søndag den 5. august 2007

Luang Prabang

Luang Prabang er min favoritby i Laos! Her er roligt og hyggeligt - men stadig nok at lave og masser at se på...

Turen hertil tog 7 timer i minibus af meget snoede bjergveje, men de er da i det mindste asfalterede! Jeg fandt et lækkert, men efter forholdene lidt dyrt værelse på Oudom Souk Guesthouse, så jeg flyttede dagen efter til et noget billigere sted.

Byen har tidligere været hovedstad, så der findes f.eks. et Royal Palace i byen, som dog nu fungerer som et museum. Rundt om i byen er der mere end 50 templer som f.eks. Wat Xieng Thong og Wat Sop. I centrum af byen dominerer det 100 m. høje bjerg Phu Si - og That Chomsi (den gyldne stupa på toppen) kan ses fra stort set alle steder i byen. Der er flere markeder rundt omkring i byen, men jeg foretrækker aften markedet som virkelig er hyggeligt (og billigt) !!!

Jeg har mødt et sødt australsk par, Cassie & Russell - som jeg har spist sammen med flere gange, og sammen med endnu en backpacker (Julia fra Tyskland), har vi endda også været ude og drikke både Beerlao og Long Island Ice Tea ! ;-)

Jeg har besluttet at droppe min plan om en 3-dages kombineret båd & bus tur langs Mekong floden over grænsen til det nordlige Thailand og den vej sydpå til Bangkok, og i stedet simpelthen bare flyve direkte herfra til Bangkok i morgen. Jeg flyver jo hjem til Danmark fredag aften/nat, men har endnu ikke besluttet om jeg bliver i Bangkok indtil da, eller om jeg tager et par dage ved stranden i f.eks. Hua Hin. Nu må vi se...