Edinburgh

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Edinburgh (og Skotland generelt) var endnu et sted jeg aldrig havde besøgt, men nu skulle det være. Jeg kunne få en 3-dages tur for under 100 kr. hver vej... så hvorfor ikke? Jeg fløj med Ryanair mandag morgen og turen på bare 1½ time forløb uden problemer. Ved ankomsten til lufthavnen kunne jeg gå lige udenfor terminalen og tage sporvognen ind til centrum. På forhånd havde jeg downloadet byens transport app og købt billetter via den. Nemt og smart, og prisen på £8,50 for en returbillet til centrum, samt £4 om dagen for ubegrænset kørsel med bus og sporvogn virker meget fair. København kan i hvert fald ikke konkurrere med en pris på 170 kr. for 3 dages offentlig transport samt en retur til lufthavnen. Sporvognen tager blot en halv times tid om at komme ind til centrum, og derfra skulle jeg med en bus i ca. 10 min. for at nå mit hotel. Jeg havde valgt Balmore Guest House primært ud fra prisen, men også fordi det "ligger godt" i forhold til de buslinjer der kører derfra. Mit værelse var endnu ikke klart, så første punkt på dagsordenen blev frokost. Det blev på den lokale "Street of Beijing", der ikke helt overraskende var en kinesisk restaurant. Uden tvivl bliver den meget brugt af herboende kinesere, for der var i hvert fald ikke andre vestlige turister derinde. Men £5 for en china-box med kylling i karry inkl. en dåsesodavand var i hvert fald en fantastisk deal 😊

Jeg tog bussen op til "Royal Mile" - en vej der løber fra Edinburgh Castle og ned af bakke til Holyrood Palace, der er dronningens residens når hun er i Skotland. Jeg var bla. inde og se den flotte St. Giles Katedral, og flere andre steder der ligger ud til Royal Mile. Udover seværdighederne består gaden primært af caféer, souvenirbutikker og steder man kan købe kilter og andre skotske specialiteter. Jeg havde booket en gratis rundvisning i parlamentet, der er en flot og moderne (omend noget kedelig) bygning der blev indviet i 2004. Rundviseren var dog sjov og talte med en udpræget accent. Efter besøget sad jeg i kulden og ventede på en bus i 20 min. - før en venlig sjæl gjorde mig opmærksom på at stoppestedet var midlertidigt nedlagt. Så jeg skulle lige rundt om hjørnet, og så kørte der masser af busser. Det var lidt hårdt i kulden, og jeg må indrømme at jeg var pænt kold da jeg nåede tilbage til mit hotel, hvor mit værelse nu var klar. Jeg havde bestilt et enkeltværelse, men fik et stort og rummeligt 3-personersværelse, så det var jo rart. Jeg spiste aftensmad på en restaurant rundt omkring hjørnet fra mit hotel, og så stod den ellers på hygge og varme på værelset. 

Tirsdag spiste jeg morgenmad på hotellet, og det var da altid noget at det var inkluderet i prisen, for specielt spændende var det altså ikke. Man skulle vælge aftenen før hvad man ville have, og der var så morgenmad mellem kl. 07.45 og 9. Ikke ligefrem et langt interval til at spise i, så der var altid mange mennesker til morgenmad. Men efter en omgang æg, bacon, toast og juice følte jeg mig dog nogenlunde klar til eventyr. Det meste af dagen stod faktisk på shopping, for jeg havde hjemmefra fundet ud af, at Edinburgh har en del butikker med rimeligt billigt tøj i store størrelser, så jeg havde runden plottet ind på Google Maps. Det blev også til et besøg i Primark, så jeg kunne købe strømper med hjem til min søster. Sidste stop var ved et outlet center ca. 50 min. udenfor centrum med bus. Alt i alt fik jeg købt 2 t-shirts, 2 poloer, 3 bælter og 15 par strømper til mig selv, og for de penge havde jeg nok bare kunnet købe et enkelt bælte samt nogle strømper i Danmark. Jeg spiste aftensmad på Vapiano, en italiensk restaurantkæde som jeg elsker. Denne gang valgte jeg at prøve deres lasagne, og den kan varmt anbefales. Det havde sneet en del i løbet af dagen, og det var bidende koldt. Kulden var døbt "The Beast from the East", og den sibiriske kulde slog i hvert fald godt igennem. Jeg var MEGET glad for at jeg havde taget mine store skiluffer med, og selv med en ekstra trøje på frøs jeg en hel del.

Onsdag spiste jeg morgenmad før jeg tjekkede ud fra hotellet. Sidste dag stod på traditionel sightseeing inden jeg skulle flyve hjem. For at undgå at skulle tilbage efter min trolley, som jeg jo ikke gad slæbe rundt på hele dagen, startede jeg med at tage til nationalmuseet. Her fik jeg den opbevaret for £1,50 - og de penge var givet godt ud. Jeg skippede dog selve museet for nu, for jeg ville se "alt det andet" i byen, og så slutte af der igen, inden jeg skulle til lufthavnen. Så fra museet gik jeg op til Camera Obscura der ligger ved siden af Edinburgh Castle. Det gamle tårn har et sindrigt system med et roterende spejl, så de kan projicere et billede af byen ned på et rundt stenbord midt i bygningen. Det er meget imponerende hvor godt og klart det er, når man tænker på at det er 150 år gammel teknologi, uden brug af elektricitet, zoom eller andre moderne kamerametoder. Udover dette show, kan man på de øvrige etager opleve en masse forskellige optiske illusioner, en vortex-tunnel (hvor jeg virkelig fik kvalme) samt en ret sjov spejllabyrint... i mørke. Det var godt at jeg havde startet dér, for udsigten over byen var på det tidspunkt rimelig god, men da jeg gik de få hundrede meter op til slottet, begyndt det for alvor at sne. Jeg brugte et par timer på Edinburgh Castle, hvor jeg bla. så kronjuvelerne og forsvarsværkerne. På dette tidspunkt var sneen begyndt at vælte ned, og samtidig blæste det med en frysende iskold vind. På vejen ud lukkede de faktisk slottet med henvisning til vejret, og der er også mange trapper og stejle bakker, og når det er glat og iset er det selvfølgelig ikke så smart. Jeg tænkte at jeg måtte i læ et sted, så jeg gik hen til nationalbiblioteket, men der var de ved at lukke - ligeledes pga. vejret. Så blev jeg lidt nervøs og skyndte mig hen til nationalmuseet, for jeg ville jo være ilde stedt hvis de lukkede imens de havde min bagage. Det var dog åbent, så ingen problemer 😊

Jeg brugte et par timer på det fantastiske museum, som jeg er meget begejstret for. Det er meget moderne anlagt, og mange ting er virkelig "hands-on" og meget interaktivt. Men pludselig kom en kustode hen til mig og sagde de var nødt til at lukke pga. vejret,og jeg må indrømme at jeg tænkte: Jamen, vi er jo inde i en bygning! Men ikke desto mindre måtte jeg hente min trolley og begive mig mod lufthavnen. Jeg ankom et par timer før afgang, men fik med det samme hørt at lufthavnen var ved at lukke - så alle flyvninger resten af dagen ville blive aflyst. Der stod så ca. 1000 mennesker i køen til servicecentret, så de anbefalede folk at man selv fandt passende overnatning og ændrede sin flybillet online eller via telefon til flyselskabet. Jeg gik straks på nettet, og kunne heldigvis booke det sidste værelse på det hotel jeg havde boet på. Det vidste jeg jo hvor lå, så det ville være nemt og hurtigt at finde tilbage dertil. Undervejs fik jeg fat på Ryanair i telefonen, og fik ændret min billet til torsdag eftermiddag. Fedt! tænkte jeg, for der ville jo være mange der ønskede at ændre billet, da det jo var alle flyselskaber der måtte aflyse. Tilbage på hotellet var de noget overraskede over at se mig igen, men jeg fik selvfølgelig mit nye værelse uden problemer. Jeg spiste aftensmad på Trenchtown - en jamaicansk restaurant der lå i området, og det er vist første gang jeg har spist af det køkken. Det smagte godt, men som overraskende mange steder i byen tog de ikke mod kreditkort, så jeg var nødt til at hæve lidt penge først. Jeg havde ellers timet det helt perfekt, så jeg havde under £2 i kontanter da jeg nåede lufthavnen 😊

Torsdag morgen vågnede jeg op til et reelt snekaos, og jeg kunne hurtigt læse mig frem til at lufthavnen ville forblive lukket den dag, og snart efter tikkede der da også en aflysning ind på mobilen. Efter at have rodet lidt rundt på nettet, ringede jeg til sidst til Ryanair, for deres næste flyvning til København var først søndag. De var faktisk meget hjælpsomme, men anede jo heller ikke hvordan vejret ville udvikle sig, og hvad det ville betyde. Jeg blev ombooket til flyvningen søndag, så var det i det mindste på plads. Men jeg ville lige afvente og se, for det kunne jo være at jeg f.eks. kunne tage et tog til Glasgow, Manchester eller endda London, hvis jeg så kunne flyve hjem derfra. Jeg fik forlænget mit ophold på hotellet, og sikrede mig at jeg kunne blive til søndag hvis det blev nødvendigt. Egentlig var de fuldt booket i weekenden, men da de jo regnede med nogle afbud - fordi folk jo heller ikke kunne flyve til Edinburgh, så skulle det nok gå. Jeg travede en tur rundt i snedriverne omkring hotellet, men alle restauranter, caféer, butikker m.m. var lukket og slukket... på nær et enkelt pizzaria der holdt åbent. Jeg købte en kæmpe familiepizza med hjem, og så måtte det gøre ud for frokost og aftensmad. Undervejs havde jeg snakket med familien hjemme i Danmark, og måtte berolige dem med at alt var OK. Ikke at de var nervøse for mig, men de havde selvfølgelig lidt ondt af mig - sådan at være fanget af en snestorm. Jeg kunne så fortælle dem, at dels var der ikke noget man kunne gøre ved det, og i det mindste betaler min rejseforsikring mig 1000 kr. i døgnet for det jeg bliver forsinket 😎

Både torsdag og fredag arbejdede jeg en del af dagen, og heldigvis havde jeg taget min bærbare computer med. På den måde kunne jeg hjælpe til på kontoret, og det var helt fint. Jeg fik også lavet en del rejseresearch, købt nogle flybilletter og andre ting jeg alligevel skulle have gjort hvis jeg havde været hjemme. Aftensmaden fredag stod på fish'n'chips fra det samme pizzaria, der sammen med en lille købmand var de eneste der holdt åbent. Der kørte ingen busser eller tog, og generelt blev man frarådet at færdes ude, med mindre det var absolut nødvendigt.

Mit håb var dog at jeg kunne bruge lørdagen til "noget". De seværdigheder i byen jeg følte jeg manglede holdt stadig lukket, men måske kunne jeg tage toget til Glasgow, der ligger en times kørsel fra Edinburgh? Desværre kørte der heller ingen tog lørdag, så det blev til endnu en dag på hotellet. Om torsdagen var jeg faldet i snak med Anna fra Argentina (bosiddende i Stockholm), og hun var i samme situation som jeg. Hun var fløjet til Edinburgh med Norwegian, og hendes første mulighed for at komme hjem var tirsdag aften. Hun var noget irriteret over hele situationen, men vi snakkede godt sammen, og jeg tror mit rolige gemyt var til en smule hjælp. Lørdag hentede jeg to footlong sandwiches fra Subway, og så brugte vi ellers aftenen på at fortælle hinanden "røverhistorier" fra den store verden. Hun er nemlig også meget berejst, så jeg benyttede straks muligheden for at pumpe hende for info om Sydamerika.

Da jeg vågnede søndag var det meste i byen tilbage til normalen igen. Der kørte igen busser og tog, men det sneede stadig, så jeg turde ikke tage til Glasgow. Det ville være ærgerligt hvis jeg så blev fanget dér, og missede mit fly hjem til Danmark. I stedet tog jeg i biffen, nærmere betegnet Dominion Cinema. Jeg havde besluttet mig for at se "Red Sparrow" og denne biograf har en sal til First Class med store lænestole, sofaer m.m.  Normalt koster det et par pund ekstra i forhold til den normale sal, men pga. de meget få kunder havde de besluttet kun at køre film på første klasse. Så jeg gav bare £10 pund for oplevelsen - en god afslutning på turen! Jeg tog bussen ned til centrum og fik mig noget at spise, før jeg tog sporvognen ud til lufthavnen. Afgangen var ca. ½ time forsinket, men de fik hentet det meste på vejen hjem. Så søndag aften klokken 22.10 satte jeg igen fødderne på dansk jord - fire dage senere end planlagt 😊

Hvad har det så kostet - sådan seks dage i Edinburgh? I alt har jeg brugt ca. 1.750 kr. på fly, transport, overnatninger, seværdigheder, mad og drikke i de første tre dage samt ca. 550 kr. på tøjshopping. Derudover har jeg betalt ca. 2.250 kr. for overnatninger, forplejning og transport, som jeg meget gerne skulle få refunderet fra Ryanair. Sammenholdt med erstatningen fra rejseforsikringen, står jeg faktisk til at tjene 1.700 kr. på turen - og har endda fået lidt nyt tøj, en uge i Edinburgh... samt en oplevelse rigere 😉

Budapest

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Jeg har nogle 'huller' på landkortet når det kommer til visse store byer i Europa, og det er lidt en mission at få set en del af disse. Det kan også være en nem og billig måde at komme lidt væk på, og kan jeg samtidig udleve min lyst til at rejse, så er det jo en 'win-win situation'. Jeg havde købt flybilletter til 330 kr. t/r og mit hostel kostede kun 8€ pr. nat - hvilket må siges at være meget billigt for et enkeltværelse midt i en europæisk hovedstad.

Jeg fløj med Norwegian og turen tager kun 1½ time. Ved ankomsten var der en timelang kø til skranken hvor man kan købe billetter til byens offentlige transport - så Budapest rejsetip #1: Du kan købe billetter til bus/tog/metro/sporvogn direkte i automaterne ved busserne, hvor man betaler med sit kreditkort. Jeg købte et 3-dages kort til 100 kr. - hvilket må siges at være rimeligt billigt. Bus 200E kører til nærmeste metrostation Kőbánya-Kispest, hvorfra man kan tage metro M3 direkte ind til centrum. Denne søndag var der dog renovering af metroen, så jeg skulle i stedet med bus. Det gik nu også hurtigt nok, og samlet tog det mindre end en time at komme fra lufthavnen til centrum. Mit hostel lå lige ved metrostationen Astoria på 'Pest-siden' og var nemt at finde. Det er midt i en beboelsesejendom, og er reelt to tidligere lejligheder der er bygget om til et hostel. Det er SUPER hyggeligt indrettet og et fund til prisen. Jeg havde valgt at booke et billigt værelse med bad og toilet på gangen, og betalte altså mindre end 60 kr. i døgnet. Mit værelse var placeret for enden af en stejl trappe, og jeg kunne knapt nok stå oprejst derinde, men når jeg kun skal sove et sted to gange, så er det ikke noget der generer mig. Jeg er jo ikke taget til Budapest for at sidde på værelset, og vil hellere bruge pengene på noget andet! :-)

Når jeg kommer til en ny by, så elsker jeg at starte med at gå lidt rundt i området og ligesom få en fornemmelse for stedet. Det gjorde jeg også her, men da det samtidigt regnede måtte jeg hellere vælge et mål - og gerne indendørs. Jeg startede med et sted jeg havde udset mig hjemmefra, nemlig Underground Railway Museum på Deák Ferenc tér metrostationen. Det er ret lille og svært at finde, og det hjalp ikke meget at spørge om hjælp, da engelsk ikke var specielt udbredt blandt dem jeg spurgte. Det lykkedes dog at finde museet der er hurtigt overstået, og mest handler om etableringen af metroen i Budapest. For at blive i genren tog jeg videre til Miniversum,  der har over 1,3 km. spor og 100 kørende tog fordelt på mange forskellige landskaber. Det hele er meget interaktivt bygget op, hvor man selv kan starte tog, biler osv. - og det er fedt at se både børn og barnlige sjæle (som undertegnede) nyde sådan en udstilling. Jeg var der et par timer, og kunne sagtens have brugt længere tid på at studere de mange detaljer. Udover de mange tog og stationer var min personlige favorit nok modellen af en drive-in-bio hvor der endda kørte spillefilm på lærredet - super gennemført!

Jeg var lige inde og se National Operaen, der dog er lukket i øjeblikket pga. ombygning. Jeg tog metrolinie M1 videre, og det er altså en sjov linie. Det er den ældste metrolinie i Budapest, og den ligger kun lige under gadeniveau. Når man står af på perronen, så er der en trappe op, og 8 trin senere står du midt på gaden. Der kan man virkelig tale om storbymetro med nem adgang! Selve metrovognene ligner også mere gamle arbejdsvogne end en moderne metro, men hvor har det bare charme. Jeg tog lidt rundt forskellige steder, før jeg sidst på eftermiddagen endte tilbage på mit hostel - og sad med benene oppe en times tid. Så var det tid til aftensmad, og jeg spiste ikke langt fra Vörösmarty Square, hvor et af byens julemarkeder allerede er åbnet. Det er hyggeligt, men shoppingmæssigt var det ikke det bedste marked. Hvis jeg vil give 45 kr. for et lille glas julemarmelade, så kan jeg ligeså godt købe det i Nyhavn. Men jeg fik dog en kop varm kakao at styrke mig på, og det er jo altid skønt. Jeg gik ned til floden og så over på det flot oplyste Buda Castle, der står i kontrast til de hjemløse der sover under broerne langs Donau floden. Hjemme på mit hostel faldt jeg i snak med Ulrike fra Tyskland, og vi fik udvekslet røverhistorier fra diverse rejser :-)

Mandag spiste jeg morgenmad på en nærliggende café, før jeg begav mig ud i byen. Jeg besøgte bla. Central Market Hall og fik kørt en del med sporvogn før jeg satte kursen mod Szechenyi termalbadet der ligger i en lille park i udkanten af centrum. Jeg havde hjemmefra booket min billet og det viste sig at være en god idé. Så slap man nemlig for at stå i kø, men kunne gå direkte ind og klæde om. Man får tildelt sit eget lille omklædningsrum, som man samtidigt kan bruge til opbevaring så længe man er der. Man kan også spare et par kroner og i stedet få et lille skab til opbevaring, men nogle gange skal man jo gå all-in! Der er tre udendørs bassiner og ca. 20 indendørs bade, med forskellige temperaturer, saltindhold osv. - og samlet var jeg der i ca. 4 timer, så det kan man vist roligt kalde god valuta for pengene :-)

Det var så småt ved at blive mørkt da jeg satte kursen tilbage mod centrum. Jeg så Budapest Eye - et pariserhjul der rent faktisk tidligere har stået i Paris - nemlig på Concorde-pladsen. Aftensmaden blev spist på Vapiano, og denne gang blev det til en pizza. Det bliver skønt når de snart åbner i København, også selvom de næppe kan servere en pizza og to sodavand til 68 kr. som de kan i Budapest. Efter en længere gåtur havnede jeg tilbage på mit hostel, og kom rimelig sent i seng.

Tirsdag morgen tog jeg lokaltoget op til Victor Vasarely Museet, som jeg havde fået anbefalet af Jette. Det viste sig at være en spændende oplevelse og et flot lille museum. Tilbage i byen tog jeg den lille funicular Budavári Sikló der fører én fra Donau floden op til Buda Castle. Her ligger en del forskellige museer og historiske bygninger, og jeg så bla. Matthias-kirken og Fiskerbastionen. Jeg spiste en sen frokost på en hyggelig café: Gullasch suppe og Apfelstrudel.

Jeg tog ned med kabelbanen og efter en sidste tur med sporvognen langs Donau, satte jeg kursen mod lufthavnen med M3 metroen og bus 200E. Jeg ankom kl. 18, og da jeg allerede var checket ind, gik turen gennem lufthavnen hurtigt. Hjemturen foregik med Ryanair, og jeg indrømmer det med det samme: Det er ikke noget jeg er stolt af! Jeg har INTET imod lavprisselskaber, og rejser gerne så billigt som muligt, men lige Ryanairs metoder er jeg bestemt ikke fan af. Men der var kun én anden måde at komme hjem på, og det var med SAS der kostede 1.200 kr. mod Ryanairs 130 kr. - så på det grundlag gav jeg køb på mine principper. Jeg har hørt meget dårligt om dem, men har ikke selv rejst med dem før. Det gik nu nemt og smertefrit, men jeg er temmelig skuffet over at min håndbaggage hverken blev målt eller vejet, når jeg nu havde gjort meget for at overholde deres regler. Turen hjem forløb uden problemer, så tirsdag aften kl. 21.30 landede jeg i Kastrup.

Kan man gøre en rejse og tilhørende oplevelser op i penge? 

Flybillet CPH-BUD med Norwegian = 199 kr.

Hostel Budapest Center (2 nætter) = 116 kr.

Szechenyi termalbad = 135 kr.

Transport (bus, tog, metro, sporvogn) = 100 kr.

Mad, drikke, museer, entréer m.m. = 520 kr.

Flybillet BUD-CPH med Ryanair = 130 kr.

Alt i alt = 1.200 kr.

Budapest er i hvert fald en by der giver fuld valuta for pengene! :-)

Kuala Lumpur

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Ved ankomsten til Kuala Lumpur gik vi ud til de blå taxaer der kører på taxameter. Man skulle dog først lige købe en billet til tre kroner der giver én lov til at tage med disse taxaer. Om det skal dække parkeringen i lufthavnen skal jeg lade være usagt, men klokken 01 om natten diskuterer man ikke om 2 x 3 kroner! De blå taxaer er lidt større end de røde 'budget' taxaer, og den ekstra plads er rar at have på en lang køretur. KLIA lufthavnen ligger næsten 60 km. fra downtown Kuala Lumpur, men der var heldigvis ikke meget trafik om natten, og slet ikke på de lange stræk på betalingsmotorvejen. Det var ubetinget turens dyreste taxatur, da vi kom af med 300 kr. pr. taxa. Vi havde som sagt også kørt næsten 60 km. - så det var jo ikke urimeligt. Vi blev sat af ved Chinatown Boutique Hotel, hvor vi også boede da vi sidst var i Kuala Lumpur i 2013. Vi fik vores værelser, og Robert orkede endda at gå på McDonald's og spise 'aftensmad' omkring kl. 02.30 - og det var så dér at han opdagede at han ikke længere havde sit VISA/Dankort. Ved at tænke tilbage, kom vi frem til at han nok havde ladet det sidde i en hæveautomat på Gili Trawangan, for i den del af verden er det ikke en selvfølge at kortet bliver spyttet ud igen automatisk når man har hævet. Tit skal man selv aktivt bede om det, og i forvirringen har han nok glemt det. Nå, men det så nu ikke ud til at der var blevet hævet på det, så han fik det spærret og skrev en besked til banken om at få et nyt. Endelig kunne vi gå i seng efter en meget lang rejsedag på 15 timer.

Onsdag havde vi aftalt at gå ud og spise morgenmad kl. 11, og så finde ud af hvad vi skulle se i KL. Vi satte GPS kursen mod en Subway restaurant i Chinatown, men den fandtes åbenbart ikke længere. Videre til den næste på listen, som vi omsider fandt... dog med en del besvær. Den lå nemlig ikke liiige helt hvor Google Maps sagde den skulle ligge, men det lykkedes at finde den til sidst. Kuala Lumpur er ikke en oplagt by til gåture, da der - udover varmen og meterhøje kantsten - er rigtigt mange veje der går over eller under andre, mange fodgængerbroer eller tunneller, og generelt meget få veje der bare går ligeud - så det kan være svært at få et overblik over hvor man skal hen, og ikke mindst hvordan man kommer dertil. Anne gik tilbage til hotellet med en sandwich til Emma, der var blevet hjemme fordi hun havde det skidt. Vi andre satte kursen mod metroen og kørte til enkelt stop til Pasar Seni, som er det tætteste stop på Masjid Negara der er Malaysias Nationalmoské. Selvom der i fugleflugt ikke var så langt, så tog det alligevel noget tid at finde derover, blot for at konstatere at den nu var lukket for 'non-muslim tourists'. Vi fik noget at drikke og overvejede hvad vi skulle gøre. Nu var vi kommet så langt, så vi besluttede at gå ned på den gamle banegård, og se om vi ikke kunne slå en times tid ihjel dér. Vi fandt en restaurant og bestilte lidt at drikke, men da vi forsøgte at fordrive tiden med lidt kortspil blev vi straks stoppet - så i stedet sad vi bare og snakkede lidt. Da moskéen igen åbnede for turister kl. 15 var vi klar i køen, og vi blev iført fine lilla kapper. Efter besøget tog vi en taxa tilbage til hotellet. Her fik vi besked om at vores fly til London ville afgå senere end planlagt, og at det ville betyde at vi fik svært ved at nå vores fly til København.

Om aftenen tog vi metroen til KLCC og Petronas Twin Towers. Vi havde hjemmefra booket billet til Skybridgen og observationsdækket på 86. etage. Nu er Kuala Lumpur jo ikke ligefrem New York eller London, men det er altid flot at se en storby oppefra - specielt om aftenen med lys på. Det var dog ikke rigtigt til at tage billeder deroppe, dertil var der alt for meget lys og genskær i ruderne. Vi tog tilbage til hotellet og fik noget aftensmad.

Da flyet til London jo var blevet forsinket nogle timer, kunne vi nøjes med at tage fra hotellet kl. 8. Vi tog et par taxaer til KL Sentral, hvor man kan checke ind på sit fly med Malaysia Airlines. Efter det var gjort tog vi KLIA Ekspres toget til lufthavnen. Det tager kun 28 min. og er klart den hurtigste måde at komme fra centrum af Kuala Lumpur til lufthavnen. Da vi jo allerede var checket ind kunne vi i ro og mag få noget morgenmad - på Burger King :-)

Vi kom ombord på Malaysia Airlines A380'eren, men der var lidt palaver inden vi kunne komme afsted. Der var kun ganske få ledige sæder ombord, men heldet var i den grad med os. Der var problemer med nogle af skærmene, og et par flyttede ned til nogle andre pladser bag i flyet. Det gjorde at de to der sad ved siden af mig kunne flytte op på de pladser, så den familie på tre der rejste sammen, også kom til at sidde ved siden af hinanden. I sidste ende betød det, at på de tre rækker hvor vi havde to sæder på hver række, pludselig endte op med et tomt sæde imellem, så vi reelt havde 1½ sæde hver. Fantastisk på en 13 timer lang flyvetur! Udturen var gået rimelig godt, men der fløj vi også om natten. Denne gang var det om dagen, og det var svært at finde ro til at sove. Grædende børn hjalp så heller ikke på situationen...

Ved ankomsten til London fik vi besked om at vi var blevet ombooket til British Airways flyet fredag morgen kl. 07.05 - og at vi var ventet på lufthavnshotellet Premier Inn. Når det nu skulle være, så var det rart at vi ikke skulle bruge en time hver vej til London centrum, men at vi kunne blive i Heathrow. Efter vi havde fået vores værelser gik vi ned i restauranten for at få aftensmad. Her måtte vi så igennem en mindre diskussion for at få lov til at drikke Coca Cola til maden fremfor Pepsi. Lige der knækkede filmen en smule for mig, men det lykkedes os nu at få det vi gerne ville have.

Kl. 05 fredag morgen kunne vi så gå tilbage til terminalen og checke ind på flyet til København. Hjemturen forløb uden bemærkninger, og kl. 09.30 satte flyet hjulene på landingsbanen i Kastrup. Ved bagagebåndet dukkede kuffert nr. 1, 2, 3, 4 og 5 op - men den 6. (min) kom aldrig. Efter en henvendelse til handlings selskabet fandt de ud af at den stadig var i London. Den endte med at blive efterleveret søndag :-)

Det har været en dejlig måned, og jeg vil gerne sige en stor tak til mine rejsefæller. I starten var jeg pænt træt, og det var rart at kunne slappe helt af. Senere på turen var jeg lidt skidt i en periode, så jeg har ikke været helt så deltagende som jeg kunne ønske. Men batterierne er i hvert fald blevet ladet op, og sammen med mange gode oplevelser er det jo netop dét ferie handler om!

Nusa Penida

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Sejlturen til Nusa Lembongan var en hård omgang! Ikke fordi det på nogen måde var farligt, men båden ramte bølgerne hårdt, og det gav nogle gevaldige stød. Der var i hvert fald en halv times tid hvor det føltes som ren tortur. Men vi klarede den, og nåede frem til Nusa Lembongan. Her blev vi sat af på stranden, og med i billetten var en tur med tuk-tuk tværs over øen til Yellow Bridge. Herfra skulle vi kunne få en lille lokalbåd til at sejle os det sidste stykke til Nusa Penida. Det viste sig så at være lidt mere besværligt end vi havde håbet på, men kl. 18 sejlede vi endelig det sidste stykke. Det tog kun et kvarters tid, og vi blev sat af på stranden ved Toyapakeh. Herfra blev vi fragtet det sidste stykke til vores hotel med tuk-tuk og et par motorcykler - og endelig nåede vi frem til Hotel Arsa Santhi. Vi fik vores værelser, og stedet var virkelig pænt og nyt. Der blev hentet aftensmad fra en lokal restaurant lidt nede af gaden, og for 117. gang stod den på Nasi Goreng med kylling... og det smagte nu også fint :-)

Søndag fik vi morgenmad på hotellet, og der var omkring dér at jeg begyndte at blive ret træt af toast og æg. Men udvalget var også her temmelig begrænset, så sådan var det. Mindre fedt var det at blive vækket lidt over 7 om morgenen af personalet, fordi de gerne lige ville vide om vi ville have 'scramblet or fried egg?' til morgenmad. Vi fik hyret en chauffør til at køre os rundt til tre steder på øen, og han ville komme en halv times tid senere. Han dukkede da også op, men ikke i en minivan som vi havde regnet med, men derimod i en (lukket) tuk-tuk. Det kunne godt gå hen og blive en hård tur, men med et smil på læberne kravlede vi op og kørte afsted. Første korte stop var dér hvor vi blev sat i land, men der var ikke lige nogle åbne dykkershops. Vi kørte derfor videre til Kelingking Beach, som var det sted Clara havde set på Instagram. Turen tog en times tid, og han gav den ellers gas vores chauffør. Nusa Penida er meget bakket, og vejene går op og ned, til venstre og højre, men alligevel gav han den fuld pedal! Vi nåede dog frem i god behold, også selv om søster var bange for at vi kørte udover kanten lige til sidst. Vi gik hen til udkigspunktet og kunne bare give Clara ret: Det var sgu' ret fantastisk! Vi var vist et par hundrede meter oppe, men alligevel kunne man tydeligt se de store mantaer svømme rundt i det azurblå vand. Det var et flot syn, også selvom Clara udfordrede min højdeskræk da hun selvfølgelig skulle helt ud til kanten og have taget billeder :-)

Det var så meningen at vi skulle have været ved Broken Beach (samt et for os ukendt tredje sted), men et eller andet var gået galt da hende på hotellet havde informeret chaufføren, for han satte i stedet kursen tilbage til hotellet. Da vi kom tilbage blev fejlen opklaret, men der orkede vi ikke at skulle afsted på tur igen. Vi fik dog halvdelen af de 300 kr. vi havde betalt for turen tilbage, så det var jo fair nok. Det blev så i stedet til en tur i poolen, og senere lejede Robert en motorcykel og kørte ud for at finde et dykkercenter. Det lykkedes også, og der blev aftalt dykning dagen efter. Vi spiste aftensmad på en lille og meget lokal 'KFC-kopi' restaurant, og burgerne var bestemt ikke noget at skrive hjem om. Kyllinge stykkerne smagte nu meget godt ;-)

Mandag var Robert, Louise og Clara ude på dykkertur, og de fik alle to dyk mere i bogen. De så desværre ingen mantaer, men derimod flere skildpadder og andre interessante ting. Især det sidste dyk havde været specielt godt, og det er jo altid bedst at slutte på toppen. Ellers blev der slappet af ved poolen og Anne var en tur på stranden. Vi fik den sidste omgang Nasi Goreng til aftensmad, eller rettere sagt de fem andre gjorde. Jeg kunne simpelthen ikke få flere portioner ris og grøntsager ned, så jeg gik i stedet ind til 'KFC-kopien' og købte kylling.

Tirsdag fik vi pakket og checkede ud fra hotellet ved 11-tiden. De kørte os ned til stranden og havde arrangeret en båd til Nusa Lembongan. Det var faktisk meningen at vi skulle sejles direkte til der hvor Scoot båden til Sanur lægger til, men der var høje bølger og den lille båd kunne ikke komme rundt på den side af øen. I stedet blev vi sat af ved Yellow Bridge, så vi skulle igen tværs over øen. Sejlturen havde været hård, og specielt Robert og jeg var blevet plaskvåde, og det var en del af vores bagage også. Men nu skulle vi bare lige vente på vores pickup, så skulle det nok gå. Der kom godt nok også en tuk-tuk fra Scoot omkring kl. 12, men han havde ikke plads til os alle seks samt vores bagage. Han ville så hurtigt lige køre første tur ned til båden og så komme tilbage efter os. Anne og Emma tog med, for så kunne de i hvert fald forsøge at holde båden tilbage hvis de ville sejle uden os. Afgangen var nemlig kl. 12.30, og med en tur på 10-15 min. hver vej kunne vi godt se at det ville komme til at knibe. Efter de var kørt kunne vi fire tilbageblivende bare vente... og vente... og vente. Efterhånden blev folk noget frustreret over bare at sidde, og vi sms'ede til Emma for at høre hvad der foregik. Bare rolig, lød beskeden: Båden er forsinket til kl. 13, og han er på vej til at hente jer. Men klokken blev stille og roligt 13, og han var stadig ikke dukket op! Men endelig kom han, og så gik det ellers i lyntempo ned til båden. Han ræsede tværs over øen, endda så hurtigt at Louise tabte sit net undervejs. Vi fik stoppet tuk-tuk'en og hun løb tilbage og fik det samlet op. Da vi endelig nåede frem til stranden var båden yderligere forsinket, så vi kunne begynde at tage det lidt roligt. Da Anne og Emma tidligere var nået frem var båden faktisk lige ved at sejle, men det var altså båden kl. 10.30 der var to timer forsinket, ikke vores båd kl. 12.30! Disse forsinkelser sker hele tiden, og derfor havde vi også valgt denne afgang fremfor den senere kl. 16.30, der egentlig ville passe perfekt med vores flyafgang. Men vi turde ikke løbe risikoen for at misse flyet til Kuala Lumpur hvis den båd var et par timer forsinket.

Sejlturen til Sanur på Bali tog kun 40 min. - og på en del at turen var der noget hård sø, men det var rimelig hurtigt overstået. Med i bådbilletten var også videre transport på Bali, så Robert og jeg kom i en bil med to andre, og bad om at blive sat af ved McDonald's på Kuta Beach. Pigerne var i en anden bil, og de havde endda fået overtalt deres chauffør til at lave et stop ved en butik i Sanur, hvor de sidste souvenirs skulle købes. Det lykkedes også fint, og sidst på eftermiddagen slog vi lejr på McD. Tøserne gik en sidste tur på stranden imens vi holdt øje med bagagen, og ved 18-tiden tog vi så et par taxaer til lufthavnen. Trafikken var denne dag ikke så slem, så vi nåede frem i fin tid til vores afgang med AirAsia kl. 21.20 - og flyvningen til Kuala Lumpur ville tage knapt tre timer.

Gili Trawangan

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Sejlturen til Gili Trawangan var en smule hård, men slet ikke så slem som tilbage i 2008 med Majbrit, Birgitte og Robert. Det tog et par timer så vi nåede øen inden middag. Båden ligger bare til på stranden, og så er det ellers med at komme af på den mest elegante måde man kan. Heldigvis bærer de ens store bagage i land, og det er en skøn service. Der var vist kun ca. 500 meter hen til vores hotel, men det er umuligt at køre med en trolley på de veje, så det føltes som en lang tur. Min trolley vejede godt 30 kg. - primært fordi jeg bar på 7-8 kg. af Roberts ting. Vi nåede frem og fik vores tre hytter. Vi havde valgt stedet fordi vi synes det så hyggeligt ud, og det gjorde det også ved første øjekast. Men efter at have fået noget frokost (de havde reelt kun 2-3 retter på menukortet - resten var 'udsolgt'), var det tid til at tage hytterne i nærmere eftersyn. For at sige det lige ud: Det var en gang sminket bambusbras! Hytterne bestod af to etager, med et toilet og åbent bad for neden. Så var der en stejl trappe op til den øverste etage, hvor der lige præcis kunne stå en dobbeltseng. Der var støvet, intet køleskab som lovet og aircon'en kunne slet ikke mærkes, da hele hytten jo var åben. Personligt ramte jeg bunden (endda i helt bogstavelig forstand), da jeg satte mig på sengen og den ene side faldt af. Det betød at brædderne der skulle holde lamellerne røg ned, så madrassen og jeg ramte gulvet. Lige dér besluttede jeg, at det sted kunne jeg altså ikke bo!

Jeg har faktisk kun prøvet at udvandre ved ankomsten til et overnatningssted én eneste gang før, nemlig på Koh Tao med Robert tilbage i 2010. Nu er det antal så fordoblet! Vi samledes alle seks omkring den lille - og noget snavsede pool - og kiggede hinanden i øjnene. Heldigvis var vi alle helt enige om, at Bale Sasak ikke var et sted vi kunne være og slappe af i tre dage. Vi gik derfor ned til havnen, og fik fat i en af de 'hotel-hajer' der altid hænger ud sådanne steder. Han fik vist os et par værelser, og vi besluttede os for at bo på James Bungalow. Det var et par tre-mandsværelser, men pigerne ville få en ekstra seng ind på det ene værelse, så de alle fire kunne sove der. ALT for at undgå at skulle tilbage til Bale Sasak! Prisen endte med at blive det samme, bortset fra de 100 kr. vi skulle betale for den første overnatning. Dem forsøger vi efterfølgende at få retur, da stedet bestemt ikke levede op til beskrivelsen - og vi havde specifikt valgt det pga. aircon og køleskab. Vi, og vores drikkevarer, skal holdes kolde! Hos James Bungalow var værelserne og sengene tip-top, der var et stort køleskab og et fint badeværelse - og så havde vi turens absolut bedste WiFi. Det er altid en kilde til lidt bekymring når man bor på hotel, for uanset om man vil det eller ej, så er det bare rart med internet. Både når man skal holdes up-to-date med nyheder og Facebook, men også når man skal undersøge noget senere hen på turen. Men her havde vi altså et super stabilt internet, og en hastighed der kunne bruges til noget. En stor forandring på Gili Trawangan fra da Robert og jeg var der i 2008. Dengang var der intet WiFi på øen, kun saltvandbrusere og strømmen kom fra generatorer der kun kørte nogle timer hver dag. Så forandring kan jo også være til det gode ;-)

Vi gik tilbage til vores første hotel og fortalte at vi ikke ønskede at blive der. Det var de noget uforstående overfor, men sådan blev det. Et par af folkene fra vores nye sted var gået med for at hjælpe med bagagen, så flytningen til James gik som en leg. Der var godt nok ingen pool det nye sted, men med stranden få hundrede meter væk var det en lille pris at betale. På Gili Trawangan er priserne på dykning den samme overalt på øen, men dykkerholdet faldt for den danske instruktør Tobias hos Diversia Diving. Der blev aftalt nogle dyk, og tøserne skulle bla. tage et dybdedyk. Således var stemningen generelt røget en del i vejret. Resten af dagen stod på afslapning, massage og god mad. Sidstnævnte var på Regina Pizzaria som vi havde fået anbefalet. Kokken var rent faktisk italiener, og jeg er ikke bleg for at sige at det er en af de bedste pizzaer jeg nogensinde har fået. Stedet var også åbenlyst populært, så vi skulle vente lidt på både et bord og vores mad, men det var det værd! 

Torsdag skulle dykkerholdet af sted tidligt om morgenen, for de havde hele to dyk på programmet den dag. Jeg benyttede så til gengæld lejligheden til at sove længe og det var skønt. Jeg havde lidt knas med maven, så appetitten var ikke den store, men heldigvis har jeg jo så lidt at tære på. På restauranten hvor de spiste aftensmad havde de et akvarie med små skildpadder, som en del af et forsøg hvor man holder nyfødte skildpadder tilbage i nogle måneder før de bliver sluppet fri, for at se om det øger deres chance for at overleve i naturen. Andre eksperter mener at det sløver deres naturlige instinkter, så meningerne er ret delte på det område.

Fredag stod den på et enkelt dyk fra morgenstunden, og senere kørte tøserne en tur øen rundt på helt nye lejede cykler. Ellers stod den på ren afslapning, før vi om aftenen begav os ud for at spise aftensmad. Vi havde også fået anbefalet restauranten The Roast House, hvor man kunne få stegt kylling, så det måtte jo prøves. Selve restauranten ligger på den ene side af gaden og køkkenet ligger så på den anden side. Det var en helt fantastisk kylling de serverede, og med dejlig kartoffelmos til... så det var godt at min appetit var vendt tilbage. Vi gik en tur langs stranden og fik også lidt at drikke imens bølgerne klukkede få meter væk.

Lørdag var dagen hvor vi skulle forlade Gili Trawangan. Vi skulle med båden kl. 13.45, og Anne havde 'forhandlet' sig frem til at vi kunne beholde værelserne til kl. 11. De skulle selvfølgelig gøres rene og være klar til nye turister som kom ind med dagens både, og det er jo fair nok. Som sagt var det et rigtigt hyggeligt sted, og eneste lille klage er nok lydniveauet i baren. Der blev spillet musik og fyret fjolletobak af til den lyse morgen, men sådan er det på Gili. Vi fik lov at lade vores bagage stå og gik en sidste tur på øen. Vi satte os ind på en restaurant, hvor vi drak lidt og spillede kort. Vi blev dog senere bedt om at gå da de skulle have et selskab, men måske var de bare trætte af at vi sad og fes husleje af? Vi gik ned til Trawangan Dive hvor vi boede i 2008, og fik noget frokost på deres restaurant. Da klokken blev 13 gik vi tilbage til havnen og jeg fik checket os ind på båden imens de andre hentede bagagen. Afgangen var (selvfølgelig) en smule forsinket, men omkring kl. 14.30 var vi af sted. Denne gang var det med Scoot Fast Cruises, da de er det eneste selskab der sejler til Nusa Lembongan fra Gili Trawangan. Godt nok skulle vi jo reelt til Nusa Penida, men dér er der ingen der sejler direkte til...