mandag den 3. februar 2020

Khao Lak

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi kom tilbage fra dykkerturen sent torsdag eftermiddag, og vi havde booket et andet hotel i Khao Lak, end det vi boede på de første dage før dykkerturen. Khao Lak Grand City lå i den anden ende af 'The Village' i Khao Lak, og så havde de ikke mindst en fin lille swimmingpool, som de ikke havde på Sri Chada. Værelset var stort og fint, og et godt sted at puste ud efter båden. Vi lejede et par scootere så vi var mere mobile, og endte med at betale bare 500B stykket for 3 dage - en meget fin pris. Benzinen er stadig billig i Thailand, og nu har de endda også fået sådan nogle små tank-selv standere, så man ikke længere er afhængig af bland-selv benzinen i gamle Fanta flasker, hvis man ikke lige kan finde en rigtig tankstation ⛽

Vi brugte dagene på at køre lidt rundt i området, og vi var f.eks. på stranden et par gange. Coconut Beach var nok vores favorit, men White Sand Beach var også fin. Vi fik også set monumentet over tsunamien i 2004, samt den politibåd der nu står hvor den blev skyllet ind - knapt 2 kilometer fra vandet. Der er oprettet flere små 'minde-museer' hvor familierne efter de døde (efter sigende) tjener lidt penge på at vise billeder og fortælle historier fra den forfærdelige hændelse samt sælge lidt souvenirs. Noget af det virker som en måde at tjene lidt 'nemme' penge, men jeg håber på at det vi gav går det rette sted hen. Jeg kan stadig mindes billederne fra Phi Phi som berørte mig personligt, og de sparer heller ikke på meget eksplicitte billeder og plancher her. Men jeg er glad for lige at have set det.

Vi var også på et par markeder i området - både et meget lokalt, men også et rettet mod turister. Prisniveauet i Thailand har måske nok fået et lille nyk op, men så galt er det nu heller ikke blevet. Der er masser af muligheder for god mad i Khao Lak, og de er da heldigvis stadig gode til at lave thaimad i Thailand. Jeg fik tygget i en kerne eller lignende i et stykke brød, så jeg var en tur til tandlægen om fredagen. Jeg havde fået slået en gammel plombe ud, så nu fik jeg lavet en midlertidig fyldning og så skal jeg have min egen tandlæge til at kigge på det når jeg kommer hjem. Khao Lak Dental Clinic var super professional, og hele behandlingen inkl. røntgenbilleder føles fuldstændig som i Danmark. Regningen på 140 kr. kan de dog ikke matche derhjemme.

Mandag morgen blev vi hentet i en taxa og kørt til lufthavnen i Phuket, for nu ventede næste etape af ferien i Filippinerne... 😊

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar