mandag den 5. december 2022

Bukarest

 

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Egentlig var det meningen at Maj og jeg skulle en tur til Bratislava i oktober. Men et par uger før afrejse aflyste Ryanair flyet hjem, og det blev for dyrt og besværligt at finde et andet. Så I stedet fik vi pengene retur og købte billetter til Bukarest i stedet. Ikke fordi vi nødvendigvis enormt gerne ville lige dertil, men vi kunne komme afsted på det tidspunkt vi gerne ville - og til en særdeles overkommelig pris - og om turen gik til Bratislava eller Bukarest betød ikke så meget. Så torsdag d. 1. december var der afrejse til Rumæniens hovedstad.

Vi har begge været i Bukarest før. Maj tilbage før murens fald og jeg selv så sent som i 2019, så oplevelsen ville nok virke mest genkendelig for mig! Vi fløj til Otopeni - eller Bucharest Henri Coanda International Airport som den rettelig hedder og turen tog bare et par timer med WizzAir. Vi skulle kun være afsted i 3 dage, så vi nøjedes med de 10 kg. håndbagage der var inkluderet i prisen, og det kunne lige præcist være i de små tasker. Ved ankomsten tog vi toget der kører til hovedbanen Gara De Nord på små 20 minutter. Prisen er bare 5 LEI pr. person, og for at omregne til danske kroner ganger man med 1,5 - og det er jo nemt nok. Så prisen svarer til 7,50 kr. 👍

På hovedbanen købte vi et 'City Card' til ubegrænset transport i Bukarest i 72 timer for 40 LEI, og havde billetautomaten virket i lufthavnen, kunne vi have købt det dér og brugt det i toget også, men til de priser kan man ikke brokke sig. Transporten i byen er også billig pr. tur, men fordelen ved kortet er at man ikke skal købe billet hver gang. Vi tog metroen til Grozavesti stationen hvor der kun var tre minutters gang til vores hotel. Hotel Yesterday bød på et fint værelse hvor der var de ting vi skulle bruge. Vi tog metroen de to stop til Izvor, hvorfra vi gik til julemarkedet på Piața Constituției foran det store Parlaments Palads. Markedet var åbnet samme dag og så hyggeligt ud i mørket - med masser af lys. Vi spiste aftensmad på det første og bedste sted vi fandt, og det var en udmærket kyllingeburger med fritter. Tilbage på hotellet havde vi lidt hyr med en masse drenge der synes at gangen foran vores værelse var det bedste sted i verden at lege. Det viste sig at være en fodboldklub på tur - og de havde lejet 60 ud af hotellets 64 værelser, så der var helt udsolgt og derfor ingen mulighed for at blive flyttet til et andet værelse. Receptionen beklagede, men gjorde ellers ikke mere ved sagen. Et par gange var jeg ude og beklage mig til de voksne der var med på turen, men de gjorde heller ikke det store. Jeg fik dog at vide at de skulle afsted næste formiddag, så én nat kunne vi godt overleve. Jeg kunne godt have tænkt mig at hotellet selv havde tilbudt os en form for kompensation - over 400 kr. i døgnet for et værelse i Bukarest er ikke i den helt billige ende.

