Goa

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Flyveturen til Goa tog lidt over en time, og efter ankomsten til den forholdsvis lille lufthavn fik vi fundet en bod med kupontaxaer der kunne køre os til Candolim Beach ca. 40 km. fra lufthavnen. Det var så turens dyreste taxa til knapt 130 kr. - men turen tog også over en time. Vi ankom til Santana Beach Resort ved 9-tiden, men da resortet var fuldt booket kunne vi ikke få et værelse før nogle andre var tjekket ud og det er selvfølgelig fair nok. Vi havde jo ikke sovet om natten, så vi sad/lå på et par sofaer i receptionen og sov indtil kl. 11.30 hvor vores værelse var klar. Det var et stort og dejligt værelse med separat køkken og en lille balkon. Der var de sædvanlige ting: Køleskab, aircon, tv samt gratis WiFi. Eneste klagepunkt var sengene der var stenhårde, og det er ikke lige vores favorit. De må heller ikke være for bløde, men faste er nok det bedst dækkende ord. De prøvede flere gange med forskellige typer madrasser og til sidst endte vi med en løsning med en foldemadras oven på sengen og en topmadras øverst. Det blev aldrig rigtigt godt, men det var til at leve med.

På resortet er der to swimmingpools. En lille en lige ved siden af restauranten og receptionen, og en større med poolbar i vores ende af resortet. Boligerne er anlagt hyggeligt med stier der snor sig rundt på området, og så åbner det op lige ned til stranden bare 100 m. væk. Stranden er dog absolut no-go i øjeblikket pga. meterhøje bølger og kraftig strøm, og det er kun 14 dage siden at fire mennesker druknede lidt længere oppe af kysten. Så der er vagter der nidkært våger så der ikke er nogen der får idéer om at gå i vandet, men når man står på stranden er det nu heller ikke lige badning man får lyst til. Igen vil det være fedt at se stedet i januar måned når det er indisk højsæson. Generelt er mange ting lukket i Goa på denne tid af året, og vi har bevidst valgt at tage nordpå fra Old Goa, da stort set alt syd for er lukket i monsun sæsonen. Det betyder f.eks. også at alle hytterne på stranden er væk, og jeg vil skyde på at kun hver femte butik, restaurant m.m. var åbent i vores område. Der var dog nogle butikker, boder og restauranter åbent på den store vej, men vi spiste dog mest på hotellets udmærkede restaurant.

De første par dage tilbragte vi hhv. på vores værelse, ved poolen eller på restauranten. Vejret var ikke så godt, og det regnede meget. Det gør ikke mig så meget, da jeg sagtens kan slappe af på værelset med en god bog, kolde drikkevarer og en tur i poolen. Anne er mere glad for solen og det er så hendes måde at slappe af og lade op på. Vi vidste jo godt at denne ferie ikke ville blive en badeferie, men desto mere havde hun så set frem til fem dages solferie i Goa. Det blev det så ikke til, men efter en smule mukken må man jo acceptere at det er risikoen når man tager til et land i monsunsæsonen.

Lørdag tog vi en taxa ind til Mapusa (kaldet Mopsa) som er en rimelig stor by 13 km. fra Candolim Beach. Pga. et taxakartel i Goa er priserne helt anderledes høje end f.eks. i Mumbai, så de skulle have 70 kr. for den forholdsvis korte tur. Vi fik så forhandlet os til at han blev og ventede på os i et par timer, og så skulle vi give 110 kr. tur/retur. Anne havde noget tøj med hun gerne ville have kopieret, og det har vi prøvet flere gange i f.eks. Thailand og Vietnam uden problemer, og da mange af skrædderne dér faktisk er indere, så tænkte vi at det da ikke kunne blive svært. Men igen: Indien er bare anderledes. Vi ankom til det lokale marked og startede med at kigge lidt rundt selv. Vi fandt også en butik der solgte stof og fandt også noget der kunne fungere. Men de solgte kun stof, de syede ikke - og så var vi jo lige langt. Så kom der et par venlige damer og tilbød at hjælpe, og de fik guidet os ned til en skrædder. Så blev opgaven fremlagt og der blev parlamenteret frem og tilbage. Åh, det kunne nok ikke lade sig gøre, men så kan man gøre sådan osv. osv.

Til sidst var alle (måske?) enige om hvad der skulle gøres og så gik jagten ellers ind på stoffet. Vi var inde i flere butikker, hele tiden fulgt at de søde damer - og en mand som nu også var kommet til. Efter et par timers tid var stoffet købt og afleveret til skrædderen, som ville være færdig mandag eftermiddag. Nu var tiden så kommet til at 'betale' de søde damer for deres hjælpsomhed, og det betød selvfølgelig et besøg i deres butik. Butik er måske nok så meget sagt, men de fik da bredt deres varer ud på jorden. Faktisk var det nogle fine ting de havde og Anne fik da også købt lidt. Senere købte hun også en ordentlig portion forskellige krydderier med hjem, imens de søde damer nok også tjente lidt kommission på den handel. Vi fandt til sidst vores taxachauffør og blev kørt hjem til hotellet.

Søndag var også en slapperdag, hvor Anne ihærdigt prøvede at fange solen imellem de mange regnbyger. Hun var derfor fast gæst i poolbaren, hvor hun kunne krybe i ly og spise pomfritter når regnen blev for voldsom. Jeg foretrak den kølige aircon på værelset, men sådan er vi jo forskellige. Mandag eftermiddag var vi så tilbage i Mapusa og fik hentet tøjet. Det var måske ikke lige heeelt som Anne havde ønsket, men nu må vi se når det bliver vasket, om det så ikke sidder lidt bedre. Vi fik handlet det sidste på gaden og spiste aftensmad på The Curry House, men det var ikke så godt som restauranten på hotellet.

Tirsdag spiste vi morgenmad for sidste gang, og fik derefter pakket vores sager og tjekket ud. Santana Beach Resort kan sagtens anbefales, men jeg vil som sagt gerne prøve at opleve det i højsæsonen, hvor jeg er sikker på at hele 'Goa oplevelsen' vil være noget anderledes. Udover de hårde senge har vi intet at brokke os over, og overalt blev vi mødt af venligt og smilende personale, lige fra den hær af 'roomboys' der gjorde rent på værelset og hver dag foldede vores håndklæder til en blomst, en svane eller noget helt tredje - til de søde drenge ved poolen eller i restauranten. Alle steder vi har været i Indien er rengøringspersonalet kun mænd, hvor det andre steder jo næsten udelukkende er kvinder. Vi fik en taxa til lufthavnen, men undervejs begyndte det at knibe med gearene på bilen. Til sidst gik den helt i stå, og bare 3 km. fra lufthavnen måtte chaufføren opgive at fortsætte. Han fik dog hurtigt stoppet en anden vogn, og vi fik os selv og vores bagage derind og blev kørt resten af vejen til lufthavnen. Vi blev hurtigt tjekket ind på Air India flyet til New Delhi og kom også fint igennem security. Men igen blev vi delt op i mænd og kvinder, og de har også en underlig måde at få folk igennem hhv. tasketjek og personkontrol. Men vi blev forenet med vores håndbagage på den anden side og kunne tage plads ved gaten - under en kæmpe fane.

Flyvningen til New Delhi tog lidt over to timer, og i lufthavnen blev vi hentet fra vores hotel. Vi havde igen booket på Hotel Good Palace hvor vi også boede da vi landede første gang i Delhi. Turen ind fra lufthavnen tog denne gang 1½ time, men der var også meget trafik. Vi ankom til hotellet og fik denne gang et værelse i 'Tower B' - en afdeling af hotellet der ligger 30 m. længere nede af vejen. Det gør selvfølgelig ikke noget, men der var renovering i lobbyen i denne afdeling, og da vi havde værelse på 1. sal kunne det høres meget tydeligt. De fortsatte med arbejdet til efter midnat, og det kan man altså ikke tillade sig når man har betalende gæster. Godt nok har vi kun betalt 130 kr. for værelset inkl. afhentningen i lufthavnen, men alligevel. Skal man arbejde så sent, så må man altså lukke biksen i den periode. Men vi fik noget aftensmad på en hyggelig restaurant i samme gade, og så var det ellers med at forsøge at få lidt søvn.

Onsdag morgen stod vi op kl. 05.30 og et kvarter senere sad vi i en taxa og kørte gennem de tomme gader til New Delhi Train Station. Anne havde besluttet at vi skulle med bumletoget til Agra på 3. klasse... uden aircon! Men forude venter Taj Mahal, og hvad betyder så en svedende togtur på 3½ time? 😊

Mumbai

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Flyveturen til Mumbai tog bare lidt over en time, og ved ankomsten kunne man fra luften se de enorme slumområder med alle deres blå presenninger. Det anslås at op mod 1 million mennesker bor i Dharavi, der er et af de største slumområder i verden. Vi fik vores bagage og gik ud i ankomsthallen. Vi fandt en taxabod og fik købt en kupon til vores hotel (706R). På vejen dertil kom vi over den store bro Bandra-Worli Sea Link der er betalingsvej så det kostede lidt ekstra, men sparede os nok en del tid i myldretiden. Efter en times tid nåede vi vores hotel, som skulle ligge i et rimeligt godt kvarter. Jeg vil sige at Hotel Balwas ikke ligefrem vinder ved første øjekast, og det gik faktisk kun ned af bakke derfra! Det virkede faktisk slet ikke som om de havde vores reservation, men vi fik da en nøgle til vores værelse... og hvilket værelse. Størrelsen bragte minder tilbage om Chungking Mansions i Hong Kong, og luften derinde var fugtig og indeklemt. Der var intet nøglehul indvendigt, men kun en slå i toppen man kunne skyde for. Airconditionen larmede og kunne ikke rigtigt justeres, sengene var lige så hårde som på togene og vi kunne ikke få vores stik til at virke i nogen af stikkontakterne. På den positive side var der WiFi, tv, køleskab og varmt vand i bruseren, men det var så også det. Jeg har bestemt boet værre steder rundt omkring i verden, men sammenlignet med det vi kom fra i Jaipur, så var det som to helt forskellige verdener. Hotel Balwas var endda en smule dyrere end vores Haveli i Jaipur, så 'good value for money'? Nej, bestemt ikke!

