torsdag den 30. november 2023

Filippinerne

 (Klik på billedet for adgang til albummet)

Efter næsten 4 års pause - primært pga. Corona - var det igen tid til en tur til Asien. Egentlig kunne vi godt tænke os en klassisk rundrejse til flere lande, men da vi bookede billetterne tilbage i februar var Covid-19 stadig et issue i den del af verden, og vi ville ikke risikere at strande i et land uden mulighed for at rejse videre til et andet eller kunne flyve hjem igen. En lektie vi lærte på den hårde måde i 2020, hvor vi ikke måtte rejse til Singapore og Filippinerne 😉

Denne gang gik turen så til netop Filippinerne og så skulle vi gerne få set det vi missede dengang. Vi startede på vanlig vis i Kastrup lufthavn med et måltid på Burger King, og derefter var det ombord på Singapore Airlines flyet. Det var en fyldt afgang så ingen tomme sæder, hvilket ellers ville have været fedt på en 13 timers flyvning. Servicen ombord var fin, maden udmærket - dog uden at være prangende - og et glimrende underholdningssystem. Vi landede i Changi lufthavnen i Singapore og havde godt 5 timer før vi skulle videre til Manila. Den tid skulle bruges på at udforske lufthavnen, som de sidste mange år er kåret til verdens bedste. Den var allerede imponerende da vi besøgte den første gang i 1994, og den er kun blevet større og bedre siden da. Der er masser af gratis muligheder for at fordrive ventetiden - som f.eks. en sommerfuglepark, solsikkehave, svømmehal og biograf, men vores førsteprioritet var at opleve bygningen Jewel, som med sit kæmpe vandfald og gigantiske vortex er ret spektakulær. Desværre fandt vi ud af at selve vandfaldet kun er i funktion mellem kl. 11 og 22, og da vi skulle flyve videre kl. 12 var det desværre ikke muligt for os at nå og se. Men vi besluttede at se det alligevel, og det betød at vi skulle igennem immigrationen og 'ind' i Singapore. For selvom bygningen er placeret imellem tre terminaler i lufthavnen så er det teknisk set udenfor lufthavnsområdet, et issue Robert og jeg drøftede flittigt. Men vi fik hurtigt klaret immigrationsdelen på nogle opstillede iPads, og med et godkendt visum kunne vi tage det lille lufthavnstog derhen. Selvom vandet ikke flød fra taget var det stadig et imponerende syn. Vi gik rundt og tog billeder og kørte selvfølgelig også med toget der kører igennem bygningen. Efter et par timers sightseeing kunne vi returnere til lufthavnsdelen, hvor vi så igen skulle igennem immigration, checkin og security, men så var vi også klar til den sidste tre timers flyvning til Manila - og denne gang havde vi begge et tomt sæde ved siden af os 😊

Vi havde booket en lejlighed tæt ved lufthavnens Terminal 3, da ingen af os følte et behov for at udforske Manila, som vi begge har besøgt før. Vi havde fået en vejledning fra 'Love This Place' som dog viste sig at være håbløs. Det involverede bla. at vi skulle krydse en ret stor vej udenfor lufthavnen via et hul i hegnet, en ikke helt nem opgave med en stor trolley på slæb. Vi fik til sidst hjælp af en trafikbetjent, som nok var splittet mellem at redde vores liv eller give os en bøde? Vi fandt dog vores overnatningssted som var en fin lille lejlighed. Vi tog en skøn aftendukkert i poolen imellem de fire boligblokke, før vi fik noget aftensmad.

Torsdag morgen gik vi retur til lufthavnen, denne gang dog via en meget handy gangbro som endte i terminalen. Vi fløj til Mactan-Cebu International Airport med Cebu Pacific Airways - ét af seks indenrigsfly vi havde booket. I lufthavnen bookede vi en Grab, som fungerer fuldstændig som Uber. Man kan vælge om det skal være en bil på taxameter, eller om man accepterer en fast pris på forhånd. Efter lidt besvær med at finde ud af hvor bilen var, blev vi kørt til Vacation Hotel der ligger ca. 800 m. nord for den store rundkørsel Fuente Osmeña Circle. Værelset var fint - der var køleskab, swimmingpool og WiFi, og så levede vi med at det var en dobbeltseng og ikke to enkelte senge.

De næste par dage gik med lidt stilfærdig sightseeing i Cebu City, en by vi har været i flere gange på vej til f.eks. Moalboal og Bohol, men aldrig rigtigt har udforsket. Det skulle så ske denne gang! Vi så bla. Magellan's Cross og besøgte Cebu Ocean Park, der både er et akvarium og en park med diverse dyr og fugle. Entréen var 800 eller 100 kr. - egentlig fair nok. Det blev også til et besøg i storcentret SM Seaside City Cebu.

Søndag tjekkede vi ud fra hotellet og tog en Grab til lufthavnen. Flyet til Coron var et ATR-78 propelfly fra Cebu Pacific, og det er første gang jeg har fløjet med et 2+2 fly hvor sæderne er sat sammen parvis som en sofa fremfor individuelle sæder. Man skulle endda på første række sidde med ryggen til cockpittet - ligesom flypersonalet tit gør, men jeg tror aldrig før jeg har oplevet passagerer gøre det. Flyveturen tog halvanden times tid og i Coron Airport - som rettelig hedder Francisco B. Reyes Airport og ligger på øen Busuanga - blev vi hentet i minibus af vores hotel Princess of Coron Resort for den beskedne pris af 250 pr. person for den 22 km. lange tur til Coron Town. Vi fik et kæmpe deluxe værelse der faktisk bestod af hele to dobbeltsenge anrettet i hver sit område. Der var dog kun aircon i den afdeling jeg sov i, men Robert havde en fane i hans del og det fungerede fint. Der var også et stort, omend noget bart badeværelse samt nogenlunde brugbart WiFi. Det eneste vi reelt manglede var et køleskab til vores drikkevarer og der var jo plads nok. Stedet swimmingpool var fin og den pænest anlagte på denne ferie. Der var kun et par minutters gang ned til hovedgaden der går igennem byen og der var fredeligt og stille oppe ved vores hotel. Om aftenen spiste vi på Om's Thai der bød på udmærket thaimad. Robert brillierede ved at spise i sin undertrøje, og så er det i hvert fald slut med at kommentere på min tanktop 😄

På vejen hjem bookede vi en heldags sejltur til bla. Coron Island og prisen på 1850 inkl. frokost virkede meget fair.

Mandag spiste vi morgenmad på hotellets restaurant, men det var virkelig ikke pengene værd. Vi blev hentet kl. 8 og kørt ned til byens havn hvorfra vi skulle sejle. Først stod vi dog en times tid på stranden og ventede på de øvrige deltagere og på at båden blev klar. Vi var 20 personer ombord på vores outrigger-banka foruden bådpersonalet og efter en kort inspektion af myndighederne satte vi kursen ud af havnen. Vi lagde til 5-6 forskellige steder hvor man kunne svømme og snorkle - nogle steder bedre end andre. Der var også et par steder hvor man kunne komme i land og købe lidt proviant, ligesom vi havde et længere stop til frokost, hvor der både var et skibsvrag og flotte koraller at dykke ned til. Til frokost blev der anrettet den sædvanlige 'boatman buffet' som var både velsmagende og indbydende. Vi fik flere gode lange svømmeture undervejs bla. da vi besøgte Twin Lagoon. Her svømmer man ind i en flot lagune og under den klippe der adskiller til den anden lagune. Det var mørkt før båden nåede tilbage til byen, og selvfølgelig havde vi ikke haft solcreme på hvilket vi betalte for de kommende dage.

Vi droppede tanken om at leje motorcykler og køre rundt, da Busuanga godt nok virker flot og frodig, men uden de store steder at besøge og med reelt kun én gennemkørende vej. I stedet benyttede vi os af de små tuk-tuk tricycles der kører op og ned af gaden og som blot koster 20 pr. person for en tur rundt i byen. Robert var ude og forhøre sig om dyk, men der var desværre ikke plads dér hvor det passede ind. Ellers stod den på afslapning og kropsmæssig genoprettelse efter den lange bådtur. Jeg var ikke så forbrændt som jeg har været på andre ferier, men noget krebserød afskallet hud havde jeg da. Maden var ikke så spændende i Coron Town og udvalget af appetitlig mad var noget begrænset.

Fredag blev vi kørt tilbage til lufthavnen, og vi fløj atter til Cebu da man ikke kan flyve direkte fra Coron til Boracay. Denne gang havde vi booket et værelse på Eloise Royal Suites ikke så langt fra lufthavnen. Med i værelsesprisen var transport til og fra lufthavnen og vi fandt da også chaufføren i lufthavnen - faktisk lidt ved et tilfælde. Vores værelse var fint, omend ikke det største - og vi nåede lige en udmærket pizza på Shakey's samt en aftendukkert i poolen inden den lukkede kl. 21. Næste morgen spiste vi den inkluderede buffet på hotellet før vi tog en taxa til lufthavnen. Godt nok var der transport inkluderet tilbage til lufthavnen, men så skulle vi være der tre timer før afgang og så længe gad vi ikke sidde og vente. Turen til Caticlan Airport tager under en time, og vejret var virkelig dårligt så vi følte os ikke engang sikre på at vi kunne komme ud på øen. I lufthavnen bookede vi transporten og betalte de 200 i 'environmental fee'. Vi blev kørt den meget korte tur fra lufthavnen ned til båden der sejlede os til Boracay på bare 7-8 minutter. Der var piske-regn og bølger, men selve sejladsen forløb nu uden de store kvaler. På den anden side ventede en lille bus på at køre os det sidste stykke til Pinjalo Resort midt på øen. Vores værelse her var hyggeligt, selvom damen ved checkin mente at vi ville få det svært med pladsen i dobbeltsengen 😂

Indrømmet, så meget plads var der heller ikke, men det gik fint. Værelset var godt indrettet og der var kun få skridt ned til poolen. Hotellet er anlagt en smule vildt med planter og træer overalt, eller også bliver det bare ikke vedligeholdt på den sirlige måde?! Vi snakkede nogle gange med ejeren, en brite der lignede julemanden - og han advarede os om at vejret ville være dårligt alle fire dage vi var der. Så slemt gik det nu heldigvis ikke, og det var faktisk kun på ankomstdagen at det var decideret dårligt. Morgenmaden var inkluderet, og man kunne vælge imellem to forskellige steder at indtage den - vi foretrak Nigi Nigi Nu Noos på stranden. Der var reelt ikke den store forskel på de to steder, og desværre var det igen-igen 'bare' en menu bestående af lidt brød, æg, smør, juice eller kaffe. Vi savnede virkelig den store morgenbuffet! Sidst vi var på Boracay druknede meget af oplevelsen pga. dårligt vejr, og det var da heller ikke optimalt denne gang. Men værre var selve fornemmelsen på øen, hvor man har haft et stort projekt kørende fra før Corona-tiden med at rydde op og sanere. Den del er selvfølgelig beundringsværdigt nok, men desværre har det også fjernet meget af den hyggelige ø-stemning. Det er ikke længere tilladt med lys på stranden, borde/stole og servering - og det gør altså noget negativt for følelsen for mit vedkommende. Vi brugte dagene på pool, strand, gåture samt små køreture i de elektriske tricycles ind til D'Mall området hvor udbuddet af spisesteder var noget større. Robert fik dykket et par gange (2000 pr. dyk) og det havde været rigtigt godt. Vi fandt en fin steak restaurant på stranden samt et par steder med god thaimad så vi klarede os. 

Tirsdag havde vi booket transport tilbage til lufthavnen med Southwest Tour (750) som hentede os på hotellet i minibus. Vi blev sejlet over til fastlandet og kørt de få minutter til lufthavnen. Her oplevede vi at blive kørt ud til standpladsen hvor flyet ventede i en helt normal turistbus, og ikke de specielle lufthavnsbusser man ellers oplever alle steder. Vi fløj tilbage til Cebu, og nu havde vi jo efterhånden et godt opdateret kendskab til dén lufthavn. Vi bookede en Grab til at køre os til Hilltop Hotel. Dér havde vi booket et værelse tilbage i 2020 - hvor vi jo aldrig nåede til Filippinerne - og vi var simpelthen faldet for det igen. Hotellet ligger på en bakketop 5 km. udenfor Cebu City og første indtryk var fint. Værelset var af pæn størrelse med køleskab, hurtigt WiFi og en lille swimmingpool. Området var virkelig meget lokalt og der var ingen restauranter eller reelle butikker i nærheden - kun en lille købmand ved hotellet. Vi havde planlagt tre overnatninger inden vi skulle til risterrasserne, og vi havde snakket om vi skulle tage et andet sted hen på Cebu øen, men i sidste ende besluttede vi at blive. Det blev lidt spildte dage hvor vi ikke lavede det store, men bare fik slappet af. Vi måtte med taxa ind til byen for at spise, og vi fik også bragt Pizza Hut mad ud en aften. Morgenmaden på hotellet var ligeså kedelig som de andre steder vi havde boet, og var ikke de peso værd vi gav for det.

Fredag var det tilbage til lufthavnen - og denne gang gik turen til Manila. Sidste flyvning i denne omgang med Cebu Pacific Air og det forløb igen uden de store udfordringer. Vi havde booket pladser i natbussen til Banaue (850), så vi skulle bare finde til busholdepladsen. Det viste sig dog at være svært at få fat i en taxa/Grab i lufthavnen, så vi endte med forlade den til fods via den overgang vi kendte fra vores første besøg. Det lykkedes at få gaflet en taxa på den anden side og via betalingsvejen kom vi relativt hurtigt gennem Manila by - eller mere korrekt - over den. Vi havde et par timer at slå ihjel, så vi satte os på en McDonald's tæt ved busholdepladsen og fik noget aftensmad. Der blev købt proviant til turen i 7-Eleven og kl. 22 var der afgang. Der er to selskaber der kører strækningen Manila-Banaue og vi havde valgt Ohayami. Ingen luksusbus, men en helt almindelig turistbus uden toilet til den 9,5 time lange tur. Bussen var fyldt og der var bestemt ikke meget plads til benene, slet ikke da klapsæderne i midtergangen også blev taget i brug. Men som altid overlevede vi, selvom det ikke blev til meget søvn undervejs. Ved ankomsten skulle vi lige registreres af de lokale myndigheder og betale environmental fee på 50 pr. person, og så blev vi hentet af personale fra Rice Homestay. Vel ankommet fik vi noget morgenmad, og heldigvis var vores værelse allerede klar kl. 9. Det var skønt at ligge ned efter den lange tur, og værelset var egentlig det bedste vi havde på hele ferien - og klart bedst 'value for money'. Skøn seng, gode hovedpuder, flot udsigt til bjergene, lynhurtigt WiFi og varmt vand i bruseren. Vi manglede kun et lille køleskab så havde det været helt perfekt 😀

Vi sov en del af lørdagen, men havde gennem vores homestay planlagt en tur til risterrasserne omkring Banaue og Batad til dagen efter. Vi betalte 6600 for os begge, hvilket nok lige var et par tusind peso for meget. Vi spiste alle måltider på vores homestay, da der faktisk var for langt at gå ned i 'byen'. Maden var simpel, men generelt ganske udmærket. Vi havde dog et lille cash-flow issue, da byens eneste ATM ikke havde virket i en uge, og vi kunne kun betale med kontanter, da de tog ikke imod kreditkort. 

Søndag spiste vi morgenmad og klokken 8 kørte vi. Vejret var nogenlunde og landskabet vi kørte igennem var smukt. Første stop var ved Batad hvor vi blev sat af ved 'Sadlen' hvor vejen stopper. Herfra gik vi det sidste stykke til fods over stendynger langs bjergkanten, og det tog faktisk de 25 minutter at gå derned som vi på forhånd havde fået at vide, og selvom det primært gik ned af bakke var turen noget anstrengende. Udsigten over risterrasserne var fantastisk, også selvom sæsonen på dette tidspunkt ikke var den mest optimale. Personligt synes jeg rismarker er pænest når de er lysegrønne, men her var der stadig flere måneder til høst. Efter råd fra vores guide droppede vi at gå ned til den lille by i bunden af dalen og vi tog heller ikke den udfordrende trek til det vandfald der ligger et par timers gang væk. Turen tilbage op til minibussen tog faktisk også kun 25 minutter - selv med nogle pauser undervejs. Efter vi fik pusten igen kørte vi videre mod flere andre viewpoints. Nogle steder var de endda tættere på høst og dér var markerne flot grønne.

Mandag betalte vi 300 ekstra og kunne til gengæld beholde værelset til kl. 15 da det ikke var lejet ud til andre. Vi brugte de fleste af vores resterende kontanter på et solidt måltid mad, før vi blev kørt ned til bussen. Fin gratis service fra vores homestay, som havde været alle pengene værd, og jeg er glad for endelig at have set de berømte risterrasser omkring Banaue. Der var afgang med bussen kl. 17.30 - og der var endda en dansk familie med som vi sad og snakkede med. Den første halvanden time var bussen ikke fyldt op, men efterhånden kom de sidste ombord og selv klapsæderne i midtergangen blev brugt - ligesom på udturen. Vi ankom til Manila kl. 3 om natten og gik de få hundrede meter til 'RedDoorz Near UST Sampaloc' hvor vi havde booket et billigt værelse. Her ville de have 500 i depositum, men måtte nøjes med de 300 vi havde gemt til den sidste dag. Vi spiste frokost på McDonald's hvor man kunne betale med kreditkort, men da Robert og jeg faktisk faldt over nogle ting vi gerne ville købe med hjem, endte vi med at hæve kontanter på feriens sidste dag. Men så fik Robert da en rygsæk med hjem, imens jeg købte en kølebox samt nogle pastiller til Anne. Vi betalte 300ekstra for at beholde værelset nogle timer længere, før vi tjekkede ud og tog en taxa til lufthavnen, hvor vi fik lidt at spise. Vi var i god tid og blev rykket til en afgang to timer tidligere fra Manila til Singapore, så nu var der faktisk en reel mulighed for at se vandfaldet i The Jewel i lufthavnen, selvom vi ikke havde så lang tid i Singapore på vejen hjem. Vores fly endte så med at være en time forsinket, så vi kunne alligevel ikke nå vandfaldet 😆

Sidste flyvning var de 13,5 time hjem til København med Singapore Airlines. Jeg kunne desværre ikke få en vinduesplads, så jeg havde et gangsæde på en midterrække modsat Robert. Heldigvis endte jeg med et tomt sæde ved siden af mig, så der var lidt ekstra plads. Jeg brugte en stor del af turen på at snakke med en 28-årig kvinde på vej fra Auckland til Oslo. Så bliver det ikke en meget længere tur end det. Hun var af tysk/norsk afstemning, men boede og arbejdede i New Zealand med hendes amerikanske mand. Det er sjovt som man bare klikker med nogle mennesker, også på trods af aldersforskellen. Jeg fik kun sovet nogle timer, men turen forløb væsentlig hurtigere end man kunne frygte. Vel tilbage i snefyldte Danmark blev vi hentet i lufthavnen af Roberts far, og det var faktisk rart at blive kørt helt til døren, når man ankommer i shorts og sandaler i 8 graders frost... 😄


Udgifter:
København-Manila t/r = 5.184 kr.
Indenrigsflyvninger (ialt 6 styk) = 2.172 kr.
Overnatninger = 4.048 kr.
Mad/drikke/lokaltransport/diverse = 5.710 kr.
Ialt = 17.113 kr. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar