Kiev

 (Klik på billedet for adgang til albummet)

Midt i en Corona-tid bookede Robert og jeg flybilletter til Kiev i Ukraine. Egentlig var det opfyldelsen af en gammel aftale med min engelske veninde Clare, som jeg har kendt i over 14 år. Vi mødte hinanden ved Terrakottakrigerne i Kina og sidenhen flere andre steder rundt omkring i det store land. Senere besøgte Robert og jeg hende i New Zealand og vi var også til hendes bryllup i England. Hun har en stor interesse i 'forladte steder,' og vi har mange gange snakket om en tur til Chernobyl. Robert er egentlig ikke den store fan af disse storbyferier, men lige netop denne ville han gerne med på. Så vi bookede billetter med Wizzair der flyver direkte fra København til Kiev. Vi var forberedt på at forskellige restriktioner kunne umuliggøre turen, men det lykkedes faktisk uden de store problemer. Vi skulle fremvise Corona-pas for at få lov til at flyve, ligesom vi skulle købe en Corona-forsikring gennem et ukrainsk forsikringsselskab, men så var vi klar…

Vi havde købt en fælles 20 kg. kuffert til turen, så Robert kom hjem til mig så vi kunne pakke og tage metroen til lufthavnen sammen. Indtjekningen gik uden problemer, men alligevel fik turen ikke den allerbedste start. Det er efterhånden blevet en fast tradition at starte med et måltid på Burger King, men da vi kl. 20.01 stod ved skranken hos dem fik vi at vide at de altså lukkede kl. 20. Så i landets største lufthavn kan man altså ikke få en burger efter kl. 20 på en lørdag aften – og vi er stolte af Kastrup Lufthavn? Da Anne og jeg fløj fra Mumbai kunne vi kl. 03.30 bla. vælge mellem Pizza Hut, Burger King, KFC og Subway – det er sgu’ for dårligt CPH 😕

Nå, men flyveturen gik fint og varede under to timer. Vi landede i byens 'lille' internationale lufthavn Zhulyany der ligger bare 6 km. fra centrum. Da vi havde styr på vores Corona-pas og den føromtalte forsikring (90 kr. for en uges dækning) kom vi hurtigt igennem immigrationen. Klokken havde efterhånden passeret 01, så offentlig transport var udelukket ind til byen. Taxamafiaen krævede 600 UAH for turen, hvilket svarer til 150 kr. Så i stedet brugte vi lufthavnens gratis wifi og bestilte en Uber til 140 UAH. Han kom efter få minutter og smed os af på Independence Square hvor vores hostel ’City Center’ lå. Som altid lå der en nøje udvælgelse bag hvor vi skulle bo, og det var faktisk Robert der endte med at vælge det, primært ud fra placeringen. Det var også fuldstændig midt i byen, så det kunne ikke være mere centralt. Men da vi kl. 02 om natten blev lukket ind af gadedøren og gik igennem en korridor der stank af pis og ind i en raseret elevator der bragte os op til 7. etage, skulle vi nok have lugtet lunten. Vi fik vækket en kvinde der lå og sov på en drømmeseng bag disken, og så startede et værre cirkus. Jeg havde printet vores booking ud på engelsk, et sprog hun i hvert fald havde NUL kendskab til. Vi prøvede at forklare situationen, og til sidst overgav hun sig og gav os en nøgle. Det var til et værelse kun lige nøjagtigt større end den halvanden-mands seng der stod derinde. Vi fik stablet vores bagage ind i fodenden af sengen og tog elevatoren ned på gaden. Her fandt vi en lille burgerbiks der havde åbent, så vi kunne få lidt at spise samt veksle penge. Tilbage på vores værelse fik jeg noget opgivende redt sengen med det plettede sengetøj vi havde fået udleveret, og så var det ellers på hovedet i seng. Vi blev enige om at nu fik vi noget søvn, og måske så det hele bedre ud i dagslys? Det gjorde det så ikke… 😝

Jeg fik ikke meget søvn den nat, og da vi stod op var tingene ikke ligefrem blevet bedre. Vi kunne ikke bo på det værelse i en uge, så det forsøgte vi at forklare ’trolden’ i receptionen. Hun viste os 3-4 andre værelser, men de var ikke bedre end det vi havde. Sammenholdt med et megaklamt toilet og et fællesområde/køkken der lignede et bombekrater, fik vi nok. Det lykkedes at få fat på ejeren af stedet i en mobiltelefon, og han lovede os vores penge igen – minus en ekstra nat som straf. Det var fint, vi skulle bare væk derfra. Der gik et par timer før der kom en gut med nogle penge, men vi skulle stadig lige igennem endnu en kamp for at få dem udleveret, men det lykkedes til sidst. Tiden havde vi brugt på at finde et andet sted at bo og valget var faldet på Hotel Mir. Her skulle vi give 180 kr. for et dobbeltværelse, men de ekstra 70 kr. i døgnet så ud til at være givet godt ud, så vi bestilte en Uber der kørte os dertil. Første indtryk var en kæmpe lobby, men jeg fik alligevel overtalt receptionisten til at vise mig værelset inden vi betalte - ingen grund til at købe katten i sækken for anden gang. Det var heldigvis et fuldstændigt standard hotelværelse med to senge, køleskab og badeværelse med badekar. Så her kunne vi sagtens pakke ud og bruge det gratis wifi til at skrive til Clare. Hun afbestilte med det samme sit værelse på City Center Hostel og bestilte også et værelse på Hotel Mir. Vi brugte søndag eftermiddag på at få sovet samt lavet lidt ekstra research på hvad vi skulle se. Vi tog metroen et par stop til en McDonald’s hvor vi spiste frokost – udenfor, for pga. Corona måtte man ikke komme ind at sidde. Metroen fungerer super, kører hele tiden og koster bare 8 UAH (2 kr.) uanset hvor langt man skal - inkl. evt. skift mellem de tre linjer. Man køber billetter med en QR-kode som så skannes ved indgangen på stationerne, ligesom man også kan købe forskellige typer kort der kan fyldes op. Om aftenen tog vi metroen til Ocean Plaza Shopping Center hvor vi også fik noget aftensmad.

Mandag morgen gik vi ned i restauranten hvor de serverede morgenmad til 150 UAH pr. person. Det kan sagtens vise sig at være en god deal, specielt hvis det er en lækker morgenmadsbuffet der gør at man kan springe frokosten over. Det var så ikke tilfældet her! Vi kunne vælge mellem tre forskellige menuer, så vi valgte den med scrambled eggs. Efter lidt tid kom tjeneren så med en tallerken med fried eggs (hmmm?) men de røg da ned, så sarte er vi dog heller ikke. Til æggene fik vi hver et par skiver tørt brød, en muffin og et glas kirsebær juice eller en kop kaffe. Det var bare ikke 40 kr. værd i et land hvor det er mange penge, så det blev den eneste gang vi gjorde det. Efter vores overdådige morgenmåltid tog vi metroen ind til centrum. Første stop var ved St. Volodymyr's Cathedral, hvor vi overværede en katolsk ceremoni involverende en hel del mennesker. Derefter gik vi til Golden Gate, der er et pudsigt bygningsværk der ligner en port af mursten med et vedhæng som en norsk bjælkehytte. Som om det ikke var skørt nok, står der foran en kæmpe sten med en stor bronze kat på toppen – måske er det Riga kattens fætter? 😄

Vores videre færd bragte os først til St. Sophia’s Cathedral og derefter St. Michael's Golden-Domed Monastery før vi tog den lille kabelbane ned af bjerget. Den er en del af det offentlige transportsystem, så vi kunne bruge vores 8 UAH papirbilletter ligesom til metroen. Efter en forgæves søgen efter noget frokost faldt vi ved et tilfælde over en Vapiano, og der måtte man faktisk komme ind og sidde – i modsætning til f.eks. McDonald’s og Domino’s. Det lykkedes os aldrig helt at regne ud hvorfor nogle steder, på nogle dage, tillod folk at sidde indenfor, og andre gange var der kun bestilling til take away. Robert havde aldrig spist på Vapiano før, og når man får to store portioner spaghetti bolognese med tilhørende øl og sodavand for 116 kr. så var der ikke meget at betænke sig på. Vi tog metroen tilbage til hotellet, og senere var jeg i det lokale supermarked for at handle. Tidligere havde vi indkøbt juice, Nutella, ost, pølse og brød så vi selv kunne lave morgenmad på værelset, men vi manglede knive og paptallerkner så det fik jeg købt.

Omkring kl. 01 ankom Clare der havde været på en længere tur end os. Man kan ikke flyve direkte fra Birmingham til Kiev, så hun havde haft en mellemlanding i Krakow på vejen med Ryanair. Vi sad og snakkede på værelset noget tid inden hun gik ind på sit eget værelse. Næste dag bød vi på en skive morgenmad hos os før vi tog ud i byen. Der lå et forladt hus ved siden af hotellet, og da Clare har en stor interesse i ’abandoned places’ så startede vi dér. Vi tog metroen til Independence Square så Clare kunne få vekslet nogle penge. Derefter tog vi en Uber til Pechersk Lavra – Kiev’s turistattraktion #1. Her kan man se en del kirker og vi var også oppe i klokketårnet hvorfra man har en glimrende udsigt over byen. Man kan også se den store statue af ’Moder Rusland’ der med hævet sværd står 102 meter højt og skuer ud over floden. Men højdepunktet var klart katakomberne hvor folk er blevet begravet i de sidste 1000 år. Man har gravet et netværk af gange under jorden, og med en konstant temperatur forbliver ligene velbevarede i deres små kister. Mange steder kan man se hænder og fødder stikke ud, og det er en mærkelig følelse at gå rundt dernede blandt hundredevis af lig. Der er lavet en turist-rute, men det er mere spændende at tage bede-ruten, hvor almindelige mennesker kommer og viser deres respekt. Kisterne skal kysses, og der skal kigges ind bag de små ruder hvor ligene ligger – før de også kysses. Ikke specielt Corona-venligt i 2021, men meget følelsesmæssigt. Der er både en øvre og en nedre del af katakomberne på området, og Clare og jeg tog en bonusrunde hvorimod Robert havde fået nok af én tur, så han ventede udenfor. Senere satte vi ham i en Uber hjem til hotellet, imens vi selv hoppede af ved en metrostation. Vi tog ud til Babyn Yar, der skulle være et jødisk mindesmærke med tilhørende holocaust museum. Det er så bare ikke helt bygget færdigt endnu, men vi gik os en længere tur i parken. Det var begyndt at sne, og efter en længere søgning lykkedes det os at finde en restaurant hvor vi kunne få noget mad. Det var fedt at sidde afslappet og snakke, og det var nemt at fornemme at de sidste år ikke har været specielt sjove for Clare. På vejen hjem stoppede vi i vores lokale supermarked, hvor det efter en længere kamp lykkedes at få dem til at lave en pizza vi kunne tage med hjem til Robert. Kampen bestod i at man ikke bare kunne pege på nogle ingredienser og så lavede de den pizza, næh nej man skulle vælge en af de muligheder der var på tavlen. En tavle der kun var på ukrainsk og INGEN af de mange ansatte kunne åbenbart et ord engelsk. Via en anden kunde lykkedes det dog til sidst, og den røg da fint ned da vi kom tilbage til Robert 🍕

Onsdag var vi kommet til turens højdepunkt – vores udflugt til Chernobyl. Jeg husker tydeligt tilbage i 1986 da reaktoren eksploderede og den efterfølgende uvished for hvad det betød for os. Vi slap heldigvis billigt i Danmark, og i hvert fald meget billigere end de lokale.  Vi havde hjemmefra booket en 1-dages tur med SoloEast Travel der fik stor ros for deres ture. Turen kostede 101$ (672 kr.) pr. person inkl. transport fra Kiev, frokost samt leje af geigertæller. Clare havde besluttet sig for en 2-dages tur, men med en pris på over 2000 kr. synes Robert og jeg at det var meget for en overnatning og mere af det samme på dag 2. Aftalen var at vi skulle tilbringe dagen sammen alle tre, og når vi så blev kørt tilbage til Kiev, fortsatte hun til overnatningsstedet. Sådan kom det dog ikke til at blive. Vi blev allerede delt op ved indgangen til den sikkerhedszone der findes 30 km. rundt om kraftværket. Vi stødte på hende et par gange i løbet af dagen, men det var stadig ikke lige den oplevelse vi havde håbet på. Turen var dog stadig fin og vores guide Vlad talte et tydeligt engelsk og vidste meget om området. Vi så flere forladte steder samt Chernobyl byskiltet, inden vi gik igennem en allé med navnene på de hundredevis af landsbyer der var blevet forladt. Vi så også den (angiveligt) sidste Lenin statue i Ukraine, før vi spiste frokost på en lille restaurant i området. Vi spiste sammen med Clare, men blev delt op igen derefter, og tilbage i bussen nærmede vi os nu selve kraftværket. Vi stoppede ca. 1 kilometer væk, og kunne for første gang måle den øgede stråling med vores geigertæller. Her var der ca. 10 gange så meget stråling som på gaden i Kiev hvor vi havde fået den udleveret. Vi kørte helt hen og parkerede ved den store sarkofag der er bygget over det der er tilbage af reaktor 4. Her er der rejst et lille mindesmærke, og det er virkelig underligt at stå under 100 meter fra det sted der har været skyld i så megen død og ødelæggelse. 

Senere fik vi en rundtur i den forladte spøgelsesby Pripyat, hvor der før ulykken boede 50.000 mennesker. Vi så bla. en børnehave, det lokale stadion, en svømmehal samt den lille forlystelsespark der skulle have været åbnet få dage efter ulykken og som således aldrig blev taget i brug. Turen rundt i Pripyat sluttede med besøg i flere beboelsesejendomme, og selvom man officielt ikke må gå ind i bygningerne, gav guiden os flere steder lov til det. Det var dog flere såkaldte ’hot-spots’ man skulle holde sig fra, men de var tydeligt mærket med radioaktive advarselsskilte. Sidste stop på turen var på et nedlagt militæranlæg, hvor den gigantiske Duga-3 radar findes. Den er 150 meter høj og 700 meter lang og blev kaldt ”The Russian Woodpecker”. Den kunne tilsyneladende advare Sovjetunionen om vestlige missilaffyringer, men ellers er der ikke meget man ved om selve brugen af den. Den var imponerende at stå ved siden af, men da Vlad fortalte at eksperter allerede for 20 år siden havde forudset at den kunne falde sammen når som helst, så gav det sgu’ lidt kriller i maven på mig. På vejen ud af ’Exclusion Zone’ skulle vi to gange igennem et dekontamineringskammer, men min personlige holdning er nu at det mest er for syns skyld. Men hele dagen havde vi hver haft et dosimeter på der måler den stråling man udsættes for, så man kunne være sikker på at vi ikke havde været udsat for en overdosis. De blev så indsamlet igen og aflæst da vi skulle ud af zonen, og én turist ombord på bussen havde tilsyneladende pillet ved det, og det kunne de så efterfølgende se. Så vi måtte tilbage til checkpointet og vores guide måtte betale en mindre bøde for at fixe problemet. Vi var tilbage i Kiev kl. 20, efter en dag der efterlod mange indtryk.

Torsdag var Clare stadig på tur, så Robert og jeg tog rundt til et par lokale markeder. Uden at sige for meget så var det noget bras – og ikke engang bras på den ’fede’ måde som Maj og jeg oplevede i Riga. Vi vendte hjem til hotellet sidst på eftermiddagen og ventede på at Clare kom tilbage. Godt nok havde hun betalt meget mere for den ekstra dag, men de havde virkelig også besøgt mange fede steder, og med hendes passion for forladte steder følte hun bestemt at hun havde fået noget for pengene. Vi spiste aftensmad sammen på en hyggelig italiensk restaurant ikke langt fra hotellet.

Fredag var Clares sidste dag, og vi havde lige et sidste punkt på dagsordenen. Vi tog metroen til Arsenalna, der er verdens dybest beliggende metrostation. Jeg har været på mange dybtliggende stationer i f.eks. Moskva og St. Petersborg, men med en dybde på over 105 meter tager denne prisen. Clare er så ikke vanvittig glad for lange rulletrapper, så det er mindre fedt for hende når turen op tager over 4 minutter, og nej de kører ikke ligefrem langsomt! Clare fik købt et par souvenirs med hjem, og vi fandt en lille hyggelig café hvor vi fik frokost. Derefter var det tid til at hun skulle i lufthavnen, så vi prøvede at booke en Uber. Men fordi det var et område med lukket biltrafik var det faktisk noget svært, og vi måtte tilbage op ad en stejl bakke ved St. Andreas Church før vi kunne finde bilen. Der var så samtidig en masse trafik og pludselig var hun i bekneb for tid. Heldigvis havde hun ingen tjekket bagage med, og kunne derfor skynde sig igennem lufthavnen og direkte ombord på flyet – lige i sidste øjeblik. Hun fløj fra Boryspil lufthavnen til Krakow, og blev så forsinket der pga. problemer med flyet. Værre blev det da de endelig kom afsted, for de blev undervejs omdirigeret fra Birmingham til East Midlands lufthavnen pga. dårligt vejr. Den er egentlig tættere på hvor hun bor, men hendes bil stod i lufthavnen. Der var så ved ankomsten sørget for busser der kørte dem til Birmingham, og ombord på den mistede hun så sin pung. Den fik hun heldigvis tilbage et par dage senere, intakt endda – så alt endte godt 😃

Lørdag tjekkede Robert og jeg ud fra hotellet kl. 12, men fik vores kufferter opbevaret for vores fly hjem gik først kl. 19.15 – så vi havde lige en sidste dag i Kiev. Vi startede med at besøge Kievs Railway Museum (surprise surprise) og det var faktisk bedre end forventet. Jeg havde advaret Robert om at det nok ikke var det store, men det var faktisk fint. Man kunne endda komme ind i rigtigt mange af vognene, noget jeg sætter stor pris på. Efter det besøg havde vi to muligheder tilbage: Water Museum hvor man kan se verdens største toilet eller det nybyggede Jellyfish Museum. Vi valgte vandmuseet og det fortrød vi ikke. Vi havde en super guide som gav os en timelang rundtur på det rimeligt interaktive museum, der faktisk er etableret med dansk støtte. Fokus er klart på skolebørn og familier - sådan sparer du på vandet osv. - men som turist er det bestemt også interessant. Det er placeret i (og ikke mindst under) et gammelt vandtårn, og da sådanne jo i sagens natur altid er placeret på de højeste steder var det værste turen dertil op ad bakken. Når man skal ned igen er tyngdekraften jo heldigvis på ens side 😂

Vi kunne desværre ikke nå Jellyfish museet så det må blive næste gang. Vi tog metroen tilbage til hotellet og hentede bagagen og derefter en Uber til Zhulyany lufthavnen bare et kvarters kørsel fra hotel Mir. Her skulle vi lige omfordele vores ting, så ingen af vores tasker vejede for meget. Vi skulle jo med et lavprisselskab hjem, og de skulle da ikke have mulighed for at tjene ekstra på os. Det lykkedes nu også fint, og vi lettede med Wizzair til tiden. Flyet var faktisk godt fyldt, men vi endte alligevel begge med et ekstra tomt sæde. Selvom turen tager under to timer, er det nu da stadig meget rart 😄