Hamburg

 

(Klik på billedet for adgang til albummet)

I 50 års fødselsdagsgave fik jeg en tur til Hamburg sammen med min søster og niecer. Lidt mærkværdigt har jeg aldrig været i byen, altså udover en nat på togstationen på vej hjem fra studieturen i 2g. Så onsdag d. 16. april mødtes vi på parkeringspladsen ved mit arbejde i Køge og satte kursen mod vest. Heldigvis var der ingen nævneværdig påsketrafik, så turen over Fyn og gennem Sønderjylland forløb helt normalt. Efter godt 5,5 time nåede vi Apartment-Hotel Hamburg Mitte hvor der var booket to 'connecting rooms' på 7. sal. Begge værelser var store, havde eget køkken, bad og altan. Jeg går normalt ikke så meget op i størrelsen på mit værelse når det er en byferie, men det er da dejligt at have plads til faktisk at pakke ud. Der var stadig frikadeller, pølsehorn og pizzasnegle tilbage i køletasken sammen med kolde drikkevarer, så det udgjorde aftensmaden inden vi lagde os til at sove.

Via en app købte vi et såkaldt Hamburg Card, hvor en gruppebillet til tre dage koster 58,50€ og så kan man køre ubegrænset med offentligt transport og får endda rabat på nogle seværdigheder. Det er en gruppebillet så vi skulle rejse sammen, men det var jo alligevel planen at vi skulle det. Der var en enkelt gang hvor vi delte os, og så blev der købt to enkeltbilletter, men ellers er det en virkelig fin pris at kunne rejse op til fem personer i hele Hamburg i tre dage for 440 kr. Vores hotel lå i udkanten af centrum, og hurtigste vej ind til seværdighederne var enten bus 112 til f.eks. hovedbanegården eller bus 530 til en af de mange U-Bahn eller S-Bahn stationer. Vores første stop var ved Reeperbahn hvor vi så figurerne på Beatles-Platz der står på en rund skive der skal ligne en LP, og så står titlerne på mange af deres store hits nedfældet på pladsen. Vi spiste brunch på Zweite Liebe før vi tog til Landungsbrücken hvor vi tog havnebus 73 der sejlede os hen til Elbphilharmonien. Vi blev dog ombord og tog båden (der også er del af den offentlige transport) tilbage til udgangspunktet, hvorfra vi tog U-Bahnen til Feldstraße. Her gik vi først rundt om den enorme bunker der blev bygget under 2. Verdenskrig, før vi gik langs den udvendige trappe mod toppen. På toppen har man bygget en rooftop garden og man har en glimrende udsigt deroppe fra - også selvom det var noget diset denne dag. Adgangen til toppen var gratis og krævede blot at man skulle igennem et security check hvor vi bla. måtte stille vores metal vandflasker. De stod så pænt og ventede da vi kom ned igen. På pladsen ved siden af bunkeren var der et stort Tivoli, men forlystelserne kørte i hvert fald ikke ved middagstid på en Skærtorsdag 😊

Bagefter var vi et kort stop i en Birkenstock forretning før vi så den Russisk-Ortodokse Gnadenkirch (Saint John of Kronstadt) før vi fortsatte til det flotte rådhus. Man kan komme ind i vandrehallen på rådhuset og det er nydeligt og pænt. Vi fortsatte over Rathausplatz forbi de sorte kalajdoskop tårne af Olafur Eliasson til en Uniqlo forretning hvor mine tre medrejsende brugte en times tid på shopping imens jeg passede på taskerne. Vi gik videre til St. Nikolai kirken hvor man kan tage en elevator op i tårnet - 77 meter oppe. Med vores Hamburg Card kostede det 4,5€ i stedet for 6, og det indbefattede også et besøg i det underjordiske museum der ligger på pladsen. For én med højdeskræk er tårnet og turen derop i en glaselevator nok ikke den allerfedeste oplevelse, men der var dog nogle meget solide gitre deroppe, så ingen fare for at falde udover noget sted... kun at tårnet ville styrte sammen 😉

Klokken var efterhånden blevet 18 så vi tog til vores favorit italiener 'Vapiano' - en restaurantkæde som jeg efterhånden har besøgt i 12 lande. Denne gang blev det til en spaghetti bolognese for mit vedkommende og det forstår de altså bare at lave. Efter et skønt måltid tog vi tilbage til hotellet - og det havde været en lang, men skøn sightseeingdag i Hamburg. Det var ikke så varmt og det regnede lidt ind imellem, men ikke noget der generede mig. Om aftenen spillede vi kort og hyggede og så er de forbundne værelser ekstra praktiske.

Langfredag ville de fleste butikker være lukkede, så vi havde planlagt i stedet at besøge nogle seværdigheder vi vidste ville være åbne. Vi startede med morgenmad på Café Melt der ligger tæt på vandet i bydelen Speicherstadt. Imens vi spiste bookede vi billetter (18€) til Port Des Lumiéres, hvor man kan opleve en interaktiv kunstudstilling af Klimt og Hundertwasser. Det tager en times tid hvor man kan sidde eller stå og opleve kunsten der udfolder sig på vægge og gulv rundt omkring én. Lokalet er fyldt med kanter, flader og søjler, men det er lavet så det bare passer ind 100% og det er ikke bare noget der bliver gentaget på væggen ved siden af. Virkelig flot lavet, og heldigt at vi havde bestilt inden vi tog derhen for da vi ankom var der ikke flere ledige billetter dén dag. Bagefter tog vi forbi Hamburg Haufbahnhof, hvor det blev til et gensyn for især Clara og jeg som begge har ventet i en del timer på netop den banegård. Vi tog hjem på hotellet for at slappe af en times tid inden vi kom til det punkt på turen jeg havde glædet mig allermest til - nemlig besøget i Miniatur Wunderland 🚂🚋🚋🚋

Det er intet mindre end verdens største modeljernbane spredt udover flere etager i en gammel bygning i centrum. Billetter er tidsmærkede, så vi skulle ankomme mellem kl. 19.30 og 20.00 men vi var der allerede omkring kl. 19. Vi kunne derfor ikke gå ind på det tidspunkt, men (selvfølgelig) har de en ventesal hvor man kan sidde - endda med gratis sodavand. Da klokken blev 19.30 kunne vi gå ind og vi tilbragte de næste par timer med at beundre de forskellige landskaber. Blot for at nævne nogle få så vi Hamburg by - selvfølgelig komplet med den 14-sporede hovedbanegård, vi så Danmark, Sverige, Florida, Las Vegas, Monaco og Rom - altsammen lavet med en imponerende detaljegrad. Som eksempel kan nævnes et enkelt parkeringshus i den flotte lufthavn hvor der holder over 7000 biler, og der var en del parkeringshuse. Så man skal ikke kun besøge stedet fordi man som jeg er lidt af en tog-nørd, men modellerne af de forskellige steder er virkelig imponerende. En stadion koncert med 80.000 mennesker eller karnevallet i Rio imponerer virkelig, men for mig er det selvfølgelig de mere end 16 km. spor og over 1200 tog, sporvogne og metroer - med samlet mere end 12.000 vogne der virkelig lokker. Men selv busser og biler der kører rundt er fantastisk koordineret, så de blinker selvfølgelig af når de drejer i et kryds, ligesom de får lys på når det bliver mørkt. Et døgn varer kun 15 min. i Miniatur Wunderland, så vi nåede at opleve solopgangen næsten 10 gange under vores besøg.

