(Klik på billedet for adgang til albummet)
Corona er efterhånden heldigvis skubbet så meget i baggrunden at man igen kan rejse nogenlunde frit. Jeg er jo generelt på jagt efter at opleve nye lande, gerne minimum et om året. De seneste år er f.eks. Malta, Nordmakedonien, Georgien, Moldova, Rumænien, Ungarn og Ukraine føjet til listen, og nu var turen så kommet til Bosnien-Hercegovina. Det virker måske ikke som det oplagte sted at tage hen et par uger i juni, men jeg kunne få rigtigt billige flybilletter til Sarajevo – en by jeg i mange år gerne har villet se. Så lørdag d. 11. juni 2022 tog jeg metroen til Kastrup lufthavn for at flyve med WizzAir til Sarajevo. Jeg havde tilkøbt en ekstra 10 kg. trolley som håndbagage, så samlet havde jeg 20 kg. – hvilket er rigeligt til sådan en tur. Selve flyveturen tog et par timer, og vi landede som planlagt i lufthavnen kl. 11.40 – hvor jeg jo ikke skulle vente på bagage. Der går en bus fra lufthavnen til centrum ca. hver anden time, så jeg tog chancen og satsede på at nå den der gik kl. 12.10 – hvilket også lykkedes. På 25 min. kom jeg ind til terminalen, igennem immigration og told, hævet kontanter og fundet ud til bussen – det er sgu’ da meget godt gået! 😊
Jeg steg af bussen bare 300 meter fra mit guest house ’At
Majdan’, der ligger lige i udkanten af byens ret kompakte centrum. Mit værelse
var klar til mig og ganske fint. En glimrende seng, velfungerende wi-fi, et
særdeles pænt fælles badeværelse og et lille køkken med køleskab. Så behøver
jeg ikke mere for et par dage i en storby. Som altid vil jeg gerne lige ud og
have en fornemmelse for nabolaget uden de store planer, så jeg gik mig en tur.
Det virkede meget tilforladeligt og efter et par timer var jeg tilbage igen.
Jeg havde investeret i et lokalt SIM-kort så jeg havde mulighed for at være
online når jeg var på farten, for da Bosnien-Hercegovina ikke er med i EU er der
ingen gratis roaming data. SIM-kortet kostede 10 BAM og indeholdt 15Gb data
samt lidt opkald og sms jeg aldrig fik brugt. I Bosnien bruges Konvertible Mark
(BAM) og kursen er heldigvis meget enkel at regne ud. Valutaen blev indført i 1998 og låst
fast i forhold til den daværende tyske mark, deraf navnet. I dag er den låst i
forhold til euroen i forholdet 1:1,95 – i dagligdagen bruges ’dobbelt op’. Så 1
BAM er 4 danske kroner og 2 BAM er 1€ - nemt at regne med.
Søndag var jeg rundt og se en masse af byens seværdigheder
f.eks. det olympiske museum (10 BAM). Det er bygget for at mindes da Sarajevo (som en
del af Jugoslavien) var vært for Vinter-OL i 1984. Museet er såmænd meget
hyggeligt og man har da også lavet en fin samling af ting derfra, men så er der
heller ikke mere. Så var der mere substans i War Childhood Museum (10 BAM) som jeg også
besøgte. Det blev etableret på baggrund af en bog af samme navn skrevet efter
krigen på Balkan. Den samlede en del beretninger fra folk der havde oplevet den
skrækkelige periode, og på museet kan man så læse deres fortællinger og se ting
de har bevaret. Det er f.eks. den Barbie dukke der var det eneste legetøj en
pige havde igennem 5 år, bordtennisbattet der blev brugt til at spille med
storebroren – før han drog i krig og blev dræbt. En masse skrækkelige
fortællinger og der blev knebet mere end en enkelt tåre fra min side. For lige
at klare hovedet igen, var jeg en tur gennem den gamle bydel hvor jeg bla. så
flere kirker og moskéer. Bosnien er en føderal republik domineret af bosniske
muslimer, kroater og serbere. Hercegovina indgår i føderationen, ligesom ’Republik
Srpska’ (ikke at forveksle med landet Serbien) har udpræget selvstyre. Kort
sagt en smeltedigel af dimensioner og der er ikke noget at sige til at
konflikterne stadig ulmer i landet, selv her mere end 25 år efter freden.
Mandag tog jeg lokalbussen (1,8 BAM) til ’Tunnel of Hope’.
Den ligger på bagsiden af lufthavnen og tunnelen går faktisk under selve
landingsbanen og blev brugt under krigen til at bringe forsyninger ind i den
belejrede by. Jeg blev sat af bussen ca. halvanden km. fra stedet, men kunne så
gå langs med lufthavnen det sidste stykke. Det er kun en lille del af tunnelen der
er åbnet op for offentligheden, da man af sikkerhedsmæssige grunde ikke ønsker
at folk render rundt på lufthavnens område – fair nok. Man har så bygget en
længere del for at give en bedre indtryk af tunnelen, og tanken er selvfølgelig
fin nok. Men det er lidt som hvis man har besøgt Vinh Moc tunnelerne ved den
demilitariserede zone i Vietnam, og så senere besøger Cu Chi der er lavet som
kopi i nærheden af Saigon. Det er en Disney-version man ikke behøver efter min
mening. Nå, men jeg fik da i hvert fald varmen på gåturen til bussen som
kørte mig tilbage til byen. Jeg stod af ved togstationen og hentede min billet
til Mostar. Det er så smart at man sagtens kan købe en billet til toget på
internettet, men man skal stadig ned og hente den fysiske papirbillet på
stationen - det er også alt for nemt med print-selv PDF'er eller mobilbilletter. Jeg var oppe i Avaz Twist Tower der ligger lige i nærheden. Man
kan gratis tage elevatoren op, men vil man ud på observationsdækket koster det
2 BAM. Jeg tror dog stadig at prisen på 8 kr. placerer bygningen blandt de
billigste højhuse jeg har været oppe i. Man har så også en ret ubehagelig
panoramaelevator installeret, så man kigger ud når man kører op og ned. En
begivenhedsrig sightseeing dag i Sarajevo.
Du kan se en lille video fra turen op med elevatoren her: https://youtube.com/shorts/2H96ioroIjQ
Tirsdag morgen tog jeg sporvognen til togstationen og satte
mig til rette i toget til Mostar kl. 7.15 – en tur på et par timer. Toget er et
moderne elektrisk spansk Talgo og er et af de få passagertog der faktisk kører
i Bosnien nu om dage. Turen går gennem flot landskab så jeg var helt klar da
jeg kom til Mostar – ca. en halv time forsinket. Det var varmt så jeg tog en taxa
fra stationen til mit guest house (7 BAM) og de var givet godt ud for det var HOT
i Mostar. Heldigvis var der aircon på mit ganske dejlige store værelse med
balkon. Tre værelser deles om det fælles badeværelse – og et lille køleskab –
og der var så pænt og rent overalt. Men det var også ’skoene af’ indenfor,
hvilket er helt fair. Rooms Deny ligger bare 5 minutters gang fra Mostars helt
store trækplaster – Stari Most (Old Bridge). Broen blev oprindeligt bygget af
tyrkerne tilbage i 1500-tallet, men blev ødelagt af kroatiske styrker i 1993.
Efter krigen sluttede blev den genopbygget og kunne således genåbne i 2004, og
allerede året efter kom den på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Den er det
naturlige midtpunkt i Mostar som slynger sig på begge sider af floden. Den
gamle bydel er virkelig hyggelig og ret kompakt, så det er nemt at komme rundt.
Egentlig havde jeg kun booket 3 overnatninger i byen før jeg skulle videre til
Banja Luka, men der var så hyggeligt at jeg endte med at blive 6 nætter i
stedet. Jeg vidste at jeg ville se Kravice Waterfall der ligger et stykke fra
Mostar, ikke langt fra grænsen til Kroatien. Der er dog ingen offentlig transport
derud, så man har tre muligheder. Enten få en taxa til at køre én, leje en bil
eller tage på en organiseret tur. Taxaen ville koste ca. 120€, og da jeg ikke havde et internationalt kørekort med – så måtte det blive en tur. Jeg havde booket
gennem Taso Hostel der lå ved siden af mit guest house, men der var åbenbart noget forvirring
om afgangstiden. Jeg havde fået at vide at vi kørte kl. 10.30, men kl. 09.05
fik jeg en besked på WhatsApp: ’Hvor er du - vi kører nu!’. Nå, men i stedet bestilte
jeg en tur med en åben bus til fredag, men sent torsdag aften fik jeg besked om at bussen
desværre var overbooket. De kom så forbi mit guest house fredag med en ny billet til lørdag,
samt en nougatcroissant og en sodavand for at beklage 😄
Det havde været skønt med nogle dage i Mostar til bare at
komme helt ned i tempo, men nu var jeg også klar til nye eventyr. Lørdag morgen gik
jeg de knapt halvanden km. til busstationen hvor jeg skulle være kl. 9. Da jeg
kom var bussen klar og det var chaufføren, guiden og alle de øvrige passagerer
også. Det vil sige et finsk par, som var de eneste udover mig! Det er så første
gang jeg har prøvet en hel dag i en åben ’hop on hop off’ bus stort set for mig
selv. Turen kostede 20€ og dækkede kun selve transporten, så evt. entréer skulle
man selv betale der hvor det var nødvendigt. Første stop var i Blagaj hvor vi så det lille
kloster. Det ligger meget smukt placeret op af en klippe med huler og vandfald,
og er blandt de mest fotograferede steder i Bosnien. Vi valgte ikke at gå
derind, men nød det bare udefra. Næste stop var i byen Počitelj, der bla. huser
en fæstning samt en virkelig flot lille moské. Den ujævne trappe/sti op til
fæstningen gjorde dog at jeg vendte om undervejs, og fordybede mig i stedet
i moskéen og resten af den lille landsby. Jeg slukkede tørsten i en omgang
frisk iskold granatæblesaft til bare 1€. Vi fortsatte til Međugorje hvor jeg
bla. så den store kirke og fik lidt frokost. Ved 2-tiden var vi så fremme ved
turens højdepunkt – det smukke Kravice Waterfall. Normalt skal man betale 10€ i
entré, men vores chauffør lavede et eller andet trick, da han kendte en gut der
kørte os fra parkeringspladsen helt ned til selve vandfaldet, og på den måde
kom vi udenom det med billetter. Vandfaldet ligger ca. 40 km. fra Mostar, og er
man på de kanter så er det et absolut must. Det er over 25 meter højt og strækker over
ca. 130 meter i længde. Her om sommeren består det af flere mindre kaskader, mens
det på andre tidspunkter af året er mere vandfyldt. Udover det smukke syn kan
man også bade der, hvilket var tiltrængt for mit vedkommende. Vandfaldet fødes
af en flod så der er en god gennemstrømning af vand, så temperaturen kom ikke
over 17-18 grader. Når det så samtidig er +35 grader i luften så føles det
forfriskende (læs: koldt) men stadig skønt. Vi var der i knapt 3 timer, og
turen tilbage op til parkeringspladsen tog jeg i et lille turisttog (1€) – så sparede
jeg lige 32.485 trappetrin (nok rundet en smule op). Ved ankomsten til Mostar kørte vi
lige forbi mit guest house så jeg blev sat af dér, så slap jeg for gåturen hjem
fra stationen. Det havde været en lang, men virkelig fed dag – og for 20€ med
egen bus og guide var det en virkelig god deal. Det havde nok været smart med en kasket
og noget solcreme, men hvad kan man gøre… 😎
Du kan se en lille video fra vandfaldet her: https://youtu.be/hdkHaZ_60Ow
Jeg var nede i byen og spise aftensmad sent, for jeg ville
også godt lige have et par aftenbilleder af broen. Der må jeg så erkende at
mobilen kommer noget til kort, selvom jeg nok kunne have fået et bedre resultat ud af at lege lidt med blænde og åbnetid m.m. og et kort øjeblik savnede jeg mit gamle Canon. Men
fordelen ved mobilen som kamera, gps m.m. opvejer de lidt mindre gode
aftenbilleder. Søndag stod på ren afslapning og tiltrængt skygge/aircon efter
den lange dag i solen.
Mandag morgen tjekkede jeg ud og gik til togstationen og tog
toget tilbage til Sarajevo (11,90 BAM). Her købte jeg billet til bussen (28
BAM) til Tuzla, hvortil der desværre ikke længere kører passagertog. Jeg havde
lige en time inden afgangen kl. 10.30, så det gav mulighed for lidt morgenmad.
Bussen var nu ganske fin og turen tog ca. 3 timer. Jeg gik fra busstationen til
mit guest house der ligger midt i byen. Intet skilt på døren, men det lykkedes
at finde værtinden. Mit værelse var større end jeg havde forventet, for godt
nok havde jeg booket hvad de kaldte et ’stort enkeltværelse’, men der var senge
til 5. Heldigvis var der også airconditioning, for ligesom i Mostar var der
varmt i Tuzla. Jeg fik gået den klassiske tur i området, og fik frokost på en
af de hyggelige caféer på byens store plads – bare et par minutters gang fra hvor
jeg boede.
Tirsdag var jeg bla. ved Pannonian Lakes – tre saltsøer som
man har anlagt løbende midt i byen. Den første blev anlagt i 2003 og
efterfølgende er de to andre kommet til. De har plads til 20.000 daglige
gæster, og det er i hvert fald det største friluftsbad jeg har været i. Efter
sigende det eneste sted i Europa med kunstige saltsøer, og for mig en kærkommen mulighed
for en dukkert. Den første sø er anlagt som en form for swimmingpool, imens de
to andre er mere ’naturlige’ med stenbund. Der er også forskellige vandfald, og
pga. saltindholdet og forskellige mineraler siges vandet at have en helbredende
effekt på mange problemer. Vandet var 27-28 grader varmt og skønt - og jeg var i
vandet i alle tre søer 😀
Onsdag var store sightseeingdag i Tuzla, og jeg brugte formiddagen på at se seværdighederne i byen. Jeg var forbi togstationen som ikke bruges længere. Man har stoppet med passagertog til bla. Tuzla for flere år siden så nu kører der kun godsvogne på skinnerne. Jeg fik også købt min busbillet tilbage til Sarajevo for dagen efter, og det var først dér jeg fandt ud af at jeg havde fået den til halv pris hvis jeg havde købt en returbillet til at starte med. Jeg så flere anderledes moskéer, bla. én med et pyramideformet tag og en anden med en minaret lavet af træ. Byens katedral er ikke stor, men virkelig flot udsmykket. Lige bag mit guest house ligger byens markedsplads der er delvis indendørs. Man kan både købe friske grøntsager, kød, ting til husholdningen samt gammelt ragelse - så der er noget for enhver. Om eftermiddagen gik jeg op til søerne igen og fik en dukkert. Sidst på eftermiddagen kommer man ind for 4 BAM i stedet for de sædvanlige 6, og det var dejligt med en svømmetur.
Torsdag gik jeg ned til busstationen og kl. 9 kørte bussen til Sarajevo. Jeg tog en sporvogn til samme sted jeg havde boet tidligere på turen, men denne gang havde jeg fået det de kalder 'lejligheden'. Det er et marginalt større værelse med et lille tekøkken og eget bad og toilet. Som sådan ikke det ekstra værd i forhold til det andet værelse, men dem uden eget badeværelse var udlejet. Om eftermiddagen var jeg rundt i byen og snuse og ellers bare lade op til den sidste dag.
Fredag skulle jeg skifte værelse til det jeg tidligere havde boet på, for nu var 'lejligheden' booket. Heldigvis var værelset blevet gjort rent tidligt, så jeg kunne bare sætte min bagage derind og bytte nøgle. Lidt fjollet med to værelser på to dage, også med tanke på sengetøj, håndklæder m.m. men miljøet må træde lidt i baggrunden når man rejser. Jeg havde fire punkter tilbage på min liste, heraf var to af dem faktisk grunden til at jeg tog til Sarajevo i første omgang. Jeg havde set billeder af den forladte bobslædebane fra Vinter-OL i 1984 og den så ret fantastisk ud. Man kan nemt komme op til den da der kører en kabelbane op af bjerget, og den slutter tæt på bobslædebanens start. Da jeg kom til Sarajevo var kabelbanen dog lukket da man netop i de dage havde det årlige tjek, så jeg vidste at jeg skulle kunne nå det inden jeg skulle hjem. Turen med kalbelbanen koster 20 BAM for en returbillet, men efter at have taget turen op var jeg ikke sikker på at jeg skulle med ned igen 😂
Du kan se en lille video fra turen med kabelbanen her: https://youtu.be/b5KseJUR3wE
Turen tager 10-12 min. og er faktisk ikke så slem som andre kabelbaner jeg har prøvet. Det generer mig ikke så meget når banen bare følger f.eks. et bjerg i nogenlunde samme højde over jorden, men de lange spænd hvor der er voldsomt langt ned bliver aldrig en favorit hos mig. Jeg kommer mig aldrig over min højdeskræk, men jeg er stadig tilfreds med mig selv når jeg gør disse ting - på trods af hvordan det føles undervejs. Nå, men selvfølgelig overlevede jeg også denne tur, og på toppen kunne jeg nyde den flotte udsigt over hele Sarajevo før jeg begav mig ned af bobslædebanen. Den er forfalden, men som sådan stadig relativ intakt, men nu dekoreret med grafitti som virkelig tilfører kolorit. Der var andre turister denne dag, og da alle jo gerne vil have billeder uden andre på (for at tilføre følelsen af et 'abandoned place') så går folk ned sådan lidt i grupper. En ting man bare skal være opmærksom på: Bobslædebanen er kun 1200 meter lang + ramper, tilkørsler m.m. - men i sagens natur går det jo ned af bakke, og eftersom kabelbanen ligger på toppen, så skal man ligesom OP igen! Jeg hoppede af ca. 3/4 ned af banen hvor den krydsede en vej som førte tilbage til toppen. Det var solrigt denne dag, men forholdsvis nådige 28 grader, og fordi banen snor sig igennem en tilgroet skov var der skygge mange steder. Men indrømmet... turen tilbage til kabelbanen var på alle måder en hård omgang! Man kan også vælge at fortsætte gåturen ned af bjerget, så tager det et par timer at komme tilbage til byen, og jeg indrømmer gerne at jeg overvejede det. Så havde jeg også undgået kabelbanen ned igen, men det gik alligevel alt sammen. Med kabel- og bobslædebane krydset af listen fortsatte jeg til den nedlagte togstation Bistrik. Det er den sidste tilbageblevne station i Sarajevo bygget i den østrigske periode, men sammenligningerne med en alpehytte havde jeg nu svært ved at se. Heldigvis var turen hjem derfra ca. 20 minutters gang... ned af bjerget. Tilbage på min liste var nu kun et besøg på Vapiano, og dermed slutte turen med en god omgang frisk pasta. Men i stedet skypede jeg med min søster så det tilsidst blev for sent, men så er der jo også noget at vende tilbage til Sarajevo for. Så i stedet fik jeg en omgang kebab på den 'lokale' - og det smagte også fint. Jeg fik pakket mine ting så jeg var helt klar til turen hjem.
Lørdag morgen stod jeg op kl. 04.25 - og 20 minutter senere gik jeg ned til katedralen hvor bussen til lufthavnen (5 BAM) kører fra. Den kom som solen var ved at få fat lige efter kl. 5 og turen til lufthavnen tog kun en halv times tid, men der var heller ingen trafik. Jeg var allerede tjekket ind på flyet, så jeg kunne gå direkte gennem security og finde mig en plads i gaten. Vi fløj til tiden kl. 06.35 og et par timer efter landede vi i Kastrup. Jeg tror så aldrig jeg har skullet stå i kø i en halv time for at vise mit rødbedefarvede pas og blive lukket ind i Danmark, men endnu værre blev det da jeg gik igennem terminal 3 på vej til metroen - hold nu op der var mange mennesker der skulle på ferie... 😉
Bosnien-Hercegovina viste sig fra en virkelig overraskende positiv side. Alle steder var folk super flinke og afslappede, og gudskelov var Corona overhovedet ikke en faktor. Prisniveauet er billigt og det er nemt at komme rundt. Det er op og ned hvor meget engelsk der bliver talt, men som andre steder er de unge generelt bedre end de ældre generationer. Husk at landet ikke er med i EU, så man har ikke fri roaming på telefonen, men lokale SIM-kort er billige og nemme at bruge. Visse banker kræver op til 17 BAM (68 kr.) ekstra for at hæve penge i automaterne, imens andre banker ikke opkræver noget. Maden er meget 'tyrkisk' og det er ment på en positiv måde. Jeg havde troet det var mere østeuropæisk med kød og sovs, men det er mere suvlaki grillspyd og kebab - foruden allestedsnærværende burgere og pizza. Jeg kommer i hvert fald meget gerne tilbage 👍😊