søndag den 13. maj 2007

Guilin

Guilin er for mig - som for mange andre - et stop på vejen til Yangshou, men ikke desto mindre et hyggeligt stop! Jeg ankom med fly fra Lijiang via Kunming, og lufthavnsbussen stopper meget bekvemt ved togstationen - kun 3 min. fra Guilin Flowers International Youth Hostel. Mit værelse er på "hele" 3m² - men der er dog både en seng, en stol og et lille bord. Prisen er den samme som jeg betalte for mit dejlige store værelse i Lijiang, men nu er jeg selvfølgelig også kommet tilbage østpå igen! Det er dog et skønt hostel, med gode fælles faciliteter og et meget hjælpsomt personale - men ingen vestlige toiletter!
... og dermed til de latrinære nyheder : Jeg har lidt et mindre personligt nederlag idag! Det var min klare plan at undgå at lave nr. 2 (hvis I forstår hvad jeg mener? :-) på et squat/ståtoilet. Det er faktisk lykkedes mig at komme igennem Rusland, Mongoliet og mere end 6 uger i Kina - før det så skete idag. Det skal siges at toilettet på mit hostel er skinnende rent, men det bliver altså aldrig en ting jeg kommer til at holde af !!!
Jeg tog bussen til Ludiyan eller "rør-fløjte hulen" som ligger ca. 5 km. fra Guilin centrum. Den hedder sådan, fordi indgangen til hulen tidligere var dækket af rør som blev brugt til fremstilling af fløjter. Inde i hulen kan man se masser af stalaktitter og stalagmitter, som mange steder er flot oplyst af blødt lys i forskellige farver. Bagerst i hulen er en lille dam, og stenformationerne og vandet giver tilsammen en rigtig flot effekt. Hulen blev iøvrigt brugt som bombeskjul under 2. verdenskrig. Byen blev faktisk næsten helt ødelagt under krigen, og der er ikke meget tilbage af historisk interresse.
Midt i byen finder man Duxiu Feng - Ensom Skønheds Tinde, hvor man kan klatre op og få et overblik over Guilin by. Men jeg har bestemt at gemme mine "klatre-kræfter" til de 1.251 trin op til Moon Hill i Yangshou... ;-)

Jeg har nu været afsted i 2 måneder, og du finder en lille videohilsen på
http://www.youtube.com/watch?v=eXpmvm2y0iI

(Et lille tip : Hvis filmen "hakker" når du ser den, så lad den bare køre færdig alligevel. Når den på et tidspunkt er færdig, så vælg "Watch Again"!
Nu ligger den i computerens hukommelse, og bør derfor kunne ses uden problemer! :-)

fredag den 11. maj 2007

Lijiang


Lijiang minder på mange måder om Dali. En lille gammel bydel - Dayan, med hyggelige små brostensbelagte gader, broer og kanaler. Byen er meget "turistet" - men stadig rigtig hyggelig. Men i modsætning til Dali, så ændrer byen fuldstændig karakter om aftenen! Alle restauranter og barer skruer helt op for musikanlægget, og man føler pludselig at man befinder sig på Ibiza! Jeg var ude og fik et par øl den ene aften, og for et par dage er det såmænd hyggeligt nok. Men jeg vil gerne indrømme, at jeg foretrækker det mere stille liv i Dali... :-)

Byen oplevede i 1996 et jordskælv, som jævnede dele af den moderne bydel med jorden - mens den gamle bydel, bygget i Naxi-stil, forblev næsten uberørt. Da man skulle genopføre byen, jævnede man faktisk flere dele af den nye del, og opførte alt igen i den gamle stil. Siden 1999 har Lijiang været på UNESCO's liste over verdens kulturarv.

Mit hostel ligger midt i den gamle bydel, så der er "gang i den" om aftenen. Mit værelse er skønt, og jeg har endda en top-moderne brusekabine - med både damp og massage stråler (og egen vandvarmer) - så der er garanti for varmt vand 24 timer i døgnet. Alt sammen for en pris på 35 kr. :-)

Jeg besøgte "Sort Drage Sø" som ligger lige nord for den gamle bydel. Herfra har man et fantastisk blik op mod Jade Snow Mountain, men desværre var vejret ikke med mig i denne omgang, og faktisk begyndte det endda at regne mens jeg var der. Jeg har derfor i fotoalbummet inkluderet et billede fra internettet, som viser hvordan der ser ud, når vejret viser sig fra en bedre side... :-)

onsdag den 9. maj 2007

Dali

Jeg har virkelig nydt mine dage her i Dali. Byen er fuld af turister, og tidligere var det primært backpackere som besøgte stedet. Nu om dage kan man flyve hertil (det gjorde jeg) og det er endda også muligt at tage toget til Dali - eller rettere til New Dali, som ligger 18 km. fra Old Dali. Det åbner selvfølgelig op for mange andre turister, og man ser både tur-grupper og masser af kinesiske turister her.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg virkelig godt kan li' denne by! Efter knap 6 uger i Kina, er det rart at komme til et sted, hvor der er en hel del som forstår engelsk, og jeg har sat stor pris på at kunne få american breakfast, tunsandwiches og lasagne - efter mange uger med udelukkende kinesisk mad...

Jeg har brugt det meste af min tid på at slendre rundt i byen, som bestemt ikke er stor. Man kan krydse byen på under en halv time, og store dele af byen er gågader. Handlen er koncentret omkring Hu Gou Street - eller som den er bedre kendt af de lokale : Foreigner Street :-)

Jeg tog lokalbussen ned til Caicun Village ved bredden af Erhai Lake (Øre-formed sø), og sejlede til "Sky Mirror Pavilion" på den modsatte bred og derefter til Jinsuo Island. På turen mødte jeg 4 kinesere, som jeg hurtigt blev venner med. Det startede selvfølgelig med det obligatoriske billede - og nej, jeg havde ikke min lækre hat på! Jeg vil tro, at jeg nu figurerer i mellem 50 og 100 fotoalbums rundt omkring i Kina. De ville meget gerne "følges" med mig og snakke undervejs, og det var selvfølgelig helt i orden. Den ene piges engelsk var faktisk forbavsende godt, og vi tilbragte nogle hyggelige timer sammen.

Jeg har også været oppe på Zhonghe bjerget vest for Dali. Tidligere havde man kun en eneste mulighed, og det var at følge de små stier på en temmelig hård klatretur op til Zhonghe templet. For få år siden byggede man så en stolelift, og jeg mener at de 40 kr. som turen koster retur - er givet rigtig godt ud. Jeg snakkede med flere deroppe som havde brugt 2-3 timer på turen fra Dali, og det havde været HÅRDT! Turen med stoleliften er iøvrigt den suverænt længste jeg har prøvet endnu. Ikke mindre end 25 min. tog det at nå toppen, hvorfra man har en fantastisk udsigt over Dali og Erhai Lake.

Jeg har også set De 3 Pagoder, hvor man har lavet et helt "scenic area" med flere nye templer, pagoder og pavilioner - og så koster det pludselig 10 gange så meget at komme ind, som før. Smart - eller for smart ?!

I morgen tager jeg videre til Lijiang, som ligger ca. 160 km. nord for Dali. Jeg kunne godt bruge et par dage mere her i byen på vejen tilbage, men nu må vi se om der bliver tid...

søndag den 6. maj 2007

Kunming


Jeg overnattede den første nat i Kunming på et (tilsyneladende) ok hostel. Men mit dorm-room lugtede bare dårligt, der rendte folk ind og ud HELE tiden - og der var larm hele natten. Cafeen er tilsyneladende ret populær - også blandt "ikke-beboere". Det var umuligt at blive flyttet til et andet rum, så jeg lå og "kogte" hele natten. Om morgenen tjekkede jeg ud, fandt et andet sted at bo, så nu er alt godt igen :-)

Her i Kunming er sommeren startet! Det var 35 grader varmt da jeg besøgte Stone Forest. Det er et område ca. 100 km. fra Kunming, som består af spektakulære stenformationer. De er 270 mill. år gamle, og der er fundet tegn på at stedet tidligere har været under vand. Der er små stier imellem de mærkværdige klipper, og det er et ganske hyggeligt sted at spadsere rundt. Nogle af klipperne har fået navne, som "Elefant klippen", "Pingvin toppen" og "Mor & barn" - men det var altså noget svært for mig at se :-)

Idag har jeg besøgt "De Vestlige Bjerge" som ligger lidt udenfor Kunming, sammen med en engelsk fyr - Birone - som bor på samme hotel som mig. Vi tog kabelbanen derop, og man har en virkelig god udsigt over Dian Chi søen og Kunming by.

I morgen går turen videre til Dali og Lijiang, som ligger tæt på grænsen til Myanmar (Burma). Om 14 dage skal jeg være i Hong Kong, så min tid i Kina begynder at rinde ud...

torsdag den 3. maj 2007

Yangzi River Cruise


Jeg tilbragte 2 dage i Chongqing, mens jeg var på jagt efter den cruise båd, som skulle tage mig ned af Yangzi floden, mod de tre kløfter - og verdens største dæmning. Det regnede konstant mens jeg var i Chongqing, så jeg tilbragte det meste af tiden på mit dejlige hotel Jinjiang Inn, og på den tilstødende internetcafe.

Det lykkedes mig at bestille en billet til en af de lokale både som sejler ned af floden, og prisen på godt 1000 kr. inkl. en del af udflugterne undervejs, var en rigtig god pris. Jeg har snakket med en del som har haft tvivlsomme oplevelser med disse både, så det var med lidt bæven at jeg satte kursen mod havnen. Jeg havde bestilt en 1. klasses kahyt, som er magen til alle de øvrige kahytter, det afhænger bare af hvor mange som skal sove derinde. På 1. klasse er det 2, på 2. klasse 4, på 3. klasse 6-8 og på 4. klasse 12 : 3 lag i 4 køjesenge uden bad og toilet!!! Jeg kom ombord, og fandt en ældre kinesisk dame i kahytten, som umiddelbart ikke så tilfreds ud ved udsigten til at skulle dele med mig. Da jeg senere kom tilbage til kahytten var hun forsvundet, så jeg havde kahytten for mig selv. Den var egentlig ok, og der var endda et vestligt toilet i kahytten. Oppe på dækket mødte jeg de øvrige udlændinge ombord, som helt naturligt finder sammen. Der var Lars fra USA, Soraya fra Australien, Neil & Anna fra Irland, Gary & Poul fra England, John fra Korea, Diane, Curt, Michael & Lisa fra USA - samt undertegnede.

Vi sejlede fra Chongqing d. 29. april kl. 23, og satte kursen mod Fengdu, som er første stop - kl. 8 næste morgen. Her finder man spøgelsesbyen, som menes at være hjemsted for spøgelser og djævle. Der var en kabelbane som førte op til templerne, og det var en dejlig måde at komme derop på! Senere på dagen lagde vi til flere gange, men der blev jeg ombord. Om aftenen var vi af båden ved Zhangfei templet, og fik aftensmad på det lokale madmarked. Ombord på båden spillede vi en del kort - mest "shit head" som er en engelsk udgave af spillet "røvhul"...

Soraya, som rejste på 3. klasse (8 personer i en 6-mands kahyt!) havde tidligere spurgt mig, om hun måtte få den ledige seng i min kahyt, og det var naturligvis helt i orden - bare hun ikke brokkede sig over min snorken! Morgenen efter, var vi på udflugt til "Den Hvide Konges Palads", som primært bød på en modbydelig omgang trapper... og så kl. 7 om morgenen!

Det markerer også samtidig indsejlingen til de tre kløfter. Den første kløft er Qutang Gorge, som er knap 8 km. lang. Vejret var kanon på hele cruiset, selvom solen næsten var for stærk. Senere nåede vi til Wushan, hvor man skifter til mindre både, og sætter kursen op af en biflod mod de tre små kløfter. De vil blive helt oversvømmet når de tre kløfters dæmning er helt færdig i 2009. Overalt ser man hvide vandstands mærker, så man kan se hvad der "overlever", og hvad der forsvinder når vandet stiger. Allerede nu er vandstanden steget med mere end 145 m. - kulminerende med 175 m. i 2009.

Efter de tre små kløfter satte vi kursen tilbae mod Wushan, hvor vi var inde i byen og spise aftensmad. Morgenen efter satte vi kursen mod de to resterende kløfter - Wu Gorge og Xiling Gorge. Cruiset stopper lidt før byen Yichang, og man bliver så kørt i bus til dæmningen. Man gør flere stop, så man kan se dæmningen fra flere sider, og det er bestemt et imponerende bygningsværk : Verdens største dæmning, som kan producere samme mængde elekticitet som 18 atomkraftværker!

Jeg havde ikke booket noget overnatning i Yichang, så jeg endte med at dele et værelse på et hotel med Lars og Soraya, før jeg idag fik købt en flybillet til Kunming. Flyveturen hertil var ikke den sjoveste med turbulens, uvejr og lufthuller, men nu er jeg her. Jeg har jeg tjekket ind på mit hostel, og vil bruge de næste par dage til at udforske Kunming...