Efter vi var blevet udstillingsmætte stoppede vi ind på den rigtige Haufbahnhof hvor vi spiste en sen aftensmad på Subway så vi også fik stillet den sult, før vi tog tilbage til hotellet for at nyde den sidste nats søvn. Lørdag morgen pakkede vi og stillede bagagen bag i bilen der holdt parkeret på hotellet under hele vores besøg. Pigerne sov længe, imens Anne og jeg var klar på Kunsthalle da de åbnede kl. 10. Entréen blev sat ned fra 16 til 11€ med vores Hamburg Card og så brugte vi ellers halvanden time på de mange malerier og skulpturer. Bagefter gik vi i støvregn til Pizza Hut ved rådhuset hvor vi hver satte en deep pan pizza til livs - det er også mums. Clara og Emma havde i mellemtiden også tjekket ud af deres værelse og spist morgenmad på et bageri ved Landungsbrücken. Planen var at vi ville ud og sejle med en kanalrundfart, men det var koldt og det regnede så vi droppede den plan. Det må vente til næste gang jeg er i Hamburg - sammen med gåturen gennem den gamle Elbtunnel. I stedet tog vi S-Bahn og bus tilbage til hotellet, hentede bilen og satte kursen mod grænsen. Vi fik shoppet en smule i Fleggaard i Kruså før vi kørte videre mod Køge. Med det stop undervejs tog turen til Køge 5,5 time ligesom på udturen, og i Køge fik jeg hentet min egen bil der havde stået dér.

Jeg synes Hamburg er en hyggelig by, og selvom vejret ikke gjorde mig så meget kunne den da være ekstra sjov at besøge en sommerdag i godt vejr. Nu gik der 50 år inden mit første besøg, og så længe skal der ikke gå før det næste 😊

Negombo

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi havde oprindeligt booket en enkelt overnatning i Negombo, da det er her - ca. 40 km. fra Colombo - lufthavnen ligger, og med en morgenflyvning er det rart at være i nærheden. Nu havde vi så to ekstra dage, så vi besluttede at holde fast i den sidste overnatning, men bookede et andet sted til de to dage. Valget faldt på det 4* Seahorse Hotel & Spa der ligger ikke langt fra stranden i Negombo. Jeg var dog lettere irriteret, for efter bookingen skulle man pludselig overføre halvdelen af beløbet for overnatningerne via en bankoverførsel... hvem gør det i 2024? Samtidig kunne vi ikke få lov til at afbestille reserveringen igen, og med kun to dage til ankomst var jeg som sagt noget mellemfornøjet. Vores lokale Dialog SIM kort indeholdt også noget tale, så jeg ringede til receptionen på hotellet og aftalte at vi betalte med kredit kort ved indtjekningen. Det fungerede også fint nok, og vi blev fulgt over til vores værelse. Eller rettere sagt vores lejlighed, for vores sted bestod af to særskilte værelser hver med et tilknyttet badeværelse. Imellem dem var så det fælles køkken, og vi manglede i hvert fald ikke plads. Mit værelse alene var større end min lejlighed, og vi havde begge hver vores køleskab, tv, wifi, elkedel m.m. samt en kæmpe seng. Altsammen med morgenmad for under 400 kr. i døgnet. Jeg er ikke sikker på at de havde fået fire stjerner hvis det lå i Europa, og spa-delen så vi aldrig noget til. Men der var en fin pool med tilhørende restaurant og bar samt en have med borde og stole. Desværre også en masse russere, men dem var vi efterhånden blevet vant til. Jeg måtte kæmpe hårdt for ikke at sige SLAVA UKRAINI højt flere gange om dagen 😆

Vi var ankommet omkring kl. 15.30 og først skulle vi en tur i poolen. Efter et varmt bad tog vi en tuk tuk til en italiensk restaurant Leonardo by Bella Vita som Robert havde kastet sit hjerte efter. Det viste sig at være en virkelig positiv oplevelse, og jeg tør godt sige at nogen i køkkenet rent faktisk må have haft noget italiensk i blodet. Jeg fik hjemmelavede gnocchi (muslinger) og det er i hvert fald i top 3 over pasta oplevelser for mit vedkommende. Kødsovsen var også virkelig velsmagende, og det var en solid portion. Robert var også godt tilfreds med sit valg fra menuen, så selvom det regnede igen - og vores tuk tuk havde mere end svært ved at komme igennem vandmasserne på vej tilbage til hotellet - så var det med højt humør.

Torsdag morgen gik vi ombord i buffetten, og ENDELIG fik vi noget ordentlig hotelmorgenmad. Det var jo ikke Hilton i Bangkok eller Marina Bay Sands i Singapore, men toastbrødet var varmt, kokken lavede de æg man bestilte, og der var mindst 15 forskellige slags kager og frugt at slutte af med. På dette tidspunkt var Robert ved at være ferietræt, så jeg tog alene ind til centrum af Negombo. Jeg så den hollandske kanal hvor man kan tage små bådture, fiskemarkedet samt de få rester af det gamle fort. Jeg var også inde i feriens første kirke - St. Marys Chuch, ligesom jeg pløjede gaderne i centrum og købte forsyninger med hjem i et supermarked. Om aftenen tog vi en tuk tuk til Fish & Chips by Oasis, og Negombo overraskede altså igen positivt på madfronten. Indrømmet, det var ikke ligefrem lokalt, men det var godt og velsmagende. 

Fredag gentog vi morgenmaden på hotellet, før vi fik en taxa til at køre os de 5 km. til Optimum Residencies. Her fik vi også et pænt værelse med tilknyttet køkken og spisestue - og de havde endda hele to pools. Værelset inkluderede gratis transport til lufthavnen, så det blev aftalt til kl. 05.40 lørdag morgen. Vi spiste aftensmad på Popeyes Louisiana Chicken, og selvom det ikke kunne leve op til de to foregående aftensmåltider i Negombo så var det ganske udmærket. Vi gik ikke alt for sent i seng da vi skulle op kl. 05 og pakke de sidste småting. Vi blev kørt til lufthavnen som aftalt, og fik tjekket ind på Air India flyet til Delhi. Det afgik til tiden kl. 08.10 efter et særdeles grundigt tjek i security - foruden i selve gaten og på vej ombord. Flyet var egentlig godt fyldt, men da vi sad næsten bagerst var midtersædet på min række ledigt. Skønt nok, og jeg sad på turen og snakkede ved en landmand fra Langeskov, kun den anden omgang danskere vi mødte på Sri Lanka. Efter tre timers flyvning ankom vi til Indien og skulle igennem endnu et meget grundigt securitycheck.  Vi havde et par timer i Delhi, og de blev brugt på mad på McDonald's, selvom vi faktisk havde fået en ganske fin omelet og kartoffelrøsti på flyet. Men med Air India er det altid fint at gardere sig, for det var ikke til at vide hvad der ventede på flyet til København 😂

Selvom flyet til Kastrup også var næsten fyldt, endte vi begge med at have et tomt sæde ved siden af os og det er jo altid en fornøjelse. Jeg brugte et par timer på at snakke med en dansk gut fra Aarhus der var på vej hjem fra Bangkok efter seks måneder i Asien. Ved ankomsten til København var der en ret lang kø til paskontrollen, men vi kom relativt hurtigt igennem og fik vores bagage. Roberts far hentede os i lufthavnen og de smed mig hjem først.

.

KONKLUSION: Jeg synes Sri Lanka er et spændende land, men der er nogle ting jeg har været en smule skuffet over. Vejret til at starte med - og jeg ved godt at man ikke kan forudse netop dette. Det startede faktisk overraskende godt på østkysten, hvor vi ellers var forberedt på at det ville være værst. Stranden var dog ligeså brugbar som Vesterhavet i november, men det holdt tørt det meste af tiden og temperaturen holdt sig på 28-30 grader og kom ikke under 20 grader om aftenen. I den centrale del skiftede det lidt mere, men var stadig fuldt ud acceptabelt. Den sydlige del var dér hvor vejret skulle have været bedst i forhold til monsunsæsonen, men der havde vi regn næsten hele tiden. Det lægger selvfølgelig en dæmper på opfattelsen, men en faktor man må påregne på den tid af året. Jeg savner også lidt strand/ø stemning, med nogle restauranter og barer i vandkanten og lidt liv og kulørte lamper, for det så vi meget lidt af. Til gengæld så vi mange russere - og det er bestemt ikke positivt.

Maden er et andet område hvor jeg er skuffet, både over kvalitet og pris. Det er klart nogle skridt op fra Filippinerne, men det siger heller ikke så meget. Svinekød kan man ikke opdrive, oksekød er svært at finde, imens kylling er alle steder. Det er lidt sjovt at gå på Burger King og finde 23 kyllingprodukter på menukortet. Fisk og skaldyr er også nemt at finde især når man er ved kysten, men skaldyr er jo ikke lige min favorit. Vi brugte ofte 3-4000 LKR på 2 x fried rice med kylling og noget vand, og 50 kr. pr. person for dét er lige i overkanten sammenlignet med andre lande i den del af verden. Generelt har vi spist ret lokalt, men det har ikke været så billigt som forventet. Sjovt som nogle ting i Sri Lanka er forholdsvis dyre og andre er ekstremt billige. Postkort kostede inkl. frimærke til Danmark kostede 3 kr. 😄

Der er heldigvis flere ting på positivlisten - og for at starte med et stort punkt: Transporten rundt er nem og MEGET billig. Lidt over 40 timer i tog og bus har bare kostet os hver 281 kr. og mange taxa og tuk tuk ture kostede 5-10 kr. for et kvarters køretur. Det er nemt at benytte PickMe app'en der fungerer ligesom Grab eller Uber. Man angiver hvor man skal hen, og så får man mulighed for at vælge flere typer køretøjer til forskellige priser, og betalingen kan ske med kontanter eller kredit kort. Togturene har været en oplevelse, men man skal virkelig være vaks ved havelågen hvis man vil have reserved seats... og det vil man! Billetter sættes til salg 30 dage før afgang og bliver tit udsolgt på den første dag. Reserved seats er klart vejen at gå - og reserverede pladser på 2. klasse er helt perfekt 🚂🚃🚃🚃  

Det er nemt at leje scootere og prisen er som øvrige lande i Asien - ca. 50-75 kr. pr. dag afhængig af udbud og efterspørgsel. Husk, at man som udlænding skal forbi motorkontoret i Colombo og erhverve en Local Driving Permit, også selvom du medbringer et internationalt kørekort. Den koster kun få kroner at erhverve, men processen kan hurtigt tage nogle timer. Hvis du ikke har denne tilladelse kan du få en bøde på ca. 1000 kr. hvis du bliver stoppet af politiet, med mindre du selvfølgelig forhandler dig til et lavere beløb, mod at du ikke får nogen kvittering. Vi så flere kontroller og alle kører heldigvis med hjelm. Benzinen kostede ca. 8 kr. pr. liter. Vær dog forberedt på at hvis man ikke tager tog eller bus rundt, så kan taxaer mellem to byer godt koste på budgettet, så man kan klart spare en del ved at planlægge i forvejen. Vores sidste tre timers togtur fra Unawatuna til Colombo kostede eksempelvis 12 kr. og her ville en taxa have kostet 500 kr.

Hotellerne vi har boet på har generelt været rimelig værdi for pengene, når man lige undtager morgenmaden der ikke har været nogen stor oplevelse. Personalet - og folk generelt - har været søde og venlige, og alle steder har vi kunnet gå i fred. Vi er kun stødt på få tiggere og folk er på ingen måde anmasende. Som de fleste steder i Asien er der altid folk der er villige til at hjælpe hvis man har behov for det, og alle steder har de lokale talt et glimrende engelsk. Commercial Bank kan anbefales at hæve penge i, da de dels er alle steder, ikke har begrænsninger på hvor meget man kan hæve, og i modsætning til mange banker på Sri Lanka ikke opkræver et lokalt tillægsgebyr for udenlandske kort. Vi hævede penge 8 gange og hver gang spyttede hæveautomaten penge ud i første forsøg - det er vist rekord i Asien 👍

Naturoplevelser har været et stort trækplaster på denne rejse, og vi har ved gud også set mange rismarker, teplantager, bjerge, nationalparker etc. og det har været fedt. Sri Lanka har ikke så mange traditionelle seværdigheder, og vi har ikke besøgt et eneste museum. Jeg er personligt helt ok med at turister betaler 20-30 gange mere end de lokale, så kan man jo selv afgøre om man synes det er pengene værd. De 150 kr. vi gav for at komme op i Lotus Tower i Colombo var nok i overkanten, da det jo vitterligt ikke er Eiffeltårnet - og det var jo også lidt spild at give 250 kr. for at klatre op på Sigiriya Lion Rock (specielt når man giver op undervejs), men det var jo 100% vores egen skyld 😉

Jeg vil gerne tilbage til Sri Lanka, men så skal det enten være i sommerferien eller januar/februar måned, hvor vejret forhåbenlig er lidt bedre. Vi holdt faktisk vores planlagte rejsebudget, og udgifterne matcher lignende ferier vi har haft i Asien. Overnatningerne er billigere end f.eks. i Filippinerne, men maden er dyrere end eksempelvis Thailand. Samlet har rejsen kostet følgende pr. person:

Flybilletter København-Colombo t/r = 5.180 kr.
Visa On Arrival = 417 kr.
Lokalt SIM kort = 29 kr.
Overnatninger = 3.315 kr.
Tog + busbilletter = 281 kr.
Taxa + tuk tuk = 190 kr.
Seværdigheder + ture = 886 kr.
Scooterleje inkl. Local Driving Permit = 563 kr.

Mad, drikke, supermarked, benzin, diverse = 4.879 kr.
Samlet = 15.740 kr.

Unawatuna

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi havde oprindeligt booket tre overnatninger i Unawatuna, og så en anden reservation på to ekstra dage, hvis stedet og hotellet nu viste sig at være fedt. Men da vi kun havde brugt en ekstra dag i Sigiryia og ikke tog en dag i Colombo, så var vi stadig en dag foran. Heldigvis havde hotellet også plads da vi bookede det tidligere på turen. Vi ankom ved 9-tiden om morgenen og vores værelse var heldigvis klar. Det viste sig at være en lækker hytte, som nok er den bedste både at beskrive den på. Igen havde vi to gode senge, stort køleskab, lækkert badeværelse og intet mindre end 43 bøjler i klædeskabet. Der var så kun 42 da vi tjekkede ud for jeg fik knækket én en nat hvor Roberts vasketøj faldt ned. Det eneste vi manglede var wifi på værelset, men da vi havde vores lokale mobildata klarede vi det fint. Hotel Flower Garden har hele to swimmingpools og det hele er anlagt på en fin og hyggelig måde. Placeringen er glimrende i Unawatuna, men der er dog et stykke til stranden hvis det er vigtigt for én. Vi var skrupsultne, og da de stadig serverede morgenmad da vi kom hoppede vi på det. Det var selvfølgelig ikke med i det vi havde betalt, men da vi skulle med et tidligt tog når vi tog videre, så prøvede jeg om den morgenmad vi så ikke kunne nå dér kunne gå op med den ekstra fra denne morgen. Men det lykkedes aldrig at få et svar fra receptionen om det kunne lade sig gøre, så i sidste ende betalte vi for den da vi tjekkede ud.

Vi fik en dukkert i poolen før vi gik en tur på gaden. Senere spiste vi på en russisk mafia restaurant, sådan føltes det i hvert fald. Der er desværre mange russere i Sri Lanka, specielt ved strandene. Det er ikke svært at spotte de pumpede og tatoverede badejern, og der var flere skilte og menukort på russisk end på srilankansk. Det er omtrent ligeså hyggeligt som de danske restauranter og menukort på Phuket i 90'erne og 00'erne. Jeg ved godt at de ikke alle er som Putin, og vi snakkede faktisk med et sødt yngre russisk par i Ella. Men den nuværende situation taget i betragtning så er de ikke på min favoritliste.

Søndag morgen spiste vi på hotellet der serverede i det lidt særprægede tidsrum kl. 08.15-10.15 Det var ok og i det mindste var det en buffet. Men mange af retterne som f.eks. kyllingpølserne og de små pandekager var helt kolde uanset hvad tid vi kom på. Men der var dog en toastmaskine så vi selv kunne riste brød samt en 'æggemand'. At de så tre ud af fire morgener gav os en anden type æg end bestilt, så vi igennem fingre med. Vi var inde et par steder og høre om priser på scootere, og endte med at give 2000 LKR (50 kr.) pr. dag pr. styk når vi lejede dem i tre dage. Fint nok, og det giver bare en skøn frihed at man kan tage hvorhen man vil - når man vil. Benzinen var lidt billigere nede sydpå (311 LKR = 8 kr.) pr. liter, hvor det kostede ca. 350 LKR i Sigiriya og Trincomalee. Vi kørte ind til Galle og så fortet og fyrtårnet og gik en tur i det hyggelige område. Vi var også i et supermarked og handle før et kæmpe regnskyl satte en stopper for yderligere udforskning. Resten af dagen brugte vi på hotellet - i poolen og vi så lidt film på værelset. Fjernsynet var monteret på væggen så man kun kunne se det fra den ene seng, så vi krøb sammen i Robert seng når vi skulle se film fra den medbragte bærbare computer 😄

Mandag fik Robert feriens første to dyk, men der havde ikke været så meget interessant at se. Om eftermiddagen kørte vi til en Indian Hut restaurant, for nu skulle vi have noget lækker butter chicken og skønne naan brød. Men nej, det var smurt ind i noget skrækkeligt, og det samme gjorde sig gældende for det kylling vi havde købt ved siden af. Det er virkelig sjældent at jeg ikke kan spise kyllingekød, men det kunne jeg altså ikke få ned. Vi kunne heller ikke få naan brød, for som det fremgik af menukortet blev det først serveret efter kl. 17 - uden yderligere forklaring. Jeg fik også købt frimærker til de par postkort jeg havde skrevet, og det kostede næsten den fyrstelige sum af 2 kr. at sende til Danmark.

Tirsdag morgen dykkede Robert igen, og det ene dyk var et vragdyk og det havde været fint. Imens kørte jeg til Weligama ca. 25 km. længere østpå. Jeg fandt en butik med keramik som Clara havde handlet i om sommeren da hun var der med Michelle. Jeg havde både Clara, Emma og Anne med på et videokald så de kunne se hvad udvalget var - og jeg fik da også købt 7 ting med hjem til dem. På vejen tilbage stoppede jeg en del steder, og var bla. i vandet på Jungle Beach. Den eneste strandbadetur på hele turen! Det var skønt med en god tur på scooteren, men da jeg var ved at være hjemme begyndte det selvfølgelig igen-igen at regne. Ikke en omgang hyggeregn, men en dejlig monsun der rusker det hele igennem. Da jeg kom tilbage på værelset som en druknet mus var Robert kommet hjem fra dykkerturen. Senere stilnede det lidt af og vi tog scooterne og kørte til en restaurant der lokkende hed "Yummy In The Tummy", men så yummy var det nu heller ikke. Vi afleverede scooterne da vi ikke skulle bruge dem mere den dag, og vi skulle med toget næste formiddag. Vi havde afbestilt de sidste to dage sydpå, da vejrudsigten bare lovede mere regn de kommende dage og Robert ikke ønskede flere dyk.

Når vi nu alligevel skulle betale for den ekstra morgenmad da vi ankom, så ville vi også udnytte den vi havde betalt for på sidste dag. Så vi besluttede at tage med et tog kl. 10 i stedet for kl. 06, så vi kunne nå morgenmaden på hotellet inden vi tjekkede ud. Vi tog en taxa til Thalpe, en lille station et stop længere væk end Unawatuna. Tanken var så, at vi ville være ombord på toget når alle skulle af i Galle, og så kunne vi sikre os et par siddepladser på turen nordpå mod Colombo - meget gerne i ventre side af kørselsretningen, da det så er vandsiden når man kører nordpå. Vi havde endda taget højde for at Galle er en terminus station hvor toget vender, da det kører ind og bakker ud samme vej. Vi fik købt vores billetter på stationen (500 LKR) og fik møffet os op i det ellers propfyldte tog. Turen ind til Galle tog en lille halv time, og så længe der bare steg nok af dér så var alt godt. Det var der så kun to der gjorde, slet ikke nok til at sikre os en siddeplads. Så er der lige pludselig langt til Colombo, og udsigten til at stå op i yderligere 3 timer i et bumletog var ikke så lokkende. Men der var kun en meget dyr taxatur som alternativ, så vi besluttede at prøve at se hvordan det gik, og ellers måtte vi jo stå af hvis vi ikke kunne mere.

Robert var heldig at få en plads på den første station vi stoppede ved, og lidt senere rejste en gut sig op så jeg kunne sidde ned. Fedt, tænkte jeg - pænt af ham at rejse sig op noget før stationen hvor han skulle af, så jeg kunne få hans plads. Men nej, han blev bare stående op - og det gjorde han så de næste halvanden time. Jeg spurgte ham flere gange om han ikke ville sidde igen, og da der var en halv times tid tilbage inden vi nåede Colombo sagde han endelig ja. Så vi endte med at have en nogenlunde tur den formiddag, også selvom vi igen kørte baglæns og ingen af os sad ved vinduet. Jeg fik dog rakt min telefon ind til vinduet et par gange, så jeg kunne tage billeder når vi var ekstra tæt på vandet. På dele af strækningen kører man vitterligt i vandkanten 😊

Der kører faktisk små lokaltog op til Negombo som var sidste stop på turen, men da vi kom til Colombo kunne jeg ikke lide at spørge Robert om vi skulle prøve det. Så i stedet gik vi ud og hyrede en taxa via PickMe, og de 80 kr. for en 40 km. taxatur var vist givet godt ud. Han har virkelig været en sand kammerat i forhold til de mange togture, da han ved hvor meget det betyder for mig, men nu synes jeg også han havde gjort sin borgerpligt 😀

Badulla & Ella

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Ved ankomsten til Badulla besluttede vi at gå til vores overnatningssted High Tree Nest. Vores vært havde faktisk tilbudt at hente os, men da det kun var 600 meter fra togstationen klarede vi den selv. Vi fik nøglen til værelset som var noget primitivt. Det var dog aircon og et fælles badeværelse der blev delt med det andet værelse de havde. Vi så dog aldrig andre så vi havde stedet for os selv. Vi gik ud og fandt noget aftensmad, og det blev så turens billigste måltid. To gange fried rice med kylling og noget at drikke = 2000 LKR (50 kr.) 

Efter min mening ikke svinebilligt stedet taget i betragtning, men vi var også lidt overraskede over prisniveauet (og kvalitetet) på maden helt generelt. Da vi var mætte gik vi lige ind forbi templet Muthiyangana Raja Maha Vihara hvor den store stupa var pyntet med julelys. Ellers var vi noget trætte efter den lange togtur på 3. klasse så vi fandt hurtigt hjem igen og smækkede benene op.

Torsdag morgen gik vi tilbage til togstationen og der var ikke lige de store muligheder for morgenmad på vejen, så vi besluttede at vente til Ella. Der var afgang kl. 08.25 og denne gang havde vi bestilt plads i observationsvognen. Sådan en er tilkoblet på nogle af de gamle tog, men ikke de mere moderne kinesisk byggede 'Blue Trains'. Observationsvognen er placeret bagerst med et stort panorama vindue så man sidder og kigger ud på strækningen man lige har kørt. Ikke helt ulig i gamle dage, hvor jeg altid skulle til den bagerste vogn i Intercity eller Lyntoget når vi skulle til Skagen. Der kunne jeg stå i timevis og kigge ud gennem det lille vindue. Her sidder man så behagligt i bløde sæder på 1. klasse med et stort panoramavindue, og denne morgen var vi de eneste der havde købt billet til denne vogn, så vi havde al den plads vi ønskede. Toget indeholdt også en anden observationsvogn af meget ældre dato, men stadig skøn. Her sad man på træsæder med ansigtet vendt mod de åbne sidevinduer så man virkelig kunne nyde udsigten. Der var endda også en helt åben vogn hvor man både kunne stå op eller sidde på nogle høje barstole. Der var sådan en udflugtsstemning over turen. Det skulle kun have taget en times tid, men endte med at tage to, da vi holdt på en station undervejs og ventede i næsten 50 minutter på et modkørende tog. Vi passerede igen Nine Archers Bridge, og denne gang holdt toget på broen i et lille kvarters tid. Så der var rigeligt tid til at stå af toget og tage en masse billeder, ligesom alle de mennesker der ventede på begge sider af broen kunne hoppe op på toget og tage selfies 😉

Vi kørte det sidste stykke ind til stationen i Ella og fandt en tuk tuk der kunne køre os til vores homestay - Blue Ribbon, der ligger i bjergene i udkanten af Ella. Der var en fantastisk udsigt deroppe fra, men som vi fandt ud af havde det nok været nemmere at bo i byen. Vores værelse var heldigvis klar til os, og det var et kæmpe værelse med to store senge, myggenet, køleskab og wifi - så vi var meget tilfredse. Til gengæld var vi også blevet ret sultne, og da vores vært kun gør det i morgenmad så gik vi i stedet til den nærmeste restaurant - Mountain Heavens Hotel lidt længere oppe af bakken. Udsigten var virkelig fantastisk fra terrassen på restauranten, men de vidste også godt hvad de skulle have for tingene, men fair nok. Placeringen var gudeagtig og maden pengene værd, så selvom det kostede 5-6 gange så meget som aftensmaden dagen før i Badulla, så var dét det hele værd. Robert så drømmende ned på swimmingpoolen, men da en overnatning kostede 1300 kr. - og vi jo i forvejen havde et skønt og kæmpe værelse, så blev det ved maden i denne omgang. Men kom man en dag tilbage til Ella, så kunne jeg godt overtales til en overnatning på det hotel. Efter et dejligt måltid gik vi tilbage til vores eget sted, og vores vært havde sat os i forbindelse med en tuk tuk chauffør. Vi aftalte en pris på 3500 LRK (85 kr.) så ville han køre os rundt i området.

Han kom kl. 14 og vi kørte først til et viewpoint hvorfra vi kunne se togene passere Nine Archers Bridge. Der var vi ca. tre kvarter imens vi så tre tog køre over broen. Et par kørte bare over ligesom vores havde gjort fra Ella til Badulla, men det sidste stoppede på broen. Vi fik taget vores billeder lige inden det begyndte at stå ned i stænger. Vi skulle have besøgt en teplantage, men i stedet kørte vi til Ella by og besøgte en tebutik. Vi fik smagt på en masse forskellige typer te og personalet var meget søde. Vi fik også købt mad og drikke til senere, da vi godt kunne regne ud, at vi nok ikke kom ned i byen om aftenen hvis vejret fortsatte på den måde. Det klarede en smule op, og ind imellem bygerne fik han vist os forskellige temarker og forklarede om produktionen m.m. hvilket var helt fint. Vi blev sat af ved vores homestay sidst på eftermiddagen. Om aftenen blev vi hjemme og slappede - og gearede op til morgendagens stabadser. Turens længste togtur på over 10 timer ventede.

Vi fik serveret et fuldt ud godkendt måltid på Blue Ribbon Homestay fredag morgen, og vores tuk tuk chauffør havde (selvfølgelig!) en ven med en lidt større tuk tuk med plads til vores bagage, så han hentede os som aftalt og kørte os til togstationen i Ella. Denne gang havde vi kunnet booke reserved billetter til 2. klasse så vi kunne tage det stille og roligt. Tanket op med nogle flutes med æg, boller med omelet, kiks og drikkevarer var vi rustet til de 10 timer til Colombo.

Du kan se en samlet video fra vores togture i Sri Lanka her: https://youtu.be/8J9K9U5cTZ8

Der var fint med plads på 2. klasse og strækningen fra Ella til Kandy havde vi jo allerede kørt bare i den modsatte retning. Det var nok heldigt for vejret viste sig igen ikke fra den bedste side. Det regnede med jævne mellemrum, så vinduer og døre var oftest lukkede. Udsigten var selvfølgelig stadig fin og undervejs bevægede vi os fra en højde på godt 1900 meter over havets overflade helt ned til vandet i Colombo. Indrømmet, vores numser var efterhånden en smule ømme, så vi var glade da vi efter 10 timer og 10 minutter rullede ind på Colombo Fort stationen 🚂🚃🚃🚃  Vi tog en taxa til Cityrest Fort hvor vi også boede første gang vi var i Colombo, og så gik vi ellers direkte ud for at få aftensmad. Vi havde droppet at bruge en dag mere i Colombo, for nu ville vi bare sydpå til strand, vand og sommer 😎

Lørdag morgen var vi igen tidligt oppe, da vi skulle fange morgentoget til Unawatuna der ligger lige øst for Galle på den sydlige del af Sri Lanka. Man kan ikke reservere plads på togene ned sydpå, og normalt er de (også) godt proppet. Tricket man kan bruge er følgende: I stedet for at stå på sammen med alle andre på Colombo Fort stationen, så tager man til Maradana der er Colombos anden store station et par kilometer væk. En del af togene der kører sydpå starter nemlig derfra før de rammer Fort stationen, og på denne måde er man jo så ombord på toget. Så er der alle muligheder for at sikre sig en siddeplads, helst på højre side i kørselsretningen så man er tæt på vandet hele vejen. Toget skulle køre kl. 06.25 og allerede kl. 06.00 havde vi købt billetter (500 LKR) på 2. klasse og var ombord på toget. Vi fandt to helt perfekte pladser inden toget begyndte at blive fyldt op, for vi var selvfølgelig ikke de eneste der kendte til 'tricket' 😄

Jeg nåede lige akkurat at sige til Robert: Hov, hvad nu hvis toget kører den anden vej? Imens vi prøvede at finde ud af det på Google Maps, så fløjtede toget til afgang - et kvarter før tid... og selvfølgelig bakkede vi! I et anfald af lettere tog-panik forsøgte jeg at finde pladser i de andre vogne, men forgæves. Så jeg måtte gå tilbage til Robert med følgende erfaring rigere: Vi var faktisk med et andet tog end det planlagte, og det afgik rettidigt - altså et kvarter før det vi havde planlagt at tage med. Det skulle også have været et moderne Blue Train, men var i stedet et tog med nogle gamle vogne. Så nu sad vi altså i et forkert og gammelt tog, kørende baglæns og i den forkerte side i forhold til udsigten undervejs. Så meget for planlægningen, Michael 😂

Men i det mindste sad vi da ned, og det viste sig at være et ekspres tog vi var med, som derved skippede en del stationer undervejs - så det var godt det ikke var projekt AlleStationer på Sri Lanka. På den måde ville turen kun tage 2,5 time og ikke 3 timer som det vi skulle have været med ville have gjort. Vi sad heldigvis behageligt nok, men de mere end 10 timers togtur fra dagen før sad stadig lidt i ballerne. Dette tog stoppede så ikke i Unawatuna, så i stedet måtte vi stå af i Galle. Men den efterfølgende taxatur til hotellet blev max. 5 kr. dyrere, så det gik lige 😋 

Kandy

(Klik på billedet for adgang til albummet)

Vi fik en tuk tuk til at køre os fra busstationen til vores hotel Sandriana Lake View som ligger på en bakke med udsigt til Kandy Lake. Vi havde bestilt et værelse med balkon, men vi måtte vente 40 minutter på at få nøglen, da de åbenbart havde udfordringer med at finde vores reservering gennem Agoda. Det lykkedes dog og vi kunne komme ind på værelset. Men der var aber på balkonen og en advarsel mod at åbne glasdøren, intet køleskab eller pool. Robert havde fået opgaven at vælge hotel blandt de forslag jeg havde fundet, så det var lidt ærgerligt at vi måtte undvære - specielt når der ikke er en strand i nærheden. Vi tog en tuk tuk ned til søen og spiste på Pizza Hut. Vi jagtede nogle drikkevarer, men det var ikke helt nemt i bymidten. Det lykkedes dog til sidst et sted i nærheden af busstationen og vi endte med at tage en tuk tuk tilbage til hotellet.

Mandag morgen tog vi elevatoren op på øverste etage og spiste morgenmad. Udsigten fra restauranten var ganske glimrende, men maden var ikke den store oplevelse. Vi blev spurgt om hvilke æg vi ønskede og vi svarede begge spejlæg. Tjeneren kom tilbage og sagde at kokken anbefalde en spicy omelet, men da vi begge havde lyst til spejlæg den dag takkede vi for anbefalingen, men vi ville gerne holde fast i vores valg. Nogle minutter senere fik vi hver sat en kold omelet foran os, og normalt tager vi bare imod da det jo reelt ikke gør noget. Men lige denne dag røg de altså retur, og vi fik i stedet nogle varme spejlæg. Det viste sig at være en stående joke på resten af turen at vi meget sjældent fik det vi bestilte. Toastbrødet var tørt og koldt, og var åbenlyst blevet ristet meget tidligere. Uden at være speciel sart så er det simpelthen ikke i orden. Vi forventer ikke det helt store, men lunt toastbrød er dog på listen. Vi gik ned til søen og skulle se Sri Dalada Maligawa - bedre kendt som The Temple of the Sacred Tooth Relic. Der er kun adgang på bare fødder, og Robert orkede ikke at gå på det varme fortov på bare tæer. Jeg fik set det og indrømmet: Han gik ikke glip af meget. Vi spiste i Kandy City Center og fik en overraskende god omgang spaghetti. Vi fik shoppet i et Keels Supermarked i centret før vi tog en tuk tuk tilbage til hotellet.

Tirsdag havde vi booket en tuk tuk til at køre os rundt, da vi faktisk ikke havde lyst til selv at køre i Kandy. Der er simpelthen for mange busser, biler, scootere - og ikke mindst tuk tuk'er. Vi startede med at køre til det flotte Asgiri Maha Vihara Pirivena tempel før vi kørte til Sri Maha Bodhi Viharaya med den store hvide Buddha. Der er endda en trappe på bagsiden af statuen så man kan komme op og nyde udsigten over Kandy Lake. Jeg har tidligere berørt det her med forskellige priser for lokale og turister, men det stopper ikke ved priserne. Når man skal af med skoene ved et tempel, så er der typisk et særskilt område til lokale samt et til turister. Det samme gælder eksempelvis også for toiletter, og lige den del giver uheldige flashbacks for mit vedkommende til raceadskillelse i USA eller apartheid i Sydafrika. Jeg fandt aldrig ud af grunden, men den forskel synes jeg ikke er så tiltalende. Nogle gange kan 'fordele' som turist måske bedre retfærdiggøres når prisen tages i betragtning. Da Anne og jeg besøgte Taj Mahal i Indien stod de lokale i lange køer, hvorimod turisterne bliver ledt direkte ind. Det er ikke fair, men omvendt havde de lokale betalt 4 kr. for at komme ind - imens vi måtte slippe over 100 kr. som udenlandske turister. Jeg er bare generelt imod at man kan betale sig fra at stå i kø som alle andre, og derfor er jeg også modstander af 'fast track' - hvad enten det er securitykøen i lufthavnen eller forlystelser i Disneyland.

Efter Buddhaen satte vi kursen mod Ambuluwawa Tower der ligger en times tuk tuk kørsel fra Kandy. Vores hyrede tuk tuk må ikke køre helt op til tårnet, men skal parkere 2 kilometer derfra. Så har man to muligheder: Enten kan man gå derop ad en ret stejl vej, eller betale 1500 LKR (38 kr.) for at blive kørt i en 'godkendt' tuk tuk. En forholdsvis høj pris for 2 x 2 km. i betragtning af at vi betalte vores tuk tuk 6000 LKR for at køre os rundt en hel dag. Ved ankomsten til tårnet spurgte den nye chauffør gentagne gange hvornår vi ville hentes igen? Det er jo lidt svært at svare på når man ikke aner hvor lang tid det tager, så jeg blev en lille smule irriteret da han insisterede på at aftale en tid. Nå, men vi begav os op i tårnet - og første del gik fint. Det var via indvendige trapper i den runde del af tårnet, men snart skulle vi udenfor hvis vi skulle det sidste stykke op. Turen vækker minder om Vor Frelser Kirke i København med et snoet spir, gradvist smallere gange og et ret lavt gelænder. De sidste gange rundt er der så smalt at man ikke kan passere hinanden på vej op og ned, men så langt kom vi ikke. Vi tog et par gange rundt, og det var rigeligt til mig og faktisk også til Robert, som heller ikke fandt det alt for sjovt. Det skal siges at tårnet i sig selv kun er 48 meter højt, men placeringen gør oplevelsen noget mere udfordrende når man lider af højdeskræk. Man kan i hvert fald godt mærke at man er mere end 1200 meter over havets overflade, godt 700 meter højere oppe end Kandy by 😊

Vel nede igen kørte vi tilbage til vores ventende tuk tuk, og så satte vi kursen tilbage mod Kandy. Det er en hyggelig tur gennem flere mindre byer, og jeg var igen glad for at vi ikke havde valgt at køre selv, for trafikken var rimelig voldsom. Selve Kandy by er ret hyggelig, selv med den meget trafik, men ikke super rettet mod vestlige turister. Så det kunne faktisk godt være lidt udfordrende at finde et sted at købe drikkevarer m.m. men det har jo også en charme.

Onsdag morgen tjekkede vi ud og blev kørt ned af bjerget til togstationen. Dette ville blive vores første lange dagsrejse med tog, da togturen til Trincomalee foregik om natten og der dermed er begrænset med ting man kan se undervejs. Det giver anledning til lige at nævne lidt om togsituationen på Sri Lanka 🚂🚃🚃🚃

Ikke ulig andre lande findes der forskellige klasser ombord på togene i Sri Lanka: 1. klasse er typisk med aircon og dermed lukkede vinduer. Det kan på en varm sommerdag måske være rart, men de små lukkede vinduer gør det svært at tage billeder. På 2. og 3. klasse er vinduer og døre som udgangspunkt åbne hele tiden, undtagen når det regner kraftigt så bliver de lukket. Det gør det meget behageligt og god mulighed for at tage billeder. Jeg kan varmt anbefale 2. klasse, hvor der er individuelle sæder med mulighed for at læne sig en smule tilbage, rigeligt med benplads, et lille klapbord på sædet foran eller et stort bord hvis man sidder overfor hinanden. På 3. klasse er det typisk 2+3 layout så der er markant mindre plads. Det er også bænke i stedet for sæder, så der er ingen mulighed for at læne sig tilbage. Bænkene kan være rene træbænke eller med polstring - afhægigt af hvor nye eller gamle vognene er. Det er heller ikke alle tog der har alle tre klasser, men man kan få et fantastisk overblik på www.seat61.com hvor guruen indenfor togrejser giver gode råd. Både hvordan togene er, hvordan køber man billetter, hvor skal man sidde, hvad koster det, hvilke tog har nyere vogne osv. - så det kan altid anbefales - uanset hvor i verden man skal med tog 👍

Udover de forskellige klasser findes der en anden inddeling - nemlig reserved og unreserved seats. Som navnet mere end antyder, så er de reserverede pladser netop det. Du har en bestemt plads og konduktøren lukker kun de folk ind i vognen som har plads, så der står ikke ekstra passagerer i mellemgangen, kun turister der går frem og tilbage for at tage billeder og video. Der er en kæmpe mangel på togbilletter, og det er en kamp at sikre sig billetter uanset hvornår og til hvilken strækning. En del billetter (men bestemt ikke alle) kan købes på Sri Lanka Railways hjemmeside, men det er med at sidde klar når de frigives præcis 30 dage før afgang. Nogle gange gik der ikke engang en time, så var alle reserved billetter væk til en bestemt afgang. Der findes også andre hjemmesider der kan købe billetterne for dig på stationen - selvfølgelig mod et gebyr, men det er bestemt en mulighed. Er man selv i landet kan man bare selv købe dem på stationen, men man skal ikke forvente at komme til Sri Lanka og få pladser til et tog om nogle dage. Eller rettere sagt: Du kan altid købe en billet til en strækning, men så bliver det som unreserved. Her er altid proppet - også med stående folk, og selvom du skulle være heldig at få en siddeplads, så vil der stå en masse mennesker lænet godt ind over dig, så det kan virkelig ikke anbefales. Faktisk så foretrækker de fleste en reserved plads på 3. klasse fremfor unreserved på 2. klasse, selv på trods af den mindre plads.

På strækningen fra Kandy til Badulla havde vi kun kunnet booke reserverede pladser på 3. klasse. Reserved seats er 2-3 gange dyrere end tilsvarende unreserved, men stadig ufattelig billige. Denne tur på godt 8 timer kostede 1300 LKR (30 kr.) pr. person på reserved 3. klasse. På stationen købte vi også billetter til unreserved 2. klasse til 650 LKR (15 kr.) ud fra et håb om at der var to ledige pladser til os. Da toget kørte ind på perronen skyndte vi os ombord, men det var helt håbløst. Så vi forlod 2. klasse og fandt vores pladser på 3. klasse. Vi havde så fået det forreste 2-mands sæde i vognen, hvor der INGEN benplads var. Det ville ikke være fysisk muligt for Robert og jeg at sidde der, men heldigvis var der et andet 2-personers sæde længere nede i vognen hvor der ikke sad nogen, så der satte Robert sig. Undervejs kom ejerne af de pladser ombord, men så var der et andet ledigt sæde så vi sad aldrig ved siden af hinanden, og det var den eneste grund til at vi overlevede turen. Men med at (smalt) 2-personers sæde for mig selv var det behageligt nok og så kunne man jo nyde turen.

Det er ingen hemmelighed at jeg elsker at køre i tog, og jeg havde virkelig glædet mig til specielt denne strækning ombord på et 'Blue Train'. Strækningen fra Kandy til Badulla er kun på 183 km. så når det tager 8 timer kan du selv regne ud hvor langsomt toget kører. Men der er også en stigning på næsten 2000 højdemeter, og toge er generelt bare ikke glade for at køre opad - eller nedad for den sags skyld. De fleste strækninger er enkeltsporet, og det er en stor del af forklaringen på at man mangler kapacitet, da der simpelten er alt for få tog i forhold til efterspørgslen på billetter. Man har heller ikke moderne signaler, så kørslen foregår stadig med brugen af 'tokens' - et system der blev opfundet i forbindelsen med de første jernbaner for snart 200 år siden.

Når en strækning kun har ét spor, så må der i sagens natur kun køre ét tog på strækningen ellers vil de støde ind i hinanden. Så når tog #1 forlader station A for at køre til station B, C, D - eller hvornår der nu skal komme et modkørende tog, så modtager han strækningens token inden afgang. Denne token er ofte en kæde, stor ring eller lignende så man kan modtage den i fart blot ved at stikke armen ud. Den token har toget så med - lad os sige til station C hvor tog #2 holder klar til at køre mod station A. Ved ankomsten til stationen afleverer tog #1 sin token og modtager til gengæld den næste stræknings token, så de kan fortsætte mod station D. Denne nye token har tog #2 haft med fra station D eller E og afleveret den på station C. Her modtager tog #2 så den token som tog #1 lige har afleveret, og har dermed ret til at køre på strækningen til station A. Selvfølgelig er dette frygtelig gammeldags i forhold til moderne signaler, men det virker! Jeg mindes ikke selv at have set udvekslingen før, men der er faktisk strækninger i f.eks. England hvor det stadig bruges den dag i dag. På Sri Lanka kan man se det hele tiden, og det kræver selvfølgelig en del personale til at håndtere det, men det er stadig en billig måde at løse problemet på.

Du kan se en lille video af en overdragelse af tokens på Kantalay Station  her: https://youtu.be/0xQtuqhtINA

På vejen passerer man bjerge, vandfald, teplantager, søer osv. - og det er virkelig en flot strækning gennem skøn natur. Næsten alle stod af i Ella, men vi havde valgt at køre hele strækningen til endestationen Badulla - en times kørsel fra Ella. På den måde ville vi nemlig køre over Nine Archers Bridge der ligger lidt udenfor Ella. Vi ankom til Badulla lidt efter kl. 18 - netop som mørket var ved at sænke sig...