Køreturen fra Queenstown til Te Anau går igennem
ret øde områder, og der er langt mellem noget man bare tilnærmelsesvis
kan kalde en by, så det er med at få fyldt op af forsyninger når
muligheden byder sig. Det gælder både til os selv og til bilen. Te Anau er ”byen” man passerer på vej til Milford
Sound, og her blev vi på Te Anau Lakeview Holiday Park (PS 38 NZ$).
Selve byen er ikke så interessant, men der er dog en del butikker og
caféer – samt masser af butikker der sælger gear til vandreture m.m. Vi
havde været på jagt efter en ekstra madras til bilen, men det var ikke
sådan lige til at finde.
Mandag formiddag satte vi så kursen mod Milford
Sound, og de 119 km. derud er en rigtig flot køretur. På vejen passerer
man Homer tunnelen, som er en meget rå tunnel hugget og sprængt igennem
klippen. Den er 1207 m. lang, og om dagen er den ensrettet – et kvarters
fri kørsel først fra den ene side – og så et kvarter fra den anden
side. Om aftenen er den åben i begge retninger, men så skal man passe
godt på, for så bred er den heller ikke.
Vi valgte at tage en eftermiddagstur med Mitre Peak
Cruises (68 NZ$) som gav os en 2 timers sejltur fra bunden af fjorden
og ud til det Tasmanske Hav. På vejen passerer man masser af klipper som
rejser sig lodret op af vandet. Flot, men dog ikke helt så spektakulært
som jeg faktisk havde forventet. Flotte var til gengæld de MANGE
vandfald vi passerede, og alle de flotte regnbuer vi så – heriblandt én
der startede ved fronten af vores båd, og lavede en synlig ubrudt bue
hele vejen ned til enden af båden – det har jeg godt nok aldrig oplevet
før!
På vejen tilbage mod Te Anau holdt vi ind ved en
DOC campingplads ved Mackay Creek, hvor vi besluttede at overnatte. Jeg
satte vores lille ”telt” fast på bagenden af bilen imens Robert lavede
mad. Det var et fantastisk sted, med en lille flod og masser af bjerge i
baggrunden… men desværre også med masser af kryb – så vi pakkede sammen
igen, og kørte videre til Te Anau hvor vi overnattede på samme
campingplads en nat mere.
Tirsdag kørte vi så mod Invercargill og valgte ”The
Southern Scenic Route” sydpå. Vi stoppede ved den 112 år gamle hængebro
ved Clifden – den længste hængebro på New Zealand. Vi gjorde også holdt
ved Monkey Island og forskellige viewpoints på vejen. Ud på
eftermiddagen kom vi til Invercargill, som er en ”rigtig” by med ca.
50.000 indbyggere – knapt 5 gange så mange som i Queenstown. Vi spiste
på McDonalds, og derefter lykkedes det os faktisk at finde en (godt nok
brugt) springmadras til bilen for 70 NZ$ (300 kr.) Det burde i hvert
fald gøre det lidt mere behageligt for os om natten.
Vi tjekkede ind på Invercargill Top10 Holiday Park
(PS 36 NZ$) før vi satte kursen mod Bluff. Egentlig er det ikke Sydøens
allermest sydlige punkt – og der er jo også hele Stewart Island, men
ligesom man har begrebet fra Gedser til Skagen i Danmark, har man fra
Cape Reinga til Bluff på New Zealand. Jeg fik taget et billede af mig
ved stolpen ved Stirling Point, som modsvarer det jeg fik taget ved Cape
Reinga for et par år siden. Samme sted er også lavet en aluminiums
kæde, der symboliserer sammenholdet på New Zealand. Der er en gammel
Maori fortælling, at Maui (en gudslignende person) bandt sin kano
(Sydøen) fast til ankeret (Stewart Island) – hvorefter han fiskede
Nordøen op af vandet. Kæden ”forsvinder” ned i jorden ved Bluff og
”kommer op igen” på Stewart Island som Maui’s ankerkæde. Vi kørte også
op på Bluff Hill, hvorfra man kunne se bla. til Stewart Island og
området omkring Bluff og Invercargill.
Onsdag morgen shoppede vi i Invercargill før vi
satte kursen mod The Catlins. Området er fyldt med udsigtsteder, og vi
stoppede bla. ved Slope Point, som i modsætning til Bluff, faktisk er
det sydligste punkt på Sydøen. Vi stoppede ved Curio Bay og kørte op på
en bakke, hvorfra man har et godt udsyn over både Curio Bay og Purpoise
Bay. Vi besluttede at blive på Curio Bay Campground (PS 27 NZ$) så vi om
aftenen – forhåbentlig – kunne se de sjældne Hoiho eller gul-øjede
pingviner. Det lykkedes til fulde, da vi på stranden kunne se ca. 10
pingviner komme op af vandet, og vandre til deres reder der er bygget
ind i klippen.
Torsdag kørte vi videre og stoppede en hel del
steder. Først ved Florence Hill, og senere ved flere vandfald – bla.
Matai, Horseshoe og Purakaunui Falls. Her fik vi lejet lidt med vores
kameraer, så vi kunne tage billeder af vandet med lang eksponeringstid,
så det ser ud som et hvidt tæppe af vand. Vi endte dagen ved Nugget
Point hvor vi gik ud og så det lille fyrtårn. Vi ankom til Dunedin sidst
på eftermiddagen og fik en plads på Leith Valley Touring Park (PS 34
NZ$) der ligger blot få km. fra centrum.
Fredag morgen kørte vi ned for at kigge efter et
filter til Roberts kamera, men det er desværre ikke noget vi kan få
hernede. Vi kørte op af den stejleste beboelsesgade i verden – Baldwin
Street, der på det stejleste stykke har en stigning på over 31 grader.
Jeg var godt nok i tvivl om vi turde gøre forsøget, men det lykkedes
både at komme op og ned igen i god behold. Vi kørte også op på Signal
Hill for at se udsigten over Dunedin. Vi besøgte byens Botaniske Have og
senere tog vi med toget til Pukerangi med Taieri Gorge Railway. Det er
en flot 4 timers tur frem og tilbage via broer, viadukter og tunneller
igennem Taieri kløften. Om aftenen kørte vi til Pilot Beach på Otago
halvøen der ligger lige ved Dunedin, men vi blev ikke længe nok til at
se pingviner. I stedet kørte vi rundt på halvøen, og da det blev mørkt
kunne vi tage nogle fine billeder af Dunedin by.
Vi sov en nat mere på samme campingplads, og lørdag morgen satte vi så kursen nordpå igen…