tirsdag den 31. juli 2018

Indien


Vores rejse rundt i Indien har bestemt været en oplevelse - uanset hvordan man ser på det. Jeg vil derfor gerne lige forsøge at opsummere nogle ting, også så der ikke er noget at være i tvivl om... for det er et land der i den grad har budt på både op- og nedture.

Maden har været en skuffelse for mig. Det er én ting at 4 ud af 5 restauranter er '100% pure veg', men der hvor man så kunne få kød var det stadig skuffende. Jeg kendte til de hellige køer så jeg vidste godt at oksekød ville være udelukket, og pga. et stort muslimsk mindretal er svinekød også umuligt af opdrive. Men jeg havde da forventet at man så kunne få kylling, men nej. Ofte var der enkelte retter på menukortet med kylling, men man bliver også træt af kun at spise butter chicken eller chicken tikki massala. Naan brødet har til gengæld været fantastisk.

Seværdighederne har ikke stået i kø på denne tur. Jo, der er selvfølgelig Taj Mahal og nogle fort rundt omkring, men ærligt talt: Det er ikke de flotte bygninger eller spændende museer man skal tage til Indien for.

Infrastrukturen har vist sig bedre end jeg havde forventet. Der er selvfølgelig dårlige veje med store huller, men det er der jo overalt i verden. Det har været nemt at komme rundt, og vi havde ingen problemer med at hyre taxaer eller tuk-tuk'er.

Tog er jo lige mig, og det er min favorit måde at rejse rundt på, så jeg er glad for vores lange ture med nattog, og det var (trods alt) også sjovt i dagstoget på 3. klasse. Billederne man ser af tog med folk siddende på taget oplevede vi ikke selv, men specielt 's-tog' i byerne var proppet, og der stod tit masser af folk på trinbrædderne når togene kørte 😊

Sikkerheden blev (heldigvis) aldrig noget issue på rejsen. Eneste negative oplevelse var med vores chauffør og en mulig korrupt betjent i Jaipur, men vi har ikke på noget tidspunkt følt os utrygge ved at gå på gaden, heller ikke efter mørkets frembrud. Det skal dog også siges at der er svært bevæbnet politi og sikkerhedsfolk overalt.

Hotellerne vi har boet på rundt omkring har været af meget svingende kvalitet. Fra det super fine i Jaipur, til det meget simple i Mumbai, hvor vi nok burde have gået ud og fundet noget andet. Heldigvis er vi jo ikke sarte, men jeg er ikke sikker på at alle mine venner havde accepteret at bo som vi har gjort undervejs.

Lugten har bestemt ikke været så slem som jeg havde frygtet, og vi er heller ikke blevet udsat for større strømme af tiggere end i andre lande i regionen. Der er store slumområder, og der er utvivlsom mange der er meget fattige, men vi så det ikke i en så ekstrem grad som jeg havde frygtet.

Turismen i Indien er helt klart rettet mod inderne selv, og det har været sjovt at prøve at man ikke er i første målgruppe. På en ferie til Thailand handler alt om vestlig turisme, men i Indien bliver man ignoreret - og det er både godt og skidt. Det er fedt at de ikke hiver fat i én, men ufedt at man kan gå rundt i ½ time uden at se så meget som et køleskab med kolde drikkevarer eller en lille gaderestaurant med nogle små plasticstole hvor man kan sætte sig og få noget at spise eller drikke.

Prisniveauet har ligget som forventet, og jeg har hverken brugt mere eller mindre end jeg havde regnet med. Turen har kostet mig ca. 12.000 kr. alt i alt, hvilket bestemt er rimeligt for 3½ uge i skolesommerferien. Vestlig mad koster altid mere, og jeg tror aldrig jeg har spist så meget vestligt på en rejse i den del af verden.

Maven har bestemt ikke været tilfreds, og på trods af den store mængde vestlig mad, har jeg haft tynd mave i 3½ uge. Jeg kan med sindsro sige at jeg aldrig har lavet en lort i Indien, men jeg har brugt meget toiletpapir 😊

Taj Mahal er et fantastisk bygningsværk, og jeg er glad for at jeg kan krydse det af listen over ting jeg skal opleve. Jeg er ked af at vi aldrig fik set hverken solopgang eller solnedgang over Taj Mahal, og at fuldmåne/måneformørkelsen regnede væk er temmelig bittert. Det betyder også at det helt store sug i maven ikke var der, men jeg tror mere det handler om mig og min oplevelse - Taj Mahal er der ikke noget i vejen med.

Vejret har været turens næststørste skuffelse, og jeg ved det godt: 'Når man rejser dertil i monsunsæsonen, så må man påregne at...' og det er selvfølgelig også rigtigt. Men vi har haft dage hvor det var alt for varmt - op mod 50 grader og bagende sol, og så har vi haft fem dages 'strandferie' i Goa i 27 grader og dagsregn. Alt derimellem har været både godt og skidt. Der var vi ikke så heldige denne gang.

Underholdning har vi stort set ikke oplevet, og det vi elsker fra tidligere ferier, med lige at gå en tur i 'gaden' eller på stranden, og så sætte sig ind på en hyggelig lille restaurant og nyde lækker mad og en skøn smoothie imens man spiller lidt kort og lytter til live musik - den slags findes åbenbart ikke! I hvert fald ikke der hvor vi har været...

Frisk frugt har (udover bananer) været stort set fraværende på turen og dermed også et farvel til smoothies og friske juicer. En kæmpe overraskelse i et land der da må have ligeså mange meloner og bær som f.eks. Vietnam?

Trafikken er en oplevelse, og der kan da sagtens holde fem-seks køretøjer ved siden af hinanden på en tre-sporet vej. Jeg ville under ingen omstændigheder sætte mig bag rattet i en bil eller køre på en motorcykel i byerne i Indien. Trafikken kommer fra alle retninger og virker meget uforudsigelig. 

Templer har vi været overraskende forskånet for, selvom det faktisk ikke har været med vilje. Vi har kun set enkelte farvestrålende hindu templer, hvor vi begge havde forventet at de ville ligge på et hvert hjørne. Vi har til gengæld hørt flere gange, at det ikke er så velset at besøge dem uden at være i selskab med en hindu, så det er måske meget godt?

Køer er hellige i Indien, og ja de går frit rundt på gader, busstationer og alle andre vegne. Folk kører bare uden om dem, og efter hvad vi har fået at vide, så er de alle ejet af 'nogen', og de vender tilbage om aftenen efter at have strejfet omkring om dagen - fantastisk 😊

Inderne virker ikke så betagende på mig, som mange andre folk i asien. Måske er det dét faktum at de er 'ligeglade' med vesterlændinge der gør dem kedelige efter min opfattelse, men jeg føler aldrig jeg kom ind på livet af dem. Jeg har intet negativt at sige, men heller ikke noget decideret positivt.

Skal jeg tilbage til Indien så er der i hvert fald et par ting der skal ændres. For det første skal det være i sæsonen (november til marts), for så vil jeg gerne opleve at der er andre mennesker, stederne er åbne samt at vejret er bedre. Jeg vil også gerne mere 'på landet' og dermed væk fra byerne. Vi vidste godt at det ville blive sådan på denne tur, men en anden gang skal der være mere strand, liv og åbne horisonter.

Har det så overhovedet været en god tur vil mange sikkert spørge, og der vil jeg svare ja! Men jeg forstår også meget bedre nu hvorfor alle siger at 'Indien er bare anderledes'! Men tak til verdens bedste søster for endnu en rejse sammen - og vi vil da altid have vores 'skønne' Hotel Balwas i Mumbai at tænke tilbage på...  😊

Ingen kommentarer:

Send en kommentar