Sejlturen til Bangsal tog kun en halv times tid, og på stranden blev vi
mødt af en flink mand, som så på vores billet, og derefter bad
os om at komme med ham.
Vi fik stablet vores bagage op i hans lille hestevogn, og så kørte vi
ellers derudad. Busholdepladsen er nemlig meget ulogisk placeret ca. 1
km. fra havnen. Da vi så kom til parkeringspladsen, ville han pludselig til at have (en
hel del) penge for turen med hestevognen, som da bestemt ikke var
inkluderet i vores billet fra Gili Trawangan til Senggigi. Hmmm... det
havde han jo så ikke nævnt et ord om før, og så er det jo at jeg bliver
noget stædig. Han fik nogle få basseører, og så kunne han sgu' ellers være så sur som
han havde lyst til! Underligt nok, så var der ikke nogle af minibusserne
som spurgte efter os, og snart var de alle kørt - og så stod vi dér. Et
par af de lokale daglejere kom over og sagde : "Jamen, den minibus vi
skulle med, den var da kørt - var der ikke nogen der havde spurgt efter
os?". Næh, det var der såmænd ikke. I mit lille hoved, så er jeg ret
overbevist om at 'hestemanden' har haft en finger med i spillet som
hævn, men det kan jeg selvfølgelig ikke bevise! På det tidspunkt var jeg
sgu' egentlig noget knotten, og helt klar til at spænde rygsækken på -
og bare gå derudad for at komme væk fra det sted. Men et par af de
lokale indvilgede i at køre os til Senggigi for et mindre beløb, men det
er stadigvæk p.... irriterende, når man har betalt for det én gang før.
Vi kom dog endelig til Senggigi, som er en lille hyggelig by på vestkysten af Lombok. Efter sigende et sted hvor der er gang i den i højsæsonen, men lige nu sker der faktisk ikke noget som helst. Vi fik et par værelser på Bukit Senggigi Sea View Cottages - hvor udsigten over poolen så åbenbart også fulgte med i prisen. Det var ihvertfald nogle ganske udemærkede værelser, som lå et lille stykke op ad en bakke. Stranden i Senggigi strækker sig over ca. 10 km. - men selve "byen" er kun 7-800 m. fra den ene ende til den anden. Her findes en række restauranter, butikker, internetcaféer - og rejseagenter. Man kan bogstaveligt ikke gå mange skridt, før tilbuddene om transport melder sig. "Hvis ikke i dag - hvad så med i morgen ???" Vi slappede af i poolen om eftermiddagen, før vi gik ned og fik aftensmad.
Tirsdag havde vi booket en bil (med chauffør) for så slipper man for problemerne med forsikring. Det har vist sig at være umuligt at leje en bil med en bare nogenlunde forsikringsdækning, så hvis man lavede en skade på andre kunne det blive meget dyrt! Vi kørte først til et sted hvor de laver lerkrukker og andre lignende ting. Jeg fik lavet en lille vase - som dog ikke heeeelt kom til at ligne dem de solgte på stedet, men det er jo også nogle år siden jeg havde formning i skolen. Vasen overlevede iøvrigt ikke resten af dagen. Vi besøgte også en landsby som udelukkende ernærer sig ved væveri... og så selvfølgelig de turister der kommer og kigger på! :-)
Det er meget imponerende hvad de kan lave, og når man ser hvor lang tid det tager at lave f.eks. et tæppe, så er det altså svært bagefter at stå og sætte en pris på eksempelvis 3-4 ugers hårdt arbejde. Men det er ved gud både flot og imponerende! Derefter kørte vi mod Mataram, som er hovedbyen og det administrative centrum på Lombok. Vi så først Mayura Water Palace, som blev bygget til Kongen af Bali's hof på Lombok tilbage i 1744. Her findes en kunstig sø, og svømmebassiner hvor kvinderne i kongens harem plejede at svømme rundt. Så kunne han sidde i en pavillon oppe på bakken og nyde synet før han traf dagens "hårde" valg. Der er også en kilde, som efter sigende skulle skænke evig ungdom til dem der drikker af den og vasker sig i hovedet med det. Personligt synes jeg at det var en god idé for Majbrit, men hun valgte dog at springe over! ;-)
Sidste stop var ved Pura Meru templet. Men selvom det er det største og vigtigste hinduistiske tempel på Lombok, så mangler der (efter min mening) én vigtig ting : Et tempel! Der er tre gårdhaver og tre tårne indviet til den hinduistiske treenighed Brahma, Vishnu og Shiva, men der er ikke noget tempel (læs : bygning). Selvom jeg efterhånden har oplevet flere "templer" hvor der ikke er nogen central bygning, så forundres jeg altså stadig. Stedet bliver idag brugt til ceremonier én gang om året, som inkluderer alt fra sang og dans til hanekampe og rituelle ofringer. Hmmm...
Om eftermiddagen stod den på mere swimmingpool på hotellet, før vi gik ud til aftensmad. På det tidspunkt gik strømmen, men det forhindrer dem jo heldigvis ikke i at lave mad. Fyrfadslys er der aldrig nogen mangel på, og det er jo også hyggeligt med levende lys...
Kl. 9 onsdag morgen blev vi kørt til Teluk Nare lidt syd for Bangsal, hvorfra GiliCat hurtigfærgen sejler til Padangbai på Bali. Vi sad så og ventede fra kl. 9.40 til kl. 11 hvor båden kom, men vores navne var ikke på listen - og båden var fuld. Vi havde bestilt billet i forvejen, men et eller andet var der altså gået galt. Jeg tog ikke ligefrem nyheden med det største smil, da jeg synes vi havde prøvet vores del på Lombok. De lovede så at der i stedet ville komme en mindre båd kl. 12.30 - som vi kunne komme med. Ikke noget jeg var specielt begejstret for, da Majbrit på ingen måde er glad for at sejle i forvejen, og den "store" GiliCat er i virkeligheden heller ikke specielt stor - med plads til 32 passagerer.
Men den sejlede til Gili Trawangan (uden os) for at samle passagerer op, mens vi sad i skuret og ventede. Den kom så tilbage en times tid efter, da der åbenbart var 2 passagerer derfra der var udeblevet. Skønt nok at komme ombord, men selvfølgelig lidt ærgeligt for de andre passagerer, som på den måde fik en ekstra tur til Lombok. Turen tilbage til Bali, blev betragtet af Majbrit som den værste time i hendes liv. Der var også godt gang i bølgerne, selvom jeg ikke helt følte det ligeså slemt. Men det var med glade smil vi endelig kom i land! Vi blev kørt i minibus til Sanur, hvor vi mødtes med Birgitte & Robert, der var ankommet med en anden båd fra Gili Trawangan - bare en halv time tidligere...
Vi kom dog endelig til Senggigi, som er en lille hyggelig by på vestkysten af Lombok. Efter sigende et sted hvor der er gang i den i højsæsonen, men lige nu sker der faktisk ikke noget som helst. Vi fik et par værelser på Bukit Senggigi Sea View Cottages - hvor udsigten over poolen så åbenbart også fulgte med i prisen. Det var ihvertfald nogle ganske udemærkede værelser, som lå et lille stykke op ad en bakke. Stranden i Senggigi strækker sig over ca. 10 km. - men selve "byen" er kun 7-800 m. fra den ene ende til den anden. Her findes en række restauranter, butikker, internetcaféer - og rejseagenter. Man kan bogstaveligt ikke gå mange skridt, før tilbuddene om transport melder sig. "Hvis ikke i dag - hvad så med i morgen ???" Vi slappede af i poolen om eftermiddagen, før vi gik ned og fik aftensmad.
Tirsdag havde vi booket en bil (med chauffør) for så slipper man for problemerne med forsikring. Det har vist sig at være umuligt at leje en bil med en bare nogenlunde forsikringsdækning, så hvis man lavede en skade på andre kunne det blive meget dyrt! Vi kørte først til et sted hvor de laver lerkrukker og andre lignende ting. Jeg fik lavet en lille vase - som dog ikke heeeelt kom til at ligne dem de solgte på stedet, men det er jo også nogle år siden jeg havde formning i skolen. Vasen overlevede iøvrigt ikke resten af dagen. Vi besøgte også en landsby som udelukkende ernærer sig ved væveri... og så selvfølgelig de turister der kommer og kigger på! :-)
Det er meget imponerende hvad de kan lave, og når man ser hvor lang tid det tager at lave f.eks. et tæppe, så er det altså svært bagefter at stå og sætte en pris på eksempelvis 3-4 ugers hårdt arbejde. Men det er ved gud både flot og imponerende! Derefter kørte vi mod Mataram, som er hovedbyen og det administrative centrum på Lombok. Vi så først Mayura Water Palace, som blev bygget til Kongen af Bali's hof på Lombok tilbage i 1744. Her findes en kunstig sø, og svømmebassiner hvor kvinderne i kongens harem plejede at svømme rundt. Så kunne han sidde i en pavillon oppe på bakken og nyde synet før han traf dagens "hårde" valg. Der er også en kilde, som efter sigende skulle skænke evig ungdom til dem der drikker af den og vasker sig i hovedet med det. Personligt synes jeg at det var en god idé for Majbrit, men hun valgte dog at springe over! ;-)
Sidste stop var ved Pura Meru templet. Men selvom det er det største og vigtigste hinduistiske tempel på Lombok, så mangler der (efter min mening) én vigtig ting : Et tempel! Der er tre gårdhaver og tre tårne indviet til den hinduistiske treenighed Brahma, Vishnu og Shiva, men der er ikke noget tempel (læs : bygning). Selvom jeg efterhånden har oplevet flere "templer" hvor der ikke er nogen central bygning, så forundres jeg altså stadig. Stedet bliver idag brugt til ceremonier én gang om året, som inkluderer alt fra sang og dans til hanekampe og rituelle ofringer. Hmmm...
Om eftermiddagen stod den på mere swimmingpool på hotellet, før vi gik ud til aftensmad. På det tidspunkt gik strømmen, men det forhindrer dem jo heldigvis ikke i at lave mad. Fyrfadslys er der aldrig nogen mangel på, og det er jo også hyggeligt med levende lys...
Kl. 9 onsdag morgen blev vi kørt til Teluk Nare lidt syd for Bangsal, hvorfra GiliCat hurtigfærgen sejler til Padangbai på Bali. Vi sad så og ventede fra kl. 9.40 til kl. 11 hvor båden kom, men vores navne var ikke på listen - og båden var fuld. Vi havde bestilt billet i forvejen, men et eller andet var der altså gået galt. Jeg tog ikke ligefrem nyheden med det største smil, da jeg synes vi havde prøvet vores del på Lombok. De lovede så at der i stedet ville komme en mindre båd kl. 12.30 - som vi kunne komme med. Ikke noget jeg var specielt begejstret for, da Majbrit på ingen måde er glad for at sejle i forvejen, og den "store" GiliCat er i virkeligheden heller ikke specielt stor - med plads til 32 passagerer.
Men den sejlede til Gili Trawangan (uden os) for at samle passagerer op, mens vi sad i skuret og ventede. Den kom så tilbage en times tid efter, da der åbenbart var 2 passagerer derfra der var udeblevet. Skønt nok at komme ombord, men selvfølgelig lidt ærgeligt for de andre passagerer, som på den måde fik en ekstra tur til Lombok. Turen tilbage til Bali, blev betragtet af Majbrit som den værste time i hendes liv. Der var også godt gang i bølgerne, selvom jeg ikke helt følte det ligeså slemt. Men det var med glade smil vi endelig kom i land! Vi blev kørt i minibus til Sanur, hvor vi mødtes med Birgitte & Robert, der var ankommet med en anden båd fra Gili Trawangan - bare en halv time tidligere...