Nå, men man må jo prøve at få det bedste ud af situationen, så vi tog en taxa de 3 km. (57R) til den nærmeste Subway og fik en sandwich. Taxaerne i det sydlige Mumbai er meget billige, og kører næsten alle sammen på taxameter uden problemer. Vi købte også en ekstra tunsandwich med tilbage, og fik købt nogle drikkevarer og en pose salt chips, og så fik vi ellers set VM finalen i fjernsynet hjemme på værelset. Ærgerligt at Kroatien ikke kunne vinde over Frankrig.

Det var ikke den bedste nats søvn (og det er sagt på den pæne måde), så vi havde noget svært ved at komme ud af sengen mandag. Samtidig pissede det ned, og da stort set alle museer og seværdigheder er lukket om mandagen i Indien, så manglede der noget motivation til at komme ud i byen. I stedet sad vi på værelset og fandt på spørgsmål til Quizkampen, skypede med Emma & Clara, og bare slappede af. Sidst på eftermiddagen drev sulten os på gaden, og vi tog en taxa til Chhatrapati Shivaji Terminus. Den flotte togstation er på Unescos liste over verdens kulturarv, og bliver af mange betragtet som den flotteste togstation i verden. Det skal jeg ikke kunne sige, men den er i hvert fald både flot og meget imponerende udefra. Vi var også inde og se den, og det blev den ikke mindre imponerende af. Der er mange spor, og et menneskemylder der sagtens kan måle sig med Grand Central Station på Manhattan. I loftet hænger de største ventilatorer jeg har set, med 4-5 meter lange vifter der snurrede langsom rundt. Vi stoppede ind på en Pizza Hut og spiste aftensmad. Det ligner os bestemt ikke at spise så meget vestlig mad, men vores maver har faktisk ikke rigtigt være i orden siden vi ankom til Indien.

Tirsdag stod vi op og tog en taxa til Gateway of India, der er en kæmpe port der er bygget helt nede ved vandet på den sydlige del af øen. Her lagde de engelske konger til i kolonitiden, og det har man altså holdt fast i. Da vi kom derned kunne vi godt se at der var store bølger, og desværre betød det at bådene til Elephanta ikke sejlede den dag. Anne havde ellers glædet sig meget til at komme over på den ø og se de fine huler og templer der findes der. Men ingen båd = Ingen tur. I stedet besluttede vi os til at gå den af Lonely Planet anbefalede gåtur gennem kolonitidens Bombay, og den starter netop ved Gateway of India. Vi gik forbi National Museum of Modern Art, men da der kun udstilles indiske kunstnere sprang vi det over. I stedet gik vi ind på Chhatrapati Shivaji Maharaj Vastu Sangrahalaya - der tidligere hed Prince of Wales Museum of Western India. Det ligger i en flot bygning, og er bestemt entréen på 500R værd. Vi fik set en masse fine skulpturer, og da vi også fik en fantastisk audio guide med rundt, fik vi en masse spændende info. Der er også afdelinger med orientalsk kunst, europæiske malerier og meget andet, og der gik et par timer før vi var ude igen. Videre på gåturen så vi bla. Mumbai Universitet, Flora Fountain og Horniman Circle. Vi var inde i St. Thomas Cathedral og her skulle Anne så bruge et toilet - her og nu. Der var dog ikke noget i kirken vi kunne låne, så i stedet gik turen rask ned af gaden til Starbucks hvor vi kunne komme på toilettet. Ligesom alle andre steder i verden, så er stedet fyldt med folk der tilsyneladende bare kommer for de bløde stole og den gratis WiFi - og så måske for at bruge toilettet ligesom os?

Efter vores lille 'pit-stop' fortsatte vi til Bombay High Court, hvor man åbenbart holder fast i Bombay i stedet for det nutidige politisk korrekte Mumbai. Man kunne se en masse advokater og dommere i de mange rum og bygninger, og imens Anne var derinde blev jeg udenfor - kameraer er nemlig ikke tilladt at have med ind. Vi rundede også det flotte Rajabai klokketårn og gik igennem Oval Maiden Park. På den anden side af parken findes byens Art Deco kvarter, men det imponerede ikke. I stedet gik vi på Burger King ved Churchgate, hvor jeg satte et par Chicken Whoppers til livs. Vi tog en taxa hjem og hyggede om aftenen på hotellet.

Onsdag var lidt en gentagelse af tirsdagen. Vi tog ned til Gateway of India, og denne dag sejlede bådene faktisk til Elephanta. Men da vi kom ned og så hvor små de var... og hvor store bølgerne var... så blev Anne alligevel i tvivl. Vi satte os over på Subway og fik en sandwich og tænkte over det. Enden blev at vi droppede det, da mavefornemmelsen ikke var helt vild med de både. I stedet tænkte vi over hvad vi så skulle bruge dagen på, men havde ikke de store forslag. Vi skulle forlade Mumbai dagen efter med fly kl. 13.15, men det havde Air India aflyst og i stedet puttet os på et fly kl. 16.15, hvilket var lidt irriterende, da vi ikke rigtigt ville kunne få noget ud af den dag, hverken i Mumbai eller i Goa. I stedet foreslog jeg at vi skulle finde ud af om vi kunne komme med et andet fly, og da vi vidste hvor der lå et Air India kontor tog vi derhen. Det fedeste havde været et fly f.eks. kl. 9 eller 10 om formiddagen, men det var ikke en mulighed. Udover det vi allerede havde plads på kl. 16.15, var mulighederne kun kl. 02.30 eller 05.05

Vi valgte at bliver ombooket til det kl. 05.05, så vi ville have en hel dag "ekstra" i Goa. Vi var nede og runde vandet langs Marine Drive, hvor store bølger slog ind mod molen og skumsprøjtet ramte os. Vi ville have været en tur med lokalbussen derfra, men vi nåede aldrig ombord på de få der stoppede. I stedet tog vi en taxa til Crawford Market hvor vi gik rundt i bazaar gaderne. Da regnen (igen-igen) pludselig væltede ned, lykkedes det os faktisk at finde en lille gaderestaurant hvor vi kunne krybe i ly og få noget at drikke. Senere tog vi en taxa hjem til hotellet, hvor det denne gang var min tur til at løbe for at nå toilettet. 

Om aftenen så vi film på værelset, og Anne efterspurgte Lays chips som hun havde set i en biks "lige nede på hjørnet". Som den søde lillebror jeg er gik jeg selvfølgelig ned for at købe dem, men endte med at gå rundt i 20 min. for at finde nogle. Men det lykkedes, og jeg vendte tilbage med 6 poser chips - godt nok meget små, der hver kostede hhv. 50 øre og 1 krone. Da vi skulle forlade hotellet kl. 02.30 endte vi med slet ikke at sove. Vi fik tjekket ud og hotellet havde skaffet os en taxa til lufthavnen. Han blæste for fulde gardiner gennem den sovende by - uden lys på bilen og med Annes kuffert på taget. Vi kom dog frem i god stil og fik hurtigt tjekket ind på flyet. Vi var begge sultne, men forventningerne er jo ikke så høje til madsteder i en lufthavn kl. 03.30, men her viste Mumbai sig fra en overraskende side. I den store Food Court lå der bla. en Pizza Hut, Burger King, KFC og Subway - og de var alle åbne! Jeg har aldrig før oplevet at man kan købe en frisklavet pizza på en Pizza Hut i en lufthavn midt om natten, men det kan man så i Mumbai. Lufthavnen er for nylig blevet gennemrenoveret, og fremstår imponerende flot og indbydende. Morgenflyet var en smule forsinket, så den var nærmere 6 før vi satte kursen mod Goa.

Jaipur

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Sengene ombord på toget til Jaipur var ikke blødere... og turen kom heller ikke til at tage 18 timer, men derimod 21. Igen var det en hyggelig tur sammen med de lokale, men man bliver noget radbrækket af at ligge på en hård køje i så mange timer. Tiden blev fordrevet med at kigge ud på landskabet, læse, snakke og sove, og de sidste 130 km. kunne jeg følge med hvor vi var på mit offline kort på mobilen og se hvordan vi sneglede os ind mod Jaipur. Toget stopper mange gange og kører med meget lav hastighed, så man forstår pludselig hvorfor det kan tage 21 timer at køre bare 869 km. 😊

Vi var lidt over 3 timer forsinket ved ankomsten til Jaipur, og vi tog en taxa fra stationen og nåede vores hotel omkring kl. 16. Vi havde booket på WelcomHeritage Traditionel Haveli, og det kom vi aldrig til at fortryde! Stedet er en gammel bygning, og det hele er holdt i traditionel stil - i hvert fald som jeg forestiller mig det. Der er altid masser af personale til at hjælpe, og alt foregår med et smil. Vores værelse var stort og rummeligt, med tv og minibar samt de mest behagelige senge endnu på turen. Alle steder er der pænt og rent - også på badeværelset med den enorme brusekabine. Det er luksus at komme til sådan et sted, og så koster det under 200 kr. i døgnet - med morgenmad, altså en smule mindre end vi havde givet for det lille værelse i Varanasi. Efter at vi havde fundet badetøjet frem, satte vi kursen mod taget hvor de har en lille swimmingpool. Ja, den er lille - måske 6 x 3 meter, men efter en støvet togtur og en ferie generelt uden 'vand', så var det skønt. Vi slappede af på værelset og fik aftensmad i hotellets fine restaurant. Jeg var en tur på gaden og fik købt lidt drikkevarer, imens søster fik en massage på stedets lille spa.

Vi havde hyret den taxachauffør der kørte os dertil fra stationen, til at køre os rundt dagen efter, så lørdag morgen kl. 9 havde vi spist morgenmad og var klar. Første stop var ved Amber Fort der ligger ca. 20 km. fra Jaipur, og efter Det Røde Fort i Delhi var vi nok begge lidt skeptiske hvad der ventede. Men dette var i hvert fald et 'rigtigt' fort, og det var spændende at se. Vi blev kørt helt op til indgangen, og det var skønt at slippe for de mange hundrede trappetrin da det var rigtigt varmt denne dag. Udover at blive kørt helt derop (adgang dertil og parkering koster ekstra), så kan man udover at gå derop også bliver fragtet på elefantryg, så man kan ankomme standsmæssigt - ligesom i de 'gode gamle dage', men vi havde det nu begge fint med at ankomme ved hjælp af hestekræfter i stedet for det store snabeldyr. Fortet er delt op i fire indre gårde der ligger side om side op af bjerget. Det var flot at se og stedet imponerede meget. Rundt om fortet løber mure komplet med vagttårne, og minder meget om noget vi har set i Kina?

Efter besøget kørte vi ned til Water Palace, hvor vi tog et par billeder. Jeg fandt aldrig ud af om man kunne sejle derud, men det så nu ikke sådan ud. Vi vendte tilbage til Jaipur by, og var blandt andet inde og se det gamle Jantar Mantar observatorium. Det er fra det 18. århundrede og rummer mange forskellige instrumenter til at måle himmellegemer. De har også en del forskellige solure - blandt andet verdens største bygget i sten hele 18 m. højt. Det er klart at jo større et solur er, jo mere præcist kan det sige hvad klokken er, og præcisionen på dette er da også imponerende to sekunder. Vi så også bazaar området, men som alt andet vi har oplevet indtil nu, så er det på ingen måde rettet mod vesterlændinge, men udelukkende mod indisk turisme. Det er jo også fint, og noget man godt kan savne i f.eks. Thailand, hvor næsten alt synes rettet mod udenlandske turister. Men jeg indrømmer gerne, at jeg savner en hyggelig gaderestaurant hvor man lige kan sidde og få lidt at spise og drikke, en travel agent hvor man kan få et par gode råd om hvad der er af muligheder i området, samt en biks hvor man kan købe kolde drikkevarer. Den slags findes der bare næsten intet af, så kulturen er åbenbart ikke til den slags i Indien. Det er vist første gang jeg har haft det sådan at jeg decideret savner noget turisme, men nu begynder jeg at forstå når folk har sagt til mig at "Indien er bare anderledes". Ud på eftermiddagen var vi tilbage på vores hyggelige hotel, og det havde været en god, men varm dag i Jaipur. Vi ville gerne have set lidt mere af byen, men vi var simpelthen for udmattede til at gå mere rundt. Om aftenen så vi VM bronze kampen på værelset, bestilte roomservice og var for et øjeblik (næsten) tilbage i kolonitiden, sådan føles det en smule på hotellet.

Søndag spiste vi morgenmad og fik pakket, selvom vi bestemt ikke havde lyst til at forlade det hyggelige sted. Vi havde på hotellet booket en taxa til at køre os til lufthavnen og i starten virkede alt lovende. Vi kom af sted til tiden, men efter et kvarters tid synes jeg at vi kørte lidt rundt på må og få. Jeg fik hevet mobilen frem og kunne på Google Maps se at vi ikke var tættere på lufthavnen end da vi startede. Lige da jeg skulle til at sige noget til chaufføren blev vi kaldt ind til siden af en politimand. Det var på en rimelig stille sidevej, og det virkede mærkeligt at vi skulle stoppes. Men der er meget politi og andre security folk overalt i Indien, og de render alle sammen rundt med geværer og andre automatvåben. Det virkede dog ikke som om at dette stop var et sædvanligt security check, og på et tidspunkt giver chaufføren politimanden nogle penge. Hele situationen virker forkert, men om det var rettet mod chaufføren eller os var ikke til at sige. Men efter at de har diskuteret frem og tilbage nogle minutter kommer chaufføren tilbage til bilen og sætter sig ind. Anne spørger om der er problemer, og om vi ikke kan køre til lufthavnen nu. Manden svarer halvdesperat at han er ny i Jaipur, og ikke kender de lokale skikke - for slet ikke at tale om vejen til lufthavnen. Stakkels mand! Jeg forsikrer ham om at jeg sagtens kan guide ham til lufthavnen ved hjælp af GPS'en, og vi sætter i gang igen. Til at starte med er han ikke helt lige med på at blive guidet, så vi ender med en tur rundt om blokken og tilbage ved stedet med politimanden. Chaufføren var helt klart i vildrede om hvad han skulle gøre, men jeg sagde bare 'KØR for satan', og så gassede han op og kørte. Han var rimelig nervøs og kørte ret usikkert, så Anne beroligede ham og sagde at det var helt ok. Tro mig: Den sidste ting du ønsker i Indien er en nervøs chauffør! Vi fandt nu sikkert vej til lufthavnen, men én ting er helt klar: Vi havde aldrig fundet derud i tide til at nå vores fly uden GPS. Vi fik tjekket ind på Air India flyet til Mumbai, og vi kunne i ro og mag gå op til gaten. Jaipur virker som en rigtig hyggelig by, og kommer jeg tilbage en dag så ved jeg i hvert fald med sikkerhed hvor jeg skal bo...

Varanasi

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Togturen fra New Delhi til Varanasi var hyggelig, men de kunne godt bruge lidt blødere madrasser på sengene. Vi havde to underkøjer i en åben kupé med i alt 4 køjer, og på den anden side af gangen var yderligere to køjer, det hele skærmet af med nogle gardiner. Vi købte lidt mad undervejs, men mest af alt spiste vi kun ris samt nogle bananer vi havde købt inden afrejsen. Der er et godt leben i sådan et tog, og jeg elsker atmosfæren ombord. Jeg er stadig paranoid nok til at binde min taske fast til en stolpe om natten, men jeg føler mig aldrig utryg ombord på et nattog.

Vi var en lille time forsinket ved ankomsten til Varanasi, så klokken var næsten 9.30 da vi stod foran togstationen. Vi fandt en fyr der kunne køre os til vores hotel - Sita Guest House. Chaufføren blev godt nok ved med at fraråde os stedet, og insisterede på at det var et farligt område, og at vi skulle gå meget langt fra hvor han måtte sætte os af. Efter et kvarters kørsel blev vi så sat af, og resten af vejen måtte vi gå gennem en labyrint af snævre gyder. Indrømmet, det så ikke så lovende ud da vi kom gående med vores bagage igennem et tilsyneladende lurvet kvarter, men ved hjælp af Google Maps fandt vi vej uden problemer. Det tog måske et kvarters tid at manøvrere igennem, og vi så ingen andre blegansigter... og alle kiggede meget grundigt på os. Men så kom vi til enden af gyden, Ganges floden åbenbarede sig foran os - og dér lå Sita Guest House. I forhold til de andre guest houses vi havde passeret, var lobbyen lovende og der var endda en fin elevator. Vi fik nøglen til vores værelse, og det viste sig at være noget bedre end frygtet! Værelset lå med udsigt over Ganges floden, og vi havde da både aircon og et lille køleskab. Toilettet var slidt og varmt vand var nok en overdrivelse, men det var da heller ikke ligefrem iskoldt.

På taget lå deres "Ganga View Restaurant" og vi havde godt bemærket rooftop restauranten da vi bookede stedet. Men da vi kom derop stod der bare et enkelt bord midt i det hele, og det var så dét. Men vi fik da noget morgenmad og det var faktisk udmærket. Vi var stadig noget radbrækkede efter den hårde nat i toget, og sengen her var ikke meget blødere. Samtidig var det afskyeligt varmt, så vi holdt os i ro resten af tirsdagen. Om aftenen var vi igen oppe på tagterrassen, og nu var det en helt anden oplevelse. Der var ryddet op, og bare en enkelt lyskæde kan gøre et sted 10 gange mere hyggelig. Deroppefra har man et godt udsyn over floden og alle de mange badetrapper - kaldet Ghats.

De fleste turister kommer til Varanasi for at se folk flokkes ved den hellige Ganges, og vi skulle da også ud at sejle på floden. Så onsdag morgen var vi klar kl. 05 og sejlede omkring solopgang i en robåd. Inde på trapperne var byens folk ved at vågne op, og der blev både badet, vasket, dyrket yoga og mediteret i en blanding. Vi passerede også de to steder hvor man brænder ligene af de døde. Døgnet rundt er der altid ligbrændinger i Varanasi, og for os er det noget svært at forstå den "offentlige" måde at gøre det på. Det koster 500R (50 kr.) at få brændt en person på et bål af træ, men har familien ikke råd til det, kan det også gøres ved elektricitet - det er billigere, og det siger selvfølgelig en del om priserne i Indien. Efter 1½ times sejltur var vi tilbage på vores guest house hvor vi senere fik morgenmad. Anne var ikke helt på toppen, så da jeg om aftenen tog endnu en sejltur blev hun hjemme. Om aftenen kl. 19 bliver der holdt en ceremoni ved floden, hvor fem hellige mænd velsigner "Moder Ganges", så vi lå blandt flere hundrede små både og så det.

Torsdag betalte vi en smule ekstra for at kunne beholde vores værelse til kl. 17, indtil vi skulle med nattoget til Jaipur. Anne betalte en af de unge fyre fra hotellet for at bære hendes trolleykuffert ud til vejen, og det er nok de bedste 10 kr. hun har brugt endnu på turen! Vi fik arrangeret en tuk-tuk til at køre os til stationen, men i stedet for at bruge de store veje som taxaen havde kørt af da vi ankom til stedet, fik han os i stedet ned af en masse små veje - rundt og rundt. Vi sad helt klemt fast med vores bagage, imens tiden gik og gik. Det er jeg ikke så god til, da jeg gerne vil nå frem i rimelig god tid, så da chaufføren pludselig stoppede 1 km. før vi var ved stationen, blev jeg lidt træt. Først kunne vi ikke forstå hvor han var blevet af, men så fik vi øje på ham på den anden side af vejen - i gang med en hyggelig kop te. Så kunne jeg ikke dy mig for at råbe HALLO - vi har et tog vi skal nå, og en af de lokale synes det var mægtigt sjovt og stemte også i med HALLO. Til sidst blev han da også færdig og kom over, og så kunne vi køre det sidste stykke til stationen. Vi nåede skam toget, også selvom vi (selvfølgelig) skulle med fra den bagerste perron af de ni der er på Varanasi station - og fordi toget var lidt forsinket fik vi endda også købt lidt at drikke inden afgang. Togturen skulle denne gang tage 18 timer, og det ville være rart med lidt blødere køjer denne gang...

New Delhi

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Endelig blev det tid til Indien! Det har været min søsters drøm i rigtigt mange år, og nu skulle det så endelig være. Vi har rejst sammen mange gange før, men denne gang er det kun Anne og jeg. Vi var lidt for sent ude til at booke de billigste billetter direkte fra København, så vi skulle først flyve til Stockholm med SAS, og derfra med Air India til New Delhi. Turen til Stockholm tog kun en times tid, og så fik vi lidt aftensmad på en Max burgerrestaurant inden afgangen med Dreamlineren. Vi havde begge glædet os til at flyve med Boing 787'eren for første gang, så forventningerne var skyhøje. Jeg havde endda flottet mig og ofret 300 kr. på pladser ombord, så vi var sikre på at sidde sammen - og ved vinduet, for vi ville selvfølgelig gerne kunne nyde de store vinduer, den fantastiske belysning ombord, og så det faktum at flyet er meget lydløst...

Hmmm, måske passer det med lyset ombord, men det andet er sgu' en fis i en hornlygte! Vinduerne er muligvis marginalt større end på andre fly, men lydløst er det bestemt ikke, og Air India vinder ikke mange point på servicen undervejs. Hvis man ville have en sodavand kunne man få Pepsi Cola, og ellers stod valget mellem lunken vand eller æblejuice. Maden var heller ikke noget at råbe hurra for, men vi faldt dog i søvn i nogenlunde godt humør, primært fordi vi endte med at have en 3-sædes række for os selv. Det var jo en relativt kort tur, så bare 6½ time senere landede vi i New Delhi International Airport. Klokken var kun 7 lokal tid lørdag morgen, og turen gennem immigrationen gik nemt og smertefrit, da vi havde købt e-Visa hjemmefra. I lufthavnen fik vi hævet penge, og hvor er det "dejligt" at man maksimalt kun kan hæve 10.000 Rupier - hvilket er lidt under 1000 kr.

Vi havde booket et hotelværelse inkl. afhentning i lufthavnen, også fordi vi forventede at det ville være et stort kaos, men der var nu meget fredeligt i ankomsthallen. Vi fandt vores chauffør, og fik vores bagage ind i bilen. Køreturen til vores hotel i Karol Bagh området tog ca. 1 times tid og vi nåede frem til Good Palace Hotel kl. 9.30 - hvor vi lige blev bedt om at tage plads i receptionen imens vores værelse blev gjort klar. Vi var ikke mange sure sild værd dér, og Anne flød godt ud i sofaen i den halve time der gik. Men heldigvis var vores værelse snart klar, og vi kunne komme op med vores bagage. Vi var begge helt enige om at vi var nødt til at få os en slapper, før vi kunne tage ud i byen, og det skal også nævnes at det var umenneskeligt varmt. Officielt var der "kun" 46 grader, men som mobilen sagde: Føles som 54 grader - jo tak, det tror jeg på!

Så vi lagde os og fik en lur imens den dejlige aircon kølede os ned, og sidst på eftermiddagen følte vi os nogenlunde menneskelige igen. Vi gik ned og fik noget mad på "The Feast House" som viste sig at være et hyggeligt, omend noget vestligt inspireret sted. Anne fik turens første omgang butter chicken, imens jeg satte tænderne i en fiskeburger. Bagefter tog vi metroen (20R) til Connaught Place, som vi havde læst en del om hjemmefra. Området er spækket med forskellige butikker, herunder også de dyre mærkebutikker. Vi gik lidt rundt i området, og kunne allerede her mærke den opmærksomhed man får som vestlig turist, for dem ser vi ikke så mange af. Senere tog vi metroen hjem igen, og købte masser af drikkevarer med til køleskabet. Anne fik en omgang fodmassage, og håber at priserne på det bliver noget lavere andre steder i landet.

Søndag var vi tidligt oppe og klar til morgenmad, men efter et hurtigt blik på buffeten, valgte vi i stedet at sætte kursen ud i byen. Vi tog en auto-rickshaw (tuk-tuk) til Det Røde Fort, som vi begge havde glædet os til at se. Udefra så det nu også meget nydeligt ud, men for at være ærlig så er det ikke entréen på 500R værd. Man kommer ind igennem en rød port, og der er da også en rød mur udenom, men derudover består stedet blot af en række tomme bygninger og en stor park. Nå ja, man kan ikke vinde hver gang, så udenfor tog vi en tur med cykel-rickshaw igennem basarerne i Old Delhi. Vi blev kørt rundt i de smalle gyder, og gjorde også nogle stop undervejs. Anne fik købt nogle krydderier og andre småting, og alt i alt var det en ganske fin tur. Vi betalte hver 100R - hvilket må siges at være billigt, men mon ikke også chaufføren scorer lidt kommission fra vores shopping - sådan hænger det jo sammen i denne del af verden. Vi fortsatte med tuk-tuk til Gandhi museet, men blev faktisk sat af det forkerte sted. Så vi måtte videre med en anden som gerne ville køre os videre rundt. Gandhi museet var ret spændende og der var endda gratis adgang - også for udlændinge. Mange museer kører med to priser - én for indere og én for udlændinge, og tit er der meget stor forskel - f.eks. 30R for lokale og 500R for turister, men egentlig synes jeg jo at det er fair nok. Lad kulturen være gratis (eller i hvert fald meget billig) for landets egne borgere, og lad så turisterne betale det mere.

Næste stop var ved Humayun's Tomb (500R), som siges at have givet inspiration til Taj Mahal. Området er flot anlagt og meget grønt og frodigt. Vi gik ned til selve mausoleet, men hold nu op hvor var det varmt. På vej ud igen var vi begge helt færdige, også selvom vi måske kun havde gået 1½ km. inde på området. Sidste stop var ved National Rail Museum, for er der et togmuseum i et land som Indien, så er vi da nødt til at se det. Vi fik endda kørt en tur med det lille Toy Train der kører rundt på området, før jeg begav mig ned langs rækkerne med de mange vogne. Desværre var det mest lokomotiver og fragtvogne, og man måtte endda ikke komme ind i nogle af dem. Der kan jeg jo f.eks. godt lide at sætte mig ind i en passagervogn og vide at sådan så der altså ud på 2. klasse i 1947 eller hvad det nu skulle være. Vi blev kørt tilbage til vores hotel, og var godt trætte efter 9 times sightseeing. Efter en time på langs gik Anne ud og fik endnu en fodmassage - endda lidt billigere end den første dag, og købte en omgang butter chicken med hjem som vi delte på værelset.

Mandag vågnede vi begge op ret udmattede, og vi orkede ikke at tjekke ud fra hotellet og skulle rundt i byen, indtil vi kunne komme med vores nattog til Varanasi. Så vi betalte lidt ekstra for at kunne beholde værelset indtil aften, og så brugte vi ellers en god del af dagen i den skønne aircon. Om eftermiddagen tog vi en tuk-tuk ud til Raj Ghat hvor Mahatma Gandhi er begravet, men desværre var der lukket, så vi måtte blive kørt hjem igen - øv bøv. Men 1½ times transport rundt i Delhi for 30 kr. giver jo også nogle oplevelser i sig selv, og man skal ikke kigge langt efter slum og fattigdom. Men bortset fra det, så er vi nu begge enige om at der ikke er så snavset og stinkende som vi havde frygtet.

Vi fik pakket vores bagage og havde for nemhed skyld bestilt en taxa på hotellet til at køre os til togstationen. Det gør vi ellers sjældent, men vi har lovet os selv at betale os fra lidt ekstra "luksus" når muligheden er der. Lige der behøvede vi ikke at skulle kæmpe os igennem menneskemængderne omkring hotellet for at finde en der kunne køre os til toget, og i sidste ende bliver det minimalt hvad det så har kostet "ekstra". Vi blev sat af foran stationen, og det var et stort gedemarked, rent bortset fra at vi ikke så nogle geder! Vi droppede at handle til turen foran stationen, men fandt ned til vores perron og fik købt lidt vand og bananer. Vi kom ombord på toget, og efter lidt besvær fandt vi de rigtige pladser. Vi havde købt liggeplads på 2. klasse med aircon, og det er i åbne vogne med to køjer i højden. Det tog lidt tid at få alle vores pakkenelliker på plads, men da der var afgang kl. 20.40 var vi også klar...