Hua Hin

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi ankom til Hua Hin sidst på eftermiddagen, og fra togstationen var det bare en kort gåtur til Wannara Hotel. Værelset var fint og hotellet lå et rigtigt godt sted i byen. En lille sidegade væk og 5 minutters gang, så var man på stranden ved Hilton, der ligesom er midtpunktet i Hua Hin. Om aftenen var vi på en hyggelig italiensk restaurant og spise pasta - og det var her jeg opdagede at Jennifer elsker seafood 😲

Om lørdagen spiste vi morgenmad på hotellet, og det var en fin buffet af glimrende kvalitet. Jeg har nævnt det en del gange før, men når det kommer til morgenmad på hoteller, så er jeg jo glad hvis der er toast, syltetøj, bacon, pølser, juice og lidt frisk frugt... og så selvfølgelig en æggemand- eller dame til at lave scrambled eggs, omelet eller spejlæg.  Vi var en tur på stranden, men ellers brugte vi en del tid på bare at snakke sammen. Vi var også i den lille hyggelige swimmingpool på hotellet, og om aftenen var Jennifer og jeg på natmarkedet. Her fik vi noget skønt aftensmad - nemlig stegte ris, nudler, kylling med cashew nødder og et par BBQ spyd. 

Søndag lejede vi motorcykler for to dage, og med Jennifer bagpå kørte vi ud i verden. Første stop var ved Venezia lidt nord for Hua Hin. Her har man bygget en slags mini-Venedig med kanaler til gondolsejlads, små broer, et lille 'tivoli' med små forlystelser samt en masse souvenirbutikker. Jeg gætter på at det primært er rettet mod asiatiske turister, men for 250B (55 kr.) fik vi adgang til området samt en sejltur i en gondol. Det var såmænd hyggeligt nok, men der gik nok ikke meget mere end 5 minutter før vi var tilbage ved startstedet igen. Vi gik rundt og så lidt på tingene, og Jennifer fik forhandlet sig til en god pris på et par t-shirts. Det var meget vigtigt at der stod Thailand på dem, så hun altid kunne huske hvor hun havde købt dem 😀

Efter besøget kørte vi videre til 'Big Buddha' ved Huay Mongkol Temple. Vi så den statuen og var også inde og se et lille tempel. Bagefter kørte vi over til den Gyldne Buddha ikke så langt derfra, selvom Roberts gps vist lavede tricks med os undervejs. Vi sluttede vores sightseeing ved Sam Phan Nam Floating Market der var én stor turistfælde. Vi fik dog en sejltur ud af det, men flydende marked var der intet af. Vi var tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen, efter at have kørt måske 60-70 km. i alt. En glimrende tur, selvom jeg nok fik for meget sol den dag. Om aftenen spiste vi thaimad, før vi fandt en bar hvor vi spillede pool, fik nogle drinks og hørte musik. Robert og jeg underholdt også med en glimrende karaoke version af Volbeats 'For evigt', der selvfølgelig var fuldstændigt spildt på folk fra Thailand og Filippinerne 😛

Mandag var vi igen på farten på de fine motorcykler og vi så bla. et par udsigtspunkter. Det første var der ikke så meget ved, men der var dog det sædvanlige rend af aber. Det andet sted var noget bedre, så vi fik da taget et par gode billeder. På vejen ned af bjerget fik vi noget at drikke på en lille seafood-restaurant. Her udviste Jennifer samme nysgerrighed som min søster, da hun spurgte meget energisk ind til de forskellige fisk i tankene. En sjov detalje er forresten at alle vi møder tror hun er thai, og derfor taler thailandsk til hende. Det medfører så et modsvar: I'm not thai, speak english please! 😊 Om aftenen var vi på begge de natmarkeder der er i Hua Hin, og vi har haft god gavn af vores motorcykler. Vi havde lejet en størrelse større end normalt, men de 350B i døgnet var en fin pris for de kørte bare godt. I 7-11 købte vi drikkevarer med hjem på værelset - en klassisk manøvre.

Efter de to dage på farten var tirsdag mere en slapper-dag. Vi hyggede i poolen og slappede af på værelset. Om aftenen fik jeg stegte ris med kylling - og det smagte fantastisk. Vi fik et par drinks på en bar, før vi købte nogle grillspyd med hjem på værelset. Jennifer bliver tit sulten sidst på aftenen, og et par gange havde hun ved gud købt kopnudler i 7-11. Så er et par friske grillspyd trods alt 1000 gange bedre hvis man spørger mig 😋

Onsdag tjekkede vi ud ved middagstid, og tog plads i den minibus vi havde hyret til at køre os tilbage til Bangkok. Vi kunne jo nok godt have nøjedes med en almindelig bil, men Robert insisterede på at vi havde noget mere plads, og det var selvfølgelig også meget dejligt. Turen til Bangkok tog lige over 3 timer, og det var faktisk kun det sidste stykke i udkanten af byen hvor der var trafik. Alt i alt var det selvfølgelig meget federe end 5 timer på hard-seater i toget, men naturligvis også en del dyrere. Jeg har været i Hua Hin før, og jeg vil bestemt ikke afvise at tage dertil igen. Der er ikke de store 'must-see' ting i og omkring byen, men der er en meget hyggelig og afslappet stemning jeg godt kan savne andre steder i Thailand. Ligesom i Khao Lak kan man faktisk godt få lov til at gå i fred, i hvert fald det meste af tiden...

Phuket

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi ankom til lufthavnen i god tid, og vi var da lidt spændte på hvordan hele hysteriet omkring Corona-virussen ville være. Det viste sig så desværre at være mere omfattende end vi havde forudset, og det fik stor betydning for resten af vores ferie. Vi skulle flyve fra Phuket til Singapore og derfra videre til Clark på Filippinerne. Men bare to dage tidligere, havde myndighederne i både Singapore og på Filippinerne indført en 14 dages karantæne for folk der havde været i Kina. Det havde vi jo på vejen til Thailand, og da det kun var 9 dage tidligere blev vi simpelthen nægtet at flyve. Det var noget af en bet, og det var det af flere årsager. Dels havde vi forberedt os på at rejse til Filippinerne, og vi havde flere fly og hotelbookninger vi ikke kunne aflyse. Samtidig havde turen dertil også et andet formål. Robert og jeg havde nemlig skrevet sammen med kvinder fra Filippinerne, og vi havde begge aftalt at skulle mødes med én når vi kom til Cebu. Jeg havde på nettet skrevet med en kvinde ved navn Jennifer, og jeg havde virkelig set frem til at mødes med hende. Jeg er langtfra erfaren i net-dating, men jeg synes hun virkede rigtig sød, så jeg var klar til at give det en chance. Robert havde skrevet med en pige ved navn Jovelyn, så det var noget af en spand koldt vand i hovedet, da vi fik at vide at det ikke kunne lade sig gøre... 😒

Nu var gode råd dyre, og vi købte os til lidt internet tid på Burger King i lufthavnen. Jeg forsøgte at finde ud af om der var noget vi kunne gøre, men det stod hurtigt klart at Filippinerne lige nu var lukket land for os. I stedet fandt vi et hotel i nærheden af lufthavnen og bestilte et værelse hos dem. De havde også en gratis shuttle service, så vi bookede dem til at komme og hente os og køre os til Airport Resort & Spa, der viste sig at være et fuldstændig klassisk lufthavnshotel. Vores værelse var udmærket, og det var internetforbindelsen heldigvis også, for nu startede et mindre logistisk mareridt. Ud fra tesen om at 'når Muhammed ikke kan komme til bjerget...' så var Plan B at finde ud af om pigerne så kunne komme til Thailand i stedet? Det lyder måske simpelt nok - køb en flybillet og så afsted, men så nemt er det bare ikke. Filippinerne har nemlig en ret skrap lovgivning når det handler om at rejse ud, og der er efter sigende flere grunde til dette. Dels ønsker man f.eks. at beskytte sin befolkning mod at blive udnyttet som billig arbejdskraft i andre lande, men onde tunger nævner også frygten for at folk rejser ud og tjener penge i udlandet, og dermed ikke betaler skat hjemme i Filippinerne. I hvert fald er det en større proces hvis man ønsker at få tilladelse til at rejse, og selvom Jennifer er 34 år gammel så skal hun stadig ansøge om at få lov til det. Så vi fik lavet et invitationsbrev, booket hoteller i hendes navn og bestilt en flybillet. Så skulle jeg sende en kopi af mit pas, dokumentation for vores forhold og hidtidige kommunikation og en masse andet bureaukratisk fnidder-fnadder, men til sidst skulle alt være i orden.

