søndag den 6. juli 2014

England

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Allerede i efteråret 2013 fik Robert og jeg tilsendt et "Save The Date" kort fra Clare. Hun skulle nemlig giftes med Adrian i sommeren 2014, og det skulle foregå som et maskebal på et gammelt engelsk slot. Det kunne vi selvfølgelig ikke sige nej til...

Lørdag d. 28. juni fløj vi derfor med Easyjet til Gatwick, hvor vi hentede vores lejebil fra Budget. Det var en stor og lækker bil med bla. cruise control, så de 230 km. til Birmingham foregik meget behageligt. I Birmingham boede vi på Castle Bromwich Inn, og det var både fint og billigt. Centrum af byen er noget besværlig at køre rundt i, så vi fik omsider parkeret bilen og gik lidt rundt. Vi var på en ganske udmærket restaurant og spise aftensmad, før vi trillede hjem til hotellet igen.

Søndag kørte vi 130 km. længere nordpå til Macclesfield, hvor vi mødtes med brudeparret på "The Hanging Gate Inn". De havde arrangeret frokost for de gæster der kom langvejs fra - heriblandt Robert og jeg. Vi fik hilst på en del andre gæster, og fik forsigtigt forhørt os om britiske bryllupstraditioner, og det gik hurtigt op for os at de i hvert fald ikke ligner de danske. Taler, sange og festlige indslag skulle vi nok ikke forvente meget af, og kysseri under maden og klipning af gommens sokker ville nok heller ikke forekomme. Men skik følge eller land fly... og det var selvfølgelig også fint nok at vi fandt ud af det inden festen!

Efter frokosten kørte vi mod Tutbury hvor brylluppet skulle stå dagen efter. På vejen stoppede vi bla. ved St. Andrews Cubley - en fin gammel kirke midt ude på bøhlandet. Vi nåede til Tutbury, og fik indlogeret os på vores hotel: Ye Olde Dog & Partridge Inn. Hotel er nok så meget sagt, da det faktisk er en gammel kro der er lavet om til en Inn. Et rigtigt hyggeligt sted - fyldt med charme. Der er dog kun 11 værelser, så det var ikke alle gæster der kunne bo der. En del var indkvarteret på et hotel ca. 10 km. fra Tutbury, men vi var priviligerede nok til at vi havde fået lov til at booke os ind på kroen. Vores værelse fra hyggeligt, og fyldt med gamle møbler og dippedutter, men badeværelset var tip-top moderne.

Til frokosten søndag havde vi fået lidt gode tips om området, så efter morgenmaden mandag satte vi kursen mod Matloch Bath - ca. 45 km. fra Tutbury. Her tog vi med kabelbanen "Hights of Abraham", og på toppen er der et tårn man kan komme op i, flere udsigtspunkter og grotter. Vi besøgte også den lokale togstation og flere andre steder i området. Vi kom tilbage til Tutbury ud på eftermiddagen, og så var det tid til at gøre klar til brylluppet.

Selve ceremonien foregik den del af Tutbury Castle der rent faktisk er intakt. Store dele af slottet er nemlig ruiner, men det giver selvfølgelig en fed stemning. Bagefter var der en irsk "klokke ceremoni" på plænen midt på slottet, og det var en sjov tradition at overvære. Selve festen foregik i et kæmpe telt, og ja - det er anderledes end andre bryllupper jeg har været til. Under middagen var der kun 3 taler: Brudgommens samt de to fædre, og de varede hver 2-3 minutter. Ikke én eneste festtale eller andre indslag, så middagen var hurtigt overstået. Der gik knapt 45 min. fra hovedretten (pulled pork burger) blev serveret til desserten stod på bordet. Lidt mærkeligt for os, ligesom vi jo heller ikke er vant til en bar hvor man selv skal betale for sine drikkevarer.

Senere var det på med de medbragte masker og der blev skåret kage og danset. Der var arrangeret en "Ghost Walk" rundt på slottet i mørke, og ellers var det meget stille og roligt. Allerede kl. 23 var der opbrud, og inden midnat gik vi tilbage til vores kro - slæbende på de drikkevarer vi kunne tage med. Vi samledes på Clare & Adrians værelse, hvor Robert spillede lidt musik fra sin medbragte computer og vi festede videre. Jeg tror vi var i seng ved 4-5 tiden...

Tirsdag fik vi sagt pænt farvel og kørte de 160 km. sydpå til Oxford. Vi tjekkede ind på Green Gables Guest House der lå lige i udkanten af byen. Vi kørte ind til centrum og parkerede, og fik eftermiddagen til at gå med lidt sightseeing i byen. Vi spiste aftenmad på Pizza Hut, før vi begav os rundt på en foto-tur der varede til kl. 2 om natten. Vi fik taget en masse gode aften/nat billeder i byen, og samtidig gik vi og jokede og havde det sjovt. Vi synes begge at hele oplevelsen af brylluppet var meget anderledes end vi havde forventet, men var nu begge glade for at vi havde prøvet det.

Onsdag vågnede vi op til fint vejr, så vi tog mere eller mindre den samme tur rundt i byen, som vi havde gjort om natten. Vi så bla. The University Church of St. Mary the Virgin, hvor vi var oppe i kirketårnet. Herfra har man en glimrende udsigt over byen - også til det omkringliggende universitet samt Radcliffe Camera bygningen. Vi så også The Bridge of Sighs og var oppe i Carfax Tower. Om eftermiddagen kørte vi de 160 km. sydpå til Bournemouth på Englands sydlige kyst. Vi tjekkede ind på Carisbrooke Hotel, nogle få hundrede meter fra stranden. Vores værelse var egentlig fint, men vi skulle dog en 4-5 meter ned af gangen for at kunne fange deres wifi. Efter en gåtur rundt i området tilbragte vi aftenen på vores hotel.


Torsdag morgen vågnede vi til skinnende sol og den mest blå himmel jeg har set i lang tid.  Vi satte kursen mod stranden og molen. Der var en del i vandet, men vi holdt os på tør grund denne dag. Efter en tur langs molen, tog vi den lille "elevator" West Cliff Lift op af skrænten. Vi spiste fish & chips på en restaurant på stranden - Harry Ramsden’s, og det er nok den bedste omgang F&C jeg nogensinde har fået. Efter en skøn dag i Bournemouth satte vi kursen nordpå mod Amesbury. Vi havde booket et værelse på Mandalay, et B&B kun få kilometer fra Stonehenge. Jeg har i mange år ønsket at se Stonehenge, og nu skulle det så være. Det er jo et meget populært sted og der er altid mange turister, og selve stenene er bag en masse afspærringer så man ikke kan komme helt tæt på. Men man kan booke deres "Stone Circle Access", hvor man får lov til at komme helt ind blandt stenene, men udover dette kan man også besøge Stonehenge sammen med de "normale" turister. Det valgte vi at benytte os af, så sidst på eftermiddagen så vi det spektakulære sted. Jeg kan godt forstå hvorfor det er så mytisk, og der er en meget speciel stemning på stedet. For nogle år siden blev der bygget et nyt besøgscenter, så det er dér man parkerer, og så bliver man i mindre vogne kørt de sidste par kilometer ud til selve stedet. Det var en stor oplevelse at se det, men jeg glædede mig til at gense det om morgenen - uden alle de andre turister. Efter besøget kørte vi lidt rundt i området, men vi skulle tidligt i seng... 


Fredag morgen skulle vi op kl. 5, så vi kunne være på plads til vores tur kl. 6.15, og da Mandalay kun ligger 10 minutters kørsel fra Stonehenge var det nemt at nå. På disse "Stone Circle Access" ture er der max. 20 personer, og de kører nogle stykker om morgenen og igen om aftenen. Vi ankom til stenene, og kunne altså denne gang få lov til at gå inde i selve cirklen. Det var en helt speciel oplevelse, og jeg var glad for at vi gjorde dette. Prisen for denne tur var 21£ - og inkluderede altså et ekstra besøg ved Stonehenge, så det må siges at være en meget rimelig pris! Efter et par timer var vi tilbage på Mandalay, hvor vi kunne kaste os over en lækker morgenmad. Vi tjekkede ud, og satte kursen mod turens sidste destination: London. Vi havde booket et værelse på Premier Inn Beckton, øst for London centrum - ikke så langt fra London City Airport. Vi var i et nærliggende supermarked og handle, og senere var vi ude at spise aftensmad. Men vi var stadig en del trætte efter den tidlige morgentur, så ellers slappede vi bare af på værelset.


Lørdag spiste vi morgenmad på hotellet, før vi satte kursen mod London centrum. Vi fandt et godt sted at parkere ved Themsen, og så stod den ellers på nogle timers sightseeing: Westminster, London Eye, Parlamentet med Big Ben samt en sejtur på floden. Skøn afslutning på en dejlig tur rundt i England. Vi kørte til Gatwick Airport, afleverede vores lejebil og fløj med Easyjet tilbage til København.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar