lørdag den 15. november 2008

Ubud

Minibussen fra Kuta til Ubud tog ca. 1½ time og vi blev smidt af på Monkey Forest Road midt i byen. Jagten på et hotel gik ind, og efter et par forsøg ramte vi 'plet' med Sagitarius Inn! Fangede I den? Sagitarius Inn = Skytten... 'ramte plet' ? :-)

Her fik vi nogle pæne og hyggelige værelser, med store senge, køleskab og varmt vand. Der er endda også en fin lille pool, og så behøver man jo ikke mere !

Robert og jeg var i Ubud i 1995 sammen med Anne & Carsten, men det er ikke meget af byen vi kan kende. Jeg husker det som om der var meget mere gadehandel, og knapt så mange "rigtige" butikker - men måske er det bare min hukommelse? Her er ihvertfald (stadig) meget anderledes end i Kuta, selvom man også her bliver 'overfaldet' med tilbud om transport eller massage når man går på gaden. Der er mange gallerier og hyggelige butikker med forskelligt kunsthåndværk, men det lokale marked er blevet meget turistet. Ikke fordi der nødvendigvis er noget galt i det, men det er bare det samme man kan se så mange andre steder!

De første par dage gik med lidt gåture rundt i byen, hvor vi bla. så markedet og Royal Palace. Sidstnævnte var ikke verdens største oplevelse, men der var masser af blomster, bygninger... og edderkopper at se på. Fredag kørte de tre andre ud til Elefantgrotten nogle kilometer fra byen, mens jeg gik i Monkey Forest. Det var en af oplevelserne fra 1995 jeg var nødt til at prøve igen. Dengang blev Robert & Carsten bogstaveligt talt drevet ud af "abe-skoven", for de lokale macaque aber er af en noget ondere type, end de søde aber man kan se andre steder. Denne gang var de dog rimelig fredelige, men der er en grund til at de lokale går rundt med kæppe i området. Man skal ihvertfald ikke drille dem med f.eks. bananer...

Du kan se lidt abe-video fra Monkey Forest her : http://www.youtube.com/watch?v=CjXTYKXv4Y0

Det var meningen at vi lørdag skulle have været videre til Gili Trawangan, men båden til øen var udsolgt så vi måtte tage en ekstra overnatning i Ubud. Men en slapperdag i Ubud er nu heller ikke det værste! :-)