(Klik på billedet for adgang til albummet)
Sejlturen til Nusa Lembongan var en hård omgang! Ikke fordi det på nogen måde var farligt, men båden ramte bølgerne hårdt, og det gav nogle gevaldige stød. Der var i hvert fald en halv times tid hvor det føltes som ren tortur. Men vi klarede den, og nåede frem til Nusa Lembongan. Her blev vi sat af på stranden, og med i billetten var en tur med tuk-tuk tværs over øen til Yellow Bridge. Herfra skulle vi kunne få en lille lokalbåd til at sejle os det sidste stykke til Nusa Penida. Det viste sig så at være lidt mere besværligt end vi havde håbet på, men kl. 18 sejlede vi endelig det sidste stykke. Det tog kun et kvarters tid, og vi blev sat af på stranden ved Toyapakeh. Herfra blev vi fragtet det sidste stykke til vores hotel med tuk-tuk og et par motorcykler - og endelig nåede vi frem til Hotel Arsa Santhi. Vi fik vores værelser, og stedet var virkelig pænt og nyt. Der blev hentet aftensmad fra en lokal restaurant lidt nede af gaden, og for 117. gang stod den på Nasi Goreng med kylling... og det smagte nu også fint :-)
Søndag fik vi morgenmad på hotellet, og der var omkring dér at jeg begyndte at blive ret træt af toast og æg. Men udvalget var også her temmelig begrænset, så sådan var det. Mindre fedt var det at blive vækket lidt over 7 om morgenen af personalet, fordi de gerne lige ville vide om vi ville have 'scramblet or fried egg?' til morgenmad. Vi fik hyret en chauffør til at køre os rundt til tre steder på øen, og han ville komme en halv times tid senere. Han dukkede da også op, men ikke i en minivan som vi havde regnet med, men derimod i en (lukket) tuk-tuk. Det kunne godt gå hen og blive en hård tur, men med et smil på læberne kravlede vi op og kørte afsted. Første korte stop var dér hvor vi blev sat i land, men der var ikke lige nogle åbne dykkershops. Vi kørte derfor videre til Kelingking Beach, som var det sted Clara havde set på Instagram. Turen tog en times tid, og han gav den ellers gas vores chauffør. Nusa Penida er meget bakket, og vejene går op og ned, til venstre og højre, men alligevel gav han den fuld pedal! Vi nåede dog frem i god behold, også selv om søster var bange for at vi kørte udover kanten lige til sidst. Vi gik hen til udkigspunktet og kunne bare give Clara ret: Det var sgu' ret fantastisk! Vi var vist et par hundrede meter oppe, men alligevel kunne man tydeligt se de store mantaer svømme rundt i det azurblå vand. Det var et flot syn, også selvom Clara udfordrede min højdeskræk da hun selvfølgelig skulle helt ud til kanten og have taget billeder :-)
Det var så meningen at vi skulle have været ved Broken Beach (samt et for os ukendt tredje sted), men et eller andet var gået galt da hende på hotellet havde informeret chaufføren, for han satte i stedet kursen tilbage til hotellet. Da vi kom tilbage blev fejlen opklaret, men der orkede vi ikke at skulle afsted på tur igen. Vi fik dog halvdelen af de 300 kr. vi havde betalt for turen tilbage, så det var jo fair nok. Det blev så i stedet til en tur i poolen, og senere lejede Robert en motorcykel og kørte ud for at finde et dykkercenter. Det lykkedes også, og der blev aftalt dykning dagen efter. Vi spiste aftensmad på en lille og meget lokal 'KFC-kopi' restaurant, og burgerne var bestemt ikke noget at skrive hjem om. Kyllinge stykkerne smagte nu meget godt ;-)
Mandag var Robert, Louise og Clara ude på dykkertur, og de fik alle to dyk mere i bogen. De så desværre ingen mantaer, men derimod flere skildpadder og andre interessante ting. Især det sidste dyk havde været specielt godt, og det er jo altid bedst at slutte på toppen. Ellers blev der slappet af ved poolen og Anne var en tur på stranden. Vi fik den sidste omgang Nasi Goreng til aftensmad, eller rettere sagt de fem andre gjorde. Jeg kunne simpelthen ikke få flere portioner ris og grøntsager ned, så jeg gik i stedet ind til 'KFC-kopien' og købte kylling.
Tirsdag fik vi pakket og checkede ud fra hotellet ved 11-tiden. De kørte os ned til stranden og havde arrangeret en båd til Nusa Lembongan. Det var faktisk meningen at vi skulle sejles direkte til der hvor Scoot båden til Sanur lægger til, men der var høje bølger og den lille båd kunne ikke komme rundt på den side af øen. I stedet blev vi sat af ved Yellow Bridge, så vi skulle igen tværs over øen. Sejlturen havde været hård, og specielt Robert og jeg var blevet plaskvåde, og det var en del af vores bagage også. Men nu skulle vi bare lige vente på vores pickup, så skulle det nok gå. Der kom godt nok også en tuk-tuk fra Scoot omkring kl. 12, men han havde ikke plads til os alle seks samt vores bagage. Han ville så hurtigt lige køre første tur ned til båden og så komme tilbage efter os. Anne og Emma tog med, for så kunne de i hvert fald forsøge at holde båden tilbage hvis de ville sejle uden os. Afgangen var nemlig kl. 12.30, og med en tur på 10-15 min. hver vej kunne vi godt se at det ville komme til at knibe. Efter de var kørt kunne vi fire tilbageblivende bare vente... og vente... og vente. Efterhånden blev folk noget frustreret over bare at sidde, og vi sms'ede til Emma for at høre hvad der foregik. Bare rolig, lød beskeden: Båden er forsinket til kl. 13, og han er på vej til at hente jer. Men klokken blev stille og roligt 13, og han var stadig ikke dukket op! Men endelig kom han, og så gik det ellers i lyntempo ned til båden. Han ræsede tværs over øen, endda så hurtigt at Louise tabte sit net undervejs. Vi fik stoppet tuk-tuk'en og hun løb tilbage og fik det samlet op. Da vi endelig nåede frem til stranden var båden yderligere forsinket, så vi kunne begynde at tage det lidt roligt. Da Anne og Emma tidligere var nået frem var båden faktisk lige ved at sejle, men det var altså båden kl. 10.30 der var to timer forsinket, ikke vores båd kl. 12.30! Disse forsinkelser sker hele tiden, og derfor havde vi også valgt denne afgang fremfor den senere kl. 16.30, der egentlig ville passe perfekt med vores flyafgang. Men vi turde ikke løbe risikoen for at misse flyet til Kuala Lumpur hvis den båd var et par timer forsinket.
Sejlturen til Sanur på Bali tog kun 40 min. - og på en del at turen var der noget hård sø, men det var rimelig hurtigt overstået. Med i bådbilletten var også videre transport på Bali, så Robert og jeg kom i en bil med to andre, og bad om at blive sat af ved McDonald's på Kuta Beach. Pigerne var i en anden bil, og de havde endda fået overtalt deres chauffør til at lave et stop ved en butik i Sanur, hvor de sidste souvenirs skulle købes. Det lykkedes også fint, og sidst på eftermiddagen slog vi lejr på McD. Tøserne gik en sidste tur på stranden imens vi holdt øje med bagagen, og ved 18-tiden tog vi så et par taxaer til lufthavnen. Trafikken var denne dag ikke så slem, så vi nåede frem i fin tid til vores afgang med AirAsia kl. 21.20 - og flyvningen til Kuala Lumpur ville tage knapt tre timer.
Søndag fik vi morgenmad på hotellet, og der var omkring dér at jeg begyndte at blive ret træt af toast og æg. Men udvalget var også her temmelig begrænset, så sådan var det. Mindre fedt var det at blive vækket lidt over 7 om morgenen af personalet, fordi de gerne lige ville vide om vi ville have 'scramblet or fried egg?' til morgenmad. Vi fik hyret en chauffør til at køre os rundt til tre steder på øen, og han ville komme en halv times tid senere. Han dukkede da også op, men ikke i en minivan som vi havde regnet med, men derimod i en (lukket) tuk-tuk. Det kunne godt gå hen og blive en hård tur, men med et smil på læberne kravlede vi op og kørte afsted. Første korte stop var dér hvor vi blev sat i land, men der var ikke lige nogle åbne dykkershops. Vi kørte derfor videre til Kelingking Beach, som var det sted Clara havde set på Instagram. Turen tog en times tid, og han gav den ellers gas vores chauffør. Nusa Penida er meget bakket, og vejene går op og ned, til venstre og højre, men alligevel gav han den fuld pedal! Vi nåede dog frem i god behold, også selv om søster var bange for at vi kørte udover kanten lige til sidst. Vi gik hen til udkigspunktet og kunne bare give Clara ret: Det var sgu' ret fantastisk! Vi var vist et par hundrede meter oppe, men alligevel kunne man tydeligt se de store mantaer svømme rundt i det azurblå vand. Det var et flot syn, også selvom Clara udfordrede min højdeskræk da hun selvfølgelig skulle helt ud til kanten og have taget billeder :-)
Det var så meningen at vi skulle have været ved Broken Beach (samt et for os ukendt tredje sted), men et eller andet var gået galt da hende på hotellet havde informeret chaufføren, for han satte i stedet kursen tilbage til hotellet. Da vi kom tilbage blev fejlen opklaret, men der orkede vi ikke at skulle afsted på tur igen. Vi fik dog halvdelen af de 300 kr. vi havde betalt for turen tilbage, så det var jo fair nok. Det blev så i stedet til en tur i poolen, og senere lejede Robert en motorcykel og kørte ud for at finde et dykkercenter. Det lykkedes også, og der blev aftalt dykning dagen efter. Vi spiste aftensmad på en lille og meget lokal 'KFC-kopi' restaurant, og burgerne var bestemt ikke noget at skrive hjem om. Kyllinge stykkerne smagte nu meget godt ;-)
Mandag var Robert, Louise og Clara ude på dykkertur, og de fik alle to dyk mere i bogen. De så desværre ingen mantaer, men derimod flere skildpadder og andre interessante ting. Især det sidste dyk havde været specielt godt, og det er jo altid bedst at slutte på toppen. Ellers blev der slappet af ved poolen og Anne var en tur på stranden. Vi fik den sidste omgang Nasi Goreng til aftensmad, eller rettere sagt de fem andre gjorde. Jeg kunne simpelthen ikke få flere portioner ris og grøntsager ned, så jeg gik i stedet ind til 'KFC-kopien' og købte kylling.
Tirsdag fik vi pakket og checkede ud fra hotellet ved 11-tiden. De kørte os ned til stranden og havde arrangeret en båd til Nusa Lembongan. Det var faktisk meningen at vi skulle sejles direkte til der hvor Scoot båden til Sanur lægger til, men der var høje bølger og den lille båd kunne ikke komme rundt på den side af øen. I stedet blev vi sat af ved Yellow Bridge, så vi skulle igen tværs over øen. Sejlturen havde været hård, og specielt Robert og jeg var blevet plaskvåde, og det var en del af vores bagage også. Men nu skulle vi bare lige vente på vores pickup, så skulle det nok gå. Der kom godt nok også en tuk-tuk fra Scoot omkring kl. 12, men han havde ikke plads til os alle seks samt vores bagage. Han ville så hurtigt lige køre første tur ned til båden og så komme tilbage efter os. Anne og Emma tog med, for så kunne de i hvert fald forsøge at holde båden tilbage hvis de ville sejle uden os. Afgangen var nemlig kl. 12.30, og med en tur på 10-15 min. hver vej kunne vi godt se at det ville komme til at knibe. Efter de var kørt kunne vi fire tilbageblivende bare vente... og vente... og vente. Efterhånden blev folk noget frustreret over bare at sidde, og vi sms'ede til Emma for at høre hvad der foregik. Bare rolig, lød beskeden: Båden er forsinket til kl. 13, og han er på vej til at hente jer. Men klokken blev stille og roligt 13, og han var stadig ikke dukket op! Men endelig kom han, og så gik det ellers i lyntempo ned til båden. Han ræsede tværs over øen, endda så hurtigt at Louise tabte sit net undervejs. Vi fik stoppet tuk-tuk'en og hun løb tilbage og fik det samlet op. Da vi endelig nåede frem til stranden var båden yderligere forsinket, så vi kunne begynde at tage det lidt roligt. Da Anne og Emma tidligere var nået frem var båden faktisk lige ved at sejle, men det var altså båden kl. 10.30 der var to timer forsinket, ikke vores båd kl. 12.30! Disse forsinkelser sker hele tiden, og derfor havde vi også valgt denne afgang fremfor den senere kl. 16.30, der egentlig ville passe perfekt med vores flyafgang. Men vi turde ikke løbe risikoen for at misse flyet til Kuala Lumpur hvis den båd var et par timer forsinket.
Sejlturen til Sanur på Bali tog kun 40 min. - og på en del at turen var der noget hård sø, men det var rimelig hurtigt overstået. Med i bådbilletten var også videre transport på Bali, så Robert og jeg kom i en bil med to andre, og bad om at blive sat af ved McDonald's på Kuta Beach. Pigerne var i en anden bil, og de havde endda fået overtalt deres chauffør til at lave et stop ved en butik i Sanur, hvor de sidste souvenirs skulle købes. Det lykkedes også fint, og sidst på eftermiddagen slog vi lejr på McD. Tøserne gik en sidste tur på stranden imens vi holdt øje med bagagen, og ved 18-tiden tog vi så et par taxaer til lufthavnen. Trafikken var denne dag ikke så slem, så vi nåede frem i fin tid til vores afgang med AirAsia kl. 21.20 - og flyvningen til Kuala Lumpur ville tage knapt tre timer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar