Singapore

Vi landede lufthavnen i Johor Bahru og tog en bus ind til Larkin busstationen i byen. Herfra tog vi videre med en anden bus der skulle bringe os ind i Singapore. Det skulle som sådan forløbe meget ligetil, men det viste sig nu at være lidt mere kompliceret og tidskrævende end forventet! Vi skulle af ved den malaysiske immigration, hvor vi skulle slæbe al vores bagage ud af bussen. Vi fik hurtigt vores stempel i passet, og så skulle vi ”bare” igennem på den anden side og finde vores bus igen. Det var så et kæmpe virvar af mennesker og busser, og det lykkedes os aldrig at finde den rette bus igen. I stedet tog vi den lokale bus gennem ingen-mands-land, og så skulle vi ud igen og igennem det samme cirkus en gang mere – nu blot for at komme ind i Singapore! Tilbage ombord på en bus der kørte os til Kranji metrostationen i det nordlige Singapore, og derfra med (vel nok) verdens mest langsomme metrotog ind til centrum. Her skulle vi så skifte og derfra køre de sidste par stationer til Chinatown. Så den nemme lille tur fra lufthavnen i Johor Bahru til downtown Singapore - der skulle tage 2-2½ time – tog i virkeligheden 4½ time. Men så kender man Asien igen! :-)

Vi havde booket to værelser på Backpackers Inn Chinatown, der ligger et hyggeligt centralt sted i byen. Vi fik tjekket ind, og så var vi tilbage på værelser i Hong Kong størrelse. Det var nu et ok hostel – nedslidt, men pænt og rent. Vi boede heldigvis i en opgang væk fra barerne, men med dryppende aircon... og muligvis sengelus?! Men vi var der jo heller ikke for at sidde på værelserne, så vi gik ud for at få noget aftensmad. Det var planen at vi ville have været i Singapore Night Safari, men klokken var efterhånden blevet 20, så det droppede vi. Vi var simpelthen for trætte...

Lørdag morgen stod vi op og spiste sandwich til morgenmad på Subway. Vi tog monorailen til Universal Studios der ligger på øen Sentosa. Det er en forlystelsespark koncentreret omkring deres film, og det er virkelig gennemført. Jeg har også besøgt Universal Studios i Japan, og selvom det i Singapore er ret lille, så er dét de har lavet virkelig godt! Der er ikke så meget studier over det, og i modsætning til det i Japan og f.eks. Disney studierne i Paris, så er det begrænset hvor meget der er – udover selve forlystelserne. Vejret var udmærket (selvom vi fik et par mindre regnbyger), og det var faktisk ikke så meget vi stod i kø. Det længste var en times tid til en vandrutsjebane, men til mange af tingene stod vi kun i kø i 5-10 min. – så det var jo fedt. Der var specielt et par rutsjebaner der var pissesjove – heriblandt én der kørte temmelig stærkt... i bælgravende mørke – men også en 4D film om Shrek var blandt favoritterne. Vi blev der til de lukkede kl. 19 og det var en fed dag! På vej tilbage spiste vi aftensmad på Subway, og det er vist første gang jeg har spist dér to gange på samme dag.

Søndag morgen tjekkede vi ud fra vores hostel og tog et par taxaer til Marina Bay Sands hotellet. Vi havde alle været begejstret for specielt deres swimmingpool på toppen, og vi havde derfor booket et par værelser til den sidste dag i Singapore. Vores værelser var dog ikke klar om formiddagen, så vi tog til Sentosa for at prøve at køre på Segways. Clara, Emma og Anne er gamle veteraner på disse kørende græsslåmaskiner, mens Robert aldrig har prøvet dem før. Jeg har prøvet dem for en del år siden i Prag, men det var nu ikke til at se på det lille træningsområde. Det blev dog meget bedre på de fem omgange vi fik kørt rundt på banen, selvom Anne hele tiden stoppede for at tage billeder – noget man ikke må! Vi endte faktisk med at købe et billede af os alle fem, som klart er det bedste ”forlystelses billede” der er blevet taget undervejs på turen.

Vi tog tilbage til hotellet, og Roberts og mit værelse var super nice! Lækre senge, kæmpe badeværelse og en fantastisk udsigt over Singapore by. Der var dog et problem med pigernes værelse, da vi havde bestilt med to queen-size senge, men det var kun udstyret med to enkelt-senge. For at gøre en MEGET lang historie kort, så endte de med at få en oprednings-seng ind på værelset, og det er bare ikke i orden på et hotel af den standard. Som kompensation fik vi knapt 1.000 kr. at bruge på aftensmad på hotellet samt gratis morgenmad – værdi ca. 900 kr. Det er selvfølgelig meget fint, men vi brugte jo en masse tid og energi på det. Alt andet lige ødelagde det en del af oplevelsen, hvilket var ærgerligt da vi havde glædet os meget til det!

