
Tirsdag fløj vi med Royal Brunei Airlines til Bandar Seri Begawan -
lokalt blot kaldet BSB (ja, de bruger mange forkortelser herude), men
først lød der lige en bøn til Allah i højtalerne, og teksten kunne læses
på flyets skærme. Det er nu alligevel 1. gang jeg prøver det ombord på et fly... Således sikret, satte vi kursen mod det muslimske sultandømme Brunei Darussalem. Vi fik et par fine - omend lidt dyre - værelser på Terrace Hotel, lidt i
udkanten af byens kompakte centrum - og der var endda en pool :-)
Onsdag morgen gik vi ned gennem byen til den flotte Omar Ali Saifuddien
moské, opkaldt efter faderen til den nuværende sultan. Den er opført i
flot italiensk marmor, og indeni er den på samme tid meget enkelt og
spartansk indrettet, men også flot dekoreret. Som ikke-muslimsk turist,
skulle vi først iføre os en lang sort "låne-dragt" og så ellers holde os
til den røde løber der var lagt ud oven på bedetæpperne. Udenfor i en
kunstig lagune, ligger et drageskib som bragte minder om Kejserinde Cixi's
marmorbåd fra sommerpaladset i Beijing. Op til moskéen ligger Kampung
Ayer Water Village, som med sine ca. 30.000 indbyggere skulle være
verdens største samling stylte-huse. Vi sejlede dog meget på vores tur rundt i Sabah, så vi droppede en sejltur.
Vi tog i stedet bussen til Jame´Asr Hassanal Bolkiah moskéen, som nok er
landets største moské, men ikke helt så imponerende som Omar Ali's.
Ligesom dér er det forbudt at tage billeder indenfor. Man skulle ellers
tro at de gerne ville "sprede budskabet" !! Vi så også Royal Regalia Museum,
hvor en masse gaver til Sultanen af Brunei er udstillet, ligesom en
større afdeling om hans liv. Vi fandt dog ingen gaver fra Danmark, men
måske er de ikke fine nok til at blive udstillet ?
Torsdag tog vi en komplet slapper dag, hvor vi bare hyggede med læsning
og svømning i hotellets pool... skønt! Måltiderne blev spist på
hotellet, så vi behøvede ikke engang at forlade stedet. Det viste sig noget svært
at finde et fly ud af Brunei igen. Egentlig ville vi gerne direkte til
Kuching på den malaysiske del af Borneo, men det kunne ikke lade sig
gøre. Så fredag formiddag satte vi for 3. gang kursen med Kota Kinabalu
(KK) - denne gang med Malaysia Airlines - så det var uden en bøn om god
rejse...