åbnet dagen før! Der var også mange ”rigtige” forlystelser – så der blev både kørt i pariserhjul og  rutchebaner. Vi fik spist iskolde vandmeloner, hvilket var ekstra skønt i varmen. Alt i alt brugte vi ca. 8 timer derude, så vi var noget trætte da vi satte os i bussen på vej tilbage. Aftensmaden blev spist på Pizza Hut – og selvom vi fik dummet os og bestilt universets tørreste pizzaer (uden tomatsovs), så smagte det nu alligevel godt. Det var sent før vi kom tilbage til Mirador Mansions – og Robert – som havde taget en "fridag" og var blevet hjemme.

Søndag var det så min tur til en slapper-dag på langs, imens de andre tog på shopping-tur i Mong Kok kvarteret. Der blev kigget efter sko, men først med held da turen gik til Ocean Centre ved havnen. Aftensmaden spiste Robert og jeg på T.G.I.Fridays, og det havde vi glædet os til. Men de 600 kr. det kostede, var det bare ikke værd! Anne og pigerne spiste i stedet en china-box fra Chungking Mansions – hvilket både var meget bedre og billigere end vores mad. Men så lærte man jo det...

Mandag morgen var det så tid til at tage afsked med Hong Kong. Vi tog metroen til Tung Chung og derfra bussen til lufthavnen. I forvejen havde vi tjekket ind på flyet til Clark med Cebu Pacific Airways, så det hele gik rimelig nemt og smertefrit. Så var kursen sat mod Filippinerne...

Forenede Arabiske Emirater

Vi satte kursen sydpå og kørte gennem Tarif og Madinat Zayed. Vi stoppede for benzin, og det er rent faktisk en fornøjelse hernede! 2,75 kr. pr. liter er en pris der er til at holde ud, og når man kun betaler 100 kr. for at fylde tanken op, så gør det ikke så meget hvis man kører et par ekstra kilometer.

Kursen var sat mod Liwa Oasen i den sydlige del af de Forende Arabiske Emirater - tæt på grænsen til "The Empty Quater" i Saudi Arabien. Vi havde fravalgt at tage en udflugt til en "turist-beduin-lejr", og ville i stedet bare køre ud i ørkenen! Den idé var både god og dårlig...

Det var godt at komme væk fra byerne, og der er bestemt hyggeligere ude i ørkenen. Vi nåede frem til Mezaira'a, der er hovedbyen i Liwa Oasen. Den strækker sig langs en buet vej over ca. 150 km. - men levede ikke lige op til vores opfattelse af en oase. Vi fik et værelse på Liwa Rest House, der mindede mest om et gammelt fængsel i Østeuropa - og så kostede det næsten 400 kr.!!! Sengene var lige så hårde som et surfboard, men det er jo også en oplevelse. Vi spiste aftenmad i stedets restaurant - også en ret syret oplevelse... :-)

Vi kørte ud til Moreeb Hill der er 300 meter høje sandklitter - blandt de højeste i verden. Her ligger de rige og kører rundt i overdrevede buggyer på bakkerne. Det så fedt ud, men vi havde det begge fint med bare at kigge på. Vi så solnedgangen samme sted, og Robert fik taget en masse fede billeder.

Lørdag satte vi så kursen mod Al-Ain i den centrale/østlige del af landet. Selvom der ikke er mange veje, så lykkedes det os alligevel at misse en afkørsel, så vi fik kørt en masse ekstra kilometer. Man kan nemlig snildt køre 25 km. før man kan vende om og køre tilbage igen! Det er dæleme godt at benzinen ikke er så dyr :-)

Vi havde booket os ind på Grand Mercure hotellet på Jabel Hafeet - et 1.240 m. højt bjerg 30 km. fra Al-Ain. Det er et super lækkert hotel, og til prisen på 450 kr. for en nat var det et fund! Lækkert værelse, swimmingpools - og en lobby der er på top-5 jeg har oplevet. Vi kørte ned til et viewpoint lidt nede af bjerget, hvorfra Robert kunne få nogle gode billeder, og samtidig fik vi spist aftensmad på et lille cafeteria.

Søndag morgen kørte vi først ind til Al-Ain, der ligger på grænsen til Oman. Faktisk var vi tæt på at krydse grænsen uden at ville det, men det lykkedes os at få vendt om inden! I centrum af byen så vi bla. Clocktower rundkørslen før vi kørte ud til byens kamelmarked. Der var masser af kameler, men vi følte nærmest at det var os der blev set på, så vi kørte hurtigt videre. Vi stoppede i Bawadi Mall hvor vi spiste frokost. Vi kørte mod østkysten og på vejen til Fujairah stoppede vi på et lokalt marked. Dette var i det mindste tættere på vores opfattelse af et marked! Vi havde booket os ind på Fortune Royal Hotel - også til 450 kr. for en nat. Vi kørte en tur rundt i byen, og shoppede lidt i nogle store "Tiger" butikker. Masser af billige ting, men så meget plads har vi jo heller ikke i kufferterne. Vi spiste aftenmad på Pizza Hut - og fik derefter en rigtig god nats søvn på hotellet.

Mandag satte vi så kursen nordpå langs kysten, og kom igennem Khor Fakkan på vej til Dibba. Det var meningen at Robert skulle have dykket, men da man ikke må dykke mindre end 24 timer før man skal flyve, så måtte han droppe det. Vi kørte vestpå til Ras-Al-Khaimah og derfra til Umm Al-Quwain og Ajman. Ærligt talt så var det mest interessante et par sjove rundkørsler undervejs, hvor man f.eks. havde placeret store krukker eller et par kæmpe østers med perler i... :-)

Vi nåede til Sharjah ud på aftenen, og gik en tur i parken nede ved byens creek. Vi spiste aftensmad på KFC, før vi satte kursen mod lufthavnen i Dubai. Her afleverede vi vores udlejningsbil, og det havde været en fin bil. Ikke den største eller hurtigste, men den var billig - og det var fedt bare at aflevere den i lufthavnen når man skal hjem. Turen hjem med Austrian gik uden problemer og vi landede i Kastrup tirsdag kl. 9...

Den korte opsummering på de Forenede Arabiske Emirater er her : Dubai og Abu Dhabi er spændende byer, og vi er begge glade for at have oplevet dem. Men samtidig føler vi, at vi har set dét der er at se... og jeg føler ikke noget udpræget behov for at vende tilbage lige med det samme. Når man kommer væk fra byerne bliver det mere interessant, men jeg mangler stadig følelsen af at opleve noget autentisk - og det har vi ikke set så meget af. Måske skal man til Oman eller Qatar for at opleve "mellemøstens mystik" for det var der ikke så meget af...

Abu Dhabi

Køreturen fra Dubai til Abu Dhabi tager kun 1½ times tid, og det er ikke den mest interessante vejstrækning i verden. Det sjoveste er sandfygningen over vejene, og så den optiske illusion at der er sand på vejen - men når man kommer tættere på, så er det pludselig pist væk! :-)

I Abu Dhabi havde vi booket os ind på det 5-stjernede Millennium Hotel, hvor vi havde fået 2 overnatninger inkl. morgenmad og internet for ca. 900 kr. i døgnet. Hotellet levede fint op til vores 5-stjernede forventninger, og havde alt hvad man kan forvente til den pris. Vi gik en tur imens vores værelse blev gjort klart, men byens Central Market falder under samme kategori som "markederne" i Dubai. Det er en helt ny bygning, men marked... nej! Tilbage på hotellet tog vi en dukkert i den opvarmede pool, og det var skønt! 

Torsdag gik vi ned og spiste morgenmad, og det var lige så overdådigt som det bliver. Jeg var specielt imponeret over juice maskinen, hvor man stopper appelsiner ind i et rør i toppen, drejer på håndtaget - og så kan man ellers se på, imens der bliver presset RIGTIG frisk juice! En negativ oplevelse var dog baconen - som var "beef bacon" - og det har altså bare ikke noget med bacon at gøre!

Senere kørte vi til Yas Island ca. 30 km. fra downtown Abu Dhabi. Vi besøgte Ferrari World - en forlystelsespark bygget omkring ét tema: Ferrari. Bygningen er vældigt imponerende, og denne dag var der næsten ingen andre gæster, hvilket betød ingen kø! Når det er sagt, så skal man vist være en "RØD-glødende" Ferrari fan for at synes entréen på 340 kr. kan forsvares. Sammenlignet med andre tema-parker jeg har været i, så er der for få forlystelser - specielt i de "vilde" kategorier. En undtagelse er dog Fiorano GT Challenge - der er to baner side om side der konkurrerer om at vinde - imens man sidder i en Ferrari F430 Spider... næsten! :-)

Så er der selvfølgelig også Formula Rossa - verdens hurtigste rutchebane! Efter starten tager 0-100 km/t kun 2 sek. - og topfarten på 240 km/t nås på bare 4,9 sekunder! Det er dog ikke det værste for mig, men de 52 meter den derefter kører lodret op i luften, gjorde at jeg ikke skulle nyde noget. Ærgeligt, og Robert har jo ret: Før hjernen når at registrere hvor man er, så er  man jo allerede nede igen...

Du kan se video af "Formula Rossa" her : www.youtube.com/watch?v=FDsyc6xUJcc

Fredag efter morgenmaden tjekkede vi ud fra hotellet. Det var meningen at vi skulle have været ude og se byens "Grand Mosque" - men planlægningen havde slået fejl. Det var jo fredag, og det betyder at moskéer er off-limit for ikke-muslimer. I stedet kørte vi ud til Marina Mall, hvor vi lokaliserede en af de fantastiske GULD-ATM's. Kender du ikke det: Man står lige og mangler lidt guld, men heldigvis kan man da hæve det i en automat. Fint koncept, og Robert ville faktisk have købt den mindste variant på 1g. med hjem, men de viste sig at være udsolgt i alle de automater vi så. Du kan læse mere om automaterne her : www.gold-to-go.com/en/the-gold-vending-machine

Vi kørte ned til vandet ved Abu Dhabi Thetre, og kunne derfra få et fint udsyn over byens sky-line...

Dubai

Dubai har stået på listen for Robert og jeg i noget tid, mest for at se hvad al hypen handler om! Vi har ingen erfaring med mellemøsten, bortset fra et par mellemlandinger i Abu Dhabi. Men nu skulle det være...

Vi havde fundet nogle billige billetter med Austrian Airlines til 2.899 kr. for en returbillet, hvilket må siges at være en ganske rimelig pris. Så torsdag d. 26. januar fløj vi først fra København til Wien og derfra videre til Dubai. Forbindelsen var fin og ved amkomsten fik vi stemplet vores visum ind i passet uden problemer. Vi tog metroen til vores lejligheds-hotel "Fortune Hotel Apartments" midt i byen. Lejligheder er standard i Dubai, og det er ofte billigere at booke en lejlighed fremfor et hotelværelse, så det havde vi gjort! Vi betalte ca. 550 kr. pr. overnatning, og for en stor lækker lejlighed var det faktisk meget rimeligt. Stort soveværelse, opholdsstue, køkken og hele to badeværelser var til vores rådighed - foruden kabel-tv og gratis internet - omend det "kun" var kablet og ikke wifi... :-)

Fredag tog vi metroen til Dubai Mall, der er verdens største shopping center. Det ligger ved Dubai lagoon, der er en kunstig skabt sø midt i byen. Ved lagunen ligger også Burj Khalifa - verdens højeste bygning på 828 meter. I Dubai Mall spiste vi på T.G.I. Friday's - Roberts første gang på den amerikanske kæde. Fra balkonen har man et fantastisk udsyn over lagunen og Burj Khalifa, og vi kunne spise og nyde det hele. Når mørket falder på starter showet i Dubai Fountain, som er et fantastisk springvand i lagunen. Lys, røg og vand i flot kombination med musik, det hele tilpasset små "historier" vandet fortæller. Flot oplevelse der kun bliver forstærket jo mere mørkt det bliver! Der er en lang række forskellige shows der bliver vist aftenen igennem - et nyt show hver 10. til 20. minut. Det er et absolut must ved et besøg i Dubai.

Lørdag tog vi metroen langs vandet sydpå til Dubai Marina. Det er her de rige lægger til i deres store lystyachts, men der var nu ikke så fuldt den dag! Til gengæld er området FYLDT med store dyre biler: Hummer, Porche, Ferrari, Lamborghini, Jaguar m.m. er standard - sammen med 'over-size' 4-hjulstrækkere, så man lægger mere mærke til en almindelig bil - da der simpelthen ikke er så mange af dem! Vi gik en tur på "Walk of the JBR" ikke langt fra marinaen, hvor vi også var på et lille turist marked og spiste frokost på Bob's Diner :-)

Vi tog en taxa videre, og han kørte os hele vejen ud til Atlantis Hotel på Palm Jumeirah. Det var faktisk meningen at han skulle have sat os af ved monorailen der kører derud, men det forstod han aldrig. Det var nu helt ok, for taxakørsel er MEGET billig i Dubai.

Atlantas er et KÆMPE hotel, og blandt attraktionerne er "The Lost Chamber" der er et akvarium der skal minde om det sunkne Atlantis. Stedet er flot, men måske ikke helt 150 kr. værd i entré! Vi tog monorailen tilbage til fastlandet og metroen ind til centrum. Vi gik en tur på Dubais "Gold Souq", men vi var altså ikke så imponeret over byens markeder! For mig er et marked nogle boder (af en eller anden slags), men her er det "bare" en samling butikker, og det er altså ikke et marked! Vi tog en "abra" - en lokal vandtaxa over creek'en - for blot 1 Dirham (1,50 kr.). Vi gik igennem Bur Dubai Souq, før vi spiste aftensmad på en lille hyggelig restaurant ikke så langt fra vores lejlighed. Skøn kylling... og det var billigt!

Søndag var det Roberts fødselsdag, og det fejrede vi med at sove længe. Vi var i poolen oppe på taget, men ærligt talt så var det lidt for koldt. Ud på eftermiddagen kom vi "på gaden" - og satte kursen mod den nærmeste Pizza Hut - så bliver det da ikke et finere sted at spise sen frokost på sin fødselsdag, hva'? ;-) 

Bagefter tog vi ud til det 7-stjernede (?!) hotel Burj-al-Arab, der ligger på en kunstig ø ud for kysten. Man kan dog ikke komme derud hvis man ikke har en reservation, og det lykkedes os heller ikke at komme ned på stranden og få taget nogle gode billeder. I stedet tog vi bussen til Mall of the Emirates, hvor vi handlede i det franske supermarked "Carrefour". Vi købte mad i delikatesseafdelingen og spiste det hjemme i lejligheden.

Mandag var vi rundt på forskellige "markeder" - bla. elektronikmarkedet og krydderimarkedet - men igen var det altså ikke den store revolutionerende oplevelse! Vi fik gået en masse i den gamle bydel, og vi havde en del problemer med at finde et sted at spise. Mange butikker der solgte alverdens varer, men ingen steder at spise. Det lykkedes dog til sidst, og vi fik et udemærket måltid, før vi igen krydsede creek'en i en abra. Der var endda lidt fyrværkeri dernede da vi sejlede over, og vi var trætte da vi endelig kom hjem...

Tirsdag morgen tog vi metroen ud i lufthavnen og hentede vores lejebil. Vi havde booket en Mitsubishi Lancer gennem Dollar-rent-a-car for under 1.000 kr. for en uge. Bilen var fin - selvom det bestemt var en af de mindste biler vi så på vejene! Vi kørte ud på Palm Jumeirah, men det var diset, så udsigten til Burj-al-Arab var ikke specielt god. Vi havde booket billet til turen op i Burj Khalifa - verdens højeste bygning. Indgangen foregår gennem Dubai Mall der ligger ved siden af Burj Khalifa. Observationsdækket ligger på 124. etage i 442 meters højde, og turen derop foregår (naturligvis!) med verdens hurtigste elevator. Udsigten deroppefra er flot, men det er lidt sjovt at Dubai egentlig er så lille en by, omgivet af ørken og hav. Det kan bare ikke sammenlignes med udsigten over f.eks. New York, Tokyo eller Hong Kong. Vi sluttede aftenen af med at spise en gang mere på T.G.I. Friday's, før vi så endnu et par omgange af "showet" i Dubai Fountain.

Du kan se lidt video fra Dubai Fountain her: 
www.youtube.com/watch?v=xjjgHi45VOs
www.youtube.com/watch?v=ZS2SgISwKU0

Onsdag tjekkede vi ud fra Fortune Hotel Apartments - og satte kursen sydpå - mod Emiraternes hovedstad Abu Dhabi...