lørdag den 30. juni 2007

Dalat

Dalat ligger i Central Highlands - midt imellem kysten og Cambodia, og pga. placeringen i bjergene er klimaet dejligt køligt, ihvertfald sammenlignet med mange andre steder i Vietnam. Dagstemperaturer på 20 grader og ned til 10 grader om natten, har været en dejlig og kærkommen oplevelse. Skønt med hele dage, hvor man slet ikke sveder! :-)

Det er nu ellers ikke fordi jeg har ligget på den lade side i Dalat. Jeg fulgtes med Coralie fra Nha Trang, og vi nød den "korte" 7 timers bustur. Vi havde noget besvær med at finde et hotel, men efter lidt vandren i byen lykkedes det. Vi gik en tur rundt i byen, spiste dejlig aftensmad - og slappede af med snak og tv på hotellet.

Fredag startede vi med morgenmad, før vi tog afsted på vores lejede motorcykler. Vi så Dalat Katedralen og Domaine de Marie Klosteret (sjovt, så religiøs man bliver når man rejser!). Derefter kørte vi til Datanla vandfaldet, hvor vi tog en sjov rutchebanetur med små vogne i fuld fart ned til vandfaldet. På vej tilbage til Dalat stoppede vi ved Tuym Lam Lake for frokost. Vi tog det lille tog fra Dalat de 8 km. til landsbyen Trai Mat, hvor vi så den flotte Linh Phouc pagode, før vi spiste middag på en hyggelig café ved Xuan Huong søen midt i Dalat.

Idag er jeg så taget til Mui Ne Beach, mens Coralie er taget til Saigon. Dér skal jeg til i morgen, men jeg ved ikke helt om jeg egentlig glæder mig til det. Har hørt en del skidt om byen, men i morgen får jeg ihvertfald mulighed for at opleve byen selv...