tirsdag den 10. juli 2007

Phnom Penh

Efter grænsetjekket og udstedelse af visa på den cambodianske side, fortsatte vi med båd op af Mekong floden. De sidste 40 km. blev kørt i minibus og tog små 2 timer, så det blev aften før vi nåede "The King Guesthouse" i Phnom Penh. Efter 3 dage på floden havde jeg fået reddet mig en mindre forkølelse, så jeg besluttede mig for at tage et par dage i sengen. Jeg skal dog bestemt ikke klage, for det er første "sygdom" på min rejse. Ikke engang én dag med diarre eller ondt i hovedet er det blevet til endnu, så jeg ved jeg er sluppet meget billigt. Det her var nu heller ikke på nogen måde slemt : 63 kabel-tv kanaler, flere ulæste bøger, stor behagelig seng, restaurant og internet på stedet, så... nej, jeg skal ikke klage. De 2 dage på langs gjorde iøvrigt underværker, og mandag morgen følte jeg mig helt frisk og klar igen! :-)

Phnom Penh er en spændende by, men der er stadig områder man som turist holder sig fra (specielt efter mørkets frembrud). Der er et stort udbud af diverse "ydelser" i byen, men holder man sig til de normale turiststeder, så er man vist på rimelig sikker grund. Et af de første steder jeg besøgte var Independence Monument, som ligger midt i en stor rundkørsel. The Royal Palace har MANGE sammenligninger med Grand Palace i Bangkok : Temple Of The Emerald Buddha, Throne Hall, Stupas og modellen af Angkor Wat. Jeg synes at det er et skønt område, og var det ikke for det faktum, at det var 1000 grader varmt da jeg besøgte det (eller var det "kun" 41?) - så vandrede jeg skam nok rundt dér endnu!

Jeg lejede en tuk-tuk for en hel dag, og det er en fed måde at komme rundt i byen på. Der findes mange forskellige typer tuk-tuk'er i Phnom Penh, så det er bare at vælge. En helt anderledes hyggelig oplevelse end de tilsvarende tuk-tuk'er i Bangkok. Jeg så også Wat Phnom og var en tur over floden via den japanske venskabs-bro. Det blev også et par timer på Psar Tuol Tom Pong - bedre kendt som "Det Russiske Marked", hvor russerne shoppede amok i 80'erne.

Jeg var selvfølgelig også en tur ude ved "The Killing Fields" og så det forfærdelige fængsel S-21 midt i byen, hvor fangerne blev tortureret inden de blev sendt til henrettelse i de berygtede killing fields. Begge steder var forfærdelige at opleve, og jeg skal gerne indrømme at jeg kneb mere end en enkelt tåre begge steder. Jeg laver et separat indlæg om disse to steder, så kan du selv vælge om du vil læse det eller ej...

I morgen tidlig tager jeg med bussen til Sihanoukville - en af Cambodias få rigtige strandbyer. Derefter hedder planen Kampot på vej tilbage til Phnom Penh, før jeg sætter kursen mod Battambang, Siam Reap - og ANGKOR WAT !!! Det bliver så stort! Billetten hjem er desuden blevet købt, og jeg kommer hjem d. 11/08 - præcis 5 måneder efter afrejse. Selvfølgelig savner jeg jer derhjemme, men jeg glæder mig ikke ligefrem til at komme hjem til en hverdag igen. Nå, der er jo heldigvis en måned til... :-)

lørdag den 7. juli 2007

Vietnam

Jeg har netop afsluttet min tur rundt i Vietnam, og det har været 6 helt fantastiske uger !!!

Jeg ved godt at mange cruiser igennem Vietnam på 10-14 dage, men jeg er virkelig glad for at have haft muligheden for at tage det i mit eget tempo. Jeg har faktisk været alle de steder jeg planlagde undervejs, og jeg føler at jeg har fået et godt indblik i dette fantastiske land! Det er bestemt et land jeg gerne vil tilbage til på et tidspunkt.

Du kan se min rute gennem landet på kortet...

Mekong deltaet

Jeg forlod Saigon onsdag morgen på en 3-dages tur til Mekong deltaet. Vi kørte først til My Tho for en bådtur på de små kanaler. Vi så hvordan de producerer slik af kokosnød, og det rispapir de pakker det ind i. Vi så også hvordan de laver pop-ris. En stor gryde fyldes med varmt sort sand. Så hældes risene i, der røres rundt - og vupti! Så begynder risene at "poppe"... Fuldstændig ligesom med popcorn.

Videre til Can Tho for fælles middag og overnatning på Xuan Mai Hotel.
Torsdag startede vi med en bådtur til Cai Rang flydende marked. Det var måske ikke så farverigt som nogle af dem jeg har set i Thailand, men til gengæld var det et "ægte" flydende marked! Her kommer familier med deres båd fuld af bananer, vandmeloner, ananas eller hvad de nu end dyrker - og sælger det, eller bytter til mango, kaffe, ris - eller hvad de nu mangler.
Jeg købte en lækker frisk ananas fra en af bådene, og det er den BEDSTE ananas jeg har smagt til dato! Efter frokost besøgte vi bla. en fabrik hvor de laver ris-nudler, før vi tog (endnu) en lang sejltur på Mekong floden inkl. en hyggelig middag. Onkring kl 20 nåede til Chau Doc og Dong Xahn Hotel.

Fredag morgen startede vi med en sejltur i små robåde (i pisse øsende regnvejr) til en muslimsk flydende landsby nær Chau Doc. Vi så også deres fiskefarme, hvor de opdrætter fisk i bunden af deres flydende huse.
Kl. 9 var vi ombord på båden der skulle sejle os til grænsen mellem Vietnam og Cambodia ved Vinh Xuong. Der nåede vi til omkring kl. 13, og efter et 20 minutters tjek af bagagen og exit-stemplet i passet, forlod vi Vietnam og forsatte op af Mekong floden mod den cambodianske grænsestation ved Kaam Samnor...


Du kan se her hvordan man laver pop-ris :
http://www.youtube.com/watch?v=p4_CbFdEFf8

onsdag den 4. juli 2007

Saigon (HCMC)

Saigon - eller mere korrekt Ho Chi Minh City - som byen jo officielt har heddet siden 1975, er mere at betragte som en provins i Vietnam end "bare" en by. Officielt bor der omkring 9 mill. mennesker i Saigon, men i virkeligheden er det nok nærmere 12. Der er registreret 4 mill. motorcykler i byen, og det virker som om de alle er på gaden konstant!
Der er selvfølgelig meget historie i Saigon, og man kan godt mærke at det var hovedstaden i det tidligere syd-Vietnam. Den amerikanske indflydelse er stadig overvældende, og gør byen til noget af en kontrast ift. Hanoi. Trafikken er dog mindst ligeså fuldstændig vanvittig, og specielt én tur i byen med en cyclo (cykeltaxa) er et minde jeg aldrig vil glemme. Når man kører med ren rugbrødsmotor, så er det naturligvis umuligt at følge med motorcykler, biler og busser. Så cyclokøreren sætter igang, og så holder han ellers fart og retning uanset hvad. I et land hvor basale ting som kørselsretning, vejbaner eller gud-forbyde-det vigepligt er fuldstændig ukendte begreber, så er det altså en oplevelse. Jeg troede ikke jeg skulle opleve noget, der kan måle sig med en tuk-tuk tur i Bangkok, men det er lykkedes nu!
Jeg besøgte Reunification Palace, som indtil nord-Vietnam vandt krigen og stormede Saigon, hed Independence Palace - og var hjemstedet for den syd-vietnamesiske regering og præsident. På War Remnants Museum kan man se en masse våben fra krigen, men også udstillinger og billeder - set med vietnamesiske øjne. Specielt de barbariske "tiger cages" hvor op til 14 fanger sad i celler på 6 m2, og franske guillotiner (brugt sidste gang så sent som i 1960) var ikke rare at se, men man kommer jo desværre ikke udenom historien...
Jeg besøgte også Cu Chi tunnelerne udenfor Saigon. Egentlig ikke for selve tunnelernes skyld - for de er primært kopier lavet til turister, og jeg har jo også oplevet Vinh Moc tunnelerne ved DMZ'en - som er "the real deal". Næh, det der trak var muligheden for at skyde med en AK-47 riffel.

Alle der kender mig, er vist klar over at jeg er pacifist og bestemt ikke våbentosset! Men chanchen for at affyre denne russisk byggede klassiker, kendt fra både bøgernes og virkelighedens verden - og benyttet af gourilla soldater over hele verden, trak af en eller anden grund i mig. Der var også mulighed for at skyde med bla. amerikanske M-60 maskingeværer, men jeg holdt mig til AK-47'eren. Indrømmet, det var faktisk meget sjovt at skyde et par runder af...
Der er mange hyggelige parker i byen, og selvfølgelig også et hav af kirker, templer og pagoder. Over hele Vietnam gør den noget primitive kabelføring (og det er sagt på den pæne måde), at strømafbrydelser er en regelmæssig oplevelse, og ialt har jeg nok oplevet omkring 30-40 strømafbrydelser i min tid i Vietnam! Men min tid i Vietnam er nu iøvrigt ved at rinde ud - for denne gang! Jeg skal på en 3-dages tur til Mekong deltaet, som slutter med en sejltur på Mekong floden over grænsen til Phnom Penh i Cambodia.
Du kan se video af mig affyre AK-47'eren her :
Du kan se en lille (men ikke slem) cyclo trafik-video her :

søndag den 1. juli 2007

Mui Ne Beach

Jeg valgte at tage til Mui Ne Beach for at have én dag i en af guds store sandkasser! Det lykkedes til fulde, men udover det har Mui Ne egentlig ikke så meget andet at byde på. Det er et hyggeligt sted for en enkelt nat eller to, men har ikke samme charme som Hoi An eller lækre strande som Nha Trang.

Det er jo nok sidste gang, at jeg har chancen for at bo på stranden i det næste stykke tid, så jeg valgte en bungalow på Lucy Resort. Prisen på 125 kr. gør det til det suverænt dyreste sted jeg har overnattet i Vietnam, men det var nu også et lækkert resort : Super hyggelig bungalow, swimmingpool, restauranter, bar med poolbord og meget mere.

Jeg lejede en motorcykel og kørte langs stranden i Mui Ne - en strækning på ca. 20 km. Masser af lækre og dyre hoteller, da stedet er meget besøgt af de mere velhavende vietnamesere i Saigon. Sand klitterne var fede, og det var sjovt at prøve en slædetur ned af dem. Om aftenen spillede jeg pool på resortet, før en tordenskylle sendte mig tilbage til min bungalow.

Om lidt kommer bussen der skal tage mig til Ho Chi Minh City (Saigon), så slut fra Mui Ne...