Vi ankom til JFK lufthavnen kl. 19 lokaltid - efter en seks timers lang flyvetur, og kom hurtigt igennem immigrationen og fik vores bagage. Vi havde lejet bil via National i lufthavnen, og det var igen en kæmpe bil vi fik udleveret - en Chevrolet Equinox. Ved hjælp af GPS'en fandt vi nemt til Brooklyn og til den lejlighed vi havde lejet på Greene Avenue. Valget var faldet på en lejlighed fremfor et hotelværelse, da vi på den måde fik mere plads til samme pris. Nettet var blevet gennemtrævlet, og vi valgte Jennifers skønne lejlighed. Man kan altid være lidt nervøs for om et sted lever op til forventningerne, men her blev vi bestemt ikke skuffet. Anne og pigerne fik den store gennemgang, og vi kunne begynde at indrette os. Der var to soveværelser i underetagen hvor de kunne sove, imens jeg sov på den store sofa. Stuen var godt indrettet, og det er skønt med den ekstra plads. Efterhånden var det blevet sent, så vi gik i seng, for den næste dag ville blive lang...
Efter morgenmaden kørte vi tværs over Manhattan og satte kursen nordpå mod Woodbury Premium Outlet - og gudskelov for GPS'en! Vi nåede frem og nu startede en dag med shopping. Outlet-byen er nem og overskuelig, og både min søster og niecerne fandt masser af billige ting. Jeg er jo ikke ligefrem selv den store shopper, men er fremragende til at holde poserne med indkøb. Da det var blevet mørkt kørte vi tilbage mod byen, men det gik dog ikke helt så smertefrit som på udturen. GPS'en ville pludselig have os ud på en 14 timer lang tur op til grænsen ved Canada, før den ville guide os tilbage til New York. Vi måtte derfor køre lidt på må og få, samt bruge Google Maps når det var muligt. Det betød dog, at vi kom igennem flere betalingsanlæg, så i modsætning til den gratis tur derop kostede det ca. 100 kr. i afgifter at komme hjem igen. Men det lykkedes, primært takket være Emma's indsats med kort og mobil :-)
Aftensmaden blev spist på McDonald's før vi kørte til lejligheden. Pigerne blev sat af sammen med alle indkøbene, og så kørte jeg til JFK og afleverede bilen igen. Det havde været en både nem og billig måde at komme rundt på - godt hjulpet af en benzinpris på blot 4 kr. literen. Jeg fik taget lufthavnens AirTrain og metroen tilbage til Kosciuscko - vores lokale metrostation på J/Z linien. Da jeg kom tilbage havde de fået styr på alle indkøbene, og vi kunne glade gå i seng.
Torsdag spiste vi morgenmad og tog metroen ind til Manhattan. Turen tog ca. 25 min. - hvilket er meget rimeligt. Vi havde sparet en del penge ved at bo i Brooklyn fremfor på Manhattan, men vi ville dog heller ikke bo så langt fra centrum, at vi skal bruge hele dagen i metroen. Første stop var på lower Manhattan - nemlig 9/11 mindesmærket ved Ground Zero. Der ser selvfølgelig helt anderledes ud end da Emma og jeg var i New York i 2003, ikke mindst det dominerende Freedom Tower og de store bassiner hvor de to tårne stod. Det er et mere 'frit' sted end jeg nok forestillede mig, og på mange måder mere en form for park end et mindesmærke. Der blev dog knebet en tåre, da vi så en blomst stukket ned - og som markerer et offer med fødselsdag den pågældende dag. Frokosten stod på burger og lasagne på 'SoHo Café', og resten af eftermiddagen stod på shopping - bla. i Century21, Victoria's Secret og Foot Locker. Vi endte på Times Square, og det er stadig fantastisk at stå på denne imponerende plads - omgivet af kæmpe reklameskilte og neonlys. Det blev også til et besøg i både Swatch- og m&m's butikken. Vi tog metroen hjem, trætte efter en lang dag...
Fredag var det så min 40 års fødselsdag - og jeg blev vækket med fødselsdagssang på sengen. Vi spiste morgenmad, og tog metroen ind til den sydlige spids på Manhattan. Vi havde hjemmefra booket et besøg i Frihedsgudinden, så ved 11-tiden stod vi klar i køen til security tjekket. Det gik nu rimelig hurtigt, og så kunne vi gå ombord på færgen til Liberty Island. Sejlturen dertil tager kun 20 min. - og man runder statuen inden færgen lægger til. Vi besluttede at starte med turen op i statuen, og da vi havde booket i god tid, havde vi fået billetter helt op til kronen. Først skulle vi dog lige med elevatoren op igennem fundamentet, efter endnu et security tjek - og en noget emsig kontrol af vores armbånd. Turen op gennem selve statuen foregår via en temmelig snæver vindeltrappe, og det er ikke tilladt at have andet med end sit kamera - ikke engang kameratasken. Det gik dog fint, og efter en lidt anstrengende klatretur nåede vi kronen. Rummet er MEGET lille, og man kan kun lige passere igennem det lille rum og kigge ud af de små vinduer - før turen går ned igen. Men jeg synes bestemt det er det hele værd, hvis man er på de kanter!
Bagefter fik vi lidt at drikke før vi gik rundt og nød statuen. Vi tog færgen videre til Ellis Island, hvor vi så immigrations museet. Tidligere var Ellis Island det sted immigranterne først kom til når de nåede New York, og der er masser af historie på stedet. En kort færgetur senere var vi tilbage på Manhattan, hvor vi besluttede os for at tage en bus i stedet for metroen. Vi stod af da vi kom til 42. gade, hvor vi så FN-bygningen før vi tog en anden bus - crosstown. Vi stod af ved Grand Central Terminal og var inde at se den flotte togstation. Aftensmaden blev spist på Pizza Hut - og pigerne havde pyntet fint op med danske flag og servietter - selvom Anne var bitter over at der ikke engang var dug på bordet. Jeg indrømmer dog gerne, at det ikke betød noget for mig... for når blot jeg er sammen med dem jeg elsker højest i hele verden, så betyder en dug op bordet bare ikke noget!
Jeg havde på forhånd fået en billet til 'Aladdin' på New Amsterdam teatret på Broadway i fødselsdagsgave, og det var en fantastisk forestilling. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig en bedre dag - og jeg skylder både Clara, Emma og Anne en stor tak for at have gjort det til så dejlig en dag for mig! Eneste lille minus var desværre at Emma igen fik pseudomonas - det er fandme synd for hende. Vi havde fået antibiotika om morgenen, men det er desværre en sygdom der kører sit eget forløb, der både er ubehageligt og smertefuldt for hende :-(
Lørdag valgte vi at sove længe - og det var tiltrængt. Selvfølgelig er man ikke i en by som New York for at ligge at sove, men omvendt så skal man jo også kunne holde til programmet. Vi satte kursen mod Central Park hvor vi lejede cykler i et par timer. Jeg troede naivt at man kunne cykle rundt derinde som man vil, men der er faktisk ret mange restriktioner og ensrettede veje. Vi så 'Strawberry Fields' - det simple mindesmærke for John Lennon, der blev skudt på gaden udenfor Central Park. Vi så også både H.C. Andersen statuen og 'Alice i Eventyrland' før vi kørte udenfor parken og fulgte Fifth Avenue. Det blev til et hurtigt stop i Apple butikken før vi afleverede cyklerne igen. Vi spiste aftenmad på en hyggelig italiensk café og det var skønt med en omgang spaghetti. Vi tog til Empire State Building, da vi gerne ville opleve New York oppefra... med lys på. Billetterne var booket på forhånd, og det gik faktisk ret stærkt med at komme igennem security tjek, kø, ventetid ved elevatorer osv.
Første stop var på 86. etage hvor man endda kan komme udenfor. Det var dog ret koldt, så for det meste nød vi synet indefra. Senere tog vi op på 102. etage hvor man rigtigt kan nyde udsigten. New York er sgu' en flot by set fra toppen af Empire - og der er lys i alle retninger, så langt øjet rækker. Efter et besøg på Starbucks tog Emma og jeg metroen hjem, imens Clara og Anne lige lavede et sidste stop på Times Square før de kom hjem. Så klokken havde nok passeret 02 før vi var i seng :-)
Søndag var sidste dag - og det betød at der var kufferter der skulle pakkes. På udturen havde pigerne pakket deres ting i en trolley, og så lagt den indeni i en større trolley. På den måde havde de ekstra plads til deres shopping, og derfor havde vi nu pludselig tre ekstra kufferter! Emma var ikke på toppen, så hun blev i lejligheden imens Clara, Anne og jeg tog en taxa til Penn Station og fik opbevaret alle kufferterne, da vi skulle med toget til Washington samme aften. Vi tog videre til Guggenheim museet, og selve museumsbygningen er såmænd pæn nok - både udefra og inde. Kunsten der er udstillet er så ikke lige min stil...
Vi gik videre til 'The Met' - det kæmpestore museum i udkanten af Central Park. Vi havde kun tid til at se den ægyptiske samling, og alligevel gik der meget hurtigt en times tid. Vi tog metroen til Chambers Street hvor vi mødtes med Emma. Det var faktisk ret koldt, men vi fik da lidt varme da vi gik over Brooklyn Bridge - en ikonisk bro i New York City. Selvom det var koldt, var det et flot vejr og vi fik da også taget nogle flotte billeder. Aftensmaden blev spist på en Pizza Hut på Penn Station, før vi kunne komme ombord på toget til Washington.
Plusser ved New York: Skøn by, masser af shopping og seværdigheder. Lejligheden var skøn - og til 1.200 kr. i døgnet var den lidt af et fund. Minusser er der ikke mange af - udover at vi på fem døgn kun skrabede overfladen på Manhattan, og der er så mange andre bydele i NYC vi slet ikke fik besøgt. Vi nåede ikke den nye High Line park, men den ligger der jo også når vi kommer tilbage engang! ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar