søndag den 4. maj 2008

Seoul

Seoul er en lidt mærkelig størrelse. Den er mere Hong Kong/Shanghai end Bangkok… og så alligevel ikke! Byen er nem nok at finde rundt i, takket være et godt udbygget metronet. Samtidig har de fleste taxaer et smart system, hvor man straks får stukket en telefon i hånden af chaufføren. Så fortæller man et bureau i den anden ende hvor man skal hen (på engelsk, japansk, tysk m.m.) og så oversætter de det til koreansk så chaufføren ved præcis hvor han skal hen. Et system (gratis for kunden) som ville være smart andre steder!

Jeg fandt nemt til mit hostel, som ligger meget centralt i Seoul. Det er hyggeligt nok, men der bor kun koreanere og japanere i øjeblikket og ingen taler engelsk. Tirsdag og onsdag lå jeg lidt brak, og bevægede mig kun ud for at spise og købe lidt drikkevarer til køleskabet. Torsdag besøgte jeg det flotte Korean War Memorial, som tydeligt viser det delte Korea. Et tema som går igen mange steder i byen. Jeg besøgte også Seouls World Cup Stadion som blev brugt til VM slutrunden i 2002. Det er også blevet til et besøg i den olympiske park, og så tog jeg turen op i N Seoul Tower som ligger på Namsan bjerget. Herfra har man en super udsigt over Seoul, og man begynder at forstå præcis hvor stor byen er. For foden af tårnet er et hegn som er overplastret med hængelåse. Meningen er, at man besøger stedet med sin udkårne, låser en hængelås fast — og så længe den bliver siddende dér, vil man forblive sammen. Sødt, ikke? :-)

Fredag stod i Korea krigens tegn. Jeg tog til grænsen mellem Syd og Nord Korea — den såkaldte demilitariserede zone (DMZ). Første stop var ved Dora observatoriet, hvor man nok må gå hen til muren og kigge over på den Nord Koreanske side, men man skal ca. 10 m. tilbage hvis man vil tage et billede. Det er så omvendt rimelig besværligt pga. muren… hmmm… mærkeligt! Det skulle dog hurtigt vise sig, ikke at være det mest mærkelige den dag!!! Turen gik videre til ”Den 3. tunnel” som Nord Koreanerne gravede/sprængte under grænsen, for at bruge til en invasion af Syd Korea. Tunnelen som løber i en dybde af 73 meter (gennem granit) blev opdaget i 1978. I alt er fundet 4 lignende tunneller. Vi besøgte også den flotte nye togstation, som er klar hvis der på et tidspunkt bliver blødt op i forholdet mellem Syd og Nord. Det mærkeligste var dog at besøge Panmunjom, en delt landsby som ligger midt på grænsen. Det er her man har afholdt fredsforhandlinger, og grænsen går bogstaveligt midt ned igennem skrivebordet. Syret oplevelse, med soldater i kampstilling få meter fra hinanden. Man skal underskrive en erklæring til FN om, at man opholder sig der på eget ansvar… meget underlig oplevelse. Det bliver spændende om jeg kommer dertil fra ”den anden side” når jeg tager til Nord Korea?!

Lørdag var jeg på en gratis tur arrangeret af den lokale turistforening. På mit hostel sagde de, at der altid er vesterlændinge med… og det var der da også. Mig ! … og så en busfuld koreanere og japanere :-)
Vi besøgte bla. det nye flotte National Museum, Namsan park, Dongdaemun og var til modeopvisning. Alt i alt en hyggelig dag.

I dag har jeg bla. besøgt det gamle royale palads og Jogyesa templet. Her til aften har jeg været til den årlige ”Lotus lanterne festival parade”. 2½ time med danse- og sanggrupper, flotte lanterner, figurer, vogne osv. Skægt og vildt underholdende. Det anslås at ca. 100.000 personer deltager i paraden og endnu flere kigger på langs ruten… og det skal nok passe.

Du kan se videoklip fra paraden her :

I morgen skal jeg med hurtigttoget KTX til Busan i det sydøstlige Korea. Det kører med over 300 km/t. så turen tager blot 3 timer! :-)

mandag den 28. april 2008

On the road again...

Begrebet "on the road again" er jo passende nok, men det er ikke så mange veje jeg har oplevet på turen indtil nu... derimod masser af fly.

Der blevet sagt farvel i lufthavnen - nu har vi jo snart rutinen i det. Knus & kram til hele slænget, og et par søde breve fra mine skønne niecer, som nok skal varme på en lang tur! Først fløj jeg med Lufthansa til Frankfurt, og dér skulle jeg virkelig løbe gennem terminalerne for at nå næste fly - Cathay Pacific til Hong Kong. Stort Airbusfly og et par tomme sæder ved siden af mig var virkelig skønt. Jeg fik 5-6 timers søvn og blev vækket med scrambled eggs, bacon og hashbrowns kartofler - det er første gang det er sket på et fly! :-)

Vi nåede til Hong Kong næsten en time tidligere end planlagt, så jeg behøvede ikke at løbe dér. Sidste strækning til Seoul tog 3½ time og bussen til "downtown" Seoul blot en times tid. Det betød at ca. 24 timer efter jeg sagde farvel i lufthavnen, kunne jeg tænde den bærbare, logge på det gratis trådløse netværk her på mit hostel og skype hjem! ;-)

Nu har jeg fået en bid brød og lidt koldt vand, så nu vil jeg slutte og gå i "putten". Klokken er lidt i 1 om natten lokal tid. Som ventet kan jeg ikke bruge min mobil her, så mail er vejen frem.

Mange hilsner fra Seoul...

fredag den 25. april 2008

My Big Trip (part II)



Så er det ved at være lige op over... Søndag flyver jeg til Seoul i Sydkorea. En kort tur på "bare" 19 timer! :-)
Jeg forventer at bruge et par uger i Sydkorea før jeg tager videre til Japan.
Jeg planlægger at rejse rundt dér i ca. 3 uger, og har allerede købt kortet til deres fantastiske "Bullet Train" - Shinkansen!

Så går turen til Beijing, for herfra starter den tur til Nordkorea som jeg har booket mig ind på. Jeg får dog ikke at vide om jeg får visum dertil før dagen før turen begynder, da de kun udsteder ca. 1000 visa om året til vestlige turister.

Efter tilbagekomsten til Beijing tager jeg til Hong Kong og møder Birgitte & Robert, og så rejser vi Filippinerne tyndt sammen, før Emma kommer ud i midten af juli til vores tur gennem Vietnam. Vi flyver så sammen hjem til Danmark d. 14. august, så vi kan være til stede på Annes 40 års fødselsdag - samt selvfølgelig hende og Carstens fælles 40 års fest :-)

Jeg tager så afsted (igen-igen) d. 21. september, og nu er målet Malaysia, Indonesien, Australien & New Zealand... jeg kan næsten ikke vente !!! :-)

mandag den 18. februar 2008

Sälen

Så er vi kommet hjem fra en super hyggelig skitur til Sälen i Sverige...

Vi tog afsted onsdag med Oslo færgen, og det er en skøn måde at spare en masse kørsel på! Vi har jo været med flere gange før, og vi nød alle den behagelige sejltur. Clara & Emma skulle selvfølgelig en tur i poolen, buffet'en i '7 seas' er alle pengene værd... men for mig er hesteløbet i Columbus Club nu det bedste!

I aftenens andet løb vandt "min" hest 'Yellow Mellow' - og til odds 7:1 vandt jeg 140 kr. (som præcis svarede til vores samlede indsats i de to løb!) Men så fik pigerne da mulighed for at "snolde" for gevinsten i skibets butik... :-)

Torsdag morgen lagde vi til i Oslo kl. 9.30 - og efter 3½ times kørsel nåede vi Hundfjället i Sälen. Vi havde booket skiudstyr hjemmefra, så det var klar da vi kom. Vi nåede et par timers løb inden lifterne lukkede, og det var fedt lige at få fornemmelsen for det igen. Jeg har ikke stået på ski siden jeg var i Sälen i 2001 med Robert, men jeg tror nu at jeg imponerede alle (inkl. mig selv) - med en rimelig fin stil ned ad bakkerne!

Hjemme i hytten blev der hygget, og da Anne & Carsten havde forberedt maden hjemmefra, gik det nemt med madlavningen. Ikke overraskende tog Carsten det store slæb i køkkenet... hvad skulle vi dog gøre uden ham ?!

Fredag morgen var vi klar kl. 9. Emma havde sin egen skilærer Carolina, som i 2 timer trak hende med rundt på løjperne. Clara og jeg havde vores skilærer Oskar, som startede med os på skiskole bakken, men hurtigt ville have os med højere op. Vi kom endda helt op på toppen med stoleliften E8 - det havde hverken Clara eller jeg vist regnet med! Men Oskar var kanon og fik os begge ned uden problemer! Det var fedt at se Clara møre på med højt humør, og jeg indrømmer at jeg også var lidt stolt af mig selv... ;-)

Det er guld værd med en privatlærer, og ja - det er dyrt, men man får godt nok også valuta for pengene. Clara og jeg lærte at køre uden at bremse hele tiden, og Emma fik mere fart på og rigtigt godt styr på teknikken.

Min store frygt inden turen var, at jeg ikke kunne få støvler som passede mig, for sidst klemte de helt vildt om mine fødder og lægge. Det var dog ikke det store problem denne gang (selvom skistøvler jo ikke ligefrem er behagelige), og i modsætning til sidste gang, turde jeg rent faktisk også køre med god fart og sving denne gang. Derfor var det ekstra bittert, da jeg lørdag måtte kapitulere med monster ondt i højre lår. Det var ikke noget problem når jeg gik eller kørte ligeud, men sving og brems (og ikke mindst slæbelifterne) var vist alligevel for meget for min dårlige kondi.
Jeg prøvede en times tid igen om søndagen, men med samme resultat. Det har jeg jo selvfølgelig kun mig selv at takke for, men derfor er det da surt når det ellers går godt. Men det var stadig fedt at prøve at løbe "rigtigt", og jeg tror ikke det er sidste gang jeg har stået på ski!

Jeg er bare SÅ imponeret over Clara!!! Den lille skid kører som om det er 10. gang hun er på skiferie, og specielt de sidste dage havde hun bare fået fart på. Emma har også udviklet sig meget denne gang - både i stil, men også fart. Det har selvfølgelig også gjort det sjovere for Carsten, som virkelig har nydt at kunne tage begge sine tøser med på toppen... for at ræse ned igen. Alle dage har Anne stået for foden af bakken (i sit fancy Brøndby/Codan reklame skitøj :-) så selvom hun ikke har kunnet stå på ski, så har det stadig været en ferie for hele familien!

Turen hjem i bil tog ca. 10 timer, og det var heldigvis gode og ryddede veje. Selvom turen er lang, så gik det faktisk fint med sang og ballade i bilen. Vi holdt en times stop undervejs - og fik købt godis (slik) og en Whopper på Burger King. Jeg var hjemme natten til mandag... træt, men glad efter en dejlig familieferie. Tak for det !!! :-)

- - -

Du kan se et lille klip med mig på ski her:
http://www.youtube.com/watch?v=9GS65UBp-xQ

Du kan se et klip af Clara & Emma her (del 1):
http://www.youtube.com/watch?v=58gcQeEdpPA

Du kan se et klip af Clara & Emma her (del 2):
http://www.youtube.com/watch?v=etrNIeQ0EQ0

Du kan se et klip med skibumsen Carsten her:
http://www.youtube.com/watch?v=yXiAtfj5-Ck

(Det er nok en fordel at skrue noget ned for lyden,
da der er ret megen vind-støj i baggrunden...)

torsdag den 4. oktober 2007

Bangkok

Efter den dejlige uge på Phi Phi, sejlede vi til Krabi hvor vi tilbragte nogle timer (i det sædvanlige regnvejr dér), før vi sidst på eftermiddagen fløj til Bangkok. Vi tog en taxa til Khao San Road, og så gik jagten ind på et fornuftigt sted at bo! Det fandt vi på Rambuttri Village Inn, som har pæne værelser til en fornuftig pris - og en dejlig swimmingpool på taget! :-)

Som jeg allerede har skrevet om, tog vi til "Broen" og Tiger Templet, men så var det også slut med de store udflugter. Vi dimsede rundt i området omkring Khao San Road, fik shoppet, slappet af - og jeg blev klippet.

Torsdag tjekkede vi ud, for vores to sidste overnatninger var på Millennium Hilton. Birgitte, Robert og jeg boede der én nat sidste år, men denne gang havde vi besluttet os for to overnatninger, så vi rigtigt "havde tid" til at nyde det hele. Vi havde booket to Executive River View Suiter - og det er altså ren forkælelse. Skøn seng, stort badeværelse med spabadekar, kontor med toilet, minibar, to fladskærms tv, tre telefoner og alt det løse. Skal der stryges en skjorte eller pudses et par sko, jamen så trykker man bare på "Hilton Magic Button" på telefonen, og så bliver det straks ordnet - uden beregning, selvfølgelig! Servicen fra personalet er helt fantastisk, og for en flok bonderøve som os - er det sgu' meget sjovt at prøve : Roomservice, middag på restaurant "Flow", kaffe & drinks i loungen, morgenmadsbuffet samme sted og meget mere. Personligt ville jeg ikke bryde mig om at bo 3 uger på Hilton, men en overnatning eller to er skønt! :-)

Lørdag tog vi til Siam Square, men de film der gik i VIP biograferne var vi ikke så interesserede i, så i stedet gik vi på Starbucks & McDonalds. Efter et bad "hjemme" på Hilton, tog vi en taxa til den nye lufthavn. Thai Airways fløj til tiden, så søndag morgen kl. 07.20 landede vi i Kastrup.

Jeanette, Birgitte & Robert : Tak for en hyggelig ferie... også selvom vi ikke fik brugt de 2,8 kg. poker chips - jeg slæbte rundt på i 3 uger... :-)