Vi forlængede vores ophold på hotellet endnu en dag, og planen var så at tage fra Phuket til Bangkok onsdag. Vi var bange for at vi ikke ville få lov til at flyve (selv indenrigs i Thailand), så i stedet tog vi en 'Grab' taxa fra hotellet ned til Phuket Busterminal 2. Herfra tog vi så bussen kl. 14 til Surat Thani, en tur på små 4 timer. I Surat Thani var vi på Pizza Hut og spise aftensmad, før vi fandt vej til togstationen. På nettet havde vi købt billetter på nattoget til Bangkok med afgang kl. 21.26  🚂

Toget var af den sædvanlige type i Thailand. Man har ikke kupéer som i mange andre lande, men i stedet sover man i to etager på langs med køreretningen. Vi havde kun kunnet få to overkøjer, men det lykkedes da at komme derop i nogenlunde fin stil. Vi fik begge sovet om natten, og nåede frem til Bangkok om formiddagen, med den klassiske halvanden times forsinkelse. Jennifer og Jovelyn skulle flyve fra Filippinerne om aftenen kl. 21, så Robert og jeg havde booket et værelse på et billigt hotel lige ved siden af Bangkoks hovedbanegård Hua Lamphong. Her brugte vi så dagen på at vente... men desværre var der dårligt nyt. Jovelyn fik ikke lov til at rejse, men det gjorde Jennifer til gengæld. Hun har også rejst en del gange før, og efter sigende skulle det gøre de Filippinske myndigheder mere villige til at tillade udrejse. Det var en risiko vi havde snakket om på forhånd, og det var selvfølgelig skidt nyt for Robert. Om aftenen tog jeg metro og skytrain til lufthavnen hvor jeg skulle hente Jennifer. På forhånd var vi egentlig ikke nervøse for om hun ville få visum til Thailand ved ankomsten, men alligevel var jeg da spændt på om hun nu også dukkede op. Det gjorde hun heldigvis, og vi tog en taxa tilbage til byen og tjekkede ind på vores værelse på @Hua Lamphong. Selvom vi havde skypet og skrevet meget sammen, så var det selvfølgelig noget andet pludselig fysisk at være sammen. Men vi havde begge sagt at vi ville give det en chance, og så måtte vi jo se hvordan det gik... 💗

Fredag tjekkede vi ud fra hotellet og gik over gaden til togstationen. Vi havde købt billetter til toget til Hua Hin, men havde kun kunnet få pladser på 3. klasse - dvs. uden aircon. Turen burde tage ca. 4 timer, men endte - selvfølgelig - med at tage godt halvanden time ekstra 😆

Khao Lak

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi kom tilbage fra dykkerturen sent torsdag eftermiddag, og vi havde booket et andet hotel i Khao Lak, end det vi boede på de første dage før dykkerturen. Khao Lak Grand City lå i den anden ende af 'The Village' i Khao Lak, og så havde de ikke mindst en fin lille swimmingpool, som de ikke havde på Sri Chada. Værelset var stort og fint, og et godt sted at puste ud efter båden. Vi lejede et par scootere så vi var mere mobile, og endte med at betale bare 500B stykket for 3 dage - en meget fin pris. Benzinen er stadig billig i Thailand, og nu har de endda også fået sådan nogle små tank-selv standere, så man ikke længere er afhængig af bland-selv benzinen i gamle Fanta flasker, hvis man ikke lige kan finde en rigtig tankstation ⛽

Vi brugte dagene på at køre lidt rundt i området, og vi var f.eks. på stranden et par gange. Coconut Beach var nok vores favorit, men White Sand Beach var også fin. Vi fik også set monumentet over tsunamien i 2004, samt den politibåd der nu står hvor den blev skyllet ind - knapt 2 kilometer fra vandet. Der er oprettet flere små 'minde-museer' hvor familierne efter de døde (efter sigende) tjener lidt penge på at vise billeder og fortælle historier fra den forfærdelige hændelse samt sælge lidt souvenirs. Noget af det virker som en måde at tjene lidt 'nemme' penge, men jeg håber på at det vi gav går det rette sted hen. Jeg kan stadig mindes billederne fra Phi Phi som berørte mig personligt, og de sparer heller ikke på meget eksplicitte billeder og plancher her. Men jeg er glad for lige at have set det.