Fredag spiste vi morgenmad sammen med fodbolddrengene, og den var ok uden at imponere. Jeg er jo selv tilfreds med brød, smør, æg, bacon og juice - alt udover det er så bonus, men det var der så heller ikke noget af her. Den eneste ting vi havde booket hjemmefra, var en dagsbillet til Therme der er et badeland i udkanten af Bukarest. Man kan købe forskellige billetter - afhængigt af hvor længe man vil være der og hvilke områder man vil have adgang til. Vi havde købt billetter på 'singleday' d. 11/11 med 30% rabat, så vi fik hele dagen med adgang til Galaxy og The Palm for 140 kr. - hvilket må siges at være en billig dag. Galaxy er området til børn og barnlige sjæle, med masser af vandruchebaner og den slags. Vi var lige inde og kigge, men der var alt for mange børn og larm til os, så vi klikkede os ind i The Palm med vores fancy armbånd. Det styrer både låsen på ens skab i omklædningsrummet, men fungerer også som betaling i barer, restauranter og til diverse behandlinger. Man skal være min. 16 år for at være i The Palm, og det eliminerer børn - men ikke fulde folk. Der er mange der bruger stedet til en hyggelig dag med vennerne, og med drinks til 25 kr. kan man jo godt se hvorfor. Der var i hvert fald lange køer i poolbaren. Der er forskellige bassiner med diverse termiske mineralbade, og der er også en udendørs afdeling med vand fra de varme kilder. Der er endda anlagt en udendørs sandstrand, men den er lukket om vinteren. Vandtemperaturen ligger omkring 35 grader hvilket er meget passende. Sidst på eftermiddagen tog vi et bad og iførte os tørt tøj for at spise noget mad i en af restauranterne. Vi blev dog blankt afvist, da der kun er adgang i badetøj - det er så første gang jeg har prøvet det! Nå, men på med det våde badetøj igen og så ind og få noget at spise. Jeg fik indløst min fødselsdagsgave og valgte en omgang ris og karry, hvilket faktisk var ganske godt. Efter endnu flere timer i bassinerne tog vi bussen tilbage til byen. Vi skulle skifte en enkelt gang hvor vi måtte vente et stykke tid på den næste bus, men den kørte så til gengæld helt til vores metrostation. Der var helt fredeligt på hotellet da vi kom tilbage... 👍

Lørdag morgen tog vi ind til Parlaments Paladset, men det var svært at finde ud af hvor billetkontoret var. Det viste sig at vi næsten var gået lige forbi det, og nu var det helt omme på den anden side. Det lyder nok ikke så slemt, men vi snakker om en af verdens største administrative bygninger (kun overgået af Pentagon), så Maj gik over på julemarkedet og fik lidt at styrke sig på, imens jeg prøvede at få en billet til en af dagens rundvisninger. Man kan nemlig ikke booke dem online, men man kan ringe til to telefonnumre dagen før (hvilket jeg havde prøvet), men det virkede ikke. Så kan man dukke op og håbe det bedste, men desværre var der fuldt booket. Så jeg gik tilbage til Maj efter at have trasket 3 km. for at finde et billetkontor 😄

I stedet var vi rundt i byen på gåben og med både metro, bus og sporvogn - men uden at se noget vildt spændende. Så det var faktisk kun trolleybusserne vi ikke fik prøvet. Vi var bla. forbi en butik vi havde set fra bussen dagen før, men den var der ikke meget ved. Vi prøvede også noget marked, men igen uden det store held. Vi var hjemme på hotellet og slappe lidt af før vi igen var på farten. Vi havde booket en tur hos Escape Arena - nemlig The Last Adventure Of Indiana Jones. Her fik vi 75 minutter til at finde Kristus bæger, men det lykkedes desværre ikke til tiden. Vi dog lov til at spille færdig så det var meget fint. Vi gav 300 kr. inkl. lidt drikkepenge, og for så lang en oplevelse for 2 personer kan man ikke indvende noget imod prisen. Vi købte lidt mad med hjem fra et supermarked, og så sad vi i sengen og spiste kyllingelår m.m.

Søndag morgen var vi tidligt oppe, og kl. 5.30 sad vi i metroen til hovedbanen. Her skiftede vi til toget og 20 minutter senere var vi tilbage i lufthavnen. Vi var allerede tjekket ind på flyet, så det var bare gennem security og til gaten. Vi havde endda fået pladser ved siden af hinanden på vej hjem 😉


Udvalgte udgifter:

Flybilletter WizzAir København – Bukarest t/r inkl. 10 kg. håndbagage = 148 kr.
3 overnatninger på Hotel Yesterday inkl. morgenmad = 612 kr.
Therme vandland = 140 kr.
72-timers 'City Card' = 60 kr.
Indiana Jones Escape Room = 150 kr.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar