torsdag den 24. september 2009

Chengdu

Jo! Der er stadig pandaer i Chengdu, selvom en del blev flyttet efter det store jordskælv i Sichuan provinsen i maj 2008. Egentlig blev Chengdu skåret fra, da vi hjemmefra prøvede at planlægge vores rejserute, men når man nu har én dag, så er det jo nærliggende at tage ud til Panda centret, der ligger en smule udenfor byen.

Vi havde booket værelser på The Loft Hostel, som havde fået fremragende anmeldelser på HostelWorld. De hentede os i lufthavnen, så vi kunne bare læne os tilbage og nyde turen ind til byen. The Loft åbnede i 2007, og har til huse i en bygning der tidligere rummede et trykkeri. Fornemmelsen af 'industri' er bevaret med et rustikt design, men samtidig er det gjort rigtigt hyggeligt. Værelserne er tip-top og med fine badeværelser, og indrettet lidt enkelt og anderledes... men som sagt : Rigtigt hyggeligt. Jeg kan bedst sammenligne det med Singgahsana Lodge i Kuching på Borneo... og så ikke! Der var en gårdhave, café, masser af sofaer og hyggepladser, computere samt et poolbord. Det brugte vi flittigt om aftenen, ligesom vi benyttede lejligheden til at få vasket tøj - ind imellem vi hentede mad oppe i baren. Personalet var søde og hjælpsomme... generelt bare et super sted!

Mandag morgen tog vi så ud til panda centret. Det er et helvede med offentlig transport, så vi valgte 'turen' som vores hostel tilbød. I øjeblikket tilbyder Chengdu (og Sichuan provinsen) et gratis "Panda kort" for at lokke turister til. Det betyder bla. gratis adgang til panda centret, så vi skulle kun betale for transporten derud, og det var en billig fornøjelse.

Jeg besøgte også centret i 2007, og oplevelsen denne gang var indrømmet ikke helt den samme. Dels var der ikke så mange pandaer, og dels regnede det en del af tiden. Men vi fik da set bamserne, og så har Birgitte & Robert også oplevet dem på lidt mere naturlige vilkår. Ellers har de nemlig kun set dem i glasindhegninger i Ocean Park i Hong Kong. Vi snakkede med et par danske piger der er igang med den 'klassiske' 3-måneders rundtur i asien, og efter et par timer blev vi kørt tilbage til "The Loft Hostel". Om eftermiddagen gik vi en lille tur, men ellers 'dimsede' vi bare, spillede pool osv.

Kl. 17.30 blev vi kørt tilbage til lufthavnen, og fløj med China Southern til feriebyen Sanya på øen Hainan...

Lhasa

Vi havde på forhånd haft to store bekymringer vedr. at tage til Tibet : Ville vi overhovedet få tilladelse til at tage dertil, og ville det i så fald blive en god og positiv oplevelse ? Svaret på begge spørgsmål blev heldigvis ja!

Situationen i Lhasa lige i øjeblikket er følgende : Man skal have tilladelsen (TTP) for at kunne tage til Tibet. Tilladelsen kan kun fås ved at købe en pakketur som indeholder min. 3 overnatninger, guideservice, transport og sightseeing. Det er ikke muligt (som jeg gjorde i 2007) "bare" at købe tilladelsen og så selv booke fly/tog, overnatninger m.m. Dengang skulle man også officielt være en gruppe, men det kunne godt bare være én selv, og når man så kom til Lhasa var man på egen hånd. Den går altså bare ikke længere...

Der er selvfølgelig ikke kun ulemper ved at skulle vælge en "pakketur". Som nævnt tidligere, blev vi hentet på togstationen og kørt til det 3-stjernede Kailash Hotel - et skridt op fra det hostel jeg boede på sidst. Hotellet lå i den gamle (tibetanske) del af byen - bare 10 minutters gang fra Jokhang templet. Vi boede på 5. sal - og der var heldigvis elevator, for man bliver noget nemmere forpustet i den tynde luft. Vi gik ud og så os lidt omkring, og spiste aftensmad på "Dino's" - en kinesisk "KFC" kopi. Vi satte alle 3 pris på at få 'vestlig' mad efter den lange togtur! c",)

Fredag morgen mødtes vi med guiden på hotellet. Første punkt på programmet var Norbulingka - eller Dalai Lama'ernes sommerpalads. Området er rimelig stort, og indeholder forskellige paladser - bygget til den enkelte Dalai Lama. Det mest moderne er naturligvis det, der er bygget til den nuværende Lama og som er ca. 50 år gammelt. Dalai Lama flygtede jo til Indien i 1959, og paladset er idag kun "i brug" for turister. Der er også nogle søde små søer, og det er et hyggeligt sted - omend ikke det mest historisk spændende i Lhasa. Bagefter kørte vi tilbage til hotellet, så vi kunne få en lur, noget frokost... og ikke mindst noget air-condition !!! Højsommer i Tibet... hvem skulle have troet det ?!

Om eftermiddag gik turen så til Jokhang templet, der er det mest betydningsfulde tempel i Tibet. Det er målet for pilgrimme, der følger den 800 m. lange bedesti "Barkhor" rundt om templet. Her kan man så se flokke af mennesker gå rundt med deres bedehjul, og det er altså imponerende med disse menneskers beslutsomhed. Nå man selv er rimelig træt og forpustet, så bliver man lige overhalet af en krumbøjet oldemor, med et bedehjul på størrelse med Amager, som konstant snurres rundt 'med uret'... ;-)

Inde i Jokhang templet er der masser af mindre rum - foruden det store centrale. Tvungen guide eller ej, så er fordelen selvfølgelig at man får fortalt en masse om de steder man besøger, så man ikke "kun" går rundt og kigger. Phurpu var rimelig til engelsk, men talte nogle gange ret lavt - og med mange hundrede andre (støjende kinesiske!) turister masende rundt, kunne det godt være lidt svært at få det hele med. Heldigvis er Robert rimelig ligeglad med den slags, så det blev koncentreret om Birgitte og jeg. Fra taget har man udsyn over den gamle del af Lhasa - og ikke mindst til Potala paladset der tårnet sig op over alt andet. Bagefter sagde vi farvel til guiden, og fulgte selv Barkhor ruten rundt. Der er fyldt med butikker og boder, og her kan man nemt finde en masse Tibet-souveniers.

Aftensmaden blev spist på Kailash Café der lå i gården ved hotellet. De var rigtig søde derinde, men det lykkedes dem ikke at servere et rigtigt måltid for os! Enten manglede der nogle retter eller også var det de forkerte... men man tilgav dem, fordi de var så søde! (en lille intern joke :-)

Lørdag kørte vi til Potala paladset, og her var det igen en stor fordel ved at have guide-service. Sidst skulle jeg stå i kø i 3 dage for at sikre mig én af de (begrænsede) billeter der er til salg hver dag... nu havde han sørget for det! Trappen op til selve paladset drænede mig i 2007, men føltes ikke ligeså slem denne gang - selvom det endda var dræbende hedt. Forstå mig ret : Den var drøj og sugede kræfter, men vi overlevede alle i rimelig fin stil. Bortset fra, at vi alle kæmpede med lidt småskavanker : Birgitte og jeg havde vrøvl med maven, Robert døjede med hovedpine - og vi var alle 3 (til tider lidt på skift) sådan 'små-skvattede'. Om det så skyldtes højden i Lhasa (3600 m.), den lange togtur eller hvad, skal jeg ikke kunne sige...

Potala paladset ER en oplevelse. Ligesom sidst må man ikke tage billeder derinde, men det er flot at gå rundt og se de mange rum, sale og templer. Vi så de kæmpe guldkister med tidligere (afdøde) Dalai Lama'er, og det er et meget spirituelt sted. Sammen med Jokhang templet er det højdepunktet på en tur til Lhasa, og vi var bestemt ikke skuffede!

Om eftermiddagen besøgte vi Sera klostret, der sammen med Drepung og Ganden er de 3 store "Gelupga"-klostre i Tibet - dvs. "De Gule Hattes Orden" som Dalai Lama er øverste leder af. Vi overværede bla. hvordan munkene debaterede ude i gården, men noget af det lignede altså lidt et show for turisternes skyld... på trods af vores guides benægtelse af dette.

Om aftenen gik Birgitte og jeg en tur, men efter et par timer måtte jeg næste små-løbe det sidste stykke tilbage til hotellet. Toilettet kaldte simpelthen på mig! Jeg nåede dog lige indenfor, så den potentielle krise blev afværget... :-)

Søndag formiddag slappede vi af, læste og fik skrevet lidt postkort og kunne i ro og mag tjekke ud kl. 14. Vi blev kørt til lufthavnen, der ligger 68 km. udenfor Lhasa. Alt i alt var det en udemærket løsning med 'pakke-turen', selvom jeg som "ægte" backpacker jo hellere vil gøre tingene selv. Men som sagt er der også fordele på denne måde, og når jeg sidder og regner sammen hvad tingene kostede mig i 2007 og nu i 2009, så er der faktisk ikke den store forskel.

Største forskel er den massive tilstedeværelse af kinesisk politi og militær i gaderne. De er placeret overalt og det virker MEGET demonstrativt på mig. Jeg kan ikke sige at det påvirkede mig direkte, for vi havde ikke kontakt med nogen, men det føles meget overvågende (specielt af de lokale), som jeg godt kan have ondt af. Selvom hele Tibet/Kina situationen altid kan ses fra to sider, så må det være svært at være tibetaner i Tibet i dag...

Det er flot at flyve fra Lhasa, fordi du har de høje bjerge hele vejen rundt. Da det er sommer, er det ikke alle der har sne på, men det er stadig et flot syn. Vi fløj med Sichuan Airlines til Chengdu, hvor vi havde besluttet at tilbringe en dag. Egentlig ville vi have fløjet direkte videre til Sanya på Hainan, men flytiderne gjorde at vi ikke kunne tåle at være mere end 1 t. forsinket, og den risiko ville vi ikke tage. Så én dag i Chengdu... hmmm! Er der ikke pandaer i Chengdu ???

tirsdag den 22. september 2009

Togturen til Tibet

Vores tog til Lhasa skulle være afgået fra Xi'an kl. 06.51, men sådan gik det ikke. Der var forsinkelser, så vi kom først afsted omkring kl. 10. Men når man har en 34 timers togtur foran sig, så gør det vel egentlig ikke så forfærdeligt meget? :-)

Vi havde fået billetter til soft-sleeper, og vores 3 senge var alle i den samme kupé. Det var selvfølgelig meget fedt, og der var endda ikke nogen i den sidste seng, så vi havde kupéen for os selv. Efter det sædvanlige 'bytte~togbilletten~ud~med~et~farvet~plastickort som~så~byttes~tilbage~til~billetten~igen~når~vi~nærmer~os~destinationen' trick (!) kunne vi slappe af og nyde turen. Om eftermiddagen spillede vi kort, læste, snakkede... og nød udsigten. Toget gjorde holdt et par gange i løbet af dagen, men fordi vi var forsinket, var der ikke tid til at komme af toget og se om der var noget spændende mad at købe på perronen. Aftensmaden blev købt i spisevognen, men det var altså ikke vanvittigt lækkert... men vi supplerede med pot nudler, bananer og kiks - og på den måde kan man altid klare sig ! ("overlevelses trick" fra den trans-sibiriske jernbane! :-)

Om aftenen fik vi 'besøg' i den ledige køje, men om morgenen forsvandt han hurtigt ind i en anden kupé igen. Man er som turist virkelig på udebane her! Der var dog et par enkelte andre 'hvide hoveder' med toget, men det var godt nok få...

I løbet af natten passerede vi Golmud, og kørte derfra op på Qinghai-Tibet platauet. Her starter den "nye" og meget smukke del af togturen. Lige i øjeblikket er det sommer i denne del af Kina, så det var kun på de højeste bjerge vi kunne se sne, og det meste af permafrosten (som store dele af jernbanen er placeret oven på) er ikke synlig nu. Da jeg tog turen i 2007 var det vinter og snedækket, så det var sjovt for mig at se grønne marker, søer og fritgående kvæg. Det højeste punkt på turen er Tanggula passet i 5072 meters højde, og for at kompensere for så stor højde, bliver der hele tiden pumpet ekstra ilt ind i toget. Man får også udleveret små slanger man kan slutte til ilt-udtag i kupéen, noget Birgitte benyttede sig af nogle gange. Man kan nemlig godt risikere f.eks. at få hovedpine af den tyndere luft, og så er det meget smart at få lidt ekstra ilt. Der var nu ikke nogen af os der ellers var specielt påvirket af højden, og det var selvfølgelig skønt. Lhasa ligger i 3600 meters højde, så ved at tage toget dertil har man en "ekstra" dag til at vænne sig til højden.

Efter 34 timer ombord på toget, nåede vi torsdag aften til Lhasa. Udenfor den flotte togstation (der skal efterligne Potala paladset, og er bygget så tilrejsende passagerer helt slipper for trapper!) blev vi mødt af vores guide Phurpu... og desværre også masser af bevæbnet militær! :-(

Xi'an

I Xi'an havde vi booket værelser på Bell Tower Hostel der ligger midt i byen! Klokketårnet er midtpunktet i Xi'an og vores hostel ligger lige ved siden af... og fra Birgitte & Roberts værelse var der et frit (og flot) udsyn til klokketårnet.

Vi ankom fredag formiddag, og første punkt på programmet var at finde ud af om det overhovedet var muligt at komme til Tibet! Jeg var i Lhasa i 2007 og det var en rigtig stor oplevelse. Birgitte er lidt "skabs-buddist", så specielt for hende ville det være en stor oplevelse at komme dertil. På vores hostel fik vi kontakt med en gut som kunne skaffe den 'Tibet Travel Permit' (TTP) som er nødvendig for at kunne komme til Tibet. Desværre ville der ikke ske meget før om mandagen, men til gengæld kunne tilladelsen skaffes til enten mandag eller tirsdag aften. En hel del hurtigere end de ca. 10 dage vi havde hørt andre steder. Tilbuddet lød på 2950Y (2250 kr.) der ville dække TTP'en, afhentning på togstationen i Lhasa, transport rundt i Lhasa med guide, ophold på 3-stjernet hotel i den tibetanske bydel, entré til Norburlingka (Dalai Lamas sommerpalads), Potala paladset, Jokhang templet og Drepung klostret samt transport til Gongkar Airport udenfor Lhasa. Dertil kom togbilletten fra Xi'an til Lhasa på 1100Y (soft-sleeper) samt fly fra Lhasa til Chengdu (1580Y). Alt i alt kostede 'Tibet pakken' omkring 4300 kr. - og det tilbud sagde vi 'ja tak' til...

Weekenden i Xi'an blev mest brugt på afslapning og lidt gåture rundt i byen. Vi besøgte bla. Shuyuan Xiang som er en shopping gade lavet i 'Tang dynasti' stil - ikke langt fra den sydlige byport. Vi gik også en lang (og svedig) tur, der bla. bragte os gennem Geming Park, forbi Xi'ans togstation, og gennem de moderne shopping centre i midtbyen.

Mandag morgen tog vi bussen ud til Qin Shi Huangs hær af terrakotta krigere, noget jeg havde glædet mig meget til at gense. Jeg synes stadig det er fantastisk at stå inde i den store hal og beundre de mange flotte (og forskellige) statuer, også selvom man bogstavelig skal kæmpe med MANGE andre turister om synet!

Om aftenen mødtes vi med vores 'Tibet-mand', og oppe på værelset kunne han så vise os den næsten mytiske 'Tibet Travel Permit' der var blevet faxet fra Lhasa. Alt var tilsyneladende i orden! For at være på den sikre side, havde vi først fået togbilletter til onsdag morgen, for hvis ikke tilladelsen var kommet mandag aften, ville vi være "strandet" i Xi'an. Så tirsdag var en ren slapper-dag, hvor vi fik provianteret til togturen (pot nudler, bananer, kiks, bolcher... og cola :-)

Vi så lidt film på den bærbare om aftenen, så der var dømt ren hygge... 
Onsdag morgen kl. 05.30 tjekkede vi ud fra vores hostel og tog en taxa de få kilometer til togstationen...

Beijing

Nå... Kina! Hvor skal man starte ?

Vi startede vores Kina tur med at flyve med SAS til Beijing fredag d. 28. august. Der kører nu tog fra lufthavnen ind til centrum, hvor man så kan skifte til metroen. Den har også fået en ordentlig overhaling op til OL, og nu er det f.eks. slut med papir billetter og goddag til små plastickort.

Vi havde hjemmefra booket værelser på Emperor Guesthouse - blot 15 minutters gang fra metrostationen ved den Himmelske Freds Plads. Der var dog meget vejarbejde på vej ned til hostlet, så det kunne godt tage lidt længere tid. Emperor Guesthouse er en ca. 200 år gammel bygning i to etager, med svalegang rundt og en courtyard i midten. Meget traditionelt og hyggeligt, omend ikke det hyggeligste hostel jeg har boet på i Kina. Prisen på 75 kr. for et enkeltværelse (godt nok uden bad/toilet) med den beliggenhed, fejler ihvertfald ikke noget! Vi gik en tur i området, og endte med at spise aftensmad på Sizzlers, hvor bøfferne dog ikke var helt så store som på Sizzlers i Australien... :-)

Dagen efter gik vi sydpå af Qianmen Dajie, som er lavet om til en 'turistgade' med en lille sporvogn - samt masser af nye vestlige butikker á la Jack & Jones og lign. Vi gik til Temple of Heaven Park, hvor jeg heldigvis stadig kan betages over det flotte "Tempel om bøn for en god høst", Ekko-muren og de andre flotte bygninger. Bagefter tog vi metroen op til klokke- og trommetårnet, der ligger nord for Den Forbudte By. Vi klatrede op af de meget stejle trapper i trommetårnet hvorfra man har en pæn udsigt over Beijing. Man kan dog ikke se den forbudte by, da den ligger på den anden side af Kulbjerget. Vi fik lidt at spise på en hyggelig café før vi tog hjem. En lang (og lidt hård dag)... hvor vi ihvertfald fik travet en hel del kilometer.

Mandag ville vi ud og se MUREN, så vi gik ned til bus-holdepladsen, hvor vi kom med en bus der skulle køre os til Badaling. Det er det mest 'turistede' sted man kan se muren i nærheden af Beijing, men samtidig også det sted hvor man kan se mest af muren slynge sig i (næsten) alle retninger. Men, men, men... det sted vi kom til var ikke Badaling, men derimod Shuiguan! Et meget mere "privat" sted af muren, men samtidig også et sted hvor man "bare" kan se muren op af to bjergsider - og så er dét det! Ikke de mange flotte og imponerende vagttårne m.m. som ved Badaling. Vores 'guide' forstod selvfølgelig ikke et pluk engelsk, men ved hjælp af en ven i mobiltelefonen fik vi dog at vide, at vi ville komme til Badaling efter frokost. Fint nok... men nej! I stedet blev vi kørt til en jadefabrik og derefter til en form for 'kulisseby' - med gamle (?) huse og biler. Alle kineserne gik meget imponeret rundt og tog masser af billeder, men på trods af at jeg har en billet fra stedet med navnet på, så aner jeg ikke den dag i dag hvad det egentlig var! Godt nok er ca. 10-15% af alle sider på nettet blokeret i Kina (herunder Facebook og BBC's hjemmesider), men man plejer nu at kunne få noget information når man har et navn, men det sted skal åbenbart forblive et mysterie. Til sidst kom vi tilbage til Beijing, men da der blev lagt op til fællesmiddag begik vi mytteri, forlod selskabet... og gik i stedet på McDonald's. Aftenen sluttede af med en tur forbi det flotte olympiske stadion 'Fuglereden' og svømmestadionet 'Vand Kuben'. Begge ser fantastiske ud om aftenen, og vi gik en længere tur rundt i det olympiske område. Vi tog metroen hjem, og vi var godt nok smadrede da vi endelig kom hjem!

Tirsdag spiste vi morgenmad på Sakura Café - som er en del af '365 Inn Hostel'. En rigtig hyggelig café der serverer både kinesisk og vestlig mad, og eneste lille anke er de hårde træbænke man sidder på. Vi var på togstationen og fik købt billetter til Xi'an. 400 yuan (320 kr.) for soft-sleeper med afgang kl. 21.36 torsdag aften. Det er en god måde at tilbringe de 11 timer på, for dels bruger man ikke en dag på rejsen... og så sparer man jo altså også en overnatning! God backpacker tankegang! :-)

Onsdag morgen startede vi med et besøg i Mao's mausoleum, og det var Birgitte & Roberts første døde, men dog udstillede, menneske! Selv har jeg jo set en del (Mao, Ho Chi Minh & Lenin), og det er da også stadig en noget undelig oplevelse. Bagefter gik turen over Tiananmen Square, der er verdens største brolagte plads. Vejret var desværre ikke så godt, og smog'en kunne sagtens både ses og mærkes denne dag. Vi gik igennem porten til den forbudte by, mens Maos portræt kiggede ned på os. Inde i den forbudte by er man nået et stykke længere med den omfattende restaurering, så denne gang kunne jeg faktisk se "Hall of Supreme Harmony" uden stillads - og dermed også kejserens Dragetrone. Efter den forbudte by kravlede vi op på Kulbjerget (Jingshan Park) og derfra gik vil Beihai Park hvor vi så den store hvide dagoba. Selve parken er også rigtig hyggelig, og man kan endda leje små både og sejle rundt på søen. Vi tog bussen hjem (som kørte med max. 3 km. i timen pga. trafikken) og vi var atter pænt trætte da vi kom hjem...

Torsdag morgen tjekkede vi ud fra vores hostel, og tog metroen ud til den olympiske by. Vi var inde på 'Fuglereden', og jeg må desværre indrømme : Det er altså pænere udefra! Ikke at det er grimt indvendigt, men det ligner "bare" et stadion - mens det er meget spektakulært at se på udefra. Bagefter gik vi over til det olympiske svømmestadion, men de 25 kr. det kostede at komme derind var faktisk spildt. Der var ikke vand i det store bassin, for de var ved at sætte en scene op derinde som skulle bruges til noget pris-overrækkelse. Ligesom med 'Bird's Nest' så er 'Water Cube' også klart mest spektakulær - set udefra!

Vi fik hentet vores bagage, og tog en taxi til Beijing West station, hvorfra vores tog til Xi'an skulle køre. Banegårde i Kina er altid en oplevelse i sig selv, men vi kom nu rimelig nemt igennem masserne og ombord på toget, der afgik til tiden. Jeg sov i en kupé ved siden af Birgitte & Roberts, for vi havde kun kunnet få 3 overkøjer - og ikke lang tid efter afgang gik vi i seng. Jeg sover altid godt i tog, så jeg var rimelig frisk og veludhvilet da vi fredag morgen nåede til Xi'an...