Når det så er sagt, så er Marina Bay Sands et lækkert hotel – og første stop var SkyPark’en på 57. etage med en dejlig infinity swimmingpool. Når man ligger deroppe blandt palmer og kigger ned på Singapore, så forstår man godt hvad alle har snakket om. Der var naturligvis mange mennesker deroppe, men det blev stadig nydt i fulde drag. Vi spiste aftensmad på hotellet, hvor Robert og jeg fik lækker buffet, mens Anne fik pasta og pigerne burgere. Om aftenen var de en tur mere i pool og boblebad, og næste morgen stod den så på overdådig morgenbuffet på ”Rise” restauranten. Jeg har prøvet store morgenbuffeter før, men intet der kan måle sig med denne! Der var (næsten) alt man kunne forestille sig... og mere til!!!

Vi kørte med hotellets shuttle-bus til Singapores Changi lufthavn, hvorfra vi skulle flyve med AirAsia til Phuket i Thailand. Vi vidste godt at Singapore kun var en stop på vejen, og jeg synes egentlig vi fik rimelig meget ud af de døgn vi havde dér. Men vi kunne nu godt have brugt en dag eller to mere. Men nu venter Thailand... :-)

Borneo

Flyveturen med AirAsia tog et par timer og vi landede i Kota Kinabalu lufthavn – terminal 2. Blot 800 m. derfra ligger Casuarina Hotel og da ”taxa-mafien” ville have 100 kr. for at køre os dertil, valgte vi i stedet at gå. Hotellet er fint – omend noget anonymt, men vi skulle jo også kun sove der en enkelt nat og så tilbage til lufthavnen om morgenen.

Søndag morgen lidt i 6 kørte hotellet os tilbage til lufthavnen, og lidt over 7 lettede flyet til Sandakan. Byen ligger på den nordlige del af Borneo, mere præcist på den østlige del af den malaysiske provins Sabah. Flyveturen fra Kota Kinabalu til Sandakan tog kun ½ time – og igen var det AirAsia’s navn der stod på flyet.

I Sandakan lufthavn blev vi modtaget af vores guide fra Tropical Gateway Tours, hvor vi havde booket vores 4-dages Borneo tur. Vi startede med at køre til Sepilok Orangutang Centret, der er verdens største orangutang rehabiliteringscenter. Allerede ved indgangen så vi de første orangutanger, før vi overværede fodringen af de voksne aber. Der var varmt inde ved fodringsplatformen, så det var faktisk meget rart at komme ud i minibussen igen... til kølig aircon!

Vi fortsatte mod Bilit, og efter et par timers kørsel nåede vi til Bilit Rainforest Lodge der ligger ved Kinabatangan floden. Her blev vi installeret i en fantastisk ”hytte” – stående på pæle – der er  forbundet med lange gangbroer. Ren luksus: Masser af plads, aircon, varmt vand, WiFi (engang imellem) samt en hyggelig restaurant. Vi fik frokost og ellers slappet lidt af, før vi kl. 16 var på vores første bådtur. Den varede 2½ time og undervejs så vi en del aber (proboscis og macaque) og forskellige andre mindre dyr. Vi så også ryggen af et par pygmæ-elefanter, men vi fik desværre aldrig set dem i ”fuld figur”. Tilbage på vores lodge blev der serveret aftensmad, og det levede måske ikke helt op til forventningerne – da alt andet var så gennemført og ”luksus-præget”. En god gang kylling i karry havde reddet meget, eller måske blot nogle wok’ede grøntsager?

