søndag den 26. juni 2022

Bosnien-Hercegovina

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Corona er efterhånden heldigvis skubbet så meget i baggrunden at man igen kan rejse nogenlunde frit. Jeg er jo generelt på jagt efter at opleve nye lande, gerne minimum et om året. De seneste år er f.eks. Malta, Nordmakedonien, Georgien, Moldova, Rumænien, Ungarn og Ukraine føjet til listen, og nu var turen så kommet til Bosnien-Hercegovina. Det virker måske ikke som det oplagte sted at tage hen et par uger i juni, men jeg kunne få rigtigt billige flybilletter til Sarajevo – en by jeg i mange år gerne har villet se. Så lørdag d. 11. juni 2022 tog jeg metroen til Kastrup lufthavn for at flyve med WizzAir til Sarajevo. Jeg havde tilkøbt en ekstra 10 kg. trolley som håndbagage, så samlet havde jeg 20 kg. – hvilket er rigeligt til sådan en tur. Selve flyveturen tog et par timer, og vi landede som planlagt i lufthavnen kl. 11.40 – hvor jeg jo ikke skulle vente på bagage. Der går en bus fra lufthavnen til centrum ca. hver anden time, så jeg tog chancen og satsede på at nå den der gik kl. 12.10 – hvilket også lykkedes. På 25 min. kom jeg ind til terminalen, igennem immigration og told, hævet kontanter og fundet ud til bussen – det er sgu’ da meget godt gået! 😊

Jeg steg af bussen bare 300 meter fra mit guest house ’At Majdan’, der ligger lige i udkanten af byens ret kompakte centrum. Mit værelse var klar til mig og ganske fint. En glimrende seng, velfungerende wi-fi, et særdeles pænt fælles badeværelse og et lille køkken med køleskab. Så behøver jeg ikke mere for et par dage i en storby. Som altid vil jeg gerne lige ud og have en fornemmelse for nabolaget uden de store planer, så jeg gik mig en tur. Det virkede meget tilforladeligt og efter et par timer var jeg tilbage igen. Jeg havde investeret i et lokalt SIM-kort så jeg havde mulighed for at være online når jeg var på farten, for da Bosnien-Hercegovina ikke er med i EU er der ingen gratis roaming data. SIM-kortet kostede 10 BAM og indeholdt 15Gb data samt lidt opkald og sms jeg aldrig fik brugt. I Bosnien bruges Konvertible Mark (BAM) og kursen er heldigvis meget enkel at regne ud. Valutaen blev indført i 1998 og låst fast i forhold til den daværende tyske mark, deraf navnet. I dag er den låst i forhold til euroen i forholdet 1:1,95 – i dagligdagen bruges ’dobbelt op’. Så 1 BAM er 4 danske kroner og 2 BAM er 1€ - nemt at regne med.

Søndag var jeg rundt og se en masse af byens seværdigheder f.eks. det olympiske museum (10 BAM). Det er bygget for at mindes da Sarajevo (som en del af Jugoslavien) var vært for Vinter-OL i 1984. Museet er såmænd meget hyggeligt og man har da også lavet en fin samling af ting derfra, men så er der heller ikke mere. Så var der mere substans i War Childhood Museum (10 BAM) som jeg også besøgte. Det blev etableret på baggrund af en bog af samme navn skrevet efter krigen på Balkan. Den samlede en del beretninger fra folk der havde oplevet den skrækkelige periode, og på museet kan man så læse deres fortællinger og se ting de har bevaret. Det er f.eks. den Barbie dukke der var det eneste legetøj en pige havde igennem 5 år, bordtennisbattet der blev brugt til at spille med storebroren – før han drog i krig og blev dræbt. En masse skrækkelige fortællinger og der blev knebet mere end en enkelt tåre fra min side. For lige at klare hovedet igen, var jeg en tur gennem den gamle bydel hvor jeg bla. så flere kirker og moskéer. Bosnien er en føderal republik domineret af bosniske muslimer, kroater og serbere. Hercegovina indgår i føderationen, ligesom ’Republik Srpska’ (ikke at forveksle med landet Serbien) har udpræget selvstyre. Kort sagt en smeltedigel af dimensioner og der er ikke noget at sige til at konflikterne stadig ulmer i landet, selv her mere end 25 år efter freden.

Mandag tog jeg lokalbussen (1,8 BAM) til ’Tunnel of Hope’. Den ligger på bagsiden af lufthavnen og tunnelen går faktisk under selve landingsbanen og blev brugt under krigen til at bringe forsyninger ind i den belejrede by. Jeg blev sat af bussen ca. halvanden km. fra stedet, men kunne så gå langs med lufthavnen det sidste stykke. Det er kun en lille del af tunnelen der er åbnet op for offentligheden, da man af sikkerhedsmæssige grunde ikke ønsker at folk render rundt på lufthavnens område – fair nok. Man har så bygget en længere del for at give en bedre indtryk af tunnelen, og tanken er selvfølgelig fin nok. Men det er lidt som hvis man har besøgt Vinh Moc tunnelerne ved den demilitariserede zone i Vietnam, og så senere besøger Cu Chi der er lavet som kopi i nærheden af Saigon. Det er en Disney-version man ikke behøver efter min mening. Nå, men jeg fik da i hvert fald varmen på gåturen til bussen som kørte mig tilbage til byen. Jeg stod af ved togstationen og hentede min billet til Mostar. Det er så smart at man sagtens kan købe en billet til toget på internettet, men man skal stadig ned og hente den fysiske papirbillet på stationen - det er også alt for nemt med print-selv PDF'er eller mobilbilletter. Jeg var oppe i Avaz Twist Tower der ligger lige i nærheden. Man kan gratis tage elevatoren op, men vil man ud på observationsdækket koster det 2 BAM. Jeg tror dog stadig at prisen på 8 kr. placerer bygningen blandt de billigste højhuse jeg har været oppe i. Man har så også en ret ubehagelig panoramaelevator installeret, så man kigger ud når man kører op og ned. En begivenhedsrig sightseeing dag i  Sarajevo.

Tirsdag morgen tog jeg sporvognen til togstationen og satte mig til rette i toget til Mostar kl. 7.15 – en tur på et par timer. Toget er et moderne elektrisk spansk Talgo og er et af de få passagertog der faktisk kører i Bosnien nu om dage. Turen går gennem flot landskab så jeg var helt klar da jeg kom til Mostar – ca. en halv time forsinket. Det var varmt så jeg tog en taxa fra stationen til mit guest house (7 BAM) og de var givet godt ud for det var HOT i Mostar. Heldigvis var der aircon på mit ganske dejlige store værelse med balkon. Tre værelser deles om det fælles badeværelse – og et lille køleskab – og der var så pænt og rent overalt. Men det var også ’skoene af’ indenfor, hvilket er helt fair. Rooms Deny ligger bare 5 minutters gang fra Mostars helt store trækplaster – Stari Most (Old Bridge). Broen blev oprindeligt bygget af tyrkerne tilbage i 1500-tallet, men blev ødelagt af kroatiske styrker i 1993. Efter krigen sluttede blev den genopbygget og kunne således genåbne i 2004, og allerede året efter kom den på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Den er det naturlige midtpunkt i Mostar som slynger sig på begge sider af floden. Den gamle bydel er virkelig hyggelig og ret kompakt, så det er nemt at komme rundt. Egentlig havde jeg kun booket 3 overnatninger i byen før jeg skulle videre til Banja Luka, men der var så hyggeligt at jeg endte med at blive 6 nætter i stedet. Jeg vidste at jeg ville se Kravice Waterfall der ligger et stykke fra Mostar, ikke langt fra grænsen til Kroatien. Der er dog ingen offentlig transport derud, så man har tre muligheder. Enten få en taxa til at køre én, leje en bil eller tage på en organiseret tur. Taxaen ville koste ca. 120€, og da jeg ikke havde et internationalt kørekort med – så måtte det blive en tur. Jeg havde booket gennem Taso Hostel der lå ved siden af mit guest house, men der var åbenbart noget forvirring om afgangstiden. Jeg havde fået at vide at vi kørte kl. 10.30, men kl. 09.05 fik jeg en besked på WhatsApp: ’Hvor er du - vi kører nu!’. Nå, men i stedet bestilte jeg en tur med en åben bus til fredag, men sent torsdag aften fik jeg besked om at bussen desværre var overbooket. De kom så forbi mit guest house fredag med en ny billet til lørdag, samt en nougatcroissant og en sodavand for at beklage 😄

Det havde været skønt med nogle dage i Mostar til bare at komme helt ned i tempo, men nu var jeg også klar til nye eventyr. Lørdag morgen gik jeg de knapt halvanden km. til busstationen hvor jeg skulle være kl. 9. Da jeg kom var bussen klar og det var chaufføren, guiden og alle de øvrige passagerer også. Det vil sige et finsk par, som var de eneste udover mig! Det er så første gang jeg har prøvet en hel dag i en åben ’hop on hop off’ bus stort set for mig selv. Turen kostede 20€ og dækkede kun selve transporten, så evt. entréer skulle man selv betale der hvor det var nødvendigt. Første stop var i Blagaj hvor vi så det lille kloster. Det ligger meget smukt placeret op af en klippe med huler og vandfald, og er blandt de mest fotograferede steder i Bosnien. Vi valgte ikke at gå derind, men nød det bare udefra. Næste stop var i byen Počitelj, der bla. huser en fæstning samt en virkelig flot lille moské. Den ujævne trappe/sti op til fæstningen gjorde dog at jeg vendte om undervejs, og fordybede mig i stedet i moskéen og resten af den lille landsby. Jeg slukkede tørsten i en omgang frisk iskold granatæblesaft til bare 1€. Vi fortsatte til Međugorje hvor jeg bla. så den store kirke og fik lidt frokost. Ved 2-tiden var vi så fremme ved turens højdepunkt – det smukke Kravice Waterfall. Normalt skal man betale 10€ i entré, men vores chauffør lavede et eller andet trick, da han kendte en gut der kørte os fra parkeringspladsen helt ned til selve vandfaldet, og på den måde kom vi udenom det med billetter. Vandfaldet ligger ca. 40 km. fra Mostar, og er man på de kanter så er det et absolut must. Det er over 25 meter højt og strækker over ca. 130 meter i længde. Her om sommeren består det af flere mindre kaskader, mens det på andre tidspunkter af året er mere vandfyldt. Udover det smukke syn kan man også bade der, hvilket var tiltrængt for mit vedkommende. Vandfaldet fødes af en flod så der er en god gennemstrømning af vand, så temperaturen kom ikke over 17-18 grader. Når det så samtidig er +35 grader i luften så føles det forfriskende (læs: koldt) men stadig skønt. Vi var der i knapt 3 timer, og turen tilbage op til parkeringspladsen tog jeg i et lille turisttog (1€) – så sparede jeg lige 32.485 trappetrin (nok rundet en smule op). Ved ankomsten til Mostar kørte vi lige forbi mit guest house så jeg blev sat af dér, så slap jeg for gåturen hjem fra stationen. Det havde været en lang, men virkelig fed dag – og for 20€ med egen bus og guide var det en virkelig god deal. Det havde nok været smart med en kasket og noget solcreme, men hvad kan man gøre… 😎

Jeg var nede i byen og spise aftensmad sent, for jeg ville også godt lige have et par aftenbilleder af broen. Der må jeg så erkende at mobilen kommer noget til kort, selvom jeg nok kunne have fået et bedre resultat ud af at lege lidt med blænde og åbnetid m.m. og et kort øjeblik savnede jeg mit gamle Canon. Men fordelen ved mobilen som kamera, gps m.m. opvejer de lidt mindre gode aftenbilleder. Søndag stod på ren afslapning og tiltrængt skygge/aircon efter den lange dag i solen.

Mandag morgen tjekkede jeg ud og gik til togstationen og tog toget tilbage til Sarajevo (11,90 BAM). Her købte jeg billet til bussen (28 BAM) til Tuzla, hvortil der desværre ikke længere kører passagertog. Jeg havde lige en time inden afgangen kl. 10.30, så det gav mulighed for lidt morgenmad. Bussen var nu ganske fin og turen tog ca. 3 timer. Jeg gik fra busstationen til mit guest house der ligger midt i byen. Intet skilt på døren, men det lykkedes at finde værtinden. Mit værelse var større end jeg havde forventet, for godt nok havde jeg booket hvad de kaldte et ’stort enkeltværelse’, men der var senge til 5. Heldigvis var der også airconditioning, for ligesom i Mostar var der varmt i Tuzla. Jeg fik gået den klassiske tur i området, og fik frokost på en af de hyggelige caféer på byens store plads – bare et par minutters gang fra hvor jeg boede.

Tirsdag var jeg bla. ved Pannonian Lakes – tre saltsøer som man har anlagt løbende midt i byen. Den første blev anlagt i 2003 og efterfølgende er de to andre kommet til. De har plads til 20.000 daglige gæster, og det er i hvert fald det største friluftsbad jeg har været i. Efter sigende det eneste sted i Europa med kunstige saltsøer, og for mig en kærkommen mulighed for en dukkert. Den første sø er anlagt som en form for swimmingpool, imens de to andre er mere ’naturlige’ med stenbund. Der er også forskellige vandfald, og pga. saltindholdet og forskellige mineraler siges vandet at have en helbredende effekt på mange problemer. Vandet var 27-28 grader varmt og skønt - og jeg var i vandet i alle tre søer 😀

Onsdag var store sightseeingdag i Tuzla, og jeg brugte formiddagen på at se seværdighederne i byen. Jeg var forbi togstationen som ikke bruges længere. Man har stoppet med passagertog til bla. Tuzla for flere år siden så nu kører der kun godsvogne på skinnerne. Jeg fik også købt min busbillet tilbage til Sarajevo for dagen efter, og det var først dér jeg fandt ud af at jeg havde fået den til halv pris hvis jeg havde købt en returbillet til at starte med. Jeg så flere anderledes moskéer, bla. én med et pyramideformet tag og en anden med en minaret lavet af træ. Byens katedral er ikke stor, men virkelig flot udsmykket. Lige bag mit guest house ligger byens markedsplads der er delvis indendørs. Man kan både købe friske grøntsager, kød, ting til husholdningen samt gammelt ragelse - så der er noget for enhver. Om eftermiddagen gik jeg op til søerne igen og fik en dukkert. Sidst på eftermiddagen kommer man ind for 4 BAM i stedet for de sædvanlige 6, og det var dejligt med en svømmetur.

Torsdag gik jeg ned til busstationen og kl. 9 kørte bussen til Sarajevo. Jeg tog en sporvogn til samme sted jeg havde boet tidligere på turen, men denne gang havde jeg fået det de kalder 'lejligheden'. Det er et marginalt større værelse med et lille tekøkken og eget bad og toilet. Som sådan ikke det ekstra værd i forhold til det andet værelse, men dem uden eget badeværelse var udlejet. Om eftermiddagen var jeg rundt i byen og snuse og ellers bare lade op til den sidste dag.

Fredag skulle jeg skifte værelse til det jeg tidligere havde boet på, for nu var 'lejligheden' booket. Heldigvis var værelset blevet gjort rent tidligt, så jeg kunne bare sætte min bagage derind og bytte nøgle. Lidt fjollet med to værelser på to dage, også med tanke på sengetøj, håndklæder m.m. men miljøet må træde lidt i baggrunden når man rejser. Jeg havde fire punkter tilbage på min liste, heraf var to af dem faktisk grunden til at jeg tog til Sarajevo i første omgang. Jeg havde set billeder af den forladte bobslædebane fra Vinter-OL i 1984 og den så ret fantastisk ud. Man kan nemt komme op til den da der kører en kabelbane op af bjerget, og den slutter tæt på bobslædebanens start. Da jeg kom til Sarajevo var kabelbanen dog lukket da man netop i de dage havde det årlige tjek, så jeg vidste at jeg skulle kunne nå det inden jeg skulle hjem. Turen med kalbelbanen koster 20 BAM for en returbillet, men efter at have taget turen op var jeg ikke sikker på at jeg skulle med ned igen 😂

Turen tager 10-12 min. og er faktisk ikke så slem som andre kabelbaner jeg har prøvet. Det generer mig ikke så meget når banen bare følger f.eks. et bjerg i nogenlunde samme højde over jorden, men de lange spænd hvor der er voldsomt langt ned bliver aldrig en favorit hos mig. Jeg kommer mig aldrig over min højdeskræk, men jeg er stadig tilfreds med mig selv når jeg gør disse ting - på trods af hvordan det føles undervejs. Nå, men selvfølgelig overlevede jeg også denne tur, og på toppen kunne jeg nyde den flotte udsigt over hele Sarajevo før jeg begav mig ned af bobslædebanen. Den er forfalden, men som sådan stadig relativ intakt, men nu dekoreret med grafitti som virkelig tilfører kolorit. Der var andre turister denne dag, og da alle jo gerne vil have billeder uden andre på (for at tilføre følelsen af et 'abandoned place') så går folk ned sådan lidt i grupper. En ting man bare skal være opmærksom på: Bobslædebanen er kun 1200 meter lang + ramper, tilkørsler m.m. - men i sagens natur går det jo ned af bakke, og eftersom kabelbanen ligger på toppen, så skal man ligesom OP igen! Jeg hoppede af ca. 3/4 ned af banen hvor den krydsede en vej som førte tilbage til toppen. Det var solrigt denne dag, men forholdsvis nådige 28 grader,  og fordi banen snor sig igennem en tilgroet skov var der skygge mange steder. Men indrømmet... turen tilbage til kabelbanen var på alle måder en hård omgang! Man kan også vælge at fortsætte gåturen ned af bjerget, så tager det et par timer at komme tilbage til byen, og jeg indrømmer gerne at jeg overvejede det. Så havde jeg også undgået kabelbanen ned igen, men det gik alligevel alt sammen. Med kabel- og bobslædebane krydset af listen fortsatte jeg til den nedlagte togstation Bistrik. Det er den sidste tilbageblevne station i Sarajevo bygget i den østrigske periode, men sammenligningerne med en alpehytte havde jeg nu svært ved at se. Heldigvis var turen hjem derfra ca. 20 minutters gang... ned af bjerget. Tilbage på min liste var nu kun et besøg på Vapiano, og dermed slutte turen med en god omgang frisk pasta. Men i stedet skypede jeg med min søster så det tilsidst blev for sent, men så er der jo også noget at vende tilbage til Sarajevo for. Så i stedet fik jeg en omgang kebab på den 'lokale' - og det smagte også fint. Jeg fik pakket mine ting så jeg var helt klar til turen hjem.

Lørdag morgen stod jeg op kl. 04.25 - og 20 minutter senere gik jeg ned til katedralen hvor bussen til lufthavnen (5 BAM) kører fra. Den kom som solen var ved at få fat lige efter kl. 5 og turen til lufthavnen tog kun en halv times tid, men der var heller ingen trafik. Jeg var allerede tjekket ind på flyet, så jeg kunne gå direkte gennem security og finde mig en plads i gaten. Vi fløj til tiden kl. 06.35 og et par timer efter landede vi i Kastrup. Jeg tror så aldrig jeg har skullet stå i kø i en halv time for at vise mit rødbedefarvede pas og blive lukket ind i Danmark, men endnu værre blev det da jeg gik igennem terminal 3 på vej til metroen - hold nu op der var mange mennesker der skulle på ferie... 😉

Bosnien-Hercegovina viste sig fra en virkelig overraskende positiv side. Alle steder var folk super flinke og afslappede, og gudskelov var Corona overhovedet ikke en faktor. Prisniveauet er billigt og det er nemt at komme rundt. Det er op og ned hvor meget engelsk der bliver talt, men som andre steder er de unge generelt bedre end de ældre generationer. Husk at landet ikke er med i EU, så man har ikke fri roaming på telefonen, men lokale SIM-kort er billige og nemme at bruge. Visse banker kræver op til 17 BAM (68 kr.) ekstra for at hæve penge i automaterne, imens andre banker ikke opkræver noget. Maden er meget 'tyrkisk' og det er ment på en positiv måde. Jeg havde troet det var mere østeuropæisk med kød og sovs, men det er mere suvlaki grillspyd og kebab - foruden allestedsnærværende burgere og pizza. Jeg kommer i hvert fald meget gerne tilbage 👍😊


Turen har kostet følgende:

Flybilletter WizzAir København – Sarajevo t/r inkl. 10 kg. ekstra håndbagage = 368 kr.
3 overnatninger på At Majdan, Sarajevo (pr. nat 93 kr.) = 279 kr.
6 overnatninger på Rooms Deny, Mostar (pr. nat 123 kr.) = 738 kr.
3 overnatninger på Guest House Stari Grad, Tuzla (pr. nat 150 kr.) = 450 kr.
2 overnatninger på At Majdan, Sarajevo (pr. nat 125 kr.) = 250 kr.
Tog Sarajevo - Mostar t/r = 96 kr.
Bus Sarajevo - Tuzla t/r = 224 kr.
Samlet transport + overnatninger = 2.405 kr.

Sightseeing bustur i Mostar = 150 kr.
Kabelbane i Sarajevo = 75 kr.
Mad, drikke, lokaltransport, entré m.m. = 1.329 kr.

I alt = 3.959 kr.


mandag den 29. november 2021

Kiev

 (Klik på billedet for adgang til albummet)

Midt i en Corona-tid bookede Robert og jeg flybilletter til Kiev i Ukraine. Egentlig var det opfyldelsen af en gammel aftale med min engelske veninde Clare, som jeg har kendt i over 14 år. Vi mødte hinanden ved Terrakottakrigerne i Kina og sidenhen flere andre steder rundt omkring i det store land. Senere besøgte Robert og jeg hende i New Zealand og vi var også til hendes bryllup i England. Hun har en stor interesse i 'forladte steder,' og vi har mange gange snakket om en tur til Chernobyl. Robert er egentlig ikke den store fan af disse storbyferier, men lige netop denne ville han gerne med på. Så vi bookede billetter med Wizzair der flyver direkte fra København til Kiev. Vi var forberedt på at forskellige restriktioner kunne umuliggøre turen, men det lykkedes faktisk uden de store problemer. Vi skulle fremvise Corona-pas for at få lov til at flyve, ligesom vi skulle købe en Corona-forsikring gennem et ukrainsk forsikringsselskab, men så var vi klar…

Vi havde købt en fælles 20 kg. kuffert til turen, så Robert kom hjem til mig så vi kunne pakke og tage metroen til lufthavnen sammen. Indtjekningen gik uden problemer, men alligevel fik turen ikke den allerbedste start. Det er efterhånden blevet en fast tradition at starte med et måltid på Burger King, men da vi kl. 20.01 stod ved skranken hos dem fik vi at vide at de altså lukkede kl. 20. Så i landets største lufthavn kan man altså ikke få en burger efter kl. 20 på en lørdag aften – og vi er stolte af Kastrup Lufthavn? Da Anne og jeg fløj fra Mumbai kunne vi kl. 03.30 bla. vælge mellem Pizza Hut, Burger King, KFC og Subway – det er sgu’ for dårligt CPH 😕

Nå, men flyveturen gik fint og varede under to timer. Vi landede i byens 'lille' internationale lufthavn Zhulyany der ligger bare 6 km. fra centrum. Da vi havde styr på vores Corona-pas og den føromtalte forsikring (90 kr. for en uges dækning) kom vi hurtigt igennem immigrationen. Klokken havde efterhånden passeret 01, så offentlig transport var udelukket ind til byen. Taxamafiaen krævede 600 UAH for turen, hvilket svarer til 150 kr. Så i stedet brugte vi lufthavnens gratis wifi og bestilte en Uber til 140 UAH. Han kom efter få minutter og smed os af på Independence Square hvor vores hostel ’City Center’ lå. Som altid lå der en nøje udvælgelse bag hvor vi skulle bo, og det var faktisk Robert der endte med at vælge det, primært ud fra placeringen. Det var også fuldstændig midt i byen, så det kunne ikke være mere centralt. Men da vi kl. 02 om natten blev lukket ind af gadedøren og gik igennem en korridor der stank af pis og ind i en raseret elevator der bragte os op til 7. etage, skulle vi nok have lugtet lunten. Vi fik vækket en kvinde der lå og sov på en drømmeseng bag disken, og så startede et værre cirkus. Jeg havde printet vores booking ud på engelsk, et sprog hun i hvert fald havde NUL kendskab til. Vi prøvede at forklare situationen, og til sidst overgav hun sig og gav os en nøgle. Det var til et værelse kun lige nøjagtigt større end den halvanden-mands seng der stod derinde. Vi fik stablet vores bagage ind i fodenden af sengen og tog elevatoren ned på gaden. Her fandt vi en lille burgerbiks der havde åbent, så vi kunne få lidt at spise samt veksle penge. Tilbage på vores værelse fik jeg noget opgivende redt sengen med det plettede sengetøj vi havde fået udleveret, og så var det ellers på hovedet i seng. Vi blev enige om at nu fik vi noget søvn, og måske så det hele bedre ud i dagslys? Det gjorde det så ikke… 😝

Jeg fik ikke meget søvn den nat, og da vi stod op var tingene ikke ligefrem blevet bedre. Vi kunne ikke bo på det værelse i en uge, så det forsøgte vi at forklare ’trolden’ i receptionen. Hun viste os 3-4 andre værelser, men de var ikke bedre end det vi havde. Sammenholdt med et megaklamt toilet og et fællesområde/køkken der lignede et bombekrater, fik vi nok. Det lykkedes at få fat på ejeren af stedet i en mobiltelefon, og han lovede os vores penge igen – minus en ekstra nat som straf. Det var fint, vi skulle bare væk derfra. Der gik et par timer før der kom en gut med nogle penge, men vi skulle stadig lige igennem endnu en kamp for at få dem udleveret, men det lykkedes til sidst. Tiden havde vi brugt på at finde et andet sted at bo og valget var faldet på Hotel Mir. Her skulle vi give 180 kr. for et dobbeltværelse, men de ekstra 70 kr. i døgnet så ud til at være givet godt ud, så vi bestilte en Uber der kørte os dertil. Første indtryk var en kæmpe lobby, men jeg fik alligevel overtalt receptionisten til at vise mig værelset inden vi betalte - ingen grund til at købe katten i sækken for anden gang. Det var heldigvis et fuldstændigt standard hotelværelse med to senge, køleskab og badeværelse med badekar. Så her kunne vi sagtens pakke ud og bruge det gratis wifi til at skrive til Clare. Hun afbestilte med det samme sit værelse på City Center Hostel og bestilte også et værelse på Hotel Mir. Vi brugte søndag eftermiddag på at få sovet samt lavet lidt ekstra research på hvad vi skulle se. Vi tog metroen et par stop til en McDonald’s hvor vi spiste frokost – udenfor, for pga. Corona måtte man ikke komme ind at sidde. Metroen fungerer super, kører hele tiden og koster bare 8 UAH (2 kr.) uanset hvor langt man skal - inkl. evt. skift mellem de tre linjer. Man køber billetter med en QR-kode som så skannes ved indgangen på stationerne, ligesom man også kan købe forskellige typer kort der kan fyldes op. Om aftenen tog vi metroen til Ocean Plaza Shopping Center hvor vi også fik noget aftensmad.

Mandag morgen gik vi ned i restauranten hvor de serverede morgenmad til 150 UAH pr. person. Det kan sagtens vise sig at være en god deal, specielt hvis det er en lækker morgenmadsbuffet der gør at man kan springe frokosten over. Det var så ikke tilfældet her! Vi kunne vælge mellem tre forskellige menuer, så vi valgte den med scrambled eggs. Efter lidt tid kom tjeneren så med en tallerken med fried eggs (hmmm?) men de røg da ned, så sarte er vi dog heller ikke. Til æggene fik vi hver et par skiver tørt brød, en muffin og et glas kirsebær juice eller en kop kaffe. Det var bare ikke 40 kr. værd i et land hvor det er mange penge, så det blev den eneste gang vi gjorde det. Efter vores overdådige morgenmåltid tog vi metroen ind til centrum. Første stop var ved St. Volodymyr's Cathedral, hvor vi overværede en katolsk ceremoni involverende en hel del mennesker. Derefter gik vi til Golden Gate, der er et pudsigt bygningsværk der ligner en port af mursten med et vedhæng som en norsk bjælkehytte. Som om det ikke var skørt nok, står der foran en kæmpe sten med en stor bronze kat på toppen – måske er det Riga kattens fætter? 😄

Vores videre færd bragte os først til St. Sophia’s Cathedral og derefter St. Michael's Golden-Domed Monastery før vi tog den lille kabelbane ned af bjerget. Den er en del af det offentlige transportsystem, så vi kunne bruge vores 8 UAH papirbilletter ligesom til metroen. Efter en forgæves søgen efter noget frokost faldt vi ved et tilfælde over en Vapiano, og der måtte man faktisk komme ind og sidde – i modsætning til f.eks. McDonald’s og Domino’s. Det lykkedes os aldrig helt at regne ud hvorfor nogle steder, på nogle dage, tillod folk at sidde indenfor, og andre gange var der kun bestilling til take away. Robert havde aldrig spist på Vapiano før, og når man får to store portioner spaghetti bolognese med tilhørende øl og sodavand for 116 kr. så var der ikke meget at betænke sig på. Vi tog metroen tilbage til hotellet, og senere var jeg i det lokale supermarked for at handle. Tidligere havde vi indkøbt juice, Nutella, ost, pølse og brød så vi selv kunne lave morgenmad på værelset, men vi manglede knive og paptallerkner så det fik jeg købt.

Omkring kl. 01 ankom Clare der havde været på en længere tur end os. Man kan ikke flyve direkte fra Birmingham til Kiev, så hun havde haft en mellemlanding i Krakow på vejen med Ryanair. Vi sad og snakkede på værelset noget tid inden hun gik ind på sit eget værelse. Næste dag bød vi på en skive morgenmad hos os før vi tog ud i byen. Der lå et forladt hus ved siden af hotellet, og da Clare har en stor interesse i ’abandoned places’ så startede vi dér. Vi tog metroen til Independence Square så Clare kunne få vekslet nogle penge. Derefter tog vi en Uber til Pechersk Lavra – Kiev’s turistattraktion #1. Her kan man se en del kirker og vi var også oppe i klokketårnet hvorfra man har en glimrende udsigt over byen. Man kan også se den store statue af ’Moder Rusland’ der med hævet sværd står 102 meter højt og skuer ud over floden. Men højdepunktet var klart katakomberne hvor folk er blevet begravet i de sidste 1000 år. Man har gravet et netværk af gange under jorden, og med en konstant temperatur forbliver ligene velbevarede i deres små kister. Mange steder kan man se hænder og fødder stikke ud, og det er en mærkelig følelse at gå rundt dernede blandt hundredevis af lig. Der er lavet en turist-rute, men det er mere spændende at tage bede-ruten, hvor almindelige mennesker kommer og viser deres respekt. Kisterne skal kysses, og der skal kigges ind bag de små ruder hvor ligene ligger – før de også kysses. Ikke specielt Corona-venligt i 2021, men meget følelsesmæssigt. Der er både en øvre og en nedre del af katakomberne på området, og Clare og jeg tog en bonusrunde hvorimod Robert havde fået nok af én tur, så han ventede udenfor. Senere satte vi ham i en Uber hjem til hotellet, imens vi selv hoppede af ved en metrostation. Vi tog ud til Babyn Yar, der skulle være et jødisk mindesmærke med tilhørende holocaust museum. Det er så bare ikke helt bygget færdigt endnu, men vi gik os en længere tur i parken. Det var begyndt at sne, og efter en længere søgning lykkedes det os at finde en restaurant hvor vi kunne få noget mad. Det var fedt at sidde afslappet og snakke, og det var nemt at fornemme at de sidste år ikke har været specielt sjove for Clare. På vejen hjem stoppede vi i vores lokale supermarked, hvor det efter en længere kamp lykkedes at få dem til at lave en pizza vi kunne tage med hjem til Robert. Kampen bestod i at man ikke bare kunne pege på nogle ingredienser og så lavede de den pizza, næh nej man skulle vælge en af de muligheder der var på tavlen. En tavle der kun var på ukrainsk og INGEN af de mange ansatte kunne åbenbart et ord engelsk. Via en anden kunde lykkedes det dog til sidst, og den røg da fint ned da vi kom tilbage til Robert 🍕

Onsdag var vi kommet til turens højdepunkt – vores udflugt til Chernobyl. Jeg husker tydeligt tilbage i 1986 da reaktoren eksploderede og den efterfølgende uvished for hvad det betød for os. Vi slap heldigvis billigt i Danmark, og i hvert fald meget billigere end de lokale.  Vi havde hjemmefra booket en 1-dages tur med SoloEast Travel der fik stor ros for deres ture. Turen kostede 101$ (672 kr.) pr. person inkl. transport fra Kiev, frokost samt leje af geigertæller. Clare havde besluttet sig for en 2-dages tur, men med en pris på over 2000 kr. synes Robert og jeg at det var meget for en overnatning og mere af det samme på dag 2. Aftalen var at vi skulle tilbringe dagen sammen alle tre, og når vi så blev kørt tilbage til Kiev, fortsatte hun til overnatningsstedet. Sådan kom det dog ikke til at blive. Vi blev allerede delt op ved indgangen til den sikkerhedszone der findes 30 km. rundt om kraftværket. Vi stødte på hende et par gange i løbet af dagen, men det var stadig ikke lige den oplevelse vi havde håbet på. Turen var dog stadig fin og vores guide Vlad talte et tydeligt engelsk og vidste meget om området. Vi så flere forladte steder samt Chernobyl byskiltet, inden vi gik igennem en allé med navnene på de hundredevis af landsbyer der var blevet forladt. Vi så også den (angiveligt) sidste Lenin statue i Ukraine, før vi spiste frokost på en lille restaurant i området. Vi spiste sammen med Clare, men blev delt op igen derefter, og tilbage i bussen nærmede vi os nu selve kraftværket. Vi stoppede ca. 1 kilometer væk, og kunne for første gang måle den øgede stråling med vores geigertæller. Her var der ca. 10 gange så meget stråling som på gaden i Kiev hvor vi havde fået den udleveret. Vi kørte helt hen og parkerede ved den store sarkofag der er bygget over det der er tilbage af reaktor 4. Her er der rejst et lille mindesmærke, og det er virkelig underligt at stå under 100 meter fra det sted der har været skyld i så megen død og ødelæggelse. 

Senere fik vi en rundtur i den forladte spøgelsesby Pripyat, hvor der før ulykken boede 50.000 mennesker. Vi så bla. en børnehave, det lokale stadion, en svømmehal samt den lille forlystelsespark der skulle have været åbnet få dage efter ulykken og som således aldrig blev taget i brug. Turen rundt i Pripyat sluttede med besøg i flere beboelsesejendomme, og selvom man officielt ikke må gå ind i bygningerne, gav guiden os flere steder lov til det. Det var dog flere såkaldte ’hot-spots’ man skulle holde sig fra, men de var tydeligt mærket med radioaktive advarselsskilte. Sidste stop på turen var på et nedlagt militæranlæg, hvor den gigantiske Duga-3 radar findes. Den er 150 meter høj og 700 meter lang og blev kaldt ”The Russian Woodpecker”. Den kunne tilsyneladende advare Sovjetunionen om vestlige missilaffyringer, men ellers er der ikke meget man ved om selve brugen af den. Den var imponerende at stå ved siden af, men da Vlad fortalte at eksperter allerede for 20 år siden havde forudset at den kunne falde sammen når som helst, så gav det sgu’ lidt kriller i maven på mig. På vejen ud af ’Exclusion Zone’ skulle vi to gange igennem et dekontamineringskammer, men min personlige holdning er nu at det mest er for syns skyld. Men hele dagen havde vi hver haft et dosimeter på der måler den stråling man udsættes for, så man kunne være sikker på at vi ikke havde været udsat for en overdosis. De blev så indsamlet igen og aflæst da vi skulle ud af zonen, og én turist ombord på bussen havde tilsyneladende pillet ved det, og det kunne de så efterfølgende se. Så vi måtte tilbage til checkpointet og vores guide måtte betale en mindre bøde for at fixe problemet. Vi var tilbage i Kiev kl. 20, efter en dag der efterlod mange indtryk.

Torsdag var Clare stadig på tur, så Robert og jeg tog rundt til et par lokale markeder. Uden at sige for meget så var det noget bras – og ikke engang bras på den ’fede’ måde som Maj og jeg oplevede i Riga. Vi vendte hjem til hotellet sidst på eftermiddagen og ventede på at Clare kom tilbage. Godt nok havde hun betalt meget mere for den ekstra dag, men de havde virkelig også besøgt mange fede steder, og med hendes passion for forladte steder følte hun bestemt at hun havde fået noget for pengene. Vi spiste aftensmad sammen på en hyggelig italiensk restaurant ikke langt fra hotellet.

Fredag var Clares sidste dag, og vi havde lige et sidste punkt på dagsordenen. Vi tog metroen til Arsenalna, der er verdens dybest beliggende metrostation. Jeg har været på mange dybtliggende stationer i f.eks. Moskva og St. Petersborg, men med en dybde på over 105 meter tager denne prisen. Clare er så ikke vanvittig glad for lange rulletrapper, så det er mindre fedt for hende når turen op tager over 4 minutter, og nej de kører ikke ligefrem langsomt! Clare fik købt et par souvenirs med hjem, og vi fandt en lille hyggelig café hvor vi fik frokost. Derefter var det tid til at hun skulle i lufthavnen, så vi prøvede at booke en Uber. Men fordi det var et område med lukket biltrafik var det faktisk noget svært, og vi måtte tilbage op ad en stejl bakke ved St. Andreas Church før vi kunne finde bilen. Der var så samtidig en masse trafik og pludselig var hun i bekneb for tid. Heldigvis havde hun ingen tjekket bagage med, og kunne derfor skynde sig igennem lufthavnen og direkte ombord på flyet – lige i sidste øjeblik. Hun fløj fra Boryspil lufthavnen til Krakow, og blev så forsinket der pga. problemer med flyet. Værre blev det da de endelig kom afsted, for de blev undervejs omdirigeret fra Birmingham til East Midlands lufthavnen pga. dårligt vejr. Den er egentlig tættere på hvor hun bor, men hendes bil stod i lufthavnen. Der var så ved ankomsten sørget for busser der kørte dem til Birmingham, og ombord på den mistede hun så sin pung. Den fik hun heldigvis tilbage et par dage senere, intakt endda – så alt endte godt 😃

Lørdag tjekkede Robert og jeg ud fra hotellet kl. 12, men fik vores kufferter opbevaret for vores fly hjem gik først kl. 19.15 – så vi havde lige en sidste dag i Kiev. Vi startede med at besøge Kievs Railway Museum (surprise surprise) og det var faktisk bedre end forventet. Jeg havde advaret Robert om at det nok ikke var det store, men det var faktisk fint. Man kunne endda komme ind i rigtigt mange af vognene, noget jeg sætter stor pris på. Efter det besøg havde vi to muligheder tilbage: Water Museum hvor man kan se verdens største toilet eller det nybyggede Jellyfish Museum. Vi valgte vandmuseet og det fortrød vi ikke. Vi havde en super guide som gav os en timelang rundtur på det rimeligt interaktive museum, der faktisk er etableret med dansk støtte. Fokus er klart på skolebørn og familier - sådan sparer du på vandet osv. - men som turist er det bestemt også interessant. Det er placeret i (og ikke mindst under) et gammelt vandtårn, og da sådanne jo i sagens natur altid er placeret på de højeste steder var det værste turen dertil op ad bakken. Når man skal ned igen er tyngdekraften jo heldigvis på ens side 😂

Vi kunne desværre ikke nå Jellyfish museet så det må blive næste gang. Vi tog metroen tilbage til hotellet og hentede bagagen og derefter en Uber til Zhulyany lufthavnen bare et kvarters kørsel fra hotel Mir. Her skulle vi lige omfordele vores ting, så ingen af vores tasker vejede for meget. Vi skulle jo med et lavprisselskab hjem, og de skulle da ikke have mulighed for at tjene ekstra på os. Det lykkedes nu også fint, og vi lettede med Wizzair til tiden. Flyet var faktisk godt fyldt, men vi endte alligevel begge med et ekstra tomt sæde. Selvom turen tager under to timer, er det nu da stadig meget rart 😄

søndag den 5. september 2021

Kreta

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Sidst jeg var i Grækenland var i 1996, så efter 25 år var det da også på tide med et gensyn med dette skønne land. Dengang gik turen til Kos og rejsemakkeren var den samme som nu. I år gik turen dog til Kreta, hvor jeg var som 15 årig med min far - på min allerførste charterrejse. Det er også 25 år siden jeg sidst var på charterrejse, men sådan måtte det være denne gang. Som jeg sagde til Robert: Vi skal et sted hen der er farvet grønt eller gult på kortet, det skal være en direkte flyvning og så skal vi som udgangspunkt blive ét sted. Egentlig havde vi opgivet at finde en afbudsrejse, men om tirsdagen lykkedes det at finde en tur til Kreta med Apollo Rejser med afrejse lørdag morgen. Vi skulle bo i en lejlighed i Platanes der ligger ca. 5 km. øst for Rethymnon, centralt på Kreta. Vi mødtes i metroen til Kastrup lufthavn kl. 04 om morgenen og kl. 06.30 fløj vi med SAS til Chania lufthavn. Her blev vi på klassisk charter manér mødt af Apollos team der fik dirigeret os til 'vores' bus - nr. 25, der blev lovprist som den bedste på øen. Det holdt så kun til vi var nået ca. 4 km. udenfor lufthavnen... så brød den ned! Erstatningsbussen kom dog allerede efter mindre end et kvarter, så det var fint. Køreturen til hotellet tog et par timer med de obligatoriske ca. 13 stop undervejs. Vores hotel hed Varvara's Diamond og lå trukket lidt tilbage fra den store vej hvor vi blev sat af. Hotellet har kun 14 værelser, og vores var egentlig en 1-værelses lejlighed med et lille tekøkken, en mindre dobbeltseng og en ekstra sofa/seng. Værelset var temmelig stort så vores behov var fint dækket. Swimmingpoolen blev delt med et par andre hoteller og lå godt 200 meter nede af vejen - lige før stranden. Vi var lidt rundt i området og forhørte os om lejepriser på scootere, men det var godt nok dyrt: 40-65€ pr. dag for én! Noget andre priser end i Asien... for at sige det mildt. Vi besluttede derfor at leje en bil i stedet, og det var faktisk billigere: 175€ for 4 dage - inkl. forsikring uden selvrisiko, vejhjælp osv.

Vi brugte en del af lørdagen på at planlægge hvad vi gerne ville se, for da dette jo var en 'last-minute' ferie havde jeg ikke nået den sædvanlige omgang research på forhånd. Vi var i poolen og fik generelt slappet af, hvilket bestemt var tiltrængt. Corona-restriktionerne på Kreta var følgende: Mundbind var et krav indenfor - dvs. på hotellet, i butikker samt i offentlig transport inkl. fly og lufthavn. Et par steder skannede de vores EU Corona-pas hvis vi ville spise indenfor, men da både Robert og jeg forlængst er færdigvaccinerede var der ingen problemer. Jeg synes ikke det på nogen måde dominerede ferien - og det var skønt! 😀

Vi havde tilkøbt morgenmad som blev indtaget på Hotel Trefon ca. 100 m. fra Varvara's. Der var godt nok ingen 'ægge-dame', men buffetten var fin så vi fik en god start på dagen, hvilket særligt Robert er glad for. Vi var på den lokale strand og fik færdiggjort vores research, så vi følte os rustet til at takle Kreta. Sidst på eftermiddagen tog vi lokalbus #20 ind til Rethymnon. Byen ligger ca. 5 km. væk og bussen kostede kun 1,20€ - billetterne skulle man købe på forhånd i f.eks. supermarkedet - nemt og smart. I Rethymnon gik vi til intro-mødet med guiderne fra Apollo. Det tog kun 25 min. og det vi tog med derfra var nok de gratis drikkevarer vi blev budt. For 25 år siden var et intro-møde muligvis relevant, men det er det ikke i dag. Alle kan jo Google sig til hvad de skal se, hvor de gode restauranter er, og at det ikke anbefales at man drikker vandet fra hanen. Nå, men vi gik en tur rundt i Rethymnons gamle kvarter, så solnedgangen og fik noget aftensmad på havnen. Turen hjem var ligeledes med bussen og tog kun ca. 10 minutter. Vi gav lige den lille dobbeltseng endnu et skud, men den var sgu' lige til den smalle side, så resten af ferien sov jeg på ekstra-sengen i værelset.

Mandagen stod igen på afslapning og god mad. Vi fik booket vores lejebil til dagen efter, var på stranden - og Robert fik forhørt sig om muligheden for noget dykning. Om aftenen så vi 'Jungle Cruise' via min medbragte bærbare og chromecast. Jeg havde også medbragt min 'snorke-maskine' som jeg kærligt omtaler den som. Reelt er det en iltmaske som skal forhindre at jeg får anfald af søvnapnø imens jeg sover, og nu sov jeg jo på værelse med én der kender min vejrtrækning og snorken særdeles grundigt udfra erfaring. Han var super tilfreds, for der kom ikke et pip fra mig nogle af nætterne, og selve maskinen er næsten lydløs - så det er jo fedt at få bekræftet. Jeg føler mig godt nok som lidt af en gammel tåbe når jeg tager masken på, men hvis det virker... godt man ikke er forfængelig! 😏

Tirsdag hentede vi vores lejebil efter vi havde spist morgenmad: En postkasserød Kia Picanto. En lidt blød kobling (og fandt vi ud af to dage senere) et defekt horn... nå ja, i det mindste virkede aircon'en. Vi satte kursen mod Lake Kournas og derefter Katholiko klostret nord for Chania. Kreta er nem nok at komme rundt på i bil (så vanvittigt kører de heller ikke) og med GPS og gratis EU-data er det hele en leg. Vi kom ud på en masse små veje, specielt i bjergene - som der er væsentlig flere af end jeg huskede. Efter klostret kørte vi til Sunset Beach hvor vi fik en dukkert. Mange af strandene er sandstrande, men der er også en del med store rullesten - og ikke alle har krystalklart vand som bruchurerne lover 😊

Men det er altid rart med en dukkert, også selvom vi måtte skifte ud af badetøjet igen ved bilen, midt på en temmelig stor vej. Men vi er som sagt ikke forfængelige... og heller ikke synderligt blufærdige. Vi parkerede ved havnen i Chania by, nok det eneste jeg synes jeg kunne genkende fra turen med min far. Hyggelig havn, men jeg husker den faktisk livligere. Om det så er effekten af Corona eller sådan det bare nu, skal jeg ikke kunne sige. Byen er temmelig varm om eftermiddagen så vi satte kursen hjemad. Der er masser af muligheder for stop undervejs, så man kan nyde udsigten og tage billeder m.m.

Onsdag morgen pakkede vi en lille overnatningstaske hver, for denne dag skulle vi på langfart. Vi kørte de ca. 2½ time til Elafonisi Beach efter et stop ved Topolia Gorge. Elafonisi er kendt for deres lyserøde strand, der skyldes koraller. Desværre har turister taget så meget af sandet med hjem, at man i dag skal kigge godt efter for at finde steder på stranden der er lyserøde. Det ændrer dog ikke ved at det er en fed strand, hvor vi selvfølgelig fik dagens første dukkert. Derefter var vi på håbløs mission i bjergene for at finde et udsigtspunkt Robert havde fundet, men da vejen efterhånden snævrede ind til et smalt spor på en stejl grusvej gav vi op. Enkelte steder var det ikke sjovt at køre tæt på kanten, selv i en lille bil som Picantoen. Men vi kom ned igen i god behold og kørte i stedet til Falasarna Beach. På vejen stoppede vi og spiste på en restaurant med en terrasse der havde udsigt over en del af Kretas vestkyst. Vi havde bestemt at vi ville på bådtur dagen efter til den tidligere piratø Gramvousa samt til Balos Beach ikke langt derfra. De både dertil sejler fra byen Kissamos, så vi havde fundet et billigt værelse i byen hvor vi overnattede. Så slap vi 1½-2 timers kørsel 'hjem' - for så at skulle samme vej tilbage tidligt næste morgen. Så vi overnattede hos Bikakis Family Apartments og det var nemt og bekvemt. Prisen på 290 kr. matchede fint det vi sparede i benzin og så vandt vi da tiden.

Torsdag morgen kørte vi ned på havnen hvor vi købte en stak toasts til morgenmad. Vi gik ombord på 'Spirit of Athos' der kl. 10.25 satte kursen mod Gramvousa Island. Turen tog lidt over en time, og da vi var fremme lavede Robert lige sit lille trick med dykkercomputeren, da han skulle dykke næste dag. Vi var i vandet på stranden der var rimelig stenfyldt, og droppede turen op til en gammel fæstning i 137 meters højde. Stien derop var ikke lige egnet til sandaler. Båden sejlede videre til Balos, der er en lækker men lavvandet strand. Her havde vi et længere stop på knap 3 timer, så den sidste time sad vi på båden og var egentlig klar til turen tilbage til havnen i Kissamos. Den sejltur tog ca. 1 time og 20 minutter - og så havde vi lige en lang køretur hjem til hotellet. Undervejs stoppede vi på 'Bro & Sister' og fik en glimrende pizza. Efter et par lange dage og med saltvand i hår og lunger, var det et par trætte (og halvrøde) turister der nåede Varvara's Diamond Hotel ved 20.30-tiden. Det varede i hvert fald ikke længe før der blev knurret på værelset 😄

Fredag skulle Robert dykke længere østpå, så efter morgenmaden satte vi kursen mod AquaDive i Agia Pelagia. Vi var fremme ved 11-tiden, men desværre var dykket aflyst pga. strøm og høje bølger. Ærgerligt, da det var eneste chance for et dyk. Men sådan går det engang imellem, og han tog det meget fint. Han havde (selvfølgelig) slæbt ALT udstyr med hjemmefra, men i det mindste har vi ikke rejst rundt med det i rygsækken denne gang. Vi kørte i stedet videre til Heraklion der også er Kretas hovedstad og største by. For første gang oplevede vi reel trafik og bilkøer inde i byen, så vi satte kursen mod Knossos ca. 5 km. udenfor byen. Ruinerne her er minoiske og stedet har været beboet i over 7000 år, og der har ligget forskellige paladser på stedet i næsten 4000 år. I dag er der kun ruiner tilbage, og enkelte (senere) dele af bygninger, søjler m.m. 

Robert valgte at spare de 15€ i entré så jeg gik alene ind. Jeg brugte en times tid derinde og det var meget passende, specielt i middagsvarmen. I stedet tog han en lur i bilen - i skyggen under et træ på parkeringspladsen. Bagefter kørte vi på McDonald's inde i Heraklion og cruisede lidt rundt i den gamle bydel. Men så meget var der ikke at se og trafikken var lidt tosset, så vi satte kursen vestpå igen. På vejen måtte vi dog lige se Arkadi klostret der ligger ca. 25 km. syd for Rethymnon. Det betød endnu flere kilometer i bjergene, og en benzinmåler der havde lyst gult i noget tid. Men klostret var flot og bestemt entréen på 3€ værd. Vi nød det rolige skyggefulde sted, før vi atter kørte ned af bjergene til første tankstation. Der blev tanket lidt benzin og senere drikkevarer i et supermarked før vi sidst på eftermiddagen nåede hjem. Vi fik afleveret bilen og havde på de fire dage nået at køre 725 km. Det lyder måske ikke af så meget, men meget af det har været bjergkørsel. Bilen har helt sikkert gjort at vi har fået set en masse vi ellers ikke ville have haft mulighed for med offentlig transport. Vi fik en dukkert i poolen inden den lukkede kl. 19. Meget utraditionelt for Robert og jeg har vi været meget mere på stranden end i poolen på denne ferie 😎

Lørdag var sidste feriedag, så efter morgenmaden måtte vi pakke sammen og tjekke ud kl. 11. Vi tog bussen ind til Rethymnon hvor vi dalrede rundt et par timer. Vi fandt til sidst skygge i en hyggelig park, inden vi tog bussen tilbage til Platanes. Vi brugte en times tid på at ordne billeder, før vi fandt en rigtig hyggelig græsk taverna og fik turens nok bedste måltid. Vi fik styr på pakkenellikerne og var klar da bussen hentede os kl. 18.40 - faktisk bare et par minutter forsinket. Så har man også prøvet det. Der var opsamling på hoteller på vejen til lufthavnen, så turen tog igen et par timer, så det var mørkt da vi nåede Chania lufthavn. Apollo teamet var mødt talstærkt op i lufthavnen (tænker der også var et nyt kuld feriehungrende turister på vej?!) og indtjekning samt security check gik rimelig hurtigt. Det er på ingen måde en stor terminal, og de 10 gates er placeret i et rum på størrelse med en håndboldbane. Mere end hver tredje stol er pt. blokket af pga. Corona afstand, så der var ingen ledige siddepladser. Men efter et hurtigt kig på afgangstavlen stillede vi os over ved de to gates hvor de næste afgange var, og så var der pludselig nogle ledige pladser. Rart man ikke skal stå op med alt sit habbengut i over en time. SAS flyet afgik til tiden, og var egentlig fyldt godt op. Men vi var faktisk de sidste der kom ombord, og da vi gik ned mod vores sæder lød det 'boarding complete' og da der lige dér var to tomme rækker, så satte vi os på dem. Så vi havde god plads til at brede os på den godt 3½ time lange flyvning. Vi landede i Kastrup til tiden kl. 01.25 og mindre end én time senere havde metroen bragt os det sidste stykke hjem.

Det var SKØNT med en ferie og det har været tiltrængt!!! Heldigvis har Corona ikke fyldt meget på turen - bortset fra mundbind visse steder, og den pris betaler jeg gerne. Kreta er stadig skøn - og der skal ikke gå 25 år før jeg kommer til Grækenland igen 😊

søndag den 16. februar 2020

Bangkok

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Normalt bor vi på Rambuttri Village Inn når vi er i Bangkok, men for at være ærlig så er det efterhånden ved at være for dyrt. Indrømmet, det ligger det helt rigtige sted, men værelserne med køleskab koster 400 kr. i døgnet uden morgenmad og det er i overkanten. Så Robert og jeg havde fundet en anden mulighed, men stadig på Soi Rambuttri. Jennifer skulle selvfølgelig have muligheden for at opleve Khao San Road, så denne gang blev det altså Sleep Withinn. Vores værelse var fint nok, og der var de ting der skulle være: Aircon, køleskab, safetybox, wifi og badeværelse. Sidstnævnte godt nok kun adskilt fra soveværelset med en glasskydedør, men det er ok. Vigtigere var det at sengen var behagelig og ikke som et hårdt bræt. Der er en lille pool på taget, og den er fin til en hurtig dukkert efter en dag i byen. Vi gik ud og fik noget mad på Center Khao San, inden vi var en tur i poolen. Om aftenen var vi på et par barer på Khao San Road, inden min gode ven besluttede at fortælle Jennifer om Patpong kvarteret og deres legendariske ping-pong-show 😛

Sidst jeg var der var med Anne og mine niecer, og jeg havde sådan set ingen planer om at skulle se det igen. Primært fordi det er ligeså ophidsende som en tur til tandlægen, og det krævede en halv times tur med taxa bare for at komme dertil. Den "løste" Robert så elegant ved at foreslå at vi da bare kunne tage en tuk-tuk, velvidende at jeg bare ikke magter at køre i tuk-tuk i Bangkok... så tak røv! Jennifer ville bare rigtigt gerne opleve det, så til sidst sagde jeg OK - så lad os gøre det. Robert kunne næsten ikke holde op med at grine, men han skulle selvfølgelig heller ikke med. Vi kom ind i en tuk-tuk, men kørte kun ca. 100 meter før han prøvede at tage røven på os. Så i stedet tog vi en taxa - og den kostede (selvfølgelig) kun 1/5 af hvad tuk-tuk'en havde forlangt. Vi fandt en bar med ping-pong-show, betalte 300B i entré (inkl. en øl) og satte os til rette i sofaen. Det var så dér det gik op for mig, at ud af måske 200 steder i Patpong havde vi begivet os ind på den selv samme bar som jeg var på med familien dengang, og hvordan var det nu lige det gik da vi skulle forlade stedet igen? 😟

Nå, men vi sad der vel i godt tre kvarter, og kunne se pigerne skyde med bordtennisbolde og dartpile, fjerne kapslerne fra glasflasker og alskens andre tricks - alt sammen kun ved brug af... ja, gæt selv! Jeg havde advaret Jennifer om at det måske ikke var det mest spændende, og det gav hun mig da også ret i. Men nu har hun set det, og vi slap da ud denne gang uden at blive præsenteret for en kæmpe regning. Vi tog en taxa tilbage til hotellet, hvor jeg kunne sende Robert en besked der lød noget i stil med: F*** dig! 😆

Torsdag blev brugt på klassisk sightseeing i Bangkok. Vi sejlede på Chao Phraya floden til Wat Arun, morgengryets tempel. Vi måtte leje en sarong til Jennifer, da man jo (som kvinde) skal have dækket både skuldre og knæ. Der var ingen problemer for Robert og jeg, men godt vi ikke skulle dækkes af mere tøj da det var pænt varmt. Vi sejlede videre forbi Hilton og de andre store hoteller, før vi tog Skytrain til MBK Centret. Her spiste vi frokost på Pizza Hut før vi tog en taxa hjem til hotellet. Eftermiddagen brugte Jennifer og jeg på at snakke, for hun skulle flyve hjem samme aften. Vi spiste alle tre aftensmad på gaden, før Jennifer og jeg tog en taxa til lufthavnen. Jeg kan simpelthen ikke blive enig med mig selv om der er lavet noget om med vejene i Bangkok, men jeg synes vi meget hurtigt kom til lufthavnen - og 261B for turen er i hvert fald billigt. Jennifer blev tjekket ind på Air Philippines flyet til Cebu, og så manglede "kun" den store farvel-scene. Vi havde dog snakket om, at det selvfølgelig ikke var farvel, men på gensyn - og efter at have siddet i lufthavnen lidt, var det tid til at hun skulle afsted. Det er sjovt at man kan blive så påvirket af at se en person forsvinde, som man kun har tilbragt en uge sammen med, men det var ikke desto mindre sagen for mig. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg sjældent bliver rigtigt ramt af Amors pil, og der går lang tid imellem at jeg møder én jeg kan forestille mig at blive gammel sammen med. Men der er bare noget helt specielt ved Jennifer 💓

Jeg tog tilbage til hotellet, og havde allerede flyttet mine ting ind på Roberts værelse da Jennifer og jeg tjekkede ud tidligere. Så det var også ham jeg vågnede op sammen med morgenen efter... d. 14. februar på Valentins Dag. Ikke helt hvad jeg kunne have ønsket, men det var sådan det var denne gang. Vi tilbragte dagen primært på værelset, men var da ude et par gange og få noget at spise. Jennifer var kommet godt hjem til Cebu, så nu manglede vi bare at komme hjem. Det havde så vist sig at være et større problem end godt er, for vi skulle jo have været med Air China hjem over Beijing. Først havde vi fået ændret billetterne så vi ikke skulle flyve fra Manila, men derimod fra Bangkok. Men det krævede stadig en mellemlanding på 20 timer i Beijing. Air China stillede gratis et hotelværelse til vores rådighed, men det er stadig lang tid at være i et land der er så plaget af Corona-virus. UM frarådede på dette tidspunkt alle ikke-nødvendige rejser til Kina, og vores forsikringsselskab var heldigvis lydhør overfor problematikken. Anne havde haft gang i en masse mennesker i Danmark, ligesom Emma også havde hjulpet med at trække i nogle tråde. For at gøre en lang historie kort, så indvilgede Alka i at betale for nye flybilletter hjem, så vi ikke skulle over Beijing. Det blev i stedet med Finnair over Helsinki, og det betød afgang lørdag morgen. Som en bonus kom vi så hjem et halvt døgn tidligere, da mellemlandigen her var 40 min. i stedet for 20 timer 😊

Det vigtigste var dog at vi slap for Kina, men derfor var vi nu ikke ligefrem glade da vi gik i seng fredag. Jeg savnede Jennifer, og Robert havde store problemer med sin Macbook som han ikke kunne starte. Det var dog bare begyndelsen på et skidt døgn for ham. For lørdag morgen tjekkede vi ud fra hotellet kl. 6, og satte os ind i en taxa. Her finder han så ud af at han mangler sin telefon. Tilbage og tjekke på værelset, men desværre uden held. Vi forsøger med 'Find min Android', men den siger bare at telefonen sidst er set på hotellet 5 min. før vi gik ned i receptionen - og det vidste vi jo godt. Til sidst måtte vi give op og tage en taxa til lufthavnen. Hjemturen gik fint med Finnairs A350 fly, og det var første gang at vi fløj med den flytype. Der var rimeligt med plads ombord, maden var glimrende, og det er med længder den bedste skærm og entertainment-system jeg nogensinde har oplevet. Turen til Helsinki tog i underkanten af 11 timer, og desværre uden ekstra sæder da flyet var helt fuldt. Vores mellemlanding i Helsinki var lidt fortravlet, da vi både skulle igennem security-check, paskontrol og immigration før vi kunne gå mod gaten og direkte ombord på flyet til København. Det betød også at Robert ikke nåede at ryge, hvilket selvfølgelig heller ikke hjalp på humøret. Det blev så bestemt ikke bedre, da vores bagage ikke kom på båndet i Kastrup, og efter en times tid fik vi konstateret at den stadig var i Finland, sammen med 700 andre stykker bagage. Til sidst lykkedes det os at komme ud af lufthavnen, og Robert fik endelig lov at ryge - hvilket hjalp noget på humøret. Bent hentede os og kørte mig hjem først, og dagen efter blev vores bagage efterleveret, så det var fint nok.

Det har på alle måder været en mindeværdig ferie! Starten var god, og det var sjovt at prøve en live-aboard dykkertur, også selvom vores forventninger var større til Similan øerne. Khao Lak var et fint sted, som jeg sagtens kunne se mig selv vende tilbage til. Hele misæren med opholdet i Kina og den forbandede Corona-virus har selvfølgelig fyldt meget, men vi har stadig formået at få så meget ud af turen som muligt. Nu venter et efterspil med forsikringen, for at finde ud af om de dækker nogle af vores ekstraudgifter til fly og hoteller, da vi jo ikke fik lov at tage til Filippinerne. Til gengæld har jeg mødt Jennifer, og alene af den grund har det selvfølgelig været den bedste ferie! 💓

torsdag den 13. februar 2020

Hua Hin

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi ankom til Hua Hin sidst på eftermiddagen, og fra togstationen var det bare en kort gåtur til Wannara Hotel. Værelset var fint og hotellet lå et rigtigt godt sted i byen. En lille sidegade væk og 5 minutters gang, så var man på stranden ved Hilton, der ligesom er midtpunktet i Hua Hin. Om aftenen var vi på en hyggelig italiensk restaurant og spise pasta - og det var her jeg opdagede at Jennifer elsker seafood 😲

Om lørdagen spiste vi morgenmad på hotellet, og det var en fin buffet af glimrende kvalitet. Jeg har nævnt det en del gange før, men når det kommer til morgenmad på hoteller, så er jeg jo glad hvis der er toast, syltetøj, bacon, pølser, juice og lidt frisk frugt... og så selvfølgelig en æggemand- eller dame til at lave scrambled eggs, omelet eller spejlæg.  Vi var en tur på stranden, men ellers brugte vi en del tid på bare at snakke sammen. Vi var også i den lille hyggelige swimmingpool på hotellet, og om aftenen var Jennifer og jeg på natmarkedet. Her fik vi noget skønt aftensmad - nemlig stegte ris, nudler, kylling med cashew nødder og et par BBQ spyd. 

Søndag lejede vi motorcykler for to dage, og med Jennifer bagpå kørte vi ud i verden. Første stop var ved Venezia lidt nord for Hua Hin. Her har man bygget en slags mini-Venedig med kanaler til gondolsejlads, små broer, et lille 'tivoli' med små forlystelser samt en masse souvenirbutikker. Jeg gætter på at det primært er rettet mod asiatiske turister, men for 250B (55 kr.) fik vi adgang til området samt en sejltur i en gondol. Det var såmænd hyggeligt nok, men der gik nok ikke meget mere end 5 minutter før vi var tilbage ved startstedet igen. Vi gik rundt og så lidt på tingene, og Jennifer fik forhandlet sig til en god pris på et par t-shirts. Det var meget vigtigt at der stod Thailand på dem, så hun altid kunne huske hvor hun havde købt dem 😀

Efter besøget kørte vi videre til 'Big Buddha' ved Huay Mongkol Temple. Vi så den statuen og var også inde og se et lille tempel. Bagefter kørte vi over til den Gyldne Buddha ikke så langt derfra, selvom Roberts gps vist lavede tricks med os undervejs. Vi sluttede vores sightseeing ved Sam Phan Nam Floating Market der var én stor turistfælde. Vi fik dog en sejltur ud af det, men flydende marked var der intet af. Vi var tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen, efter at have kørt måske 60-70 km. i alt. En glimrende tur, selvom jeg nok fik for meget sol den dag. Om aftenen spiste vi thaimad, før vi fandt en bar hvor vi spillede pool, fik nogle drinks og hørte musik. Robert og jeg underholdt også med en glimrende karaoke version af Volbeats 'For evigt', der selvfølgelig var fuldstændigt spildt på folk fra Thailand og Filippinerne 😛

Mandag var vi igen på farten på de fine motorcykler og vi så bla. et par udsigtspunkter. Det første var der ikke så meget ved, men der var dog det sædvanlige rend af aber. Det andet sted var noget bedre, så vi fik da taget et par gode billeder. På vejen ned af bjerget fik vi noget at drikke på en lille seafood-restaurant. Her udviste Jennifer samme nysgerrighed som min søster, da hun spurgte meget energisk ind til de forskellige fisk i tankene. En sjov detalje er forresten at alle vi møder tror hun er thai, og derfor taler thailandsk til hende. Det medfører så et modsvar: I'm not thai, speak english please! 😊 Om aftenen var vi på begge de natmarkeder der er i Hua Hin, og vi har haft god gavn af vores motorcykler. Vi havde lejet en størrelse større end normalt, men de 350B i døgnet var en fin pris for de kørte bare godt. I 7-11 købte vi drikkevarer med hjem på værelset - en klassisk manøvre.

Efter de to dage på farten var tirsdag mere en slapper-dag. Vi hyggede i poolen og slappede af på værelset. Om aftenen fik jeg stegte ris med kylling - og det smagte fantastisk. Vi fik et par drinks på en bar, før vi købte nogle grillspyd med hjem på værelset. Jennifer bliver tit sulten sidst på aftenen, og et par gange havde hun ved gud købt kopnudler i 7-11. Så er et par friske grillspyd trods alt 1000 gange bedre hvis man spørger mig 😋

Onsdag tjekkede vi ud ved middagstid, og tog plads i den minibus vi havde hyret til at køre os tilbage til Bangkok. Vi kunne jo nok godt have nøjedes med en almindelig bil, men Robert insisterede på at vi havde noget mere plads, og det var selvfølgelig også meget dejligt. Turen til Bangkok tog lige over 3 timer, og det var faktisk kun det sidste stykke i udkanten af byen hvor der var trafik. Alt i alt var det selvfølgelig meget federe end 5 timer på hard-seater i toget, men naturligvis også en del dyrere. Jeg har været i Hua Hin før, og jeg vil bestemt ikke afvise at tage dertil igen. Der er ikke de store 'must-see' ting i og omkring byen, men der er en meget hyggelig og afslappet stemning jeg godt kan savne andre steder i Thailand. Ligesom i Khao Lak kan man faktisk godt få lov til at gå i fred, i hvert fald det meste af tiden...