Washington

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Togturen fra New Yorks Penn Station til Washingtons Union Station tog lidt over tre timer, og vi ankom kl. 23.30 og tog en taxi til vores hotel. Sådan en søndag aften omkring midnat er Washington godt nok en død by, så taxaturen var både billig og hurtigt overstået. Værelset på Savoy Suites Hotel var fint, og vi var trætte da vi endelig faldt i søvn...

Mandag morgen spiste vi på hotellet - og det var forholdsvist dyrt, men godt! Første stop på dagens program var Washington Monument. Vi havde hjemmefra booket billetter til at komme op i søjlen - en god idé, for der var ingen ledige billetter til rådighed. Turen op foregår med elevator og tager kun et minuts tid, og fra toppen har man en fantastisk udsigt over Washington. Oppefra er det meget nemt at se hvordan byen er planlagt, og hvordan mange af tingene ligger på rad og række. Det var en fin start, for på den måde fik vi en god fornemmelse af hvor stor (eller reelt lille) byen egentlig er! Det var også sjovt at se Det Hvide Hus, som virkelig ser småt ud - set fra toppen. På vejen ned med elevatoren sænker den farten et par gange, så man kan se hvordan søjlen ser ud indeni - smart lavet, og faktisk meget interessant.

Vel nede på jorden igen tog vi metroen til Arlington National Cemetery. Kirkegården er enorm, og rummer udover en masse grave også flere monumenter. Iblandt dem kan nævnes: Den ukendte soldats grav og Kennedy familiens gravsted. Vi valgte at tage den lille bus der kører rundt inde på kirkegården, og første stop var netop ved John F. Kennedys gravsted. Det rører sgu' alligevel ved én, når man står ved hans grav og stirrer ind i den evige flamme der brænder på gravstedet. Det er placeret for foden af en bakke, hvor JFK stod blot 10 måneder før sin død og sagde: Her kan man godt finde hvile for evigt - det kom han så også til. Vi så også vagtskiftet ved Den ukendte soldats grav, og jeg synes stedet er et besøg værd når man er i Washington.

Vi tog metroen tilbage til byen, og da Emma's pseudomonas kun var blevet værre, tog vi på skadestuen på byens universitetshospital. Men efter nogle timer havde vi kun set 3 forskellige sygeplejersker og administrativt personale, og de virkede meget mere interesseret i penge end i Emma's tilstand. Det er i sådanne situationer, at jeg er glad for at min skat i Danmark i det mindste er med til at betale for gratis behandling når man er syg. Ikke at vores sundhedsvæsen er 100% perfekt, men det er i hvert fald bedre end det amerikanske.

Så vi 'opgav' og tog i stedet på en hyggelig italiensk restaurant og fik aftensmad. Derefter tog vi en taxa tilbage til hotellet, så Emma kunne få pakket sin kuffert færdig. Hun skulle nemlig fortsætte på studietur med hendes gymnasieklasse, så vi fik 'afleveret' hende til lærerne på deres hotel - Holiday Inn Georgetown - ikke langt fra vores hotel. Det var lidt hårdt at sige farvel til hende, når hun bestemt ikke var på toppen, men hun ville gerne fuldføre turen og det må man have respekt for. Så Clara, Anne og jeg tog en taxa - med en meget festlig/småskør chauffør ned til Lincoln Memorial. Jeg havde stativet med, så jeg kunne få taget nogle gode aftenbilleder... og det lykkedes da også! Mange af monumenterne ligger ret tæt på hinanden, så vi fik bla. set Vietnam mindesmærket, Washington Monument og Martin Luther Kings mindesmærke før vi kørte hjem igen - i småregn.

Tirsdag spiste vi igen på hotellet før vi satte kursen mod Det Hvide Hus. Vi fik selvfølgelig taget de 'klassiske' billeder foran græsplænen, men igen var det den beskedne størrelse jeg bedst husker. Vi nåede lige et besøg på det naturhistoriske museum, før vi hastede ind i en taxa og kørte til kongressen. Selvom tingene i centrum ligger meget kompakt, så snyder afstandene alligevel. Emma skulle selv på rundvisning i capitol med klassen, så vi havde ventet til sidste dag før vi fik vores rundvisning. Guiden var helt fantastisk - tror aldrig jeg har oplevet så spændende og indlevende en guide. Det var sjovt at se forskellige dele af kongressen, også selvom der er en større restaurering i gang i rotundaen. Efter rundvisningen droppede vi kongresbiblioteket, og tog i stedet tilbage til Georgetown bydelen. Her blev det til en sidste omgang shopping, og Clara fik købt sit sidste par sko - en forsinket fødselsdagsgave fra Dianga... en overraskelse!

Vi spiste på en vietnamesisk restaurant 'Miss Saigon' og det var skøn mad. Vi skypede med Emma, så vi lige kunne forsikre os om, at hun var OK med at vi tog hjem. Vi tog tilbage til hotellet hvor kufferterne havde været opbevaret, og kl. 17 kom den bestilte SuperShuttle og kørte os til lufthavnen. Der var ikke meget trafik, så det tog kun en times tid. Indtjek i lufthavnen var også hurtigt overstået, og flyet lettede til tiden kl. 20.35. Stoppet på Island varede kun en times tid - og turen det sidste stykke til København forløb også uden problemer.

Island: Fed oplevelse, og en ø jeg meget gerne vil udforske noget mere. To store krydser på listen: Blue Lagoon samt nordlys.

New York: Skøn by, hvor vi sagtens kunne bruge MANGE flere dage... men det vidste vi jo godt på forhånd :-)

Washington: Spændende by, men meget anderledes end New York. Der er masser af museer og monumenter jeg gerne vil se, så nogle flere dage en anden gang vil være fint.

Tak til Clara, Emma & Anne fordi de (igen) var villige til at trække i rejsetøjet, og dele så mange skønne oplevelser med mig... Jeg glemmer i hvert fald aldrig min 40 års fødselsdag! :-)

New York

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi ankom til JFK lufthavnen kl. 19 lokaltid - efter en seks timers lang flyvetur, og kom hurtigt igennem immigrationen og fik vores bagage. Vi havde lejet bil via National i lufthavnen, og det var igen en kæmpe bil vi fik udleveret - en Chevrolet Equinox. Ved hjælp af GPS'en fandt vi nemt til Brooklyn og til den lejlighed vi havde lejet på Greene Avenue. Valget var faldet på en lejlighed fremfor et hotelværelse, da vi på den måde fik mere plads til samme pris. Nettet var blevet gennemtrævlet, og vi valgte Jennifers skønne lejlighed. Man kan altid være lidt nervøs for om et sted lever op til forventningerne, men her blev vi bestemt ikke skuffet. Anne og pigerne fik den store gennemgang, og vi kunne begynde at indrette os. Der var to soveværelser i underetagen hvor de kunne sove, imens jeg sov på den store sofa. Stuen var godt indrettet, og det er skønt med den ekstra plads. Efterhånden var det blevet sent, så vi gik i seng, for den næste dag ville blive lang...

Efter morgenmaden kørte vi tværs over Manhattan og satte kursen nordpå mod Woodbury Premium Outlet - og gudskelov for GPS'en! Vi nåede frem og nu startede en dag med shopping. Outlet-byen er nem og overskuelig, og både min søster og niecerne fandt masser af billige ting. Jeg er jo ikke ligefrem selv den store shopper, men er fremragende til at holde poserne med indkøb. Da det var blevet mørkt kørte vi tilbage mod byen, men det gik dog ikke helt så smertefrit som på udturen. GPS'en ville pludselig have os ud på en 14 timer lang tur op til grænsen ved Canada, før den ville guide os tilbage til New York. Vi måtte derfor køre lidt på må og få, samt bruge Google Maps når det var muligt. Det betød dog, at vi kom igennem flere betalingsanlæg, så i modsætning til den gratis tur derop kostede det ca. 100 kr. i afgifter at komme hjem igen. Men det lykkedes, primært takket være Emma's indsats med kort og mobil :-)

Aftensmaden blev spist på McDonald's før vi kørte til lejligheden. Pigerne blev sat af sammen med alle indkøbene, og så kørte jeg til JFK og afleverede bilen igen. Det havde været en både nem og billig måde at komme rundt på - godt hjulpet af en benzinpris på blot 4 kr. literen. Jeg fik taget lufthavnens AirTrain og metroen tilbage til Kosciuscko - vores lokale metrostation på J/Z linien. Da jeg kom tilbage havde de fået styr på alle indkøbene, og vi kunne glade gå i seng.

Torsdag spiste vi morgenmad og tog metroen ind til Manhattan. Turen tog ca. 25 min. - hvilket er meget rimeligt. Vi havde sparet en del penge ved at bo i Brooklyn fremfor på Manhattan, men vi ville dog heller ikke bo så langt fra centrum, at vi skal bruge hele dagen i metroen. Første stop var på lower Manhattan - nemlig 9/11 mindesmærket ved Ground Zero. Der ser selvfølgelig helt anderledes ud end da Emma og jeg var i New York i 2003, ikke mindst det dominerende Freedom Tower og de store bassiner hvor de to tårne stod. Det er et mere 'frit' sted end jeg nok forestillede mig, og på mange måder mere en form for park end et mindesmærke. Der blev dog knebet en tåre, da vi så en blomst stukket ned - og som markerer et offer med fødselsdag den pågældende dag. Frokosten stod på burger og lasagne på 'SoHo Café', og resten af eftermiddagen stod på shopping - bla. i Century21, Victoria's Secret og Foot Locker. Vi endte på Times Square, og det er stadig fantastisk at stå på denne imponerende plads - omgivet af kæmpe reklameskilte og neonlys. Det blev også til et besøg i både Swatch- og m&m's butikken. Vi tog metroen hjem, trætte efter en lang dag...

Fredag var det så min 40 års fødselsdag - og jeg blev vækket med fødselsdagssang på sengen. Vi spiste morgenmad, og tog metroen ind til den sydlige spids på Manhattan. Vi havde hjemmefra booket et besøg i Frihedsgudinden, så ved 11-tiden stod vi klar i køen til security tjekket. Det gik nu rimelig hurtigt, og så kunne vi gå ombord på færgen til Liberty Island. Sejlturen dertil tager kun 20 min. - og man runder statuen inden færgen lægger til. Vi besluttede at starte med turen op i statuen, og da vi havde booket i god tid, havde vi fået billetter helt op til kronen. Først skulle vi dog lige med elevatoren op igennem fundamentet, efter endnu et security tjek - og en noget emsig kontrol af vores armbånd. Turen op gennem selve statuen foregår via en temmelig snæver vindeltrappe, og det er ikke tilladt at have andet med end sit kamera - ikke engang kameratasken. Det gik dog fint, og efter en lidt anstrengende klatretur nåede vi kronen. Rummet er MEGET lille, og man kan kun lige passere igennem det lille rum og kigge ud af de små vinduer - før turen går ned igen. Men jeg synes bestemt det er det hele værd, hvis man er på de kanter!

Bagefter fik vi lidt at drikke før vi gik rundt og nød statuen. Vi tog færgen videre til Ellis Island, hvor vi så immigrations museet. Tidligere var Ellis Island det sted immigranterne først kom til når de nåede New York, og der er masser af historie på stedet. En kort færgetur senere var vi tilbage på Manhattan, hvor vi besluttede os for at tage en bus i stedet for metroen. Vi stod af da vi kom til 42. gade, hvor vi så FN-bygningen før vi tog en anden bus - crosstown. Vi stod af ved Grand Central Terminal og var inde at se den flotte togstation. Aftensmaden blev spist på Pizza Hut - og pigerne havde pyntet fint op med danske flag og servietter - selvom Anne var bitter over at der ikke engang var dug på bordet. Jeg indrømmer dog gerne, at det ikke betød noget for mig... for når blot jeg er sammen med dem jeg elsker højest i hele verden, så betyder en dug op bordet bare ikke noget!

Jeg havde på forhånd fået en billet til 'Aladdin' på New Amsterdam teatret på Broadway i fødselsdagsgave, og det var en fantastisk forestilling. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig en bedre dag - og jeg skylder både Clara, Emma og Anne en stor tak for at have gjort det til så dejlig en dag for mig! Eneste lille minus var desværre at Emma igen fik pseudomonas - det er fandme synd for hende. Vi havde fået antibiotika om morgenen, men det er desværre en sygdom der kører sit eget forløb, der både er ubehageligt og smertefuldt for hende :-(

Lørdag valgte vi at sove længe - og det var tiltrængt. Selvfølgelig er man ikke i en by som New York for at ligge at sove, men omvendt så skal man jo også kunne holde til programmet. Vi satte kursen mod Central Park hvor vi lejede cykler i et par timer. Jeg troede naivt at man kunne cykle rundt derinde som man vil, men der er faktisk ret mange restriktioner og ensrettede veje. Vi så 'Strawberry Fields' - det simple mindesmærke for John Lennon, der blev skudt på gaden udenfor Central Park. Vi så også både H.C. Andersen statuen og 'Alice i Eventyrland' før vi kørte udenfor parken og fulgte Fifth Avenue. Det blev til et hurtigt stop i Apple butikken før vi afleverede cyklerne igen. Vi spiste aftenmad på en hyggelig italiensk café og det var skønt med en omgang spaghetti. Vi tog til Empire State Building, da vi gerne ville opleve New York oppefra... med lys på. Billetterne var booket på forhånd, og det gik faktisk ret stærkt med at komme igennem security tjek, kø, ventetid ved elevatorer osv.

Første stop var på 86. etage hvor man endda kan komme udenfor. Det var dog ret koldt, så for det meste nød vi synet indefra. Senere tog vi op på 102. etage hvor man rigtigt kan nyde udsigten. New York er sgu' en flot by set fra toppen af Empire - og der er lys i alle retninger, så langt øjet rækker. Efter et besøg på Starbucks tog Emma og jeg metroen hjem, imens Clara og Anne lige lavede et sidste stop på Times Square før de kom hjem. Så klokken havde nok passeret 02 før vi var i seng :-)

Søndag var sidste dag - og det betød at der var kufferter der skulle pakkes. På udturen havde pigerne pakket deres ting i en trolley, og så lagt den indeni i en større trolley. På den måde havde de ekstra plads til deres shopping, og derfor havde vi nu pludselig tre ekstra kufferter! Emma var ikke på toppen, så hun blev i lejligheden imens Clara, Anne og jeg tog en taxa til Penn Station og fik opbevaret alle kufferterne, da vi skulle med toget til Washington samme aften. Vi tog videre til Guggenheim museet, og selve museumsbygningen er såmænd pæn nok - både udefra og inde. Kunsten der er udstillet er så ikke lige min stil...

Vi gik videre til 'The Met' - det kæmpestore museum i udkanten af Central Park. Vi havde kun tid til at se den ægyptiske samling, og alligevel gik der meget hurtigt en times tid. Vi tog metroen til Chambers Street hvor vi mødtes med Emma. Det var faktisk ret koldt, men vi fik da lidt varme da vi gik over Brooklyn Bridge - en ikonisk bro i New York City. Selvom det var koldt, var det et flot vejr og vi fik da også taget nogle flotte billeder. Aftensmaden blev spist på en Pizza Hut på Penn Station, før vi kunne komme ombord på toget til Washington.

Plusser ved New York: Skøn by, masser af shopping og seværdigheder. Lejligheden var skøn - og til 1.200 kr. i døgnet var den lidt af et fund. Minusser er der ikke mange af - udover at vi på fem døgn kun skrabede overfladen på Manhattan, og der er så mange andre bydele i NYC vi slet ikke fik besøgt. Vi nåede ikke den nye High Line park, men den ligger der jo også når vi kommer tilbage engang! ;-)

Island

(Klik på billedet for adgang til albummet)

At rejse væk på min 40 års fødselsdag har i flere år været planen! Godt nok 'tyvstartede' vi sidste år og fejrede min 39 års fødselsdag på den kinesiske mur, men i år rundede jeg det skarpe hjørne. Jeg havde inviteret mine niecer og min søster på en tur til New York, så vi kunne fejre min fødselsdag dér. De bedste - og billigste - flybilletter var med Icelandair, som har et glimrende tilbud: Du skal alligevel mellemlande i Reykjavik, og så har man muligheden for (gratis) at blive i op til syv dage på Island. Ingen af os havde tidligere været på øen, så det var oplagt at benytte sig af muligheden. Syv dage kunne det dog ikke blive til, men vi ville få to døgn - som en lille 'smagsprøve' - så vi kunne se hvad Island har at byde på.

Søndag d. 12. oktober fløj vi således med Icelandair til Reykjavik. Turen tager kun tre timer og vi landede planmæssigt kl. 15 - lokaltid. Vi havde booket en bil gennem Budget, en idé som andre også havde fået. Det betød at vi måtte vente en times tid på at få bilen, mens den stakkels kvinde bag skranken kæmpede en brav kamp for at få ekspederet den voksende kø af kunder. Bilen var en dejlig stor Skoda Octavia stationcar... dog i den mest afskyelige 'bæ-grønne' farve! Vi kørte ud fra lufthavnen i Keflavik og satte kursen mod Reykjavik. Vi nåede dog kun et par kilometer, før vi blev lokket af et stort Subway skilt, så første måltid på Island blev altså sandwich.

Vi fortsatte til byen og tjekkede ind på vores hostel - 101 Guesthouse. Værelserne var med bad og toilet på gangen, men der var rent og pænt overalt. Sengene var også ok, og med en fin beliggenhed fik vi rimelig meget for pengene. Vi gik en lille aftentur ned til Hallgrimskirken hvor vi fik taget nogle fine aftenbilleder. Vi havde et håb om at se nordlys, men det var der desværre ikke antydningen af. Vi gik i seng i rimelig god tid, så vi kunne være friske dagen efter...

Mandag var vi af sted før kl. 8 og spiste morgenmad på et konditori i byen. Vi satte kursen østpå mod Thingvellir National Park, hvor man kan se kløften mellem den Nord-Amerikanske og Euro-Asiatiske kontinentalplade. Derefter kørte vi videre til Geysir-området længere mod øst. I dette termale område kan man flere steder se gejsere - bla. den der har lagt navn til fænomenet: Geysir. Denne gejser springer dog ikke så regelmæssigt, men det gør til gengæld Strokkur der ligger lige ved siden af. Den springer ca. hvert femte minut, så der var rig mulighed for at se det. Da åbningen er meget stor går trykket hurtigt af, så det varer kun ca. 15 sekunder - i modsætning til f.eks. Lady Knox jeg har set på New Zealand. Den kan sagtens blive ved i flere minutter, men der er krater åbningen også meget mindre, så trykket bliver bevaret længere i kammeret under jorden. Lugten kunne heller ikke måle sig med Rotorua, men der lugtede stadig af rådne æg. Vi fortsatte til det meget flotte vandfald Gullfoss, som ligger i top-3 på min personlige liste - og jeg har efterhånden set en del vandfald! :-)

Vi satte kursen tilbage vestpå, hvor en sen frokost blev spist på Subway. Derefter kørte vi til et af punkterne på min personlige liste over steder jeg bare skal se: Blue Lagoon. Stedet er flot placeret, og selvom det selvfølgelig er kommercielt, så virker det bestemt ikke så 'disney-ficeret' som man kunne frygte. Pæne omklædningsrum starter oplevelsen, men det fede er når man kommer i vandet. Luften var kold, men så snart man får kroppen ned i det varme vand, så føles det fantastisk! Pigerne fik prøvet en algemaske, ligesom vi blev smurt ind i mudder - alt sammen imens man er i vandet. Vi brugte nogle timer derude, og det var en fed oplevelse at være der mens mørket faldt på. Til sidst måtte vi dog op, men oplevelsen var hver en krone værd! :-)

På vejen tilbage stoppede vi ind til siden, da vi pludselig så en anden ting vi havde håbet på - nemlig nordlys. Det varierede i styrke, men bølgede i flot grøn farve over himlen. Det var sgu' stort at stå i mørket - på en bakke et stykke udenfor Keflavik og opleve dette naturfænomen - en helt perfekt afslutning på en skøn dag...

Tirsdag tjekkede vi ud fra vores hostel og spiste morgenmad på samme konditori. Vi var en tur inde i Hallgrimskirken, der er meget enkelt indrettet. De har den flotteste døbefont jeg har set samt et kæmpe orgel. I stedet for at se de par museer der er i byen, kørte vi ned til Leif den Lykkeliges bro - også kaldet 'Bridge between continents'. Her har man bygget en bro fra den ene kontinentalplade til den anden, så man kan bogstaveligt gå fra Nord-Amerika til Europa på 30 sekunder. Anne fik pakket en lille pose islandsk vulkan sand samt et par lavasten i kufferten, før vi satte kursen mod lufthavnen. På vejen spiste vi igen på Subway, så vi var klar til flyveturen til New York. I lufthavnen gik alt nemt og hurtigt, og kl. 17 lettede flyet med kurs mod JFK...

England

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Allerede i efteråret 2013 fik Robert og jeg tilsendt et "Save The Date" kort fra Clare. Hun skulle nemlig giftes med Adrian i sommeren 2014, og det skulle foregå som et maskebal på et gammelt engelsk slot. Det kunne vi selvfølgelig ikke sige nej til...

Lørdag d. 28. juni fløj vi derfor med Easyjet til Gatwick, hvor vi hentede vores lejebil fra Budget. Det var en stor og lækker bil med bla. cruise control, så de 230 km. til Birmingham foregik meget behageligt. I Birmingham boede vi på Castle Bromwich Inn, og det var både fint og billigt. Centrum af byen er noget besværlig at køre rundt i, så vi fik omsider parkeret bilen og gik lidt rundt. Vi var på en ganske udmærket restaurant og spise aftensmad, før vi trillede hjem til hotellet igen.

Søndag kørte vi 130 km. længere nordpå til Macclesfield, hvor vi mødtes med brudeparret på "The Hanging Gate Inn". De havde arrangeret frokost for de gæster der kom langvejs fra - heriblandt Robert og jeg. Vi fik hilst på en del andre gæster, og fik forsigtigt forhørt os om britiske bryllupstraditioner, og det gik hurtigt op for os at de i hvert fald ikke ligner de danske. Taler, sange og festlige indslag skulle vi nok ikke forvente meget af, og kysseri under maden og klipning af gommens sokker ville nok heller ikke forekomme. Men skik følge eller land fly... og det var selvfølgelig også fint nok at vi fandt ud af det inden festen!

Efter frokosten kørte vi mod Tutbury hvor brylluppet skulle stå dagen efter. På vejen stoppede vi bla. ved St. Andrews Cubley - en fin gammel kirke midt ude på bøhlandet. Vi nåede til Tutbury, og fik indlogeret os på vores hotel: Ye Olde Dog & Partridge Inn. Hotel er nok så meget sagt, da det faktisk er en gammel kro der er lavet om til en Inn. Et rigtigt hyggeligt sted - fyldt med charme. Der er dog kun 11 værelser, så det var ikke alle gæster der kunne bo der. En del var indkvarteret på et hotel ca. 10 km. fra Tutbury, men vi var priviligerede nok til at vi havde fået lov til at booke os ind på kroen. Vores værelse fra hyggeligt, og fyldt med gamle møbler og dippedutter, men badeværelset var tip-top moderne.

Til frokosten søndag havde vi fået lidt gode tips om området, så efter morgenmaden mandag satte vi kursen mod Matloch Bath - ca. 45 km. fra Tutbury. Her tog vi med kabelbanen "Hights of Abraham", og på toppen er der et tårn man kan komme op i, flere udsigtspunkter og grotter. Vi besøgte også den lokale togstation og flere andre steder i området. Vi kom tilbage til Tutbury ud på eftermiddagen, og så var det tid til at gøre klar til brylluppet.

Selve ceremonien foregik på den del af Tutbury Castle der rent faktisk er intakt. Store dele af slottet er nemlig ruiner, men det giver selvfølgelig en fed stemning. Bagefter var der en irsk "klokke ceremoni" på plænen midt på slottet, og det var en sjov tradition at overvære. Selve festen foregik i et kæmpe telt, og ja - det er anderledes end andre bryllupper jeg har været til. Under middagen var der kun 3 taler: Brudgommens samt de to fædre, og de varede hver 2-3 minutter. Ikke én eneste festtale eller andre indslag, så middagen var hurtigt overstået. Der gik knapt 45 min. fra hovedretten (pulled pork burger) blev serveret til desserten stod på bordet. Lidt mærkeligt for os, ligesom vi jo heller ikke er vant til en bar hvor man selv skal betale for sine drikkevarer.

Senere var det på med de medbragte masker og der blev skåret kage og danset. Der var arrangeret en "Ghost Walk" rundt på slottet i mørke, og ellers var det meget stille og roligt. Allerede kl. 23 var der opbrud, og inden midnat gik vi tilbage til vores kro - slæbende på de drikkevarer vi kunne tage med. Vi samledes på Clare & Adrians værelse, hvor Robert spillede lidt musik fra sin medbragte computer og vi festede videre. Jeg tror vi var i seng ved 4-5 tiden...

Tirsdag fik vi sagt pænt farvel og kørte de 160 km. sydpå til Oxford. Vi tjekkede ind på Green Gables Guest House der lå lige i udkanten af byen. Vi kørte ind til centrum og parkerede, og fik eftermiddagen til at gå med lidt sightseeing i byen. Vi spiste aftenmad på Pizza Hut, før vi begav os rundt på en foto-tur der varede til kl. 2 om natten. Vi fik taget en masse gode aften/nat billeder i byen, og samtidig gik vi og jokede og havde det sjovt. Vi synes begge at hele oplevelsen af brylluppet var meget anderledes end vi havde forventet, men var nu begge glade for at vi havde prøvet det.

Onsdag vågnede vi op til fint vejr, så vi tog mere eller mindre den samme tur rundt i byen, som vi havde gjort om natten. Vi så bla. The University Church of St. Mary the Virgin, hvor vi var oppe i kirketårnet. Herfra har man en glimrende udsigt over byen - også til det omkringliggende universitet samt Radcliffe Camera bygningen. Vi så også The Bridge of Sighs og var oppe i Carfax Tower. Om eftermiddagen kørte vi de 160 km. sydpå til Bournemouth på Englands sydlige kyst. Vi tjekkede ind på Carisbrooke Hotel, nogle få hundrede meter fra stranden. Vores værelse var egentlig fint, men vi skulle dog en 4-5 meter ned af gangen for at kunne fange deres wifi. Efter en gåtur rundt i området tilbragte vi aftenen på vores hotel.

Torsdag morgen vågnede vi til skinnende sol og den mest blå himmel jeg har set i lang tid.  Vi satte kursen mod stranden og molen. Der var en del i vandet, men vi holdt os på tør grund denne dag. Efter en tur langs molen, tog vi den lille "elevator" West Cliff Lift op af skrænten. Vi spiste fish & chips på en restaurant på stranden - Harry Ramsden’s, og det er nok den bedste omgang F&C jeg nogensinde har fået. Efter en skøn dag i Bournemouth satte vi kursen nordpå mod Amesbury. Vi havde booket et værelse på Mandalay, et B&B kun få kilometer fra Stonehenge. Jeg har i mange år ønsket at se Stonehenge, og nu skulle det så være. Det er jo et meget populært sted og der er altid mange turister, og selve stenene er bag en masse afspærringer så man ikke kan komme helt tæt på. Men man kan booke deres "Stone Circle Access", hvor man får lov til at komme helt ind blandt stenene, men udover dette kan man også besøge Stonehenge sammen med de "normale" turister. Det valgte vi at benytte os af, så sidst på eftermiddagen så vi det spektakulære sted. Jeg kan godt forstå hvorfor det er så mytisk, og der er en meget speciel stemning på stedet. For nogle år siden blev der bygget et nyt besøgscenter, så det er dér man parkerer, og så bliver man i mindre vogne kørt de sidste par kilometer ud til selve stedet. Det var en stor oplevelse at se det, men jeg glædede mig til at gense det om morgenen - uden alle de andre turister. Efter besøget kørte vi lidt rundt i området, men vi skulle tidligt i seng... 

Fredag morgen skulle vi op kl. 5, så vi kunne være på plads til vores tur kl. 6.15, og da Mandalay kun ligger 10 minutters kørsel fra Stonehenge var det nemt at nå. På disse "Stone Circle Access" ture er der max. 20 personer, og de kører nogle stykker om morgenen og igen om aftenen. Vi ankom til stenene, og kunne altså denne gang få lov til at gå inde i selve cirklen. Det var en helt speciel oplevelse, og jeg var glad for at vi gjorde dette. Prisen for denne tur var 21£ - og inkluderede altså et ekstra besøg ved Stonehenge, så det må siges at være en meget rimelig pris! Efter et par timer var vi tilbage på Mandalay, hvor vi kunne kaste os over en lækker morgenmad. Vi tjekkede ud, og satte kursen mod turens sidste destination: London. Vi havde booket et værelse på Premier Inn Beckton, øst for London centrum - ikke så langt fra London City Airport. Vi var i et nærliggende supermarked og handle, og senere var vi ude at spise aftensmad. Men vi var stadig en del trætte efter den tidlige morgentur, så ellers slappede vi bare af på værelset.

Lørdag spiste vi morgenmad på hotellet, før vi satte kursen mod London centrum. Vi fandt et godt sted at parkere ved Themsen, og så stod den ellers på nogle timers sightseeing: Westminster, London Eye, Parlamentet med Big Ben samt en sejtur på floden. Skøn afslutning på en dejlig tur rundt i England. Vi kørte til Gatwick Airport, afleverede vores lejebil og fløj med Easyjet tilbage til København.

Filippinerne

(Klik på billedet for adgang til albummet)

I efteråret 2013 planlagde Robert og jeg en ferie til asien. Det skulle være nemt og billigt, og uden alt for megen rejsen rundt. Det har vi jo gjort masser af andre gange, men denne gang skulle det være ren afslapning. Vi endte med at beslutte os for Filippinerne, som vi har besøgt to gange før. Vi følte begge vi havde lidt et 'hængeparti' med El Nido på spidsen af øen Palawan, som vi ikke nåede første gang vi var i Filippinerne - tilbage i 2008.

Lørdag d. 3. maj fløj vi med British Airways til London, og herfra med Cathay Pacific først til Hong Kong og derfra videre til Manila. Det forløb helt uden problemer, og på de to første flyvninger havde vi endda et tomt sæde mellem os. Det er luksus når man skal flyve i over 12 timer i ét stræk! Vi ankom søndag aften lokaltid og tog en taxa fra lufthavnen til vores hotel. Jeg har været i Manila før, men det er Roberts første besøg. Byen har et dårligt rygte for kriminalitet, men vi mente at hvis vi holdt os til de pænere dele af byen, så gik det nok...

Hjemmefra havde vi booket et værelse på Tune Hotel i bydelen Ermita. Tune er en kæde af hoteller ejet af gruppen bag AirAsia og opererer efter samme type koncept. Værelset har en lav pris, men ønsker du så 'ekstra ydelser' så skal disse tilkøbes. Som eksempler kan nævnes: 24 timers airconditioning = 17 kr., brug af 2 badehåndklæder = 8 kr., brug af TV = 6 kr., brug af safety boks = 8 kr. osv. osv.

Alt i alt var det stadig billigt, og alt er nyt og pænt. Vi gik til Robinsons Mall hvor vi fik aftensmad på Burger King. Det har ellers været en tradition at skulle starte ferier med en Whopper, men Burger King i Kastrup var under ombygning, så det kunne vi ikke. Vi var noget trætte da vi kom i seng, men på trods af en rejsetid på over 20 timer var vi egentlig rimelig friske...

Mandag spiste vi morgenmad på en irsk pub - Molly Malone's, der ligger i samme bygning som vores hotel. Vi efterlod alt på værelset... bortset fra mit lille kamera og en pung kun med lidt kontanter, og så begav vi os ud i byen. Vi tog en taxa til Intramuros hvor vi startede med at se byens katedral. Derefter gik vi til Fort Santiago, hvor vi godt kunne mærke at solen begyndte at brænde igennem. Vi tog derfor tilbage til hotellet og nød vores betalte airconditioning :-)

Lidt før kl. 18 gik vi de få hundrede meter ned til Manila bugten, hvor der tit er en fantastisk flot solnedgang. Robert havde dristet sig til at tage sit kamera med, og vi fik da også nogle gode billeder. Senere spiste vi aftenmad på Shakey's - en filippinsk pizzakæde á la Pizza Hut. Vi gik i seng i ordentlig tid, for vi skulle flyve tidligt næste morgen. Tirsdag morgen checkede vi ud fra hotellet og tog en taxa til lufthavnen. Den ligger kun 4 km. fra Manila's centrum og der var ikke meget trafik den morgen. Vi fløj med AirAsia til Puerto Princesa på øen Palawan. Jeg ved godt at jeg har nævnt dem før... men jeg elsker altså AirAsia :-)

Vi ankom til PP lidt før kl. 9 (igen med et tomt sæde imellem os) og blev hentet i lufthavnen af en minibus fra selskabet 'Daytripper'. På nettet får de konsekvent de bedste anmeldelser af de 6-7 selskaber der kører på strækningen fra PP til El Nido. Turen kostede 900 PHP pr. person (ca. 105 kr.) og det er et par hundrede peso mere end konkurrenterne. Men til gengæld har de nye minibusser med bedre benplads. Bussen var ikke helt fyldt, så vi havde endda rigtig god plads. Vi fik en lille rundtur i byen inden vi kunne samle den sidste op, og lidt over 10 satte vi kursen mod El Nido - på nordspidsen af Palawan. Turen varede 6 timer inkl. 1 times frokost stop. I El Nido er det ikke tilladt for minibusser at køre ind i selve byen, så vi blev sat af på buspladsen 3 km. udenfor byen. Herfra tog vi en tricycle til vores hotel - for den svimlende pris af 50 PHP = 6 kr. :-)

Vi havde booket et værelse på El Nido Beach Hotel, som nok er det bedste/dyreste hotel i El Nido. De lokkede med en fantastisk udsigt, varmt vand samt en generator hvis strømmen går. Der er i øvrigt ingen strøm i byen mellem kl. 06 og 14, så alle aircon/faner m.m. virker ikke efter kl. 06 om morgenen. Hvor mange tror I der vågner omkring kl. 06.10 ? :-)

Et 'deluxe' værelse kostede næsten 500 kr. i døgnet inkl. morgenmad, og lad mig sige det med det samme: Det er det ikke værd! Ingen tvivl om at balkonen med den mest fantastiske udsigt over El Nido bugten er guld værd, og hotellets generator gjorde at vi de fleste dage faktisk havde strøm til omkring kl. 9 om morgenen, så det var ikke os der vågnede tidligt - badet i sved! Værelset var såmænd også fint nok, men vi havde forventet mere til den pris - også selvom El Nido er en dyr destination i Filippinerne. Der var kun vand i bruseren (varmt og koldt) når der var strøm på hotellet, sengene var meget hårde, WiFi kun til stede nogle gange - og så langsomt at de tog 16 min. at hente google's startside...

Du kan se en lille video fra vores værelse her: https://www.youtube.com/watch?v=pTAzJNBzH6w

Ellers gik dagene med ren afslapning. Robert fik ialt 6 dyk med 'Deep Blue Sea-fari' og var egentlig godt nok tilfreds med det. Der er strand lige foran hotellet, men det er en smal strand uden meget sand, og så ligger der mange bangka både i bugten. El Nido er en hyggelig lille by, og der er fedt at gå på stranden om aftenen, hvor der er lidt liv i de ca. 20-30 restauranter og barer. Det er bestemt ikke en party destination, men meget hyggelig. Jeg fik tiden til at gå med at læse og slappe af - og der er reelt heller ikke andet at gøre. Man kan ikke lige leje en motorcykel og køre 'øen rundt', og der er ingen templer, buddha figurer, vandfald eller elefant parker i nærheden. Det kunne vi nok godt have brugt efter 3-4 dage! :-)

Alle bådture er standardiserede i El Nido - så vi bookede 'Tour A' med El Nido Arts Café and Boutique. Den kostede 1200 PHP pr. person og for de knapt 150 kr. får man en hel dags bådtur rundt mellem øerne i Bauit Archipelago ud for El Nido. Vi lagde til flere steder - med så fantasifulde navne som 'Hidden beach', 'Secret laguna' osv. - hvor vi kunne snorkle og bade. Det var OK, men så heller ikke mere. Der var en del koraller, men kun ganske få fisk. Det var dog skønt med sejlturen og fint med både lidt badning og snorkling. Vores boatmen lavede frokost på stranden og den grillede fisk smagte så godt, at selv Robert fik spist en hel del ;-)

Det havde været lettere overskyet det meste af dagen, så vi var ikke forbrændte da vi kom tilbage. Vi spiste på en af de hyggelige restauranter og slentrede trætte tilbage til vores hotel. Det ligger sådan lidt i 'udkanten' af byen ('hovedgaden' er dog kun 6-700 m. lang) og det var en fin placering, for så var der rimeligt stille om natten.

El Nido som destination: Kom hvis du skal dykke eller hvis du skal videre til Coron nord for Palawan. Det er flot at sejle rundt imellem de mange limestone øer, men har du været f.eks. på Phi Phi eller Krabi i Thailand, Guilin eller Yangshou i Kina eller sejlet rundt i Halong Bay i Vietnam, så er det ret meget 'same same'. I betragtning af hvor lang tid det tager at komme dertil, og hvor dyrt hoteller m.m. er - så havde jeg håbet på mere, også fordi der ikke rigtigt er så meget at lave. Tør slet ikke tænke på hvis det havde regnet hele tiden... men lidt tordenvejr og en times regn var hvad det blev til.

Mandag eftermiddag kl. 14.30 tog vi en minibus tilbage til Puerto Princesa. Daytripper kører kun fra El Nido om morgenen, så på hjemturen var det med en minibus fra firmaet 'Lexus'. Turen kostede kun 600 PHP, men vi havde også meget mindre plads, chaufføren kørte råddent, og alligevel tog det præcis de samme 6 timer som på udturen. Vi blev sat af ved vores hotel Natua's Cabin, der ligger lige op af den lille lufthavn. Vi havde brugt vores sidste peso på turen tilbage, da der ikke er nogen hæveautomat i El Nido. Vi tog derfor en tricycle ind til centrum - blot 1,2 km. væk. Vi fik hævet penge, spist på McDonald's og så gik vi ellers tilbage til hotellet. Nu kunne vi betale for værelset (1100 PHP) og vi blev endda flyttet til et større værelse end det vi første havde fået, og det var jo pænt af dem. Vi fik et par drinks på en af de karaoke barer der lå lige i nærheden, men det var mest for koreanere... der bare ikke kunne synge! :-)

Tirsdag spiste vi morgenmad og pakkede vores bagage. Vi gik de knapt 100 m. til lufthavnsterminalen og fik checket ind på vores fly til Cebu. Denne gang fløj vi med Cebu Pacific Airways, som vi også har fløjet med en del gange tidligere. I Cebu Airport fik vi fat i en taxa der kørte os til byens 'South bus teminal'. Her fandt vi lokalbussen til Moalboal - med masser af mennesker og ingen aircon. Det var en ok tur, men der er meget leben i sådan en bus, så de tre timer det tog føltes meget længe, også selvom turen reelt kun er 100 km. I Moalboal tog vi en tricycle de sidste 3 km. til Panagsama beach, hvor Quo Vadis Dive Resort ventede. Alt i alt gav vi knapt 600 PHP for turen fra lufthavnen til resortet - væsentlig billigere end de ca. 2500 PHP en taxa havde kostet - og så er det jo også en del af det at rejse! :-)

Moalboal/Panagsama beach minder en smule om El Nido, bortset fra at der er endnu mindre 'liv'! Vi tog ind til Moalboal en enkelt gang, men der var simpelthen intet at komme efter, så vi opholdt vi os bare på vores resort. Vi havde en hyggelig bungalow til ca. 300 kr. i døgnet, og det var noget bedre 'value for money' end El Nido. Egentlig var sengene det eneste dårlige. Pæne bambus senge, men udstyret med tynde skummadrasser, så man tydeligt kunne mærke bambusrørene. Og så havde vi nok verdens mindste safety boks, hvor vore to foldere med pas og kreditkort kun lige præcis kunne være i. Hyggelig veranda med udsigt til swimmingpoolen, gode satellitkanaler på tv'et, minibar og varmt vand i bruseren.

Rober fik et par dyk - det ene af dem bla. med sardiner, som Moalboal er specielt kendt for. Det var dog så som så med oplevelsen, og det samme kan siges om stedet. Ingen reel sandstrand, intet nævneværdigt natteliv eller seværdigheder i nærheden. Dog nogle gode hyggelige restauranter, og ellers bare ren afslapning. Det er der heller ikke noget i vejen med, men efter El Nido kunne vi godt have brugt at der ligesom 'skete noget'. Vi havde egentlig booket 5 overnatninger, men besluttede at tage tilbage til Cebu by én dag før planlagt.

Vi tog derfor bussen tilbage til Cebu lørdag middag, og turen tilbage tog de samme 3 timer som udturen. Vi havde booket et værelse på Palazzo Pensionne der skulle ligge i et roligt område i byen. Det passede også - da der faktisk ikke var noget som helst i nærheden, men det tog dog kun et kvarters tid at gå til 'Mango Avenue' hvor der er barer, butikker og restauranter. Ligesom i Manila tog vi ikke noget med ind til byen, men det var måske lidt overforsigtigt, da i hvert fald den del af byen virkede meget rolig og sikker. Om aftenen var vi på et par barer og fik nogle drinks, og der var heldigvis ingen koreanere til at synge karaoke :-)

Søndag fik vi morgenmad på hotellet og tog på lidt sightseeing i Cebu by. Senere slappede vi af på vores værelse før vi kl. 18.30 checkede ud. Vi havde betalt lidt ekstra så vi kunne blive så længe og det var skønt nok. Vi tog en taxa til lufthavnen og det gik uden problemer. Cebus taxachauffører skal i hvert fald have en stor ros, for på alle 7-8 taxature slog de af dem selv taxametret til, og der var ingen forsøg på snyd eller andet. Men de låste allesammen selv dørene på taxaen når man havde sat sig ind, så helt sikkert er der jo nok ikke...  

Kl. 20.40 fløj vi med AirAsia til Manila, og der gik kun 46 min. fra hjulene ramte landingsbanen og til taxaen havde sat os af ved vores hotel. Denne gang havde vi valgt at bo i bydelen Makati, der er byens business distrikt. Da vi kom kl. 23 om aftenen var valget faldet på 24H Apartment Hotel, der garanterer én ophold i 24 timer fra det tidspunkt man checker ind. Da vi skulle flyve hjem til Danmark aftenen efter passede det jo helt perfekt. Vi fik noget sen aftensmad og så var det ellers til køjs.

Mandag spiste vi morgenmad på hotellet, før vi tog en taxa til Greenhill Shopping Center - ca. 8 km. væk. Robert havde fundet en dykker shop han gerne ville besøge, men der var også mange andre butikker i det MEGA store center. Efter at have kigget os omkring i nogle timer spiste vi pizza på Shakey's - og det var helt på højde med Pizza Hut. Vi tog en taxa hjem til hotellet, hvor planen var at vi skulle i den indendørs pool. Det var dog efterhånden blevet så sent at vi droppede det, for vi skulle også pakke til turen hjem. Det er altid et 'helvede' at rejse med Robert, fordi han altid har en masse foto- og dykkerudstyr med. På denne rejse har jeg slæbt rundt på 7 kg. af hans grej, så jeg var selv begrænset til 13 kg. Det er nu gået fint igen denne gang (7-9-13) men han er altid en kende nervøs - også fordi han rejser med 17 kg. fotoudstyr i håndbagagen :-)

Vi tog en taxa til lufthavnen der kun lå 7 km. væk fra hotellet. Men det kan så sagtens tage en time med Manila's trafik in mente. Vi nåede det, men det er altså ikke min kop te at sidde fast i en taxa, imens man bare kan se tiden gå. Så vi ankom lettere pressede til lufthavnen, men vi fik da afleveret vores bagage, kom igennem immigrationen (hvor jeg fik af vide af kvinden bag skranken, at jeg havde meget smukke øjne!) og til security checket - hvor jeg blev stoppet. Normalt har jeg min store elektronik pose i min indcheckede bagage, men pga. al Roberts habengut havde jeg den denne gang i min håndbagage. Nede i den pose ligger også min Swiss Armyknife (ja, teknisk set er det Anne's, men jeg har den altid med på ferie), og den går selvfølgelig ikke! Efter lidt diskussion frem og tilbage fik jeg lov til at gå tilbage gennem immigrationen og se om jeg kunne få den ned i min rygsæk, da jeg jo helst ikke bare ville smide den væk. Tilbage ved check-in skranken kunne de ikke hjælpe, da min rygsæk allerede var kørt ind i bagage-systemet. Men da de kunne se at jeg var lidt frustreret over situationen, samlede de en lille papkasse, tapede lommekniven fast inde i den og så fik jeg checket den ind. Fin service :-)

Tilbage gennem immigrationen og security checket mødtes jeg med Robert igen. Vi fløj med Cathay Pacific's datterselskab Dragon Air til Hong Kong hvor vi ventede et par timer. Turen til London tog 12½ time og selvom det er lidt deprimerende at flyve OVER Danmark til London for så at flyve retur igen, så havde vi i det mindste igen et tomt sæde imellem os. Samlet tog hjemturen over 22 timer, så vi var noget trætte da vi landede i Kastrup lidt før kl. 13. Roberts far Bent hentede os i lufthavnen, så jeg var hurtigt hjemme.

Opsummering: Filippinerne er et hyggeligt land, men de steder vi havde valgt, var trods alt nok lidt for 'stille' til os. Priserne er generelt rimelige, men vi havde betalt for meget for vores hotel i El Nido. Vi var heldige med vejret - samlet kun regn i en times tid. Den 'vestlige' mad er udmærket, men filippinerne er ikke de bedste til at lave f.eks. thai- eller kinesisk mad. Lokal filippinsk mad føler vi stadig ikke vi har smagt. Infrastrukturen er rimelig, og det er nemt at komme rundt med fly, bus eller båd. Et stort plus denne gang var bestemt, at vi på 7 ud af 9 flyvninger havde et tomt sæde imellem os... hvor heldig kan man være?! ;-)