mandag den 29. november 2021

Kiev

 (Klik på billedet for adgang til albummet)

Midt i en Corona-tid bookede Robert og jeg flybilletter til Kiev i Ukraine. Egentlig var det opfyldelsen af en gammel aftale med min engelske veninde Clare, som jeg har kendt i over 14 år. Vi mødte hinanden ved Terrakottakrigerne i Kina og sidenhen flere andre steder rundt omkring i det store land. Senere besøgte Robert og jeg hende i New Zealand og vi var også til hendes bryllup i England. Hun har en stor interesse i 'forladte steder,' og vi har mange gange snakket om en tur til Chernobyl. Robert er egentlig ikke den store fan af disse storbyferier, men lige netop denne ville han gerne med på. Så vi bookede billetter med Wizzair der flyver direkte fra København til Kiev. Vi var forberedt på at forskellige restriktioner kunne umuliggøre turen, men det lykkedes faktisk uden de store problemer. Vi skulle fremvise Corona-pas for at få lov til at flyve, ligesom vi skulle købe en Corona-forsikring gennem et ukrainsk forsikringsselskab, men så var vi klar…

Vi havde købt en fælles 20 kg. kuffert til turen, så Robert kom hjem til mig så vi kunne pakke og tage metroen til lufthavnen sammen. Indtjekningen gik uden problemer, men alligevel fik turen ikke den allerbedste start. Det er efterhånden blevet en fast tradition at starte med et måltid på Burger King, men da vi kl. 20.01 stod ved skranken hos dem fik vi at vide at de altså lukkede kl. 20. Så i landets største lufthavn kan man altså ikke få en burger efter kl. 20 på en lørdag aften – og vi er stolte af Kastrup Lufthavn? Da Anne og jeg fløj fra Mumbai kunne vi kl. 03.30 bla. vælge mellem Pizza Hut, Burger King, KFC og Subway – det er sgu’ for dårligt CPH 😕

Nå, men flyveturen gik fint og varede under to timer. Vi landede i byens 'lille' internationale lufthavn Zhulyany der ligger bare 6 km. fra centrum. Da vi havde styr på vores Corona-pas og den føromtalte forsikring (90 kr. for en uges dækning) kom vi hurtigt igennem immigrationen. Klokken havde efterhånden passeret 01, så offentlig transport var udelukket ind til byen. Taxamafiaen krævede 600 UAH for turen, hvilket svarer til 150 kr. Så i stedet brugte vi lufthavnens gratis wifi og bestilte en Uber til 140 UAH. Han kom efter få minutter og smed os af på Independence Square hvor vores hostel ’City Center’ lå. Som altid lå der en nøje udvælgelse bag hvor vi skulle bo, og det var faktisk Robert der endte med at vælge det, primært ud fra placeringen. Det var også fuldstændig midt i byen, så det kunne ikke være mere centralt. Men da vi kl. 02 om natten blev lukket ind af gadedøren og gik igennem en korridor der stank af pis og ind i en raseret elevator der bragte os op til 7. etage, skulle vi nok have lugtet lunten. Vi fik vækket en kvinde der lå og sov på en drømmeseng bag disken, og så startede et værre cirkus. Jeg havde printet vores booking ud på engelsk, et sprog hun i hvert fald havde NUL kendskab til. Vi prøvede at forklare situationen, og til sidst overgav hun sig og gav os en nøgle. Det var til et værelse kun lige nøjagtigt større end den halvanden-mands seng der stod derinde. Vi fik stablet vores bagage ind i fodenden af sengen og tog elevatoren ned på gaden. Her fandt vi en lille burgerbiks der havde åbent, så vi kunne få lidt at spise samt veksle penge. Tilbage på vores værelse fik jeg noget opgivende redt sengen med det plettede sengetøj vi havde fået udleveret, og så var det ellers på hovedet i seng. Vi blev enige om at nu fik vi noget søvn, og måske så det hele bedre ud i dagslys? Det gjorde det så ikke… 😝

Jeg fik ikke meget søvn den nat, og da vi stod op var tingene ikke ligefrem blevet bedre. Vi kunne ikke bo på det værelse i en uge, så det forsøgte vi at forklare ’trolden’ i receptionen. Hun viste os 3-4 andre værelser, men de var ikke bedre end det vi havde. Sammenholdt med et megaklamt toilet og et fællesområde/køkken der lignede et bombekrater, fik vi nok. Det lykkedes at få fat på ejeren af stedet i en mobiltelefon, og han lovede os vores penge igen – minus en ekstra nat som straf. Det var fint, vi skulle bare væk derfra. Der gik et par timer før der kom en gut med nogle penge, men vi skulle stadig lige igennem endnu en kamp for at få dem udleveret, men det lykkedes til sidst. Tiden havde vi brugt på at finde et andet sted at bo og valget var faldet på Hotel Mir. Her skulle vi give 180 kr. for et dobbeltværelse, men de ekstra 70 kr. i døgnet så ud til at være givet godt ud, så vi bestilte en Uber der kørte os dertil. Første indtryk var en kæmpe lobby, men jeg fik alligevel overtalt receptionisten til at vise mig værelset inden vi betalte - ingen grund til at købe katten i sækken for anden gang. Det var heldigvis et fuldstændigt standard hotelværelse med to senge, køleskab og badeværelse med badekar. Så her kunne vi sagtens pakke ud og bruge det gratis wifi til at skrive til Clare. Hun afbestilte med det samme sit værelse på City Center Hostel og bestilte også et værelse på Hotel Mir. Vi brugte søndag eftermiddag på at få sovet samt lavet lidt ekstra research på hvad vi skulle se. Vi tog metroen et par stop til en McDonald’s hvor vi spiste frokost – udenfor, for pga. Corona måtte man ikke komme ind at sidde. Metroen fungerer super, kører hele tiden og koster bare 8 UAH (2 kr.) uanset hvor langt man skal - inkl. evt. skift mellem de tre linjer. Man køber billetter med en QR-kode som så skannes ved indgangen på stationerne, ligesom man også kan købe forskellige typer kort der kan fyldes op. Om aftenen tog vi metroen til Ocean Plaza Shopping Center hvor vi også fik noget aftensmad.

Mandag morgen gik vi ned i restauranten hvor de serverede morgenmad til 150 UAH pr. person. Det kan sagtens vise sig at være en god deal, specielt hvis det er en lækker morgenmadsbuffet der gør at man kan springe frokosten over. Det var så ikke tilfældet her! Vi kunne vælge mellem tre forskellige menuer, så vi valgte den med scrambled eggs. Efter lidt tid kom tjeneren så med en tallerken med fried eggs (hmmm?) men de røg da ned, så sarte er vi dog heller ikke. Til æggene fik vi hver et par skiver tørt brød, en muffin og et glas kirsebær juice eller en kop kaffe. Det var bare ikke 40 kr. værd i et land hvor det er mange penge, så det blev den eneste gang vi gjorde det. Efter vores overdådige morgenmåltid tog vi metroen ind til centrum. Første stop var ved St. Volodymyr's Cathedral, hvor vi overværede en katolsk ceremoni involverende en hel del mennesker. Derefter gik vi til Golden Gate, der er et pudsigt bygningsværk der ligner en port af mursten med et vedhæng som en norsk bjælkehytte. Som om det ikke var skørt nok, står der foran en kæmpe sten med en stor bronze kat på toppen – måske er det Riga kattens fætter? 😄

Vores videre færd bragte os først til St. Sophia’s Cathedral og derefter St. Michael's Golden-Domed Monastery før vi tog den lille kabelbane ned af bjerget. Den er en del af det offentlige transportsystem, så vi kunne bruge vores 8 UAH papirbilletter ligesom til metroen. Efter en forgæves søgen efter noget frokost faldt vi ved et tilfælde over en Vapiano, og der måtte man faktisk komme ind og sidde – i modsætning til f.eks. McDonald’s og Domino’s. Det lykkedes os aldrig helt at regne ud hvorfor nogle steder, på nogle dage, tillod folk at sidde indenfor, og andre gange var der kun bestilling til take away. Robert havde aldrig spist på Vapiano før, og når man får to store portioner spaghetti bolognese med tilhørende øl og sodavand for 116 kr. så var der ikke meget at betænke sig på. Vi tog metroen tilbage til hotellet, og senere var jeg i det lokale supermarked for at handle. Tidligere havde vi indkøbt juice, Nutella, ost, pølse og brød så vi selv kunne lave morgenmad på værelset, men vi manglede knive og paptallerkner så det fik jeg købt.

Omkring kl. 01 ankom Clare der havde været på en længere tur end os. Man kan ikke flyve direkte fra Birmingham til Kiev, så hun havde haft en mellemlanding i Krakow på vejen med Ryanair. Vi sad og snakkede på værelset noget tid inden hun gik ind på sit eget værelse. Næste dag bød vi på en skive morgenmad hos os før vi tog ud i byen. Der lå et forladt hus ved siden af hotellet, og da Clare har en stor interesse i ’abandoned places’ så startede vi dér. Vi tog metroen til Independence Square så Clare kunne få vekslet nogle penge. Derefter tog vi en Uber til Pechersk Lavra – Kiev’s turistattraktion #1. Her kan man se en del kirker og vi var også oppe i klokketårnet hvorfra man har en glimrende udsigt over byen. Man kan også se den store statue af ’Moder Rusland’ der med hævet sværd står 102 meter højt og skuer ud over floden. Men højdepunktet var klart katakomberne hvor folk er blevet begravet i de sidste 1000 år. Man har gravet et netværk af gange under jorden, og med en konstant temperatur forbliver ligene velbevarede i deres små kister. Mange steder kan man se hænder og fødder stikke ud, og det er en mærkelig følelse at gå rundt dernede blandt hundredevis af lig. Der er lavet en turist-rute, men det er mere spændende at tage bede-ruten, hvor almindelige mennesker kommer og viser deres respekt. Kisterne skal kysses, og der skal kigges ind bag de små ruder hvor ligene ligger – før de også kysses. Ikke specielt Corona-venligt i 2021, men meget følelsesmæssigt. Der er både en øvre og en nedre del af katakomberne på området, og Clare og jeg tog en bonusrunde hvorimod Robert havde fået nok af én tur, så han ventede udenfor. Senere satte vi ham i en Uber hjem til hotellet, imens vi selv hoppede af ved en metrostation. Vi tog ud til Babyn Yar, der skulle være et jødisk mindesmærke med tilhørende holocaust museum. Det er så bare ikke helt bygget færdigt endnu, men vi gik os en længere tur i parken. Det var begyndt at sne, og efter en længere søgning lykkedes det os at finde en restaurant hvor vi kunne få noget mad. Det var fedt at sidde afslappet og snakke, og det var nemt at fornemme at de sidste år ikke har været specielt sjove for Clare. På vejen hjem stoppede vi i vores lokale supermarked, hvor det efter en længere kamp lykkedes at få dem til at lave en pizza vi kunne tage med hjem til Robert. Kampen bestod i at man ikke bare kunne pege på nogle ingredienser og så lavede de den pizza, næh nej man skulle vælge en af de muligheder der var på tavlen. En tavle der kun var på ukrainsk og INGEN af de mange ansatte kunne åbenbart et ord engelsk. Via en anden kunde lykkedes det dog til sidst, og den røg da fint ned da vi kom tilbage til Robert 🍕

Onsdag var vi kommet til turens højdepunkt – vores udflugt til Chernobyl. Jeg husker tydeligt tilbage i 1986 da reaktoren eksploderede og den efterfølgende uvished for hvad det betød for os. Vi slap heldigvis billigt i Danmark, og i hvert fald meget billigere end de lokale.  Vi havde hjemmefra booket en 1-dages tur med SoloEast Travel der fik stor ros for deres ture. Turen kostede 101$ (672 kr.) pr. person inkl. transport fra Kiev, frokost samt leje af geigertæller. Clare havde besluttet sig for en 2-dages tur, men med en pris på over 2000 kr. synes Robert og jeg at det var meget for en overnatning og mere af det samme på dag 2. Aftalen var at vi skulle tilbringe dagen sammen alle tre, og når vi så blev kørt tilbage til Kiev, fortsatte hun til overnatningsstedet. Sådan kom det dog ikke til at blive. Vi blev allerede delt op ved indgangen til den sikkerhedszone der findes 30 km. rundt om kraftværket. Vi stødte på hende et par gange i løbet af dagen, men det var stadig ikke lige den oplevelse vi havde håbet på. Turen var dog stadig fin og vores guide Vlad talte et tydeligt engelsk og vidste meget om området. Vi så flere forladte steder samt Chernobyl byskiltet, inden vi gik igennem en allé med navnene på de hundredevis af landsbyer der var blevet forladt. Vi så også den (angiveligt) sidste Lenin statue i Ukraine, før vi spiste frokost på en lille restaurant i området. Vi spiste sammen med Clare, men blev delt op igen derefter, og tilbage i bussen nærmede vi os nu selve kraftværket. Vi stoppede ca. 1 kilometer væk, og kunne for første gang måle den øgede stråling med vores geigertæller. Her var der ca. 10 gange så meget stråling som på gaden i Kiev hvor vi havde fået den udleveret. Vi kørte helt hen og parkerede ved den store sarkofag der er bygget over det der er tilbage af reaktor 4. Her er der rejst et lille mindesmærke, og det er virkelig underligt at stå under 100 meter fra det sted der har været skyld i så megen død og ødelæggelse. 

Senere fik vi en rundtur i den forladte spøgelsesby Pripyat, hvor der før ulykken boede 50.000 mennesker. Vi så bla. en børnehave, det lokale stadion, en svømmehal samt den lille forlystelsespark der skulle have været åbnet få dage efter ulykken og som således aldrig blev taget i brug. Turen rundt i Pripyat sluttede med besøg i flere beboelsesejendomme, og selvom man officielt ikke må gå ind i bygningerne, gav guiden os flere steder lov til det. Det var dog flere såkaldte ’hot-spots’ man skulle holde sig fra, men de var tydeligt mærket med radioaktive advarselsskilte. Sidste stop på turen var på et nedlagt militæranlæg, hvor den gigantiske Duga-3 radar findes. Den er 150 meter høj og 700 meter lang og blev kaldt ”The Russian Woodpecker”. Den kunne tilsyneladende advare Sovjetunionen om vestlige missilaffyringer, men ellers er der ikke meget man ved om selve brugen af den. Den var imponerende at stå ved siden af, men da Vlad fortalte at eksperter allerede for 20 år siden havde forudset at den kunne falde sammen når som helst, så gav det sgu’ lidt kriller i maven på mig. På vejen ud af ’Exclusion Zone’ skulle vi to gange igennem et dekontamineringskammer, men min personlige holdning er nu at det mest er for syns skyld. Men hele dagen havde vi hver haft et dosimeter på der måler den stråling man udsættes for, så man kunne være sikker på at vi ikke havde været udsat for en overdosis. De blev så indsamlet igen og aflæst da vi skulle ud af zonen, og én turist ombord på bussen havde tilsyneladende pillet ved det, og det kunne de så efterfølgende se. Så vi måtte tilbage til checkpointet og vores guide måtte betale en mindre bøde for at fixe problemet. Vi var tilbage i Kiev kl. 20, efter en dag der efterlod mange indtryk.

Torsdag var Clare stadig på tur, så Robert og jeg tog rundt til et par lokale markeder. Uden at sige for meget så var det noget bras – og ikke engang bras på den ’fede’ måde som Maj og jeg oplevede i Riga. Vi vendte hjem til hotellet sidst på eftermiddagen og ventede på at Clare kom tilbage. Godt nok havde hun betalt meget mere for den ekstra dag, men de havde virkelig også besøgt mange fede steder, og med hendes passion for forladte steder følte hun bestemt at hun havde fået noget for pengene. Vi spiste aftensmad sammen på en hyggelig italiensk restaurant ikke langt fra hotellet.

Fredag var Clares sidste dag, og vi havde lige et sidste punkt på dagsordenen. Vi tog metroen til Arsenalna, der er verdens dybest beliggende metrostation. Jeg har været på mange dybtliggende stationer i f.eks. Moskva og St. Petersborg, men med en dybde på over 105 meter tager denne prisen. Clare er så ikke vanvittig glad for lange rulletrapper, så det er mindre fedt for hende når turen op tager over 4 minutter, og nej de kører ikke ligefrem langsomt! Clare fik købt et par souvenirs med hjem, og vi fandt en lille hyggelig café hvor vi fik frokost. Derefter var det tid til at hun skulle i lufthavnen, så vi prøvede at booke en Uber. Men fordi det var et område med lukket biltrafik var det faktisk noget svært, og vi måtte tilbage op ad en stejl bakke ved St. Andreas Church før vi kunne finde bilen. Der var så samtidig en masse trafik og pludselig var hun i bekneb for tid. Heldigvis havde hun ingen tjekket bagage med, og kunne derfor skynde sig igennem lufthavnen og direkte ombord på flyet – lige i sidste øjeblik. Hun fløj fra Boryspil lufthavnen til Krakow, og blev så forsinket der pga. problemer med flyet. Værre blev det da de endelig kom afsted, for de blev undervejs omdirigeret fra Birmingham til East Midlands lufthavnen pga. dårligt vejr. Den er egentlig tættere på hvor hun bor, men hendes bil stod i lufthavnen. Der var så ved ankomsten sørget for busser der kørte dem til Birmingham, og ombord på den mistede hun så sin pung. Den fik hun heldigvis tilbage et par dage senere, intakt endda – så alt endte godt 😃

Lørdag tjekkede Robert og jeg ud fra hotellet kl. 12, men fik vores kufferter opbevaret for vores fly hjem gik først kl. 19.15 – så vi havde lige en sidste dag i Kiev. Vi startede med at besøge Kievs Railway Museum (surprise surprise) og det var faktisk bedre end forventet. Jeg havde advaret Robert om at det nok ikke var det store, men det var faktisk fint. Man kunne endda komme ind i rigtigt mange af vognene, noget jeg sætter stor pris på. Efter det besøg havde vi to muligheder tilbage: Water Museum hvor man kan se verdens største toilet eller det nybyggede Jellyfish Museum. Vi valgte vandmuseet og det fortrød vi ikke. Vi havde en super guide som gav os en timelang rundtur på det rimeligt interaktive museum, der faktisk er etableret med dansk støtte. Fokus er klart på skolebørn og familier - sådan sparer du på vandet osv. - men som turist er det bestemt også interessant. Det er placeret i (og ikke mindst under) et gammelt vandtårn, og da sådanne jo i sagens natur altid er placeret på de højeste steder var det værste turen dertil op ad bakken. Når man skal ned igen er tyngdekraften jo heldigvis på ens side 😂

Vi kunne desværre ikke nå Jellyfish museet så det må blive næste gang. Vi tog metroen tilbage til hotellet og hentede bagagen og derefter en Uber til Zhulyany lufthavnen bare et kvarters kørsel fra hotel Mir. Her skulle vi lige omfordele vores ting, så ingen af vores tasker vejede for meget. Vi skulle jo med et lavprisselskab hjem, og de skulle da ikke have mulighed for at tjene ekstra på os. Det lykkedes nu også fint, og vi lettede med Wizzair til tiden. Flyet var faktisk godt fyldt, men vi endte alligevel begge med et ekstra tomt sæde. Selvom turen tager under to timer, er det nu da stadig meget rart 😄

søndag den 5. september 2021

Kreta

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Sidst jeg var i Grækenland var i 1996, så efter 25 år var det da også på tide med et gensyn med dette skønne land. Dengang gik turen til Kos og rejsemakkeren var den samme som nu. I år gik turen dog til Kreta, hvor jeg var som 15 årig med min far - på min allerførste charterrejse. Det er også 25 år siden jeg sidst var på charterrejse, men sådan måtte det være denne gang. Som jeg sagde til Robert: Vi skal et sted hen der er farvet grønt eller gult på kortet, det skal være en direkte flyvning og så skal vi som udgangspunkt blive ét sted. Egentlig havde vi opgivet at finde en afbudsrejse, men om tirsdagen lykkedes det at finde en tur til Kreta med Apollo Rejser med afrejse lørdag morgen. Vi skulle bo i en lejlighed i Platanes der ligger ca. 5 km. øst for Rethymnon, centralt på Kreta. Vi mødtes i metroen til Kastrup lufthavn kl. 04 om morgenen og kl. 06.30 fløj vi med SAS til Chania lufthavn. Her blev vi på klassisk charter manér mødt af Apollos team der fik dirigeret os til 'vores' bus - nr. 25, der blev lovprist som den bedste på øen. Det holdt så kun til vi var nået ca. 4 km. udenfor lufthavnen... så brød den ned! Erstatningsbussen kom dog allerede efter mindre end et kvarter, så det var fint. Køreturen til hotellet tog et par timer med de obligatoriske ca. 13 stop undervejs. Vores hotel hed Varvara's Diamond og lå trukket lidt tilbage fra den store vej hvor vi blev sat af. Hotellet har kun 14 værelser, og vores var egentlig en 1-værelses lejlighed med et lille tekøkken, en mindre dobbeltseng og en ekstra sofa/seng. Værelset var temmelig stort så vores behov var fint dækket. Swimmingpoolen blev delt med et par andre hoteller og lå godt 200 meter nede af vejen - lige før stranden. Vi var lidt rundt i området og forhørte os om lejepriser på scootere, men det var godt nok dyrt: 40-65€ pr. dag for én! Noget andre priser end i Asien... for at sige det mildt. Vi besluttede derfor at leje en bil i stedet, og det var faktisk billigere: 175€ for 4 dage - inkl. forsikring uden selvrisiko, vejhjælp osv.

Vi brugte en del af lørdagen på at planlægge hvad vi gerne ville se, for da dette jo var en 'last-minute' ferie havde jeg ikke nået den sædvanlige omgang research på forhånd. Vi var i poolen og fik generelt slappet af, hvilket bestemt var tiltrængt. Corona-restriktionerne på Kreta var følgende: Mundbind var et krav indenfor - dvs. på hotellet, i butikker samt i offentlig transport inkl. fly og lufthavn. Et par steder skannede de vores EU Corona-pas hvis vi ville spise indenfor, men da både Robert og jeg forlængst er færdigvaccinerede var der ingen problemer. Jeg synes ikke det på nogen måde dominerede ferien - og det var skønt! 😀

Vi havde tilkøbt morgenmad som blev indtaget på Hotel Trefon ca. 100 m. fra Varvara's. Der var godt nok ingen 'ægge-dame', men buffetten var fin så vi fik en god start på dagen, hvilket særligt Robert er glad for. Vi var på den lokale strand og fik færdiggjort vores research, så vi følte os rustet til at takle Kreta. Sidst på eftermiddagen tog vi lokalbus #20 ind til Rethymnon. Byen ligger ca. 5 km. væk og bussen kostede kun 1,20€ - billetterne skulle man købe på forhånd i f.eks. supermarkedet - nemt og smart. I Rethymnon gik vi til intro-mødet med guiderne fra Apollo. Det tog kun 25 min. og det vi tog med derfra var nok de gratis drikkevarer vi blev budt. For 25 år siden var et intro-møde muligvis relevant, men det er det ikke i dag. Alle kan jo Google sig til hvad de skal se, hvor de gode restauranter er, og at det ikke anbefales at man drikker vandet fra hanen. Nå, men vi gik en tur rundt i Rethymnons gamle kvarter, så solnedgangen og fik noget aftensmad på havnen. Turen hjem var ligeledes med bussen og tog kun ca. 10 minutter. Vi gav lige den lille dobbeltseng endnu et skud, men den var sgu' lige til den smalle side, så resten af ferien sov jeg på ekstra-sengen i værelset.

Mandagen stod igen på afslapning og god mad. Vi fik booket vores lejebil til dagen efter, var på stranden - og Robert fik forhørt sig om muligheden for noget dykning. Om aftenen så vi 'Jungle Cruise' via min medbragte bærbare og chromecast. Jeg havde også medbragt min 'snorke-maskine' som jeg kærligt omtaler den som. Reelt er det en iltmaske som skal forhindre at jeg får anfald af søvnapnø imens jeg sover, og nu sov jeg jo på værelse med én der kender min vejrtrækning og snorken særdeles grundigt udfra erfaring. Han var super tilfreds, for der kom ikke et pip fra mig nogle af nætterne, og selve maskinen er næsten lydløs - så det er jo fedt at få bekræftet. Jeg føler mig godt nok som lidt af en gammel tåbe når jeg tager masken på, men hvis det virker... godt man ikke er forfængelig! 😏

Tirsdag hentede vi vores lejebil efter vi havde spist morgenmad: En postkasserød Kia Picanto. En lidt blød kobling (og fandt vi ud af to dage senere) et defekt horn... nå ja, i det mindste virkede aircon'en. Vi satte kursen mod Lake Kournas og derefter Katholiko klostret nord for Chania. Kreta er nem nok at komme rundt på i bil (så vanvittigt kører de heller ikke) og med GPS og gratis EU-data er det hele en leg. Vi kom ud på en masse små veje, specielt i bjergene - som der er væsentlig flere af end jeg huskede. Efter klostret kørte vi til Sunset Beach hvor vi fik en dukkert. Mange af strandene er sandstrande, men der er også en del med store rullesten - og ikke alle har krystalklart vand som bruchurerne lover 😊

Men det er altid rart med en dukkert, også selvom vi måtte skifte ud af badetøjet igen ved bilen, midt på en temmelig stor vej. Men vi er som sagt ikke forfængelige... og heller ikke synderligt blufærdige. Vi parkerede ved havnen i Chania by, nok det eneste jeg synes jeg kunne genkende fra turen med min far. Hyggelig havn, men jeg husker den faktisk livligere. Om det så er effekten af Corona eller sådan det bare nu, skal jeg ikke kunne sige. Byen er temmelig varm om eftermiddagen så vi satte kursen hjemad. Der er masser af muligheder for stop undervejs, så man kan nyde udsigten og tage billeder m.m.

Onsdag morgen pakkede vi en lille overnatningstaske hver, for denne dag skulle vi på langfart. Vi kørte de ca. 2½ time til Elafonisi Beach efter et stop ved Topolia Gorge. Elafonisi er kendt for deres lyserøde strand, der skyldes koraller. Desværre har turister taget så meget af sandet med hjem, at man i dag skal kigge godt efter for at finde steder på stranden der er lyserøde. Det ændrer dog ikke ved at det er en fed strand, hvor vi selvfølgelig fik dagens første dukkert. Derefter var vi på håbløs mission i bjergene for at finde et udsigtspunkt Robert havde fundet, men da vejen efterhånden snævrede ind til et smalt spor på en stejl grusvej gav vi op. Enkelte steder var det ikke sjovt at køre tæt på kanten, selv i en lille bil som Picantoen. Men vi kom ned igen i god behold og kørte i stedet til Falasarna Beach. På vejen stoppede vi og spiste på en restaurant med en terrasse der havde udsigt over en del af Kretas vestkyst. Vi havde bestemt at vi ville på bådtur dagen efter til den tidligere piratø Gramvousa samt til Balos Beach ikke langt derfra. De både dertil sejler fra byen Kissamos, så vi havde fundet et billigt værelse i byen hvor vi overnattede. Så slap vi 1½-2 timers kørsel 'hjem' - for så at skulle samme vej tilbage tidligt næste morgen. Så vi overnattede hos Bikakis Family Apartments og det var nemt og bekvemt. Prisen på 290 kr. matchede fint det vi sparede i benzin og så vandt vi da tiden.

Torsdag morgen kørte vi ned på havnen hvor vi købte en stak toasts til morgenmad. Vi gik ombord på 'Spirit of Athos' der kl. 10.25 satte kursen mod Gramvousa Island. Turen tog lidt over en time, og da vi var fremme lavede Robert lige sit lille trick med dykkercomputeren, da han skulle dykke næste dag. Vi var i vandet på stranden der var rimelig stenfyldt, og droppede turen op til en gammel fæstning i 137 meters højde. Stien derop var ikke lige egnet til sandaler. Båden sejlede videre til Balos, der er en lækker men lavvandet strand. Her havde vi et længere stop på knap 3 timer, så den sidste time sad vi på båden og var egentlig klar til turen tilbage til havnen i Kissamos. Den sejltur tog ca. 1 time og 20 minutter - og så havde vi lige en lang køretur hjem til hotellet. Undervejs stoppede vi på 'Bro & Sister' og fik en glimrende pizza. Efter et par lange dage og med saltvand i hår og lunger, var det et par trætte (og halvrøde) turister der nåede Varvara's Diamond Hotel ved 20.30-tiden. Det varede i hvert fald ikke længe før der blev knurret på værelset 😄

Fredag skulle Robert dykke længere østpå, så efter morgenmaden satte vi kursen mod AquaDive i Agia Pelagia. Vi var fremme ved 11-tiden, men desværre var dykket aflyst pga. strøm og høje bølger. Ærgerligt, da det var eneste chance for et dyk. Men sådan går det engang imellem, og han tog det meget fint. Han havde (selvfølgelig) slæbt ALT udstyr med hjemmefra, men i det mindste har vi ikke rejst rundt med det i rygsækken denne gang. Vi kørte i stedet videre til Heraklion der også er Kretas hovedstad og største by. For første gang oplevede vi reel trafik og bilkøer inde i byen, så vi satte kursen mod Knossos ca. 5 km. udenfor byen. Ruinerne her er minoiske og stedet har været beboet i over 7000 år, og der har ligget forskellige paladser på stedet i næsten 4000 år. I dag er der kun ruiner tilbage, og enkelte (senere) dele af bygninger, søjler m.m. 

Robert valgte at spare de 15€ i entré så jeg gik alene ind. Jeg brugte en times tid derinde og det var meget passende, specielt i middagsvarmen. I stedet tog han en lur i bilen - i skyggen under et træ på parkeringspladsen. Bagefter kørte vi på McDonald's inde i Heraklion og cruisede lidt rundt i den gamle bydel. Men så meget var der ikke at se og trafikken var lidt tosset, så vi satte kursen vestpå igen. På vejen måtte vi dog lige se Arkadi klostret der ligger ca. 25 km. syd for Rethymnon. Det betød endnu flere kilometer i bjergene, og en benzinmåler der havde lyst gult i noget tid. Men klostret var flot og bestemt entréen på 3€ værd. Vi nød det rolige skyggefulde sted, før vi atter kørte ned af bjergene til første tankstation. Der blev tanket lidt benzin og senere drikkevarer i et supermarked før vi sidst på eftermiddagen nåede hjem. Vi fik afleveret bilen og havde på de fire dage nået at køre 725 km. Det lyder måske ikke af så meget, men meget af det har været bjergkørsel. Bilen har helt sikkert gjort at vi har fået set en masse vi ellers ikke ville have haft mulighed for med offentlig transport. Vi fik en dukkert i poolen inden den lukkede kl. 19. Meget utraditionelt for Robert og jeg har vi været meget mere på stranden end i poolen på denne ferie 😎

Lørdag var sidste feriedag, så efter morgenmaden måtte vi pakke sammen og tjekke ud kl. 11. Vi tog bussen ind til Rethymnon hvor vi dalrede rundt et par timer. Vi fandt til sidst skygge i en hyggelig park, inden vi tog bussen tilbage til Platanes. Vi brugte en times tid på at ordne billeder, før vi fandt en rigtig hyggelig græsk taverna og fik turens nok bedste måltid. Vi fik styr på pakkenellikerne og var klar da bussen hentede os kl. 18.40 - faktisk bare et par minutter forsinket. Så har man også prøvet det. Der var opsamling på hoteller på vejen til lufthavnen, så turen tog igen et par timer, så det var mørkt da vi nåede Chania lufthavn. Apollo teamet var mødt talstærkt op i lufthavnen (tænker der også var et nyt kuld feriehungrende turister på vej?!) og indtjekning samt security check gik rimelig hurtigt. Det er på ingen måde en stor terminal, og de 10 gates er placeret i et rum på størrelse med en håndboldbane. Mere end hver tredje stol er pt. blokket af pga. Corona afstand, så der var ingen ledige siddepladser. Men efter et hurtigt kig på afgangstavlen stillede vi os over ved de to gates hvor de næste afgange var, og så var der pludselig nogle ledige pladser. Rart man ikke skal stå op med alt sit habbengut i over en time. SAS flyet afgik til tiden, og var egentlig fyldt godt op. Men vi var faktisk de sidste der kom ombord, og da vi gik ned mod vores sæder lød det 'boarding complete' og da der lige dér var to tomme rækker, så satte vi os på dem. Så vi havde god plads til at brede os på den godt 3½ time lange flyvning. Vi landede i Kastrup til tiden kl. 01.25 og mindre end én time senere havde metroen bragt os det sidste stykke hjem.

Det var SKØNT med en ferie og det har været tiltrængt!!! Heldigvis har Corona ikke fyldt meget på turen - bortset fra mundbind visse steder, og den pris betaler jeg gerne. Kreta er stadig skøn - og der skal ikke gå 25 år før jeg kommer til Grækenland igen 😊

søndag den 16. februar 2020

Bangkok

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Normalt bor vi på Rambuttri Village Inn når vi er i Bangkok, men for at være ærlig så er det efterhånden ved at være for dyrt. Indrømmet, det ligger det helt rigtige sted, men værelserne med køleskab koster 400 kr. i døgnet uden morgenmad og det er i overkanten. Så Robert og jeg havde fundet en anden mulighed, men stadig på Soi Rambuttri. Jennifer skulle selvfølgelig have muligheden for at opleve Khao San Road, så denne gang blev det altså Sleep Withinn. Vores værelse var fint nok, og der var de ting der skulle være: Aircon, køleskab, safetybox, wifi og badeværelse. Sidstnævnte godt nok kun adskilt fra soveværelset med en glasskydedør, men det er ok. Vigtigere var det at sengen var behagelig og ikke som et hårdt bræt. Der er en lille pool på taget, og den er fin til en hurtig dukkert efter en dag i byen. Vi gik ud og fik noget mad på Center Khao San, inden vi var en tur i poolen. Om aftenen var vi på et par barer på Khao San Road, inden min gode ven besluttede at fortælle Jennifer om Patpong kvarteret og deres legendariske ping-pong-show 😛

Sidst jeg var der var med Anne og mine niecer, og jeg havde sådan set ingen planer om at skulle se det igen. Primært fordi det er ligeså ophidsende som en tur til tandlægen, og det krævede en halv times tur med taxa bare for at komme dertil. Den "løste" Robert så elegant ved at foreslå at vi da bare kunne tage en tuk-tuk, velvidende at jeg bare ikke magter at køre i tuk-tuk i Bangkok... så tak røv! Jennifer ville bare rigtigt gerne opleve det, så til sidst sagde jeg OK - så lad os gøre det. Robert kunne næsten ikke holde op med at grine, men han skulle selvfølgelig heller ikke med. Vi kom ind i en tuk-tuk, men kørte kun ca. 100 meter før han prøvede at tage røven på os. Så i stedet tog vi en taxa - og den kostede (selvfølgelig) kun 1/5 af hvad tuk-tuk'en havde forlangt. Vi fandt en bar med ping-pong-show, betalte 300B i entré (inkl. en øl) og satte os til rette i sofaen. Det var så dér det gik op for mig, at ud af måske 200 steder i Patpong havde vi begivet os ind på den selv samme bar som jeg var på med familien dengang, og hvordan var det nu lige det gik da vi skulle forlade stedet igen? 😟

Nå, men vi sad der vel i godt tre kvarter, og kunne se pigerne skyde med bordtennisbolde og dartpile, fjerne kapslerne fra glasflasker og alskens andre tricks - alt sammen kun ved brug af... ja, gæt selv! Jeg havde advaret Jennifer om at det måske ikke var det mest spændende, og det gav hun mig da også ret i. Men nu har hun set det, og vi slap da ud denne gang uden at blive præsenteret for en kæmpe regning. Vi tog en taxa tilbage til hotellet, hvor jeg kunne sende Robert en besked der lød noget i stil med: F*** dig! 😆

Torsdag blev brugt på klassisk sightseeing i Bangkok. Vi sejlede på Chao Phraya floden til Wat Arun, morgengryets tempel. Vi måtte leje en sarong til Jennifer, da man jo (som kvinde) skal have dækket både skuldre og knæ. Der var ingen problemer for Robert og jeg, men godt vi ikke skulle dækkes af mere tøj da det var pænt varmt. Vi sejlede videre forbi Hilton og de andre store hoteller, før vi tog Skytrain til MBK Centret. Her spiste vi frokost på Pizza Hut før vi tog en taxa hjem til hotellet. Eftermiddagen brugte Jennifer og jeg på at snakke, for hun skulle flyve hjem samme aften. Vi spiste alle tre aftensmad på gaden, før Jennifer og jeg tog en taxa til lufthavnen. Jeg kan simpelthen ikke blive enig med mig selv om der er lavet noget om med vejene i Bangkok, men jeg synes vi meget hurtigt kom til lufthavnen - og 261B for turen er i hvert fald billigt. Jennifer blev tjekket ind på Air Philippines flyet til Cebu, og så manglede "kun" den store farvel-scene. Vi havde dog snakket om, at det selvfølgelig ikke var farvel, men på gensyn - og efter at have siddet i lufthavnen lidt, var det tid til at hun skulle afsted. Det er sjovt at man kan blive så påvirket af at se en person forsvinde, som man kun har tilbragt en uge sammen med, men det var ikke desto mindre sagen for mig. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg sjældent bliver rigtigt ramt af Amors pil, og der går lang tid imellem at jeg møder én jeg kan forestille mig at blive gammel sammen med. Men der er bare noget helt specielt ved Jennifer 💓

Jeg tog tilbage til hotellet, og havde allerede flyttet mine ting ind på Roberts værelse da Jennifer og jeg tjekkede ud tidligere. Så det var også ham jeg vågnede op sammen med morgenen efter... d. 14. februar på Valentins Dag. Ikke helt hvad jeg kunne have ønsket, men det var sådan det var denne gang. Vi tilbragte dagen primært på værelset, men var da ude et par gange og få noget at spise. Jennifer var kommet godt hjem til Cebu, så nu manglede vi bare at komme hjem. Det havde så vist sig at være et større problem end godt er, for vi skulle jo have været med Air China hjem over Beijing. Først havde vi fået ændret billetterne så vi ikke skulle flyve fra Manila, men derimod fra Bangkok. Men det krævede stadig en mellemlanding på 20 timer i Beijing. Air China stillede gratis et hotelværelse til vores rådighed, men det er stadig lang tid at være i et land der er så plaget af Corona-virus. UM frarådede på dette tidspunkt alle ikke-nødvendige rejser til Kina, og vores forsikringsselskab var heldigvis lydhør overfor problematikken. Anne havde haft gang i en masse mennesker i Danmark, ligesom Emma også havde hjulpet med at trække i nogle tråde. For at gøre en lang historie kort, så indvilgede Alka i at betale for nye flybilletter hjem, så vi ikke skulle over Beijing. Det blev i stedet med Finnair over Helsinki, og det betød afgang lørdag morgen. Som en bonus kom vi så hjem et halvt døgn tidligere, da mellemlandigen her var 40 min. i stedet for 20 timer 😊

Det vigtigste var dog at vi slap for Kina, men derfor var vi nu ikke ligefrem glade da vi gik i seng fredag. Jeg savnede Jennifer, og Robert havde store problemer med sin Macbook som han ikke kunne starte. Det var dog bare begyndelsen på et skidt døgn for ham. For lørdag morgen tjekkede vi ud fra hotellet kl. 6, og satte os ind i en taxa. Her finder han så ud af at han mangler sin telefon. Tilbage og tjekke på værelset, men desværre uden held. Vi forsøger med 'Find min Android', men den siger bare at telefonen sidst er set på hotellet 5 min. før vi gik ned i receptionen - og det vidste vi jo godt. Til sidst måtte vi give op og tage en taxa til lufthavnen. Hjemturen gik fint med Finnairs A350 fly, og det var første gang at vi fløj med den flytype. Der var rimeligt med plads ombord, maden var glimrende, og det er med længder den bedste skærm og entertainment-system jeg nogensinde har oplevet. Turen til Helsinki tog i underkanten af 11 timer, og desværre uden ekstra sæder da flyet var helt fuldt. Vores mellemlanding i Helsinki var lidt fortravlet, da vi både skulle igennem security-check, paskontrol og immigration før vi kunne gå mod gaten og direkte ombord på flyet til København. Det betød også at Robert ikke nåede at ryge, hvilket selvfølgelig heller ikke hjalp på humøret. Det blev så bestemt ikke bedre, da vores bagage ikke kom på båndet i Kastrup, og efter en times tid fik vi konstateret at den stadig var i Finland, sammen med 700 andre stykker bagage. Til sidst lykkedes det os at komme ud af lufthavnen, og Robert fik endelig lov at ryge - hvilket hjalp noget på humøret. Bent hentede os og kørte mig hjem først, og dagen efter blev vores bagage efterleveret, så det var fint nok.

Det har på alle måder været en mindeværdig ferie! Starten var god, og det var sjovt at prøve en live-aboard dykkertur, også selvom vores forventninger var større til Similan øerne. Khao Lak var et fint sted, som jeg sagtens kunne se mig selv vende tilbage til. Hele misæren med opholdet i Kina og den forbandede Corona-virus har selvfølgelig fyldt meget, men vi har stadig formået at få så meget ud af turen som muligt. Nu venter et efterspil med forsikringen, for at finde ud af om de dækker nogle af vores ekstraudgifter til fly og hoteller, da vi jo ikke fik lov at tage til Filippinerne. Til gengæld har jeg mødt Jennifer, og alene af den grund har det selvfølgelig været den bedste ferie! 💓

torsdag den 13. februar 2020

Hua Hin

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi ankom til Hua Hin sidst på eftermiddagen, og fra togstationen var det bare en kort gåtur til Wannara Hotel. Værelset var fint og hotellet lå et rigtigt godt sted i byen. En lille sidegade væk og 5 minutters gang, så var man på stranden ved Hilton, der ligesom er midtpunktet i Hua Hin. Om aftenen var vi på en hyggelig italiensk restaurant og spise pasta - og det var her jeg opdagede at Jennifer elsker seafood 😲

Om lørdagen spiste vi morgenmad på hotellet, og det var en fin buffet af glimrende kvalitet. Jeg har nævnt det en del gange før, men når det kommer til morgenmad på hoteller, så er jeg jo glad hvis der er toast, syltetøj, bacon, pølser, juice og lidt frisk frugt... og så selvfølgelig en æggemand- eller dame til at lave scrambled eggs, omelet eller spejlæg.  Vi var en tur på stranden, men ellers brugte vi en del tid på bare at snakke sammen. Vi var også i den lille hyggelige swimmingpool på hotellet, og om aftenen var Jennifer og jeg på natmarkedet. Her fik vi noget skønt aftensmad - nemlig stegte ris, nudler, kylling med cashew nødder og et par BBQ spyd. 

Søndag lejede vi motorcykler for to dage, og med Jennifer bagpå kørte vi ud i verden. Første stop var ved Venezia lidt nord for Hua Hin. Her har man bygget en slags mini-Venedig med kanaler til gondolsejlads, små broer, et lille 'tivoli' med små forlystelser samt en masse souvenirbutikker. Jeg gætter på at det primært er rettet mod asiatiske turister, men for 250B (55 kr.) fik vi adgang til området samt en sejltur i en gondol. Det var såmænd hyggeligt nok, men der gik nok ikke meget mere end 5 minutter før vi var tilbage ved startstedet igen. Vi gik rundt og så lidt på tingene, og Jennifer fik forhandlet sig til en god pris på et par t-shirts. Det var meget vigtigt at der stod Thailand på dem, så hun altid kunne huske hvor hun havde købt dem 😀

Efter besøget kørte vi videre til 'Big Buddha' ved Huay Mongkol Temple. Vi så den statuen og var også inde og se et lille tempel. Bagefter kørte vi over til den Gyldne Buddha ikke så langt derfra, selvom Roberts gps vist lavede tricks med os undervejs. Vi sluttede vores sightseeing ved Sam Phan Nam Floating Market der var én stor turistfælde. Vi fik dog en sejltur ud af det, men flydende marked var der intet af. Vi var tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen, efter at have kørt måske 60-70 km. i alt. En glimrende tur, selvom jeg nok fik for meget sol den dag. Om aftenen spiste vi thaimad, før vi fandt en bar hvor vi spillede pool, fik nogle drinks og hørte musik. Robert og jeg underholdt også med en glimrende karaoke version af Volbeats 'For evigt', der selvfølgelig var fuldstændigt spildt på folk fra Thailand og Filippinerne 😛

Mandag var vi igen på farten på de fine motorcykler og vi så bla. et par udsigtspunkter. Det første var der ikke så meget ved, men der var dog det sædvanlige rend af aber. Det andet sted var noget bedre, så vi fik da taget et par gode billeder. På vejen ned af bjerget fik vi noget at drikke på en lille seafood-restaurant. Her udviste Jennifer samme nysgerrighed som min søster, da hun spurgte meget energisk ind til de forskellige fisk i tankene. En sjov detalje er forresten at alle vi møder tror hun er thai, og derfor taler thailandsk til hende. Det medfører så et modsvar: I'm not thai, speak english please! 😊 Om aftenen var vi på begge de natmarkeder der er i Hua Hin, og vi har haft god gavn af vores motorcykler. Vi havde lejet en størrelse større end normalt, men de 350B i døgnet var en fin pris for de kørte bare godt. I 7-11 købte vi drikkevarer med hjem på værelset - en klassisk manøvre.

Efter de to dage på farten var tirsdag mere en slapper-dag. Vi hyggede i poolen og slappede af på værelset. Om aftenen fik jeg stegte ris med kylling - og det smagte fantastisk. Vi fik et par drinks på en bar, før vi købte nogle grillspyd med hjem på værelset. Jennifer bliver tit sulten sidst på aftenen, og et par gange havde hun ved gud købt kopnudler i 7-11. Så er et par friske grillspyd trods alt 1000 gange bedre hvis man spørger mig 😋

Onsdag tjekkede vi ud ved middagstid, og tog plads i den minibus vi havde hyret til at køre os tilbage til Bangkok. Vi kunne jo nok godt have nøjedes med en almindelig bil, men Robert insisterede på at vi havde noget mere plads, og det var selvfølgelig også meget dejligt. Turen til Bangkok tog lige over 3 timer, og det var faktisk kun det sidste stykke i udkanten af byen hvor der var trafik. Alt i alt var det selvfølgelig meget federe end 5 timer på hard-seater i toget, men naturligvis også en del dyrere. Jeg har været i Hua Hin før, og jeg vil bestemt ikke afvise at tage dertil igen. Der er ikke de store 'must-see' ting i og omkring byen, men der er en meget hyggelig og afslappet stemning jeg godt kan savne andre steder i Thailand. Ligesom i Khao Lak kan man faktisk godt få lov til at gå i fred, i hvert fald det meste af tiden...

torsdag den 6. februar 2020

Phuket

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi ankom til lufthavnen i god tid, og vi var da lidt spændte på hvordan hele hysteriet omkring Corona-virussen ville være. Det viste sig så desværre at være mere omfattende end vi havde forudset, og det fik stor betydning for resten af vores ferie. Vi skulle flyve fra Phuket til Singapore og derfra videre til Clark på Filippinerne. Men bare to dage tidligere, havde myndighederne i både Singapore og på Filippinerne indført en 14 dages karantæne for folk der havde været i Kina. Det havde vi jo på vejen til Thailand, og da det kun var 9 dage tidligere blev vi simpelthen nægtet at flyve. Det var noget af en bet, og det var det af flere årsager. Dels havde vi forberedt os på at rejse til Filippinerne, og vi havde flere fly og hotelbookninger vi ikke kunne aflyse. Samtidig havde turen dertil også et andet formål. Robert og jeg havde nemlig skrevet sammen med kvinder fra Filippinerne, og vi havde begge aftalt at skulle mødes med én når vi kom til Cebu. Jeg havde på nettet skrevet med en kvinde ved navn Jennifer, og jeg havde virkelig set frem til at mødes med hende. Jeg er langtfra erfaren i net-dating, men jeg synes hun virkede rigtig sød, så jeg var klar til at give det en chance. Robert havde skrevet med en pige ved navn Jovelyn, så det var noget af en spand koldt vand i hovedet, da vi fik at vide at det ikke kunne lade sig gøre... 😒

Nu var gode råd dyre, og vi købte os til lidt internet tid på Burger King i lufthavnen. Jeg forsøgte at finde ud af om der var noget vi kunne gøre, men det stod hurtigt klart at Filippinerne lige nu var lukket land for os. I stedet fandt vi et hotel i nærheden af lufthavnen og bestilte et værelse hos dem. De havde også en gratis shuttle service, så vi bookede dem til at komme og hente os og køre os til Airport Resort & Spa, der viste sig at være et fuldstændig klassisk lufthavnshotel. Vores værelse var udmærket, og det var internetforbindelsen heldigvis også, for nu startede et mindre logistisk mareridt. Ud fra tesen om at 'når Muhammed ikke kan komme til bjerget...' så var Plan B at finde ud af om pigerne så kunne komme til Thailand i stedet? Det lyder måske simpelt nok - køb en flybillet og så afsted, men så nemt er det bare ikke. Filippinerne har nemlig en ret skrap lovgivning når det handler om at rejse ud, og der er efter sigende flere grunde til dette. Dels ønsker man f.eks. at beskytte sin befolkning mod at blive udnyttet som billig arbejdskraft i andre lande, men onde tunger nævner også frygten for at folk rejser ud og tjener penge i udlandet, og dermed ikke betaler skat hjemme i Filippinerne. I hvert fald er det en større proces hvis man ønsker at få tilladelse til at rejse, og selvom Jennifer er 34 år gammel så skal hun stadig ansøge om at få lov til det. Så vi fik lavet et invitationsbrev, booket hoteller i hendes navn og bestilt en flybillet. Så skulle jeg sende en kopi af mit pas, dokumentation for vores forhold og hidtidige kommunikation og en masse andet bureaukratisk fnidder-fnadder, men til sidst skulle alt være i orden.

Vi forlængede vores ophold på hotellet endnu en dag, og planen var så at tage fra Phuket til Bangkok onsdag. Vi var bange for at vi ikke ville få lov til at flyve (selv indenrigs i Thailand), så i stedet tog vi en 'Grab' taxa fra hotellet ned til Phuket Busterminal 2. Herfra tog vi så bussen kl. 14 til Surat Thani, en tur på små 4 timer. I Surat Thani var vi på Pizza Hut og spise aftensmad, før vi fandt vej til togstationen. På nettet havde vi købt billetter på nattoget til Bangkok med afgang kl. 21.26  🚂

Toget var af den sædvanlige type i Thailand. Man har ikke kupéer som i mange andre lande, men i stedet sover man i to etager på langs med køreretningen. Vi havde kun kunnet få to overkøjer, men det lykkedes da at komme derop i nogenlunde fin stil. Vi fik begge sovet om natten, og nåede frem til Bangkok om formiddagen, med den klassiske halvanden times forsinkelse. Jennifer og Jovelyn skulle flyve fra Filippinerne om aftenen kl. 21, så Robert og jeg havde booket et værelse på et billigt hotel lige ved siden af Bangkoks hovedbanegård Hua Lamphong. Her brugte vi så dagen på at vente... men desværre var der dårligt nyt. Jovelyn fik ikke lov til at rejse, men det gjorde Jennifer til gengæld. Hun har også rejst en del gange før, og efter sigende skulle det gøre de Filippinske myndigheder mere villige til at tillade udrejse. Det var en risiko vi havde snakket om på forhånd, og det var selvfølgelig skidt nyt for Robert. Om aftenen tog jeg metro og skytrain til lufthavnen hvor jeg skulle hente Jennifer. På forhånd var vi egentlig ikke nervøse for om hun ville få visum til Thailand ved ankomsten, men alligevel var jeg da spændt på om hun nu også dukkede op. Det gjorde hun heldigvis, og vi tog en taxa tilbage til byen og tjekkede ind på vores værelse på @Hua Lamphong. Selvom vi havde skypet og skrevet meget sammen, så var det selvfølgelig noget andet pludselig fysisk at være sammen. Men vi havde begge sagt at vi ville give det en chance, og så måtte vi jo se hvordan det gik... 💗

Fredag tjekkede vi ud fra hotellet og gik over gaden til togstationen. Vi havde købt billetter til toget til Hua Hin, men havde kun kunnet få pladser på 3. klasse - dvs. uden aircon. Turen burde tage ca. 4 timer, men endte - selvfølgelig - med at tage godt halvanden time ekstra 😆