Opononi... En hyggelig lille landsby med intet andet end en købmandsbiks og 3-4 madsteder. Et perfekt sted at slappe af... så det gjorde jeg. Jeg fik lavet mit første varme måltid mad (spaghetti med kødsovs), og spiste det på stranden - som er bare 2 min. fra campingpladsen.
Jeg snakkede med et hollandsk par, der er på rundrejse med deres
15-årige søn - som vist keder sig bravt! Det er ligeså nemt at komme i
kontakt med folk på en campingplads som på et hostel (eller måske endda
nemmere?), og det skorter ikke på bemærkninger og sammenligninger om
campervans, campingpladser og NZ generelt. Hyggeligt nok... :-)
Torsdag morgen kørte jeg fra Opononi til Rawene, hvorfra jeg tog Hokianga bilfærgen til Kohukohu - en lille smuttur på bare 10 min. - men som sparede mig 80 km. på vejen. Hyggelig lille sejltur, dog uden toldfrit salg ombord !
Køreturen fra Kohukohu gennem Broadwood og Herikino til Ahipara, er en af de flotteste køreture jeg har prøvet. Landskabet er bare fantastisk flot, med grønne bakker og træer overalt. Jeg skal virkelig beherske mig selv for ikke at stoppe hvert tredje minut og tage billeder, for der venter et nyt panorama billede på hver eneste bakketop! Det går fint med min campervan, selvom jeg lige skulle vænne mig til at køre bil igen... og i venstre side af vejen... og så med automatgear! Sidstnævnte er dog en stor fordel når det er så bakket, og jeg får også kørt en hel del km. i frigear. Min rekord indtil nu er imponerende 18,3 km. ved Waipoua Kauri Forest...
Jeg kørte til Kaitaia og købte ind, før jeg kørte det sidste stykke til Ahipara. Det er her 'Ninety Mile Beach' starter (eller slutter - afhængigt af hvordan man ser på det...) og der er et par bakker udenfor byen man kan køre op til - hvorfra man kan se hele vejen op ad 'NMB'. Stranden er dog ikke - som navnet ellers antyder - 90 miles lang, men nærmere 90 km. ! Men det er nu alligevel et flot syn. Stranden er klassificeret som alm. vej hele vejen op til Te Paki - ca. 18 km. fra Cape Reinga - men det er ikke tilrådeligt for mig at køre på den. Stranden er nemlig notorisk kendt for pludselige huller i sandet, hvor man så sidder pænt fast. Når så tidevandet kommer, ryger bilen med ud igen... og det dækker forsikringen ikke !!!
Der kører forskellige turbusser på stranden, ligesom man kan leje små 'quad bikes' man kan more sig med. Indtil videre har jeg nu bare tænkt mig at holde mig til hovedvejen, som kører hele vejen op til Cape Reinga. Jeg var dog lige nede og vende på stranden - helt uden at sidde fast! Jeg fik en plads på Ahipara Motor Camp (14 NZ$) og spiste kylling til aftensmad. Hollænderne fra dagen før dukkede op, så vi sad og snakkede om aftenen.
Torsdag kørte jeg mod Cape Reinga. På vejen passerer man en del landsbyer, men der er ikke nogen rigtige byer efter Kaitaia, hvor jeg tankede bilen. Der er en benzintank ved Waitiki Landing, men den er åbenbart kendt for at løbe tør. Fra Waitiki Landing er de sidste 21 km. til Cape Reinga ikke asfalteret, men man er dog igang med projektet i øjeblikket. Jeg drejede fra og kørte ned til Te Paki Stream. Her gik jeg en tur i de store sandklitter, hvor man også kan leje 'sandboards' og tage turen ned ad klitterne.
Du kan se lidt video fra køreturen mellem Cape Reinga og Spirits Bay her : http://www.youtube.com/watch?v=kv9w-HLohiM
Jeg fortsatte helt op til det lille fyr ved Cape Reinga, og nu kan jeg godt forstå hvorfor det bliver beskrevet som 'verdens ende'! Der ligger som sagt en lille nuttet fyrtårn, hvorfra man kan se det sydlige Stillehav og det Tasmanske Hav "støde sammen" - ligesom på Grenen ved Skagen. Man har også en ualmindelig flot udsigt over nordspidsen af NZ. Helt reelt er Cape Reinga ikke det nordligste punkt, det er nemlig 'North Cape' lidt længere østpå, men der kan man kun komme til med speciel tilladelse, da det er helligt Maori land. For Maorierne er hele området helligt - inkl. det hellige 800 år gamle Pohutukawa træ, som står helt ude på spidsen. Af respekt bør man ikke gå ned til træet, ligesom man ikke bør spise og drikke på hele området. Jeg mødte et par piger fra Herning ved fyret, og vi kørte bagefter sammen til Tapotupotu Beach, hvor vi tog en hurtig dukkert... for vandet var nemlig ikke specielt varmt. Jeg sluttede dagen med at køre til Spirits Bay, men nu blæste det så meget, at jeg ikke blev der så længe. I stedet satte jeg kursen sydpå igen...
Torsdag morgen kørte jeg fra Opononi til Rawene, hvorfra jeg tog Hokianga bilfærgen til Kohukohu - en lille smuttur på bare 10 min. - men som sparede mig 80 km. på vejen. Hyggelig lille sejltur, dog uden toldfrit salg ombord !
Køreturen fra Kohukohu gennem Broadwood og Herikino til Ahipara, er en af de flotteste køreture jeg har prøvet. Landskabet er bare fantastisk flot, med grønne bakker og træer overalt. Jeg skal virkelig beherske mig selv for ikke at stoppe hvert tredje minut og tage billeder, for der venter et nyt panorama billede på hver eneste bakketop! Det går fint med min campervan, selvom jeg lige skulle vænne mig til at køre bil igen... og i venstre side af vejen... og så med automatgear! Sidstnævnte er dog en stor fordel når det er så bakket, og jeg får også kørt en hel del km. i frigear. Min rekord indtil nu er imponerende 18,3 km. ved Waipoua Kauri Forest...
Jeg kørte til Kaitaia og købte ind, før jeg kørte det sidste stykke til Ahipara. Det er her 'Ninety Mile Beach' starter (eller slutter - afhængigt af hvordan man ser på det...) og der er et par bakker udenfor byen man kan køre op til - hvorfra man kan se hele vejen op ad 'NMB'. Stranden er dog ikke - som navnet ellers antyder - 90 miles lang, men nærmere 90 km. ! Men det er nu alligevel et flot syn. Stranden er klassificeret som alm. vej hele vejen op til Te Paki - ca. 18 km. fra Cape Reinga - men det er ikke tilrådeligt for mig at køre på den. Stranden er nemlig notorisk kendt for pludselige huller i sandet, hvor man så sidder pænt fast. Når så tidevandet kommer, ryger bilen med ud igen... og det dækker forsikringen ikke !!!
Der kører forskellige turbusser på stranden, ligesom man kan leje små 'quad bikes' man kan more sig med. Indtil videre har jeg nu bare tænkt mig at holde mig til hovedvejen, som kører hele vejen op til Cape Reinga. Jeg var dog lige nede og vende på stranden - helt uden at sidde fast! Jeg fik en plads på Ahipara Motor Camp (14 NZ$) og spiste kylling til aftensmad. Hollænderne fra dagen før dukkede op, så vi sad og snakkede om aftenen.
Torsdag kørte jeg mod Cape Reinga. På vejen passerer man en del landsbyer, men der er ikke nogen rigtige byer efter Kaitaia, hvor jeg tankede bilen. Der er en benzintank ved Waitiki Landing, men den er åbenbart kendt for at løbe tør. Fra Waitiki Landing er de sidste 21 km. til Cape Reinga ikke asfalteret, men man er dog igang med projektet i øjeblikket. Jeg drejede fra og kørte ned til Te Paki Stream. Her gik jeg en tur i de store sandklitter, hvor man også kan leje 'sandboards' og tage turen ned ad klitterne.
Du kan se lidt video fra køreturen mellem Cape Reinga og Spirits Bay her : http://www.youtube.com/watch?v=kv9w-HLohiM
Jeg fortsatte helt op til det lille fyr ved Cape Reinga, og nu kan jeg godt forstå hvorfor det bliver beskrevet som 'verdens ende'! Der ligger som sagt en lille nuttet fyrtårn, hvorfra man kan se det sydlige Stillehav og det Tasmanske Hav "støde sammen" - ligesom på Grenen ved Skagen. Man har også en ualmindelig flot udsigt over nordspidsen af NZ. Helt reelt er Cape Reinga ikke det nordligste punkt, det er nemlig 'North Cape' lidt længere østpå, men der kan man kun komme til med speciel tilladelse, da det er helligt Maori land. For Maorierne er hele området helligt - inkl. det hellige 800 år gamle Pohutukawa træ, som står helt ude på spidsen. Af respekt bør man ikke gå ned til træet, ligesom man ikke bør spise og drikke på hele området. Jeg mødte et par piger fra Herning ved fyret, og vi kørte bagefter sammen til Tapotupotu Beach, hvor vi tog en hurtig dukkert... for vandet var nemlig ikke specielt varmt. Jeg sluttede dagen med at køre til Spirits Bay, men nu blæste det så meget, at jeg ikke blev der så længe. I stedet satte jeg kursen sydpå igen...