torsdag den 13. maj 2010

Phuket

Flyveturen fra København til Bangkok forløb uden problemer. Flyet var kun ¾ fuldt, så vi havde flere sæder til rådighed hver. Det er altså skønt på så lang en flyvetur. I Bangkok skiftede vi fly, og fløj videre til Phuket. Hjemmefra havde vi booket et værelse på Serene Resort i Kata, og selvom jeg har været på Phuket en del gange, så er det første gang jeg har boet i Kata. Tidligere har jeg boet i Surin, Kamala, Patong og Karon, så det var lidt sjovt at opleve noget nyt. Kata ligger sydligst på vestkysten af Phuket, og der er MANGE danskere… Det er svært at gå bare få skridt uden at høre dansk i nærheden.

Hotellet viste sig at være ganske udmærket, selvom det måske ikke helt havde samme standard som f.eks. Centara i Karon. Men de har 2 fine swimmingpools, bar, restauranter og spa-afdeling… så der mangler bestemt ikke noget. Værelset havde da også både balkon, tv, minibar og badekar, og der var pænt og rent over det hele.

Om lørdagen slappede vi bare af, for vi var begge trætte efter den lange flyvetur. Søndag lejede vi et par scootere og kørte op til ”Big Buddha” som man er ved at bygge ikke så langt fra Kata. Man har været i gang i mange år, og selve statuen er nu ved at være færdig. Den er ikke mindre end 45 m. høj, og beklædt med marmor. Ved siden af den står en mindre guld-buddha (på 12 m. :-) som ser noget bette ud sammenlignet med den store! Hele området er langt fra færdigt endnu, men det skal selvfølgelig nok komme…

Bagefter kørte vi til Phuket Town, hvor vi fik afbestilt vores billet med Thai Airways fra Phuket til Bangkok, da vi jo gerne vil til Koh Tao på vejen. Vi kørte også til Patong, der fuldstændig ligner sig selv. Alle barer, butikker, restauranter m.m.ser nøjagtigt ud som for nogle år siden, så efter lidt sporadisk shopping kørte vi tilbage til Kata.

Efter morgenmaden mandag, forsøgte vi at finde en dykkerbutik hvor Robert ville have syet en dykkerdragt, men det lykkedes aldrig at finde stedet. Til gengæld væltede jeg på min scooter, da jeg skulle lave en u-vending. Heldigvis betød det, at min hastighed nok var ca. 4 km/t., men alligevel fik jeg en god afskabning på hhv. højre ben og arm. Til mit held skete det – bogstavelig talt – ligeud for en lokal skadestue, så der rensede de mine sår med det samme. Jeg har det altså noget skidt med sådan at springe de 50 lokale over - der sad og ventede, men sådan er systemet jo. De 50 kr. jeg betalte for behandlingen, er garanteret også mange gange mere end en lokal ville have betalt…

Det betød dog, at jeg tilbragte de næste par dage med at slappe af, da jeg ikke lige var i humør til mere kørsel rundt. Der er en del hyggelige små restauranter/barer i Kata, og vi fik da både god mad og spillet lidt pool. Robert var oppe på view-pointet et par kilometer væk, og han ville også hilse på Charlie (den hyggelige abe der hænger ud ved Kok Chang Safari), men han var ”ude og rende” :-)

Onsdag afleverede vi den sidste scooter, og tog en tuk-tuk til Patong. Vi fik lidt at spise og gik en tur på strandgaden. Vi var også inde og få enkelt drink eller to, men jeg må indrømme at Patong (denne gang) hængte mig noget ud af halsen. Det er de samme sælgere, de samme varer, de samme skræddere, de samme restauranter osv. – og jeg tror godt der må gå en del år før jeg vender tilbage til Phuket.

Torsdag morgen spiste vi for sidste gang morgenmad på hotellet. De har buffet… med bacon, pølser, pandekager, frugt – og æg på hvilken måde man nu gerne vil have det. Ganske udmærket, og en god måde at starte dagen på! Bagefter checkede vi ud og tog en taxa til lufthavnen, for vi skulle flyve med Bangkok Airways til Koh Samui…