Vi var også på et par markeder i området - både et meget lokalt, men også et rettet mod turister. Prisniveauet i Thailand har måske nok fået et lille nyk op, men så galt er det nu heller ikke blevet. Der er masser af muligheder for god mad i Khao Lak, og de er da heldigvis stadig gode til at lave thaimad i Thailand. Jeg fik tygget i en kerne eller lignende i et stykke brød, så jeg var en tur til tandlægen om fredagen. Jeg havde fået slået en gammel plombe ud, så nu fik jeg lavet en midlertidig fyldning og så skal jeg have min egen tandlæge til at kigge på det når jeg kommer hjem. Khao Lak Dental Clinic var super professional, og hele behandlingen inkl. røntgenbilleder føles fuldstændig som i Danmark. Regningen på 140 kr. kan de dog ikke matche derhjemme.

Mandag morgen blev vi hentet i en taxa og kørt til lufthavnen i Phuket, for nu ventede næste etape af ferien i Filippinerne... 😊

Similan Islands

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Robert og jeg har i mange år ønsket at rejse i Asien i højsæsonen, men vi har typisk været for nærige til at betale det ekstra det koster at rejse på den tid af året. Men denne gang havde vi fundet billetter til bare 3.000 kr. retur, så nu skulle det være! Man får jo også skåret en del af den kedelige danske vinter ved at rejse på dette tidspunkt, så det er bare en ekstra bonus. Når vi nu skulle afsted i den gode sæson, så gav det os samtidig mulighed for at komme til Similan øerne i Thailand, som skulle byde på ekstraordinær god dykning. Vi havde gjort en del research og fik endelig udvalgt en dykkerbåd der passede til vores behov og pengepung. Similan Quest blev valgt og vi fik booket hoteller i Khao Lak der ligger nord for Phuket. Efter Thailand vil vi videre til Filippinerne, så vi skulle flyve hjem fra Manila. Vi måtte dog noget tid før afgang ændre i vores planer for Filippinerne, da vulkanen Taal gik i udbrud – bare 12 km. fra det sted vi havde fundet i Batangas. I stedet tager vi nu videre til Cebu og Malapasqua Island, der også skulle byde på god dykning 😊

Vi skulle flyve med Air China over Beijing, og her på udturen havde vi et 12 timers layover. Vi var i tvivl om hvad vi skulle gøre i den tid, for det er vinter og frostgrader i Beijing på den tid, og det er jo ikke ligefrem den slags tøj vi har med til Asien. Vi vidste heller ikke om bagagen blev tjekket ind hele vejen, så et par uger før afgang ringede jeg til Air China. De fortalte at vi da bare kunne lade bagagen stå på hotellet hvis vi skulle ud på sightseeing, for de gav os simpelthen et gratis værelse på et lufthavnshotel pga. vores lange layover. Det gør de så også på hjemturen, så det er jo virkelig fin service.

Roberts far hentede os begge på vejen til lufthavnen, så vi var i fin tid da vi tjekkede ind i Kastrup. Rutinemæssigt spurgte jeg om flyet var fuldt, men en grinende medarbejder kunne klart sige nej til det. Der var lige præcis 33 passagerer ombord, og på en Airbus A330 betød det altså mere end 200 tomme sæder. Det var fedt at høre, for det er skønt med god plads når man skal flyve 9 timer. Vi ville ankomme til Beijing lørdag d. 25. januar, netop på det kinesiske nytår – og det var grunden til det tomme fly. Flyveturen forløb uden problemer, og med al den plads ombord kunne vi alle ligge mageligt ned på hver vores 4-række. Maden ombord var fin uden at være prangende, men de skal have stor ros for konstant at komme ned gennem gangene så man f.eks. kunne få drikkevarer. Nu ved jeg godt at hver stewardesse havde mindre end en håndfuld passagerer hver at kigge efter på netop denne flyvning, men de sov i hvert fald ikke på vagten. Så vi var rimelig friske og veludhvilede da vi nåede Beijing. Vi kunne ved ankomsten søge om et gratis transitvisum som gav os lov til at forlade lufthavnen, og det fik vi uden problemer. Det gik også glat i immigrationen og tolden, og vi fandt hurtigt Air Chinas servicedesk i lufthavnen. Alt i alt gik der bare et par timer, så sad vi i en minibus på vej til Beijing Airport Lanwan International Hotel, hvor vi med det samme fik vores værelse. Pænt standard lufthavnshotel, og vi fik endda også gratis morgenmad og drikkevarer på værelset. Vi havde overvejet at tage ’ud i byen’ og havde derfor løst tøjproblemet ved at rejse i noget gammelt vintertøj som vi bare kunne smide ud bagefter. Men udbruddet af Corona-virussen gjorde at vi fandt det bedst bare at blive på hotellet, hvor vi slappede af og tog en lille lur. Efter godt 7 meget behagelige timer kørte minibussen os tilbage til lufthavnen få kilometer væk. Så de eneste penge vi brugte i Kina var på Burger King i lufthavnen inden vi skulle flyve til Phuket. Den flyvning tog ca. 6 timer, og dette fly var i det mindste ca. halvt fyldt op. Men stadig masser af plads til at ligge ned, hvilket Robert benyttede sig af. Jeg nød bare at have et tomt sæde ved siden af mig på min 2-sæders vinduesrække. Vi landede lidt før kl. 23 lokal tid, og turen gennem immigrationen i Thailand tog ingen tid. Vi havde hjemmefra booket en taxa til at hente os i lufthavnen og køre os til Khao Lak – og de 1300B til en stor SUV var givet meget godt ud. Turen derop tog lige over en time, men der var heller ingen trafik på det tidspunkt. Ved ankomsten til Sri Chada Hotel fik vi udleveret vores nøgle, og så var det ellers bare på hovedet i seng.

Søndag spiste vi morgenmad på hotellet, før vi tog en tuk-tuk (150B) ned til Sign Scuba, hvor vi skulle tjekke ind på dykkerturen. Vi fik ordnet de praktiske ting, betalt for resten af turen og afklaret de sidste spørgsmål vi havde. Vi tog tilbage til hotellet og slappede af på værelset. Senere mødtes vi med Maria og hendes kæreste der var på ferie i Khao Lak, så vi benyttede lige lejligheden til at hilse på, og få lidt at spise og drikke. Det var hyggeligt at møde ham og han virker som en helt fin fyr. Senere gik Robert og jeg ud og shoppede lidt proviant til turen og fik noget sen aftensmad. Sri Chada Hotel ligger i den såkaldte Khao Lak Village (=byen) og der er nogle hundrede meter til stranden. Der er enkelte barer der holder sent åbent, men ellers lukker det meste ned rimelig tidligt.

Mandag morgen nåede vi lidt hurtigt morgenmad på hotellet, inden vi blev hentet i minibus kl. 07.10 og kørt ned til den lille havn hvorfra speedbåden ud til den dykkerbåden sejler. Sejlturen derud tog ca. 1,5 time og var rimelig bekvemmelig. Ved ankomsten mødte Robert sin dykkerinstruktør, og bare en halv time senere var han i vandet på sit første dyk. Efter frokost var det tid til dyk nr. 2 og derefter fik vi anvist vores kahyt M1. Den rummer kun to enkeltsenge og en stribe gulv imellem dem, men mere plads behøver man jo heller ikke. Bagagen kan være under sengene, og der er et lille bord til vores elektronik. Ombord vil man gerne undgå plasticflasker, så alle får udleveret en kop man kan fylde med koldt vand ombord. Der er også et køleskab med dåsesodavand og øl, ligesom der faktisk også er installeret en ismaskine så der altid er isterninger. Vores kahyt er én af fem placeret på det nederste dæk, der udover køkkenet og de tre toiletter også rummer ’våd-dækket’ hvor dykkerne har deres udstyr stående. Over det findes så ’tør-dækket’ med borde, hvor man spiser, gennemgår sine dyk og slapper af. Forrest på dette dæk er der yderligere 4 kahytter, og allerøverst er så soldækket. Båden er praktisk indrettet og med 100% fokus på dykning. Efter Roberts sidste dyk spiste vi aftensmad, og omkring kl. 20 var alle nede i deres kahytter, så der var ikke meget hygge ombord. Vi har faktisk adgang til (gratis) Wifi ombord, i hvert fald i de perioder hvor båden har adgang til mobilnettet fra en mast på en af øerne. Det var en fin overraskelse, da vi faktisk forventede fire dage uden kontakt med omverdenen.

De næste dage forgik efter samme koncept: Vækning kl. 06.15 – og første dyk kl. 07. Derefter morgenmad og så ankommer speedbåden med nye gæster omkring kl. 9.30 – efterfulgt af dagens andet dyk kl. 10. Så er der frokost ved 12-tiden og dagens tredje dyk omkring kl. 13. Så bliver der serveret frugt og snacks før speedbåden sejler tilbage til Khao Lak omkring kl. 15.30. Hvis det er muligt, så er der strandbesøg om eftermiddagen, hvor man bliver sejlet ind i den lille gummibåd vi har på slæb. Så er der dagens sidste dyk, som er enten et sunset – eller et night dive. Efter det er det tid til aftensmad og så i seng. Næste dag gentages programmet… 😄

Om onsdagen havde Robert fødselsdag, men efter hans ønske blev der ikke gjort det store ud af det. Torsdag eftermiddag pakkede vi vores ting sammen, og tog med speedbåden tilbage til Khao Lak. Det var en meget stille og rolig tur på bare en times tid.

Kutaisi

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Mit europæiske eventyr fortsætter mod øst, så efter Makedonien, Rumænien og Moldova var turen denne gang kommet til Georgien. Wizz Air er begyndt at flyve til landets næststørste by Kutaisi, og jeg havde booket billetter til bare 220 kr. t/r. På en kort weekendtur kan jeg godt undvære indtjekket bagage, så det må siges at være imponerende billigt, specielt i betragtning af at flyveturen tager godt fire timer hver vej. Fredag morgen d. 1. november fløj jeg fra Kastrup og landede i Kutaisi omkring kl. 16 lokal tid. Georgien ligger hele tre tidszoner foran Danmark. Lufthavnen er meget moderne, men også ret lille. Det er næsten kun Wizz Air der flyver dertil, så der letter i snit ca. 6 fly om dagen. Ved ankomsten fik jeg mit stempel i passet, og gik ud til Georgian Bus’ lille stand i ankomsthallen. Hjemmefra havde jeg booket transport fra lufthavnen til mit hotel, og de tilbyder dør-til-dør service med minibus for 5 lari (ca. 12 kr.) Jeg blev gennet op i en minibus sammen med fem andre, og så gik det ellers afsted mod byen der ligger ca. 20 km. fra lufthavnen. Allerede her fik jeg en indikation på hvordan det ville gå sprogmæssigt, da chaufføren ikke kendte ét eneste hotel – og heller ikke forstod nogle af de adresser han fik oplyst. Så resultatet var at folk sad med deres mobiler og brugte gps’en til at finde frem til deres overnatningssted, og så langt så godt! Jeg havde valgt at booke et relativt dyrt sted i byen… til knapt 80 kr. i døgnet. Folk gav det rigtigt gode anmeldelser, men angav også at det kunne være noget svært at finde! Adressen findes tilsyneladende ikke, der er ingen gadeskilte, markeringen er helt forkert på Google Maps, og hotellet har i øvrigt ingen skiltning overhovedet. Det tog mig også lidt tid at lokalisere stedet, finde en port så man kunne komme ind i baggården, op af en trappe og ind i en noget tvivlsom bygning. Indenfor er stedet nu ganske nyt og pænt, selvom betegnelsen hotel måske er at stramme den lidt. Receptionen er et simpelt skrivebord med en bærbar computer, og damen der styrer stedet kan ikke ét eneste ord på engelsk! Men vi kom da igennem indskrivningen, og hun viste mig det lille køkken hvor man kan lave kaffe og bruge køleskabet, før hun viste mig mit værelse. Det var udstyret med to senge med skønne madrasser, tv, aircon og et badeværelse med masser af tryk på det varme vand. Således opmuntret begav jeg mig ud for at finde noget aftensmad. Jeg bor simpelthen lige i centrum kun 300 meter fra Colchis Fountain. Da jeg gik lidt rundt, fik jeg et flashback fra ankomsten til Chisinau i Moldova, for ligesom dér var Kutaisi også rimelig død sådan en fredag aften. Men det varme lys fra McDonald’s skinnede mig i møde, så jeg besluttede at spise der. Som referencepunkt koster en stor Big Mac menu ca. 25 kr. Efter jeg havde spist mig mæt, gik jeg en tur rundt omkring inden jeg købte lidt drikkevarer som jeg tog med hjem på hotellet. Der var overraskende hurtigt internet på Chveni Qalagi, så jeg skypede lige med Anne inden jeg lagde mig til at sove.

Først havde jeg dog lige givet mig selv et dummeslag eller to og det kræver vel en nærmere forklaring?! Da vi 14 dage tidligere var i Rom havde jeg ikke taget de rigtige kabler med til min mobil. Jeg har lige købt ny telefon som bruger USB-C til opladning, hvorimod min gamle telefon samt min powerbank bruger micro-USB. Jeg havde skam været så kløgtig at tage hele tre kabler med af den nye slags, men ikke ét eneste til at oplade min powerbank. Normalt er det ikke et problem når man har en Android telefon, for batteriet holder bare væsentlig længere end iPhones. Men når man nu på en ferie bruger mobilen som navigation og kamera, så er det rart at kunne oplade mobilen via en powerbank. Jeg fik løst situationen i Rom ved at købe (endnu et) micro-USB kabel, og det sad åbenbart i mig til denne tur. For nu havde jeg hele tre kabler med til at oplade min powerbank, men til gengæld ingen til at forbinde med telefonen. Dæleme flot gået! 😏

Jeg vågnede allerede ved 6-tiden lørdag morgen, og trak hurtigt i tøjet og gik en tur. Jeg håbede at finde en bager eller lignende hvor jeg kunne købe noget morgenmad, men bortset fra et par supermarkeder var der ikke noget åbent, og deres beskedne udvalg af brød var i den grad ligegyldig. De eneste mennesker jeg ellers så var gadefejere der gik rundt i regnen og fejede våde blade sammen. Jeg kiggede selvfølgelig også efter et kabel til min telefon, men forgæves. Jeg stoppede lige ind på markedet der var ved at åbne, så jeg købte et par bananer og noget jeg troede var ferskner. Det var det så ikke… 😆

Efter et par timers søvn tog jeg et varmt bad og begav mig ud i regnvejret ved 9-tiden. I biksen rundt om hjørnet fik jeg købt et kabel til mobilen, og så kunne jeg med sindsro begive mig ud i byen. Jeg fik lidt hurtig morgenmad i en ’hole-in-the-wall’ biks før jeg gik gennem parken til springvandet. Jeg vidste godt at Kutaisi ikke er proppet med store seværdigheder eller spændende museer, men så må man jo se dét der er. Byens centrum er meget kompakt så det er nemt nok at gå rundt. Der kører enkelte bybusser, samt en hel del marshrutka minibusser. De kører af forudbestemte ruter, men det er svært for turister at bruge dem, for du kan ikke finde nogle oversigter over ruter på engelsk. Men hvis du ved hvilket nummer du skal med - og hvorfra den kører – så er de den billigste måde at komme rundt på. Jeg gik en del rundt, og det var forbavsende tidligt at jeg fik en besked om at dagens mål på 10.000 skridt var nået. Jeg tog med den lille (og noget skræmmende) kabelbane over floden op til en lille forlystelsespark. Jeg snakkede med en svensker fra Malmø, som i de senere år har taget lidt den samme tur længere og længere mod øst takket være Wizzair. Vi gik rundt i den lille forlystelsespark der så noget forfalden ud, men tingene kørte altså når der var kunder, men jeg skulle ikke lige op i det rustne pariserhjul. Der var også en del hunde, som man faktisk ser overalt i byen. Nogle er tagget med et gult skilt i øret, og det skulle være tegn på at de var blevet vaccineret, men mange af dem var uden tegn – og de så godt nok ret sølle ud. Vi tog med kabelbanen ned igen og selvom turen kun tager nogle minutter, så sad jeg med en noget grim følelse over de gamle vogne og slidte kabler. Det holdt heldigvis, men jeg var rimelig glad for at blive lukket ud af vognen igen. Desværre var vejret ikke så godt, og et par gange søgte jeg ind på en café for at få ly for regnen og noget at spise og drikke.

Jeg gik også op til Bagrati katedralen der ligger lige nord for springvandet, med en god udsigt over Kutaisi. Turen derop er kun godt halvanden kilometer, men til gengæld er det noget stejlt op ad bakke. Undervejs passerer man Rioni floden via den gamle kædebro. Da jeg var tæt på toppen blev jeg indhentet af svenskeren, så vi slog følgeskab resten af vejen. Katedralen er relativt simpelt indrettet, men der var en hyggelig stemning derinde hvor der blev afholdt en slags gudstjeneste med et lille kor. Vi aftalte at mødes til aftensmad dagen efter og jeg begav mig ned igen. Nede i byen fandt jeg en lille restaurant hvor jeg spiste aftensmad. Jeg aner ikke hvad jeg fik, men det var noget kød i en slags sovs – og det var både velsmagende og billigt.

Søndag vågnede jeg op til det mest fantastiske vejr, så jeg startede med at gå ned til springvandet så jeg kunne få et par pæne billeder. Jeg gik også over White Bridge til et stoppested på den anden side af floden. Herfra tog jeg en marshrutka de ca. 12 km. til byen Tskaltubo. Turen tog 25 minutter og kostede bare 1,20 lari. Når folk skal med så giver man bare tegn når minibussen kommer, og så hopper man ind og finder et sted at sidde – ellers er der ca. 10 ståpladser i højre side tæt på døren. Når man skal af giver man bare besked til chaufføren og betaler prisen for turen inden man hopper ud igen. Tskaltubo blev brugt som rekreationsby under Stalin, og er i dag fyldt med forladte bygninger fra den tid. Jeg har på nettet set en del fantastiske billeder af sanatorier og badehuse, og havde glæder mig til at snuse rundt i disse forladte bygninger. Desværre er mange af stederne nu blevet hegnet ind, og det ser ud som om det er gjort for ganske nylig. Om det er fordi man er trætte af folk på jagt efter billeder af ’abandoned places’ eller fordi man er nervøs for om de styrter sammen, skal jeg lade være usagt. Men jeg fik bla. set det forladte badehus nr. 8 inde i en park og det var en spændende oplevelse. Jeg brugte i alt tre timers tid i byen, og jeg havde håbet at der var mere at se. Jeg fik vinket en marshrutka ind til siden og kom på den måde tilbage til Kutaisi.

Jeg nåede tilbage til mit hotel og fik benene op i en times tid før jeg mødtes med svenskeren på en lille hyggelig restaurant ved navn Palaty. Her fik vi lidt spændende mad og udvekslede flere rejsehistorier før vi skiltes og jeg gik hjem for at sove. Jeg havde jo booket transporten tilbage til lufthavnen, så mandag morgen stod jeg op kl. 5, pakkede mine få ting ned i min lille håndtaske – og kl. 05.20 kom de som aftalt og hentede mig. Da der jo havde været en del problemer med at finde stedet på udturen, var jeg lidt nervøs om de nu også kom, men der var ingen problemer. Vi var i lufthavnen ved 6-tiden og flyet stod klar og ventede. Wizz Air bruger Kutaisi som en hub, så der var landet tre fly aftenen før, og de var så klar til at flyve videre om morgenen. Præcis kl. 7 begyndte vi at rulle ud på startbanen og fire timer senere landede vi i Kastrup.

Turen har kostet følgende:

Flybilletter København – Kutaisi t/r. = 220 kr.

3 overnatninger på Chveni Qalagi = 240 kr.

Minibus fra lufthavnen til hotellet t/r. = 24 kr.

Marshrutka til Tskaltubo t/r. = 6 kr.

Kabelbane = 2 kr.

Mad og drikke = 183 kr.

I alt = 675 kr.