Luang Prabang

 

 (Klik på billedet for adgang til albummet)

Efter næsten et års venten... med planlægning, mails og feriemøder - var det ENDELIG blevet mandag d. 8. juli 2013. Vi skulle på sommerferie i en måned, og denne gang var familien blevet udvidet med et ’feriebarn’. Emmas bedste veninde Trine skulle med, så hun på egen krop kunne opleve asien. Mange destinationer var blevet overvejet – og forkastet – både af hensyn til tid og penge. Vi havde scoret nogle billige billetter til Chongqing i Kina med Finnair, så første destination var altså Helsinki.

Vi mødtes i lufthavnen kl. 11, og dér kunne Trine så vinke farvel til sin mor. Uanset om man snart er 18 år gammel, så er en måned længe at være væk. Både Trine og Lise klarede det nu meget godt... det var ikke overraskende lidt sværere for min søster!

Vi fløj til Helsinki der er en lille kompakt lufthavn. Vi skulle igennem paskontrollen, og her benyttede vi de smarte sluser i stedet for de manuelle køer. Man skanner sit pas i maskinen, og går derefter ind i en lille sluse. Så bliver der taget et billede af én, og hvis det matcher det i ens pas, så lyser lampen grøn og man kan gå ud i den anden ende. Smart – men samlet tog det nok længere tid end på den ’gammeldags’ manér. Vi skulle kun vente 1½ time i Helsinki, men Trine fik lige skypet hjem at alt (foreløbig) var ok. Gad vide om hun egentlig ved hvad hun har sagt ja til?! :-)

Flyveturen fra Helsinki til Chongqing tog knapt 8 timer, og jeg var endda så heldig at have et tomt sæde ved siden af mig – det er altså luksus på så lang en flyvning. Maden ombord var faktisk rigtig god, og de var flinke til at gå rundt med drikkevarer om natten – det er god service! Clara var hurtig til at vise Trine alle funktionerne på flyet - man er vel veteran?! ;-)

Vi landede i Chongqing lufthavn kl. 7.30 lokal tid, og da vi jo havde fået kinesisk visum hjemmefra gik det let og smertefrit. Trine var dog lidt forundret over at hun pludselig havde fået sådan et i hendes pas :-)

Ved bagagebåndet dukkede pigernes 4 kufferter hurtigt op. Men min rygsæk var dog ingen steder at se. Det var dog en smule beroligende, at der stod en del andre rejsende som også manglede deres bagage, så der var nok bare strandet en bagagevogn et sted. Men nej! Senere gik det op for os, at min rygsæk ikke kom, og det blev også bekræftet af lufthavnens personale. Min rygsæk var formegentlig stadig i Helsinki, men de kunne få den med et fly til Chongqing om senest to dage. Det ville bare ikke hjælpe mig noget, da vi jo ikke skulle blive i Kina, men derimod direkte videre til Laos. Jeg fik udfyldt papirarbejdet, og bad dem om at videresende min rygsæk til Luang Prabang i Laos. Så der stod jeg så... uden andet tøj end det jeg gik i, men jeg synes nu selv jeg tog det meget fint. Det er jo ikke så meget tingene der er i, for alt kan jo købes igen for penge, men for mig er det mere et spørgsmål om at finde tøj eller sko i min størrelse. En gennemsnit kineser eller laot bruger ikke 5XL eller str. 46 i sandal...

Nå, men vi fik lidt mad at spise, og jeg modtog en opringning fra en repræsentant fra Finnair, som faktisk snakkede et forståeligt engelsk. Min rygsæk var blevet fundet i Helsinki, og de skulle nok finde en måde at få den til Luang Prabang på indenfor nogle dage. Selvfølgelig ville jeg da helst have haft min rygsæk hos mig, men alt andet lige var det jo positivt at de vidste hvor den var.

Fra Chongqing fløj vi indenrigs med China Southern til Kunming. Her var der ingen problemer, udover at vores visum lige skulle matches med vores pas, men derefter gik det hele glat. Flyet var en halv times tid forsinket, så vi fik taget os en lille lur i lufthavnen. Man kunne godt mærke på os at vi efterhånden havde haft en lang rejse bag os... og så var den jo faktisk dårligt startet!

Vi ankom til Kunming og fandt mirakuløst en bus der kørte os til byens sydlige busstation, hvorfra den frygtede 24 timers sovebus til Luang Prabang kører. Vi ankom kl. 17 – dvs. 1½ time før bussen skulle køre. Der var 7 pladser tilbage på bussen, så vi købte glad de 5 – også selvom det var overkøjer. Personligt kan jeg bedst lide underkøjer, for dels er det nemmere at komme ind og ud, og dels er der jo ikke den store risiko for at falde ud. Vi fik købt lidt proviant til turen, og så var vi ellers klar!

Jeg må jo hellere lige forklare: Jeg har forsøgt ALLE muligheder for at undgå denne sovebus! Jeg har ikke noget imod lange rejser, og 24 timer med et kinesisk tog med sovevogn ville på ingen måde røre mig. Det har jeg gjort masser af gange, og vil gladeligt gøre det igen. Men der er bare ingen nem måde at komme til Luang Prabang i det nordlige Laos på. Det er en international lufthavn, men der flyves kun dertil fra Bangkok, Vientiane, Hanoi, Chiang Mai og Siem Reap, og det var ikke muligt at få billige billetter fra Chongqing til nogle af de byer. Billigste fly-mulighed fra Chongqing til Luang Prabang kostede over 4.000 kr. og krævede to mellemlandinger. Ruten med fly til Kunming og bus derfra kostede sammenlagt kun 1.100 kr. – så vi sparede altså næsten 3.000 kr. pr. mand ved at gøre det på denne måde. Med det i baghovedet spoler vi så frem til der hvor vi går op i bussen...

I starten ser det lovende ud: Rimelig bred midtergang og fornuftige køjer – indtil det går op for mig hvor vores pladser er! Det er så de fem sovepladser på den øverste platform, henover bagsædet – hvis der altså havde været et! Gangen er nu snævret ind til at være ca. 40 cm. bred, og jeg skal altså have min store krop op i det lille aflukke. Jeg får – på en eller anden måde – mast mit korpus derop, imens den halve bus (inkl. mine egne rejsefæller) er ved at dø af grin over synet. Med hiv og sving kommer vi alle 5 på plads og begynder at arrangere tasker, tæpper, madvarer m.m. Der er så lavt til loftet at man tror det er løgn, og hvis én af os skal ligge på siden bliver de 4 andre nødt til at gøre det samme, så lidt plads er der... og der skulle vi ligge i 24 timer – muligvis mere! Ikke nok med at der var smalt, så var længden vel ca. 150 cm. – eller knapt 30 cm. for kort til at man kunne ligge der. Nå, vi tog det nu med et smil – og det er jo altid bedre at grine af tingene fremfor at græde.

Lyset blev hurtigt slukket og så var der jo ikke andet at gøre end at prøve at sove lidt. Det lykkedes Clara og jeg at få et par timers søvn, men det var i små etaper af få minutters varighed. Der var enkelte stop om natten, og skulle man tisse eller lave l*** så var det bare ud på vejen at gøre det. Jeg kom slet ikke ikke ud – og det var såmænd ikke fordi jeg ikke skulle, men jeg orkede bare ikke turen ud og ind af bussen. Vi nåede grænsen ved Mohan inden kl. 6 om morgenen, men chaufføren kørte også godt til. Grænsen åbnede dog først kl. 8 så vi måtte pænt vente lidt. Vi fik stemplet ud af Kina, og så ombord på bussen igen. En kort køretur gennem ingenmandsland og så kom vi til den laotiske side af grænsen ved Boten. Vi købte vores visum her (32 US$) og det gik ligeledes smertefrit, omend en lille smule kaotisk. Vi fik lidt undeligt smagende morgenmad imens bussen blev clearet, og derefter kunne vi fortsætte mod Luang Prabang.

På dette tidspunkt er det ca. 40 timer siden vi tog fra København, og selvom vi har holdt humøret godt oppe, så kan man godt mærke at trætheden er ved at melde sig. Indtil nu har busturen ”bare” været irriterende fordi der ikke er noget plads, men nu melder et nyt moment sig: Laos’ veje...

Jeg kan faktisk ikke med ord beskrive de sidste 6-7 timers kørsel til Luang Prabang, men blot konstatere at det er den VÆRSTE bustur jeg nogensinde har været på, og det siger altså ikke så lidt! Der var så mange huller i vejen, at vi blev smidt rundt – og der blev bandet ikke så lidt, både på dansk og på kinesisk. Om det sidste så var over vejen eller over os... det skal jeg ikke kunne sige. Men efter udmattende 25 timer i bussen nåede vi endelig Luang Prabang – og aldrig har jeg været mere glad for at komme ud af en bus. 48 timers rejse var endelig slut!

Vi tog en tuk-tuk til vores lille hotel – Riverside Guesthouse. Det ligger ned til Nam Khan floden, på den ’dyre’ halvø nordøst for national museet. Vi havde booket et dobbelt- og et tripple-værelse til hhv. 25 og 30 US$ inkl. morgenmad. Stedet var ikke stort, men værelserne var fine og sengene endda rigtig gode. Vi gik en tur ned til natmarkedet, der ikke er specielt turistet – men har mange fine lokalt producerede varer. Det var skønt at kravle i en rigtig seng og sove.

Torsdag morgen spiste vi morgenmad med udsigt over floden. Vi var trætte efter en lang rejse, så vi besluttede at holde en ’Wellness-dag’. Pigerne fik massage og ordnet negle – og jeg fik sovet. Vi så en masse søde børn der vinkede til os på vejen, og pigerne gik ind og sagde hej. Det var børnehavebørn og de var bare så bedårende. De synes det var sjovt at lege med Emmas armbåndsur, en batteridrevet vifte eller se billeder af sig selv på kameraet lille skærm. Aftenen sluttede med endnu en shoppetur på natmarkedet – og nu kunne jeg godt mærke at jeg savner Robert! :-)

Fredag morgen spiste vi morgenmad, og så lejede vi en minibus der kunne køre os ud til Tad Sae vandfaldet, som var på listen over ting vi gerne ville opleve. Turen derud tog kun en halv times tid, og derfra skulle vi på en lille bådtur de sidste 5 minutter til selve vandfaldet. Trine var ikke helt tryg ved båden, men det gik nu uden nogen problemer. Vandfaldet i sig selv er rimelig spektakulært, og jeg er specielt vild med de mange niveauer og små fald. Pigerne havde besluttet sig for at prøve de ’zip-lines’ der er på stedet. Der bliver man spændt på en line og så er det ellers med at ”flyve” ned. Der er 22 platforme, 14 zip-lines og 4 steder man skal abseile ned. Først skulle de dog lige klatre op af både rebstiger og snævre gange for at komme til startstedet. Turen kostede 290.000 Kip og varede lidt under 1½ time. Undervejs havde de fået en ordentlig regnbyge, men det havde bare været rart, for det skyllede det værste skidt og snavs væk. Længste zip-line er 380 meter lang – og du kan læse mere på: www.flightofthenature.com

Efter turen var pigerne helt oppe og køre, så det var godt at blive kølet af i den naturlige swimmingpool for foden af vandfaldet. Jeg havde jo intet skifte- eller badetøj, men valgte simpelthen at bade i mine boxershorts. Det var dejligt køligt og afslappende, og fedt at stå under et vandfald og bade. På vejen tilbage stoppede vi i en ’Pineapple Village’ hvor de lokale solgte ananas ved vejen. Vi købte to ananas og fik dem skåret ud på stedet: Pris 6.000 Kip eller knapt 4,50 kr. – for to hele ananas!!! De smagte fantastisk og var faktisk spist før vi satte os ind i vores minibus og kørte videre. Vi stoppede i lufthavnen, for dagen før havde jeg fået en mail at min rygsæk ville ankomme til lufthavnen i Luang Prabang torsdag med Bangkok Airways. Så jeg kunne gå ind på deres kontor – og dér stod min rygsæk! Gensynsglæden var stor, for det betød at jeg kunne komme hjem og få et bad – og derefter tage rent tøj på – for første gang i 4 dage. Mine rejsefæller havde været søde ikke at sige noget, men jeg kunne efterhånden ikke holde lugten af mig selv ud. Pigerne fik igen massage (40.000 Kip) for 1 time = 30 kr. Maden i Luang Prabang er lidt dyrere end f.eks. Thailand, men et måltid mad for ca. 20 kr. kan jo aldrig kaldes dyrt. En god frugt-shake på gaden kan fås for 7.000 Kip = 5 kr.

Lørdag skulle vi være mahout’er – dvs. elefanttrænere – for en dag. Desværre havde min mave ikke haft det for godt om natten og det blev ikke rigtigt bedre om morgenen. Det betød at jeg måtte blive hjemme, hvilket ærgede mig en hel del. Jeg har redet på elefant masser af gange, men jeg har aldrig selv fået lov til at styre dem, bade dem osv. Jeg lå derfor på vores hotel imens de 4 andre havde en skøn dag. På nettet havde vi fundet et mindre sted, som havde fået rimelige anmeldelser – til forskel fra nogle af de store etablerede elefantlejre. Alt i alt havde de en skøn dag, hvor de både fik redet på de store dejlige dyr, men også lært de forskellige kommandoer der får elefanten til at lystre. Jeg tror ikke helt at oplevelsen kan sammenlignes med det Anne & Co. har prøvet i nordthailand, men alles oplevelser er jo forskellige – og jeg er sikker på at Trine nød dagen. Hun var så også den eneste der var i vandet med elefanten, efter at de tidligere på en bådtur var stødt på en kobra-slange. Så var der ikke andre der skulle nyde godt af at komme i det vand – altså lige undtagen Trine. Hun er sgu’ ikke bange for noget! :-)

Ved siden af elefantlejren ligger Pak Ou Caves – i området bedre kendt som Buddha hulerne. Det er åbenbart noget opreklameret, og det var da fint de fik set dem når de nu var der i forvejen, men det havde været noget tamt kun at tage ud for at se dem...

Søndag var sidste dag i Luang Prabang – og dagen var helliget templer og buddhismen. Hver morgen går munkene rundt i byens gader og samler ris, frugt og andre madvarer sammen i deres lille skål. Det er så det eneste måltid de får om dagen. Hele ceremonien hvor de går i procession igennem gaderne er omgivet af megen kontrovers. Jeg har selv oplevet det, og det er en smuk og højtidelig tradition, hvor de lokale giver til byens munke – selvom de jo ikke ligefrem selv har meget at give af. Desværre bliver det bare ofte ødelagt at turister, som springer ind foran munkene for at tage paparazzi billeder. Det er så respektløst, at jeg ikke havde lyst til at opleve det igen. Men de 4 øvrige begav sig ud i morgengryet kl. 5.30 – og fik købt ris som de kunne give til munkene. Når de så går forbi, får de en skefuld kogte ris (helst af den gode kvalitet) og så videre til den næste. Efter en halv times tur rundt i gaderne vender de tilbage til deres respektive templer og fortsætter dagen med arbejde, bønner, meditation m.m.

Pigerne vendte trætte hjem, men hatten af for at de gjorde det på en sober og respektfuld måde! Vi fik lige et par timers søvn, og så var vi på farten igen. Vi besøgte Wat Xieng Tong, der nok er Luang Prabangs mest berømte tempel. Men sandt og sige er det noget nedslidt, og trænger i den grad til en kærlig hånd. Det var kvalmende varmt denne dag, så vi tog en tuk-tuk ned til vores favorit ’frugt-shake’ bod, og Anne var ikke bleg for at betale tuk-tuk chaufføren lidt over normal takst – bare han kørte nu! :-)

Bagefter gik vi op til That Chomsi der ligger på toppen af den 100 m. høje Phu Si bakke midt i centrum af byen. Turen derop var rimelig hård, men man bliver belønnet med en flot udsigt over byen deroppefra. Dagen var lidt speciel for Trine, da det var årsdagen for hendes mormors død, så hun tændte et lys og nogle røgelsespinde – og vi sendte masser af positive tanker op til himmelen. Så kom regnen pludselig rullende, og vi søgte ly i det lille tempel, hvor vi også tændte lys for Carsten. På vejen ned så vi Buddhas ’fodspor’ – der er bevaret under et lille halvtag. Hmmm :-)

Vi spiste sen frokost på en lille restaurant ved floden – og jeg fik en skøn omgang kylling med karry. Vi sad og spillede kort, og på trods af at myrerne godt kunne lide os, så var det nu pisse hyggeligt. Vi gik tilbage til hotellet få hundrede meter væk, men gik tilbage og spiste aftensmad ved 8-tiden. Der var faktisk fyldt med gæster, og det var stedet ikke helt gearet til. De kludrede et par gange i vores bestillinger, og vores tjener kunne i hvert fald ikke meget engelsk. Men de er jo så charmerende, og med et hurtigt smil går det hele. Pigerne fik købt de sidste ting på natmarkedet, og så var det ellers hjem i seng. Inden vi kunne sove måtte vi dog lige have hjælp af en fra hotellet, da der pludselig sad en 'mother fucking' stor edderkop på væggen i vores værelse. Det krævede en mindre jagt for at få den fanget, men det lykkedes. Ellers tror jeg ikke der var blevet lukket mange øjne den nat!

Mandag morgen spiste vi morgenmad og tjekkede ud fra vores værelser. Vi havde købt billet til VIP bussen til Vang Vieng (150.000 Kip) – spændende hvordan sådan én ser ud?! Vi blev hentet i en tuk-tuk kl. 8.45 og kørt til byens busstation. VIP-bussen skulle køre kl. 9.30 – og dermed var det slut med vores ophold i Luang Prabang...

Dublin

Dublin har længe stået højt på ønskelisten, så da Norwegian solgte billetter dertil for kun 249 kr. var det tid...

Mandag d. 19. november fløj jeg til Dublin og tog med lufthavnsbussen (med det meget passende rutenummer 747) ind til centrum. Jeg havde booket et værelse på Eliza Lodge - et guesthouse midt i byen. Mit værelse lå på 2. sal med udsigt til floden Liffey og Millennium Bridge. Prisen på 49€ pr. døgn inkl. morgenmad virkede som et rigtigt godt tilbud!

Jeg besøgte Nationalmuseet - hvis historiske og arkæologiske afdeling måske ikke er verdens største - men bestemt et par timer værd. Det er dog mere end man kunne sige om Nationalgalleriet, der var noget af en skuffelse. Jeg gik en tur i området hvor jeg bor - Temple Bar. Ikke overraskende er der stopfuldt af barer... og der er masser af liv!

Tirsdag spiste jeg morgenmad på mit guesthouse, hvorefter jeg gik over floden og til Upper O'Connell Street. Der ligger masser af butikker og shopping centre - og dermed også masser af mennesker. Jeg fik købt en masse sokker i Penneys, som Primark hedder i Irland. Jeg er ikke den store shopper, så snart satte jeg kursen mod Docklands med LUAS sporvognen. Dublin har to LUAS linjer, og jeg havde købt et kort der gav ubegrænsede rejser med bus og LUAS. Det kostede 31,50€ og virkede som et godt tilbud. Reelt tror jeg ikke det kunne betale sig, for Dublin er så kompakt at man går meget rundt. Om aftenen besøgte jeg et par barer i området, og selvom det egenlig bare var meningen at jeg skulle have aftensmad og en pint eller to, så var klokken alligevel 1 før jeg kom hjem. Irere er nu nogle venlige mennesker!

Jeg havde hjemmefra downloadet en "Dublin App" fra visitdublin.com og det smarte ved den er, at man kan bruge den off-line når man går rundt i byen. Bare telefonens indbyggede GPS er slået til, så kan man finde rundt i byen - uden at spekulere på data-udgifter i udlandet. Peg telefonen mod en bygning - så fortæller den hvilken det er, og hvis det f.eks. er et museum så kan man se hvornår de har åbent og hvad entréen er. Du kan også søge på f.eks. stoppesteder på en bestemt busrute, og så er det ellers bare at følge pilen og se afstandmåleren tælle nedad. Der er masser af rejse apps, men at lave én der kan bruges, uden at man enten skal benytte en dyr udenlandsk dataforbindelse eller støve rundt efter gratis WiFi - det er smart, og bør være noget andre byer hurtigt kopierer!

Onsdag købte jeg en billet til Nøddeknækkeren på Gaiety Theatre, før jeg gik til Dublin University. Eneste kollegie på universitetet er Trinity, og området er meget hyggeligt. I det gamle bibliotek "The Long Room" kan man se The Book of Kells der stammer tilbage fra ca. år. 800. Biblioteket er fascinerende og flot, men entréen på 9€ er måske lige i overkanten? Fotografering er desuden forbudt, men jeg har fundet et par billeder på nettet. Jeg så også Arnaldo Pomodoro's "Sphere within a Sphere" - der viser Jorden med kristendommen som et ydre lag. Andre versioner findes bla. i Vatikanet i Rom samt i FN-bygningen i New York. Nøddeknækkeren blev desværre aflyst pga. sygdom, så i stedet brugte jeg pengene på at spise aftensmad på T.G.I. Fridays - og oplevelsen var heldigvis mere Dubai end Hong Kong... ja, den var noget indviet! ;-)

Torsdag tog jeg en LUAS til Dundrum Town Centre, der er et stort shopping center 5 km. syd for centrum. Flere hundrede butikker, biograf og restauranter gjorde det til et fint sted - specielt da det regnede. Jeg tog tilbage til byen, og gik en sidste tur på Grafton Street. Jeg købte en tunsandwich med hjem fra Subway - som jeg spiste imens jeg skypede med Anne & Emma. Der var stor misundelse fra deres side... men den smagte nu også fantastisk! :-)

Om aftenen var det Thanksgiving i USA, og et par barer havde reklameret med at vise NFL fodbold. Det første sted jeg besøgte var vi dog kun tre (!) der så fodbold, og de to andre gik hurtigt. Jeg gik videre til en sportsbar, og her så jeg dagens første kamp. Den gik i overtime og var spændende, så det var skægt at opleve. Derefter gik selskabet lidt i opløsning, så jeg gik hjem og så den anden kamp i fjernsynet.

Fredag morgen spiste jeg morgenmad, før jeg tog lufthavnsbussen til Dublin Airport. Norwegian fløj til tiden, og efter en fredelig flyvning landede jeg i Kastrup...


 

Doha

I modsætning til det noget ufrivillige ophold i Doha på udturen, så var stoppet på hjemturen planlagt med fuldt overlæg. Vi har aldrig rejst så meget i mellemøsten, og vores eneste erfaring er Dubai og Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater. Så da chancen bød sig for en dag i Doha valgte vi det. Udover fordelen ved at dele den lange flyvetur op i to, sparede vi faktisk også over 1.000 kr. pr. person, og det er jo bestemt også værd at tage med!

Det var et bedre fly fra Qatar Airways vi var med denne gang, men som en lille overraskelse skulle Robert ikke sidde sammen med os andre. Vi havde hjemmefra valgt pladser i flyet, men da vi skulle til at gå ombord i Bangkok, opdagede vi at Robert skulle sidde på række 11, imens vi andre skulle sidde (som planlagt) på række 38. Personligt var jeg en smule mopset (læs: misundelig), for hvis det betød at han var rykket op forrest i flyet (på business eller første klasse) var det da noget uretfærdigt. Når sandheden skal frem, så kunne jeg nu godt unde ham det, for han er klart den af os der er hårdest ramt når vi flyver de lange stræk. Det var dog ikke en opgradering han havde fået, de havde blot rykket ham pga. andre passagerer. Men vi havde ikke fået noget at vide om det ved check-in... men så kan det jo tilføjes listen over Qatar Airways - verdens 5-stjernede flyselskab... min bare røv! Indrømmet billetterne var også billige, men vi havde godt nok forventet meget mere af et flyselskab der er kåret som verdens bedste. Det har vi i hvert fald ikke mærket noget til!

Men vi landede planmæssigt i Doha, Qatars hovedstad. Vi fik visa ved ankomsten (pris 160 kr. pr. person). Dyrt, når man tænker på at vi kun skulle være i landet i et døgn, men faktisk er dét det første land på turen hvor vi har betalt for visum, så det går nok. Vi tog en taxa til vores hotel, og jeg var med det samme imponeret, da taxametret var bygget ind i taxaens bakspejl - ak ja, der skal ikke altid så meget til... :-)

Hjemmefra havde vi booket et billigt hotel i Doha, men en uges tid før vi skulle dertil, ændrede vi det til et lidt bedre. Jeg fandt et godt tilbud på nettet, og bookede to værelser på det 4-stjernede Coral Hotel. Det er jo altid rart at slutte af med lidt luksus. Vi havde i forvejen mailet om vores tidlige ankomst, så selvom klokken kun var 6.30 om morgenen, så var vores værelser - heldigvis - klar da vi kom. Det var store og lækre værelser, og indrømmet: Det er da skønt at bo fint. Jeg nyder bestemt også et dejligt hostel eller et billigt hotel, men der er da også "prinsesse" nok i mig til at nyde tingene!

Pigerne snuppede en lur, imens Robert og jeg gik på eventyr i området omkring hotellet. Det er jo ikke fordi vi er helt ukendte med varme, men Doha kommer alligevel ind i min personlige Top3 - sammen med Darwin og Alice Springs i Australien. Det var selvfølgelig en knastør varme, men over 40 grader i skyggen kl. 7 om morgenen - det er altså varmt! Vi fik købt nogle drikkevarer, frugt og chips, og gik så tilbage til hotellet. Selvom vi kun havde været væk en times tid, havde det alligevel tæret på kræfterne. Vi slappede lidt af på værelset, og det var tiltrængt...

Senere gik vi alle en tur til Souq Waqif der lå tæt på hotellet. Basaren er kun 4-5 år gammel, men er lavet i "gammel" stil. Det gør at det ligner kulisser en smule, men der var nu hyggeligt nok. Vi fik købt mange poser med krydderier med hjem til Jette, og selvom basaren jo reelt er små butikker med overdækkede gange, så var vi blevet rimelig tørstige. I sig selv ikke det store problem, men Qatar er jo et muslimsk land... der fejrer Ramadan. Det betyder at man ikke må drikke, spise (og ryge) i det offentlige rum - fra solopgang til solnedgang. Gode råd var dyre, men pigerne fik spurgt en handlende om der ikke var et sted man kunne købe noget at drikke. Flink som han var, fik han dem med ind bag i hans butik, og så fik de ellers alle tre en tår af hans egen vandflaske. Måske ville man normalt have afslået denne gestus fra en ukendt fremmed mand, men tørsten vandt! Senere fik vi købt noget at drikke i et supermarked, og imens to holdt vagt krøb vi andre i skjul ved en mur og fik noget at drikke. Jeg ved ikke hvad straffen havde været hvis vi var blevet opdaget - formegentlig ingenting, udover hovedrystning over turisters mangel på respekt for lokale skikke - hvilket vel også havde været i orden?! Skik følge eller land fly... som man jo siger.

Tilbage på hotellet bestilte vi room-service, og fik bragt et ganske udmærket måltid op på værelset. Det var så også den eneste mulighed for at få mad, da alle restauranter under Ramadan først åbner efter solnedgang. Vi var i hotellets pool, og jeg blev glad for mit planlægnings-gen. De fleste hoteller har udendørs swimmingpools (typisk på taget), men når det er 47 grader i skyggen (!!!) så var det fedt at vores hotel havde en indendørs pool. Der plaskede vi rundt i halvanden times tid, hvorefter Clara fik et stort ønske opfyldt: En lille tur på et løbebånd i fitness-centret. Normalt får hun altid nej fordi hun er for ung, men hun har altid godt kunne tænke sig at prøve, og her fik hun så endelig lov! :-)

Generelt er Coral et SUPER hotel, og skal jeg tilbage til Doha igen (hvilket jeg bestemt gerne vil!) så kunne det være oplagt at bo der igen. Om aftenen fik vi slæbt os alle fem ind i en taxa, og kørte langs Cornichen (bugten) om til den moderne del af Doha. Vi var i det største shoppingcenter i Arabien - City Center - og spiste turens sidste aftensmåltid på Burger King. Egentlig skulle det have været på Pizza Hut, men muslimsk land = Ingen svinekød! Når man så normalt får en pizza med tomat, skinke og bacon - ja, så bliver det altså kun til en pizza med tomatsovs. Vi tog en taxa tilbage til hotellet, før Robert, Clara og jeg tog ned til vandet for at tage billeder af Doha's skyline.

Klokken 6 søndag morgen tjekkede vi så ud fra hotellet, og kørte de få kilometer til Doha's Internationale lufthavn. Vi fik tjekket ind på flyet og fik lidt morgenmad i lufthavnen. Turen hjem forløb planmæssigt, og der var faktisk en del der mødte os i lufthavnen - altid dejligt! :-)

Det har været en fantastisk ferie - så kort kan det siges! Jeg har været rigtig glad for at kunne dele en masse oplevelser med min kære søster, mine dejlige niecer samt min bedste ven! Det har helt sikkert betydet meget for mig, og forhåbentlig også for mine medrejsende.

Jeg håber da i hvert fald ikke, at det er sidste gang vi har været på ferie sammen...

Bangkok

Vi landede i Bangkok lufthavn, og tidligere var det nemt at tage lufthavnsbussen til Khao San Road. Men efter at toget er begyndt at køre, så er det slut med busserne. Det lyder også smart med et tog, men problemet er, at det har endestation et ret ubekvemt sted i byen, hvorfra man så alligevel skal videre med taxa - hvis man som os gerne vil bo i Banglamphu området nær Khao San Road. Så en taxa hele vejen er løsningen, og der er da også et fint område i lufthavnen med officielle taxaer. Men, men, men... i stedet for at køre på taxameter som de skal, vil de gerne køre på en fast pris: I vores tilfælde 1.400B for en stor taxa. Baseret på erfaring ved vi dog at en taxa kun koster 3-400B, så vi tog i stedet to små/almindelige taxaer - som kørte på taxameter! :-)

Så Robert og Anne tog én taxa imens pigerne og jeg tog en anden. Da vi nærmede os Soi Rambuttri ramte vi imidlertid den forankørende bil. Det lyder måske voldsomt, men det var i et venstre sving med ca. 1 km/t. - og vi rørte knapt nok bilen foran os. Men de skulle absolut ud og skændes om det, så vi betalte og tog vores bagage. Vi var kun 5 min. væk fra målet, så op med os alle tre - og bagagen - i en tuk-tuk... og så afsted! Jeg havde ellers svoret at jeg har kørt min sidste tur i Bangkoks tuk-tuk'er, og nu var vi knapt kommet til Bangkok før jeg sad i en af de djævlemaskiner - og det skulle endda vise sig, at det ikke blev den eneste tur i en tuk-tuk denne gang!

Jeg kan ikke sige nok positivt om vores favorit hotel i Bangkok : Rambuttri Village Inn, hvor vi har boet en hel del gange før. Det ligger helt perfekt - kun 3 minutters gang fra Khao San Road, trukket lidt tilbage fra vejen så man kan sove i fred. Ikke mindre end to swimmingpools på toppen af bygningen, velfungerende aircon, køleskab, gode senge, fjernsyn og meget mere. Så trækker det jo heller ikke ned, at stedet de seneste par år er blevet renoveret - uden at priserne er steget! Jeg synes i hvert fald at det er utroligt, at man kan få så lækkert et dobbeltværelse til 200 kr. i døgnet (nu endda med gratis WiFi på værelset). Det er sgu' et ægte fund! ;-)

Torsdag morgen fik jeg bestilt 5 par bukser hos en skrædder lige ved hotellet, og fik dem til en ganske fornuftig pris. Vi mødtes med familien Heyde som også var på ferie i Thailand. Claras hjerteveninde Michelle havde været på Koh Samui og Koh Phangan sammen med hendes forældre og bror, og nu havde de - ligesom os - et par dage i Bangkok før turen gik hjem til Danmark. Vi gik ned til Chao Phraya floden hvor vi lejede en long tail båd der kunne sejle os rundt på klong'erne. Vi forhandlede lidt, men fik til sidst en fin pris: 150B pr. person = 30 kr.

Sejlturen varede en times tid, og vi så masser af styltehuse - som der heldigvis stadig er en del tilbage af! Vi så også en stor øgle der lå og nød solen, og vi stoppede ved et tempel og fodrede store fisk - med brød vi købte af en munk. Vi sluttede ved Wat Arun - Morgengryets tempel. Jeg har klatret op af de stejle trapper et par gange før, så jeg valgte at stå over denne gang - sammen med Emma, Robert og Claus. De andre klatrede op, efter først at have dækket knæ og skuldre til. Børnene blev velsignet af en munk og fik et ekstra armbånd til samlingen :-)

Bagefter tog vi flodbussen ned til Chinatown, men måtte tage en taxa det sidste stykke vej, da vi ikke helt kunne finde derhen vi gerne ville. Vi fik spist frokost på en lokal kinesisk restaurant - og om ikke andet, så var det da en oplevelse! Vi fik også shoppet en smule i de mange små butikker, men en ordentlig regnskylle satte en effektiv stopper for det. Ulempen ved at være så mange er, at det godt kan være svært at få taxaer nok, og det bliver selvfølgelig ikke nemmere i regnvejr. Så vi endte med at tage en tuk-tuk tilbage - og blev selvfølgelig både kolde og våde, og så til en højere pris end en regulær taxa. Vi spiste aftensmad på Centre Khao San hvorefter Robert og jeg gik hjem til hotellet. De andre tog på natmarkedet ved Patpong, og efter et regulært tuk-tuk ræs tvivler jeg på at Susanne & Claus nogensinde sætter sig op i en tuk-tuk i Bangkok igen! :-)

Fredag shoppede vi lidt på Khao San Road hvorefter Robert gik hjem på hotellet - for at tage en dukkert i poolen. Vi andre tog en taxa til MBK centret der ligger midt i Silom kvarteret. Det er et kæmpe indkøbscenter og vi endte på Pizza Hut på 7. etage. Her mødtes vi kort med familien Heyde der også var på en lille shopping tur. Det var årsdagen for Carstens død, og det var selvfølgelig en svær dag for os alle, men det hjalp helt sikkert at dele den med familie og gode venner!

Tilbage på hotellet fik jeg hentet mine nye bukser og så skulle der ellers pakkes kufferter. Robert og jeg havde tjekket ud af vores værelse om formiddagen, men vi havde beholdt pigernes værelse. Det er rart når man skal pakke at have et sted man kan gøre det i fred og ro, og når man først skal flyve om natten, så er de penge givet meget godt ud. Vi spiste sen aftensmad og fik en sidste gang fodmassage, og så var det tid til at tage afsted. Vi fik os selv og alle kufferterne ind i to taxaer og turen til lufthavnen tog ikke mere end 40 min.

Thailand er bare et fedt ferieland - og jeg vil altid vende tilbage dertil! :-)

Nu skulle vi så flyve hjem med Qatar Airways, men forude ventede et døgns stop-over i Doha...

Phi Phi

Vi sejlede fra Phuket kl. 11 og på sejlturen så vi bla. delfiner, før vi ved 1-tiden ankom til molen på Phi Phi. Det er nu 6. gang jeg er på øen, og det er stadig et skønt sted at ankomme til. Vi havde hjemmefra booket værelser på Phi Phi Banyan Villa, hvor vi har boet flere gange før. Det er rart at vide hvor man skal bo, og selvom ”hotel-hajerne” på havnen måske kunne skaffe én noget billigt, så har jeg det godt med at vide, at der er plads dér hvor jeg gerne vil bo. Det er ikke udpræget billigt (ca. 450 kr. i døgnet for et dobbeltværelse), men sådan er det på Phi Phi. Mange ting koster dobbelt op i forhold til Phuket, men selvfølgelig koster det også mere at bringe tingene ud på en ø langt fra alt andet.

Værelser var fine, så vi fik travlt med at få badetøjet på og komme i poolen. Jeg er jo ikke det store strandmenneske, så jeg kan godt lide den lille ”natur pool” – selvom det vist er lige krast nok, det de bruger til at rense den med! Vi gik en tur i gaderne, og det er skønt at se at de fleste ting er som de plejer. Selvfølgelig er der kommet lidt nye butikker og hoteller, men det meste ligner nu sig selv. Afslapning er kodeordet på Phi Phi, og vi faldt hurtigt ind i den rytme.

Søndag morgen skiftede pigerne værelse, da deres aircondition simpelthen ikke kunne køle rummet tilstrækkeligt ned. Nu skal man jo ikke brokke sig over vejret, men det var meget varmt, og uden aircon er det altså ikke til at holde ud. Vores aircon var nu heller ikke super god, men når vi lod den køre hele dagen så gik det. Det krævede så bare at vi måtte ødelægge nøgleholderen en lille smule, for nøglen var faktisk svejset fast til kortet, så man netop ikke kan lade aircon’en køre, mens man er ude af værelset. Morgenmaden på Banyan Villa er ok, og for mig betyder det æg, bacon og toast – samt frisk frugt! At man så kan indtage måltidet siddende få meter fra stranden og bådene gør det jo bestemt ikke dårligere!

Vi tog på stranden på Loh Dalam – dvs. den modsatte bugt af Ton Sai hvor færgerne lægger til. Om formiddagen er der fint badevand, men ud på eftermiddagen bliver der temmelig lavvandet, og dermed ikke egnet til svømning. Bådene står så på havbunden, og der er langt ud til vandkanten – et ret specielt syn. Desværre fik vi noget olie fra bådene på vores tøj og oppustelige badedyr (denne gang ikke Robert!) og det er ret svært at få af igen. Vi spiste aftensmad på Unni’s restaurant, hvor pigerne to år tidligere havde fået god pastasalat, så det blev prøvet igen. Maden var god og velsmagende, også selvom Anne måtte opgive sin massaman karryret – den var simpelthen for stærk! :-)

Mandag slappede Robert og jeg af på værelset, mens pigerne var på stranden. Sidst på eftermiddagen gik vi op til det flotte view point – som basalt set ER den ting man kan foretage sig på Phi Phi. Trappen derop er ikke min favorit, men udsigten deroppefra er bestemt anstrengelserne værd! Emma nåede pga. sin fod ikke helt op på toppen for to år siden, men det gjorde hun denne gang – og så kunne vi få taget en masse billeder deroppe. Det var vi så ikke ene om, og jeg har aldrig været på Phi Phi sammen med så mange andre turister. Kan slet ikke forestille mig hvordan det så er i højsæsonen!!! Vi fik set solen gå ned i horisonten, før vi begav os ned af trapperne igen. Vi spiste aftensmad og gik en tur langs vandet – skønt!

Tirsdag var slapper-dag i poolen før vi fik aftensmad og en gang fodmassage. Meget utraditionelt for mig var det faktisk turens første fodmassage! Pigerne havde fået massage nogle gange før samt fået ordnet negle. Vi spiste aftensmad på stranden, men maden kunne desværre ikke helt leve op til tidligere besøg, men de to ”Phi-Phi-pandekager” på vej hjem smagte helt fantastisk!

Onsdag morgen spiste vi morgenmad, og derefter tjekkede vi ud fra Banyan Villa. Det er et lækkert sted, men prisen er ved at blive en smule høj – specielt her i lavsæsonen. Tre gange så meget som Sun Hill på Phuket er det ikke værd, så måske skal man prøve et andet sted næste gang?

Båden til Krabi sejlede kl. 10.30 og vi var i land lidt over middag. Vi fik arrangeret transport ind til Krabi by, hvor vi fik opbevaret vores bagage. Normalt foregår det helt uden problemer, men denne gang skulle det åbenbart ikke gå så let, men det lykkedes dog. Vi fik shoppet lidt i et center og spist udmærket frokost ikke så langt fra den gamle havn, før vi blev hentet og kørt i lufthavnen. For første gang oplevede Robert og jeg Krabi i solskin, så vores indbyrdes ordsprog med at det ”altid regner i Krabi” må vi jo nu stoppe med. Flyveturen fra Krabi til Bangkok var vores 8. og dermed sidste flyvning med AirAsia. Jeg kan ikke andet end at være imponeret over deres effektive måde at gøre tingene på, og med tanke på at mange af billetterne kun har kostet 150 kr. inkl. skatter og indtjekket bagage, så forstår jeg altså godt, at de nu fire år i træk er blevet kåret som verdens bedste lavpris-flyselskab! Vi fløj til tiden – og turen til Bangkok tog kun lidt over en time...