tirsdag den 14. august 2012

Doha


I modsætning til det noget ufrivillige ophold i Doha på udturen, så var stoppet på hjemturen planlagt med fuldt overlæg. Vi har aldrig rejst så meget i mellemøsten, og vores eneste erfaring er Dubai og Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater. Så da chancen bød sig for en dag i Doha valgte vi det. Udover fordelen ved at dele den lange flyvetur op i to, sparede vi faktisk også over 1.000 kr. pr. person, og det er jo bestemt også værd at tage med!

Det var et bedre fly fra Qatar Airways vi var med denne gang, men som en lille overraskelse skulle Robert ikke sidde sammen med os andre. Vi havde hjemmefra valgt pladser i flyet, men da vi skulle til at gå ombord i Bangkok, opdagede vi at Robert skulle sidde på række 11, imens vi andre skulle sidde (som planlagt) på række 38. Personligt var jeg en smule mopset (læs: misundelig), for hvis det betød at han var rykket op forrest i flyet (på business eller første klasse) var det da noget uretfærdigt. Når sandheden skal frem, så kunne jeg nu godt unde ham det, for han er klart den af os der er hårdest ramt når vi flyver de lange stræk. Det var dog ikke en opgradering han havde fået, de havde blot rykket ham pga. andre passagerer. Men vi havde ikke fået noget at vide om det ved check-in... men så kan det jo tilføjes listen over Qatar Airways - verdens 5-stjernede flyselskab... min bare røv! Indrømmet billetterne var også billige, men vi havde godt nok forventet meget mere af et flyselskab der er kåret som verdens bedste. Det har vi i hvert fald ikke mærket noget til!

Men vi landede planmæssigt i Doha, Qatars hovedstad. Vi fik visa ved ankomsten (pris 160 kr. pr. person). Dyrt, når man tænker på at vi kun skulle være i landet i et døgn, men faktisk er dét det første land på turen hvor vi har betalt for visum, så det går nok. Vi tog en taxa til vores hotel, og jeg var med det samme imponeret, da taxametret var bygget ind i taxaens bakspejl - ak ja, der skal ikke altid så meget til... :-)

Hjemmefra havde vi booket et billigt hotel i Doha, men en uges tid før vi skulle dertil, ændrede vi det til et lidt bedre. Jeg fandt et godt tilbud på nettet, og bookede to værelser på det 4-stjernede Coral Hotel. Det er jo altid rart at slutte af med lidt luksus. Vi havde i forvejen mailet om vores tidlige ankomst, så selvom klokken kun var 6.30 om morgenen, så var vores værelser - heldigvis - klar da vi kom. Det var store og lækre værelser, og indrømmet: Det er da skønt at bo fint. Jeg nyder bestemt også et dejligt hostel eller et billigt hotel, men der er da også "prinsesse" nok i mig til at nyde tingene!

Pigerne snuppede en lur, imens Robert og jeg gik på eventyr i området omkring hotellet. Det er jo ikke fordi vi er helt ukendte med varme, men Doha kommer alligevel ind i min personlige Top3 - sammen med Darwin og Alice Springs i Australien. Det var selvfølgelig en knastør varme, men over 40 grader i skyggen kl. 7 om morgenen - det er altså varmt! Vi fik købt nogle drikkevarer, frugt og chips, og gik så tilbage til hotellet. Selvom vi kun havde været væk en times tid, havde det alligevel tæret på kræfterne. Vi slappede lidt af på værelset, og det var tiltrængt...

Senere gik vi alle en tur til Souq Waqif der lå tæt på hotellet. Basaren er kun 4-5 år gammel, men er lavet i "gammel" stil. Det gør at det ligner kulisser en smule, men der var nu hyggeligt nok. Vi fik købt mange poser med krydderier med hjem til Jette, og selvom basaren jo reelt er små butikker med overdækkede gange, så var vi blevet rimelig tørstige. I sig selv ikke det store problem, men Qatar er jo et muslimsk land... der fejrer Ramadan. Det betyder at man ikke må drikke, spise (og ryge) i det offentlige rum - fra solopgang til solnedgang. Gode råd var dyre, men pigerne fik spurgt en handlende om der ikke var et sted man kunne købe noget at drikke. Flink som han var, fik han dem med ind bag i hans butik, og så fik de ellers alle tre en tår af hans egen vandflaske. Måske ville man normalt have afslået denne gestus fra en ukendt fremmed mand, men tørsten vandt! Senere fik vi købt noget at drikke i et supermarked, og imens to holdt vagt krøb vi andre i skjul ved en mur og fik noget at drikke. Jeg ved ikke hvad straffen havde været hvis vi var blevet opdaget - formegentlig ingenting, udover hovedrystning over turisters mangel på respekt for lokale skikke - hvilket vel også havde været i orden?! Skik følge eller land fly... som man jo siger.

Tilbage på hotellet bestilte vi room-service, og fik bragt et ganske udmærket måltid op på værelset. Det var så også den eneste mulighed for at få mad, da alle restauranter under Ramadan først åbner efter solnedgang. Vi var i hotellets pool, og jeg blev glad for mit planlægnings-gen. De fleste hoteller har udendørs swimmingpools (typisk på taget), men når det er 47 grader i skyggen (!!!) så var det fedt at vores hotel havde en indendørs pool. Der plaskede vi rundt i halvanden times tid, hvorefter Clara fik et stort ønske opfyldt: En lille tur på et løbebånd i fitness-centret. Normalt får hun altid nej fordi hun er for ung, men hun har altid godt kunne tænke sig at prøve, og her fik hun så endelig lov! :-)

Generelt er Coral et SUPER hotel, og skal jeg tilbage til Doha igen (hvilket jeg bestemt gerne vil!) så kunne det være oplagt at bo der igen. Om aftenen fik vi slæbt os alle fem ind i en taxa, og kørte langs Cornichen (bugten) om til den moderne del af Doha. Vi var i det største shoppingcenter i Arabien - City Center - og spiste turens sidste aftensmåltid på Burger King. Egentlig skulle det have været på Pizza Hut, men muslimsk land = Ingen svinekød! Når man så normalt får en pizza med tomat, skinke og bacon - ja, så bliver det altså kun til en pizza med tomatsovs. Vi tog en taxa tilbage til hotellet, før Robert, Clara og jeg tog ned til vandet for at tage billeder af Doha's skyline.

Klokken 6 søndag morgen tjekkede vi så ud fra hotellet, og kørte de få kilometer til Doha's Internationale lufthavn. Vi fik tjekket ind på flyet og fik lidt morgenmad i lufthavnen. Turen hjem forløb planmæssigt, og der var faktisk en del der mødte os i lufthavnen - altid dejligt! :-)

Det har været en fantastisk ferie - så kort kan det siges! Jeg har været rigtig glad for at kunne dele en masse oplevelser med min kære søster, mine dejlige niecer samt min bedste ven! Det har helt sikkert betydet meget for mig, og forhåbentlig også for mine medrejsende.

Jeg håber da i hvert fald ikke, at det er sidste gang vi har været på ferie sammen...

søndag den 12. august 2012

Bangkok

Vi landede i Bangkok lufthavn, og tidligere var det nemt at tage lufthavnsbussen til Khao San Road. Men efter at toget er begyndt at køre, så er det slut med busserne. Det lyder også smart med et tog, men problemet er, at det har endestation et ret ubekvemt sted i byen, hvorfra man så alligevel skal videre med taxa - hvis man som os gerne vil bo i Banglamphu området nær Khao San Road. Så en taxa hele vejen er løsningen, og der er da også et fint område i lufthavnen med officielle taxaer. Men, men, men... i stedet for at køre på taxameter som de skal, vil de gerne køre på en fast pris: I vores tilfælde 1.400B for en stor taxa. Baseret på erfaring ved vi dog at en taxa kun koster 3-400B, så vi tog i stedet to små/almindelige taxaer - som kørte på taxameter! :-)

Så Robert og Anne tog én taxa imens pigerne og jeg tog en anden. Da vi nærmede os Soi Rambuttri ramte vi imidlertid den forankørende bil. Det lyder måske voldsomt, men det var i et venstre sving med ca. 1 km/t. - og vi rørte knapt nok bilen foran os. Men de skulle absolut ud og skændes om det, så vi betalte og tog vores bagage. Vi var kun 5 min. væk fra målet, så op med os alle tre - og bagagen - i en tuk-tuk... og så afsted! Jeg havde ellers svoret at jeg har kørt min sidste tur i Bangkoks tuk-tuk'er, og nu var vi knapt kommet til Bangkok før jeg sad i en af de djævlemaskiner - og det skulle endda vise sig, at det ikke blev den eneste tur i en tuk-tuk denne gang!

Jeg kan ikke sige nok positivt om vores favorit hotel i Bangkok : Rambuttri Village Inn, hvor vi har boet en hel del gange før. Det ligger helt perfekt - kun 3 minutters gang fra Khao San Road, trukket lidt tilbage fra vejen så man kan sove i fred. Ikke mindre end to swimmingpools på toppen af bygningen, velfungerende aircon, køleskab, gode senge, fjernsyn og meget mere. Så trækker det jo heller ikke ned, at stedet de seneste par år er blevet renoveret - uden at priserne er steget! Jeg synes i hvert fald at det er utroligt, at man kan få så lækkert et dobbeltværelse til 200 kr. i døgnet (nu endda med gratis WiFi på værelset). Det er sgu' et ægte fund! ;-)

Torsdag morgen fik jeg bestilt 5 par bukser hos en skrædder lige ved hotellet, og fik dem til en ganske fornuftig pris. Vi mødtes med familien Heyde som også var på ferie i Thailand. Claras hjerteveninde Michelle havde været på Koh Samui og Koh Phangan sammen med hendes forældre og bror, og nu havde de - ligesom os - et par dage i Bangkok før turen gik hjem til Danmark. Vi gik ned til Chao Phraya floden hvor vi lejede en long tail båd der kunne sejle os rundt på klong'erne. Vi forhandlede lidt, men fik til sidst en fin pris: 150B pr. person = 30 kr.

Sejlturen varede en times tid, og vi så masser af styltehuse - som der heldigvis stadig er en del tilbage af! Vi så også en stor øgle der lå og nød solen, og vi stoppede ved et tempel og fodrede store fisk - med brød vi købte af en munk. Vi sluttede ved Wat Arun - Morgengryets tempel. Jeg har klatret op af de stejle trapper et par gange før, så jeg valgte at stå over denne gang - sammen med Emma, Robert og Claus. De andre klatrede op, efter først at have dækket knæ og skuldre til. Børnene blev velsignet af en munk og fik et ekstra armbånd til samlingen :-)

Bagefter tog vi flodbussen ned til Chinatown, men måtte tage en taxa det sidste stykke vej, da vi ikke helt kunne finde derhen vi gerne ville. Vi fik spist frokost på en lokal kinesisk restaurant - og om ikke andet, så var det da en oplevelse! Vi fik også shoppet en smule i de mange små butikker, men en ordentlig regnskylle satte en effektiv stopper for det. Ulempen ved at være så mange er, at det godt kan være svært at få taxaer nok, og det bliver selvfølgelig ikke nemmere i regnvejr. Så vi endte med at tage en tuk-tuk tilbage - og blev selvfølgelig både kolde og våde, og så til en højere pris end en regulær taxa. Vi spiste aftensmad på Centre Khao San hvorefter Robert og jeg gik hjem til hotellet. De andre tog på natmarkedet ved Patpong, og efter et regulært tuk-tuk ræs tvivler jeg på at Susanne & Claus nogensinde sætter sig op i en tuk-tuk i Bangkok igen! :-)

Fredag shoppede vi lidt på Khao San Road hvorefter Robert gik hjem på hotellet - for at tage en dukkert i poolen. Vi andre tog en taxa til MBK centret der ligger midt i Silom kvarteret. Det er et kæmpe indkøbscenter og vi endte på Pizza Hut på 7. etage. Her mødtes vi kort med familien Heyde der også var på en lille shopping tur. Det var årsdagen for Carstens død, og det var selvfølgelig en svær dag for os alle, men det hjalp helt sikkert at dele den med familie og gode venner!

Tilbage på hotellet fik jeg hentet mine nye bukser og så skulle der ellers pakkes kufferter. Robert og jeg havde tjekket ud af vores værelse om formiddagen, men vi havde beholdt pigernes værelse. Det er rart når man skal pakke at have et sted man kan gøre det i fred og ro, og når man først skal flyve om natten, så er de penge givet meget godt ud. Vi spiste sen aftensmad og fik en sidste gang fodmassage, og så var det tid til at tage afsted. Vi fik os selv og alle kufferterne ind i to taxaer og turen til lufthavnen tog ikke mere end 40 min.

Thailand er bare et fedt ferieland - og jeg vil altid vende tilbage dertil! :-)
Nu skulle vi så flyve hjem med Qatar Airways, men forude ventede et døgns stop-over i Doha...

torsdag den 9. august 2012

Phi Phi

Vi sejlede fra Phuket kl. 11 og på sejlturen så vi bla. delfiner, før vi ved 1-tiden ankom til molen på Phi Phi. Det er nu 6. gang jeg er på øen, og det er stadig et skønt sted at ankomme til. Vi havde hjemmefra booket værelser på Phi Phi Banyan Villa, hvor vi har boet flere gange før. Det er rart at vide hvor man skal bo, og selvom ”hotel-hajerne” på havnen måske kunne skaffe én noget billigt, så har jeg det godt med at vide, at der er plads dér hvor jeg gerne vil bo. Det er ikke udpræget billigt (ca. 450 kr. i døgnet for et dobbeltværelse), men sådan er det på Phi Phi. Mange ting koster dobbelt op i forhold til Phuket, men selvfølgelig koster det også mere at bringe tingene ud på en ø langt fra alt andet.

Værelser var fine, så vi fik travlt med at få badetøjet på og komme i poolen. Jeg er jo ikke det store strandmenneske, så jeg kan godt lide den lille ”natur pool” – selvom det vist er lige krast nok, det de bruger til at rense den med! Vi gik en tur i gaderne, og det er skønt at se at de fleste ting er som de plejer. Selvfølgelig er der kommet lidt nye butikker og hoteller, men det meste ligner nu sig selv. Afslapning er kodeordet på Phi Phi, og vi faldt hurtigt ind i den rytme.

Søndag morgen skiftede pigerne værelse, da deres aircondition simpelthen ikke kunne køle rummet tilstrækkeligt ned. Nu skal man jo ikke brokke sig over vejret, men det var meget varmt, og uden aircon er det altså ikke til at holde ud. Vores aircon var nu heller ikke super god, men når vi lod den køre hele dagen så gik det. Det krævede så bare at vi måtte ødelægge nøgleholderen en lille smule, for nøglen var faktisk svejset fast til kortet, så man netop ikke kan lade aircon’en køre, mens man er ude af værelset. Morgenmaden på Banyan Villa er ok, og for mig betyder det æg, bacon og toast – samt frisk frugt! At man så kan indtage måltidet siddende få meter fra stranden og bådene gør det jo bestemt ikke dårligere!

Vi tog på stranden på Loh Dalam – dvs. den modsatte bugt af Ton Sai hvor færgerne lægger til. Om formiddagen er der fint badevand, men ud på eftermiddagen bliver der temmelig lavvandet, og dermed ikke egnet til svømning. Bådene står så på havbunden, og der er langt ud til vandkanten – et ret specielt syn. Desværre fik vi noget olie fra bådene på vores tøj og oppustelige badedyr (denne gang ikke Robert!) og det er ret svært at få af igen. Vi spiste aftensmad på Unni’s restaurant, hvor pigerne to år tidligere havde fået god pastasalat, så det blev prøvet igen. Maden var god og velsmagende, også selvom Anne måtte opgive sin massaman karryret – den var simpelthen for stærk! :-)

Mandag slappede Robert og jeg af på værelset, mens pigerne var på stranden. Sidst på eftermiddagen gik vi op til det flotte view point – som basalt set ER den ting man kan foretage sig på Phi Phi. Trappen derop er ikke min favorit, men udsigten deroppefra er bestemt anstrengelserne værd! Emma nåede pga. sin fod ikke helt op på toppen for to år siden, men det gjorde hun denne gang – og så kunne vi få taget en masse billeder deroppe. Det var vi så ikke ene om, og jeg har aldrig været på Phi Phi sammen med så mange andre turister. Kan slet ikke forestille mig hvordan det så er i højsæsonen!!! Vi fik set solen gå ned i horisonten, før vi begav os ned af trapperne igen. Vi spiste aftensmad og gik en tur langs vandet – skønt!

Tirsdag var slapper-dag i poolen før vi fik aftensmad og en gang fodmassage. Meget utraditionelt for mig var det faktisk turens første fodmassage! Pigerne havde fået massage nogle gange før samt fået ordnet negle. Vi spiste aftensmad på stranden, men maden kunne desværre ikke helt leve op til tidligere besøg, men de to ”Phi-Phi-pandekager” på vej hjem smagte helt fantastisk!

Onsdag morgen spiste vi morgenmad, og derefter tjekkede vi ud fra Banyan Villa. Det er et lækkert sted, men prisen er ved at blive en smule høj – specielt her i lavsæsonen. Tre gange så meget som Sun Hill på Phuket er det ikke værd, så måske skal man prøve et andet sted næste gang?

Båden til Krabi sejlede kl. 10.30 og vi var i land lidt over middag. Vi fik arrangeret transport ind til Krabi by, hvor vi fik opbevaret vores bagage. Normalt foregår det helt uden problemer, men denne gang skulle det åbenbart ikke gå så let, men det lykkedes dog. Vi fik shoppet lidt i et center og spist udmærket frokost ikke så langt fra den gamle havn, før vi blev hentet og kørt i lufthavnen. For første gang oplevede Robert og jeg Krabi i solskin, så vores indbyrdes ordsprog med at det ”altid regner i Krabi” må vi jo nu stoppe med. Flyveturen fra Krabi til Bangkok var vores 8. og dermed sidste flyvning med AirAsia. Jeg kan ikke andet end at være imponeret over deres effektive måde at gøre tingene på, og med tanke på at mange af billetterne kun har kostet 150 kr. inkl. skatter og indtjekket bagage, så forstår jeg altså godt, at de nu fire år i træk er blevet kåret som verdens bedste lavpris-flyselskab! Vi fløj til tiden – og turen til Bangkok tog kun lidt over en time...

søndag den 5. august 2012

Phuket


Vi ankom til Phuket lufthavn om eftermiddagen, hvor vi blev hentet i en minibus fra vores hotel. Jeg har tidligere boet på Sun Hill Hotel, og jeg synes det har en del fordele hvis man vil bo i Patong: Det ligger langt væk fra fest-gaderne (så der er roligt om aftenen), der er kun 5 minutters kørsel på en scooter til stranden, personalet er meget venlige, stedet er billigt, værelserne pæne, gratis WiFi – og en hyggelig lille pool – med masser af skygge ud på eftermiddagen!

Dagen blev brugt til ren afslapning... dvs. vi var i swimmingpoolen og i byen! Vi tog ind til byen mandag aften og spiste aftensmad på en restaurant, hvor vi har spist en del gange før. Vi fik afleveret vasketøj (tiltrængt!) og så gik jagten ellers ind på skræddere. Vi har ved tidligere besøg fået syet en del tøj hos Skandia Fashion, så det var dér vi startede. Den skrædder vi kendte er desværre død nu, så nu er det hans lillebror der kører stedet videre. Tøjet de laver er rigtig pænt, men priserne har godt nok fået et hak opad de seneste par år. Jeg ved godt at det stadig er meget billigt, men det er slet ikke de samme priser som tidligere. Det skulle vi lige tygge på...

Vi gik igennem bar-gaden Bangla Road og så alle stripbarerne og diskotekerne, før vi tog en tuk-tuk tilbage til hotellet.

Tirsdag lejede Robert og Anne scootere så de nemmere kunne komme frem og tilbage til byen – og skrædderne. Robert fik bestilt en hel del tøj – faktisk hele 8 skjorter og 2 par shorts – uden at vide om han har ledige kilo i kufferten på vej hjem! Emma, Clara og Anne fik hver syet en kjole samt en jakke til både Emma og Anne. Det tager selvfølgelig noget tid at få bestemt hvilket stof, design m.m. – så det er godt de er tålmodige – og vant til krævende turister! ;-)

Onsdag lejede jeg også en scooter og efter morgenmaden kørte vi sydpå. Vi passerede Karon Beach og var lige forbi Centara hotellet hvor vi tidligere har boet, før vi kørte igennem Kata. Vi stoppede i en dykkerbutik for at se på masker og snorkler til pigerne, og så videre til det flotte view point. Udsigten derfra er stadig flot og det er et fint sted at holde pause. Vi stoppede også ved Kok Chang Safari hvor vi fodrede elefanterne. Jeg kan ikke lade være med at grine af de mange... mange... mange sjove skilte rundt omkring, med ”sjovt” formulerede engelske sætninger. Et eksempel: "Banana kiosk. No price, no limit - up to your donate"! Bananerne var altså gratis, men man var velkommen til at donere penge til elefanterne hvis man ville, så det gjorde vi selvfølgelig... men vi fik også givet elefanterne rigtig mange bananer! Vi kørte videre op til den store Buddha, som åbenbart stadig ikke er helt færdigbygget. I hvert fald har den stadig stillads omkring hovedet, men om det er fordi de ikke er færdige med selve konstruktionen endnu - eller om det er fordi det vist har taget 10-15 år at bygge den (så det reelt er første omgang renovering de er i gang med) skal jeg ikke kunne sige! :-)

Vi spiste mad på vej tilbage, og det var efterhånden blevet sidst på eftermiddagen. Vi stoppede og købte billetter til Simon Cabaret samme aften kl. 18. Showet er en sjov blanding af ladyboys der danser og mimer til hit-sange, og nogle af dem er bare så flot ”lavet” at det ikke er til at forstå at de egentlig (engang) var mænd. Showet har dog også en enkelt tyksak med, der valsede rundt til bla. Barbie Girl – og det var simpelthen så sjovt. Der er naturligvis masser af flotte kjoler, dragter, fjerboa’er – og der var både en ”Cher” og en ”Christina Aguilera”. Bagefter kunne man så få taget et billede sammen med de optrædende – for 20 kr. pr. billede! Lettere usmageligt måske, men de skal jo selvfølgelig tjene penge...

Torsdag og fredag blev der prøvet tøj hos skrædderne, badet i poolen, spist god thaimad (også ved poolen). Der var også tid til massage, men for en gang skyld var det ikke den store succes. Men så er der jo heldigvis tusind andre steder man kan prøve! Vi har bestemt været heldige med vejret - ingen regn -  men det var ærgeligt for pigerne, at de ikke kunne bade på stranden pga. strøm og vind.

Tøjet blev færdigt sent fredag aften, og leveret til hotellet pænt presset og strøget. Alt var som det skulle være, så det var jo skønt.

Lørdag morgen fik vi afleveret de sidste scootere, og så blev vi hentet i en minibus og kørt til havnen i Rassada. Nu var det tid til gensyn med fantastiske Phi Phi...

tirsdag den 31. juli 2012

Singapore


Vi landede lufthavnen i Johor Bahru og tog en bus ind til Larkin busstationen i byen. Herfra tog vi videre med en anden bus der skulle bringe os ind i Singapore. Det skulle som sådan forløbe meget ligetil, men det viste sig nu at være lidt mere kompliceret og tidskrævende end forventet! Vi skulle af ved den malaysiske immigration, hvor vi skulle slæbe al vores bagage ud af bussen. Vi fik hurtigt vores stempel i passet, og så skulle vi ”bare” igennem på den anden side og finde vores bus igen. Det var så et kæmpe virvar af mennesker og busser, og det lykkedes os aldrig at finde den rette bus igen. I stedet tog vi den lokale bus gennem ingen-mands-land, og så skulle vi ud igen og igennem det samme cirkus en gang mere – nu blot for at komme ind i Singapore! Tilbage ombord på en bus der kørte os til Kranji metrostationen i det nordlige Singapore, og derfra med (vel nok) verdens mest langsomme metrotog ind til centrum. Her skulle vi så skifte og derfra køre de sidste par stationer til Chinatown. Så den nemme lille tur fra lufthavnen i Johor Bahru til downtown Singapore - der skulle tage 2-2½ time – tog i virkeligheden 4½ time. Men så kender man Asien igen! :-)

Vi havde booket to værelser på Backpackers Inn Chinatown, der ligger et hyggeligt centralt sted i byen. Vi fik tjekket ind, og så var vi tilbage på værelser i Hong Kong størrelse. Det var nu et ok hostel – nedslidt, men pænt og rent. Vi boede heldigvis i en opgang væk fra barerne, men med dryppende aircon... og muligvis sengelus?! Men vi var der jo heller ikke for at sidde på værelserne, så vi gik ud for at få noget aftensmad. Det var planen at vi ville have været i Singapore Night Safari, men klokken var efterhånden blevet 20, så det droppede vi. Vi var simpelthen for trætte...

Lørdag morgen stod vi op og spiste sandwich til morgenmad på Subway. Vi tog monorailen til Universal Studios der ligger på øen Sentosa. Det er en forlystelsespark koncentreret omkring deres film, og det er virkelig gennemført. Jeg har også besøgt Universal Studios i Japan, og selvom det i Singapore er ret lille, så er dét de har lavet virkelig godt! Der er ikke så meget studier over det, og i modsætning til det i Japan og f.eks. Disney studierne i Paris, så er det begrænset hvor meget der er – udover selve forlystelserne. Vejret var udmærket (selvom vi fik et par mindre regnbyger), og det var faktisk ikke så meget vi stod i kø. Det længste var en times tid til en vandrutsjebane, men til mange af tingene stod vi kun i kø i 5-10 min. – så det var jo fedt. Der var specielt et par rutsjebaner der var pissesjove – heriblandt én der kørte temmelig stærkt... i bælgravende mørke – men også en 4D film om Shrek var blandt favoritterne. Vi blev der til de lukkede kl. 19 og det var en fed dag! På vej tilbage spiste vi aftensmad på Subway, og det er vist første gang jeg har spist dér to gange på samme dag.

Søndag morgen tjekkede vi ud fra vores hostel og tog et par taxaer til Marina Bay Sands hotellet. Vi havde alle været begejstret for specielt deres swimmingpool på toppen, og vi havde derfor booket et par værelser til den sidste dag i Singapore. Vores værelser var dog ikke klar om formiddagen, så vi tog til Sentosa for at prøve at køre på Segways. Clara, Emma og Anne er gamle veteraner på disse kørende græsslåmaskiner, mens Robert aldrig har prøvet dem før. Jeg har prøvet dem for en del år siden i Prag, men det var nu ikke til at se på det lille træningsområde. Det blev dog meget bedre på de fem omgange vi fik kørt rundt på banen, selvom Anne hele tiden stoppede for at tage billeder – noget man ikke må! Vi endte faktisk med at købe et billede af os alle fem, som klart er det bedste ”forlystelses billede” der er blevet taget undervejs på turen.

Vi tog tilbage til hotellet, og Roberts og mit værelse var super nice! Lækre senge, kæmpe badeværelse og en fantastisk udsigt over Singapore by. Der var dog et problem med pigernes værelse, da vi havde bestilt med to queen-size senge, men det var kun udstyret med to enkelt-senge. For at gøre en MEGET lang historie kort, så endte de med at få en oprednings-seng ind på værelset, og det er bare ikke i orden på et hotel af den standard. Som kompensation fik vi knapt 1.000 kr. at bruge på aftensmad på hotellet samt gratis morgenmad – værdi ca. 900 kr. Det er selvfølgelig meget fint, men vi brugte jo en masse tid og energi på det. Alt andet lige ødelagde det en del af oplevelsen, hvilket var ærgerligt da vi havde glædet os meget til det!

Når det så er sagt, så er Marina Bay Sands et lækkert hotel – og første stop var SkyPark’en på 57. etage med en dejlig infinity swimmingpool. Når man ligger deroppe blandt palmer og kigger ned på Singapore, så forstår man godt hvad alle har snakket om. Der var naturligvis mange mennesker deroppe, men det blev stadig nydt i fulde drag. Vi spiste aftensmad på hotellet, hvor Robert og jeg fik lækker buffet, mens Anne fik pasta og pigerne burgere. Om aftenen var de en tur mere i pool og boblebad, og næste morgen stod den så på overdådig morgenbuffet på ”Rise” restauranten. Jeg har prøvet store morgenbuffeter før, men intet der kan måle sig med denne! Der var (næsten) alt man kunne forestille sig... og mere til!!!

Vi kørte med hotellets shuttle-bus til Singapores Changi lufthavn, hvorfra vi skulle flyve med AirAsia til Phuket i Thailand. Vi vidste godt at Singapore kun var en stop på vejen, og jeg synes egentlig vi fik rimelig meget ud af de døgn vi havde dér. Men vi kunne nu godt have brugt en dag eller to mere. Men nu venter Thailand... :-)