Himmeltoget, Shangri-la ekspressen, Jernbanen til Verdens Tag - kært
barn har jo mange navne, men en ting er ihvertfald sikker : Den nye
Qinghai - Tibet jernbane kommer til at betyde store forandringer for
Tibet. Om det så er til det bedre eller ej, det må tiden jo vise. Der
vil ihvertfald ske en kraftig indvandring af Han-kinesere til Tibet, og
allerede nu frygter mange for Tibets særlige kultur. Pt. bor der i Lhasa
ca. 100.000 Han-kinesere og 140.000 etniske tibetanere.
Selve konstruktionen af jernbanen er et stort kinesisk prestige projekt. Det tog 70.000 arbejdere 5 år at fuldføre jernbanen, og den åbnede 1. juli 2006 - endda 1 år før tiden. Pris : 33 mia. kr. Over halvdelen af den 1.118 km. lange strækning fra Golmud til Lhasa er anlagt på permafrost, hvilket mange (vestlige) eksperter har stillet spørgsmålstegn ved, da permafrosten i øjeblikket er ved at smelte. Kun fremtiden vil vise, om jernbanen kan overleve de klimatiske forandringer der sker i området.
Min rejse startede i Xi'an torsdag morgen kl. 06.45 - med afgang mod Lhasa. Jeg havde haft en del besvær med overhovedet at komme afsted, for man skal have en speciel tilladelse for at kunne rejse til Tibet. Med den i hånden kunne jeg så endelig købe min togbillet på stationen, men ikke uden besvær. Man skal svare på mange spørgsmål om hvorfor man vil til Tibet, om farerne ved togturen, om ens helbred nu er godt nok osv.
Men afsted kom jeg dog. Jeg delte kupe med Luigi fra Italien, som rejste med sin kinesiske assistent Vicky. Turen til Lhasa tager 36 timer, så der er rigeligt med tid til at snakke undervejs. Nu er jeg jo efterhånden lidt af en tog-haj, så tiden gik rimelig hurtigt for mig. Kl. 04 lørdag morgen nåede vi til Golmud, hvor den nye del af jernbanen starter. Her fik vi fyldt ekstra ozygen på, og vi fik udleveret vores iltmasker. Desværre - og sådan må man jo selvfølgelig slet ikke tænke - fik vi ikke brug for vores. Men overalt i toget er der adgang til de specielle iltudtag, hvis man skulle få behov for det.
I løbet af lørdagen kom vi højere og højere op på plateauet, indtil vi passerede det højeste punkt ved Tanggula passet i 5.072 meters højde. Her ligger verdens højest beliggende station, og normalt kan man komme ud af toget og tage et par billeder, men det blæste simpelthen så meget, så det fik vi desværre ikke lov til. Resten af dagen gik det roligt ned mod Lhasa, hvortil vi ankom kl. 18. Jeg sagde farvel til Vicky & Luigi, og tog en minibus til mit hostel.
Idag vil jeg bare tulle lidt rundt i området omkring mit hostel, men i morgen går turen mod de mange klostre, templer m.m.
Selve konstruktionen af jernbanen er et stort kinesisk prestige projekt. Det tog 70.000 arbejdere 5 år at fuldføre jernbanen, og den åbnede 1. juli 2006 - endda 1 år før tiden. Pris : 33 mia. kr. Over halvdelen af den 1.118 km. lange strækning fra Golmud til Lhasa er anlagt på permafrost, hvilket mange (vestlige) eksperter har stillet spørgsmålstegn ved, da permafrosten i øjeblikket er ved at smelte. Kun fremtiden vil vise, om jernbanen kan overleve de klimatiske forandringer der sker i området.
Min rejse startede i Xi'an torsdag morgen kl. 06.45 - med afgang mod Lhasa. Jeg havde haft en del besvær med overhovedet at komme afsted, for man skal have en speciel tilladelse for at kunne rejse til Tibet. Med den i hånden kunne jeg så endelig købe min togbillet på stationen, men ikke uden besvær. Man skal svare på mange spørgsmål om hvorfor man vil til Tibet, om farerne ved togturen, om ens helbred nu er godt nok osv.
Men afsted kom jeg dog. Jeg delte kupe med Luigi fra Italien, som rejste med sin kinesiske assistent Vicky. Turen til Lhasa tager 36 timer, så der er rigeligt med tid til at snakke undervejs. Nu er jeg jo efterhånden lidt af en tog-haj, så tiden gik rimelig hurtigt for mig. Kl. 04 lørdag morgen nåede vi til Golmud, hvor den nye del af jernbanen starter. Her fik vi fyldt ekstra ozygen på, og vi fik udleveret vores iltmasker. Desværre - og sådan må man jo selvfølgelig slet ikke tænke - fik vi ikke brug for vores. Men overalt i toget er der adgang til de specielle iltudtag, hvis man skulle få behov for det.
I løbet af lørdagen kom vi højere og højere op på plateauet, indtil vi passerede det højeste punkt ved Tanggula passet i 5.072 meters højde. Her ligger verdens højest beliggende station, og normalt kan man komme ud af toget og tage et par billeder, men det blæste simpelthen så meget, så det fik vi desværre ikke lov til. Resten af dagen gik det roligt ned mod Lhasa, hvortil vi ankom kl. 18. Jeg sagde farvel til Vicky & Luigi, og tog en minibus til mit hostel.
Idag vil jeg bare tulle lidt rundt i området omkring mit hostel, men i morgen går turen mod de mange klostre, templer m.m.