Vi havde på forhånd haft to store bekymringer vedr. at tage til Tibet :
Ville vi overhovedet få tilladelse til at tage dertil, og ville det i så fald blive en god og positiv oplevelse ?
Svaret på begge spørgsmål blev heldigvis ja!
Situationen i Lhasa lige i øjeblikket er følgende : Man skal have tilladelsen (TTP) for at kunne tage til Tibet. Tilladelsen kan kun fås ved at købe en pakketur som indeholder min. 3 overnatninger, guideservice, transport og sightseeing. Det er ikke muligt (som jeg gjorde i 2007) "bare" at købe tilladelsen og så selv booke fly/tog, overnatninger m.m. Dengang skulle man også officielt være en gruppe, men det kunne godt bare være én selv, og når man så kom til Lhasa var man på egen hånd. Den går altså bare ikke længere...
Der er selvfølgelig ikke kun ulemper ved at skulle vælge en "pakketur". Som nævnt tidligere, blev vi hentet på togstationen og kørt til det 3-stjernede Kailash Hotel - et skridt op fra det hostel jeg boede på sidst. Hotellet lå i den gamle (tibetanske) del af byen - bare 10 minutters gang fra Jokhang templet. Vi boede på 5. sal - og der var heldigvis elevator, for man bliver noget nemmere forpustet i den tynde luft. Vi gik ud og så os lidt omkring, og spiste aftensmad på "Dino's" - en kinesisk "KFC" kopi. Vi satte alle 3 pris på at få 'vestlig' mad efter den lange togtur! c",)
Fredag morgen mødtes vi med guiden på hotellet. Første punkt på programmet var Norbulingka - eller Dalai Lama'ernes sommerpalads. Området er rimelig stort, og indeholder forskellige paladser - bygget til den enkelte Dalai Lama. Det mest moderne er naturligvis det, der er bygget til den nuværende Lama og som er ca. 50 år gammelt. Dalai Lama flygtede jo til Indien i 1959, og paladset er idag kun "i brug" for turister. Der er også nogle søde små søer, og det er et hyggeligt sted - omend ikke det mest historisk spændende i Lhasa. Bagefter kørte vi tilbage til hotellet, så vi kunne få en lur, noget frokost... og ikke mindst noget air-condition !!! Højsommer i Tibet... hvem skulle have troet det ?!
Om eftermiddag gik turen så til Jokhang templet, der er det mest betydningsfulde tempel i Tibet. Det er målet for pilgrimme, der følger den 800 m. lange bedesti "Barkhor" rundt om templet. Her kan man så se flokke af mennesker gå rundt med deres bedehjul, og det er altså imponerende med disse menneskers beslutsomhed. Nå man selv er rimelig træt og forpustet, så bliver man lige overhalet af en krumbøjet oldemor, med et bedehjul på størrelse med Amager, som konstant snurres rundt 'med uret'... ;-)
Inde i Jokhang templet er der masser af mindre rum - foruden det store centrale. Tvungen guide eller ej, så er fordelen selvfølgelig at man får fortalt en masse om de steder man besøger, så man ikke "kun" går rundt og kigger. Phurpu var rimelig til engelsk, men talte nogle gange ret lavt - og med mange hundrede andre (støjende kinesiske!) turister masende rundt, kunne det godt være lidt svært at få det hele med. Heldigvis er Robert rimelig ligeglad med den slags, så det blev koncentreret om Birgitte og jeg. Fra taget har man udsyn over den gamle del af Lhasa - og ikke mindst til Potala paladset der tårnet sig op over alt andet. Bagefter sagde vi farvel til guiden, og fulgte selv Barkhor ruten rundt. Der er fyldt med butikker og boder, og her kan man nemt finde en masse Tibet-souveniers.
Aftensmaden blev spist på Kailash Café der lå i gården ved hotellet. De var rigtig søde derinde, men det lykkedes dem ikke at servere et rigtigt måltid for os! Enten manglede der nogle retter eller også var det de forkerte... men man tilgav dem, fordi de var så søde! (en lille intern joke :-)
Lørdag kørte vi til Potala paladset, og her var det igen en stor fordel ved at have guide-service. Sidst skulle jeg stå i kø i 3 dage for at sikre mig én af de (begrænsede) billeter der er til salg hver dag... nu havde han sørget for det! Trappen op til selve paladset drænede mig i 2007, men føltes ikke ligeså slem denne gang - selvom det endda var dræbende hedt. Forstå mig ret : Den var drøj og sugede kræfter, men vi overlevede alle i rimelig fin stil. Bortset fra, at vi alle kæmpede med lidt småskavanker : Birgitte og jeg havde vrøvl med maven, Robert døjede med hovedpine - og vi var alle 3 (til tider lidt på skift) sådan 'små-skvattede'. Om det så skyldtes højden i Lhasa (3600 m.), den lange togtur eller hvad, skal jeg ikke kunne sige...
Potala paladset ER en oplevelse. Ligesom sidst må man ikke tage billeder derinde, men det er flot at gå rundt og se de mange rum, sale og templer. Vi så de kæmpe guldkister med tidligere (afdøde) Dalai Lama'er, og det er et meget spirituelt sted. Sammen med Jokhang templet er det højdepunktet på en tur til Lhasa, og vi var bestemt ikke skuffede!
Om eftermiddagen besøgte vi Sera klostret, der sammen med Drepung og Ganden er de 3 store "Gelupga"-klostre i Tibet - dvs. "De Gule Hattes Orden" som Dalai Lama er øverste leder af. Vi overværede bla. hvordan munkene debaterede ude i gården, men noget af det lignede altså lidt et show for turisternes skyld... på trods af vores guides benægtelse af dette.
Om aftenen gik Birgitte og jeg en tur, men efter et par timer måtte jeg næste små-løbe det sidste stykke tilbage til hotellet. Toilettet kaldte simpelthen på mig! Jeg nåede dog lige indenfor, så den potentielle krise blev afværget... :-)
Søndag formiddag slappede vi af, læste og fik skrevet lidt postkort og kunne i ro og mag tjekke ud kl. 14. Vi blev kørt til lufthavnen, der ligger 68 km. udenfor Lhasa. Alt i alt var det en udemærket løsning med 'pakke-turen', selvom jeg som "ægte" backpacker jo hellere vil gøre tingene selv. Men som sagt er der også fordele på denne måde, og når jeg sidder og regner sammen hvad tingene kostede mig i 2007 og nu i 2009, så er der faktisk ikke den store forskel.
Største forskel er den massive tilstedeværelse af kinesisk politi og militær i gaderne. De er placeret overalt og det virker MEGET demonstrativt på mig. Jeg kan ikke sige at det påvirkede mig direkte, for vi havde ikke kontakt med nogen, men det føles meget overvågende (specielt af de lokale), som jeg godt kan have ondt af. Selvom hele Tibet/Kina situationen altid kan ses fra to sider, så må det være svært at være tibetaner i Tibet i dag...
Det er flot at flyve fra Lhasa, fordi du har de høje bjerge hele vejen rundt. Da det er sommer, er det ikke alle der har sne på, men det er stadig et flot syn. Vi fløj med Sichuan Airlines til Chengdu, hvor vi havde besluttet at tilbringe en dag. Egentlig ville vi have fløjet direkte videre til Sanya på Hainan, men flytiderne gjorde at vi ikke kunne tåle at være mere end 1 t. forsinket, og den risiko ville vi ikke tage. Så én dag i Chengdu... hmmm! Er der ikke pandaer i Chengdu ???
Situationen i Lhasa lige i øjeblikket er følgende : Man skal have tilladelsen (TTP) for at kunne tage til Tibet. Tilladelsen kan kun fås ved at købe en pakketur som indeholder min. 3 overnatninger, guideservice, transport og sightseeing. Det er ikke muligt (som jeg gjorde i 2007) "bare" at købe tilladelsen og så selv booke fly/tog, overnatninger m.m. Dengang skulle man også officielt være en gruppe, men det kunne godt bare være én selv, og når man så kom til Lhasa var man på egen hånd. Den går altså bare ikke længere...
Der er selvfølgelig ikke kun ulemper ved at skulle vælge en "pakketur". Som nævnt tidligere, blev vi hentet på togstationen og kørt til det 3-stjernede Kailash Hotel - et skridt op fra det hostel jeg boede på sidst. Hotellet lå i den gamle (tibetanske) del af byen - bare 10 minutters gang fra Jokhang templet. Vi boede på 5. sal - og der var heldigvis elevator, for man bliver noget nemmere forpustet i den tynde luft. Vi gik ud og så os lidt omkring, og spiste aftensmad på "Dino's" - en kinesisk "KFC" kopi. Vi satte alle 3 pris på at få 'vestlig' mad efter den lange togtur! c",)
Fredag morgen mødtes vi med guiden på hotellet. Første punkt på programmet var Norbulingka - eller Dalai Lama'ernes sommerpalads. Området er rimelig stort, og indeholder forskellige paladser - bygget til den enkelte Dalai Lama. Det mest moderne er naturligvis det, der er bygget til den nuværende Lama og som er ca. 50 år gammelt. Dalai Lama flygtede jo til Indien i 1959, og paladset er idag kun "i brug" for turister. Der er også nogle søde små søer, og det er et hyggeligt sted - omend ikke det mest historisk spændende i Lhasa. Bagefter kørte vi tilbage til hotellet, så vi kunne få en lur, noget frokost... og ikke mindst noget air-condition !!! Højsommer i Tibet... hvem skulle have troet det ?!
Om eftermiddag gik turen så til Jokhang templet, der er det mest betydningsfulde tempel i Tibet. Det er målet for pilgrimme, der følger den 800 m. lange bedesti "Barkhor" rundt om templet. Her kan man så se flokke af mennesker gå rundt med deres bedehjul, og det er altså imponerende med disse menneskers beslutsomhed. Nå man selv er rimelig træt og forpustet, så bliver man lige overhalet af en krumbøjet oldemor, med et bedehjul på størrelse med Amager, som konstant snurres rundt 'med uret'... ;-)
Inde i Jokhang templet er der masser af mindre rum - foruden det store centrale. Tvungen guide eller ej, så er fordelen selvfølgelig at man får fortalt en masse om de steder man besøger, så man ikke "kun" går rundt og kigger. Phurpu var rimelig til engelsk, men talte nogle gange ret lavt - og med mange hundrede andre (støjende kinesiske!) turister masende rundt, kunne det godt være lidt svært at få det hele med. Heldigvis er Robert rimelig ligeglad med den slags, så det blev koncentreret om Birgitte og jeg. Fra taget har man udsyn over den gamle del af Lhasa - og ikke mindst til Potala paladset der tårnet sig op over alt andet. Bagefter sagde vi farvel til guiden, og fulgte selv Barkhor ruten rundt. Der er fyldt med butikker og boder, og her kan man nemt finde en masse Tibet-souveniers.
Aftensmaden blev spist på Kailash Café der lå i gården ved hotellet. De var rigtig søde derinde, men det lykkedes dem ikke at servere et rigtigt måltid for os! Enten manglede der nogle retter eller også var det de forkerte... men man tilgav dem, fordi de var så søde! (en lille intern joke :-)
Lørdag kørte vi til Potala paladset, og her var det igen en stor fordel ved at have guide-service. Sidst skulle jeg stå i kø i 3 dage for at sikre mig én af de (begrænsede) billeter der er til salg hver dag... nu havde han sørget for det! Trappen op til selve paladset drænede mig i 2007, men føltes ikke ligeså slem denne gang - selvom det endda var dræbende hedt. Forstå mig ret : Den var drøj og sugede kræfter, men vi overlevede alle i rimelig fin stil. Bortset fra, at vi alle kæmpede med lidt småskavanker : Birgitte og jeg havde vrøvl med maven, Robert døjede med hovedpine - og vi var alle 3 (til tider lidt på skift) sådan 'små-skvattede'. Om det så skyldtes højden i Lhasa (3600 m.), den lange togtur eller hvad, skal jeg ikke kunne sige...
Potala paladset ER en oplevelse. Ligesom sidst må man ikke tage billeder derinde, men det er flot at gå rundt og se de mange rum, sale og templer. Vi så de kæmpe guldkister med tidligere (afdøde) Dalai Lama'er, og det er et meget spirituelt sted. Sammen med Jokhang templet er det højdepunktet på en tur til Lhasa, og vi var bestemt ikke skuffede!
Om eftermiddagen besøgte vi Sera klostret, der sammen med Drepung og Ganden er de 3 store "Gelupga"-klostre i Tibet - dvs. "De Gule Hattes Orden" som Dalai Lama er øverste leder af. Vi overværede bla. hvordan munkene debaterede ude i gården, men noget af det lignede altså lidt et show for turisternes skyld... på trods af vores guides benægtelse af dette.
Om aftenen gik Birgitte og jeg en tur, men efter et par timer måtte jeg næste små-løbe det sidste stykke tilbage til hotellet. Toilettet kaldte simpelthen på mig! Jeg nåede dog lige indenfor, så den potentielle krise blev afværget... :-)
Søndag formiddag slappede vi af, læste og fik skrevet lidt postkort og kunne i ro og mag tjekke ud kl. 14. Vi blev kørt til lufthavnen, der ligger 68 km. udenfor Lhasa. Alt i alt var det en udemærket løsning med 'pakke-turen', selvom jeg som "ægte" backpacker jo hellere vil gøre tingene selv. Men som sagt er der også fordele på denne måde, og når jeg sidder og regner sammen hvad tingene kostede mig i 2007 og nu i 2009, så er der faktisk ikke den store forskel.
Største forskel er den massive tilstedeværelse af kinesisk politi og militær i gaderne. De er placeret overalt og det virker MEGET demonstrativt på mig. Jeg kan ikke sige at det påvirkede mig direkte, for vi havde ikke kontakt med nogen, men det føles meget overvågende (specielt af de lokale), som jeg godt kan have ondt af. Selvom hele Tibet/Kina situationen altid kan ses fra to sider, så må det være svært at være tibetaner i Tibet i dag...
Det er flot at flyve fra Lhasa, fordi du har de høje bjerge hele vejen rundt. Da det er sommer, er det ikke alle der har sne på, men det er stadig et flot syn. Vi fløj med Sichuan Airlines til Chengdu, hvor vi havde besluttet at tilbringe en dag. Egentlig ville vi have fløjet direkte videre til Sanya på Hainan, men flytiderne gjorde at vi ikke kunne tåle at være mere end 1 t. forsinket, og den risiko ville vi ikke tage. Så én dag i Chengdu... hmmm! Er der ikke pandaer i Chengdu ???