lørdag den 13. oktober 2018

Prag

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Tilbage i februar inviterede Jette hele familien til Malta til hendes 75 års fødselsdag i oktober. Vi skulle bare selv sørge for flybilletter, og den billigste løsning var ikke at flyve direkte. Det var faktisk halv pris hvis jeg fløj over Prag på udrejsen og Bruxelles på hjemturen, men desværre skulle jeg så også vente en del timer i lufthavnen begge veje. I stedet for at gøre det, valgte jeg så at gøre en tur ud af det, så selvom jeg først skulle flyve til Malta lørdag var det allerede torsdag d. 11. oktober jeg fløj med Czech Airlines til Prag. I lufthavnen købte jeg et 24-timers kort til offentlig transport for 110 CZK hvilket svarer til ca. 32 kr. Så kunne jeg tage bussen det korte stykke til Hostel Modrá hvor jeg havde booket et værelse. Det viste sig at være et stort 4-mands værelse med eget bad og toilet, og selvom det lignede noget fra gamle dage i østeuropa (hvilket det jo også er) så var det fint til mit behov.

Fredag stod jeg tidligt op og tog bussen til metrostationen Nádraží Veleslavín hvorfra jeg kunne tage metrolinje A til centrum. Da vejret var fantastisk fra morgenstunden af, startede jeg med at tage kabelbanen op til Petrin tårnet. Desværre var jeg ikke den eneste der havde fået den idé, så da jeg havde stået i kø i næsten en time valgte jeg at opgive - og jeg har jo også været deroppe tidligere. I stedet tog jeg sporvognen ind til Karlsbroen hvorfra man også har et glimrende udsyn til slottet, som jeg dog ikke var oppe ved denne gang. I stedet tog jeg ud til Dancing House, der er en skøn og skæv bygning lige ud til Vitava floden, og fra den hyggelige bar på øverste etage har man en fin udsigt. Tilbage i centrum var jeg forbi Old Town Square og se det astronomiske ur. Masser af mennesker stimler sammen og ser det hver hele time, men mere fantastisk er det så heller ikke. Sidste gang jeg var i Prag kunne jeg ikke komme ind i Tyn kirken og se Tycho Brahes grav, og denne gang måtte jeg også vente over en time på at de åbnede igen efter fredagens gudstjeneste. Men det lykkedes, og pladsen er jo ikke det værste sted at sidde på en solskinsdag og kigge på mennesker.

Jeg havde bestilt bord på Výtopna Railway Restaurant som jeg havde fået anbefalet af Kim Justesen, da øl serveret med tog jo mindst smager 20% bedre end andet øl. Maden var ikke noget at råbe hurra for, men det var da sjovt at sidde ved sit bord og få drikkevarerne serveret med modeltog. Stedet er meget gennemført, hvor selv toiletterne er lavet så det ligner toiletter ombord på et tog. Efter aftensmaden gik jeg en længere tur, inden jeg tog sporvogn, metro og bus tilbage til mit hostel. Her fik jeg set Vild Med Dans på mobilen inden jeg lagde mig til at sove.

Lørdag morgen tjekkede jeg ud og tog bussen til lufthavnen - en kort tur på bare 5 minutter. Jeg var allerede tjekket ind på Air Malta flyet og da jeg ikke havde noget indtjekket bagage med kunne jeg gå direkte op til gaten. Jeg havde nemlig fået Anne og pigerne til at tage det tøj med jeg skulle bruge på Malta, da de alle tre havde 23 kg. bagage med i deres billet, og så slap jeg for selv at skulle betale ekstra for en kuffert. Flyet lettede kl. 11.10 og så var kursen sat mod Malta 😊



Ingen kommentarer:

Send en kommentar