Mandag morgen var vi oppe kl. 6 og fik en hurtig gang morgenmad. Derefter var vi på endnu en sejltur hvor vi så flere dyr. Clara spottede en hel odder-familie ved flodbredden og fik endda lov til at sejle båden. Vi var også nede ved en ox-bow lake, ligesom vi sejlede på et par mindre bifloder. Tilbage igen fik vi en større omgang morgenmad, og denne gang var ”ægge-manden” på arbejde. Jeg elsker når man kan få lavet sine æg om morgenen – præcis som man gerne vil have! :-)

Efter et par timers afslapning og frokost, satte vi kursen mod Gomantung Caves. Jeg har været der med Camilla, og synes ikke familien skulle undvære dén oplevelse! Det er ubetinget den klammeste hule jeg har været inde i – og det er efterhånden nogle stykker. I hulerne indsamles der tre gange om året spiselige fuglereder, der sælges som en delikatesse til kinesere overalt i verden. Udover fuglene er der to andre indbyggere i hulen: Flagermus og kakerlakker!!! De første deler pladsen med fuglene, da flagermusene sover om dagen mens fuglene jager, og om natten er det lige omvendt! Kakerlakkerne lever af flagermuselorten og de er overalt i hulen. På boardwalken, på gelænderet – og i mandshøje bunker på jorden. Vores guide viste os det ved at spytte, og så kommer kakerlakkerne op til overfladen – føj!!! Det er helt vildt klamt at gå rundt derinde, og det eneste jeg kunne tænke på var: Jeg skal bare ikke snuble her... ;-)

Vi kørte tilbage til vores lodge og tog på vores tredje og sidste sejltur. Her så vi vilde orangutanger, flere næseaber og macaques, slanger og fugle – men desværre ingen elefanter. Efter aftensmaden var der lidt underholdning fra lokale dansere, men dér gik der altså lidt ”Disney” i den! Vi fik sagt farvel til vores guide Tang, som skulle med andre turister den næste dag.

Tidligt tirsdag fik vi morgenmad og kørte tilbage til Sandakan. Fra havnen sejlede vi til Selingan Island – bedre kendt som Turtle Island. Sejlturen tog en times tid, og det var skønt at få en lille lur. Selingan er en del af Turtle Island National Park der reelt består af tre øer. Vores nye guide Moose gav os en masse (forvirrende) informationer, og vi fik nøglerne til vores værelser. Det var noget mere spartansk end vores lodge, men der var nu pænt og rent. Vi gik en tur på stranden og samlede muslingeskaller, fik frokost - og så var det ellers med at komme i vandet! Vi tilbragte hele eftermiddagen på stranden med at bade, snorkle og slappe af. Der er en fin sandstrand, lækkert vand og en skøn udsigt – og vi trængte vist alle til en dag i vandet. Jeg holdt mig en del i skyggen, så det var ikke mig der blev mest solskoldet dén dag, men Robert var pænt rød i hovedet – og fik en fin hvid stribe bagpå hovedet – hvor stroppen til dykkermasken havde siddet! :-)

Om aftenen fik vi et lille foredrag og så en film om skildpadder, og så var det ellers tid til aftensmad. Derefter var det sådan set bare at vente på de magiske ord: Turtle-time! Vi var delt op i to grupper og vi var i den anden gruppe. Pludselig kom der en masse råb, og det myldrede frem med små skildpadde unger. De var fra en rede som ikke var blevet opdaget, og så gik det stærkt med at få dem transporteret over til rangerne. Det er ikke så tit det sker, men sjovt at overvære. Derefter blev ventetiden brugt på at spille kort, men ved 9-tiden var der afgang for den første gruppe. Vi fik vores kald en times tid senere, og så var det ellers med at komme af sted. Specielt Clara og Robert var blevet noget trætte, men så snart vi skulle af sted var det glemt. Nede på stranden samledes vi om en grøn havskildpadde, der var i gang med at lægge æg. Rangeren lyste ned i reden, så vi kunne se de runde hvide æg blive lagt og derefter fjernet. Efter at hun var færdig med at lægge æg, fik vi lov til at gå hele vejen rundt om hende og tage billeder. Skjoldet blev målt og skildpadden tjekket – samt undersøgt for tidligere mærkning. Da Robert skulle bagom Anne var han lige ved at træde ned i en anden rede, og udbrød noget forbavset: Der ligger sgu’ da også en lige her! Det viste sig så, at imens vi havde stået forsamlet om skildpadden, var en anden skildpadde kravlet op i reden ved siden af, og lå nu og flappede med forpoterne for at komme til at ligge ordentligt. Det er altså nogle søde dyr, og en helt speciel oplevelse at opleve dem så tæt på!

Vi gik tilbage over stranden til ”æg-klækkeriet” hvor de 83 æg fra skildpadden blev begravet. Grunden til at man tager dem op og begraver dem igen, er at man på den måde kan beskytte dem mod rovdyr, samt sikre flest muligt chancen for at overleve. Temperaturen på sandet hvor de er begravet afgør kønnet på skildpadde ungerne, så for at sikre en nogenlunde 50/50 fordeling mellem hanner og hunner, bliver nogle begravet i solen og andre under skyggende træer.

Sidste punkt på dagsordnen var at slippe en kurvfuld af små baby-skildpadder ud på stranden. Når æggene klækkes nede i reden, kravler skildpadderne op gennem sandet når det bliver køligt om aftenen og søger automatisk mod vandet. På Turtle Island ”gemmer” man dog ungerne i 3-4 dage for at sikre dem størst mulig chance for at overleve. Rangeren satte kurven på stranden og så blev de ellers forsigtigt hældt ud, så de kunne vralte de sidste par meter ned til vandkanten. En del af dem var dog vendt om på ryggen, så Clara fik lov til at vende dem om og guide dem ned mod vandet. En enkelt kravlede over Annes fod, men den blev også hurtigt reddet og kunne søge sikkerhed i vandet. Det havde været en stor oplevelse, så vi var både trætte og udmattede da vi faldt i søvn den dag!

Onsdag morgen var vi så igen oppe ved 6-tiden, fik morgenmad og sejlede derefter tilbage til Sandakan. Vi blev kørt til Rainforest Discovery Centret der ligger i nærheden af orangutang centret ved Sepilok. Vi gik en tur rundt i regnskoven, men bortset fra gangbroen oppe i trætoppene, var det lidt en skuffelse. Der var også en hyggelig lille botanisk have, men igen ikke den allerstørste oplevelse. Vi blev kørt tilbage til lufthavnen i Sandakan, hvor vi spiste en overraskende god frokost.

Vi fløj med AirAsia tilbage til Kota Kinabalu og tog en taxa til Hii-5 Hotel, der i modsætning til Casuarina ligger midt i byen. Det er et forholdsvis nyt hotel, men igen på den lidt anonyme måde. Vi gik en tur i byen og spiste aftensmad på Pizza Hut – denne gang desværre uden den sprøde deep pan bund!

Torsdag tog vi en taxa til Shangri-la Rasa Ria resortet der ligger nord for Kota Kinabalu. Vi havde bestilt tid til at se fodringen af deres orangutanger, noget Camilla og jeg også gjorde i 2008. Der kom et par mindre orangutanger til fodringen, og imens faldt Anne i snak med en af rangerne. Det var den samme som Camilla og jeg havde snakket med, og enden blev også det samme: Vi fik et lille privat møde med en nuttet lille orangutang unge. Robert var desværre gået ned lidt tidligere, men vi fire andre fik alle lov til at holde den søde lille orange hårklump – og det var en super oplevelse! :-)

Bagefter fik vi lidt at spise og drikke – og det er virkelig et lækkert resort. Når vi engang vinder 1 million kr. i lotto så kommer vi tilbage og bor der en uges tid! Vi tog en taxa tilbage til byen, og hele aftenen gik med at se billeder og video på værelsets store fladskærm.

Vi var kun 6 dage på Borneo, men tiden var fyldt med super naturoplevelser: Skildpadder, orangutanger, næseaber, elefanter, flagermus og kakerlakker er alle dyr vi ikke glemmer igen... det er jeg sikker på! Jeg synes det var en god måde vi havde gjort det på, og selvom organiserede ture som udgangspunkt ikke er mig, så har det her været ganske fint. Det er bestemt heller ikke billigt, men oplevelserne har klart været pengene værd!

Fredag sov vi længe – før vi tog et par taxaer til lufthavnen. Vi havde valgt at flyve med AirAsia til Johor Bahru, der ligger i Malaysia – lige nord for Singapore. På den måde er det en indenrigsflyvning, hvilket er markant billigere end at flyve direkte til Singapore lufthavn – faktisk hele 2.000 kr. billigere. Vi lettede planmæssigt kl. 13.30 – og snart lagde vi Borneos mange oplevelser bag os... og forude ventede Singapore!!!

Filippinerne

Vi fløj med Cebu Pacific til Clark på Filippinerne, og specielt Clara havde glædet sig til de skøre konkurrencer de holder ombord. Nogle gange er det karaoke, andre gange vinder dem der først kan holde deres pung/livrem/venstre sandal eller andet op i luften, men på denne tur var det en slags jeopardy. Desværre kunne vi ikke helt tyde spørgsmålene, så selvom vi faktisk fik muligheden for at svare, så blev det ikke til gevinst denne gang!

Flyveturen til Clark tog et par timer og dér skulle vi så vente 2½ time. Clark ligger udenfor byen Angeles – ca. 80 km. nord for Manila. Det er en gammel amerikansk militærbase, der nu er lavet om til en lufthavn for lavpris-flyselskaber. Samtidig er det et godt knudepunkt på Filippinerne for dem der gerne vil undgå hektiske Manila. Vi fløj videre med AirAsia til Kalibo på øen Panay. Herfra er der ca. 2 timers kørsel til Caticlan hvorfra man kan sejle til Boracay. Robert og jeg skulle have været på Boracay i 2008, men måtte opgive det pga. tyfonen Fengshen. Sejlturen over til øen tager kun et kvarters tid, men det er med at holde tungen lige i munden, når man skal af og på bangkaen, som er en typisk udriggerbåd der bruges overalt på Filippinerne.

Ved ankomsten til Boracay tog vi en multi-cab taxa til vores hotel – Oro Beach Resort. Det ligger ved Boat Station 3 på den sydlige del af White Beach. Hotellet var ganske fint – værelserne var kæmpestore – og efter en dags tid fik de endda deres WiFi til at virke... efter vi selv havde forsøgt at få genstartet deres internet sent om aftenen. Det involverede bla. ledninger ud over balkonen, samt hacking af deres routere :-)

Vi spiste lidt aftensmad og gik en lille tur langs stranden, og Robert fik aftalt et dyk den næste dag – og så var det ellers i putten.

Tirsdag morgen vågnede vi op til dejligt solskin, og så ser Boracay virkelig ud som på postkortene. Nu er det jo lavsæson og regntid – og det kunne da godt mærkes på både vinden og vandet på stranden. Nu er jeg jo selv mest et pool-menneske, så det er jo ikke noget der gør mig det helt store. Vi slappede af i poolen, Robert var ude at dykke – og vi fik spist på vores nye ”stamsted”. Tjenerne var søde og venlige, og Emma fik et godt øje til den ene, som vi andre hurtigt fik døbt Raul (skal siges med rullende r – som i Raaaaaul). Det var måske egentlig mest ham der havde et godt øje til Emma, men det var sjovt at drille hende med det! :-)

Boracay minder på mange måder om Phi Phi, men er dog noget større. Så mange mennesker er der heller ikke lige nu, men man kunne godt få en fornemmelse af hvordan det ville være i højsæsonen, og jeg er ikke sikker på at jeg ville synes det var super fedt?! Vi fik gået lidt op og ned af White Beach, indleveret vasketøj – og kæmpet os igennem horder af sælgere, som faldbød solbriller, hatte og armbånd – dvs. nøjagtigt det samme som alle andre steder... nu står der bare Boracay på tingene.

Onsdag dykkede Robert en gang mere, og ellers var dagen en relativ kopi af tirsdagen. Afslapning, pool og god mad – men så kan man jo heller ikke forlange meget mere, vel?

Torsdag formiddag var vi på den modsatte side af øen, hvor mange af vand-aktiviterne foregår. Vi blev sejlet ud i en lille speedbåd til en platform ca. 500 m. fra land. Her fik vi en kort instruktion, før vi blev guidet ned af stigen til vandet. Her fik vi placeret en dykkerhjelm over hovedet, hvortil der konstant blev tilført luft gennem en slange. Man fortsatte de ca. 4 meter til man stod på havbunden, og så kunne man ellers opleve hvordan livet er dér. Det tog lige et minuts tid at vænne sig til dykkerhjelmen (og det faktum at der ikke kom vand ind, selvom den ”bare” sad løst på ens hoved. Instruktøren viste os bla. koraller, klovnefisk (Nemo) samt en søstjerne, og så blev der ellers taget en masse billeder. Det var en sjov og meget anderledes oplevelse, og specielt for os ikke-dykkere var det spændende. Robert er selvfølgelig vant til det, og var da også troppet op iført både dykker-dragt og –computer... til et ”dyk” på hele 4 meter! :-)

Efter at have været under i en halv time kom vi op til Clara, der i sidste øjeblik havde besluttet sig for at hun ikke have lyst til at prøve. Ærgeligt, for hun ville helt sikkert have moret sig – men så brugte hun tiden på at spille skak med vores lokale guide – og hun vandt endda hele 3 spil over ham.

Om eftermiddagen var det dårlige vejr kommet til Boracay – med både regn og blæst. Vi fik noget mad og en hurtig tur i poolen, men regnen var rimelig vedholdende. Om aftenen tog vi en tri-cycle til den anden ende af White Beach, hvor Clara prøvede en trampolin. Der var mange andre forbipasserende der var imponeret over hendes evner, og der blev taget en del billeder af hende!  Vi spiste på stranden, og bagefter gik Clara, Emma og jeg gennem d’Mall og tog en tri-cycle hjem. Imens gik Anne & Robert på jagt efter den lokale ”Bob Marley” vi havde hørt synge to dage før. Det lykkedes – og de fik også hørt et par andre musikere, ligesom de selv fik givet et par numre. De var da heller ikke helt appelsinfrie da de kom tilbage til hotellet lidt i 2. Min kære søster slog sit ben på sengen, og mente bestemt at hun skulle på hospitalet og syes. Senere skulle hun så liiiige på nettet, indtil Emma venligt bad hende om at skrubbe i seng! I lyset næste morgen blev det afsløret, at den store skade ikke var andet end en lille hudafskrabning! :-)

Fredag tjekkede vi ud fra hotellet, og det var meningen at vi ville leje én til at køre os rundt på øen. Men det blev ved med at regne, så i stedet tog vi en taxa ned til havnen. Vi fik købt vores kombi båd- og busbillet til Kalibo, og så sejlede vi over til Caticlan. Her slog ”billet-mafiaen” til igen, og vi måtte betale 300 peso ekstra for at få vores kufferter med minibussen til Kalibo. Det er ikke den håndfuld kroner det kostede der er problemet, men hvor er jeg træt af mentaliteten med at ”rige” turister liiiige skal plukkes for lidt ekstra penge!

Vi blev sat af ved Kalibo Hotel og fik tjekket ind på vores værelser. Vi gik en kort tur i byen, og var bla. på en internetcafé for at få printet vores bordingkort ud. Det viste sig at være en større opgave, da det papir de havde i printeren ikke var A4, så til sidst måtte jeg selv op og vise dem hvordan de skulle printe det ud. Det var tydeligt at de ikke er så vant til turister i Kalibo, for der blev kigget godt på os – både på netcaféen og på gaden. Vi spiste aftensmad i et center, før vi tog en tri-cycle hjem til hotellet. Værelserne var fine og der var endda flere filmkanaler på fjernsynet.

Lørdag morgen tjekkede vi ud og tog en taxa til lufthavnen. Vi fløj med AirAsia fra Kalibo tilbage til Clark, og der var 6½ time til vi skulle flyve videre til Kota Kinabalu. Desværre kunne vi ikke tjekke vores bagage  ind så tidligt – og der er ingen bagageopbevaring i Clark Airport, så Clara, Robert og jeg tog AirAsias shuttle-bus ind til Marquee Mall i Angeles. Det er et stort shoppingcenter hvor vi spiste frokost på McDonalds. Clara fik en tur på en lille mekanisk elefant i et lille tivoli, for man er jo aldrig for gammel til en tur på en elefant, vel? :-)

www.youtube.com/watch?v=wl5YNTwy_gQ

Vi tog en jeepney tilbage til lufthavnen, og så var det Roberts tur til at blive tilbage og passe på bagagen, imens vi andre tog en taxa tilbage til centret. Clara fik købt et par fede Vans sko, og et par Big Mac’s og is senere, tog vi en jeepney tilbage. Indtjekning til flyet gik uden problemer, og snart satte vi kursen mod Borneo... og nye eventyr!!!

Hong Kong

 

Mandag d. 9. juli var det endelig blevet ferietid! Vi mødtes i lufthavnen og fik den (efterhånden) traditionelle burger på Burger King. Som en lille overraskelse var Nanna og Dianga kommet i lufthavnen for at vinke farvel, godt trætte efter Roskilde Festivalen. Vi fik tjekket ind til vores fly med Qatar Airways, men i security tjekket mistede Robert sine solbriller. Det plejer ellers at være mig der ikke kan holde styr på mine ting dér! Flyveturen til Doha tog 6½ time, og så var det store spørgsmål hvor længe vi skulle vente dér?! For at gøre en meget lang historie kort, så gik der noget galt med bookingen af vores billetter, så i stedet for at vente i lidt over 2 timer på flyet videre til Hong Kong, så skulle vi nu vente i ca. 10 timer. Vi prøvede at få Qatar Airways til at ændre det, men det lykkedes desværre ikke. Så enden på det bliver en sag mod dem når vi kommer hjem, så får vi forhåbentlig noget økonomisk kompentation for det!

Vi fandt et sted i lufthavnen med en slags liggestole, og så var det ellers bare med at få tiden til at gå. Der var gratis WiFi – så det hjalp lidt – og vi fik da også lidt gratis morgenmad i et skummelt cafeteria – det hjalp ikke! Men endelig blev det morgen, og vi kunne flyve videre mod Hong Kong.

Vi landede ca. kl. 22.30 lokaltid tirsdag aften – efter en rejse på ialt 25 timer, og der var vi vist alle trætte af at sidde ned. Vi kom hurtigt igennem immigrationen og fik vores bagage, og tog så Airport Express toget ind til centrum. Det sidste stykke skulle vi med metroen, og vi måtte små-løbe mellem to stationer for at nå det sidste tog. Det lykkedes dog lige akkurat, og få minutter efter var vi ved Tsim Sha Tsui stationen på Kowloon... og Mirador Mansions. Sammen med sin ”fætter” Chungking Mansions er det de mest berømte/berygtede hostels i Hong Kong. Begge bygninger er fyldt med primært kinesiske hostels, nogle med blot få værelser – andre med 50. Vi havde booket på Cosmic Guesthouse på 12. sal, og det er synd at sige at værelserne er store! Nu er det 4. gang jeg er i Hong Kong, så jeg vidste godt hvad der ventede… men det er altid en oplevelse! Værelset er på ca. 4 m2 – og på den plads er der 2 senge og et bad/toilet. Så kan du selv regne ud hvor stort det er! Men oplevelsen af et ”rigtigt” storby backpacker sted, kan ingen tage fra stedet – og så ligger dét det bedste sted i byen – nemlig på sydspidsen af Kowloon halvøen. Efter vi havde tjekket ind, gik vi ned på gaden og fik lidt natmad på McDonalds, og så var det ellers på hovedet i seng.

Onsdag vågnede vi op til godt vejr, så vi besluttede at tage med kabelbanen op til den store Buddha på Lantau. Robert havde heller ikke prøvet den tur, da den var lukket for årlig reparation den ene gang - og pga. jordskred den anden gang han var i Hong Kong. Vi tog derfor metroen til Tung Chung stationen hvor vi spiste morgenmad på Subway. Kabelbanen Ngong Ping 360 tager ca. 25 min. til toppen, og det er en både flot og spektakulær tur. Man kører først over vandet, så drejer den skarpt til venstre, og så starter en lang tur op af bjerget imens man har et flot udsyn over bla. Hong Kongs Internationale Lufthavn – og til sidst drejer den en tak mere og man kommer hen over bjerget. Her har man så lavet en lille ”turist-by” med souvenierbutikker, restauranter osv. Vi gik hen til trappen op til Buddhaen, og så var det ellers bare med at ”æde” trin. Så slemt var det heller ikke, men 216 trin i varme og høj luftfugtighed kan da mærkes! :-)

Efter at have set Buddhaen gik vi ned igen, og stillede os på det lille sten alter der er bygget. Når man står heeelt i midten kan man høre ekko, og det føles ligesom man selv snakker i en mikrofon. Vi droppede turen til det nærliggende Po Lin kloster og tog kabelbanen ned igen.

Efter et stop på vores hostel gik vi ned til havnen og tog opstilling til det noget opreklamerede lyd- og lys-show der afvikles hver aften kl. 20 i Victoria Harbour. Nu har jeg efterhånden set det nogle gange, og må altså indrømme at sååå fantastisk er det heller ikke. Men man får selvfølgelig set mange af bygningerne på Hong Kong øen oplyst og med laser på toppen – og det er jo en fantastisk skyline!!!

Torsdag gik vi ned til havnen der ligger ca. et kvarters gang væk. Vi sejlede med en af de grønne og hvide Star Ferries over til Central på Hong Kong øen. Vi tog med en af de sjove gamle dobbeltdækker sporvogne et stykke vestpå, og det er en meget fed måde at opleve byen på. Det er nemt at se når man begynder at komme udenfor den vestlige/turistede del af Hong Kong øen. Vi spottede en Pizza Hut tæt ved et marked – og det er altid godt at huske hvor der ligger en Pizza Hut! Vi tog med rulletrappen op i Midlands, og det er jo smart nok, men jeg er stadig ikke enig i betegnelsen ”Verdens længste rulletrappe”, da det jo i virkeligheden er en række rulletrapper der ”bare” er sat i forlængelse af hinanden.

Vi tog en taxa til Peak Tram terminalen, og selvom det var lidt en kamp at få os alle 5 ind i taxaen, så lykkedes det. Vi stod i kø en times tid for at komme med tram’en op til toppen af Victoria Peak. På toppen fik vi nydt udsigten og taget de klassiske billeder af havnen… og selvom jeg har været der 5-6 gange nu, så er det et flot syn! Køen til kabelbanen ned var ufattelig lang, så vi tog i stedet en taxa ned. Aftensmaden blev spist på føromtalte Pizza Hut, og vi var trætte da vi kom i seng…

Fredag tog vi med toget op i de nye territorier til Sha Tin stationen. Her var det meningen at vi skulle se de 10.000 Buddhaers tempel, som jeg tidligere har set. Jeg husker turen op som pænt anstrengende, så vi blev glædelig overrasket over at finde både rulletrapper og to små kabelbaner. Det var dog bare lidt underligt, at det ikke lignede det jeg kunne huske, men det var der såmænd også en god forklaring på: Det var ikke det rigtige kloster vi var taget op til, men derimod ét der lå ved siden af! Selvfølgelig uden nogen forbindelse, så skulle vi se det andet skulle vi først hele vejen ned, og så op (og ned) igen. Det droppede vi hurtigt, for det var rigtigt varmt denne dag. Men det vi fik set var da også pænt nok! :-)

I stedet tog vi en taxa til Hin Tin Public Swimmingpool, som både er en indendørs svømmehal og et udendørs friluftsbad – og det var lige hvad vi alle fem trængte til!!! Det kostede kun 20 HK$ at komme ind, og de var givet rigtigt godt ud. Efter knapt tre timer kom vi ud igen, trætte og opløste af vandet – men glade. Spontant tog vi en bus og endte nede ved havnen på Kowloon, og måtte en længere omvej med metroen for at komme hjem. En enkelt lille byge blev det til undervejs, men det var stort set det eneste regn vi så i Hong Kong. Vi spiste aftensmad på Spaghetti house, der bød på en god omgang spaghetti bolognese.

Lørdag morgen stod vi tidligt op og tog Star Ferry til Central på Hong Kong øen. Her spiste vi morgenmad på Subway før vi tog bus 629 til Ocean Park. Vi havde købt billeterne med lidt rabat på vores hostel, så vi kunne gå lige ind da vi kom dertil. Jeg var der med Birgitte & Robert i 2008, men der er sket meget siden da. Parken er stadig opdelt i to, og den del vi startede i, omfatter bla. et stort akvarium samt et anlæg til parkens fire pandaer. Det er jo nogle nuser bamser, selvom vi kun fik to af dem at se. Vi tog kabelbanen over til parkens anden halvdel, og det er en flot tur henover bjerget, men jeg er bare ikke så meget for den kabelbane. Sidste gang lovede jeg faktisk mig selv at jeg aldrig skulle tage den igen, men hvad gør man ikke for familien?! :-)

På den anden side så vi søløve- og delfin show samt deres nye Polar Adventure, som bød på pingviner og flotte forhold for dyrene... som der bare ikke var så mange af endnu, men anlægget var nu også kun lige åbnet dagen før! Der var også mange ”rigtige” forlystelser – så der blev både kørt i pariserhjul og  rutchebaner. Vi fik spist iskolde vandmeloner, hvilket var ekstra skønt i varmen. Alt i alt brugte vi ca. 8 timer derude, så vi var noget trætte da vi satte os i bussen på vej tilbage. Aftensmaden blev spist på Pizza Hut – og selvom vi fik dummet os og bestilt universets tørreste pizzaer (uden tomatsovs), så smagte det nu alligevel godt. Det var sent før vi kom tilbage til Mirador Mansions – og Robert – som havde taget en "fridag" og var blevet hjemme.

Søndag var det så min tur til en slapper-dag på langs, imens de andre tog på shopping-tur i Mong Kok kvarteret. Der blev kigget efter sko, men først med held da turen gik til Ocean Centre ved havnen. Aftensmaden spiste Robert og jeg på T.G.I.Fridays, og det havde vi glædet os til. Men de 600 kr. det kostede, var det bare ikke værd! Anne og pigerne spiste i stedet en china-box fra Chungking Mansions – hvilket både var meget bedre og billigere end vores mad. Men så lærte man jo det...

Mandag morgen var det så tid til at tage afsked med Hong Kong. Vi tog metroen til Tung Chung og derfra bussen til lufthavnen. I forvejen havde vi tjekket ind på flyet til Clark med Cebu Pacific Airways, så det hele gik rimelig nemt og smertefrit. Så var kursen sat mod Filippinerne...